Mosquitojagere angreb skib på vej fra Assens til Kolding

Ra-ta-ta-ta. Staccatolyden fra maskingeværild og den højfrekvente rasende motorlyd fra to angribende engelske Mosquitojagere flængede stilheden over Lille Bælt.

Det var sidst på eftermiddagen onsdag den 15. november 1944. ”S/S Gustav” af Assens var på vej mod Kolding. Her midt i Lille Bælt ved indsejlingen til Kolding Fjord blev ”Gustav” angrebet af to engelske jagere.

Det var en fejl. De engelske jagere forvekslede ”Gustav” med nogle tyske krydsere, der var blevet rapporteret liggende ved Løverodde. Heldigvis blev ingen ombord på ”Gustav” sårede, og der skete kun mindre materiel skade.

Men, hvad var ”Gustav” for et skib, og hvorfor befandt det sig midt under krigen her i Lille Bælt på vej fra Assens til Kolding? Se, det er en interessant historie. ”Gustav” var en del af datidens blomstrende landbrugs- og industrieventyr på begge sider af Lille Bælt.

Lad os starte med at gå langt tilbage i tiden. I århundreder var sukker meget dyrt. Det blev kaldt ”det hvide guld”. Danmark blev tidligt en af Europas største sukkerproducenter. Produktionen baserede sig på sukkerrør høstet af slaver på de Dansk-Vestindiske Øer.

I forbindelse med fastlandsafspærringen under Napoleonskrigene først i 1800-tallet var det nødvendigt at finde et alternativ til sukkerrør. Sukkerroer viste sig meget anvendelige.

Da Napoleonskrigene var afsluttet, gik man igen over til de billigere sukkerrør. Men det ændrede sig, da slaveriet og dermed den billige arbejdskraft ophørte omkring 1850. Rørsukkerprisen steg kraftigt. Så vendte sukkerroerne tilbage.

Assens blev beriget med mange fabriksarbejdspladser, da Assens Sukkerfabrik blev taget i brug i 1884. I landbruget betød sukkerroeleverancerne også mange arbejdspladser, ligesom der var arbejdspladser i at transportere sukkerroerne fra avlere til fabrik.

Roerne til Assens Sukkerfabrik blev avlet både på Vestfyn og i Sydjylland. På Vestfyn blev der anlagt 78 kilometer smalsporede roebaner. En af disse baner gik gennem min hjemegn, men var dog væk i min barndom, idet den allerede blev nedlagt i 1952. Lastbilerne havde holdt deres indtog. Roebanen fra Salbrovad gik over Tanderup, Husby og Ørslev til Udby. I Tanderup kan man stadig gå en tur på banebroen over Brændeå. Roetoget transporterede roerne til Salbrovad Saftstation, hvor saften blev trukket ud og blev pumpet gennem en rørledning ind til fabrikken i Assens til videre forarbejdning, så den uklare gråbrune saft kunne blive til det skinnende ”hvide guld”, sukker.

Men Assens Sukkerfabrik havde ikke nok i sukkerroerne fra Vestfyn. Derfor blev der i 1899 i Kolding anlagt en saftstation, som de sydjyske avlere kunne levere deres sukkerroer til. Først med hestevogn og senere, efterhånden som de sydjyske privatbaner blev anlagt, også med tog og endnu senere, da banerne igen var nedlagte, med lastbil.

Inden processen med at trække roesaften ud kunne gå i gang, skulle roerne vaskes. Skyllevandet med dets indhold af roerester, ler, sand og grus blev ledt ud i nogle store bassiner i inderfjorden. Arealet mellem Kolding Å, Østerbrogade, Skamlingvejen og Kolding Fjord er fyldjord fra roevaskningen. Området er i dag et vigtigt byudviklingsområde for Kolding. Her er der bygget ny retsbygning, banker, ungdomsboliger, VUC og HF og meget andet er på vej. Yderst mod fjorden er der opstået et spændende naturområde, hvor det er muligt at gå tur, få jord på skoene og sende en tanke til alle dem, der har fået et udkomme af arbejdet med at forvandle sukkerroer til ”hvidt guld”. Assens har et tilsvarende naturområde bestående af jord fra roerne.

Nu kunne man jo ikke fra Kolding Saftstation sende roesaften til Assens i en rørledning. Derfor blev råsaften pumpet over i De Danske Sukkerfabrikkers egne tankskibe, som når der var roekampagnesæson i pendulfart sejlede saften til Assens til videre forarbejdning.

Et af disse tankskibe var ”S/S Gustav”, der i 1944 slap så forholdsvis heldigt fra Mosquitoangrebet  ved indsejlingen til Kolding Fjord.

Kolding Saftstation fungerede fra 1899 til 1970, og alt er nu jævnet med jorden. Derfor er det ikke længere muligt at møde tankskibe fyldt med sukkersaft på vej over Lille Bælt. I det hele taget er vores egns landbrugs- og industrieventyr baseret på roer med tilhørende transport afsluttet. “Det hvide guld” produceres ikke længere her i de frugtbare egne omkring Lille Bælt.

Assens Sukkerfabrik fik lov at leve fra 1884 til 2006. Men bygningerne står stadig som et vigtigt kulturhistorisk minde. Fabrikken i Assens bruges nu som blandt andet rådhus og politistation. Kultur- og erhvervshistorisk er fortællingen om ”det hvide guld” vigtig, også når historien om, hvad der skiller og binder sammen tværs over Lille Bælt, skal fortælles.

"S/S Gustav" af Assens. Bygget i København 1899

Fortalt af Ib Hansen, Kolding - født og opvokset i Ejby og Husby på Vestfyn

Ørneflugt

Glædeligt, at havørnene er vendt tilbage. På begge sider af Lille Bælt kan man heldigvis igen opleve havørne, for eksempel ved Solkær Enge på den jyske side og ved Tybrind Vig på den fynske side.

Ørne er inspirerende. Tænk, hvis man båret af stærke ørnevinger kunne tage på fugleflugt over Lille Bælt. Eller tænk, hvis man kunne flyve tilbage i tiden og se, hvordan der så ud her i området for tusindvis af år siden. Det er selvfølgelig ren utopi. Men sådan kan en fri fugl, dagdrømmer og dagdriver tænke. Så lad os på fantasiens vinger stige højt til vejrs og slå nogle slag udover Lille Bælt og nærliggende kyster. Hvad mon vi oplever?

Vi lander først på kysten ved Tybrind Vig, ved Husby Strand nær Wedellsborg. Når vi står her på en klar dag og kigger over bæltet, kan vi i fantasien rejse 15.000 år tilbage i tiden. Vi kan forestille os datidens store tomme isdækkede landskab. Helt stille er der ikke. Vi hører gletsjerisens knirken og knagen, mens den langsomt glidende fra sydøst mod nordvest høvler sig frem gennem det landskab, der nu er Lille Bælt og nærliggende kyster. Bragene, når gletsjerens front i den korte kolde polarsommer kælver isbjerge ud i de foranliggende smeltevandssøer. Vindens susen og smeltevandsbækkenes rislende brusen. Vi hører måske også det hæse skrig fra en ørn, der patruljerer forbi her ved gletsjerkanten, ligesom nutidens ørne fra Wedellsborgskovene afsøger strandengene og kysterne for bytte.

Lad os et øjeblik lægge fantasien væk. Stadig stående på kysten ved Husby Strand kan vi iagttage den virkning, Lillebæltsgletsjeren har haft på de for os i dag så kendte landskaber.

Når vi herfra kigger mod højre indad i Tybrind Vig, kan vi mod nordøst se det skovklædte område, der viser randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge med op mod 60-70 meter høje bakker aflejret foran og presset op af den fremrykkende gletsjer. Smeltevandsstrømme på toppen af randmorænen har medført, at overfladen består af grus og sand. Bakkerne er derfor sidst i 1800-tallet blevet beplantet med nåleskov. På disse bjerge, bakker og banker – kært barn har mange navne - lever der naturligt planter, der ellers sjældent ses på Fyn, for eksempel den mørkerøde nikkende kobjælde, der her lokalt kaldes Boyes Blod. Folkeviddet mener, den blev farvet af blodet fra røveren og morderen Boye, der blev halshugget på en af disse bakker i 1856. Længere inde i landet ligger Lunge Bjerge. Her på toppen af Klakkebjergs sandede jorde forføres vi i august af de smukt blomstrende lyngpletter i alle nuancer af lilla. Her midt på Vestfyn kan vi næsten føle os henført til de jyske heder.

Når vi stadig stående på kysten ved Husby Strand kigger udad – lige frem og til venstre mod vest og nordvest - over Tybrind Vig og Lille Bælt, kan vi ovre på den jyske kyst skimte den høje pendant til Ørslev-Lunge Bjerges randmoræne, Skamlingsbanken.

De to randmoræner er begge dannet i forbindelse med Lillebæltsgletsjerens fremstød. De enorme spor efter isens virksomhed binder de vestfynske og sydjyske kyster sammen på tværs af Lille Bælt. Lad os derfor igen tage fantasiens ørnevinger på og slå et smut over på den jyske side af Naturpark Lille Bælt. Efter knap 20 kilometers flyvning over den del af Lille Bælt, der hedder Bredningen, lander vi på Syd- og Sønderjyllands højeste punkt, Skamlingsbanken, 113 meter over havoverfladen.

Når vi nu står her på toppen af Skamlingsbanken, kan vi ved at dreje os rundt mod de fire verdenshjørner se forskellige resultater af den hidtil seneste istids udformning af de landskaber, der i dag omgiver Skamlingsbanken.

Når vi kigger østpå ud over Lille Bælt mod Wedellsborghalvøen og Tybrind Vig, kan vi se resultatet af, at Lille Bæltsgletsjeren for omkring 15.000 år siden modellerede landskabet. Bakker, dale, hav, øer, halvøer, bugte og vige. Alt hvad hjertet kan begære af smukke landskaber.

Hvis vi kigger nordpå kan vi se, hvordan istidens fossende vand som følge af det enorme overliggende tryk af kilometertyk is formede tunneldalene nord for Skamlingsbanken i form af Sdr. Bjert-tunneldalen og Kolding Fjord-tunneldalen. Kolding Fjord-tunneldalen strækker sig helt ud til Dollerup ved Lunderskov længst mod vest i Kolding Kommune.

Kigger vi nu mod syd, kan vi  tilsvarende opleve en tunneldal, der strækker sig fra Hejlsminde Nor helt ind til Unescobyen Christiansfeld i vest.

Umiddelbart nedenfor Skamlingsbanken mod vest ser vi et småtbølgende morænelandskab. Længere vesterude rager radiotårnet ved Fovslet godt op. Her ved Ødis, Vamdrup og Lunderskov starter de store smeltevandssletter, der ligger vest for den seneste istids vestligste isrand. Smeltevandssletterne strækker sig helt ud til Vadehavet. Koldingegnens Lufthavn er placeret ved Vamdrup, selvfølgelig med en placering på en flad smeltevandsslette, som det gælder for stort set alle lufthavne i Danmark. Det sparer anlægsudgifter! 

Vi kan selvfølgelig også bare stå på toppen af Skamlingsbanken og nyde den flotte natur. Udsigten over de grønne skove, strandengene, de grønne marker og over det blå Lille Bælt mod Fyns smukke kyster i det fjerne er jo en nydelse og oplevelse i sig selv.

Lad mig slutte med at forklare min association til novellen ”Ørneflugt”. Den kan også relateres til Naturpark Lille Bælt, det samarbejde der er indgået mellem Middelfart, Fredericia og Kolding kommuner. Nobelprismodtageren i litteratur Henrik Pontoppidan er nemlig jyde og blev født i Fredericia i 1857.

Som interesseret i pædagogik har hans ”Ørneflugt” fra 1899 gjort et stort indtryk på mig. Pontoppidan slutter novellen på følgende måde: ”For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.”

Her er den berømte jyde stik modsat af en lige så berømt forfatter, nemlig fynboen H. C. Andersen, født i Odense i 1805. Han havde i 1843 forfattet ”Den grimme Ælling”, hvor han skriver: ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!”

Drøftelse af betydningen arv og miljø er stadig spændende. Den må vi tage en anden gang.

Øverste billeder er fra Skamlingsbanken. Nederste billeder er fra Tybrind Vig

Fortalt af Ib Hansen, Kolding – født og opvokset i Ejby og Husby på Vestfyn.

Står på en bakketop - flyvske tanker på Skamlingsbanken

Under et nyligt besøg på Skamlingsbanken med udsigt over Lille Bælt mod min fødeegn på Fyn gik tankerne på langfart. Det var kulturen, der fik mig til i tankerne at rejse over Atlanterhavet, helt til New York.

Bevidstheden om kunstneren Henrik Starckes indsats på Skamlingsbanken fik mig til at tænke på, hvad der kan binde mennesker sammen på trods af alt det, der skiller. Atlanterhavet er da virkelig en skillelinje, men samtidig et ocean som op gennem historien og stadig binder os sammen med andre folkeslag. Ligesom Lille Bælt der skiller jyder og fynboer, men som samtidig binder os sammen. Men hvordan kommer alt det nu ind i billedet? Det kræver en forklaring.

Under Anden Verdenskrig var det i Danmark forbudt at holde friluftsmøder. Midt under krigen fejrede man i 1943 hundredåret for det første  sprog- og folkemøde på Skamlingsbanken. For at kunne fejre dette jubilæum indendørs skænkede Ny Carlsbergfondet en frise lavet af billedhuggeren Henrik Starcke til Skamlingsbanken. Frisen omhandler Slesvigs og Sønderjyllands historie. Den blev opsat på alle fire vægge i den store sal på Skamlingsbanken, hvor jeg ofte har nydt den, når jeg har været til møder eller fester der.

Men nu kommer det så. Det der kulturelt binder sammen tværs over Lille Bælt. På Torvet i Middelfart står en skulptur af selvsamme Henrik Starcke. Skulpturen kaldes Middelfartdrengen. Den blev opstillet i 1954. Lige der midt i det smukke gamle Middelfart poserer den stadig, fint placeret med et flot hus som baggrund.

Men hvordan kommer Atlanterhavet og New York så ind i billedet? Jo, på en væg i FN-bygningen i New York hænger en tre meter høj bemalet teaktræsfigur kaldet ”Kvinde med Fugl”, symboliserende frihed og selvstændighed. Figuren er udført i 1951-52 af - ja, hvem ellers - naturligvis Henrik Starcke. I 1968 blev figuren anvendt som motiv på et FN-frimærke.

Stående på toppen af Skamlingsbanken, der som mødested fyldt 175 år i 2018, glæder jeg mig over, at Fredericia, Middelfart og Kolding kommuner i regi af Naturpark Lille Bælt har indgået et samarbejde om at beskytte og formidle bæltområdets store natur- og kulturværdier. Det falder rigtig godt i tråd med FN´s 17 verdensmål, der sætter kursen mod en mere bæredygtig udvikling for både menneskene og vores fælles planet.

Hvad Sudden!

Sudden. Hvad er nu det?

Gennem mange år har jeg haft stor fornøjelse af at gå ture langs kysten og over de mange smukke og spændende strandenge, der ligger på begge sider af Lille Bælt i det område der nu under navnet Naturpark Lille Bælt er godkendt – ja netop, som naturpark.

Siden min barndom har jeg utallige gange vandret på de store strandengsområder ved Tybrind Vig, ved Husby Strand og ved Eskør Strand.

En dag, hvor jeg som så ofte før sad og studerede forskellige topografiske kort over de steder, hvor jeg godt kan lide at vandre, faldt jeg over ordet Sudden. Sørme om det ikke på kortet stod som navn på det store strandengsområde, som vi altid blot har kaldt Husby Strand.

Navnet lyder mystisk og spændende. Derfor gik jeg i gang med at finde ud af, hvad det betyder. Et opslag i Ordbog over det danske Sprog gav hurtigt en sandsynlig forklaring. Ordet kommer af det gamle danske ord sudde, der betyder noget i retning af syde som en betegnelse for planter, der kan koges. Ordbogen angiver også, at det er en samlebetegnelse for forskellige strandplanter som for eksempel strandvejbred, hvis friske blade om foråret netop kan koges og spises som en slags langkål eller spinat.

Sudden angiver altså en særlig naturtilstand, et sted hvor man kan finde anvendelige strandplanter. Det passer meget godt med, at strandengen inderst i Tybrind Vig ved Eskør Strand kaldes Flægen. Flæg er en samlebetegnelse for tagrør og mange forskellige slags planter med sværdformede blade. Tagrør er en værdifuld plante til brug for tækning af tage.

Som voksen vandrer jeg ofte på begge sider af Lille Bælt på andre strandenge udover de gammelkendte. Jeg jagter steder, der ligesom Sudden og Flægen ved Tybrind Vig tidligere har været havbund, og hvor jeg langt inde i land kan glæde mig over stejle nu tilgroede kystklinter. Kystklinter der blev udformet af Stenalderhavet, hvis overflade stod flere meter over det nuværende havniveau. Havet har siden Stenalderen trukket sig tilbage, men samtidig sænker landet sig i vores del af Danmark. De områder, der i sidste istid var dækket af en kilometertyk iskappe, hæver sig nu, da isens enorme tryk er væk. Områder, der lå uden for eller i udkanten af den sidste istids iskappe, sænker sig. På Fyn vipper landet over en akse fra Strib til Nyborg. Det er en proces, der stadig foregår. Nord for aksen hæver landet sig. Syd for sænker det sig. Derfor ligger stenalderbopladserne fra Ertebølletiden ved for eksempel Tybrind Vig og ved Ronæs nu under havets overflade uanset, at havspejlet er faldet siden Stenalderen. Tilbage er den tidligere havbund, der nu fremstår som oplevelsesrige store flade strandenge.

Et af de steder, jeg vandrer med stor fornøjelse, er på strandengen neden for Hindsgavl Slot. Midt på engen ligger Slotsbanken, der er resterne af en middelalderborg. Ind mod land afgrænses strandengen af en bevokset gammel og meget stejl kystklint. Efter jeg en dag havde gået en tur i dette område, tænkte jeg, at jeg hellere måtte granske de gamle kortblade over Hindsgavlområdet nøjere.

Bum! Pludselig faldt jeg igen over stednavnet Sudden. Strandengen ved Hindsgavl hedder sørme Sudden. Det kaldte på yderligere undersøgelser af dette stednavns oprindelse. I min higen og søgen i gamle bøger faldt jeg i Johannes Steenstrups bog fra 1908, ”De danske Stednavne” over følgende forklaring: ” Sudde, hvad der er gennemtrukket af Vand, mudret Bund, Eng med Vandhuller – Sudden, eng ved Hindsgavl…”. Det passer jo helt med forholdene på strandengene ved både Hindsgavl og Tybrind Vig og utallige af de andre strandengsområder, jeg holder af at besøge. Lave fugtige enge, mange gange tidligere havbund og med planter, der er spiselige. Ved mange af stederne ligger der rester af gamle borge og skanser. Nøglen til riget var i århundreder at kunne forsvare passagerne over og gennem Lille Bælt.

Strandengene i Naturpark Lille Bælt er virkelig værd at besøge. Frisk luft og motion sammen med naturmæssige, geologiske og kulturhistoriske oplevelser. Så bliver det ikke bedre.

Jeg har flere artikler om min hjemegn Husby, Ejby og Vestfyn på min blog: http://ih18.blogspot.dk/2017/12/her-har-jeg-samlet-en-rkke-links-der.html