Kringsager plaget af vilde dyr

Kringsagers grønne profil

Skoven raseret. Afgrøder ødelagt af vilde dyr.

Nej, det er ikke de småproblemer, vi har med knopædende rådyr og harer i haverne, jeg tænker på. Heller ikke ægplyndrende egern.

Jeg tænker tilbage til tiden længe før, vores kvarter blev bygget. Ja, adskillige hundreder år tilbage. Det fremgår af beretninger fra 1612, at vildsvin i skovene omkring Bramdrup var en voldsom plage. De formerede sig kraftigt og ødelagde både skoven og kornet på markerne udenfor skoven. Bønderne i Bramdrup var for at sige det mildt meget irriterede over konkurrencen fra vildsvinene. De havde nemlig ret til at drive 18 svin ind i skoven, så de kunne spise olden. Olden er en samlebetegnelse for frugterne bog og agern fra bøge og egetræer. Til og med skulle de i de år tåle, at kongen og hans store følge red vilde jagter gennem Bramdrupskovene og over deres jorder. Når kongen opholdt sig på Koldinghus ville han gerne have noget at forlyste sig med, derfor havde han blandt andet anlagt dyrehave og vildtbaner helt fra Kolding over Bramdrup og videre nordpå. Bønderne måtte bare finde sig i, at trampende heste og glammende hunde for gennem skovene og over markerne. Der var ingen erstatning at hente, og de måtte ikke selv jage vildt.

Afgrænsning af marker

Indtil 1780 blev Bramdrups jorder dyrket i landsbyfællesskab. Gårdene lå placeret omkring landsbyforten, pladsen foran kirken. Hver gård havde et smalt stykke jord hist og pist rundt om på landsbyens forskellige marker. Jordstykkerne var fordelt, så alle fik del i den gode jord og i den ringere jord. En gård kunne have 70 strimler jord rundt omkring i sognet. De lange smalle stykker jord krævede, at bønderne i fællesskab pløjede og harvede. Men den enkelte bonde såede selv sin egen jord.

I slutningen af 1700-tallet var man overalt i landet blevet klar over, at det gamle dyrkningsfællesskab var ineffektivt. Den enkelte gård fik efter svære forhandlinger sin jord samlet i sammenhængende marker. Således også i Bramdrup, hvor processen  var tilendebragt i 1780. Nogle gårde kunne blive liggende i landsbyen, mens andre måtte flytte ud på deres marker. Ellers blev der for langt fra gården ud til markerne. Her i sognet blev en del gårde for eksempel flyttet syd for skoven til Hvidsmindeområdet, der dengang var en del af Bramdrup Sogn. Gårde som for eksempel Bøgelund, Sønderskovgård og Hvidsminde er sådanne udflyttergårde.

Vores matrikelkort fortæller historie

Udsnit af matrikelkort fra 1867. Mange gårde ligger stadig i landsbyen ved kirken, således også Kringsgård. Den grønne farve viser Kringsgårds jorder beliggende mod sydøst op mod Bramdrup Nørreskov. Marskellet mod syd kan stadig ses i lighed med skovskellene mod øst. Kringsgård havde yderligere et jordtilliggende nord for Nørregyde, lige uden for dette korts øverste kant.

Markskellene blev markeret med diger, grøfter og skeltræer. Hver enkelt gårds arealer blev på et matrikelkort markeret med et matrikelnummer i form af et tal og et bogstav. ”Vores” gård Kringsgårds marker fik matrikel nr. 13 a. Det overordnede matrikelnummer 13  ”lever” stadig i dag. Vores hus på Kringsager har følgende matrikulære betegnelse: Nr. Bramdrup Sogn, Brusk Herred, Vejle Amt, matrikel nr. 13 gh.

Landsbyen Bramdrup cirka 1955. Tværs gennem billedet fra nederste højre hjørne til øverste venstre hjørne går den oprindelige landevej fra Bramdrupdam over Bramdrup til Hvidsminde. Forrest Julianelyst. Lige bag Julianelyst til venstre ligger Kringsgård. Til højre for Kringsgård under det store træ "Storeskolen". Forskolen var den nuværende Bramdrup Børnehaves afdeling Troldebo overfor den nuværende skole. Den nuværende skole blev først bygget i 1962.

Kringsvej, Kringsvænget og Kringsager. Gadenavne der ligger tæt på hinanden og ind i mellem giver anledning til adresseforveksling. Det er selvfølgelig irriterende, når det sker, men en lille ulempe i forhold gadenavnenes kulturhistoriske tilknytning. Gaderne ligger på de marker, der i 1780 kom til at høre ind under Kringsgård. Kringsgård ved vi har ligget i landsbyen Bramdrup i hvert fald siden 1680-tallet. Kringsgård ligger stadig ved landsbyforten, den gamle tidligere fælles plads foran kirken i landsbyen Bramdrup. Adressen er nu Nørregyde 3. Bygningerne bruges til administration for Burda Nordic, der udgiver mode- og håndarbejdsblade som Burda og Alt om Håndarbejde.

Når vi bevæger os rundt på stierne i vores kvarter og i den nærliggende skov, er det sjovt at tænke på den lange udvikling, der ligger forud for vores bebyggelser på Kringsager, her nær skovbrynet til Bramdrup Nørreskov og på Kringsgårds tidligere marker.

Stik hovedet i busken

Når man stikker hovedet ind i krattet i skellet mellem Kringsager og Kirsebærvej ved plejehjemmet, kan man stadig se markdiget, der markerede Kringsgårds sydligste markskel. En jordvold med foranliggende grøft, hvorfra jorden blev kastet op til et dige, hvor der øverst blev plantet buske og skeltræer

Vi kan stadig opleve, hvordan Kringsgårds marker mod syd var adskilt af et skel markeret med jorddige og levende hegn. Jorddige og hegn er der endnu og ses bedst ved at gå på stien langs sydsiden af hegnet fra busvendepladsen, forbi plejehjemmet og op mod skoven ved Kirsebærvej. Stik hovedet ind gennem buskene og se resterne af skeldiget med tilhørende grøfter, hvorfra jorden til diget blev gravet op. Her har bønderkarlene om efteråret med deres hakker, skovle og spader slået jord op til et jorddige, hvor der så blev plantet hegn. Et kulturhistorisk minde lige uden for vores dør, der minder om, hvordan vore forfædre her på stedet med mødige muskler og sved på panden måtte arbejde hårdt for deres daglige brød. For at sikre agerjorden blev der om vinteren ”klippet fra hegn”. Hegnet og diget har altså stået skarpt i landskabet. Det gør det ikke i dag, hvor hegnet får lov at gro væk fra skeldiget. Hvor fint, hvis kulturmindet blev genoprettet.

Fredskoven

Kulturminder i forfald. Skrub og krat får lov uhæmmet at brede sig ud over de gamle mark- og skovskel

Går vi ad stien rundt langs skovbrynet fra Kirsebærvej om til, hvor Kringsager ender og videre op langs skovbrynet ud mod den mark, der nu henligger som ”græsslette”, kan vi se, at der også tidligere har været en skarp afgrænsning mellem skoven og markerne. Denne skarpe afgrænsning er så til gengæld ”kun” et par hundrede år gammel. Efterhånden så skovene i slutningen af 1700-tallet sørgelige ud, ikke blot Bramdrups skove, men skovene ud over hele landet. Rovhugst, husdyr på olden og afbrænding havde forvoldt store skader på skovene. Det medførte, at den enevældige konge i 1805 udstedte en fredskovsforordning.

Fredskovsskellet mellem skoven og den store græsmark øst for Kringsvejene. Skeltræer, afsamlede sten, jorddige med tilhørende grøft, hvorfra bønderkarle og husmænd om efteråret kastede jord op for at vedligeholde diget, så husdyrene kunne holdes ude fra skoven.

Stien fra skoven går forbi et skeltræ og over et skeldige ud til den store græsmark

Husdyr måtte efter fredskovsforordningen ikke længere sendes på olden i skovene. Fremover skulle der skabes balance mellem hugst og plantning. Skovene skulle indhegnes af stendiger, jordvolde, grøfter eller hegn. Således også Bramdrupskovene. Her blev det grøfter, diger og skeltræer, der kom til at markere den skarpe grænse mellem skov og agerland. Vi er så heldige, at vi her ved Kringsager endnu kan se spor af afgrænsningsarbejdet. Grøfter hvorfra jorden blev kastet op til jorddiger. Et voldsomt hårdt arbejde med den tunge våde lerjord, der præger vores område. Og tilmed havde bønderkarlene kun spader til rådighed. Vi kan også se nogle af de skeltræer, der blev plantet i skellet. Flere steder står der endnu egetræer på række i skovbrynet. I skovkanten ligger også sten, der om foråret blev samlet af markerne og anbragt i skelhegnene og i skovkanten. Hvor ville det være flot at mindes dem, der udførte det slidsomme skelarbejde ved igen at frilægge skovkanten og skeltræerne.

Rygraden i Bramdrup Sogn gennem århundreder

Cirka fra bakken her og helt ned til hallerne blev Bramdrupskovvejs omfartsvej vest om Julianelyst og landsbyen Bramdrup etableret 1965-66. Den oprindelige landevej forløb fra bakken videre til højre i billedet øst om gården Julianelyst, forbi Kringsgård og over pladsen foran kirken og videre ad Bramdrupvej til landevejen mod Vejle, der oprindelig fulgte Bramdrupvej fra nuværende Vejlevejskryds og til, hvor Bramdrup skole nu ligger. Herfra gik Vejlelandevejen oprindelig og  indtil 1845 videre op forbi hallerne og over Lilballe til Vejle.

Den centrale adgangsvej til Kringsager er Bramdrupskovvej. En del af Bramdrupskovvej er den gamle landevej mellem Bramdrupdam og Snoghøjlandevejen ved Hvidsminde. En smukkere indfaldsvej til en bydel bugtende sig gennem den grønne skov kan man snart ikke ønske sig. Vejen gik oprindelig fra Bramdrupdam ad nuværende Bramdrupvej over pladsen ved kirken, tværs over nuværende Centervej og øst om gården Julianelyst til Hvidsminde, hvor den krydsede landevejen til overfartsstedet over Lillebælt ved Snoghøj. I 1965-66 omlagde Harte-Bramdrup Kommune landevejen, så den fra Bramdrupskovvejs højeste punkt – hvor nu Gyden og Kringsvej ligger - blev ført vest om Julianelyst og tværs over den gamle landevej nær Bramdrupgård og helt frem til stedet, hvor hallerne nu ligger.

Parcelhuskvarterer skød op på Kringsgårds marker

Matrikelkort Kringsager. Kringsgårdens oprindelige matr. nr. 13 går igen tilføjet forskellige bogstavskombinationer for  de nuværende parceller. Med grønt et forslag til en kulturhistorisk vandring langs hegn. skov og krat. Mod syd markdiget mellem Kringsager og Kirsebærvej. Mod øst og nord skovdiget. Husk at stikke hovedet i buskene og se de bagvedliggende grøfter og diger.

Omkring 1970 blev Kringsgårds jorder frasolgt til udstykning. Gården havde indtil da været drevet med kreaturer og planteavl. Hvor nu de tre Kringsveje ligger havde gården græsmarker, kornmarker og roemarker.

Roekørsel 1937 fra Kringsgård til Saftstationen på Kolding Havn

Særlig roeavlen var mandskabskrævende. Ud over den almindelige jordbearbejdning skulle der udføres roehakning og roeoptagning. Roehakningen i foråret på markerne ned mod skovbrynet var ofte en varm og støvende affære under en brændende sol. Om efteråret gjorde den våde tunge jord det til en klistret, klam og våd affære at få sukkerroerne taget op. Optagningen var skrappe dage. 2-3 mand i marken skulle gøre sukkerroerne parat og læsse dem på hestevognen. Så kørte karlen til Kolding Saftstation på havnen og læssede af, hjem til gården og spise, ud på marken og få læsset igen og så af sted med dagens andet læs. Sådan gik dagene til roerne var leveret til saftstationen. På saftstationen blev roesaften udvundet, pumpet i opbevaringstanke og sejlet i tankbåde til Assens Sukkerfabrik, hvor saften blev lavet til det hvide guld, sukker.

Høst med selvbinder.  Kringsgårds marker op mod skovbrynet 1934

Høstens tid før landsbrugets mekanisering gav også masser af arbejde, slid og støv på de marker, hvor vi nu nyder vores haver og slikker solskin på vores terrasser. Sikken forandring af arealanvendelsen i området, hvor nu vores vej ligger.

Annonce for "Kringshusenes" lyksaligheder. 

Tilbage til udstykningen af Kringsgård omkring 1970. Jorden blev udstykket i etaper fra nord mod syd. Først kom Kringsvej med rækkehusbebyggelsen ”Kringshusene” fra 1973, der oprindelig var almennyttige boliger under VAB-Vejle Amts Boligselskab. VAB fik dog ret hurtigt efter økonomiske problemer og måtte skille sig af med Kringshusene, der blev til privatejede boliger. Omkring 1976 kom bebyggelsen på Kringsvænget til.

Annonce for licitation af 1. etape af Kringsager 1978. 

Annonce for salg af grunde 2. etape Kringsager

Til sidst blev Kringsager udstykket og bebygget på de sydligste af Kringsgårdens marker, op mod fredskoven og op mod det markante markskel, der markerede og stadig markerer gårdens sydligste udstrækning. Kringsager blev udstykket i to etaper. Først de fire lommer mod vest, tættest ud mod Bramdrupskovvej. Vi flyttede ind 1979-80. Kort tid efter kom de 4 østligste lommer til.

Vi, der nu lever i husene på Kringsgårds tidligere marker, har stor glæde af nærheden til fredskov og grønne områder. Der er masser fugle og dyr omkring os. Vi glæder os over de vilde dyrs besøg i vores have, men heldigvis har vi ikke de problemer med vildsvin, som de for eksempel havde tilbage i 1612. Godt, at det stadig er muligt at opleve rester af fortidens aktiviteter på de jorder, vi nu bebor. Det sætter perspektiv på samfundsudviklingen.

Turkort Bramdrup - Bramdrupdam. Orange er sognegrænsen for Nr. Bramdrup Sogn. Blå linjer er Egtvedbanen og Troldhedebanen. Rød farve er forslag til en knap 6 km vandretur gennem landsbyen Bramdrup og stationsbyen Bramdrupdam. Grøn farve er turen langs mark- og skovskel ved Kringsager. 

Før: Fuldstændig bebyggelsestomt

Nu: Fyldt med parcelhusbebyggelse i et attraktivt naturområde med skov, levende hegn, søer, kløfter og cykel- og naturstier Grønne farver er skov. Grå streg er sognegrænsen. Bemærk tallet 57 lige øst for skoven ved Kringsager og Kirsebærvej. Vi ligger lunt i svinget i forhold til havstigninger. 57 meter over havets overflade.

Flere fortællinger fra Bramdrup og Bramdrupdam:

https://ih18.blogspot.com/2019/10/bramdrup-og-bramdrupdam-i-lyst-og-nd_11.html

https://ih18.blogspot.com/2020/06/med-snuden-i-sporet-i-bramdrup-og.html