Hvide verden
Den rigtige måde at komme
til England på er med skib. Med udsigten mod Dovers hvide op til 110 meter høje
klinter. Og med sangen om en fri og fredelig verden kørende på den indre
afspiller. Ubeskriveligt flot.
“There'll be bluebirds
over
The white cliffs of Dover
Tomorrow, just you wait and see
There'll be love and
laughter
And peace ever after
Tomorrow, when the world is free”
Canterbury Tales
Det var lige før jeg på en
varm sensommerdag fik julelys i øjnene. Endelig var jeg der.
I Canterbury Cathedral. På
stedet hvor ærkebiskop Thomas Beckett i en af juledagene i 1170 efter en lang
og bitter strid med Henrik den Anden blev myrdet af nogle af kongens tro
riddere. Beckett blev efterfølgende helgenkåret af den katolske kirke.
Jeg har i mange år ønsket
at besøge UNESCO verdensarven i Canterbury i Kent County. Fantastisk, at stå foran
helgenalteret placeret på det sted i katedralen, hvor Becketts blod blev
udgydt. Fantastisk, at kunne nyde spændende kirke- og arkitekturhistorie fra
den tunge vandret orienterede tyngende romanske stil i katedralens krypt til
den lodret orienterede lette lyse gotiske stil i kirkens skib og kor. Og når så
blikket af arkitekturen umærkeligt blev tvunget op i højden at kunne nyde et
ubegribeligt smukt loft.
En anden og med katedralen
sammenhængende del af verdensarven i Canterbury er klosterruinerne Saint
Augustins Abbey. Under turen gennem ruinerne fik jeg sammen med fornemmelsen
af, hvordan klosteret har set ud, nogle flotte vue mod Canterbury Cathedral. Et
smukt sted at tilbringe lidt tid i den historiske eftertænksomheds ånd.
Og så er byen Canterbury i
sig selv en smuk sydengelsk by at gå rundt i. Stort, at jeg nu endelig fik
Canterbury krydset af på min liste over steder, jeg gerne vil opleve.
Canterbury Cathedral og San Augustines Abbey |
Overgartnerens udsending
Havemanden på mission til
Sissinghurst Castle Gardens. Måske kunne der hentes lidt inspiration til den
hjemlige haves farvepalette? Det, at havens blomsterfarver passer sammen, er
noget overgartneren lægger vægt på. Havemanden evner ikke altid at leve op til
forventningerne. Så ny inspiration kan nok være på sin plads.
Behagelig opgave at
udføre, mens overgartneren passer sin skole, hus og have derhjemme.
Sissinghurst på en solrig sensommerdag er i forhold til en sådan opgave det
helt rigtige sted at komme.
Placeret på et højdedrag
med lange fine udsigter over Kents bløde bølgende landskaber. Et utal af
haveafsnit med et væld af blomster sammensat i passende farvekombinationer og
med gamle mure, bygninger, vandpartier, buske, træer og stramt klippede hække
som baggrund. Afdelingen The White Garden var med sin farvemæssige enkelthed,
mange former og forskellige dufte en særlig oplevelse.
På Sissinghurst Castle gik
en halv dag hurtigt. På vejen tilbage til hotellet blev også tid til en god kop kaffe og en lille gåtur i
den gamle kurby Royal Tunbridge Wells på vejen til hotellet.
Sissinghurst Castle and Gardens |
Guld og grønne skove
Morgenstarten gik fra hotellet i kurbyen Royal Tunbridge Wells. Turen gik først gennem det blødt afrundede bølgende bakkelandskab med store skove og grønne enge prydet med hvide uldtotter af får på græs.
Morgenstarten gik fra hotellet i kurbyen Royal Tunbridge Wells. Turen gik først gennem det blødt afrundede bølgende bakkelandskab med store skove og grønne enge prydet med hvide uldtotter af får på græs.
Dagens mål var sydkysten
mellem den mondæne kystby Brighton og den historisk kendte invasionsby fra
1066, Hastings.
Slentrede gennem The Lanes
med de mange smalle og krogede gader, der minder om tiden, da denne del af byen
var en fiskerlandsby. Nu er her små butikker og pubs.
Selvfølgelig skulle jeg
også lige tjekke byens kæmpesommerhus ud. I Brighton byggede den engelske konge Georg 4. i slutningen af 1700-tallet et sommerpalads, The Royal Pavilion. Arkitekturen
er præget af inspiration fra det engelske imperiums besiddelser i Indien. Da
den stramtandede sortkjolede dronning Victoria kom til magten i 1837, afhændede hun kort tid efter i 1850 sommerpaladset. Hun synes det var for svulstigt og ekstravagant.
“Guldkysten” mellem
Brighton og Hastings kan i skønhed sagtens måle sig med Doverkysten. Den hvide
kridtklint ved Beachy Head rejser sig 175 meter lodret op over den af opslemmet
kalk gråmelerede havoverflade. Et godt udsigtspunkt er Birling Gap, hvor de
Seven Sisters i kridhvide gevandter strunke og uanfægtede af de mange nyfigne
beundrere skuer mod kimmingen, hvor himmel og hav mødes i et farveafstemt
favntag.
Ikke sært, at folk med
penge og hang til havudsigt slår sig ned her ved den sydengelske golfstrømslune
smukke kyst.
The Royal Pavilion, Brighton |
What a day!
Et eventyrslot, voldgrave
med sorte svaner, en konge med hang til dronningedropninger og egen
kirkeretning, rosendufte, farveafstemte blomstrende haver, kirkebænken hvor en
senere stramtandet sortkjolet dronning sad som barn, en by med helbredende
kilder og en pub ved navn Opera House i et teater med bar på scenen. Alt det
kunne alligevel få mig til at udbryde: What a Day!
Dagens første besøg gjaldt
Leeds Castle, en oplevelse i særklasse. Nej, slottet ligger ikke i byen Leeds,
men i Sydøstengland, i Kent mellem Dover og Maidstone.
Leeds Castle har stået i
mere end 900 år. Konger og dronninger har været blandt ejerne. Henrik den
Ottendes første kone Katarina af Aragonien er blandt de tidligere ejere. Hun
fik slottet som en gave fra kongen, mens han stadig troede på hendes evner til
at levere. Da hun ikke kunne levere den ønskede tronarving, fik Henrik den
Ottende ægteskabet annulleret og tog også Leeds Castle tilbage. Skilsmissen
betød, at Henrik brød med den katolske kirke og gjorde sig selv til overhoved
for den særlige anglikanske engelske kirke.
Som Leeds Castle spejler
sig i voldgravens blanke vand med de sorte svaner, emmer det af eventyr, myter,
krig og fred. Den store park med smagfuldt arrangerede blomster opdelt i
forskellige haveafsnit bløder op på slottets robuste udseende og de til tider
tilhørende brutale begivenheder.
Frokosten blev nydt i
kurbyen Royal Tunbridge Wells. Bagefter gik jeg en byvandring på jagt efter
gode historier. I kirken Church of King Charles the Martyr fik jeg lov at sidde
på den plads i galleriet, hvor den senere dronning Victoria har siddet som
barn. I Calverly Park duftede jeg til de specielt udvalgte duftroser, der alle
har kongelige relationer. Jeg nød farvespillet i det særlige haveafsnit kaldet
The Sunken Italien Garden.
Efter besøg i kirke, park
og efter vandring op ad den stejle indkøbsgade High Street blev det tid til at
smage på den gode engelske øl. Det blev til en half pint af Goldmark, indtaget
i en pub kaldet Opera House i et tidligere teater, hvor indretningen endnu er,
som da det fungerede som teater.
Dagen sluttede i The
Pantiles, en 1800 tals indkøbsgade med butikker, cafeer og restauranter i
smukke søjleprydede bygninger.
Besøget i Royal Tunbridge
Wells satte et værdigt punktum på turen til Kent, selvom der var mange
historiske steder i byen, jeg ikke nåede. Men så er der noget til en eventuel
anden god gang.
En dag i Leeds Castle og Royal Tunbridge Wells |
Sensommerdage i Kent og East Sussex i august 2018 på 1 minut: https://www.facebook.com/ib.hansen.33671/videos/1112943195528320/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar