Lemlæstelse.
Lovløshed. Strejke. Ekspansionstrang. Kulde. Sygdom. Morskab. Fest. Spænding.
Sådan kan årets gang i Bramdrup Sogn i efterkrigsåret 1919 i korthed beskrives.
Stationsby og landsby
Inden vi
ser på årets gang i 1919 i Bramdrup Sogn, skal vi lige have slået et par ting
fast.
Det er væsentligt at vide, at det, vi i daglig
tale kalder Bramdrupdam, i virkeligheden består af to bydele.
Den nye bydel er Bramdrupdam opstået langs
Vejlevej, der er den gamle hovedvej mellem Kolding og Vejle. Det er
stationsbyen med Egtvedbanens banegård og trinbrættet til Troldhedebanen.
Bydelen Bramdrupdam ligger i det store kryds, hvor to jernbaner og en
hovedlandevej krydsede hinanden.
|
Bramdrup og Bramdrupdam 1955. Landsbyen i forgrunden. Stationsbyen i baggrunden.
Bemærk, at landevejen fra Hvidsminde mod Vejlevej på dette tidspunkt endnu går gennem Bramdrup landsby ved kirken |
Den gamle bydel er Bramdrup landsby beliggende om
landsbyforten foran kirken. Landsbyen
har givet navn til det sogn, som både Bramdrupdam og Bramdrup ligger i, nemlig
Nr. Bramdrup Sogn i Brusk Herred. Som mange andre steder i Danmark er landsbyen
blevet suppleret med en stationsby, da man lagde jernbanerne et stykke vej fra
landsby og kirke.
Det er også væsentligt at vide, at
Hvidsmindeområdet helt ned til Kolding Fjord i hundredvis af år udgjorde den
sydlige del af Bramdrup Sogn. Lige indtil området i 1930 blev indlemmet i
Købstaden Kolding.
Årets gang i Bramdrup Sogn
Jeg har
i forbindelse med hundredåret for 1. verdenskrigs start med stor interesse læst
Florian Illies bog ”1913 – århundredets sommer”.
”1913” er historien om året med de sidste lyse
timer, før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Virtuost udfolder Illies
måned for måned gennem året 1913 et farverigt panorama fra europæiske og
amerikanske storbyer og magtcentre med alle dets begivenheder, møder,
gennembrud, konflikter, kunst, kultur, kærlighedshistorier og intriger.
Begivenheder der giver genlyd op gennem århundredet.
1919 er det første år efter våbenhvilen efter den
forfærdelige verdenskrig. Året hvor de sejrende magter dikterede fredsbetingelserne
for Tyskland. Fredsbetingelser der indeholdt kimen til endnu en blodig og
dehumaniserende verdenskrig blot 20 år senere, nemlig 2. Verdenskrigs start
september 1939.
Alt det vidste borgerne i Bramdrup Sogn ikke noget
om. De levede året 1919 i lyst og nød, som menneskelivet nu engang leves.
Det følgende er fortællingen om dette liv, som det udfoldede sig i Bramdrup Sogn
måned for måned i 1919. Uden sammenligning med Illies skildring af det sidste
fredsår i øvrigt vil jeg prøve at skildre livet i et lille sogn måned for måned
gennem det første efterkrigsår. Er det muligt at spore verdens store
begivenheder i en lille sogneverden? Og kan den lille sogneverden bruges til at
spejle den store verden? Men lad os komme i gang.
Januar 1919 var i Bramdrup og Bramdrupdam
præget af den af verdenskrigen affødte store mangel på daglige fornødenheder.
Ligesom udover resten af landet var der brændselsmangel og vareknaphed. Det var
ikke rart midt i vinterkulden.
Det var
under to måneder siden, der året forud den 11.11.1918 klokken 11.00 var blevet
indgået våbenstilstand efter den rædselsfulde Første Verdenskrig. Krigen
der kostede over ni millioner mennesker livet, og som dermed blev en af de hidtil
blodigste konflikter i verdenshistorien. Industrialiseringen havde skabt
uhyggelige krigsmaskiner, der dræbte og lemlæstede i forfærdeligt omfang.
Soldater blev mejet ned på slagmarken i et antal, som mennesker aldrig havde
oplevet det før. Sult, sygdom og nød ramte overalt, også hvor der ikke var
fysisk krig. Her i
1919 ventede man på de fredsbetingelser, der ville blive resultatet af den
fredskonference, der den 18. januar af de sejrende magter blev indledt i
Versailles i Frankrig. En konference uden tysk deltagelse.
Det var
lykkedes Danmark at bevare sin neutralitet under krigen, men danskernes
dagligdag og dermed også borgerne i Bramdrup og Bramdrupdams dagligdag var
under og lige efter krigen præget af, at der var mangel på næsten alting.
Regering og Rigsdag havde indført adskillige restriktioner, der skulle sikre en
nogenlunde retfærdig fordeling af de varer og den brændsel, der kunne
fremskaffes. Her umiddelbart efter krigshandlingernes afslutning ventede alle –
også i Bramdrup og Bramdrupdam - åndeløse af spænding på, hvordan spørgsmålet
om Sønderjylland ville blive løst, og ikke mindst om almindelige menneskers
levevilkår og dagligliv nu ville blive forbedret.
Den 4.
januar annoncerede sognerådet i Harte-Bramdrup Kommune, at de beboere, der
ønskede at få tildelt træ og tørv gennem kommunen kunne skrive sig på en liste,
der var fremlagt på Bramdrupdam Kro.
|
Tørvegravning |
Dengang
afregnede man sin skat direkte til kommunen og det i kontanter og efter egen
selvangivelse. Harte-Bramdrup Kommune meddelte den 17. januar, at
kommuneskatten for 4. kvartal 1918 skulle indbetales den 22. januar i
Bramdrupdam Kro, hvor der samme dag også ville blive udbetalt brændselstilskud
til beboere, der måtte være berettigede hertil.
For mange
i Bramdrupdam og Bramdrup var det som nævnt trange tider. Det fik sognefogeden
i Bramdrup Sogn til at gå sammen med sine kolleger i Ejstrup, Harte og
Stallerup om en avisannonce, der blev indrykket den 2. januar. ”Hjælp os med at
hjælpe syge og fattige”. Sådan lød sognefogedernes nødråb.
Februar blev måneden, hvor Bramdrup og
Bramdrupdam oplevede en snert af de lovløse tilstande, som verdenskrigen havde
medført. Skruppelløse sjæle kunne tjene lette penge ved at smugle fødevarer
over grænsen til Tyskland, som stadig på dette tidspunkt lå lige syd for Taps.
Hvis smuglerne til og med kunne komme gratis til de varer, der let kunne
afsættes i Tyskland, var der en god skilling at tjene.
Sidst i
februar måned blev der ved et indbrud i Bramdrupdam Andelsmejeri stjålet 35-40
kg smør. Det stjålne smør nåede dog aldrig over grænsen. Politi og datidens
efterretningstjeneste, Statspolitiet sporede ved hjælp af politihunde en smuglerbande
i Vonsild. En af smuglerne blev fanget. Han havde 50 pakker smør fra
Bramdrupdam Andelsmejeri i sin besiddelse. Smugleren blev efterfølgende idømt 2
måneders fængsel for sine handlinger.
|
Bramdrupdam Andelsmejeri 1953. Den hvide bygning bag mejeriet er Bramdrupdam Kro. Bygningen til højre for mejeriet og kroen er Bramdrupdam Brugsforening. I forgrunden ses Troldhedebanen med trinbræt og venteskur |
Sognerådet
i Harte-Bramdrup Kommune havde sit hyr med kommunens økonomi. Verdenskrigens
mangeltilstande betød dyrtid. Priserne steg og steg, og der var overalt i
samfundet pres fra arbejdstagerne på at sikre lønningernes købekraft. Dyrtiden betød,
at sognerådene manglede penge. Skatteudskrivningen for sognekommunerne var
dengang som nu reguleret af staten. Sognerådene kunne med særlig begrundelse
søge om lov til at hæve skatteudskrivningen. Det gjorde Harte- Bramdrup
Sogneråd i lighed med mange andre kommuner. Sidst i februar måned fik
sognerådet den i første omgang glædelige meddelelse, at de måtte forhøje
skatteudskrivningen med 44.000 kr. samlet for hele kommunen. Det har der
sikkert været en del, der har været utilfredse med, hvis de var blandt dem, der
skulle betale mere i skat.
Det var både
på den ene og anden måde en kold tid, beboerne i Bramdrup Sogn dengang levede
i. Den 26. februar måtte et møde i Bramdrup Venstreforening aflyses på grund af
snevejr.
Marts måned bød på mystisk og spændende underholdning på Bramdrupdam Kro for
dem, der havde råd til og nerver til det. Torsdag den 13. marts klokken 20 var
der optræden af manden med den sjette sans, den unge fakir og tankelæser
Waldoza. Et af numrene gik ud på, at Waldoza opklarede et fingeret mord. På
trods af tidens brændselsknaphed reklamerede kroen forud for
aftenunderholdningen med, at salen ville være opvarmet. Til gengæld var
billetprisen så høj som 1,25 kroner. Ifølge Danmarks Statistik var lønnen for
en landbrugsmedhjælper i disse år gennemsnitlig for Jylland på 484 kr. for sommerhalvåret
og 222 kr. for vinterhalvåret, altså en årsløn på 706 kr.
|
Annonce i Kolding Folkeblad 10. marts 1919 |
Der var
også i 1919 lejligheder, hvor der var grund til stolthed over resultater opnået
i sognet. Sidst i marts måned fik Bramdrupdam Andelsmejeri den besked, at
mejeriets smør ved den lovbefalede smørbedømmelse var blevet bedømt til at
ligge i den bedste tredjedel blandt mejerierne. Mejeriet havde haft mange år
til at øve sig. Bramdrupdam Andelsmejeri blev opført i 1887 og lå overfor
Bramdrupdam Kro på hjørnet af Påbyvej og Vejlevej, der hvor nu Netto ligger.
|
Tidligere lærer i Bramdrup, senere direktør i Dansk Føhandel, den entreprenante Jens Peter Dreyer. Efter sin fratrædelse som lærer og fraflytning fra Bramdrup bosatte han sig på Skovhøj, en sidevej til Haderslevvej. Dengang lå Skovhøj i Vonsild Sogn. Denne del af Vonsild blev i 1930 indlemmet i Kolding. Dreyers gravsten står på Gamle Kirkegård ved Tøndervej. |
En af
sognets tidligere entreprenante personligheder døde den 20. marts 1919. Det var
den forhenværende lærer på Bramdrup Skole J. P. Dreyer. Dreyer kom til Bramdrup
Skole i 1867. Udover undervisningen satte Dreyer en masse i gang i sognet. Husflid
og håndarbejde. Gymnastik og skydning. Optog til Bramdrup Skov, hvor der blev
afholdt konkurrencer, sunget og holdt elevtaler fra den opstillede talerstol. Det var en af de store skoledrenge,
der skulle holde en sådan forberedt tale. Hensigten var at styrke elevtalerens
selvværd og selvtillid. Nu til dags synes vi, at et sådant mål også kunne være
interessant i forhold til pigerne. Det kom ikke på tale dengang.
Dengang
havde førstelærerne jord, der hørte under skolen. Det havde Dreyer også.
Skolelodden på cirka 7 ½ tønde land lå mellem nuværende Oktobervænget og
Septembervænget. Skolen ligger stadig på pladsen foran Bramdrup Kirke. Det er
det gule stråtækte hus på hjørnet af Kirkely og Nørregyde, over for
Kringsgården. Der var tidligere endnu en bygning med klasseværelser. Denne
bygning er brudt ned.
Skolelodden
brugte Dreyer til forsøg med og fremavl af havefrø. Til sidst greb det så meget
om sig, at han i 1884 forlod lærerjobbet og stiftede ”Dansk Frøhandel”, som han
så var direktør for til sin død. Han bosatte sig på vejen Skovhøj i Kolding.
Dreyersvej i Kolding er opkaldt efter ham. Dansk Frøhandels lagerbygning
ligger stadig i Kolding på adressen Pakhustorvet og er nu indrettet til
kontorer.
Dengang som nu glædede man sig over forårets komme.
Efter en lang kold og trang vinter gav det varmen at kunne læse en lille notits
i Kolding Folkeblad den 31. marts: ”Foråret. Der er plukket anemoner i Bramdrup
og Lilleballe skove. Sig så, at det ikke er forår!”
Aprils komme
betød, at det nu var tid for at planlægge, hvordan de plørede sogneveje skulle genoprettes
efter vinterens skader. Derfor annoncerede Harte-Bramdrup Sogneråd, at kommunen
den 19.4. ville afholde licitation på Bramdrupdam Kro over levering af grus og
sten til udbedring af kommunens grus- og jordveje.
Men der var også fokus på indtægter, så derfor
kunne interesserede ved samme lejlighed byde på, hvad de ville betale for at
erhverve sig græs fra kommunens grøftekanter.
Ingen fine følelser. Harte-Bramdrup Kommune
meddelte, at kommuneskattelisterne ville være fremlagt til offentlig gennemsyn
på Harte og Bramdrup skoler de første to uger i april. Samtidig ville der være
fremlagt en oversigt over de borgere, der ikke havde afleveret selvangivelse. I
kommuneskattelisterne kunne borgerne se en fortegnelse
over de enkelte skatteydere, samt hvilke skattebeløb de enkelte husstande betalte.
Denne offentlighed om borgernes
skattebetaling er længe afskaffet i Danmark, mens både Norge og Sverige stadig
har fuld offentlighed over den enkelte borgers skattebetaling.
Maj var
måneden, hvor Koldings skolebørn drog ud på landet for at hente sommeren ind
til byen. Bramdrup Skov var målet for eleverne fra Kolding Forberedelsesskole
lørdag den 17. maj. Kolding Folkeblad skriver dagen efter om ”de mange små
glade drenge og piger”, der lørdag eftermiddag førte ”sommer i by”, da de i
bøgeløvs- og blomsterudsmykkede vogne rullede gennem byen.
Bramdrup Skov og Bramdrup Skovkro var ikke kun
udflugtsmål for skoleelever. Bramdrup Skovkro er nu Kolding Friskole. Også
mange lav, fagforeninger og borgergrupper gjorde udflugter til Bramdrup Skov
enten til fods, med hestevogne eller de stod af Troldhedetoget ved trinbrættet
ved Skovløberhuset. Troldhedebanen var i drift fra 1917 til 1968.
|
Troldhedebanen havde trinbræt her ved Skovløberhuset. Bemærk signalstanderen, som passagerer kunne anvende, når de ville have toget til at standse for at komme med. Ib Hansen oktober 2019 |
Bramdrup Skovkro blev udover at blive brugt som udflugtsmål også
brugt til forskellige møder og sammenkomster, blandt andet grundlovsmøder.
Kolding Socialdemokrat kan den 26. maj meddele sine læsere, at der nu ”bliver
serveret kaffe, afholdsøl og sodavand ved Skovhuset, der er bygget ved
trinbrættet i Komarksbuskene. Hygge og skygge under bøgekronerne. Højt til
bøgenes kroner og luften er ren og frisk.” Journalisten har rigtig hygget sig.
Skovhuset er det, vi nu kalder Skovløberhuset. I artiklen foreslår journalisten
desuden friskt, at der anlægges en sti op til Bramdrup Skov. En sti han mener
ikke kun vil være af interesse for koldingensere, som vil gå en rundtur til
trinbrættet og rundt gennem Bramdrup Skov. Den sti er nu længe etableret og
forløber fra p-pladsen ved Bramdrupskovvej til Troldhedestien nær
Skovløberhuset.
|
Krohaven ved Bramdrupdam Kro var et populært udflugtsmål. Da krohaven i 1917 blev gennemskåret af Troldhedebanen, fik kromanden som kompensation bygget en bro over jernbanen mellem krohavens nu to dele. Ib Hansen oktober 2019. |
En del gjorde også udflugter ”helt ud” til
Bramdrupdam, hvor kro og krohave var populære mål. Krohaven var med
Troldhedebanens etablering i 1917 blev todelt, men kromanden havde
foranlediget, at der blev etableret broforbindelse mellem de to haveafsnit.
Broen er der endnu, mellem banedæmningen og Vejlevej. For øvrigt kunne man i
årene fra 1917 til 1930 fra Kolding vælge mellem to banelinjer til Bramdrupdam.
Egtvedbanen som havde en rigtig station, hvis bygning ligger der endnu med
indkørsel fra Bramdrupvej. Og Troldhedebanen som kun var betjent med et
trinbræt med en mindre bygning, der lå syd for mejeriet, der hvor nu Netto ligger.
Egtvedbanen eksisterede kun fra 1898 til 1930, men der ligger stadig i
landskabet en del dæmninger og stirester, der minder os om dette stykke
kulturhistorie. Ved golfklubben kan man se en høj banedæmning over en dyb slugt.
Herfra og hen til Kolding Gymnasium, kan vi gå på en sti, der er etableret,
hvor Egtvedbanen forløb. For enden af denne sti, ligger der også en høj
banedæmning. Med datidens redskaber har anlæg af jernbanelinjer været et stort
og slidsomt arbejde.
|
Bramdrup Station 1918. Manden arbejdede på banen. Konen passede station og billettering. Huset ligger der endnu, en smule ombygget med indkørsel fra Bramdrupvej ,bag frisørerne. |
Juni måneds
grundlovsfest i Bramdrup blev sat i relief af, at nogle medarbejdere på
Bramdrupdam Andelsmejeri benyttede deres grundlovssikrede og
overenskomstmæssige ret til at strejke for bedre løn- og arbejdsforhold.
I 1919 var der ud over landet ordinære
overenskomstforhandlinger. Overenskomsterne var 5-årige, derfor var lønningerne
ikke blevet reguleret siden verdenskrigens start i 1914. Verdenskrigen havde
medført knaphed på varer og brændsel. Der blev udført mange fødevarer til
Tyskland, hvilket gav store fortjenester til grossisterne, de såkaldte
gullaschbaroner. Alt sammen havde det ført til stærkt stigende priser, og da
lønningerne ikke blev reguleret, blev lønnens købekraft reduceret. Samtidig
kæmpede lønmodtagerne under devisen 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8
timers fritid for en nedsættelse af arbejdstiden. I det hele taget var det en
urolig tid på arbejdsmarkedet. Danmarks Statistik opgjorde, at der i perioden
1916-20 ud over landet havde været 1249 strejker og 17 lockouter. Alene i 1919
var der 472 arbejdsstandsninger.
|
Annonce i Kolding Socialdemokrat 7. juni 1919 |
Urolighederne på mejerierne fortsatte i mange uger.
Bedre blev det ikke af, at store grupper af strejkebrydere blandede sig i
konflikten. Det gjorde sig også gældende på Bramdrupdam Andelsmejeri. Den 3.
juni oplyser Kolding Folkeblad, at to undermejerister på Bramdrupdam
Andelsmejeri strejker, men at mejeribestyreren meddeler, at mejeriet har fået
fat i to andre i stedet, hvorfor der ikke er problemer med produktionen. Avisen
oplyser, at det samme gør sig gældende for alle mejerier inden for avisens læserdistrikt.
Borgerne i Bramdrup og Bramdrupdam glædede sig med
resten af landet, da Tyskland den 28. juni i Versailles underskrev de af de
sejrende magter ensidigt dikterede fredsbetingelser. Nu så man en bedre og
lysere fremtid i møde. Ingen tænkte på det tidspunkt på, at fredsbetingelsernes
snert af ensidighed og hævn fra de sejrende magters side i sig bar kimen til en
endnu mere blodig og dehumaniserende verdenskrig udløst bare 20 år senere i september
1939, da Hitler besluttede at rykke ind i Polen.
Den 24. juni måtte bramdrupborgerne skrabe
kistebundene og kigge dybt i portemonnæerne. Bramdrupdam Brugsforening
meddelte, at brugsen holdt lukket fredag den 27.6. for at lave den årlige statusopgørelse.
Kunderne skulle aflevere deres kontrabøger og sørge for at få deres gæld
betalt. Dengang kunne faste kunder ”købe på bog”. Varekøbet blev noteret i
brugsens regnskabsbog for hver enkelt kunde, og kunden havde sin egen kopi. Med
jævnlige mellemrum blev det skyldige beløb afregnet, og alt skulle være
afregnet inden brugsens årsopgørelse.
Det med kontrabøger, kredit og lejlighedsvis afregning
var nu noget bramdrupborgerne var godt vant med. Denne form for tillid mellem
butik og kunder var gældende ud over landet og holdt sig helt op til omkring
1970.
|
Bramdrupdam Brugsforening i 1959. Den lå på Vejlevej, hvor der nu er ortopædskomager. Brugsen lå på denne adresse 1910 til 1973. Bemærk masten med telefonklokker og telefonledninger. Brugsen kunne som det ses også tilbyde benzin til både lokale og forbipasserende landevejsfarere. Vejlevej var dengang hovedvej. |
Bramdrupdam Brugsforening var i 1919 allerede 22 år
gammel. Den var blevet oprettet i maj 1897. Brugsen lå fra starten ved Vejlevej
i Bramdrupdam, hvor mange af sognets andre virksomheder også lå, for eksempel
Bramdrupdam Kro, Bramdrupdam Andelsmejeri og Møllen. Mølleriet lå, hvor nu
skoletandklinikken og kiropraktorklinikken ligger. Møllens stuehus er det hvide
hus, der ligger med gavlen mod Bramdrupvej, lige når man svinger ind fra
Vejlevej. Bramdrup Elektricitetsværk blev etableret ved Bramdrup Mølle, som
også havde et bageri.
Brugsen havde først adresse på Vejlevej 338, men
flyttede i 1910 over landevejen til en ny bygning ved siden af mejeriet. Bygningen
ligger der endnu og huser en ortopædskomager. I 1973 blev Brugsen flyttet til et
nyt centerbyggeri i Bramdrup, hvor den ligger for enden af Centervej.
Juli var en
stille måned, hvor livet og dagligdagen i Bramdrup Sogn gik sin vante gang.
Bramdrup Telefoncentral søgte allerede her i juli måned en ung pige til en
plads den 1. november. Telefoncentralen skrev i stillingsopslaget, at en, der
var bekendt med betjene centralen, ville blive foretrukket. Man var åbenbart
ude i så god tid for at sikre sig et bredt ansøgningsfelt af kvalificerede, så
man eventuelt kunne undgå at bruge for meget tid på oplæring. Centralbestyrere var agtede folk.
Det var bestemt ikke hvem som helst, man kunne betro dette samfundsvigtige
hverv. Centralens telefonistinder havde tavshedspligt. De kunne nemlig lytte
med, når folk talte i telefon sammen.
|
Telefoncentralen Bramdrupvej 18 i 1908. Bemærk tårnstationen på taget. Herfra gik der ledninger ud til hver abonnent |
I
1919 lå Bramdrup Telefoncentral i huset på den adresse, der nu er Bramdrupvej
18. Huset ligger der endnu. Centralen blev i 1905 flyttet til Bramdrupvej 18
efter først i nogle år at have haft til huse på en anden adresse. På centralens
hustag var installeret en tårnstation med to porcelænsklokker til hver
abonnent. Centralen og abonnenten stod i forbindelse med hinanden gennem to
kobberledninger, som var fastgjort til en række telefonmaster af træ. Her i
1919 var der i alt 111 abonnenter i centralens område, der dækkede Bramdrup,
Bramdrupdam, Hvidsminde, Lilballe, Rådvad, Stubdrup og Harte.
August blev
præget af en uhyggelig ulykke. En skomagerlærling i Bramdrupdam kom under
arbejdet slemt til skade. Det skete, da han skulle pille en genstridig knude
op. Hertil anvendte han en syl. Sylen smuttede, og han var så uheldig, at den
ramte ind i hans øje. Datidens lokalaviser omtaler ulykken, men ikke om han mistede
øjet, og hvordan det senere gik ham.
August måned var en travl måned. Det var
høstmåneden. Vækstbetingelserne i juni, juli og august havde været påvirket af
temperaturer under normalen. Det havde udsat kornets modning. Ydermere kom der
en del regn i august måned. Årets høst blev derfor forsinket. Da den så endelig
sidst i august kom i gang, havde alle på sognets gårde megatravlt. Kornet
skulle mejes med le, bindes i neg, negene sættes sammen i traver, så kornet kunne
lufttørres, inden det blev kørt i laderne og lagt på stænger og lofter for at
vente på den kommende vinters tærsketid.
|
Bramdrup Kirke var i århundreder annekskirke til Harte Kirke. Ib Hansen 2017 |
Den eneste der ikke havde travlt, var sognepræsten,
som Bramdrup havde fælles med Harte. Bramdrup var annekssogn under Harte Sogn,
og præsten boede i Påby Præstegård, hvorfra han drog til Bramdrup, når han
havde kirkelige handlinger at forrette. Udover søndagsgudstjenesterne havde han
ikke meget at forrette i Bramdrup i august. Ingen dåbshandlinger. Kun en enkelt
begravelse. Og ingen vielser. Hvem ville da også finde på at lade sig vie i
høstmåneden. Det ville godt nok have været upopulært. Så skulle vielsen da have
være meget påtrængende!
Bramdrup Sogn og Harte sogn havde haft fælles
præster siden Middelalderen og blev først adskilt i 1994, hvor Bramdrup Sogn
efter ansøgning fik lov at blive et selvstændigt pastorat.
September bød på
problemer med leverancen af konsummælk fra Bramdrupdam Andelsmejeri til
Kolding. Forbrugerne i Kolding modtog dagligt cirka 2000 liter mælk fra
Bramdrupdam. Den 10. september udeblev leverancen. Det var kredslægen, der
stoppede produktionen på mejeriet og krævede grundig desinfektion af hele
mejeriet, inden produktionen igen kunne genoptages. Det var mejeribestyrerens
10-årige søn, der var problemet. I det daglige løb han selvfølgelig rundt og
fulgte arbejdet på mejeriet. Men nu havde det vist sig, at han var blevet ramt
af skarlagensfeber. Kredslægen vurderede, at mælken kunne være blevet inficeret
og stoppede derfor mælkeleverancerne. Mejeriet brugte en dag på at desinficere,
så dagen efter standsningen fik borgerne i Kolding igen deres daglige mælk.
Det var vist i øvrigt et mildt tilfælde af
skarlagensfeber. Drengen cyklede selv ind til indlæggelse på sygehuset i
Kolding.
|
Harte Sogn og Bramdrup Sogn udgjorde i mange år Harte-Bramdrup Kommune. Kommunens forretninger blev i begyndelsen - og også i 1919 - udøvet ved brug af skoler, kroer og forsamlingshuse. Senere byggede kommunen kommunekontor her på Vejlevej, hvor der nu er blomsterbutik. En flot blodbøg pryder stedet. Kommunekontoret blev nedlagt, da Harte-Bramdrup Kommune i 1970 indgik i det, man dengang kaldte storkommunen Kolding. |
Dagligdagen var stadig præget af de af verdenskrigen affødte restriktioner og rationeringer. Rigsdagen havde vedtaget en kornlov,
der skulle regulere forbruget af korn. Ordningen blev administreret af
kommunerne. Den sidste dag i september averterede Harte-Bramdrup Kommune i
henhold til kornloven, at jordbrugere, der ønskede at bytte brødkorn til
foderkorn, skulle afgive personlig underskrift herpå i Bramdrup Øvelseshus
mandag den 6. oktober.
Bramdrup Øvelseshus var blevet bygget i 1895. Øvelseshuset
fik i 1932 navn som forsamlingshus. I 1963 blev Bramdrup Forsamlingshus solgt
til Serapionordenens loge ”Saxum”, hvis logo nu ses på husets vestgavl.
|
Under 2. verdenskrig brugte tyskerne Bramdrup Forsamlingshus som base for deres mobile rugbrødsbageri.
|
Oktober
måneds største nyhed af betydning for Bramdrup Sogn var, at Købstaden
Kolding fik støtte fra stærke kræfter i ønsket om at kunne indlemme nogle af de
omliggende landområder. Det var ikke i Bramdrups interesse. Harte-Bramdrup
Kommune ville i givet fald miste nogle af sine største skatteydere. Det var
nemlig området fra Bramdrup Skov syd for Bøgelund ned til Kolding Fjord
inklusive Hvidsminde og Strandvejen, der var tale om. Koldings sognegrænse
fulgte ind mod Kolding Marielundsøen og på Fredericiasiden en linje
mod sydøst fra Bøgelund og cirka ned, hvor nu roklubbernes klubhuse ligger
Avisen Kolding Socialdemokrat skrev den 14. oktober
om spørgsmålet om indlemmelse af dele af Bramdrup Sogn i Kolding. De
ansøgninger om indlemmelser, der af Indenrigsministeriet havde været oversendt
til den politisk nedsatte kommission med det lidet mundrette navn ”Kommissionen
Angående Landdistrikters Indlemmelse og Læbæltets Ophævelse” var nu behandlet.
Kommissionen havde efter at have besigtiget
forholdene besluttet at indstille følgende angående Kolding. Kommissionen
fandt, at den af Kolding Købstad ønskede indlemmelse af blandt andet dele af
Bramdrup, Seest og Vonsild sogne burde finde sted. Kommissionen anbefalede
også, at købstædernes læbælter over hele landet skulle ophæves.
For en god ordens skyld må jeg hellere nævne, at
spørgsmålet om læbæltets ophævelse rundt om ved landets købstæder ikke drejer sig
om plantebælter. Det var en beskyttelseszone på godt 10 kilometer rundt om
købstæderne, der skulle beskytte købstædernes handlende mod konkurrence fra
landdistrikterne. Læbælternes ophævelse blev hurtigt en realitet, idet
Rigsdagen besluttede ophævelsen i 1920.
Spørgsmålet om dele af landsognenes indlemmelse i
Kolding blev derimod en politisk sejtrækker. Der gik helt til 1930, før Kolding
Købstad kunne indlemme de ønskede dele af Bramdrup, Seest og Vonsild sogne. Så
var Bramdrup ikke længere et kystsogn. Sognets sydgrænse var nu langs
skovbrynet ved Bøgelund og ned til Troldhedebanen, cirka der hvor den store
kælkebakke er, og hvorfra der går en sti op forbi Østre Vandværk til Kolding
Gymnasium. Nu var det så ikke længere muligt for velhavende koldingborgere at
bo tæt på Kolding, men i skattely i et landsogn.
|
Målebordsblad tegnet 1867. Rettet 1901. De kraftige brune streger er sognegrænserne. I midten til venstre Bramdrup Skov. Bemærk af Bramdrup sognegrænse her følger Marielundsøen mod syd ned til fjorden. |
|
Samme sted som ovenstående kort. Grundkortet er stadig fra 1867, men er nu rettet i 1937, altså efter indlemmelsen i Kolding af den sydlige del af Bramdrup Sogn i 1930. Bemærk den brunt optrukne nye sognegrænse syd for Bramdrup Skov ved Bøgelund og Sønderskovgård. |
I oktober blev årets anden konfirmation i Bramdrup
Kirke afholdt. Pastor Jespersen kunne konfirmere 2 drenge og 3 piger. Dengang afholdt man i sognene to årlige konfirmationer. Ved
forårskonfirmationen i april var kun 1 pige blevet konfirmeret. Nu var
konfirmanderne klar til at komme ud at tjene fra førstkommende skiftedag.
Skiftedage var de to tidspunkter på året, hvor der blev skiftet arbejdssted og
skete nyansættelser. Skiftedagene var dengang ud over hele landet 1. maj og
1. november, lige efter hver af årets konfirmationer.
Årets sidste vielse i Bramdrup Sogn fandt sted her
i oktober. Det var et landpostbud fra Kolding på 26 år, der fik sin 32-årige
Dusine fra Bramdrup.
Jo, hun hed Dusine! Når en børnerig familie fik dusinet
fuldt, fik barn nummer 12 navnet Dusinius, hvis det var en dreng og Dusine,
hvis det var en pige.
Året efter i november 1920 fødte Dusine en pige,
der døde kort tid efter fødslen. Så for denne familie fulgte sorgen efter
glæden. Desværre var det på dette tidspunkt almindeligt med en stor spædbarnsdødelighed.
Mere om det senere, når 1919 gøres op ved årets udgang.
November
1919 var den koldeste november i mands minde. Middeltemperaturen for
november måned blev kun på 0,7 plusgrader, og der blev målt et minimum på minus
16,1 grader. Månedens middeltemperatur var langt under november måneds gennemsnitlige
normaltemperatur på plus 6,7 grader. Midt i november blev der en forfærdelig snestorm over hele
landet. Den var ikke så slem her på egnen. Men heldigvis kom der da sne.
Kolding Folkeblad opfordrede den
16. november borgerne til at gå til søndagskoncert i den røde pavillon i den
snedækkede Marielundskov.
Hvorfor nu mene, at der heldigvis
kom sne? Den 18. november blev der målt temperaturer på helt ned til minus 15
grader. Det var ikke godt. Nogle steder stod roerne endnu i jorden, og roe- og
kartoffelkuler var kun sparsomt afdækkede, men heldigvis kom der sne. Sneen
havde den positive effekt, at kartoffel- og roekuler var godt beskyttede mod
den stærke frost. Vinteren varede ikke ved. Som det så ofte går, slog vinteren
over i regn og rusk.
Bramdrupbørnene måtte håbe på, at
det kunne nå at blive snevejr igen, så de kunne få en hvid jul med mulighed for
at få slæde- og kaneture.
|
Et snedækket Bramdrupdam i 1909 set mod syd fra krydset Vejlevej, Gl. Donsvej og Bramdrupvej |
Ellers ikke meget at skrive hjem om
fra Bramdrup Sogn i november 1919. Så kan vi jo passende i stedet se på,
hvordan det var at tage en togtur fra Bramdrup til Kolding. Dengang kunne man
vælge mellem to toglinjer. Det kunne man fra 1917 til 1930, hvor Egtvedbanen
lukkede. Troldhedebanen lukkede i 1968.
Men tilbage til togturen i 1919.
Egtvedbanen havde to afgange om dagen fra Bramdrup til Kolding og to retur fra
Kolding til Bramdrup og videre til Egtved. Det var en langsommelig affære.
Banen var smalsporet, næsten en halv meter smallere end statsbanernes spor.
Maskinkraften var ikke stor. Det betød alt sammen, at det tog lang tid for toget
at komme fra Kolding til Bramdrup Station. I 1919 tog det 34 minutter fra
Statsbanegården i Kolding forbi Egtvedbanens hovedbanegård, Ndr. Banegård at nå
til stationen i Bramdrup. Turen på knap 30 kilometer mellem Kolding og Egtved
tog næsten 2 timer. Både Nordre Banegård på nuværende Nordre Ringvej ved
Låsbyhøj og Bramdrup Station på Bramdrupvej ligger der endnu.
|
Egtvedbanens tidligere station i Bramdrupdam. Ib Hansen 2017. |
|
Stien mellem Golfklubben og Kolding Gymnasium. En del af Egtvedbanens tracé 1898 til 1930. |
|
1907. Egtvedbanens hovedbanegård i Kolding lå for enden af Låsbygade. Nordbanegården med de flotte lamper ses til højre. Huset ligger der endnu foran Låsbyhøj set fra Nordre Ringvej. Husene til venstre er revet ned. Her ligger nu Nordre Kollegium, hvor jeg boede fra 1971 til 1976. Egtvedtoget kører ad sporene, der lå, hvor nu Nordre Ringvej er anlagt. Lidt før Koldingbjerg asede toget op over de stejle bakker mod Bramdrup, mens en linje fortsatte ned gennem Bypark Øst mod statsbanegården og Troldhedebanens banegård. Skinnerne på billedet fortsætter mod venstre hen til remisen, der lå på hjørnet af nuværende Nordre Ringvej og Vejlevej. Remisen blev desværre revet ned for nogle år siden, da man byggede de hvide blokke, der nu ligger der |
|
Målebordsblad tegnet 1868, rettet 1929 med blandt andet Egtvedbanen. Bemærk, hvordan banen er indrettet, så den fra Bramdrupdam kommer ind til Nordbanegården, hvorfra der så går en linje mod øst. Linjen bliver uden for kortets højre side til en bue ned til statsbanegården. Buen kan endnu anes i terræn ved den lille sø, der ligger i Bypark Øst ved Marielundskolen, den tidligere Parkskole. I billedets øverste højre hjørne kan man se Troldhedebanen, der kommer ind fra sydøst og efter 1917 krydsede under Egtvedbanen ved Bramdrupdam Kro.
|
Det gik lidt hurtigere med
Troldhedebanen. Den havde tre afgange om dagen i hver retning, men havde ingen
stationer i Bramdrup Sogn. Til gengæld havde Troldhedebanen to trinbrætter i
sognet. Et trinbræt med venteskur i træ mellem mejeriet og Bramdrup Dammen. Og
et trinbræt ved Skovløberhuset. Hvis der var nogen, der skulle med fra et af de
to steder, skulle de stille på et rød-hvidt skilt, så lokomotivføreren kunne
se, at der var passagerer at tage op. Hvis en passager skulle af, skulle
vedkommende bare anmelde det i toget, som så standsede ved det ønskede trinbræt.
Der er ikke mange rester tilbage fra Troldhedebanen udover stien, hvor
banelegemet tidligere lå. Ved Skovløberhuset står dog endnu det skilt,
passagerne skulle stille på, når de gerne ville have toget til at standse.
I vore dage er det en herlig
vandretur at gå ad Egtvedbanens tidligere spor fra Bramdrupdam forbi
Golfklubben ned til Nordre Banegård ved Låsbyhøj og videre ned til Bypark Øst
for så at gå ad Troldhedebanens tidligere spor tilbage til Bramdrupdam. En
vandretur på et par timer. I tilgift får vandreren fra Egtvedbanens tidligere
spor nogle fantastiske udsigter ud over Kolding.
Troldhedetoget kørte noget
hurtigere end Egtvedtoget. Det havde samme sporvidde som statsbanerne. I 1919
tog det fra statsbanegården i Kolding til den første rigtige stationsbygning
ved Dybvadbro cirka 18 minutter. Så mon ikke det har taget 12-14 minutter fra
Statsbanegården til trinbrættet i Bramdrupdam. Stationsbygningen ved Dybvadbro
ligger der endnu. Hele turen på cirka 88 kilometer fra Kolding over Grindsted
til Troldhede sydvest for Herning tog omkring fire timer. I Troldhede havde
banen forbindelse med jernbanen fra Skjern over Herning til Skanderborg.
December var en måned med både
glæder og sorger. En ugift 20-årig tjenestepige i Marielund i Bramdrup Sogn
fødte den 3. december et såkaldt uægte barn, en dreng. Drengen døde allerede
dagen efter, men nåede at blive hjemmedøbt og få navn.
Præsterne var forpligtede til at notere i
kirkebogen, hvis et barn var uægte. Betegnelsen ”uægte” var en forkortelse for
et barn født som resultat af et "uægteskabeligt" forhold. Den
juridiske betydning af at være født uden for ægteskab bestod i, at børnene
indtil 1937 ikke havde arveret efter faderen og ikke havde ret til at bære hans
navn. Først så sent som i 1960 blev sondringen mellem ægte og uægte børn
ophævet i lovgivningen. Godt, at alle børn nu betragtes som ægte.
Det skete ind i mellem, at et barn i sidste øjeblik
undgik den stigmatiserende betegnelse uægte. Hvis barnets moder nåede at blive
gift inden fødslen, blev det et ægte barn uanset moderens ægteskabelige
status ved undfangelsen. I Bramdrup Sogn i 1919 undgik et barn betegnelsen, da
moderen blev gift den 28. januar – sandsynligvis, men ikke nødvendigvis med
barnets biologiske far – og fødte en datter den 28. maj, 4 måneder efter vielsen.
Da sognepræst Jespersen ved
slutningen af året gjorde status, kunne han konstatere, at der i Bramdrup i
1919 var blevet født 7 drenge og 9 piger, i alt 16. To af drengene havde fået
betegnelsen uægte, men kom ikke til at leve med denne betegnelse, da de begge
døde kort efter fødslen. Mindst yderligere en, nemlig omtalte pige, var undfanget uden for
ægteskabet, men undgik ”skammen”, da moderen nåede at gifte sig.
Fødselstallet for 1919 på 16 børn
var det næsthøjeste i krigsårene. I 1914 fødtes 12 børn, i 1915: 20, i 1916:
13, i 1917: 14 og i 1918: 13.
Præsten havde tilsammen for
april og oktober konfirmeret i alt 6 unge, to drenge og fire piger.
Der var blevet viet 6 par. Og 10
personer var blevet begravet, heraf 4 drengebørn under 12 år, altså var 40 % af
sognets døde i 1919 drengebørn. Nu kunne man tro, at året 1919 var særligt med
hensyn til børnedødelighed, blandt andet på grund af den spanske syge, der i
disse år høstede mellem 30 til 50 millioner menneskeliv over hele verden. Danmark
var ikke så hårdt ramt som mange andre lande, men alligevel ganske mærkbart. Man
mener, at der i Danmark i årene lige efter verdenskrigen døde 15.000 mennesker
af den spanske syge.
På det tidspunkt havde man ingen
vaccination eller lægemidler mod sygdommen, så man forsøgte at begrænse smitten
ved at lukke offentlige steder som for
eksempel skoler og biografer. Mange ofre var i alderen 15 til 45 år, hvilket
afviger fra det normale mønster ved influenzaepidemier, hvor små børn og gamle
normalt har den højeste dødelighed.
Spædbarnsdødelighed var noget datidens borgere
var vante med. Den var meget høj. Værst i de store byer, men også
slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80
piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge
var 100. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og
piger og er heldigvis bragt helt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.
|
Spædbarnsdødelighedens udvikling i Danmark 1850 til 1998 |
Indbyggertallet i Bramdrup Sogn i år 1906 var 684
indbyggere, i 1911: 723, i
1916: 790, i 1921: 935, i 1925: 1.017. En kraftig
stigning på 333 indbyggere over knap en snes år. Men så kommer indbyggertallet
for 1930, året hvor sognets sydlige del blev indlemmet i Kolding Købstad. I
1930 var folketallet 482, altså mere end en halvering i forhold til 1925.
Det seneste folketal for Bramdrup Sogn omkring 100
år senere i 2018 er efter mange forviklinger og udviklinger kommet op på 4.510 indbyggere.
Landsbyen Bramdrup og stationsbyen Bramdrupdam er vokset sammen og er blevet
forstad til Kolding. Et par grønne kiler ved henholdsvis Egtved Allé og
Bramdrup Skov definerer fortsat Bramdrup og Bramdrupdam som en selvstændig
bydel.
Heldigvis viste slutningen af
julemåneden i 1919 sig fra sin bedste side set med børneøjne. Godt nok begyndte
juleaften med regn, men endte med sne. Både 1. og 2. Juledag var der funklende
klar solskin over et blændende hvidt snelandskab – en rigtig hvid jul. Mon ikke
Bramdrupbørnene fik udnyttet sneglæderne på sognets kælkebakker.
For de voksne var snevejret noget
bøvl. Året sluttede med, at Egtvedbanen den 30. december måtte sende et
arbejdstog ud med mandskab, der skulle rydde banelinjen for sne. Særlig på
stykket fra Kolding over Bramdrupdam til Alminde var der store problemer med
sneen.
Det nye år
Således sluttede året 1919. Nu stod
beboerne i Bramdrup Sogn foran spændende begivenheder i 1920 som for eksempel
afstemningerne om Sønderjyllands statslige tilhørsforhold. Ville dele af det
tabte land stemme sig hjem til Danmark? Og hvordan med den sydlige del af
Bramdrup Sogn ned mod Kolding Fjord og Marielundsøen. Ville det også i 1920
lykkedes at holde den ekspansionslystne Kolding Købstad stangen? Men det er
nogle helt andre historier.
|
En tur i terræn som denne på omkring 7 kilometer vil bringe en forbi mange - men ikke alle - af de steder, jeg har nævnt i mit tilbageblik på Bramdrup og Bramdrupdam for hundrede år siden. I dette eksempel har jeg gjort turen gennem Bramdrup Landsby ved kirken, hen til Bramdrupdam ad den gamle sognevej Kirkely, Bramdrupskovvej og Bramdrupvej. Ad Vejlevej og Sønderholmsvej forbi golfklubben til Kolding Gymnasium, hvorfra jeg er gået ned forbi Østre Vandværk til Troldhedestien og tilbage til Bramdrup landsby. Turen kan med fordel forlænges med 3-4 kilometer, så man fra Kolding Gymnasium går videre ad Egtvedbanens tracé forbi kolonihaverne, ned ad Skovvangen, Dyrehavevej, Falkevej, krydser over Koldingbjerg ned til Bakkevej for at ende ved den tidligere Nordbanegård på Nordre Rindvej ved Låsbyhøj. Herfra kan man så gå tilbage ad Nordre Ringvej, til Bypark Øst, hvorfra man kan tage Troldhedebanestien mod Bramdrupdam og så ved Skovløberhuset dreje op mod busvendepladsen på Bramdrupskovvej, hvorfra man kan fortsætte hen til landsbyen Bramdrup ved Kirken. |
Ib Hansen, oktober 2019
Noter:
1. Teksten kan løbende blive ortografisk og
indholdsmæssigt tilrettet, såfremt jeg finder fejl, får nye oplysninger eller
opdager muligheder for sproglige eller indholdsmæssige forbedringer. Desværre er blogskabelonen ikke
særlig stabil, så rettelser kan give anledning til forskelligheder i
skriftstørrelser, som det ikke er mig muligt at ændre.
2. Det er med vilje, jeg ikke angiver kilder.
Det er for at indikere, at der er tale om en personlig fortælling og ikke et
kildekritisk historisk dokument. Alle steder, hvor det har været muligt, har
jeg kryds- og gennemtjekket mine informationer.
3. Jeg har lavet to andre sogneskildringer om livets gang i 1919. Skildringerne er fra mit hjemsogn Husby på Vestfyn og fra nabosognet Tanderup. Så nu har jeg i hvert fald selv et godt billede af livet for 100 år siden der, hvor jeg er vokset op, og der hvor jeg nu bor.