Broder-, land- og erindringsskab

En lørdag sensommerformiddag mødtes jeg med min yngste bror, Bo ved Husby Forsamlingshus. Jeg kom fra Kolding. Han kom helt fra Århus.

Vi havde aftalt, at vi igen sammen, som vi gjorde det i det tidlige forår, skulle opleve vores tidligere hjemegn på gåben. Med de 7 års aldersforskel blev det til en oplevelse af og fortælling om den samme egn med en smule forskubbelse i tidsperspektivet. Som at kigge i et stereoskop. Jeg har gået i Husby Skole, mens Bo har gået i Tanderup Skole, da Husby Skole blev nedlagt i hans skoletid.

Vi startede gåturen ved netop Husby Skole. Gik forbi vores barndomshjem på Skræppedalsvej og gennem vores barndomstids “vildmark”, Husby Hole og kom op på Hårevejen tæt på Holegården.

Så gik vi til Håre ad den lange bakkede vej, hvor vi så tit i sin tid cyklede på vej til henholdsvis skole i Tanderup og bussen til gymnasiet i Glamsbjerg. Hvor er det dog en nydelse at opleve de arkitektonisk smukke og velvedligeholdte gårde og ejendomme i Håre. Når man kigger på årstallene på gårdenes gavle får man indtryk af, hvor godt det gik for landbruget fra omkring 1880 til omkring 1920. Andelsmejerier og andelsslagterier generede indkomster, der blandt andet blev brugt til at bygge store stuehuse, der gør sig godt den dag i dag.

Ja, og så selvfølgelig kom der fra starten af 1900-tallet også gode penge fra sukkerroeavl. Derfor gik vi ad stien fra den gamle roebane fra Håre til Tanderup Kirke og Skole, idet vi krydsede over Brænde Å ad roebanens bro, der stadig kan benyttes.

På Tanderup Kirkegård filosoferede vi lidt ved digter Lars Clausens gravsten. Han var ansat som væver på Wedellsborg. Hvordan var det mon at leve på landet i ly af Grevskabet Wedellsborg i det 19. århundrede?

Vi klappede også lige stenhovedet på grundmuren på en af kirkens gavle. Kirkens bygmester har nok tænkt på at skræmme onde ånder væk.

Tanderup gamle skole - nuværende Tanderup Menighedshus

Den gamle skolebygning satte gang i Bos erindringer. Han kunne fortælle mange gode historier fra sin skoletid der. Dejligt at se, hvor godt menighedsrådet vedligeholder den gamle skole, som nu bruges til sognegård.

Fra skolen gik vi forbi det nu nedlagte Tanderup Forsamlingshus, hvor vi af og til kom til fredagsdiskoteker i ungdomsklubben og mødte unge fra Tanderup. Vi havde dengang også ungdomsklub i Husby Forsamlingshus med tilhørende diskoteksaftener.

Så gik vi videre ned til Brænde Å Elværk og gik langs den opdæmmede sø og Brænde Å hen til landevejen. Hold da op, hvor det varme vejr havde sørget for “andemad” i de stillestående dele af mølledammen. Ved landevejen nød vi på en bænk vores medbragte formiddagskaffe og madder med efterfølgende supplering med moreller fra de mange forskellige slags moreltræer, der står mellem landevejen og åen. Uhm, hvor er morellerne søde i år.

På vejen tilbage til Husby gik vi forbi huset, hvor købmand Holger Thomsen og hans kone Julie tidligere havde forretning.  Det var Holger Thomsen, der kørte folkevognsrugbrødet til gymnasiet i Glamsbjerg. Vi kom også forbi huset, hvor købmand Lassen havde forretning. To købmandsforretninger bare i Håre? Jo, det er rigtigt nok.

Vel tilbage ved bilerne og Husby Forsamlingshus blev vi enige om at køre til Assens for at spise sen frokost.

Som sagt, så gjort. Gennem det smukke landskab ved Emtekær Nor. Gennem Sandager, hvor filosoffen og teologen Løgstrup engang var sognepræst. Gennem Salbrovad med den nedlagte saftstation, hvorfra roesaften via pipeline blev sendt til sukkerroefabrikken i Assens. Ned til Assens Havn af den omfartsvej som engang primært blev anlagt til roebilerne. Det er nu historie. Sukkerroefabrikken er nedlagt.

Nøj, hvor et stjerneskud smager særlig godt, når det indtages på havnen i Assens med udsigt til Bågøfærgen, en endnu fungerende havn med skibsværft, statuen af Willemoes og en formidabel udsigt over Lille Bælt. På hjemturen smuttede vi lige forbi Skovpavillonen, hvor vi i ungdommen hver på sin tid tilbragte mange fredage og lørdage aftener i muntert og festligt lag. Vi havde som regel en kongelig med til bords. Det var “Prins Kristian”.

Hvilken herlig dag i broderskabets, landskabets og erindringsskabets navn.

Overfarten over Lillebælt fra Kolding til Fyn

Skibsfarten mellem Kolding og Fyn har ikke kun været af stor betydning fra 1899 til 1970, hvor tankskibe sejlede sukkerroesaft fra Kolding Saftstation til Sukkerfabrikken i Assens.

Saftstationen lå ved Østerbrogade på området øst for Universitet. Det grønne område langs Skamlingsvejen er opstået på fyldjord, der er jorden fra de mange sukkerroer, der blev skyllet her, inden de indgik i saftstationens produktion.

Når vi i dag går langs Kolding Å fra bymidten og ud til åens nuværende udløb ved Lystbådehavn Syd, passerer vi den store parkeringsplads Riberdyb. Navnet Riberdyb er ikke tilfældigt. Herfra blev der foretaget udskibning af varer og mennesker som en del af den store middelalderlige vest-østgående handelsrute mellem den dengang store handelsby Ribe og det årlige store sildemarked i Skanør i Skåne, som jo var dansk på det tidspunkt.

Når den rejsende drog ud ad Nørreport i Ribe, fulgte han den sandede vej over Kalvslund Hede, videre til åovergangen ved Foldingbro og derfra på nordsiden af Kongeåen frem til Kolding, hvorfra det var nemt at sejle videre østpå i fjordens smulte vande og beskyttet af den lange halvø Fønsskov til Føns på Fynssiden af Lillebælt. Helt frem til det 16. århundrede var der i Kolding en sejlrende kaldet ”Riberdyb”.

Nogen lod sig sætte over til Føns med båd fra Stenderuphalvøen. Føns er for øvrigt en nutidig afledning af det stednavn, der i Valdemars Jordebog fra det trettende århundrede blev kaldt Fyunnæs, altså Fynsnæs.

 

Udsigt fra Riberdyb over den kanaliserede del af Kolding Å mod bygningen,
der oprindelig var  en del af den tidligere FDB-fabrik

Når vi i dag går på P-pladsen ved Riberdyb syd for Kolding Å, kan vi kigge over på Idrætsbygningen. Den var tidligere en del af hele Klostergårdskomplekset, som engang var en FDB-fabriksbygning, hvor der bl.a. blev produceret kaffe.

Endnu tidligere, på det tidspunkt hvor omtalte Ribe-Skanør handelsrute var en realitet, kunne man fra udskibningsstedet ved Riberdyb også kigge over mod stedet, hvor Klostergården nu ligger. De rejsende dengang ville nok have gjort korsets tegn for sig, for det de kiggede over på var et kloster. Deraf gadenavnene Hellig Kors Gade, Grå Brødre Gade og Munkegade. Det var dengang skik at anråbe de højere magter om beskyttelse på rejsen. Kirken i Kolding er opkaldt efter de søfarendes helgen og beskytter, Sankt Nicolai.

Kolding Å ligger ikke, hvor den altid har ligget. Den løb oprindelig ud i Kolding Havn, men blev senere kanaliseret og henlagt til dens nuværende udløb ved Lystbådehavn Syd.

I 2018 fejrede vi 750-års jubilæerne for Koldinghus og Kolding. Og i 2018 var det 175 år siden Kolding Havn blev etableret i 1843. I mange, mange år før den tid blev åudløbet benyttet som havn, heraf navnet Riberdyb.

Sensommerdage i Englands have- rejseskildring fra Sydøstengland august 2018

Hvide verden

Den rigtige måde at komme til England på er med skib. Med udsigten mod Dovers hvide op til 110 meter høje klinter. Og med sangen om en fri og fredelig verden kørende på den indre afspiller. Ubeskriveligt flot.

“There'll be bluebirds over

 The white cliffs of Dover

 Tomorrow, just you wait and see


 There'll be love and laughter


 And peace ever after

 Tomorrow, when the world is free”

Kanalen og The White Cliffs of Dover

Canterbury Tales

Det var lige før jeg på en varm sensommerdag fik julelys i øjnene. Endelig var jeg der.

I Canterbury Cathedral. På stedet hvor ærkebiskop Thomas Beckett i en af juledagene i 1170 efter en lang og bitter strid med Henrik den Anden blev myrdet af nogle af kongens tro riddere. Beckett blev efterfølgende helgenkåret af den katolske kirke.

Jeg har i mange år ønsket at besøge UNESCO verdensarven i Canterbury i Kent County. Fantastisk, at stå foran helgenalteret placeret på det sted i katedralen, hvor Becketts blod blev udgydt. Fantastisk, at kunne nyde spændende kirke- og arkitekturhistorie fra den tunge vandret orienterede tyngende romanske stil i katedralens krypt til den lodret orienterede lette lyse gotiske stil i kirkens skib og kor. Og når så blikket af arkitekturen umærkeligt blev tvunget op i højden at kunne nyde et ubegribeligt smukt loft.

En anden og med katedralen sammenhængende del af verdensarven i Canterbury er klosterruinerne Saint Augustins Abbey. Under turen gennem ruinerne fik jeg sammen med fornemmelsen af, hvordan klosteret har set ud, nogle flotte vue mod Canterbury Cathedral. Et smukt sted at tilbringe lidt tid i den historiske eftertænksomheds ånd.

Og så er byen Canterbury i sig selv en smuk sydengelsk by at gå rundt i. Stort, at jeg nu endelig fik Canterbury krydset af på min liste over steder, jeg gerne vil opleve.

Loftet 24 meter over gulvet i Canterbury Cathedrals skib

Canterbury Cathedral og San Augustines Abbey

Overgartnerens udsending

Havemanden på mission til Sissinghurst Castle Gardens. Måske kunne der hentes lidt inspiration til den hjemlige haves farvepalette? Det, at havens blomsterfarver passer sammen, er noget overgartneren lægger vægt på. Havemanden evner ikke altid at leve op til forventningerne. Så ny inspiration kan nok være på sin plads.

Behagelig opgave at udføre, mens overgartneren passer sin skole, hus og have derhjemme. Sissinghurst på en solrig sensommerdag er i forhold til en sådan opgave det helt rigtige sted at komme.

Placeret på et højdedrag med lange fine udsigter over Kents bløde bølgende landskaber. Et utal af haveafsnit med et væld af blomster sammensat i passende farvekombinationer og med gamle mure, bygninger, vandpartier, buske, træer og stramt klippede hække som baggrund. Afdelingen The White Garden var med sin farvemæssige enkelthed, mange former og forskellige dufte en særlig oplevelse.

På Sissinghurst Castle gik en halv dag hurtigt. På vejen tilbage til hotellet blev også tid til en god kop kaffe og en lille gåtur i den gamle kurby Royal Tunbridge Wells på vejen til hotellet.

Sissinghurst Castle and Gardens

Guld og grønne skove
Morgenstarten gik fra hotellet i kurbyen Royal Tunbridge Wells. Turen gik først gennem det blødt afrundede bølgende bakkelandskab med store skove og grønne enge prydet med hvide uldtotter af får på græs.

Dagens mål var sydkysten mellem den mondæne kystby Brighton og den historisk kendte invasionsby fra 1066, Hastings.

I Brighton var der liv og glade dage på den tivoliserede ikoniske pier, der strækker sig 700 meter ud over blågrønne hav. Jeg gik en god lang tur ad strandpromenaden blandt andet forbi Grand Hotel, hvor conciergen ved hoteldøren villigt fortalte om terrorbomben i 1984, der midt om natten blæste et ordentligt hul i facaden. Det var i tiden med den bitre borgerkrig i Nordirland og midt under et konservativt årsmøde. Avisbillederne af jernladyen Margaret Thatcher med støv i håret dukkede op i erindringen. Næste morgen fortsatte hun med at gennemføre mødet. Man kan mene meget om hendes politik, men sej var hun.

Slentrede gennem The Lanes med de mange smalle og krogede gader, der minder om tiden, da denne del af byen var en fiskerlandsby. Nu er her små butikker og pubs.

Selvfølgelig skulle jeg også lige tjekke byens kæmpesommerhus ud. I Brighton byggede den engelske konge Georg 4. i slutningen af 1700-tallet et sommerpalads, The Royal Pavilion. Arkitekturen er præget af inspiration fra det engelske imperiums besiddelser i Indien. Da den stramtandede sortkjolede dronning Victoria kom til magten i 1837,  afhændede hun kort tid efter i 1850 sommerpaladset. Hun synes det var for svulstigt og ekstravagant.

“Guldkysten” mellem Brighton og Hastings kan i skønhed sagtens måle sig med Doverkysten. Den hvide kridtklint ved Beachy Head rejser sig 175 meter lodret op over den af opslemmet kalk gråmelerede havoverflade. Et godt udsigtspunkt er Birling Gap, hvor de Seven Sisters i kridhvide gevandter strunke og uanfægtede af de mange nyfigne beundrere skuer mod kimmingen, hvor himmel og hav mødes i et farveafstemt favntag.

Ikke sært, at folk med penge og hang til havudsigt slår sig ned her ved den sydengelske golfstrømslune smukke kyst.

The Royal Pavilion, Brighton

What a day!

Et eventyrslot, voldgrave med sorte svaner, en konge med hang til dronningedropninger og egen kirkeretning, rosendufte, farveafstemte blomstrende haver, kirkebænken hvor en senere stramtandet sortkjolet dronning sad som barn, en by med helbredende kilder og en pub ved navn Opera House i et teater med bar på scenen. Alt det kunne alligevel få mig til at udbryde: What a Day!

Dagens første besøg gjaldt Leeds Castle, en oplevelse i særklasse. Nej, slottet ligger ikke i byen Leeds, men i Sydøstengland, i Kent mellem Dover og Maidstone.

Leeds Castle har stået i mere end 900 år. Konger og dronninger har været blandt ejerne. Henrik den Ottendes første kone Katarina af Aragonien er blandt de tidligere ejere. Hun fik slottet som en gave fra kongen, mens han stadig troede på hendes evner til at levere. Da hun ikke kunne levere den ønskede tronarving, fik Henrik den Ottende ægteskabet annulleret og tog også Leeds Castle tilbage. Skilsmissen betød, at Henrik brød med den katolske kirke og gjorde sig selv til overhoved for den særlige anglikanske engelske kirke.

Som Leeds Castle spejler sig i voldgravens blanke vand med de sorte svaner, emmer det af eventyr, myter, krig og fred. Den store park med smagfuldt arrangerede blomster opdelt i forskellige haveafsnit bløder op på slottets robuste udseende og de til tider tilhørende brutale begivenheder.

Frokosten blev nydt i kurbyen Royal Tunbridge Wells. Bagefter gik jeg en byvandring på jagt efter gode historier. I kirken Church of King Charles the Martyr fik jeg lov at sidde på den plads i galleriet, hvor den senere dronning Victoria har siddet som barn. I Calverly Park duftede jeg til de specielt udvalgte duftroser, der alle har kongelige relationer. Jeg nød farvespillet i det særlige haveafsnit kaldet The Sunken Italien Garden.

Efter besøg i kirke, park og efter vandring op ad den stejle indkøbsgade High Street blev det tid til at smage på den gode engelske øl. Det blev til en half pint af Goldmark, indtaget i en pub kaldet Opera House i et tidligere teater, hvor indretningen endnu er, som da det fungerede som teater.

Dagen sluttede i The Pantiles, en 1800 tals indkøbsgade med butikker, cafeer og restauranter i smukke søjleprydede bygninger.

Besøget i Royal Tunbridge Wells satte et værdigt punktum på turen til Kent, selvom der var mange historiske steder i byen, jeg ikke nåede. Men så er der noget til en eventuel anden god gang.

En dag i Leeds Castle og Royal Tunbridge Wells

Sensommerdage i Kent og East Sussex i august 2018 på 1 minut: https://www.facebook.com/ib.hansen.33671/videos/1112943195528320/