Nice Blues

Nice Blues

Da uskylden blev taget. Aftenen startede, som den skulle. Lys, lun og venlig. Solen gik ned i et sandt farveorgie. Et fløjlsblødt venligt mørke lagde sig over middelhavspromenaden.

Promenade des Anglais i Nice når feriestemningen, glæden og afslappetheden er allerbedst. Festligt fyrværkeri prydede hav og himmel bugten rundt. Bugten hvis officielle navn er Baie des Anges, Englebugten. Det var Bastilledag, Frankrigs nationaldag den 14. juli 2016.

Pludselig blev alt forandret. En lastbil pløjede sig ved 22.30-tiden bevidst ind i den uskyldige glade folkemængde på Promenade des Anglais. Mange døde og mange sårede. Den ellers så glade by blev naturligt nok efterfølgende præget af angst og en stemning af blues. En blues fyldt med melankoli og modløshed.

Når jeg nu på en af dette særegne års tankemæssige erstatningsrejser i erindringen rejser tilbage til vores tur til Nice i sommeren 2016, er det bluesstemningen, der først dukker op på min indre afspiller. Det var den stemning, der ramte os, da vi nogle få dage efter 14. juli netop ankommet til sommerparadiset spadserede på Promenade Anglais langs Englebugten. Flere steder på promenaden holdt pårørende til de dræbte enkle og værdige højtideligheder. Det skabte selvfølgelig en helt særlig stemning. En stemning af nedtrykthed, lidelse, smerte og sorg.

Blåt i Blåt. Stranden foran Hotel Negresco. 

Men Nice er Nice. Bare et par dage efter gik livet sin vante gang. Også for os. Badning i det lune vand fra stranden foran Hotel Negresco. Slappe af med en drink, kaffe eller frokost på en fortovsrestaurant. Spise middag på en af byens mange gode restauranter. I det hele taget nyde bylivet, det behagelige klima og det azurblå Middelhav. Men også sørge for at få noget sat ind på dannelseskontoen. Her fire år efter er det besøget på Chagall Museet og togturen med ”Kogleekspressen”, der står stærkest i erindringen.

Maleri af Marc Chagall

Marc Chagall var russisk født og levede en omtumlet tilværelse rundt om i Europa, inden han i den sidste epoke af sit liv slog sig ned i en lille landsby ganske tæt ved Nice, hvor han i 1985 døde 98 år gammel. Chagall er mest kendt som maler, men han evnede også at kombinere sin unikke malerkunst med andre kunstarter og sine praktiske færdigheder, når han for eksempel krerede enestående mosaikker og vævede billeder. Alt det får man godt formidlet på Chagall Museet, der er et must, når man er i Nice.

Romersk teater fra omkring 300 e. kr.i den gamle romerske by ved Niceforstaden Cimiez .

Chagall Museet ligger i bybusafstand fra Nice Centrum, i den eksklusive forstad Cimiez, smukt placeret oppe i højderne over Nice. Som en ekstra bonus tog vi os også tid til at se de nærliggende ruiner af et romersk teater fra 300-tallet og nød udsigten fra Cimiezklosterets smukke offentligt tilgængelige blomsterhave, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over Nice og Middelhavet. I samme område ligger der også et Matissemuseum, som desværre var lukket den dag, vi besøgte Cimiez. Så har vi noget til gode.

Men som i mine to tidligere erindringsrejser denne sommer om togrejser igennem henholdsvis Nildalen 1974 og Sibirien 1977 spiller togrejse også en stor rolle i denne rejsefortælling. Som togrejser så ofte har gjort det på min færd rundt i verden. Hvis ”at rejse er at leve”, så er ”at togrejse at opleve”. Komfortabelt, stille og roligt at nyde togets helt egen lille verden, mens verden i al sin mangfoldighed glider forbi togvinduet. Men nu må jeg vist gå til bekendelse. Måske er jeg gennem årene blevet lidt af en tognørd. Jeg er vild med både lynhurtige moderne tog, med almindelige bumletog, med gamle jernbaneanlæg, gamle tog og gamle sporvogne. Smalsporede baner er for mig en ren delikatesse.

 

Vi startede togturen til Digne tidlig morgen fra "Kogleekspressens" Nice Station

Hvorom alt er, havde vi oven på dagene med byliv og Nice blues behov for at komme lidt væk fra byen. Vi besluttede derfor, at vi ville tage en dagstur med den smalsporede kun 1 meter brede jernbanelinje Train des Pignes, ”Kogleekspressen” de 150 kilometer fra Nice til Digne les Bains og retur, 3 timers kørsel hver vej. Digne les Bains ligger højt oppe i bjergene i Alpes-de-Haute-Provence.

Vi blev ikke skuffede. Når man kører med 1 meter smalsporede jernbaner, oplever man rent fysisk meget mere af terrænets kurver, bakker og dale, end når man kører med tog på de 1,435 meter sædvanlige normalsporede jernbaner. ”Kogleekspressen” starter i Nice Centrum med forholdsvis mange stationer og mange passagerer. Her i byen krydser den over gader og gennem vejkryds på sin vej op over bjergskråningerne. Sporet følger rivende floder, løber gennem dybe dale beliggende mellem stejle bjergsider og krydser på høje smalle broer over dybe, dybe slugter.

Udsigterne fra togvinduerne er fantastiske. Togturen er som en tur ind i en eventyrverden, en tur tilbage i tiden. Toget stopper undervejs ved gamle bittesmå stationer. De fleste nedslidte og demolerede, men smukke i al deres forfald. Nu fungerer de blot som trinbræt. Undervejs på turen kunne vi ved stationerne og på sidespor se mængder af udrangeret materiel fra jernbanens guldalder. Godsvogne, damplokomotiver, tipvogne og meget andet. Apropos damplokomotiver. ”Kogleekspressen” blev tidligere brugt, når man skulle op i bjergene for at samle pinjekogler. Pinjekoglerne blev brugt som optændingsmiddel, når man skulle have gang i ilden under damptoge, dampmaskiner og dampkedler.

Vi havde placeret os i togets dieselmotorvogn. Så kunne vi rigtig følge med i lokoførerens gøren og laden. I toget var der også en konduktør, der tjekkede vores håndskrevne billetter købt på stationen i Nice. På hver station stod konduktøren ud og afgav rapport til stationsforstanderen, der med sit røde flag ventede på perronen. Ved togafgang viftede stationsforstanderen med sit røde flag og blæste i sin afgangsfløjte. Måske har det været nogenlunde samme oplevelse rejsende på den smalsporede Egtvedbane havde, når de mellem 1897 og 1930 rejste fra Egtved til Kolding gennem Bramdrupdam. 

Midt på strækningen i det øde bjergområde mellem Nice og Digne var der ikke mange passagerer, men det ændrede sig på turens sidste del. På et tidspunkt skulle vi skifte over i et meget moderne, men stadig smalsporet tog. Det var, da vi nærmede os Digne. Her blev ”Kogleekspressen” igen som i Nice til en form for lokalbane, og der kom igen mange passagerer til. Vel fremme i Digne kunne vi i et par timer nyde en spadseretur gennem byens kølige platanprydede gader og fornøje os med noget koldt at drikke og lidt frokost, inden turen gik samme vej tilbage mod Nice. En herlig dag.

 

Udrangeret materiel på et sidespor til "Pinjeekspressens" 1 meter smalle spor

Min erindringsrejse tilbage til Nice i 2016 giver mig associationer til nogle andre spændende togrejser, jeg har gjort gennem tiden. Rejser der har givet mig en mangfoldighed af gode oplevelser og har sat masser af kapital ind på min konto med viden om verden. Her er lidt fra mine togrejseassociationer. Erindringsrejser helt uden smitterisiko, når vi lige ser bort fra rejsefeber og udlængsel.

Min første længere togrejse var en skolerejse i 3. real fra Ejby til Westendorf i Østrig i august 1967. I december 1969 blev det til en gymnasietur med tog fra Odense til Paris. Sommeren 1970 var jeg med gode kammerater på interrailtur fra Ejby over Hoek van Holland, med færge over Kanalen til London og videre til Arundel i Sydengland. Fra Arundel tog vi den videre tur rundt i England på blaf. Vi så meget og nåede blandt andet at opleve dele af en musikfestival i Nordøstengland med Joan Baez, Buffy Saint Marie og Tom Paxton. 

Den første store togtur på et andet kontinent tog jeg i juli 1974 på en 1000 km lang tur i udrangerede østtyske tog fra Cairo gennem Nildalen til Aswan. Fra ingen af disse togture har jeg billeder af togene. I det hele taget har jeg aldrig fotograferet ret meget. Nu tager jeg bare snapshot med Iphone som en form for dagbog til støtte for mine erindringer. Jeg er ikke den store fotograf og har for længst erkendt, at jeg oplever bedst, når jeg ikke oplever gennem en fotolinse.

I juli 1977 tog jeg sammen med min kone på den helt store togtur med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Khabarovsk ved Stillehavet. En tur på over 9000 km som virkelig giver en fysisk fornemmelse af, hvor stor verden er.

Gennem årene har vi nogle gange taget tog fra Kolding til udlandet, blandt andet tog vi engang en af de allersmukkeste togture i Europa, nemlig turen ned gennem Europa og over Alperne til Firenze. Vi har endvidere kørt med spændende damp- og tandhjulstog i Alpelandene og forskellige steder i UK.

Den underskønne arkitektoniske perle Mesquitaen i Cordoba

Omkring årtusindskiftet kørte jeg med et gammelt flot russisk tog fra Moskva til Nísjnij Nóvgorod ved Volgafloden, cirka 450 km øst for Moskva. Og vi har kørt med det spanske AVE High Speed tog fra Madrid til Cordoba. Toget opnår hastigheder på omkring 300 km i timen. I Cordoba oplevede vi noget af det allersmukkeste arkitektur, vi har i Europa. Moskeen, La Mezquita med en udendørs forgård fyldt med levende, skyggefulde appelsintræer. Inde i moskeen går inspirationen fra de smukke appelsintræer igen i en kæmpeforhal fyldt med søjler og hvælvinger, der minder om en appelsinlund. Midt inde i moskeen blev der, efter maurerne i Middelalderen blev smidt ud af Spanien, bygget en katedral. Man går ind gennem en moske, og midt inde i den møder man en kristen katedral!

Vi kørte i juli 2015 de 912 km fra Beijing til Xian med den kinesiske udgave af det japanske tog Shinkansen, "Håbet".

To gange i starten af 00-erne har jeg kørt med det japanske højhastighedstog "Håbet" - Shinkansen- fra Tokio forbi det hellige keglevulkanbjerg Fuji til Koldings venskabsby Anjo. Shinkansen opnår hastigheder på over 300 km i timen. I modsætning til Shinkansen foregik min rejse med veterantog i samme årti fra San Francisco til Napa Valley med en helt anden hastighed. Her var der virkelig tid til i ro og mag undervejs at nyde udsigten til de grønne vinmarker og de bølgende bjerge og bakker, der kunne ses flimrende gennem dalens varmedis. Efter et par timers afslapning med et par glas kølig hvidvin og rundvisning på en stor vinyard gik det så med veterantogets fortidige langsommelighed tilbage til det hektisk pulserende byliv i San Francisco. Her tog jeg selvfølgelig også nogle ture med byens berømte gamle kabelsporvogne op og ned ad byens stejle gader.

Veterantoget fra San Francisco til Napa Valley kører gennem grønne vinmarker, hvorfra der produceres den dejligste californiske vin

I Danmark syntes vi, at vi sammen med en italiensk togproducent selv skulle udvikle vores nye tog, IC4. Det var mildt sagt ingen succes. Sådan har kineserne det ikke. Hvis de ser noget fungere, implementerer de det gerne i eget land. I Kina kører de derfor med højhastighedstog, som er kopier af det japanske Shinkansen. I juli 2015 kørte vi med 300 km i timen i et sådant tog fra Beijing til Xian, den gamle kejserby med terrakottahæren, de 2200 år gamle femten tusinde udgravede legemsstore keramiksoldater og keramikheste. Hvilke oplevelser og hvilke kontraster. Togtur med et supermoderne højhastighedstog og så 2200 år gammelt kejserligt gravgods.

En af mine største museale oplevelser i de senere år var udstillingen om den kinesiske terrakottahær på Moesgård Museum. Bemærk keramikfigurernes størrelse i forhold til publikum. Fantastisk arbejde. Udført for over 2200 år siden.

 

Terrakottahæren i Xian, som vi så den i juli 2015

Som nævnt er jeg gennem årene blevet vild med både moderne tog, gamle jernbaneanlæg, gamle tog og gamle sporvogne. Smalsporede baner er en rigtig delikatesse. I juli 2016 gjorde vi som ovenfor beskrevet turen med den smalsporede jernbane kaldet "Kogleekspressen" de 150 km fra Nice til Digne les Bains og retur. Allerede samme år i september 2016 gjorde vi turen med den smalsporede jernbane, Circumetnea, der løber 150 km cirkulært rundt om vulkanen Etna på Sicilien. 2016 blev dermed de smalsporedes år, smalsporede jernbaner forstås!

Tog på Circumetnajernbanen, rundt om vulkanen Etna på Sicilien

I 2017 fejrede vi 40-året for vores transsibiriske togtur med at tage en tur med det elektriske veterantog, "Appelsinekspressen" , der kører på en smal yardjernbane fra Palma de Mallorca gennem appelsinlunde og det Unesco-beskyttede bjergområde Serra de Tramuntana til havnebyen Sollèr på Mallorcas nordkyst. Fra Sollérs jernbanestation tog vi videre med veteransporvogn ned til Port de Sollèr. Havneområdet er fyldt med gode restauranter, hvor vi med udsigt over havnen kunne få en bid brød og noget at drikke, før vi gik op til stationen og tog toget tilbage til Palma.

Den elektrificerede veteranjernbane "Appelsinekspressen" venter på vi stiger ombord i Palma de Mallorca for at køre til havnebyen Sollér på Mallorcas nordkyst

Som tidligere nævnt har vi rejst med højhastighedstog tog i Spanien. Det spanske jernbanenet er et af Europas bedste, og de har selvfølgelig også almindelige tog af høj klasse. Det oplevede vi i 2018, da vores datter, fruen og jeg var på en påsketur til Malaga. En dejlig by med masser af gode oplevelser. Alligevel fik vi lyst til at foretage en dagsudflugt med tog fra Malaga til Sevilla. Som tænkt, så gjort. Afstanden med jernbane mellem de to byer er omkring 160 km og rejsetiden hver vej er 2 timer og 10 minutter. Vi tog en tidlig afgang fra togstationen i Malaga, så vi kunne få mange timer i Sevilla, hvor vi blandt andet ville se mange af de flotte arkitektoniske seværdigheder.

Med tog fra Malaga Station over Den Andalusiske Slette til Sevilla Station

Mens den opgående sol brændte den sidste nattetåge af, gik det i behageligt tempo over Den Andalusiske Slette. Gennem togvinduerne nød vi i ro og mag landskabet. Toget kørte med så tilpas en fart, at vi kunne nyde slettens rige fugleliv. Vi så blandt andet flamingoer, storke, ibisser og agerhønselignende fugle. Turen førte os også gennem det andalusiske landbrugsland. Et område der i oldtiden var en del af Romerrigets spanske kornkamre. Korn var vigtigt. De herskende patricier i Rom skulle jo leve op til løfterne om at sørge for brød og skuespil til Roms plebejiske underklasse. I dag er det andalusiske landbrug præget af kæmpe olivenlunde, appelsinlunde og kornmarker.

Vel fremme i Sevilla søgte vi straks mod UNESCO-seværdigheden Alcazar. Vi har på tidligere rejser oplevet de islamiske maureres arkitektoniske perler Mesquitaen i Cordoba og Al Hambre i Granada. Nu skulle vi opleve Alcazar.

Alcazar i Sevilla 

Først var Alcazar et maurisk palads. Så blev det palads for kristne konger, da maurerne var blevet fordrevet fra Spanien. Alcazar har det hele. Umanerligt smukke islamiske dekorationer og mønstre lavet i alabast og keramiske mosaikker. Maurisk-, gotisk- og renæssancearkitektur af stor skønhed. Et kæmpe haveanlæg med en æstetik af en anden verden. Himmelske haver på Jorden.

Katedralen i Sevilla måtte vi selvfølgelig også opleve. Den blev startet som en maurisk moske. Efter den kristne erobring af Sevilla blev moskeen bygget om til en gotisk katedral. Senere blev der tilføjet elementer med renæssancepræg. Endnu senere blev også barok som stilart inddraget i kirkerummets udsmykning. Blandt andet har det store orgel et umiskendeligt barokpræg. En kæmpe guldaltertavle tager vejret fra beskueren med sin store detaljerigdom. Den rummer 36 scener fra Jesu liv og over 1000 figurer. Og ikke nok med alt det. Her i katedralen ligger dele af Christoffer Columbus begravet. Italieneren der af den spanske dronning i 1492 blev sendt ud for at finde søvejen til Indien, men i stedet “faldt over” Amerika. 1492 var i øvrigt også året, hvor de sidste maurere blev fordrevet fra Spanien, da den sidste islamiske bastion, Granada blev erobret af spanierne. Sevilla blev allerede generobret i 1248.

Det gyldne alter i Sevilla Katedral indeholder over 1000 figurer

Der blev da også tid til en slentretur rundt i Sevilla brandvarme, men smukke gader, inden vi sidst på dagen tog af sted fra Sevillas imposante togstation og i solnedgangens svindende lys over den andalusiske slette vendte tilbage til Malaga. Mange oplevelser og en interessant togtur rigere.

Gamle jernbanelinjer og gammelt togmateriel griber mig med deres konkrete fortællinger af kulturhistorie. Ofte ligger der en konkret historie bag de enkelte linjer, som for eksempel Pinjeekspressen og Appelsinekspressen.

Det var, hvad en beskrivelse af vores tur til Nice med tilhørende sørgmodige bluesfølelser kunne føre til. Det blev vel til en slags ”stream of consciousness”, en bevidsthedsstrøm a la James Joyce uden sammenligning i øvrigt. Heldigvis blev det efter den sørgmodige indledning til en fortælling om gode oplevelser. Gode oplevelser vil altid kunne overskygge de forfærdelige ting, vi kan opleve her i verden. Derfor skal vi huske på og gemme de gode oplevelser. For sorg og glæde vandrer sammen. Lykke og ulykke går på række. Men glæden ved verdens mangfoldige gode oplevelser vil altid kunne overstråle altid verdens skyggefulde sider.

Ib Hansen, juli 2010