Japan med ølsprøjt, højhastighedstog og skoleudvikling på programmet

Shinkansen på Anjo Station

Pinlige ølsprøjt i togkupéen. Det kan gå grueligt galt, hvis man gestikulerer og slår ud med armene, mens man drikker øl i et shinkansetog.

Vi var med over 300 kilometer i timen i rasende fart på vej tilbage til Tokio fra et besøg i Anjo i midten af det japanske ørige, da jeg i ivrig drøftelse af vore oplevelser kom til at slå ud med armene og vælte en åben dåseøl. Hold da op, hvor øl flyver vidt omkring i et tog, der raser af sted med 300 kilometer i timen.

Men hvorfor overhovedet drikke øl i højhastighedstoget? Det gjorde vi, fordi vore japanske værter ved afskeden på Anjo Station gav os poser med tørrede, saltede fiskesnacks og en sixpack med Tuborg, så vi kunne ”forsøde” den to en halv time lange togtur tilbage til Tokio. Fiskesnacks og øl måtte være den helt rigtige afskedsgave til danskere, mente de japanske værter. Gæstfrihed, venlighed og imødekommenhed lige til sidste minut. Sådan har jeg oplevet japanerne, de to gange jeg med 5 års mellemrum i henholdsvis 2002 og 2007 har været så heldig at besøge Anjo.

I disse tider hvor rejser ud i den vide verden ikke er aktuel, må vi varme os med at foretage erindringsrejser.

Mine rejser til Japan kom op på den indre skærm, da jeg var i færd med at kigge i nogle af mine notater om japanske skoler. Notater, jeg har gjort efter besøg i Kolding af japanske skoleinteresserede delegationer, og notater fra mine besøg i japanske skoler.

Rejserne til Japan gav masser af viden om en helt anden verden. Blandt alle indtrykkene har to områder i særlig grad fæstnet sig i min hukommelse. Skoler og tog.

Som måske-tognørd står det at køre med S-tog i verdens største by Tokio krystalklart i hukommelsen. Ind i toget på stationer, hvor passagererne står i snorlige kørækker på perronen og pænt går ind i toget efter tur. Togene fyldes godt op, når ”indstoppere” fra perronen presser passagererne ind i vognene, inden dørene lukkes. Sådan har vi set det på billeder fra Japan, og sådan er det i virkeligheden. Problemet med som vesterlænding er at finde ud af, hvor man skal af toget. De elektroniske informationer om stationsnavne står kun på japansk med undtagelse i den indre by, hvor stationsnavnene også står med latinske bogstaver.

 

Shinkansen passerer Fujibjerget med over 300 km i timen

Og så mine japantures togmæssige højdepunkt. Rejserne med højhastighedstogene. Afgangen med Shinkansen fra Tokios enorme centralstation. Mængdevis af perroner. Klinisk rent overalt. Afmærkning på perronen, hvor togdørene vil åbne sig. En køkultur jeg ikke har oplevet bedre nogetsteds i verden. Vel inde i Shinkansen hjælper togpersonalet med at placere kufferterne i dertil indrettede rum ved indgangen. Og så raser toget ellers af sted gennem Tokios forstæder, skærer på lange broer hen over blå bugter og vige og farer forbi lavlandets grønne rismarker og over teklædte bjergsider. Forbi kæmpe fodboldstadions, hvis navne huskes fra VM 2002 i Japan og Sydkorea. Og hold da op! Pludselig er det hellige bjerg, keglevulkanen Fuji at se fra toget, mens det holder på en station. Smukkere end smuk. Synet af den flot formede vulkankegle bringer tankerne hen på, at toget her faktisk kører langs ”Ring of Fire”, Ildringen.  Ildringen er den geologiske betegnelse for det bælte af vulkaner, der ligger rundt om de asiatiske og amerikanske stillehavskyster. Cirka 75 % af alle verdens vulkaner ligger på Ildringen, og 90 % af alle verdens jordskælv forekommer på Ildringen. Japan bliver ofte berørt af Ildringens undergrundsaktiviteter, men heldigvis ikke de to gange jeg har været i Japan.

Nå, nu må jeg ikke fortabe mig i tog og vulkaner. Mit ærinde var jo primært at huske tilbage på, hvordan jeg har oplevet det japanske skolesystem.

 

Shinkansen kører ind på Anjo Station

Elever er elever – også i Japan. Det kan jeg konstatere efter to gange at have besøgt skoler i japanske Anjo. De små japanske elever oplevede jeg ligeså frigjorte, nysgerrige og ivrige efter kontakt, som jeg også har oplevet under mine besøg i vore egne børnehaver og skoler.

Interessant var det at få fortalt, at i skolerne i Anjo, er det generelt sådan, at klasselærerne altid følger med deres elever rundt til skolens faglærere. Så der altid er to lærere i klasserne. Her kunne vi lære noget. Sikken effekt det ville have i forhold til både faglighed, trivsel og adfærd. Lidt af det samme har jeg oplevet i finske skoler. Her har lærerne en lærerassistent med i klasserne.

Sådanne oplevelser giver en forfærdelig masse inspiration og sætter mange tanker i gang samtidig med, at det giver perspektiv i forhold til de udfordringer, både det japanske og det danske samfund står overfor. Lande stort set uden råstof, som derfor i særlig grad er afhængige af befolkningernes kundskaber, færdigheder, kreativitet og omstillingsevne.

Gennem de seneste årtier har der i Japan ligesom i Danmark været megen debat om, i hvilken retning det japanske uddannelsessystem skal ændres for, at det kan modsvare det 21. århundredes udfordringer. Som i Danmark har der ikke i Japan været enighed om den ønskede udviklingsretning.

Den japanske skolelov fra 1947 var ikke blevet udsat for ændringer, før den blev lavet om i 2006. Der har stået en strid mellem to grupper. På den ene side en gruppe, man kunne kalde for traditionalisterne, der lægger vægt på et meget striks skolesystem med benhårde faglige og disciplinære krav. Fornyerne har på den anden side været betænkelige ved den høje selvmordsrate blandt unge, der har følt ikke at kunne leve op til det hårde uddannelsespres.

Fornyerne ønsker derfor at udvikle skolesystemet fra det, de kalder ”det uniformerede og passive” til det ” individualiserede  og kreative” med mindre fagligt og personligt pres på den enkelte elev.

Japanerne har, som de har for vane i alle forhold, indsamlet viden om andre landes skolesystemer. En lang række delegationer af undervisere og uddannelsespolitikere har blandt andet besøgt de skandinaviske lande for at lære af skolesystemerne her. Vi har i Kolding haft besøg af en række japanske delegationer og også delegationer fra vores venskabsby Anjo.

I første omgang førte alle disse bestræbelser til,  at det japanske undervisningsministerium i 2002 udsendte nye læseplaner, hvor der blev lagt mindre vægt på klasseundervisning. I stedet ønskede undervisningsministeriet i højere grad at fremme mere afslappede kreative læringsmiljøer.

I de efterfølgende år viste OECD´s internationale PISA-undersøgelser faldende resultater i de japanske elevers faglige udbytte. Uanset Japans meget høje placering på ranglisterne førte det til politiske ønsker om at vende tilbage til mere traditionel klasseundervisning og kontant faglig undervisning.

Alle diskussionerne medførte, at den japanske regering i 2006 fik parlamentet til for første gang siden 1947 at vedtage en helt ny undervisningslov. Loven kræver, at skolerne i højere grad skal lægge vægt på tradition, kultur og fædrelandskærlighed. Samtidig kræver loven, at skolerne skal gøre en konkret indsats mod mobning og sikre bedre faglige færdigheder hos eleverne.

 

Imaike Elementary School, Anjo

Under mit seneste besøg i Anjo i 2007 oplevede vi allerede effekterne af tankerne bag den nye undervisningslov. Vi besøgte en skole, hvor vi så eleverne arbejde med den traditionelle japanske papirfoldningskunst, origami og øve sig i kalligrafi. Herligt at modtage en elevs smukke kalligrafiske tegn for venskab og i hjemkundskabsklassen blive beværtet af eleverne med traditionel japansk sojasuppe med kyllingestykker. Kyllingestykker der skulle spises med pinde, mens suppen skulle drikkes direkte af skålen.

Ved mit første skolebesøg i Anjo i 2002 bemærkede jeg særligt skolernes arbejde med økologi. På en af skolerne så vi eleverne arbejde projektorienteret med undersøgelse af silkelarver og morbærtræer. Selv i et sådant undervisningsprojekt var den japanske gruppeorienterethed, høflighed og disciplin stadig synlig for os som gæster.

 

Mottoet for Imaike Elementary School i Anjo lægger vægt på både trivsel, empati og ihærdighed
 

I 2007 besøgte vi en helt nybygget skole, hvor bæredygtighed og økologi var helt konkret. Skolen opsamlede blandt andet i store cisterner i kælderen regnvand til toiletskyl. Mit indtryk af eleverne var, at de fortsat var meget engagerede og høflige, men at de havde et mere afslappet forhold til lærerne end tidligere. Som i Danmark kunne jeg konstatere, at der på skolen var den ivrige arbejdsuro, der opstår, når elever i grupper arbejder aktivt og interesseret.

Besøgene i nogle japanske skoler i 00´erne har bekræftet mig i, at japanerne har fået meget ud af at suge til sig fra den skandinaviske undervisningsfilosofi. Men også interessant, at selv på en rejse den halve verden rundt, oplevede jeg den økonomiske samarbejdsorganisation OECD sende sine PISA-ånde i hovedet på beslutningstagere, lærere og elever.

På mange måder har vi i Danmark oplevet den samme udvikling som Japan. Målstyringssystemer. Testning. Rangordning. Og samtidig har der været og er stadig i Danmark en ufrugtbar strid mellem fortalerne for styrkelse af elevernes almene viden og fag-faglighed og fortalerne for, at skolen primært handler om ”at lære at lære” og at lære innovationsmetoder.

Når jeg ser tilbage på, hvad jeg har oplevet i Japan udover deres fantastiske jernbaner, synes jeg, at jeg er blevet bekræftet i, at udvikling af undervisning først og fremmest handler om at holde sig midt på sporet og at holde retningen. Trivsel og omsorg er en af de vigtigste ting i skolen, men det er ikke tilstrækkeligt alene at fokusere herpå. Trivsel er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at eleverne får udbytte af undervisningen. Det samme gør sig gældende i forhold til i undervisningen at fokusere på problemorientering og det ”at lære at lære”. Det er simpelthen ikke nok.

Jeg har den pædagogiske grundopfattelse, at det ikke er tilstrækkeligt at kunne indhente viden, når man skal bruge den. Viden har en værdi i sig selv, når vi danner os som mennesker. Arbejde med dannelse og almenviden medfører, at eleverne opnår praktisk viden i ”at lære at lære”. Det at kunne være innovativ kræver, at man ved noget. Innovation, entreprenørskab og udvikling opstår først og fremmest ved at sætte kendt viden sammen på nye måder og kun gennem at beherske innovationsmetoder. Så det er den vej vi, vi skal gå. Trivsel, viden, færdigheder samt samarbejds-, omstillings- og udviklingsevne oplevet gennem praksis.

De senere års erfaringer viser, at forandringer i folkeskolen ikke skal foregå med højhastighedsfart, men med bumletogsfart. Det er mest holdbart i længden.

Ib Hansen, juli 2020