Husby Hole - verdens navle og et festligt midtpunkt

Markvejen gennem Husby Hole er omgivet af nøddekrat og skov

I min barndom var Husby Hole hele min verden. Det er herfra min verden går. Godt nok er jeg født 10 kilometer derfra i Ejby, men da jeg var fire år, flyttede vi til huset i Husby, i skovkanten ind til Husby Hole. Det ville dengang sige mor, far, lillebror Leif og mig. Tre år efter var vi så heldige at få en lillebror, da Bo blev født.

Vores barndomshjem ligger lige der, hvor Skræppedalsvejen knækker og retningen svinger fra nord mod nordøst, lige midt i alverdens herligheder. Tre meter fra drengeværelsets vindue på 1. sal og øst for Skræppedalsbakken ligger skoven, kaldet Holen. Det var vores fantasi- og vintersportsland. Her legede vi cowboy og indianere. Klatrede i træer. Byggede huler. Lavede bål. Overnattede i selvbyggede bivuakker. Vi kørte på kælk ned ad en af Holens stejle skrænter eller løb på skøjter på et af de tre kreaturvandingshuller, der ligger på Holens fugtige enge. Enge der er resultatet af en langsomt afsmeltende kolos af dødis, der i slutningen af Istiden havde mistet forbindelsen til de levende gletsjere, der var under afsmeltning, hvorved isranden flyttede sig øst og nordpå.

Husby Hole bestod i vores barndomstid for det meste af nøddekrat. Da der ikke længere udføres den intensive afhugning som dengang, er en stor del af nøddekrattet nu blevet afløst af større træer. Kratskoven er blevet mere lysåben. Skoven på skrænterne i Husby Hole er en såkaldt bondeskov. De fleste af gårdene i landsbyen Husby havde hver deres skovlod. Hver vinter afhuggede de en del af nøddekrattet for at hugge det til kvas eller til risbrænde, som de brugte til at fyre med.

Illumineret festplads

Men Husby Hole var også et smukt romantisk sted. Den grønne kratskov. De bløde bakker. De grønne enge med græssende heste og kreaturer. Et godt sted at mødes til sammenkomst og fest.

Festpladsen i Husby Hole. Bagest i billedet - mod syd - gik en sti op ad den stejle skrænt forbi Vandværket med vindmølle og over markerne op til Husby Forsamlingshus. Markvejen fra Skræppedalsvej kommer forrest i billedet ind fra højre - mod vest - og går til venstre - mod øst - videre til Hovvej.

Jeg husker fra engang midt i 1960´erne, hvordan der blev udlagt dansegulv i en skovlysning. Dansegulvet blev illumineret med elektriske lys, idet der blev trukket en lang elledning oppe fra Husby Forsamlingshus til festpladsen i skoven. Markvejen fra Skræppedalsvej om til festpladsen var smukt oplyst med levende lys i form af bøtter med olie med en tændt væge. Meget stemningsfyldt i tusmørket en dejlig sommeraften. Men også et stort arbejde. Jeg husker heller ikke, at arrangementet blev gentaget. Festen, jeg husker, var – hvad jeg ikke vidste dengang – punktum for en meget lang tradition for at bruge Husby Hole til sommerfester.

Målebordsblad tegnet i 1866 og rettet i 1886. Midt billedet angiver de tætliggende brune højdekurver de stejle skrænter ved Husby hole. Fra øst mod vest ses,  at området er et interessant og smukt dødislandskab. En dyb dal med spor af dødishuller, runde smeltevandsbakker og en bæk,Moserenden. Af kortet fremgår også spor efter tørvegravning. Bemærk, at Holehuset på dette tidspunkt ligger helt nede ved Moserenden, hvor markvejen går ind til Husby Hole. Læg også mærke til at Storegade fra Kirken til Smeden var ubebygget. Skolen lå ved kirken. Klokkekær er endnu ikke udflyttet fra landsbyen Husby. Det blev den først i 1903. Holegården hedder på dette tidspunk Møllegården. Højdekoterne er angivet i fod. 

Matrikelkort, stærkt forstørret, deraf uskarpheden. Alle smålodderne midt i billedet er skov- og englodder, der tilhører hver sin gård i landsbyen Husby

Penge til de syge

Helt tilbage i juni 1886 blev der afholdt sommerfest i Husby Hole. Det var den på det tidspunkt helt nyoprettede Husby Sogns Sygekasseforening, der stod som arrangør. Sygekasseforeningen skulle hurtigst muligt have nogle penge i kassen. Foreningen var blevet oprettet ved et møde i Husby Skole 28. februar 1886.

En sygekasseforening var en forening af personer, der havde sluttet sig sammen for at sikre hinanden gensidig hjælp i tilfælde af sygdom. Medlemmerne skulle betale sygekassekontingent. Først i 1892 blev der vedtaget en egentlig sygekasselov, hvor borgerne frivilligt kunne melde sig ind og betale kontingent og dermed sikre sig hjælp under sygdom. Sygekasser der blev oprettet efter denne lov blev kaldt statsanerkendte sygekasser. Her skulle der også betales kontingent, men der kom tilskud fra det offentlige. Sygekasserne fungerede, indtil Folketinget i 1973 vedtog loven om offentlig sygesikring, som er gældende endnu, og som vi alle helt automatisk og uden kontingent er medlemmer af. En positiv udvikling og et fundament i vores velfærdssamfund.

 

Avisomtale af Husby Sogns Sygekasseforenings første fest i Husby Hole 20. juni 1886

Men tilbage til den nystiftede Husby Sogns Sygekasseforening i 1886. De havde hårdt brug for penge, derfor satte de alle sejl til for at trække folk til fest i den smukke skov i Husby Hole.

Indgangen til festen var fra Holehuset. Dengang lå Holehuset neden for bakken mod Hygind, der hvor markvejen fra Skræppedalsvej går om i Husby Hole. Nu ligger Holehuset lige ovenfor bakken. I vores barndom boede enken Kirstine Holehus i huset. Mere om hende senere.

 

Markvejen der var adgangsvej til festpladsen i 1886. Midt i billedet Holehuset. I 1886 lå det nede i Skræppedalen - helt til venstre i billedet.

Festen åbnede søndag den 20. juni kl. 16.00 med taler og sange. Der var hyret musik, udlagt dansegulv, rejst telte og sørget for god beværtning. Det var med at få et så stort overskud som muligt for at sikre sygekasseforeningens arbejde.

Overskuddet var flot. Der var mødt 700 mennesker, så alene indgangsindtægten beløb sig til 173 kr. Udover indgangsbilletten skulle danselystne købe særskilt billet til dansegulvet. Dansegulvet har åbenbart været godt benyttet med heraf tilsvarende behov for at skylle halsen efter de fysiske udfoldelser. Indtægterne fra dans og beværtning løb nemlig op i svimlende 793 kr. og 56 øre, hvoraf halvdelen kunne tilføres sygekasseforeningen. Den 1. juli umiddelbart efter festen begyndte Husby Sogns Sygekasseforening sin virksomhed med at udbetale sygehjælp.

Husby Sogns Sygekasseforening afholdt i de følgende år adskillige fester i Husby Hole.

Faneindvielsesfest

Sygekasseforeningen var ikke alene om at benytte Husby Hole som festplads. Husby Sogns Skytteforening afholdt for eksempel den 22. juli 1888 en såkaldt ”Faneindvielsesfest”. Festen begyndte kl. 16.00 og blev ved til langt ud på den lyse nat. Den sluttede først kl. 2. Det kostede 25 øre at komme ind på pladsen. En mand måtte betale yderligere 50 øre for at benytte det udlagte dansegulv, mens kvinder kunne nøjes med at betale 25 øre. Mon ikke der har været nogle gentlemen, der også betalte for kvinden. Under festens første del med taler og indvielse af fane deltog omkring 300 mennesker. Senere, da dansen begyndte, kom flere til. Festen blev efterfølgende betegnet som meget vellykket. Det førte med sig, at der også året efter blev afholdt en skyttefest.

Skyttefest

Skyttefesten søndag den 25. august 1889 i Husby Hole bød på et forskelligartet program. Festen startede med en march for skytterne fra sognefogeden til festpladsen. I spidsen for marchen var der musik og faner. Vel ankommen til festpladsen i skoven gik det slag i slag. Uddeling af præmier, taler, sang, sækkevæddeløb og fællesspisning med efterfølgende dans fra kl. 19.00 til 2.00 afbrudt af festfyrværkeri kl. 22.00. Adgangsbillet til festpladsen var sat til 35 øre, mens dansebillet kostede 65 øre for en herre og 30 øre for en dame, henholdsvis 35 øre for en dreng og 20 øre for en pige.

To fester i skoven samme år

Skyttefesten var sommerens anden fest i Husby Hole. Husby Sogns Sygekasseforening fortsatte successen med at samle penge ind til arbejdet, derfor afholdt de også i 1889 en sommerfest i skoven. Festen begyndte søndag den 16. juni kl. 16.00 med taler og koncert. Efterfølgende var der som sædvanlig dans, men denne gang i en hvad festkomiteen betegner som en stor ny salon.

Skoven var oplyst med kulørte lamper og fakler og der var etableret garderobe. Beværtningen var overdraget til gæstgiver Hansen fra Gelsted, og der var opstillet borde til dem, der selv medbragte madkurve.

 

Husby Vandværk lå oprindelig her. På sognets højeste sted, på Klokkekærs mark på kanten ned til Husby Hole. Lige nedenfor ligger festpladsen. Vindmøllen pumpede vand op og over i cisternen, der skjuler sig i den runde høj på hvis top, der stod et luftmeldetårn. Træet midt i billedet står endnu midt ude på marken og markerer, hvor cisternen engang lå. 

Mange fattige og syge

Husby Sogns Sygekasseforening havde virkelig brug for penge. Pengene skulle bruges til støtte ved medlemmers sygdom. Men støtte krævede netop medlemskab. Ikke alle havde råd til at betale medlemskontingent. Der var en del fattigdom i Husby Sogn. Det fremgår blandt andet af Husby Sognekommunes budget for 1890. Budgettet viser, at sognerådet regnede med en indtægt for 1890 på 6784,39 kr. Udgifterne var tilsvarende beregnet til 6784,39. Udgifternes hovedposter fordelte sig med 2671,52 kr. til fattigvæsenet svarende til cirka 39 procent, 2155,38 kr. til skolevæsenet svarende til cirka 32 procent og 1600 kr. til vejvæsenet svarende til cirka 24 procent. De sidste 5 procent af udgiftsbudgettet kunne sognerådet bruge på diverse.

 

Geodætisk kort fra 1988. Holehuset ligger nu, som det har gjort i over hundrede år, ovenfor bakken, overfor Holegårdens markvej. Den tykke grå streg er sognegrænsen mellem Husby og Tanderup. Moserenden er blevet rørlagt fra Husby Hole til vest for Skræppedalsvejs vejdæmning. Vandværket lå oprindelig ved Farshøj (sognets højeste punkt), men er nu flyttet til hjørnet af Blidkærvej og Hovvej. Skolen er flyttet væk fra kirken. Det skete allerede i 1893. Der er blevet bebygget mellem kirken og landsbyen Husby. Flere gårde er udflyttet fra landsbyen og har på tidspunktet for dette kort været det i mere end hundrede år, som for eksempel Klokkekær og Breidablik (også kaldet "Sognefogedgården") og noget senere er Blidkær også udflyttet. I 1948 blev der bygget tre huse ved svinget neden for Skræppedalsbakken i skovkanten ind mod Husby Hole.

Vejdæmning i bunden af Skræppedalen

Vejvæsenet havde brug for en del penge til vedligehold. Vejene var jord- og grusveje, der løbende trængte til reparation. Husby Sogn har mange dale og bakker, og en del af vejene passerer over fugtige lave moseområder. Området ved Husby Hole, hvor vejen mellem Husby og Hygind krydser Skræppedalen, udgjorde en udfordring. Det fremgår blandt andet af, at Husby Sogneråd fredag den 28. december 1894 afholdt offentlig licitation over jord- og chausseringsarbejderne på sognets såkaldte 1. klasses bivej ud for Holehuset, der som tidligere nævnt dengang lå i bunden af dalen, hvor markvejen går om til Husby Hole. Bakkerne ned mod dalen blev afgravet, og der blev etableret en vejdæmning over Moserenden, alt sammen for at jævne vejens stejle stigning noget ud. Ud over at gøre den vej, der nu hedder Skræppedalsvej mere passabel, kunne man så også forbedre adgangsforholdene til festpladsen i Husby Hole.

Holehuset

I Holehuset boede i vores barndom en enke, der blev kaldt Kirstine Holehus. Hun var både meget påholdende og slagfærdig. Engang min mor, bror Leif og jeg var henne for at besøge hende, bød hun på kaffe. Min bror ville gerne have meget mælk i kaffen. Da han hældte godt med mælk i koppen, påpegede Kirstine dette på slagfærdigt vestfynsk. ”Hov, hov jæ  kå´ jutte så´n gå u´ i stå´li å målk en ko!". Hun kunne ikke sådan lige gå ud i stalden for at malke en ko.

Vi grinte også meget af en bemærkning, hun kom med til Rute Ras, engang vi i hans rutebil var på vej til Ejby. Hun vinkede rutebilen til at standse og spurgte Rute Ras, om hun kunne få en pakke med over til Ejby Station. Rasmus svarede, at det kunne hun da godt, hvis hun betalte. ”Hvo´fo´ska´du ha´pæng fo de, do kør´jo elæn?” Hvorfor han skulle have penge for at medtage pakken, når han alligevel kørte vejen. Jo, hun var slagfærdig og vestfynsk i sproget, Kirstine Holehus. Maren Kirstine Larsen, som var hendes fulde navn, døde 91 år gammel i 1969.

Udsigt mod øst over Holens grønne enge og skræntskoven mod vindmøllen på Hovvej ved Holegården

En fredelig plet

Husby Hole er fortsat værd at besøge. Grønt for øjnene. Smuk natur. Dyre- og fugleliv. Fred og ro. Tid til eftertanke. Når jeg nu går der, tænker jeg på, hvordan en dejlig barndomstid udfoldede sig frit i området, men også på det fællesskab, der gennem tiderne har udfoldet sig på festpladsen i skoven, og som jeg da heldigvis nåede at opleve en enkelt gang.

Husby Sogn havde for omkring 100 år siden cirka 1000 beboere, nu er der under 400. Et sådant fald udfordrer selvfølgelig aktivitetsniveauet, særlig når et tilsvarende fald gør sig gældende i nabosognene.

Alligevel kan jeg fra min jyske side af Lille Bælt iagttage mange gode tiltag, som initiativrige og energiske borgere i Husby og Tanderup tager for at styrke fællesskabet i tvillinglandsbyerne, ligesom de fire sogne Husby, Ørslev, Føns og Udby arbejder sammen om de kirkelige aktiviteter. Det er sammen med den dejlige natur med til at gøre området til et attraktivt bosætningsområde. Og et godt sted at dvæle, når nostalgien og lysten til at opleve med fødderne eller hige og søge i gamle skrifter og kort ind i mellem overmander en fraflyttet.

Ib Hansen, oktober 2019

1. Link til min blogfortælling om landskaber og mennesker omkring Skræppedalsvej i Husby i min barn- og ungdom:  https://ih18.blogspot.com/2018/02/barndommens-vej-landskaber-og-mennesker.html

2. Linkliste til mine blogfortællinger fra min hjemegn Husby-Tanderup, Ejby og Vestfyn :

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html  

3. Linkliste til mine blogfortællinger fra kyst og bælt fra både den jyske og fynske side i Naturpark Lille Bælt: https://ih18.blogspot.com/2019/06/min-hjemegn-fortllinger-fra-nordlige.html

Uvidenhedens ondskab

Godt at have en mening - endnu bedre at have en mening baseret på viden.

Uvidenhed kan på trods af vilje til at gøre noget godt føre til ondskab. Den største uvidenhed opstår, når man tror at vide alt og derfor tiltager sig ret til at udstøde, forstøde, udskælde og marginalisere mennesker med andre holdninger end en selv - og måske i sidste ende tager sig ret til at dræbe.

”Den ondskab, der findes i verden stammer næsten altid fra uvidenhed, og den gode vilje kan afstedkomme lige så megen fortræd som den onde, dersom den ikke ved bedre besked. Menneskene er snarere gode end slette, og i virkeligheden er det slet ikke der, spørgsmålet ligger. Men de er mere eller mindre uvidende, og her er det, man kan skelne mellem dyd og last, idet den mest fortvivlende last er den uvidenhed, der tror at vide alt, og som tager sig ret til at dræbe.” - Sagt af Albert Camus i "Pesten".

Citatet er en god lup at holde over nutidens uddannelses- og samfundsdebat og nutidens samfundsudfordringer. En lup til brug i en tid hvor man ind i mellem kan få følelsen af på hvert gadehjørne at få klasket absurditeter i ansigtet.

I et demokrati er det vigtigt at have et uddannelsessystem, der både bibringer os viden, kundskaber og almen dannelse. Det at vide noget, og det at have almendannelse kan i nogen grad afbøde den fortræd, uvidenhed kan medføre på trods af ens gode vilje om at gøre godt.

Nutidens uddannelsespolitiske mantra om, at det er nok "at lære at lære" er ikke godt nok.  

Den store Skolekommissionen i slutningen af 1700-tallet havde som grundlæggende synspunkt, at uden folkeoplysning kunne den nye frihed ikke bære de rette frugter. Frigøre kroppen og forædle sjælen er to sider af samme sag var synspunktet. Skolekommissionens forarbejder dannede grundlag for folkeskolelovgivningen i 1814.

Ib Hansen, oktober 2019

Et par gode citater af Camus og McCourt om værdien af viden. Citater jeg fuldt kan tilslutte mig:
http://ih18.blogspot.com/2018/03/det-at-lre-at-lre-er-ikke-nok.html

Link til mine artikler om folkeskolen, uddannelse og dannelse: 
https://ih18.blogspot.com/2018/09/mine-artikler-i-2018-om-folkeskole.html

Folkeskole og folkestyre - faktuel viden som demokratiets værn

Tro og overtro. Oplysning, kundskaber, viden og indsigt er folkestyrets bedste værn.

Paratviden, faktuel viden og forhåndsviden bliver stadig mere og mere nedvurderet. Både af politikere og befolkning.

Når man har en computer eller en smart-phone, hvorfor så bruge tid på at tilegne sig faktuel viden? Viden kan man hurtigt slå op, når man har brug for det. Det er efterhånden det herskende synspunkt hos rigtig mange politikere og borgere, inklusive mange uddannelsesforskere.

Klicheen om, at det er vigtigere "at lære at lære" end "at lære noget", går hånd i hånd med fordommene om, at proces er vigtigere end produkt. Trivsel og socialisering anses af mange for at være det endelige mål for opdragelse og uddannelse.

Det er ikke en tilgang og holdning, jeg deler. Det at vide noget er med til at danne en som menneske. Indsigt og viden er med til at danne holdninger og beslutningsevne. Væsentlige sider af det at være menneske og være medbestemmende borger i et demokratisk samfund, hvor der løbende skal træffes konsistente beslutninger.

Se bare, hvad der sker, når der i UK for eksempel skal træffes beslutninger i forhold til at forblive som medlem af EU eller at trække sig ud af EU. 

Først holder man en folkeafstemning, hvor mange afgiver deres stemme baseret på følelser uden viden om, hvad EU er, hvilken betydning EU har og hvordan man efterfølgende skal klare sig uden for EU. Politikerne, partierne og borgerne selv gør ikke meget for, at folkeafstemningen kan finde sted på et oplyst grundlag.

Efterfølgende går det op for mange, at det måske var noget uovervejet blot at stemme på basis af ikke-vidensbaserede følelser. De vil gerne gøre afstemningen om.

Så trækkes befolkningen igennem et over tre år langt uværdigt populistisk parlaments- og regeringsshow, hvor de folkevalgte forsøger at lefle for både borgere med vidensfri holdninger og borgere med holdningsfri viden.

Premierminister Boris Johnson taler i det britiske parlament

Det er ikke kun i UK en sådan udvikling kan iagttages. Overalt i verden og også i Danmark bruger en del politikere falsk information i et forsøg på at få vidensfri mennesker over på deres side. Magtfulde organisationer bruger falsk viden, købt forskning, ensidig markedsføring og lobbyisme til at påvirke holdnings- og vidensfri politikere og befolkning. Pointen er, at i et demokratisk samfund må holdninger og viden gå hånd i hånd.

Det er i skolen, det starter. Det er her, eleverne skal forberedes til at kunne påtage sig deres medborgeransvar i et folkestyret samfund. Undervejs i forløbet er elevernes trivsel en nødvendig forudsætning for at lære. Men trivsel er ikke en tilstrækkelig forudsætning. Eleverne skal også mødes med krav om at erhverve sig kundskaber og færdigheder. Krav der selvfølgelig er afpasset den enkelte elevs muligheder.

Fagene er en struktureret måde at se på verden på. En måde der gør en kompleks og uoverskuelig verden lidt mere overskuelig.

Det er gennem tilegnelsen af fagenes viden, at den enkelte elev også bliver dannet. Lærer at tage selvstændig stilling til den viden om verden, der ligger i fagene. Danner sin selvstændige holdning ud fra sin viden og får lyst til at deltage som medbestemmende borger i de mange fællesskaber på alle niveauer, livet indebærer.

Undervisningen i skoler og uddannelsesinstitutioner skal selvfølgelig tage udgangspunkt i aktuelle problemstillinger, der er vedkommende for eleven eller den studerende. Men det kan ikke stå alene. Undervisningen må også baseres på det, der opfattes som anderledes - og måske i første omgang endda som uvedkommende - for den lærende. Det giver ikke indsigt alene at beskæftige sig med det dagligdags, det aktuelle og det på forhånd kendte. Undervisningen må beskæftige sig med viden om verden i al dens mangfoldighed. I fortid, nutid og fremtid. 

Faktuel viden og paratviden kan selvfølgelig ikke stå alene. Verden udvikler sig løbende. Men gennem arbejdet med fagene og arbejdet med at tilegne sig og formidle viden opnår eleven også "at lære at lære". Gennem fællesskabsorienterede undervisningsforløb lærer eleven om samarbejdets muligheder og nødvendighed. Eleven får indsigt i og lærer hensyntagen til, at alle ikke har samme muligheder, men at alle kan bidrage med noget i fællesskabet. Og at alle er vigtige i fællesskabet.

Viden, indsigt, holdninger og erkendelse er vigtige værktøjer mod "tilfældige" populistiske politiske strømninger.

Vi har i Danmark i folkeskolelovens formålsparagraf en væsentlig og vedkommende beskrivelse af, hvad god undervisning er. Eleverne skal blandt andet opnå kundskaber og færdigheder, blive fortrolige med natur, kultur og historie og dermed opnå evne til at deltage i et samfund med frihed og folkestyre. Alt det opnår man ikke, hvis tilgangen er, at viden er noget, man henter via en smart-phone, og holdninger er noget, man trækker i en følelsesautomat baseret på en stor del popkultur, fordrejninger og forvanskninger.

Lad os tage ved lære af brexitkomedien, hvor mange desværre kan få en oplevelse af, at folkestyre ikke dur. Viden og indsigt er et demokratisk værn, vi ikke må opgive. Det gælder også i forhold til klima, miljø, natur, ligeværd, ulighed, tryghed og sikkerhed. Giv skolerne frihed til at beskæftige sig med undervisning ud fra det grundlag, som allerede så smukt er beskrevet i folkeskolens formålsparagraf. Ikke flere symbolpolitiske beslutninger. Heller ikke når det gælder folkeskolen.

Ib Hansen, oktober 2019

Et par gode citater af Camus og McCourt om værdien af viden. Citater jeg fuldt kan tilslutte mig:
http://ih18.blogspot.com/2018/03/det-at-lre-at-lre-er-ikke-nok.html

Om "Uvidenhedens Ondskab":
 https://ih18.blogspot.com/2019/10/uvidenhedens-ondskab.html

Link til mine artikler om folkeskolen, uddannelse og dannelse: 
https://ih18.blogspot.com/2018/09/mine-artikler-i-2018-om-folkeskole.html

Bramdrup og Bramdrupdam i lyst og nød 1919

Lemlæstelse. Lovløshed. Strejke. Ekspansionstrang. Kulde. Sygdom. Morskab. Fest. Spænding. Sådan kan årets gang i Bramdrup Sogn i efterkrigsåret 1919 i korthed beskrives.

Stationsby og landsby

Inden vi ser på årets gang i 1919 i Bramdrup Sogn, skal vi lige have slået et par ting fast.

Det er væsentligt at vide, at det, vi i daglig tale kalder Bramdrupdam, i virkeligheden består af to bydele.

Den nye bydel er Bramdrupdam opstået langs Vejlevej, der er den gamle hovedvej mellem Kolding og Vejle. Det er stationsbyen med Egtvedbanens banegård og trinbrættet til Troldhedebanen. Bydelen Bramdrupdam ligger i det store kryds, hvor to jernbaner og en hovedlandevej krydsede hinanden.

 

Bramdrup og Bramdrupdam 1955. Landsbyen i forgrunden. Stationsbyen i baggrunden.
Bemærk, at landevejen fra Hvidsminde mod Vejlevej på dette tidspunkt endnu går  gennem Bramdrup landsby ved kirken

Den gamle bydel er Bramdrup landsby beliggende om landsbyforten foran kirken. Landsbyen har givet navn til det sogn, som både Bramdrupdam og Bramdrup ligger i, nemlig Nr. Bramdrup Sogn i Brusk Herred. Som mange andre steder i Danmark er landsbyen blevet suppleret med en stationsby, da man lagde jernbanerne et stykke vej fra landsby og kirke.

Det er også væsentligt at vide, at Hvidsmindeområdet helt ned til Kolding Fjord i hundredvis af år udgjorde den sydlige del af Bramdrup Sogn. Lige indtil området i 1930 blev indlemmet i Købstaden Kolding.

Årets gang i Bramdrup Sogn

Jeg har i forbindelse med hundredåret for 1. verdenskrigs start med stor interesse læst Florian Illies bog ”1913 – århundredets sommer”.

”1913” er historien om året med de sidste lyse timer, før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Virtuost udfolder Illies måned for måned gennem året 1913 et farverigt panorama fra europæiske og amerikanske storbyer og magtcentre med alle dets begivenheder, møder, gennembrud, konflikter, kunst, kultur, kærlighedshistorier og intriger. Begivenheder der giver genlyd op gennem  århundredet.

1919 er det første år efter våbenhvilen efter den forfærdelige verdenskrig. Året hvor de sejrende magter dikterede fredsbetingelserne for Tyskland. Fredsbetingelser der indeholdt kimen til endnu en blodig og dehumaniserende verdenskrig blot 20 år senere, nemlig 2. Verdenskrigs start september 1939.

Alt det vidste borgerne i Bramdrup Sogn ikke noget om. De levede året 1919 i lyst og nød, som menneskelivet nu engang leves. Det følgende er fortællingen om dette liv, som det udfoldede sig i Bramdrup Sogn måned for måned i 1919. Uden sammenligning med Illies skildring af det sidste fredsår i øvrigt vil jeg prøve at skildre livet i et lille sogn måned for måned gennem det første efterkrigsår. Er det muligt at spore verdens store begivenheder i en lille sogneverden? Og kan den lille sogneverden bruges til at spejle den store verden? Men lad os komme i gang.

Januar 1919 var i Bramdrup og Bramdrupdam præget af den af verdenskrigen affødte store mangel på daglige fornødenheder. Ligesom udover resten af landet var der brændselsmangel og vareknaphed. Det var ikke rart midt i vinterkulden.

Det var under to måneder siden, der året forud den 11.11.1918 klokken 11.00 var blevet indgået våbenstilstand efter den rædselsfulde Første Verdenskrig. Krigen der kostede over ni millioner mennesker livet, og som dermed blev en af de hidtil blodigste konflikter i verdenshistorien. Industrialiseringen havde skabt uhyggelige krigsmaskiner, der dræbte og lemlæstede i forfærdeligt omfang. Soldater blev mejet ned på slagmarken i et antal, som mennesker aldrig havde oplevet det før. Sult, sygdom og nød ramte overalt, også hvor der ikke var fysisk krig. Her i 1919 ventede man på de fredsbetingelser, der ville blive resultatet af den fredskonference, der den 18. januar af de sejrende magter blev indledt i Versailles i Frankrig. En konference uden tysk deltagelse. 

Det var lykkedes Danmark at bevare sin neutralitet under krigen, men danskernes dagligdag og dermed også borgerne i Bramdrup og Bramdrupdams dagligdag var under og lige efter krigen præget af, at der var mangel på næsten alting. Regering og Rigsdag havde indført adskillige restriktioner, der skulle sikre en nogenlunde retfærdig fordeling af de varer og den brændsel, der kunne fremskaffes. Her umiddelbart efter krigshandlingernes afslutning ventede alle – også i Bramdrup og Bramdrupdam - åndeløse af spænding på, hvordan spørgsmålet om Sønderjylland ville blive løst, og ikke mindst om almindelige menneskers levevilkår og dagligliv nu ville blive forbedret.

Den 4. januar annoncerede sognerådet i Harte-Bramdrup Kommune, at de beboere, der ønskede at få tildelt træ og tørv gennem kommunen kunne skrive sig på en liste, der var fremlagt på Bramdrupdam Kro.

 

Tørvegravning

Dengang afregnede man sin skat direkte til kommunen og det i kontanter og efter egen selvangivelse. Harte-Bramdrup Kommune meddelte den 17. januar, at kommuneskatten for 4. kvartal 1918 skulle indbetales den 22. januar i Bramdrupdam Kro, hvor der samme dag også ville blive udbetalt brændselstilskud til beboere, der måtte være berettigede hertil.

For mange i Bramdrupdam og Bramdrup var det som nævnt trange tider. Det fik sognefogeden i Bramdrup Sogn til at gå sammen med sine kolleger i Ejstrup, Harte og Stallerup om en avisannonce, der blev indrykket den 2. januar. ”Hjælp os med at hjælpe syge og fattige”. Sådan lød sognefogedernes nødråb.

Februar blev måneden, hvor Bramdrup og Bramdrupdam oplevede en snert af de lovløse tilstande, som verdenskrigen havde medført. Skruppelløse sjæle kunne tjene lette penge ved at smugle fødevarer over grænsen til Tyskland, som stadig på dette tidspunkt lå lige syd for Taps. Hvis smuglerne til og med kunne komme gratis til de varer, der let kunne afsættes i Tyskland, var der en god skilling at tjene.

Sidst i februar måned blev der ved et indbrud i Bramdrupdam Andelsmejeri stjålet 35-40 kg smør. Det stjålne smør nåede dog aldrig over grænsen. Politi og datidens efterretningstjeneste, Statspolitiet sporede ved hjælp af politihunde en smuglerbande i Vonsild. En af smuglerne blev fanget. Han havde 50 pakker smør fra Bramdrupdam Andelsmejeri i sin besiddelse. Smugleren blev efterfølgende idømt 2 måneders fængsel for sine handlinger.

Bramdrupdam Andelsmejeri 1953. Den hvide bygning bag mejeriet er Bramdrupdam Kro. Bygningen til højre for mejeriet og kroen er Bramdrupdam Brugsforening. I forgrunden ses Troldhedebanen med trinbræt og venteskur

Sognerådet i Harte-Bramdrup Kommune havde sit hyr med kommunens økonomi. Verdenskrigens mangeltilstande betød dyrtid. Priserne steg og steg, og der var overalt i samfundet pres fra arbejdstagerne på at sikre lønningernes købekraft. Dyrtiden betød, at sognerådene manglede penge. Skatteudskrivningen for sognekommunerne var dengang som nu reguleret af staten. Sognerådene kunne med særlig begrundelse søge om lov til at hæve skatteudskrivningen. Det gjorde Harte- Bramdrup Sogneråd i lighed med mange andre kommuner. Sidst i februar måned fik sognerådet den i første omgang glædelige meddelelse, at de måtte forhøje skatteudskrivningen med 44.000 kr. samlet for hele kommunen. Det har der sikkert været en del, der har været utilfredse med, hvis de var blandt dem, der skulle betale mere i skat.

Det var både på den ene og anden måde en kold tid, beboerne i Bramdrup Sogn dengang levede i. Den 26. februar måtte et møde i Bramdrup Venstreforening aflyses på grund af snevejr.

Marts måned bød på mystisk og spændende underholdning på Bramdrupdam Kro for dem, der havde råd til og nerver til det. Torsdag den 13. marts klokken 20 var der optræden af manden med den sjette sans, den unge fakir og tankelæser Waldoza. Et af numrene gik ud på, at Waldoza opklarede et fingeret mord. På trods af tidens brændselsknaphed reklamerede kroen forud for aftenunderholdningen med, at salen ville være opvarmet. Til gengæld var billetprisen så høj som 1,25 kroner. Ifølge Danmarks Statistik var lønnen for en landbrugsmedhjælper i disse år gennemsnitlig for Jylland på 484 kr. for sommerhalvåret og 222 kr. for vinterhalvåret, altså en årsløn på 706 kr.

Annonce i Kolding Folkeblad 10. marts 1919

Der var også i 1919 lejligheder, hvor der var grund til stolthed over resultater opnået i sognet. Sidst i marts måned fik Bramdrupdam Andelsmejeri den besked, at mejeriets smør ved den lovbefalede smørbedømmelse var blevet bedømt til at ligge i den bedste tredjedel blandt mejerierne. Mejeriet havde haft mange år til at øve sig. Bramdrupdam Andelsmejeri blev opført i 1887 og lå overfor Bramdrupdam Kro på hjørnet af Påbyvej og Vejlevej, der hvor nu Netto ligger.

Tidligere lærer i Bramdrup, senere direktør i Dansk Føhandel, den entreprenante Jens Peter Dreyer. Efter sin fratrædelse som lærer og fraflytning fra Bramdrup bosatte han sig på Skovhøj, en sidevej til Haderslevvej. Dengang lå Skovhøj i Vonsild Sogn. Denne del af Vonsild blev i 1930 indlemmet i Kolding. Dreyers gravsten står på Gamle Kirkegård ved Tøndervej.

En af sognets tidligere entreprenante personligheder døde den 20. marts 1919. Det var den forhenværende lærer på Bramdrup Skole J. P. Dreyer. Dreyer kom til Bramdrup Skole i 1867. Udover undervisningen satte Dreyer en masse i gang i sognet. Husflid og håndarbejde. Gymnastik og skydning. Optog til Bramdrup Skov, hvor der blev afholdt konkurrencer, sunget og holdt elevtaler fra den opstillede  talerstol. Det var en af de store skoledrenge, der skulle holde en sådan forberedt tale. Hensigten var at styrke elevtalerens selvværd og selvtillid. Nu til dags synes vi, at et sådant mål også kunne være interessant i forhold til pigerne. Det kom ikke på tale dengang.

Dengang havde førstelærerne jord, der hørte under skolen. Det havde Dreyer også. Skolelodden på cirka 7 ½ tønde land lå mellem nuværende Oktobervænget og Septembervænget. Skolen ligger stadig på pladsen foran Bramdrup Kirke. Det er det gule stråtækte hus på hjørnet af Kirkely og Nørregyde, over for Kringsgården. Der var tidligere endnu en bygning med klasseværelser. Denne bygning er brudt ned.

Skolelodden brugte Dreyer til forsøg med og fremavl af havefrø. Til sidst greb det så meget om sig, at han i 1884 forlod lærerjobbet og stiftede ”Dansk Frøhandel”, som han så var direktør for til sin død. Han bosatte sig på vejen Skovhøj i Kolding. Dreyersvej i Kolding er opkaldt efter ham. Dansk Frøhandels lagerbygning ligger stadig i Kolding på adressen Pakhustorvet og er nu indrettet til kontorer.

Dengang som nu glædede man sig over forårets komme. Efter en lang kold og trang vinter gav det varmen at kunne læse en lille notits i Kolding Folkeblad den 31. marts: ”Foråret. Der er plukket anemoner i Bramdrup og Lilleballe skove. Sig så, at det ikke er forår!”

Aprils komme betød, at det nu var tid for at planlægge, hvordan de plørede sogneveje skulle genoprettes efter vinterens skader. Derfor annoncerede Harte-Bramdrup Sogneråd, at kommunen den 19.4. ville afholde licitation på Bramdrupdam Kro over levering af grus og sten til udbedring af kommunens grus- og jordveje.

Men der var også fokus på indtægter, så derfor kunne interesserede ved samme lejlighed byde på, hvad de ville betale for at erhverve sig græs fra kommunens grøftekanter.

Ingen fine følelser. Harte-Bramdrup Kommune meddelte, at kommuneskattelisterne ville være fremlagt til offentlig gennemsyn på Harte og Bramdrup skoler de første to uger i april. Samtidig ville der være fremlagt en oversigt over de borgere, der ikke havde afleveret selvangivelse. I kommuneskattelisterne kunne borgerne se en fortegnelse over de enkelte skatteydere, samt hvilke skattebeløb de enkelte husstande betalte.

Denne offentlighed om borgernes skattebetaling er længe afskaffet i Danmark, mens både Norge og Sverige stadig har fuld offentlighed over den enkelte borgers skattebetaling.

Maj var måneden, hvor Koldings skolebørn drog ud på landet for at hente sommeren ind til byen. Bramdrup Skov var målet for eleverne fra Kolding Forberedelsesskole lørdag den 17. maj. Kolding Folkeblad skriver dagen efter om ”de mange små glade drenge og piger”, der lørdag eftermiddag førte ”sommer i by”, da de i bøgeløvs- og blomsterudsmykkede vogne rullede gennem byen.

Bramdrup Skov og Bramdrup Skovkro var ikke kun udflugtsmål for skoleelever. Bramdrup Skovkro er nu Kolding Friskole. Også mange lav, fagforeninger og borgergrupper gjorde udflugter til Bramdrup Skov enten til fods, med hestevogne eller de stod af Troldhedetoget ved trinbrættet ved Skovløberhuset. Troldhedebanen var i drift fra 1917 til 1968.

Troldhedebanen havde trinbræt her ved Skovløberhuset. Bemærk signalstanderen, som passagerer kunne anvende, når de ville have toget til at standse for at komme med. Ib Hansen oktober 2019

Bramdrup Skovkro blev  udover at blive brugt som udflugtsmål også brugt til forskellige møder og sammenkomster, blandt andet grundlovsmøder. 

Kolding Socialdemokrat kan den 26. maj meddele sine læsere, at der nu ”bliver serveret kaffe, afholdsøl og sodavand ved Skovhuset, der er bygget ved trinbrættet i Komarksbuskene. Hygge og skygge under bøgekronerne. Højt til bøgenes kroner og luften er ren og frisk.” Journalisten har rigtig hygget sig. Skovhuset er det, vi nu kalder Skovløberhuset. I artiklen foreslår journalisten desuden friskt, at der anlægges en sti op til Bramdrup Skov. En sti han mener ikke kun vil være af interesse for koldingensere, som vil gå en rundtur til trinbrættet og rundt gennem Bramdrup Skov. Den sti er nu længe etableret og forløber fra p-pladsen ved Bramdrupskovvej til Troldhedestien nær Skovløberhuset.

Krohaven ved Bramdrupdam Kro var et populært udflugtsmål. Da krohaven i 1917 blev gennemskåret af Troldhedebanen, fik kromanden som kompensation bygget en bro over jernbanen mellem krohavens nu to dele. Ib Hansen oktober 2019.

En del gjorde også udflugter ”helt ud” til Bramdrupdam, hvor kro og krohave var populære mål. Krohaven var med Troldhedebanens etablering i 1917 blev todelt, men kromanden havde foranlediget, at der blev etableret broforbindelse mellem de to haveafsnit. Broen er der endnu, mellem banedæmningen og Vejlevej. For øvrigt kunne man i årene fra 1917 til 1930 fra Kolding vælge mellem to banelinjer til Bramdrupdam. Egtvedbanen som havde en rigtig station, hvis bygning ligger der endnu med indkørsel fra Bramdrupvej. Og Troldhedebanen som kun var betjent med et trinbræt med en mindre bygning, der lå syd for mejeriet, der hvor nu Netto ligger. Egtvedbanen eksisterede kun fra 1898 til 1930, men der ligger stadig i landskabet en del dæmninger og stirester, der minder os om dette stykke kulturhistorie. Ved golfklubben kan man se en høj banedæmning over en dyb slugt. Herfra og hen til Kolding Gymnasium, kan vi gå på en sti, der er etableret, hvor Egtvedbanen forløb. For enden af denne sti, ligger der også en høj banedæmning. Med datidens redskaber har anlæg af jernbanelinjer været et stort og slidsomt arbejde.

Bramdrup Station 1918. Manden arbejdede på banen. Konen passede station og billettering. Huset ligger der endnu, en smule ombygget med indkørsel fra Bramdrupvej ,bag frisørerne.

Juni måneds grundlovsfest i Bramdrup blev sat i relief af, at nogle medarbejdere på Bramdrupdam Andelsmejeri benyttede deres grundlovssikrede og overenskomstmæssige ret til at strejke for bedre løn- og arbejdsforhold.

I 1919 var der ud over landet ordinære overenskomstforhandlinger. Overenskomsterne var 5-årige, derfor var lønningerne ikke blevet reguleret siden verdenskrigens start i 1914. Verdenskrigen havde medført knaphed på varer og brændsel. Der blev udført mange fødevarer til Tyskland, hvilket gav store fortjenester til grossisterne, de såkaldte gullaschbaroner. Alt sammen havde det ført til stærkt stigende priser, og da lønningerne ikke blev reguleret, blev lønnens købekraft reduceret. Samtidig kæmpede lønmodtagerne under devisen 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fritid for en nedsættelse af arbejdstiden. I det hele taget var det en urolig tid på arbejdsmarkedet. Danmarks Statistik opgjorde, at der i perioden 1916-20 ud over landet havde været 1249 strejker og 17 lockouter. Alene i 1919 var der 472 arbejdsstandsninger.

Annonce i Kolding Socialdemokrat 7. juni 1919

Urolighederne på mejerierne fortsatte i mange uger. Bedre blev det ikke af, at store grupper af strejkebrydere blandede sig i konflikten. Det gjorde sig også gældende på Bramdrupdam Andelsmejeri. Den 3. juni oplyser Kolding Folkeblad, at to undermejerister på Bramdrupdam Andelsmejeri strejker, men at mejeribestyreren meddeler, at mejeriet har fået fat i to andre i stedet, hvorfor der ikke er problemer med produktionen. Avisen oplyser, at det samme gør sig gældende for alle mejerier inden for avisens læserdistrikt.

Borgerne i Bramdrup og Bramdrupdam glædede sig med resten af landet, da Tyskland den 28. juni i Versailles underskrev de af de sejrende magter ensidigt dikterede fredsbetingelser. Nu så man en bedre og lysere fremtid i møde. Ingen tænkte på det tidspunkt på, at fredsbetingelsernes snert af ensidighed og hævn fra de sejrende magters side i sig bar kimen til en endnu mere blodig og dehumaniserende verdenskrig udløst bare 20 år senere i september 1939, da Hitler besluttede at rykke ind i Polen.

Den 24. juni måtte bramdrupborgerne skrabe kistebundene og kigge dybt i portemonnæerne. Bramdrupdam Brugsforening meddelte, at brugsen holdt lukket fredag den 27.6. for at lave den årlige statusopgørelse. Kunderne skulle aflevere deres kontrabøger og sørge for at få deres gæld betalt. Dengang kunne faste kunder ”købe på bog”. Varekøbet blev noteret i brugsens regnskabsbog for hver enkelt kunde, og kunden havde sin egen kopi. Med jævnlige mellemrum blev det skyldige beløb afregnet, og alt skulle være afregnet inden brugsens årsopgørelse.

Det med kontrabøger, kredit og lejlighedsvis afregning var nu noget bramdrupborgerne var godt vant med. Denne form for tillid mellem butik og kunder var gældende ud over landet og holdt sig helt op til omkring 1970.

 

Bramdrupdam Brugsforening i 1959. Den lå på Vejlevej, hvor der nu er ortopædskomager. Brugsen lå på denne adresse 1910 til 1973. Bemærk masten med telefonklokker og telefonledninger. Brugsen kunne som det ses også tilbyde benzin til både lokale og forbipasserende landevejsfarere. Vejlevej var dengang hovedvej.

Bramdrupdam Brugsforening var i 1919 allerede 22 år gammel. Den var blevet oprettet i maj 1897. Brugsen lå fra starten ved Vejlevej i Bramdrupdam, hvor mange af sognets andre virksomheder også lå, for eksempel Bramdrupdam Kro, Bramdrupdam Andelsmejeri og Møllen. Mølleriet lå, hvor nu skoletandklinikken og kiropraktorklinikken ligger. Møllens stuehus er det hvide hus, der ligger med gavlen mod Bramdrupvej, lige når man svinger ind fra Vejlevej. Bramdrup Elektricitetsværk blev etableret ved Bramdrup Mølle, som også havde et bageri.

Brugsen havde først adresse på Vejlevej 338, men flyttede i 1910 over landevejen til en ny bygning ved siden af mejeriet. Bygningen ligger der endnu og huser en ortopædskomager. I 1973 blev Brugsen flyttet til et nyt centerbyggeri i Bramdrup, hvor den ligger for enden af Centervej.

Juli var en stille måned, hvor livet og dagligdagen i Bramdrup Sogn gik sin vante gang. Bramdrup Telefoncentral søgte allerede her i juli måned en ung pige til en plads den 1. november. Telefoncentralen skrev i stillingsopslaget, at en, der var bekendt med betjene centralen, ville blive foretrukket. Man var åbenbart ude i så god tid for at sikre sig et bredt ansøgningsfelt af kvalificerede, så man eventuelt kunne undgå at bruge for meget tid på oplæring. Centralbestyrere var agtede folk. Det var bestemt ikke hvem som helst, man kunne betro dette samfundsvigtige hverv. Centralens telefonistinder havde tavshedspligt. De kunne nemlig lytte med, når folk talte i telefon sammen.

Telefoncentralen Bramdrupvej 18 i 1908. Bemærk tårnstationen på taget. Herfra gik der ledninger ud til hver abonnent

I 1919 lå Bramdrup Telefoncentral i huset på den adresse, der nu er Bramdrupvej 18. Huset ligger der endnu. Centralen blev i 1905 flyttet til Bramdrupvej 18 efter først i nogle år at have haft til huse på en anden adresse. På centralens hustag var installeret en tårnstation med to porcelænsklokker til hver abonnent. Centralen og abonnenten stod i forbindelse med hinanden gennem to kobberledninger, som var fastgjort til en række telefonmaster af træ. Her i 1919 var der i alt 111 abonnenter i centralens område, der dækkede Bramdrup, Bramdrupdam, Hvidsminde, Lilballe, Rådvad, Stubdrup og Harte.

August blev præget af en uhyggelig ulykke. En skomagerlærling i Bramdrupdam kom under arbejdet slemt til skade. Det skete, da han skulle pille en genstridig knude op. Hertil anvendte han en syl. Sylen smuttede, og han var så uheldig, at den ramte ind i hans øje. Datidens lokalaviser omtaler ulykken, men ikke om han mistede øjet, og hvordan det senere gik ham.

August måned var en travl måned. Det var høstmåneden. Vækstbetingelserne i juni, juli og august havde været påvirket af temperaturer under normalen. Det havde udsat kornets modning. Ydermere kom der en del regn i august måned. Årets høst blev derfor forsinket. Da den så endelig sidst i august kom i gang, havde alle på sognets gårde megatravlt. Kornet skulle mejes med le, bindes i neg, negene sættes sammen i traver, så kornet kunne lufttørres, inden det blev kørt i laderne og lagt på stænger og lofter for at vente på den kommende vinters tærsketid.

 

Bramdrup Kirke var i århundreder annekskirke til Harte Kirke. Ib Hansen 2017

Den eneste der ikke havde travlt, var sognepræsten, som Bramdrup havde fælles med Harte. Bramdrup var annekssogn under Harte Sogn, og præsten boede i Påby Præstegård, hvorfra han drog til Bramdrup, når han havde kirkelige handlinger at forrette. Udover søndagsgudstjenesterne havde han ikke meget at forrette i Bramdrup i august. Ingen dåbshandlinger. Kun en enkelt begravelse. Og ingen vielser. Hvem ville da også finde på at lade sig vie i høstmåneden. Det ville godt nok have været upopulært. Så skulle vielsen da have være meget påtrængende!

Bramdrup Sogn og Harte sogn havde haft fælles præster siden Middelalderen og blev først adskilt i 1994, hvor Bramdrup Sogn efter ansøgning fik lov at blive et selvstændigt pastorat.

September bød på problemer med leverancen af konsummælk fra Bramdrupdam Andelsmejeri til Kolding. Forbrugerne i Kolding modtog dagligt cirka 2000 liter mælk fra Bramdrupdam. Den 10. september udeblev leverancen. Det var kredslægen, der stoppede produktionen på mejeriet og krævede grundig desinfektion af hele mejeriet, inden produktionen igen kunne genoptages. Det var mejeribestyrerens 10-årige søn, der var problemet. I det daglige løb han selvfølgelig rundt og fulgte arbejdet på mejeriet. Men nu havde det vist sig, at han var blevet ramt af skarlagensfeber. Kredslægen vurderede, at mælken kunne være blevet inficeret og stoppede derfor mælkeleverancerne. Mejeriet brugte en dag på at desinficere, så dagen efter standsningen fik borgerne i Kolding igen deres daglige mælk.

Det var vist i øvrigt et mildt tilfælde af skarlagensfeber. Drengen cyklede selv ind til indlæggelse på sygehuset i Kolding.

Harte Sogn og Bramdrup Sogn udgjorde i mange år Harte-Bramdrup Kommune.  Kommunens forretninger blev i begyndelsen - og også i 1919 - udøvet ved brug af skoler, kroer og forsamlingshuse. Senere byggede kommunen kommunekontor her på Vejlevej, hvor der nu er blomsterbutik. En flot blodbøg pryder stedet. Kommunekontoret blev nedlagt, da Harte-Bramdrup Kommune i 1970 indgik i det, man dengang kaldte storkommunen Kolding.

Dagligdagen var stadig præget af de af verdenskrigen affødte restriktioner og rationeringer. Rigsdagen havde vedtaget en kornlov, der skulle regulere forbruget af korn. Ordningen blev administreret af kommunerne. Den sidste dag i september averterede Harte-Bramdrup Kommune i henhold til kornloven, at jordbrugere, der ønskede at bytte brødkorn til foderkorn, skulle afgive personlig underskrift herpå i Bramdrup Øvelseshus mandag den 6. oktober.

Bramdrup Øvelseshus var blevet bygget i 1895. Øvelseshuset fik i 1932 navn som forsamlingshus. I 1963 blev Bramdrup Forsamlingshus solgt til Serapionordenens loge ”Saxum”, hvis logo nu ses på husets vestgavl.

 

Under 2. verdenskrig brugte tyskerne Bramdrup Forsamlingshus som base for deres mobile rugbrødsbageri.

Oktober måneds største nyhed af betydning for Bramdrup Sogn var, at Købstaden Kolding fik støtte fra stærke kræfter i ønsket om at kunne indlemme nogle af de omliggende landområder. Det var ikke i Bramdrups interesse. Harte-Bramdrup Kommune ville i givet fald miste nogle af sine største skatteydere. Det var nemlig området fra Bramdrup Skov syd for Bøgelund ned til Kolding Fjord inklusive Hvidsminde og Strandvejen, der var tale om. Koldings sognegrænse fulgte ind mod Kolding Marielundsøen og på Fredericiasiden en linje mod sydøst fra Bøgelund og cirka ned, hvor nu roklubbernes klubhuse ligger

Avisen Kolding Socialdemokrat skrev den 14. oktober om spørgsmålet om indlemmelse af dele af Bramdrup Sogn i Kolding. De ansøgninger om indlemmelser, der af Indenrigsministeriet havde været oversendt til den politisk nedsatte kommission med det lidet mundrette navn ”Kommissionen Angående Landdistrikters Indlemmelse og Læbæltets Ophævelse” var nu behandlet.

Kommissionen havde efter at have besigtiget forholdene besluttet at indstille følgende angående Kolding. Kommissionen fandt, at den af Kolding Købstad ønskede indlemmelse af blandt andet dele af Bramdrup, Seest og Vonsild sogne burde finde sted. Kommissionen anbefalede også, at købstædernes læbælter over hele landet skulle ophæves.

For en god ordens skyld må jeg hellere nævne, at spørgsmålet om læbæltets ophævelse rundt om ved landets købstæder ikke drejer sig om plantebælter. Det var en beskyttelseszone på godt 10 kilometer rundt om købstæderne, der skulle beskytte købstædernes handlende mod konkurrence fra landdistrikterne. Læbælternes ophævelse blev hurtigt en realitet, idet Rigsdagen besluttede ophævelsen i 1920.

Spørgsmålet om dele af landsognenes indlemmelse i Kolding blev derimod en politisk sejtrækker. Der gik helt til 1930, før Kolding Købstad kunne indlemme de ønskede dele af Bramdrup, Seest og Vonsild sogne. Så var Bramdrup ikke længere et kystsogn. Sognets sydgrænse var nu langs skovbrynet ved Bøgelund og ned til Troldhedebanen, cirka der hvor den store kælkebakke er, og hvorfra der går en sti op forbi Østre Vandværk til Kolding Gymnasium. Nu var det så ikke længere muligt for velhavende koldingborgere at bo tæt på Kolding, men i skattely i et landsogn.

 

Målebordsblad tegnet 1867. Rettet 1901. De kraftige brune streger er sognegrænserne. I midten til venstre Bramdrup Skov. Bemærk af Bramdrup sognegrænse her følger Marielundsøen mod syd ned til fjorden.

Samme sted som ovenstående kort. Grundkortet er stadig fra 1867, men er nu rettet i 1937, altså efter indlemmelsen i Kolding af den sydlige del af Bramdrup Sogn i 1930. Bemærk den brunt optrukne nye sognegrænse syd for Bramdrup Skov ved Bøgelund og Sønderskovgård.

I oktober blev årets anden konfirmation i Bramdrup Kirke afholdt. Pastor Jespersen kunne konfirmere 2 drenge og 3 piger. Dengang afholdt man i sognene to årlige konfirmationer. Ved forårskonfirmationen i april var kun 1 pige blevet konfirmeret. Nu var konfirmanderne klar til at komme ud at tjene fra førstkommende skiftedag. Skiftedage var de to tidspunkter på året, hvor der blev skiftet arbejdssted og skete nyansættelser. Skiftedagene var dengang ud over hele landet 1. maj og 1. november, lige efter hver af årets konfirmationer.

Årets sidste vielse i Bramdrup Sogn fandt sted her i oktober. Det var et landpostbud fra Kolding på 26 år, der fik sin 32-årige Dusine fra Bramdrup.

Jo, hun hed Dusine! Når en børnerig familie fik dusinet fuldt, fik barn nummer 12 navnet Dusinius, hvis det var en dreng og Dusine, hvis det var en pige.

Året efter i november 1920 fødte Dusine en pige, der døde kort tid efter fødslen. Så for denne familie fulgte sorgen efter glæden. Desværre var det på dette tidspunkt almindeligt med en stor spædbarnsdødelighed. Mere om det senere, når 1919 gøres op ved årets udgang.

November 1919 var den koldeste november i mands minde. Middeltemperaturen for november måned blev kun på 0,7 plusgrader, og der blev målt et minimum på minus 16,1 grader. Månedens middeltemperatur var langt under november måneds gennemsnitlige normaltemperatur på plus 6,7 grader. Midt i november blev der en forfærdelig snestorm over hele landet. Den var ikke så slem her på egnen. Men heldigvis kom der da sne.

Kolding Folkeblad opfordrede den 16. november borgerne til at gå til søndagskoncert i den røde pavillon i den snedækkede Marielundskov.

Hvorfor nu mene, at der heldigvis kom sne? Den 18. november blev der målt temperaturer på helt ned til minus 15 grader. Det var ikke godt. Nogle steder stod roerne endnu i jorden, og roe- og kartoffelkuler var kun sparsomt afdækkede, men heldigvis kom der sne. Sneen havde den positive effekt, at kartoffel- og roekuler var godt beskyttede mod den stærke frost. Vinteren varede ikke ved. Som det så ofte går, slog vinteren over i regn og rusk.

Bramdrupbørnene måtte håbe på, at det kunne nå at blive snevejr igen, så de kunne få en hvid jul med mulighed for at få slæde- og kaneture.

 

Et snedækket Bramdrupdam i 1909 set mod syd fra krydset Vejlevej, Gl. Donsvej og Bramdrupvej

Ellers ikke meget at skrive hjem om fra Bramdrup Sogn i november 1919. Så kan vi jo passende i stedet se på, hvordan det var at tage en togtur fra Bramdrup til Kolding. Dengang kunne man vælge mellem to toglinjer. Det kunne man fra 1917 til 1930, hvor Egtvedbanen lukkede. Troldhedebanen lukkede i 1968.

Men tilbage til togturen i 1919. Egtvedbanen havde to afgange om dagen fra Bramdrup til Kolding og to retur fra Kolding til Bramdrup og videre til Egtved. Det var en langsommelig affære. Banen var smalsporet, næsten en halv meter smallere end statsbanernes spor. Maskinkraften var ikke stor. Det betød alt sammen, at det tog lang tid for toget at komme fra Kolding til Bramdrup Station. I 1919 tog det 34 minutter fra Statsbanegården i Kolding forbi Egtvedbanens hovedbanegård, Ndr. Banegård at nå til stationen i Bramdrup. Turen på knap 30 kilometer mellem Kolding og Egtved tog næsten 2 timer. Både Nordre Banegård på nuværende Nordre Ringvej ved Låsbyhøj og Bramdrup Station på Bramdrupvej ligger der endnu.

 

Egtvedbanens tidligere station i Bramdrupdam. Ib Hansen 2017.

Stien mellem Golfklubben og Kolding Gymnasium. En del af Egtvedbanens tracé 1898 til 1930.

1907. Egtvedbanens hovedbanegård i Kolding lå for enden af Låsbygade. Nordbanegården med de flotte lamper ses til højre. Huset ligger der endnu foran Låsbyhøj set fra Nordre Ringvej. Husene til venstre er revet ned. Her ligger nu Nordre Kollegium, hvor jeg boede fra 1971 til 1976. Egtvedtoget kører ad sporene, der lå, hvor nu Nordre Ringvej er anlagt. Lidt før Koldingbjerg asede toget op over de stejle bakker mod Bramdrup, mens en linje fortsatte ned gennem Bypark Øst mod statsbanegården og Troldhedebanens banegård. Skinnerne på billedet fortsætter mod venstre hen til remisen, der lå på hjørnet af nuværende Nordre Ringvej og Vejlevej. Remisen blev desværre revet ned for nogle år siden, da man byggede de hvide blokke, der nu ligger der

Målebordsblad tegnet 1868, rettet 1929 med blandt andet Egtvedbanen. Bemærk, hvordan banen er indrettet, så den fra Bramdrupdam kommer ind til Nordbanegården, hvorfra der så går en linje mod øst. Linjen bliver uden for kortets højre side til en bue ned til statsbanegården. Buen kan endnu anes i terræn ved den lille sø, der ligger i Bypark Øst ved Marielundskolen, den tidligere Parkskole. I billedets øverste højre hjørne kan man se Troldhedebanen, der kommer ind fra sydøst og efter 1917 krydsede under Egtvedbanen ved Bramdrupdam Kro.

Det gik lidt hurtigere med Troldhedebanen. Den havde tre afgange om dagen i hver retning, men havde ingen stationer i Bramdrup Sogn. Til gengæld havde Troldhedebanen to trinbrætter i sognet. Et trinbræt med venteskur i træ mellem mejeriet og Bramdrup Dammen. Og et trinbræt ved Skovløberhuset. Hvis der var nogen, der skulle med fra et af de to steder, skulle de stille på et rød-hvidt skilt, så lokomotivføreren kunne se, at der var passagerer at tage op. Hvis en passager skulle af, skulle vedkommende bare anmelde det i toget, som så standsede ved det ønskede trinbræt. Der er ikke mange rester tilbage fra Troldhedebanen udover stien, hvor banelegemet tidligere lå. Ved Skovløberhuset står dog endnu det skilt, passagerne skulle stille på, når de gerne ville have toget til at standse.

I vore dage er det en herlig vandretur at gå ad Egtvedbanens tidligere spor fra Bramdrupdam forbi Golfklubben ned til Nordre Banegård ved Låsbyhøj og videre ned til Bypark Øst for så at gå ad Troldhedebanens tidligere spor tilbage til Bramdrupdam. En vandretur på et par timer. I tilgift får vandreren fra Egtvedbanens tidligere spor nogle fantastiske udsigter ud over Kolding.

Troldhedetoget kørte noget hurtigere end Egtvedtoget. Det havde samme sporvidde som statsbanerne. I 1919 tog det fra statsbanegården i Kolding til den første rigtige stationsbygning ved Dybvadbro cirka 18 minutter. Så mon ikke det har taget 12-14 minutter fra Statsbanegården til trinbrættet i Bramdrupdam. Stationsbygningen ved Dybvadbro ligger der endnu. Hele turen på cirka 88 kilometer fra Kolding over Grindsted til Troldhede sydvest for Herning tog omkring fire timer. I Troldhede havde banen forbindelse med jernbanen fra Skjern over Herning til Skanderborg.

December var en måned med både glæder og sorger. En ugift 20-årig tjenestepige i Marielund i Bramdrup Sogn fødte den 3. december et såkaldt uægte barn, en dreng. Drengen døde allerede dagen efter, men nåede at blive hjemmedøbt og få navn.

Præsterne var forpligtede til at notere i kirkebogen, hvis et barn var uægte. Betegnelsen ”uægte” var en forkortelse for et barn født som resultat af et "uægteskabeligt" forhold. Den juridiske betydning af at være født uden for ægteskab bestod i, at børnene indtil 1937 ikke havde arveret efter faderen og ikke havde ret til at bære hans navn. Først så sent som i 1960 blev sondringen mellem ægte og uægte børn ophævet i lovgivningen. Godt, at alle børn nu betragtes som ægte.

Det skete ind i mellem, at et barn i sidste øjeblik undgik den stigmatiserende betegnelse uægte. Hvis barnets moder nåede at blive gift inden fødslen, blev det et ægte barn uanset moderens ægteskabelige status ved undfangelsen. I Bramdrup Sogn i 1919 undgik et barn betegnelsen, da moderen blev gift den 28. januar – sandsynligvis, men ikke nødvendigvis med barnets biologiske far – og fødte en datter den 28. maj, 4 måneder efter vielsen.

Da sognepræst Jespersen ved slutningen af året gjorde status, kunne han konstatere, at der i Bramdrup i 1919 var blevet født 7 drenge og 9 piger, i alt 16. To af drengene havde fået betegnelsen uægte, men kom ikke til at leve med denne betegnelse, da de begge døde kort efter fødslen. Mindst yderligere en, nemlig omtalte pige, var undfanget uden for ægteskabet, men undgik ”skammen”, da moderen nåede at gifte sig.

Fødselstallet for 1919 på 16 børn var det næsthøjeste i krigsårene. I 1914 fødtes 12 børn, i 1915: 20, i 1916: 13, i 1917: 14 og i 1918: 13.

Præsten havde tilsammen for april og oktober konfirmeret i alt 6 unge, to drenge og fire piger.

Der var blevet viet 6 par. Og 10 personer var blevet begravet, heraf 4 drengebørn under 12 år, altså var 40 % af sognets døde i 1919 drengebørn. Nu kunne man tro, at året 1919 var særligt med hensyn til børnedødelighed, blandt andet på grund af den spanske syge, der i disse år høstede mellem 30 til 50 millioner menneskeliv over hele verden. Danmark var ikke så hårdt ramt som mange andre lande, men alligevel ganske mærkbart. Man mener, at der i Danmark i årene lige efter verdenskrigen døde 15.000 mennesker af den spanske syge.

På det tidspunkt havde man ingen vaccination eller lægemidler mod sygdommen, så man forsøgte at begrænse smitten ved at lukke offentlige steder som  for eksempel skoler og biografer. Mange ofre var i alderen 15 til 45 år, hvilket afviger fra det normale mønster ved influenzaepidemier, hvor små børn og gamle normalt har den højeste dødelighed.

Spædbarnsdødelighed var noget datidens borgere var vante med. Den var meget høj. Værst i de store byer, men også slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80 piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge var 100. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og piger og er heldigvis bragt helt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.

Spædbarnsdødelighedens udvikling i Danmark 1850 til 1998

Indbyggertallet i Bramdrup Sogn i år 1906 var 684 indbyggere, i 1911: 723, i

1916: 790, i 1921: 935, i 1925: 1.017. En kraftig stigning på 333 indbyggere over knap en snes år. Men så kommer indbyggertallet for 1930, året hvor sognets sydlige del blev indlemmet i Kolding Købstad. I 1930 var folketallet 482, altså mere end en halvering i forhold til 1925.

Det seneste folketal for Bramdrup Sogn omkring 100 år senere i 2018 er efter mange forviklinger og udviklinger kommet op på 4.510 indbyggere. Landsbyen Bramdrup og stationsbyen Bramdrupdam er vokset sammen og er blevet forstad til Kolding. Et par grønne kiler ved henholdsvis Egtved Allé og Bramdrup Skov definerer fortsat Bramdrup og Bramdrupdam som en selvstændig bydel.

Heldigvis viste slutningen af julemåneden i 1919 sig fra sin bedste side set med børneøjne. Godt nok begyndte juleaften med regn, men endte med sne. Både 1. og 2. Juledag var der funklende klar solskin over et blændende hvidt snelandskab – en rigtig hvid jul. Mon ikke Bramdrupbørnene fik udnyttet sneglæderne på sognets kælkebakker.

For de voksne var snevejret noget bøvl. Året sluttede med, at Egtvedbanen den 30. december måtte sende et arbejdstog ud med mandskab, der skulle rydde banelinjen for sne. Særlig på stykket fra Kolding over Bramdrupdam til Alminde var der store problemer med sneen.

Det nye år

Således sluttede året 1919. Nu stod beboerne i Bramdrup Sogn foran spændende begivenheder i 1920 som for eksempel afstemningerne om Sønderjyllands statslige tilhørsforhold. Ville dele af det tabte land stemme sig hjem til Danmark? Og hvordan med den sydlige del af Bramdrup Sogn ned mod Kolding Fjord og Marielundsøen. Ville det også i 1920 lykkedes at holde den ekspansionslystne Kolding Købstad stangen? Men det er nogle helt andre historier.

En tur i terræn som denne på omkring 7 kilometer vil bringe en forbi mange - men ikke alle - af de steder, jeg har nævnt  i mit tilbageblik på Bramdrup og Bramdrupdam for hundrede år siden. I dette eksempel har jeg gjort turen gennem Bramdrup Landsby ved kirken, hen til Bramdrupdam ad den gamle sognevej Kirkely, Bramdrupskovvej og Bramdrupvej. Ad Vejlevej og Sønderholmsvej forbi golfklubben til Kolding Gymnasium, hvorfra jeg er gået ned forbi Østre Vandværk til Troldhedestien og tilbage til Bramdrup landsby. Turen kan med fordel forlænges med 3-4 kilometer, så man  fra Kolding Gymnasium går videre ad Egtvedbanens tracé forbi kolonihaverne, ned ad Skovvangen, Dyrehavevej, Falkevej, krydser over Koldingbjerg ned til Bakkevej for at ende ved den tidligere Nordbanegård på Nordre Rindvej ved Låsbyhøj. Herfra kan man så gå tilbage ad Nordre Ringvej, til Bypark Øst, hvorfra man kan tage Troldhedebanestien mod Bramdrupdam og så ved Skovløberhuset dreje op mod busvendepladsen på Bramdrupskovvej, hvorfra man kan fortsætte hen til landsbyen Bramdrup ved Kirken.

Ib Hansen, oktober 2019

Noter:

1. Teksten kan løbende blive ortografisk og indholdsmæssigt tilrettet, såfremt jeg finder fejl, får nye oplysninger eller opdager muligheder for sproglige eller indholdsmæssige forbedringer. Desværre er blogskabelonen ikke særlig stabil, så rettelser kan give anledning til forskelligheder i skriftstørrelser, som det ikke er mig muligt at ændre.

2. Det er med vilje, jeg ikke angiver kilder. Det er for at indikere, at der er tale om en personlig fortælling og ikke et kildekritisk historisk dokument. Alle steder, hvor det har været muligt, har jeg kryds- og gennemtjekket mine informationer.

3. Jeg har lavet to andre sogneskildringer om livets gang i 1919. Skildringerne er fra mit hjemsogn Husby på Vestfyn og fra nabosognet Tanderup. Så nu har jeg i hvert fald selv et godt billede af livet for 100 år siden der, hvor jeg er vokset op, og der hvor jeg nu bor.

Husby 1919: https://ih18.blogspot.com/2019/09/1919.html

Tanderup 1919: https://ih18.blogspot.com/2019/09/omradet-ved-brnde-mlle-1939.html