Fynsvejs Frederik Fisk

Stor og stovt står Frederik Fisk i vejsiden, mens Fynsvejs trafik raser forbi. De fleste vejfarende ænser den næppe. Få gør sig tanker om det fantastiske kulturminde, der gemmer sig i den årtusindgamle grå granitsten. Stenen er smukt tilhugget i keglestubform og opstillet på en sokkel i den brede grønne vejrabat på Fynsvejs højre side lige efter Hvidsmindekrydset på toppen af bakken ned mod Kolding.

 

Lige her passerede den gamle landevej mellem Kolding og Snoghøj forbi. Den store halvanden meter høje keglestubformede sten skulle fortælle de vejfarende, hvor mange mil, der var til Snoghøj. Stedet, hvor milestenen står, var engang en del af Bramdrup Sogn, der oprindelig gik helt ned til Kolding Fjord. Købstaden Kolding fik i starten af 1900-tallet vokseværk og ønskede at indlemme nogle af  de omgivende landområder i købstaden. I 1930 lykkedes det Kolding at indlemme Hvidsmindeområdet. Men det er en anden om end spændende historie.

 

Milestenen står her endnu. Smukt renoveret med kongeligt Frederik Rex monogram i guld, men nu med kilometerangivelse fremfor milangivelse. Afstanden angives ikke længere til Snoghøj, men nu som 20 kilometer til Fredericia. Jeg glæder mig over kulturmindet, hver gang jeg på en af mine vandreture går forbi og ofte falder i staver foran den historiske sten. Men hvorfor kalder jeg stenen for Fynsvejs Frederik Fisk?

Så må vi atter engang grave lidt i historien. Det var Christian den Femte (1670-99), der gav Danmarks berømte videnskabsmand Ole Rømer (1644-1710) opgaven at opmåle de danske landeveje, så der kunne opstilles afstandsmarkeringer. Ole Rømer er kendt som den første, der påviste at lyset har en hastighed og ikke udbredes øjeblikkeligt. Han knyede med sædvanlig ildhu på med den af kongen stillede opgave, opfandt en hestetrukken opmålingsvogn og fik udregnet de mange afstande mellem købstæderne. I bymidterne blev opsat 0-punktstene, hvorfra afstandene tog udgangspunkt og blev beregnet. Mange af  0-stenene kan endnu opleves rundt om i landets købstæder. Den flotteste står stadig som en smuk udhugget granitstele midt på Rådhuspladsen i København. Den er værd at kigge på, når os vest fra Valby Bakke besøger hovedstaden.

 

Længere tid end opmålingerne tog det at få opsat afstandsstene ude på landevejene, og i starten var afstandsstenene af noget uensartet beskaffenhed og kvalitet. Som årene gik  forvitrede de gamle milesten og måtte derfor erstattes af mere synlige og holdbare milesten. Dette arbejde blev sat i værk under Frederik den Syvende (1808-63). Det blev derfor Frederik den Syvendes monogram, der blev indhugget i milestenene, herunder også den der blev opsat ved Snoghøjlandevejen på bakken lige ovenfor Kolding.

 

I 1907 holdt den moderne verden med sine standardiseringer sit indtog i Danmark. Metersystemet blev indført. Derfor skulle afstandene mellem byerne nu angives i kilometer. Det ville blive enormt dyrt at anskaffe sig nye store granitsten til brug som kilometerafstandssten. Nu var det så heldigt, at kongen i 1907 var Frederik den Ottende (1906-12). Det blev derfor besluttet at udmejsle milestenens mileangivelse og i stedet indhugge kilometerangivelse i et forsænket rektangulært felt. Stenenes Frederik Rex monogrammer blev genanvendt ved, at man i det tidligere 7 tal for Frederik den Syvende indhuggede en ny nedadrettet tværgående streg fra syvtallets øverste vandrette streg, så der kom et 8 tal ud af det. Dette ottetal er som følge af dets oprindelse i et 7 tal fladt i toppen. Det ligner en fisk stillet med halen i vejret. Derfor kalder jeg den tidligere milesten og nuværende kilometersten på Fynsvej for Frederik Fisk!

 

Heldigvis kan man også andre steder stadig nyde de flotte keglestubformede vejsten. Nogle har stadig bevaret de oprindelige monogrammer og milangivelser, mens andre er tilpasset med kilometerangivelse som stenen på Fynsvej. Kulturminder om samfundets udvikling er de alle.

Med vand i øjnene

Hvidensand

På cykel på vej fra Ejby mod Husby. Vandet stod i mine øjne. Ja, det løb vel også over. Og det var ikke kun modvinden på den lange vej fra skolen til hjemmet en blæsende regnfuld efterårsdag i oktober, der var skyld i det. Drenge på vores alder græd ikke offentligt.

Jeg husker endnu tydeligt sorgen suge i maven, da jeg og min bror Leif som en del af flokken af elever fra Husby om eftermiddagen den første mandag i oktober 1966 i strid modvind på cykel var på vej fra Ejby Folke- og Realskole sydover mod vores hjem på Skræppedalsvej i Husby. Sorgen var også i blandet en del angst. Tænk, hvis det havde været mig. Eller en af mine brødre, mine forældre eller en af kammeraterne.

Da cykelflokken passerede gården ”Hvidensand” i Sibirien i den yderste nordlige del af Hygind, tror jeg, alle i flokken havde tankerne rettet mod Jørgen, vores tidligere skolekammerat fra Husby Skole. I vores gamle 7. klasse i Husby Skole var vi 10 elever. De 5 af os, tre drenge og to piger, fortsatte i realskolen i Ejby. De andre var kommet ud at tjene på en af sognets gårde eller havde fået anden beskæftigelse. Jørgen Rasmussen fra Nyhuse tjente på ”Hvidensand”.

Pågældende mandag havde vi på skolen fået at vide, at Jørgen var blevet dræbt i en arbejdsulykke. Under markarbejde var der sket det, at den traktor, han førte, var væltet. Og den var væltet så uheldigt hen over Jørgen, at han var blevet dræbt. Det var noget, der satte sig i vores unge påvirkelige og sensible sind. Forfærdeligt for Jørgen, hans forældre og søskende og også for gårdmanden og hans familie. Gårdmandens sønner kendte vi udmærket. Hans og Ejlif. Dem havde vi gået i klasse med hvert andet år, idet landsbyskoleordningen i Husby var indrettet således, at vi gik to årgange i samme klasse.

Sorg og glæde de vandrer sammen. Lykke og ulykke kommer på rad og række. Sådan var det også i ulykkesugen den første uge i oktober 1966. Forklaring følger.

Jørgen blev klemt ihjel af den tunge traktor lørdag den 1. oktober 1966 og blev begravet den følgende tirsdag den 4. oktober. Begravelsen blev foretaget i hans konfirmationskirke, Husby Kirke og blev foretaget af pastor Jensen, som vi alle kendte ganske godt. Han havde året før den 4. april 1965 konfirmeret alle os afgangselever fra Husby Skoles syvende klasse. Og vi havde haft ham som vikar i skolen for andenlærer Tagesen, som flere gange var alvorligt syg de sidste år af vores skolegang. Jørgen og lærer Tagesen står noteret som døde lige ved siden af hinanden i Husby Sogns kirkebog. Vores dygtige og respekterede lærer Tagesen var død året efter vores afgang fra Husby Skole for at skifte til Ejby. Lærer Tagesen døde den 9. juli 1966 og blev begravet på Husby Kirkegård, hvor hans gravsten stadig kan ses. Jørgen blev også begravet på Husby Kirkegård, men hans grav er for længst slettet. Men tilbage til det med, at sorg og glæde vandrer sammen.

Om lørdagen den 8. oktober, som Jørgen var blevet begravet om tirsdagen, skulle vi for Ejby junior A spille fodboldkamp mod Harndrup. Jørgen spillede også fodbold i Ejby, men var, som jeg husker det, ikke tit med på førsteholdet, men vi trænede sammen. Han var en del af fodboldflokken, også selv om han ikke var fast mand på holdet og ikke gik i skole i Ejby. Træner og klubledelse med formanden Wackerhagen i spidsen havde gjort sig tanker om, hvordan en sådan kamp i sorgens skygger skulle udspille sig. Resultatet af overvejelserne blev, at vi alle fik udleveret et stykke sort sørgestof, som vi bandt om venstre arm på vores røde Ejby-trøjer. Og så blev der ved kampens start på Harndrup Stadion selvfølgelig holdt et minuts stilhed.

Det var noget af en afgørende kamp for os Ejby-spillere. Vi havde en plet, der skulle vaskes af. Hjemmekampen mod Harndrup i foråret 1966 havde vi tabt 0-1. Det var ikke noget, der huede vores træner – og vores idrætslærer på skolen – Bent Bill Brodersen, og selvfølgelig heller ikke os spillere. Vi gik jo i skole med elever fra Fjelsted og Harndrup. Og hvad nu, når vi var påvirkede af sorg og ulykke. Hvordan ville kampen forme sig?

Kampen blev spillet i stærk blæst. Der havde som nævnt været stærk efterårsvind hele den uge. Det var vi, der cyklede de 10 kilometer frem og tilbage hver dag mellem Ejby og Husby, meget bevidste om. Men vinden viste sig i denne uge fra sin hjælpsomme side. Om mandagen kunne den skjule en tåre, og om lørdagen hjalp den specielt mig til en minderig og lykkelig dag midt i al sorgen.

Jeg scorede direkte på hjørnespark. Mine hjørnespark var altid indadskruede mod forreste stolpe. Denne dag kom sydvestenvinden med yderligere hjælp, så bolden gik direkte ind i forreste trekant. Forårssæsonens nederlag på 0-1 blev til en sejr i efterårssæsonen på hele 1 – 12!

Jeg vil altid huske den første uge i oktober 1966 som en både sorgens og en glædens uge. Et billede på hvordan menneskets lod er. Vi oplever alle både medgang og modgang i livet. Lykke og ulykke. Sorg og glæde. Og det i både småt og stort. Jørgens død var det store i den uge, mens fodboldsejren var det inferiøre, den i det store billede lille og helt betydningsløse ting. Men begge ting husker jeg, som var det i går her over 50 år efter. Jeg sender altid en tanke til Jørgen, når jeg passerer forbi Hvidensand eller kigger ind på Husby Kirkegård, selv om hans grav nu er slettet.

Rutebilslegenden Rasmus "Ruteras" Jensen

"Ruteras" første rutebil cirka 1924

Op ad bakker, ned gennem dale, rundt og til siden på de små vestfynske biveje fra Postgården i Assens over Husby til Ejby Station. 47 år. Så længe havde Rasmus "Ruteras" Jensen kørt denne rute. Turene foregik i adstadigt tempo, så både han og hans passagerer kunne nyde de smukke landskaber, turene gik igennem. Og der var tid til et hold snak undervejs. 

Rasmus Jensen var bedst kendt under navnet Ruteras. Først i 1970´erne stoppede han med at køre sin rutebil efter at have kørt ruten i 47 år. En rute han engang i 1924 eller 1925 havde overtaget efter en Madsen, der et par år før Ruteras overtagelse havde startet ruten med en 10 personers Ford T.

Ruteras købte snart en større og bedre rutebil. Han skiftede gennem årene rutebil flere gange. Det var flotte og velvedligeholdte rutebiler, han holdt sig. Jeg kan endnu se for mig, hvor stolt han var engang, han havde fået ny rutebil. En flot Bedford.

Ruteras sidste rutebil. En flot Bedford. Den kørte han i, til han sluttede med at køre.

Rutebilstation og postekspedition

Gennem mine barne- og ungdomsår har jeg haft mange sjove oplevelser med Ruteras. Hans ”rutebilstation” i Husby lå ved hans hus på hjørnet af Storegade og Lillegade, lige over for gården Bjørnekær. Han var bror til ejeren af Bjørnekær Lars P. Jensen, Jørgen Bjørnekærs far. Det var Ruteras kone Anna, der bestyrede postekspeditionen fra deres hjem. Når Helge Post på sin morgentur rundt i sognet havde afleveret postopkrævninger på pakker, skulle vi efterfølgende, når pakkerne var kommet med rutebilen, op til Anna for at få pakkerne udleveret.

Rutebilstationen på hjørnet af Storegade og Lillegade i Husby

Ruteras havde ikke megen fritid. Han havde jo ingen chauffører. Men den sparsomme fritid gik med at plante og skove i det stykke af Husby Hole, han eller Bjørnekær havde. Hvis han syntes vores lege omme i Holen gik for vildt for sig, kunne han godt råbe os an. Ellers hørte vi ikke andet til ham end hans huggen og regeren. Han nød stilheden og det fysiske arbejde efter at have siddet de mange timer i rutebilen.

Så rokker vi så småt

Da vi begyndte at gå i Ejby Folke- og Realskole, måtte vi det første år cykle både sommer og vinter. Det var jo ikke obligatorisk at fortsætte skolegangen ud over Husby Skoles 7. klasse. Da Husby Sognekommune i 1966 blev lagt sammen med Ejby og flere andre sogne i Ejby Storkommune, blev det indført, at os fra Husby om vinteren kunne køre gratis med Ruteras til Ejby Station. Hvis det var rigtig dårligt vejr, kunne vi for en 25 øre fra hver lokke Ruteras til at bryde koncessionsruten og køre os helt op til skolen.

Ejby Station

Sjovt var det at opleve, når Ruteras og gamle Kirstine Holehus på Skræppedalsvej på klingende fynsk diskuterede, hvad han skulle have for at tage en pakke med for hende til godsekspeditionen på Ejby Station. Hun havde argumenterne for gratis transport i orden! ”Det kan da ikke koste noget. Du kører jo turen alligevel”.

”Så rokker vi så småt”. Det var et af Ruteras yndlingsudtryk. Og så småt gik det. Han kørte grøn kørsel, før nogen overhovedet havde tænkt på CO2 emission og sparekørsel. Da jeg gik i gymnasiet i Glamsbjerg, fik jeg om lørdagen fri klokken 12.00. Os fra Husby, Tanderup og Barløse kørte til gymnasiet med købmand Thomsen fra Håre og hans folkevognsrugbrød. Om lørdagen kørte Thomsen os hjem ved 14.30-tiden. Nogle havde biologiforsøg efter kl. 12.00, hvor jeg havde fri. Så sad jeg som regel et par timer på biblioteket og læste, men en gang imellem, hvis det var fint vejr, gik jeg fra gymnasiet til Assens-Odense landevejen ved købmand Kongstad for at tage på stop til Assens. I Assens kunne jeg så tage med Ruteras hjem til Husby.

Når jeg kom ind på Postgården i Assens, hvor alle omegnens rutebiler parkerede, lå Ruteras under et slumretæppe og sov på rutebilens bagsæde. Han startede altid pausen i Assens med at spise og snakke med de andre chauffører inde på Postgården og tog sig efterfølgende en lur.

Undervejs mod Husby sad jeg oppe foran og snakkede med ham. Så jeg kunne se speedometeret og hans gearhåndtering. På turen mod Husby kørte vi ikke på noget tidspunkt over 40 km/t. Ned ad bakkerne blev rutebilen sat i frigear. ”Så sparer vi på den dyre benzin”, fortalte Ruteras. Det var virkelig grøn bilkørsel.

I Salbrovad holdt han pause ved bageren. Snakken i bageriet kunne trække ud. Når han så kom ud, tog han en pose op af lommen og spurgte os passagerer, om vi ville have et stykke ”brø´sukker”. ”Nå nu må vi hellere rokke så småt” lød det så, inden vi afgik fra Salbrovad og kørte ind gennem Sandager, over Emtekær og Sdr. Åby til Husby, hvor jeg stod af.

"Ruteras" ved købmand Søgård i Sdr. Åby. Forrest "Gammelgård"

Anna Lasek  og Rasmus ”Ruteras” Jensen

Rasmus Jensen døde 80 år gammel i 1977, mens hans hustru Anna døde 92 år gammel i 1990. Annas pigeefternavn var Lasek. Hun var født i Galicien i Polen, cirka 40 kilometer syd for Krakow. De er begge begravet på Husby Kirkegård. Men lad os lige følge Annas historie.

Gravsten på Husby Kirkegård

Anna Lasek kom i 1914 som 16-årig fra Galizien i Polen til Danmark for at arbejde i roerne. Hun fik tjeneste hos gårdmand Peter Jensen på "Bjørnekær" i Husby. På grund af verdenskrigens udbrud i sommeren 1914 valgte hun efter roesæsonens afslutning ikke at rejse hjem til Polen, men forblev efterfølgende i mange år som tjenestepige på "Bjørnekær".

Gårdmandens søn den et år yngre Rasmus og Anna blev kærester. I begyndelsen holdt de det sikkert hemmeligt, men det kunne de ikke blive ved med. I november 1922 blev hun gravid. Graviditeten blev efterhånden synlig, og hun flyttede de sidste fire måneder af graviditeten ind hos Rasmus´faster i Ejby. Her fødte hun den 27. juli 1923 en pige, der i Ejby kirke blev døbt Mary.  Få måneder efter, den 2. september 1923, blev Anna gift med Rasmus - senere kendt som "Ruteras". Rasmus arbejdede på dette tidspunkt som landmand.

Rasmus led slemt af høfeber, så selv om han var den ældste søn på "Bjørnekær",  kunne han ikke overtage gården. Det blev som nævnt hans bror Lars Peter, der overtog efter faderen Peter Jensen. På tidspunktet for brylluppet var Anna tjenestepige hos baneformand Hans Larsen.

PÅ grund af sin høfeber måtte Rasmus finde på noget andet at lave end landbrugsarbejde. I 1925 købte Rasmus og Anna huset på hjørnet af nuværende Storegade og Lillegade. Det var nogenlunde samtidig med, at Rasmus som tidligere nævnt købte en rutebil og etablerede ruten Husby-Ejby-Assens. En rute han drev, lige indtil han gik på pension som 75-årig i 1972.

Anna døde som 92-årig i 1990. Hun ligger begravet sammen med Rasmus på familiegravstedet på Husby Kirkegård, hvor også datteren Mary og svigersønnen Hakon Bennike Madsen ligger begravet.

Datteren Mary flyttede senere til København for at blive sygeplejeelev. Den 21. august 1948 blev hun i Husby Kirke gift med stud. mag Håkon Bennike Madsen, der stammede fra Strandhuse ved Kolding. Mange år efter fra 1992 til 1995 var jeg skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse, hvor en fra Bennikefamilien var medlem af skolebestyrelsen.

Mary Bennike Madsen har i 1993 skrevet en lille artikel "Polsk roearbejderske i Husby" om sin mor Anna født Lasek.

Familiegravstedet i Husby. Rasmus og Anna Jensen samt Håkon Bennike Madsen. Efter dette billede blev tager er også Rasmus og Annas datter Mary Bennike Madsen blevet begravet her. Hunn døde i Odense 96 år gammel den 7. maj 2019.

Ib Hansen, august 2020

Pigesjov og pengejagt

Postsmakke

”Kisten skal op, om jeg så skal hente den i Helvede”.

 

Stor i munden var han dykkeren, Det Kongelige Postvæsen havde fået sendt til Assens for at hente en sunken jernbeslået postpengekiste med dobbelt lås op fra bunden af Lillebælt. I stedet for at hæve postkisten stak dykkeren af med færgemandens penge og datter.

 

Nævnte dykker var ikke alene. Admiralitetet var Postvæsenet behjælpelig med at sende to dykkere til Assens for at hjælpe med at hæve den ved Årø sunkne postkiste, der udover brevpost indeholdt den på det tidspunkt formidable sum af omkring 15.000 rigsdaler.

 

Året var 1784. Begge dykkere viste sig at være et par urolige hoveder. De drak, gik på pigesjov og lavede tumult i Assens snarere end at lede efter den druknede postforsendelse. Den ene stak som nævnt af med færgemandens pige og penge. Den anden blev sendt bort på grund af uduelighed. Jagten på postkisten blev opgivet.

 

Forud for denne tummel var der under postbådsoverfarten mellem Assens og Årøsund i det tidlige forår i marts 1784 sket en forfærdelig ulykke. Vinteren havde været usædvanlig lang og hård. Selv i slutningen af marts lå der is på Lillebælt. Det skulle vise sig at blive katastrofalt for postbåden den pågældende ulykkesdag i marts. Mere om det senere.

 

Først lige lidt om postrute og færgeoverfart over Lillebælt fra Assens set i historisk lys.

 

Danmarks vigtigste postrute dengang gik fra København over Storebælt til Assens og videre over Lillebælt til Årøsund, hvorfra ruten fortsatte til Hamborg. Helt tilbage til Valdemar Sejr var der færgefart fra Assens til Årøsund. Kong Valdemars Jordebog beretter i 1231 om kongens overhøjhed over netop denne færgeoverfart. Senere blev postgangen formaliseret. Med styrkelsen af kongemagten i 1500-tallet blev der etableret en fast postrute mellem centraladministrationen i København, hertugdømmerne  og Hamborg. I 1555 blev der skabt en postbådsforbindelse mellem Assens og Årøsund. Postbådene var smakker, der blev roet eller drevet af sejl. Smakkerne medtog både post og passagerer.

 

Frem til 1563 fungerede Haderslev  som udgangspunkt for den videre fordeling af post til Jylland samt til hertugdømmerne og udlandet. I 1563 blev postbåden fra Assens-Årøsund flyttet til Middelfart-Snoghøj, og Kolding overtog Haderslevs rolle som fordelingscentral.

 

Christian den Fjerde oprettede i 1624 et egentligt dansk postvæsen, Det Kongelige Postvæsen. Der blev oprettet to postmesterembeder i henholdsvis København og Kolding. Postvæsenet drev fra starten 9 postruter, hvor den vigtigste var København - Hamburg. Her blev breve, pakker og gods befordret med vogn, mens der blev indsat fodbude, som kun modtog breve på de øvrige ruter. Overfarten over Lillebælt skete via Middelfart - Snoghøj. Allerede i 1654 ændrede Frederik den Tredje postoverfarten over Lillebælt tilbage til Assens – Årøsund.

 

Postbefordringen foregik to gange om ugen. Driften af postsejladserne over bælterne var af Postvæsenet bortforpagtet til lokale smakkeejere. Udover post skulle postsmakkerne også medtage passagerer.

 

Færgen fra Årøsund anløber Assens Havn. 1960-65

I 1838 blev forholdene for færgefarten mellem Assens og Årøsund stærkt forbedret, da der blev indsat dampskib på ruten. Efter den famøse krig i 1864 med efterfølgende tab af Sønderjylland blev ruten Assens - Årøsund lukket for igen i kølvandet af Genforeningen 1920 at blive genoprettet. Efter 1920 var det i de første år udover post- og personbesørgelse mellem Fyn og Jylland i særlig grad transport af sukkerroer fra Sønderjylland til Assens Sukkerfabrik, der prægede færgeoverfarten.

 

Assens - Årøsundfærgen i Assens Havn. 1960-65

Konkurrencen var hård mellem Lillebæltsoverfarterne og senere kom Lillebæltsbroerne til. Plakat fra kampagne i 1920´erne. BEMÆRK: Færgen havde damekahyt under dæk.

I 1930´erne begyndte færgefarten Assens - Årøsund at få problemer. Den verdensomspændende økonomiske krise og verdenskrigen gav hårde tider. Krigsårene 1940-45 bød på meget hårde vintre, hvor isen lukkede bæltet til. Fyn var i flere måneder ”landfast” med øerne i Lillebælt og Sønderjylland. Efter krigen gik det i en kort periode lidt bedre for færgeruten, men ret hurtigt fik ruten igen besvær med økonomien. I 1972 var det endegyldigt slut med færgefart mellem Assens og Årøsund.

Men tilbage til ulykken i 1784. Den 30. marts havde postsmakken både pakker, post, penge og passagerer med. Faktisk var der hele 12 passagerer, der skulle over bæltet. Det var hovedsagelig udenlandske handelsfolk samlet op af postvognen forskellige steder undervejs fra København. På netop denne rejse måtte der på grund af de mange passagerer indsættes flere postvogne.

Forpagterne af postruterne var forpligtede til at afsejle på fast givne tidspunkter, men kunne afslå, hvis vejret var for slemt. Postskipperen havde afslået at sejle ud den 29. marts, men den 30. marts besluttede han at gå ud, selv om søen var høj, og det blæste stærkt. Fra Assens var der ikke is at se. På grund af de mange passagerer var transporten fordelt på to både.

Halvvejs på ruten stødte den ene båd på kraftig drivis. Båden sprang læk. Alle på nær en druknede. Postkisten med værdier for omkring 15.000 rigsdaler gik til bunds.

Generalpostamtet forudså store erstatningskrav og iværksatte straks forsøg på bjærgning. Det lykkedes hurtigt at finde postbåden og få den bragt flot. Men da hullet i skibsskroget ikke blev udbedret sank den igen. Postkisten gled udenbords og gik atter til bunds. Nu var det så, postledelsen fik den gode ide at henvende sig til Admiralitetet om dykkerhjælp. Det blev som nævnt ikke nogen succes. Dykkernes ophold i Assens blev præget af druk, pigesjov og ballade. Postvæsenet måtte opgive skattejagten.

Otte år senere i marts 1792 fandt en ny ulykke med postbåd sted. Denne gang i Storebælt ved Sprogø, hvor en isbåd kuldsejlede. To passagerer og en matros druknede. Brevsækken var forsynet med en bøje og holdt sig flydende, så den umiddelbart kunne reddes, men postkisten med det dengang formidable beløb på 25.000 rigsdaler i sedler og mønt gik til bunds.

I mellemtiden havde tyskeren Jürgen C. Weiss i 1785 opfundet en dykkerdragt, der modsat tidens dykkerklokker tillod dykkeren at bevæge sig frit. Efter ulykken i 1792 kontaktede Generalpostamtet klog af skade efter begivenhederne ved Lillebælt i 1784 Weiss og underskrev en kontrakt om bjærgning af postkisten fra bunden af Storebælt ved Sprogø. Inden Weiss kom i gang, var postkisten dog blevet fundet og bjærget af en lokal matros. Matrosen og hans hustru fik efterfølgende en livslang årlig belønning for hans dåd.

 

Tegning af dykkerdragt tilskrevet Andreas Becker. Formentlig svarende til Weiss´ dragt

Historien om begivenhederne på Lillebælt og i Assens i 1784 melder ikke noget om, hvordan det gik dykkerne og den bortrømte færgemandspige, men rygterne løb i Assens om, at dykkerne havde fundet postkisten med pengene, men havde beholdt den for sig selv. Hvis ikke ligger de mange penge endnu på bunden af Lillebælt. Det er i givet fald således stadig muligt at gå på pige- og pengejagt i Assens og i Lillebælt!

 

Ib Hansen august 2020