Vores landskabssyn har konsekvenser for landskabet

Hvordan ser vi hver især på det samme konkrete landskab? Vi ser ikke ens på det. Og beslutningstagerne har ikke nødvendigvis samme landskabssyn som os, når de træffer beslutninger af betydning for det konkrete landskab.

Amerikaneren D. W. Meinig har lavet en liste med en opdeling i 10 grupperinger af mulige landskabssyn, alt efter hvordan forskellige personer ud fra hver deres opfattelse vil kunne betragte det samme landskab.

Engen ved Skovløberhuset, Bramdrupdam

Skovløberhuset, Bramdrupdam

Test dit landskabssyn. Tag et landskab, som for eksempel landskabet ved Skovløberhuset i Bramdrupdam. Eller et hvilket som helst andet landskab. By-, land-, kystområde.

Overvej med dig selv, hvad du mener om landskabet. Tjek efterfølgende liste i forhold til, hvordan du vil kategorisere din personlige opfattelse af dette landskab. Overvej, hvordan andre - herunder beslutningstagere i forhold til dette landskab - placerer sig i de 10 kategorier

Meinig opdeler betragtningen af et og samme landskab i 10 kategorier, som forskellige betragtere ville se det hver ud fra deres ideologi, forudsætninger og tilgang:

1. Landskabet som natur

Naturen er primær, fundamental, dominerende og holdbar. Menneskenes konstruktioner er usle set i sammenligning med naturen. En betragter med denne synsvinkel er i sin opfattelse af landskabet fristet til i sin oplevelse at fjerne menneskets aktiviteter fra naturen og lade naturen forblive naturlig. En sådan betragter ønsker at lade naturen hele de sår, menneskelig aktivitet har påført den. Denne måde at betragte naturen på havde sit højdepunkt i 1800-tallet under Den Romantiske Periode.

2. Landskabet som habitat (=levested)

Hvert landskab er et stykke af Jorden, der tjener som menneskets hjem og levested. Ethvert landskab er derfor en blanding af natur og menneskelig aktivitet. Synspunktet er, at menneske og natur lever i harmoni med hinanden, og at Jorden er menneskets have. Denne betragtningsmåde udvikler sig stadig med vægt på synspunkter om økologi og miljø.

3. Landskabet som artefakt (= fænomen, genstand)

Betragteren ser først og fremmest menneskelig aktivitet i alting. Menneskets aktiviteter har været så omfattende, at hele landskabet er blevet et resultat af (en artefakt, genstand) menneskelig aktivitet. Mennesket er blevet skaber af naturen, ikke blot frigjort fra naturen, men også erobrer af naturen.

4. Landskabet som system

Betragteren ser det landskab, der ligger foran ham som et enormt og kompliceret system af mange systemer. Det landskab, man umiddelbart kan se, er et udtryk for en masse underliggende processer, både naturens og menneskets. Det er først og fremmest gennem videnskaben, vi skal lære at forstå processerne og systemerne, der har resulteret i det landskab, vi betragter.

 5. Landskabet som et problem

Betragteren ser ikke i videnskabelig forstand landskabet, som noget han skal vide mere om for at kunne forstå. Landskabet betragtes som værende i en tilstand, der kræver ændringer. Oversvømmede floder, eroderede bakker, ødelagte skove, forurening, affald, trængsel og meget andet. Denne betragter har en overbevisning om, at vi har de videnskabelige muligheder for at rette op på de skader, vi har påført naturen. En sådan betragter udtrykker en stærk humanisme funderet i videnskab og æstetik. Propaganda bruges til at påpege, hvilke problemer naturen er udsat for.

6. Landskabet som rigdom

Betragteren ser på landskabet med øjne, der ser efter, hvad landskabet og dets forskellige elementer er værd ud fra en markedsøkonomisk betragtning. Afskrivningsmuligheder, tilgængelighed, mode, prestige i forbindelse med bomuligheder. Landskabet ses primært som en form for kapital. Der kan spekuleres i salg til den rigtige pris.

7. landskab som ideologi

Betragteren ser landskabet som et samlet udtryk for ideologiske forhold som frihed, individualisme, konkurrence, magt, udvikling og fremgang. Betragteren spekulerer over, hvordan landskabet ud fra ideologiske tilgange er blevet til det, det er.

8. Landskabet som historie

En sådan betragter ser alt, der ligger foran hans øjne, som et komplekst arkiv over alle naturens processer og menneskets aktiviteter på dette bestemte sted. Den historiske betragter bliver en form for detektiv, der bruger alle sine færdigheder og evner til at rekonstruere, hvad der ligger bag det konkrete landskab. Ethvert landskab udtrykker en mængde data, der viser noget om processer, aktiviteter og begivenheder - menneskets og naturens i samspil.

9. Landskabet som et sted

Betragteren ser det konkrete landskab som en særlig lokalitet, der udgør en individuel brik i Jordens uendelige variationer af landskabsbrikker. Den særlige lokalitet kan forklares og fortolkes ved hjælp af historiske fakta, ideologi, processer, funktioner og adfærd. En af Jordens største rigdomme er den enorme variation af forskelligartede steder på Jorden.

10. Landskabet som æstetik

Betragteren ser landskabet med kunstneriske øjne. Farver, strukturer, linjer, positioner, symmetri, balance m.v. Gennem den æstetiske tilgang søger betragteren ind til essensen, skønheden og sandheden i landskabet. Kunstneren betragter naturen og giver gennem sin kunst udtryk for det, han ser og tager os med ham for at vise, hvad han har fundet.

Kilde: D. W. Meinigs artikel ”The Beholding Eye. Ten versions of the Same Scene” indgår i bogen, han var redaktør for, og som udkom i 1979: "The Interpretation of Ordinary Landscapes. Geographical Essays”. 

The Interpretation of Ordinary Landscapes. Geographical Essays. 1979. Redaktør D.W.Meinig

Min blogartikel om udstillingen i Den Hirschsprungske Samling "Jordforbindelser. Det antropocæne landskab": https://ih18.blogspot.com/2019/03/jordforbindelser-det-antropocne-landskab.html