En lille dreng kom til verden på Amtssygehuset i Assens. Han voksede op og blev til en verdensborger, der med rod i Husby rettede sine fotolinser mod verdens mangfoldighed. Eskør, Randers, København, New York, Paris, Toulouse og Saint Cirq Lapopie.
Drengen blev født af en 17-årig ung pige fra Fredericia. Det var i 1958. I en tid hvor det endnu var skamfuldt at føde børn uden for ægteskab. Specielt i det bedre borgerskab i en rimelig overskuelig by som Fredericia blev det at blive gravid uden for ægteskabet betragtet som en katastrofe. Den unge pige blev derfor, i det der normalt bliver kaldt ”lykkelige omstændigheder”, sendt på et såkaldt diskret ophold hos en syerske i en landsby nær Assens. Graviditeten skulle gemmes bort, og fødslen skulle ske i dølgsmål langt væk fra nysgerrige blikke og sladretasker i Fredericia. Det var årsagen til, at hun kom til at føde sit barn på Amtssygehuset i Assens, selvom både hun og hendes forældre samt den udlagte barnefader var bosiddende i Fredericia. Og derfor måtte hun få dage efter fødslen aflevere sit barn til en vestfynsk gårdmandsfamilie til adoption. En familie der boede i Eskør ved Husby.
Bag denne dystre fortælling gemmer der sig i virkeligheden en god og lykkelig historie om et godt liv for barnet, der kom til verden på Amtssygehuset i Assens.
En god historie
”Hej Ib.”
På en klam og grå dag ud på eftermiddagen på den sidste dag i november ringede min mobiltelefon. Af nummervisningen kunne jeg se, at opkaldet var fra Frankrig. Et kort øjeblik tænkte jeg på ikke at tage telefonen. Internationale opkald fra ikke kendte numre kan være en risiko i forhold til hacking, virus og alskens andre digitalulykker. Heldigvis besluttede jeg mig for at besvare netop dette opkald.
”Vil du høre en god historie?”
Den vestfynske sprogtone og munterhed var ikke til at tage fejl af. Det var Finn. Min lillebror Bos skolekammerat fra Eskør, en næsten mikroskopisk landsby i Husby Sogn. Finn Petersen Føns som vi så mangen gang har muntret os med og spillet kort med, når han kom på besøg i vores barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby. Nu er det mange år siden, han forlod hjemegnen med de små landsbyer, de bløde bølgende bakker, de smukke dale, de grønne skove, de blå bugter og de flade strandenge. Han har siden været noget rundt i verden. Tvind, Randers, København, New York, Paris, Toulouse og mange andre steder.
”Ja, det vil jeg altid gerne. Fortæl, fortæl.”
Vi snakkede længe. Telefonen blev varm, og det var en varm samtale. I over en time fortalte Finn om sin barndom, opvækst og identitetssøgen. Jeg har altid vist, at han var adopteret. Det var der ikke noget gedulgt i. Johannes og Ingrid - hans forældre - lagde ikke skjul på det, og i en tidlig alder blev Finn også orienteret. Men jeg vidste selvfølgelig ikke noget om de nærmere omstændigheder i forbindelse med hans fødsel og adoption. De omstændigheder jeg indledte denne fortælling med.
Det var Finn magtpåliggende at fortælle mig, at han har haft en lykkelig barndom og et rigt og godt voksenliv på trods af starten, hvor han blev fravalgt af sit biologiske ophav. Det var den gode historie, han gerne ville fortælle, og som han synes fortjener udbredelse i en større kreds.
Det var i forhold til udbredelsen i en større kreds, jeg kom ind i billedet. Finn er stærk i mundtlig fortælling, billeder og fotografering, men efter egen mening ikke i det at skrive. Kunne jeg måske skrive lidt om hans liv og livets lykkelige udfald? Lidt tøvende sagde jeg, at jeg kunne overveje det og måske prøve. Det fik Finn til at fortælle videre. Jeg blev optaget af historien og skrev et par dage efter telefonsamtalen denne fortælling ud fra devisen, at Finns personlige historie er enormt spændende, men at hans historie også giver et godt tidsbillede af tiden for 50-60 år siden og udviklingen frem til 2020.
Men videre med min telefonsamtale med Finn. En telefonsamtale der et par dage efter, da jeg havde besluttet at forsøge at skrive fortællingen om Finn, blev suppleret af en halvanden time lang samtale via brug af FaceTime. Vi havde rigtig meget at snakke om, og Finn havde meget at fortælle.
”Jeg var så heldig at få nogle kærlige forældre, der ville mig og ville gøre alt for mig. Nogle forældre der sørgede for, at jeg følte mig elsket. Som gav mig oplevelser, som støttede mig, gav mig opbakning og videregav nogle menneskelige værdier, som har hjulpet mig senere i livet.
Da den røde hane galede
Da Finn var fem år gammel indtraf en begivenhed, der vendte op og ned på familiens hverdag. Den røde hane galede på Ravnkær. Røde og gule flammer steg i en fane af gnister op mod sommerhimlen. Den 6. august 1963 brændte gårdens gamle bindingsværkshus ned til grunden. En begivenhed der har sat sit præg på Finn.
”Jeg husker det stadig lige så tydeligt. Vi var på vej til stranden efter aftensmaden. Mor glædede sig til at komme i vandet og sagde til min far, at det ville blive så dejligt at bade i aftensolen. På vej op ad Stikkelsbærgyden kikkede hun ud af bagruden tilbage på gården. Hun så røg og gnister og råbte til min far, at gården brændte.”
”Så kan det ellers være, at bilen blev vendt. Far ringede alarm til Falck i Ejby, men de kunne ikke komme, da de var ude til en anden brand. Først efter en time nåede brandbilerne frem.”
Finn husker, at der kom rigtig mange brandfolk og brandbiler, nogle af dem helt fra Odense. De havde ikke vand med, da den var brugt på den forrige brand. Brandfolkene måtte rulle brandslanger helt over til branddammen i Eskør, en lille kilometer væk. Det var et kaos. De havde besvær med at få pumperne i gang, og slangerne sprang læk flere gange.
”Det var heldigvis en vindstille aften. Branden udviklede sig derfor langsomt. Alle hjalp med tømme stuehuset. Alt blev stillet ud i haven. Loftsrummet oppe under stråtaget kunne brandfolkene dog ikke tømme. En prøvede at åbne lemmen op til loftet, men det fik ilden til at blusse voldsomt op. Han fik hurtigt lukket lemmen igen. Haven var fyldt af mennesker, som ville se branden. Min mor talte op til cirka 300 tilskuere.”
”Varmen fra stuehusbranden blev stærkere og stærkere. Ilden sprang over til en stråtækt staldlænge, hvor gårdens høns gik. Alle hønsene blev lukket ud, ellers var de brændt ihjel. De andre længer havde fast tag, så de var knap så brandfarlige. Men under længernes faste tag var opmagasineret halm og hø til strøelse og foder. Det var yderst brandfarligt. Jeg husker tydeligt lyden af de voldsomme brag, når tagpladerne blev så varme, at de sprængtes.”
Heldigvis kom der efterhånden vand frem gennem brandslangerne. Ilden kom under kontrol, og længernes tage blev kølet ned. Dyrene i staldene slap med livet i behold. Det blev ikke nødvendigt at lukke dem ud. Stuehuset var fuldstændigt brændt ned.
Årsagen til branden var nok, at Finns mor havde sat ild til en avis og stukket den ind i skorstenen, fordi der ikke var træk i skorstenen. Det havde hun gjort mange gange før, når hun havde det problem. En avisflage med gløder svævede sikkert op gennem skorsten og antændte stråtaget.
”Sent om aftenen kom jeg ned og sove hos mormor i Sønder Åby. Jeg husker ikke hvor mor og far sov. Hvis de sov.”
Næste morgen gik familien rundt på brandtomten og kikkede på alt det, som stod ude i haven og på murene, som var ukendelige af sort sod.
Finns mor Ingrid har gennem hans barndom skrevet dagbog: ”Den 6. august 1963 brændte vores gamle stuehus. Den 7. september begyndte håndværkerne på at bygge et nyt. Julen blev fejret hos vores familie i Hjerup, hvor vi havde det varmt og hyggeligt. Finn havde slim på lungerne og falsk strubehoste, medens vi var på Bondero. Den 8. marts flyttede vi hjem i vores nye hus, selv om det ikke var helt færdig. Da Finn i foråret blev 6 år, havde vi fået sået korn, men ingen roer. Det første gilde blev afholdt i det nye hus.”
Finns egne erindringer om tiden efter branden er meget overensstemmende med Ingrids dagbogsnotater: ”I den følgende tid lige efter branden boede vi på nabogården Bondero hos H.C. og Ellen. De havde i en af længerne en karlelejlighed, vi kunne bruge. Det var en god hjælp. Så kunne far være tæt på Ravnkær og sørge for gården. Selvom det var voldsomt for en lille fyr som mig, følte jeg mig godt tilpas med situationen som den var. Jeg husker også, at vi af Gunhild og Otto Lund på Tybrind blev inviteret til at komme der hver lørdag og få bad og en dejlig middag. Det var luksus. Julen i Hjerup sammen med mine kusiner og min fætter står også tydeligt i min hukommelse. Min moster lavede den bedste andesteg.”
”Ejner Vognmand kørte jord væk fra udgravningen til det nye fundament og kælderen. Jorden blev kørt ned i mergelgraven, og jeg fik lov at til at køre med. Marken, som mergelgraven ligger i, hedder Ravnekær. Den har givet gården navn.”
Ideen til det nye stuehus fik Finns mor og far fra Carl Schiangs på daværende tidspunkt nye gård i Ejby. En gård der blev opført kort tid efter, at Schiangs gamle gård i Gammel Ejby var brændt. Murer Kokholm fra Ejby stod for arbejdet. Min far Peter Emil var i øvrigt murerarbejdsmand på projektet. Sjovt nok, havde han i sine unge dage tjent hos Schiang i Gammel Ejby. Schiangs gård er den gård, som ligger lige før motorvejstilkørslen ved Ejby. Gården har indtil for nylig huset et plantecenter.
”Ved opførslen af det nye stuehus på Ravnkær var det Martin Tømmer fra Sandager, som stod for træarbejdet og taglægningen. Bent Murer fra Assens stod for murerarbejdet. Poul Elektrikers far startede med at installere det elektriske. Poul gjorde det færdigt. Faderen havde det ikke godt. Jeg husker tydeligt, at mor, far, Poul og Pouls far står omkring en stor kasse med lamper og andre elektriske artikler. Pludselig sank Poul Elektrikers far sammen og lå død lige der midt i vores nye hus.”
Jo, branden og det efterfølgende byggeri af nyt stuehus gjorde stort indtryk på den lille Finn.
Opvæksten på gården Ravnkær i Eskør
Finn blev støttet af sine forældre i at have mange kammerater og indgå i positive relationer med familie, venner og bekendte. Blot et par eksempler til illustration heraf. Hans forældre fik foranstaltet, at de på Ravnkær fik en københavnerdreng på besøg i ferierne, så Finn som enebarn havde en på egen alder at være nær med. Københavnerdrengen Peter kom på besøg år efter år. De to drenge har - nu som voksne mænd - stadig tæt kontakt.
Modsat de fleste af drengene i Husby og omegn var Finn ikke fodboldinteresseret. Men han ville gerne spille bordtennis. Hjemme spillede han med sin far og kammeraterne, blandt andet min lillebror Bo. Engang fik Bo og Finn den ide, at de ville lave en bordtennisklub i Husby Forsamlingshus. Entreprenante som de var, gik de i gang med at skabe foreningsgrundlaget og lave aftaler med forsamlingshuset. Men de fandt selvfølgelig hurtigt ud af, at der i klubbestyrelsen skulle være en myndig person, der kunne tegne foreningen. Som noget helt naturligt stillede Finns far sig til rådighed. En myndig person i bordtennisklubbens bestyrelse betød, at klubben kunne holde fester i forsamlingshuset og på den måde både have det sjovt og tjene lidt penge til udstyr og foreningens drift.
Forældrene, en stor familie, mange kammerater og et overskueligt lokalsamfund kom til at spille en positiv rolle i Finns opvækst.
”Alle de positive relationer rustede mig til et voksenliv, hvor jeg i starten havde nogle udfordringer med at finde ud af, hvad jeg skulle beskæftige mig med.”
Finn gik i skole i Husby, Tanderup og Ejby. Efter skolegangens afslutning i 1974 var han i vildrede med, hvad han så skulle lave.
Landmand ville have været en naturlig beskæftigelse i de år for en landmandssøn, men Finn var ikke interesseret i landbrug og ville ikke være landmand. Det var hans forældre selvfølgelig kede af, men accepterede det fuldt ud, selvom der så ikke ville være nogen til at overtage Ravnkær, der havde været i familiens eje i mange hundrede år.
Finns forældre Johannes og Ingrid var mere end godt tilfredse med livet og det daglige arbejde på gården. De havde ikke noget behov for længere rejser.
”Når vi tog på en dagsudflugt til Middelfart, sagde min far altid, at der ikke kunne findes kønnere steder end Lillebælt med udsigten til de to broer.”
De var tilfredse i deres verden. Fyldt med lige netop den tilfredshed, der giver ro i sindet. Finn var derimod fyldt med udlængsel og oplevelsestrang. Han ville ud at opleve verden. I første omgang tog han dog et år på Handelsskolen i Fredericia. Det gav dog ingen afklaring på hans ønsker til fremtidig beskæftigelse.
Finn Post
Efter handelsskolen var Finn i nogle år ansat som postbudsafløser med udgangspunkt i postkontorerne i Nørre Åby og Ejby. Han afløste på flere forskellige ruter, også i Husby. Til ruten i Husby blev han oplært af den blandt os fra den tid meget kendte lokale Helge Post. Helge var ualmindelig slagfærdig og gav sig tid til at underholde sig med postkunderne. Det var dengang, det var en kvalitet for et postbud at kunne møde og snakke med kunderne. Det var lige Finn. Han var og er god til at komme ind på livet af folk og kan snakke med alle mennesker. En evne han fik god brug for i sin senere karriere som anerkendt international fotograf. Han arbejdede længe nok som post til, at han blandt kammeraterne fik tilnavnet Finn Post.
I et lille sogn som Husby har næsten alle et tilnavn. Som regel et tilnavn der er defineret af, hvad de eller deres forældre arbejder med. Jørgen Barber. Jørgen Mekaniker. Ib Skolelærer. Jørgen Sognefoged. Ingen af de nævnte har arbejdet som barber, mekaniker, skolelærer eller sognefoged, men deres fars arbejde kom til at definere deres tilnavn. Andre i sognet fik tilnavne efter egen beskæftigelse eller særlige karakteristika.
Ud i den vide verden
Efter i nogle år at have arbejdet som postbud besluttede Finn, at han ville på højskole. Derfor startede han på Tvind og rejste med Den Rejsende Højskole rundt i Sydøstasien. Efterfølgende bosatte han sig sammen med nogle højskolekammerater i et kollektiv i Randers. Her blev han medlem af Tvinds lærergruppe og gik i gang med at planlægge en tur for Den Rejsende Højskole til Zimbabwe i Sydøstafrika, som var blevet uafhængigt i 1980 med Robert Mugabe som premierminister.
Det blev i alt til tre år for Finn i Tvindregi. I en kultur hvor alles tjente penge blev puljet sammen og anvendt efter fælles beslutning. Finn nåede efterhånden frem til, at han ikke længere ville være en del af denne kultur, og turen til Zimbabwe blev ikke til noget. Det viste sig at være svært at bryde med Tvind, men Finn brød ud og fik arbejde på Schulstads Brødfabrik i Glostrup og boede i en periode hos sin kusine Karen i Tåstrup og senere i Istedgade i København.
Nogle af hans tidligere højskolekammerater fik Finn til at vende tilbage til kollektivet i Randers. Han havde på det her tidspunkt først i 1980´erne allerede i nogle år været optaget af at fotografere. Han besluttede nu, at han ville sætte ind med alle kræfter for at kunne uddanne sig inden for denne metier. Nu skulle der tages fantastiske billeder, så han via udstillinger forskellige steder kunne vise sig frem for diverse fotografmestre og overbevise en af dem om, at han skulle tage ham i lære som fotograf. Derfor rejste han blandt andet til England og til Kiruna i Sverige for at tage billeder af minearbejderes arbejds- og livsvilkår. I de år var minernes og minearbejdernes fremtid et hot emne. I England var der voldsomme og til tider voldelige stridigheder mellem minearbejderne og Margaret Thatcher, der ville nedlægge de engelske kulminer. Det medførte en årelang række af strejker og masser af konfrontationer mellem minearbejderne og myndighederne. Lige noget for Finn at skildre fotografisk.
Op gennem 1980´erne var der i Vestsahara voldsomme krigshandlinger. Frihedsbevægelsen POLISARIO indledte en væbnet kamp for at sikre Vestsaharas uafhængighed. De voldsomme krigshandlinger fik Finn til at rejse derned og gennem sine billeder beskrive de forfærdelige vilkår, befolkningen levede under som følge af krig, sult og fattigdom.
Fotografens franske fristelser
Efter at have afholdt nogle fotoudstillinger kom Finn i lære ved en fotograf i Randers, og i 1985 blev han som 27-årig udlært som fotograf. Han havde god afsætning på sine billeder. Det gav ham mod på større udfordringer.
Danmark viste sig på det tidspunkt at være for lille for ham, så allerede i 1986 rejste han til New York. Han indtog Manhattan og sov i den første tid på tilfældige sofaer hos mennesker, han mødte. Dagene brugte han på at fotografere og til at løbe aviser, magasiner og billedbureauer på dørene for at få afsætning på sine billeder. Det viste sig snart, at det havde han held med. Morgenavisen Jyllandsposten blev blandt andre en af hans faste aftagere. Mange af avisens illustrationer til artikler fra USA var signeret Finn Føns.
Efterhånden fik han råd til en lejlighed, så han de næste omkring 20 år kunne arbejde med udgangspunkt fra Manhattan.
I miljøet af internationale korrespondenter, ambassadeansatte og ansatte i store internationale virksomheder mødte han den tre år ældre sydfranske pige Martine. Hun stammer fra den lille by Saint Cirq Lapopie beliggende ved Lot floden nord for Toulouse, ganske tæt på Cahors. Martines far var politibetjent og moderen syerske.
Med baggrund i sin akademiske grad i litteratur og engelsk arbejdede Martine i New York i et stort fransk teleselskab. Finn blev ramt af franske amoriner og snart flyttede han og Martine sammen. Lige før Sct. Hans i 1990 fandt de ud af, at de ville giftes. De tog bussen til Manhattan Rådhus og indgik ægteskab. Ægteskabet blev fejret over tre omgange. Først med venner og bekendte på Manhattan, så hjemme på Ravnkær i Eskør og endelig i Martines families romantiske hjemby i Saint Cirg Lapopie. Så det blev en rigtig herlig sommer.
Sorg og glæde, lykke og ulykke vandrer sammen
Finn og Martine har rejst en del i Indien. På en af disse rejser blev de opsøgt af en indisk mand, der spurgte, om de ikke ville have hans 2-årige datter. Tilbuddet fik det til at gibbe noget i dem. De ville gerne have børn, men var ikke lykkedes med det. De afslog selvfølgelig mandens tilbud.
I februar 2002 indtraf en lykkelig begivenhed i Finns og Martines liv. De kunne rejse til millionbyen Almaty i det centralasiatiske land Kasakhstan for at adoptere en lille pige født i august 2001. Pigen navngav de Marilou. Fordi de begge kan lide navnene Marie og Louise. Og fordi Marilou klinger godt både på dansk, fransk og engelsk. Finn og Martine fik det selvfølgelig helt forudsigeligt på samme måde med Marilou som Ricky Nelson i hans sang fra 1961 ”Hello Mary Lou”, hvor han synger ”.. Sweet Mary Lou I´m so in love with you…” En sang de tit sang for Marilou, da hun var lille.
Efter nogle år fandt de med baggrund i deres forældrekærlighed ud af, at deres datter ikke skulle vokse op midt i New York. Men den sag kommer vi tilbage til. Først vender vi lige tilbage til Finns forældre i Husby.
Johannes og Ingrid solgte i 1994 Ravnkær i Eskør og flyttede op til Husby, i den gule villa ved siden af den tidligere Husby Brugsforening. En villa med den mest fantastiske udsigt over grønne marker og over Lillebælt mod Bågø. Ravnkær solgte de til min tidligere fodboldkammerat Erik ”Møller” Hansen og den blev nedlagt som selvstændigt landbrug. Jorden blev lagt ind under Erik Møllers gård i Hygind, mens stuehuset og længerne blev taget i anvendelse som privatbolig. En privatbolig der for øvrigt ligger lige op af min gode ungdomskammerat Arne og hans kone Judiths bolig, der engang var et husmandssted. Naboerne Arne og Judith og deres børn var en glæde for Johannes og Ingrid, og de er stadig Finns gode og nære venner, som han og hans familie besøger, når de er på egnen og kigger ind til Finns barndomshjem.
Egnen ser ikke ud, som da vi voksede op der. Finn og alle os andre, der også er fraflyttet egnen, oplever ved besøg i barndomslandet et utroligt forandret landskab. De små marker omgivet af levende grønne hegn er blevet afløst af kæmpestore herregårdslignende marker med meget færre hegn. For den der dagligt lever i et landskab er forandringerne næppe mærkbare, men for os, der kun besøger området engang i mellem, er landskabets ændringer kolossale. Det er nemlig ikke kun Ravnkær, der er blevet nedlagt som landbrug. Det er også sket med mange andre gårde. De nedlagte gårdes jorder er blevet opkøbt og sammenlagt, og stuehuset står tilbage som privat beboelse.
Otte gode år fik Finns forældre Ingrid og Johannes i huset med den formidable udsigt i Storegade i Husby, selvom de savnede landbruget og de vante omgivelser på Ravnkær. Men så blive Ingrid i juli måned 2002 ramt af en hjerneblødning og blev alvorligt syg. Kun et halvt år efter Finns og Martines lykkelige begivenhed med adoptionen af Marilou døde Ingrid i august 2002 gammel på Ejby Plejehjem, 78 år gammel. Selvfølgelig en tragisk og ulykkelig begivenhed for Johannes og Finn. Heldigvis nåede Finn hjem og var ved hende på plejehjemmet, da hun sov ind. Ingrid nåede heldigvis at se Marilou to gange, inden hun blev ramt af hjerneblødningen.
Selv en sådan sorgfuld begivenhed kan bringe noget godt med sig. Som et resultat af Ingrids død fik Finn mulighed for at lære sit biologiske ophav at kende.
Det biologiske ophav
”Det var igennem skifteretssagen i forbindelse med min mors død, jeg fandt ud af, hvem mine biologiske forældre var,” fortalte Finn mig.
”Det viste sig i skifteretten, at mine adoptionspapirer ved en fejl aldrig var blevet endeligt godkendt. Det blev de så nu, og samtidig kunne jeg se navnet på min biologiske mor og biologiske far.
Finn fortalte fængende om tiden, da han var på jagt efter sit biologiske ophav.
”Efter jeg nu havde fået oplysningerne om mine biologiske forældres navne, kunne jeg mærke et lille korn i mit indre begyndte at spire. Jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at det kunne jeg ikke stoppe.”
”Jeg havde lige mistet min mor. Nu følte jeg en uimodståelig trang til at fortælle mine biologiske forældre, at jeg havde det godt, og at det var en god beslutning, de traf dengang, de besluttede at give mig væk. De skulle vide, at jeg føler, jeg ikke kunne have haft bedre forældre end Ingrid og Johannes.”
Tanken om, at hans biologiske forældre måske døde uden at få at vide, hvordan det var gået ham begyndte at fylde i Finns hoved. Det var tanker, han aldrig tidligere havde gjort sig.
Da Finns biologiske mors pigeefternavn er et meget særligt navn, var det ingen kunst at finde frem til hende på trods af, at hun efter giftermål nu bar et andet efternavn.
”Jeg startede med at ringe til en medarbejder i en virksomhed med et navn, der mindede om min biologiske mors pigenavn. Jeg kunne på det tidspunkt ikke vide noget om sammenhængen, og hvordan min henvendelse ville blive modtaget. Så jeg forklarede ham bare, at jeg forsøgte at finde personen med det særprægede efternavn. At det var privat, og om han vil hjælpe. Ikke et ord om adoption.”
”Det viste sig, at manden, jeg havde ringet til, ikke længere arbejdede i den pågældende virksomhed. Han kendte dog en kvinde, som havde haft det efternavn, jeg efterspurgte. Hun havde dog i forbindelse med sit giftermål skiftet efternavn, men manden vidste, hvor hun boede. Han advarede mig dog om, at den pågældende var gammel og svag.”
”Så prøvede jeg at ringe til den pågældende kvinde. På samme måde præsenterede jeg mig og fortalte, at jeg søgte en kvinde med det særlige efternavn. Også ved denne samtale sagde jeg, at mit formål var et privat anliggende.”
Den ældre dame kunne i første omgang ikke hjælpe Finn, men gav ham telefonnummeret til en kvinde i Fredericia, som viste sig at være Finns biologiske mors søster.
Finn ringede til den pågældende i Fredericia og fik af hende telefonnummeret til sin biologiske mor. Det var i begyndelse af januar 2003. Nu kunne han så kontakte sin biologiske mor direkte.
”Jeg havde selvfølgelig i dagene op til tænkt på, hvad jeg ville sige og hvordan. En frygtelig tanke jeg fik var, at når jeg fortalte hvem jeg var, ville hun måske blive svimmel og falde bagover og slå hovedet ind i radiatoren og dø af det.”
”Jeg ringede på telefonnummeret, jeg havde fået. Det var en dame, som tog telefonen. Jeg fortalte, hvem jeg var og spurgte efter en person af det navn, jeg havde set i mine adoptionspapirer. Ja, det er mig, svarede hun.”
Finn bad hende om at sætte sig på en stol. Da han var sikker på, hun sad ned, fortalte han, at han har et papir, hvor der står, at hun havde født ham på Assens Amtssygehus den 15. april 1958. Han spurgte, om det er rigtigt. Det er rigtigt, svarede hun med det samme.
Finn og hans biologiske mor talte sammen omkring to timer denne første gang. Siden har Finn fået fortalt, at hans biologiske mors mand undrede sig over, hvem det kunne være, der var så interessant at tale med. Under samtalen skrev hun en besked på en lap papir til sin mand. ”Jeg taler med min søn.”
Den biologiske mor fortalte Finn, at han gennem hende har to halvsøstre. En som er fem år yngre, og en som er 7 år yngre end Finn. Den ældste af de to halvsøstre kom 27 år gammel desværre ud for en meget voldsom trafikulykke. Hun blev som følge af ulykken svært handikappet, men har beholdt sit gode humør. Hende har Finn fortsat kontakt med, mens kontakten til den anden halvsøster er tørret ud efter Finns biologiske mors og hendes mands død.
Samme dag som Finn første gang havde snakket med sin biologiske mor, ringede han til sin far Johannes og genfortalte historien.
"Jeg kunne mærke, at min far Johannes ikke havde det godt ved situationen. Det havde jeg også ventet, men jeg kunne selvfølgelig ikke holde denne nyhed hemmelig for ham."
Nogle dage efter blev Finn ringet op af sin far Johannes. Han fortalte, at han havde haft besøg af Finns biologiske mor og hendes mand. Det var endnu før Finn havde mødt dem fysisk.
På den måde blev Finns biologiske mor, hendes mand og hans far Johannes gode venner. Finns biologiske mor og hendes mand telefonerede til Johannes en gang om ugen og sludrede med ham om løst og fast.
I det hele taget var Finns biologiske mor og hendes mand meget positive over for kontakt.
Den biologiske mor hjalp med at finde Finns biologiske far, som kunne fortælle Finn mange historier om hans fædrene biologiske ophav. En af de gode historier var historien om, at Finns biologiske fars morfar havde arbejdet sammen med den senere socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning på tobaksfabrikken i Fredericia, og at Stauning havde været med til Finns biologiske farmors dåb.
Finns biologiske far har været gift og fik i ægteskabet tre drenge. Senere fik han en dreng sammen med en samlever. En af drengene bor i Middelfart, tæt på Finns barndomsegn.
Lige pludselig fik Finn en stor familie. En biologisk mor og far og i alt 6 halvsøskende. Alle ville ham gerne, og han har jævnligt kontakt med dem, idet hans biologiske mor og hendes mand dog begge nu er døde.
”Hvordan havde du det med pludselig at have både en adoptivfamilie og en biologisk familie. Hvad følte du ved det?” spurgte jeg Finn.
”Jeg er glad for nu at kende og have kontakt med mit biologiske ophav og mine halvsøskende, men det er mere det at kunne spejle sig i mit genetiske ophav, der betyder noget. Bare som et eksempel har jeg fået fortalt, at min biologiske farfar, ligesom jeg var præget af udlængsel og oplevelsestrang. Han var i en periode udstationeret i Japan for et dansk handelsselskab. Men det er stadig Johannes og Ingrid som er mine forældre. Dem som har givet mig de følelser og værdier, der følger af nærhed, kærlighed og omsorg under opvæksten og ind i voksenlivet.”
”På trods af mine mange år i udlandet og på trods af, at jeg nu kender mit biologiske ophav og familie, føler jeg stadig, at mine rødder udgår fra Ingrid og Johannes og fra Husby og min familie der. Det er herfra min verden går,” slog Finn fast i forbindelse med vores FaceTime-samtale.
Det er derfor, han selv efter sine forældres død bliver ved at vende tilbage til Eskør, Husby og Sdr. Åby. Sdr. Åby stammede hans mor fra. Hun var en del af den store Føns familie i Sdr. Åby, hvor jeg blandt andet gik i skole med Finns fætter Vagn Åge og under min ansættelse i Nørre Åby Kommune midt i halvfemserne arbejdede sammen med en anden af Finns fætre, Vagn Åges bror Niels. Finn kommer som nævnt stadig til Danmark for at mødes med sine halvsøskende, sin biologiske far, sin familie og sine mange danske venner og bekendte. Han fejrede blandt andet sin 60 års fødselsdag på Ærø med deltagelse af mange af de nævnte.
Men tilbage til tiden i New York, hvor Finn, Martine og Marilou stadig boede i lejligheden på Manhattan i endnu 8 år efter Finns moder Ingrids død.
The Big Apple
Martine arbejdede fortsat i et stort fransk selskab, mens Finn fortsatte sit almindelige arbejde med at fotografere og sælge presse- og reportagefotos.
Finn fortæller følgende om sit arbejde i denne periode.
”Mine to store firmaaftagere af billeder gennem en årrække var A.P. Møller og Novo Nordisk. Jeg var flere gange i Det Hvide Hus i Washington for at fotografere, når der var besøg fra Danmark, Norge eller Sverige. Min yndlingsperson at fotografere var Victor Borge. Jeg besøgte ham flere gange i hans hjem i Connecticut. Han syntes, det var sjovt at kalde mig hr. Høns. Et ordspil på mit efternavn Føns.”
Gennem årene har jeg set mange af Finns flotte pressebilleder i Morgenavisen Jyllands-Posten. Jeg husker særlig et billede fra et pressemøde foran Det Hvide Hus med statsminister Anders Fogh Rasmussen og præsident George Bush. Et knivskarpt og flot vinklet billede signeret Finn Føns.
Finn arbejdede i New York også med en del større spændende fotoprojekter. Her skal jeg blot nævnes to markante eksempler:
I 2005 udgav Finn på Nyt Nordisk Forlag en smuk og stemningsfuld bog “Skoleskibet Danmark”. Et projekt han havde arbejdet på i 6 år, hvor han på 60 rejsedage fordelt over årene ombord på skoleskibet havde taget 30.000 billeder. Herefter havde han en hård udvælgelsesproces blandt de mange billeder. 200 fotos slap gennem hans nåleøje til bogen.
”Det var en fantastisk oplevelse de gange, jeg fik lov at sejle ombord på skoleskibet,” fortalte Finn mig.
”En af de ting, jeg især husker, var første gang, jeg entrede riggen og kom op på første platform i masten. Når man først er deroppe, er man verdensmand, i hvert fald sømand.”
Selvfølgelig måtte Finn de 38 meter oppe i skibets mast lige prøve, om de gamle sømandsregler havde noget på sig. Højt oppe i stormasten brød Finn ud i at fløjte og forbrød sig dermed mod reglerne ombord. At fløjte i masten varsler storm. Fire timer senere fik han da også god brug for skibslægens søsygepiller!
I 2010 indgik Finns flotte fotografier i en bog med femten historier om New York før og nu – om en by i konstant forandring. Bogen udkom på Politikens Forlag. Den hedder “Gotham City: Fortællinger fra New York” og er skrevet af Niels Lillelund. Det er en fascinerende fortælling om verdensbyen som historie og mentalt landskab. New York opfattes af mange som verdens hovedstad og tiltrækker mennesker fra hele kloden, både i virkeligheden og i drømme. Den er genstand for utallige tolkninger og har sin helt egen puls og identitet. Men netop i 2010 havde Finn og Martine fået nok af at bo i New York. Marilou var startet i underskolen, men de synes ikke, hun skulle vokse op i det indre af New York. Derfor vendte de næsen mod Martines fødeland, Frankrig. Martine havde fået et godt job i den franske hovedstad, Paris. Og Finn kunne jo i princippet fotografere overalt i verden.
Store omvæltninger
I 2012 skete der igen store omvæltninger i Finns og hans families liv. De ville gerne flytte endnu nærmere på Martines familie. Og de ville gerne bo i Toulouse, så Marilou kunne gå i gymnasiet der, i det gymnasium der hedder Lycée International. Samtidig kunne de så komme nærmere på deres familieejendom i naturskønne og romantiske Saint Cirq Lapopie. En ejendom som de allerede i 2000 sammen med Martines broder havde arvet på forskud. Nu ville de leve et liv, som var knap så stressende, som det ekstremt pulserende storbyliv de indtil da havde levet i nogle af verdens største metropoler. Med en lejlighed i Toulouse og huset i landsbyen Saint Cirq Lapopie kun 120 km derfra, fik de nu alle muligheder for at kombinere disse ønsker. Landsbyen er i øvrigt kåret som den smukkeste landsby i Frankrig.
Martine stoppede efter fraflytningen fra Paris med at arbejde og helligede sig sit kunstneriske arbejde med at male. Hun arbejder med pastelmalerier og har indrettet atelier i huset i Saint Cirq Lapopie. Finn arbejder med at genopføre en bygning på ruinerne af et gammelt hus, der ligger på deres grund ned mod Lot floden. Huset ligger et naturskønt sted med totalt overgroede ruiner omkranset af store træer og en formidabel udsigt over floden og landskabet. Marilou har gennemført gymnasiet og er indskrevet på New York Universitetet ”The New School”.
Rigtig meget godt skete altså i 2012. Men 2012 var også året, hvor Finns far Johannes som 96 årig den i december 2012 afgik ved døden.
Så kunne man måske tro, at Finns og hans families bånd til Danmark var endeligt brudte. Det er de ingenlunde. Finn og familien besøger stadig Danmark. De besøger Arne og Judith, der bor tæt på Finns barndomshjem i Eskør i Husby Sogn. Og Finn taler i telefon med eller møder sin biologiske far og sine biologiske halvsøskende, også efter hans biologiske mor og hendes mand er døde.
Herfra min verden går
”Finn, hvorfor var det nu, du syntes, det var væsentligt at få fortalt din historie,” spurgte jeg afslutningsvist.
”Jeg synes, mit liv er en god og positiv historie. En historie der viser, at selvom man starter med at være uønsket og er et resultat af ulykkelige omstændigheder, så kan man godt få et kærligt, omsorgsfuldt, indholdsrigt og rigt liv. Den oplevelse og den optimisme er da værd at give videre.”
”Jeg har altid følt mig speciel, fordi jeg var adopteret, men ikke på en negativ måde. Mere som en slags stolthed over at have en anderledes baggrund end de fleste andre.”
Finn fortalte også, at han på trods af sine mange år i udlandet stadig i hjertet føler sig fynsk og med rødderne solidt plantet i Eskør, Husby og Sdr. Åby. Det er en følelse, vi andre, der også er fraflyttet den vestfynske landsby – om end knap så langt væk, sagtens kan genkende.
”Jeg føler en rigdom i at have haft nogle kærlige forældre som Johannes og Ingrid og samtidig i en sen alder have fået muligheden for at spejle mig i mit biologiske ophav. Og så er jeg glad for, at jeg, inden min biologiske mor døde, af hende selv fik fortalt, at på trods af de mange ulykkelige omstændigheder i forbindelse min undfangelse og min fødsel, havde hun alligevel et godt og rigt liv.”
”Min biologiske mor fortalte også om de første timer efter min fødsel og tiden lige inden, jeg blev overgivet til Ingrid og Johannes forventningsfulde kærlige arme. Min biologiske mormor fortalte nogle timer efter min fødsel sin datter, at jeg var så sød. Om min biologiske mor ikke ville holde mig i sine arme, inden jeg blev bortgivet som en højt ønsket gave? Det ville hun ikke. Hun var sikker på, at det så ville blive være umuligt at give slip på mig og give mig bort. Den tankegang er jeg enig i. Hun fortalte også, at hun gennem årene havde tænkt på mig så godt som hver dag. Derfor var hun glad for, at hun nåede at opleve, hvor godt det er gået mig i livet.”
”Overlægen på Amtssygehuset i Assens oplevede min biologiske mor som en meget venlig og troværdig mand. Han fortalte hende, at han kendte et landsmandspar, der gik til undersøgelse hos ham på grund af barnløshed. Overlægen spurgte, om hun ikke fremfor at være enlig mor udsat for skam, spot og spe i Fredericia kunne tænke sig at bortadoptere sit barn. Han forsikrede hende om, at hendes barn ville blive et ønskebarn i den foreslåede familie. Det var det valg hun traf, og det respekterer jeg hende for. Jeg har under hele min opvækst i høj grad oplevet at være et lykkeligt ønskebarn” slutter Finn vores telefonsamtale.
Hermed slutter historien om drengen, der med opvækstrødder i Husby og biologiske rødder i Fredericia drog ud i verden og fandt sig selv, en familie og et smukt sted i det sydfranske at slå rødder til supplement af sine vestfynske rødder.
En fantastisk fortælling med en lykkelig udgang, en hel Hollywood historie. Hvor er jeg glad for, at Finn viste mig den tillid at fortælle mig historien og lade mig forsøge at skrive den.
Fortællingen om Finn føjer sig fint til mine andre fortællinger om de mange spændende og interessante personer, jeg har mødt i min hjemegn og som hver på deres måde har givet mig så meget. På trods af forskelle i alder, tid, baggrund, interesser og holdninger har jeg endnu engang oplevet det, jeg tit oplever. Nemlig at bare det at have Husby og omegn som udgangspunkt giver en følelse af et særligt fællesskab. Tak for fortællingen Finn.
Tekst:Ib Hansen, Kolding, december 2020.
Fotos: Finn Føns, Saint Cirq Lapopie, december 2020.
Begge tidligere Husby, henholdsvis Skræppedalsvej ved Husby Hole og Stikkelsbærgyden i Eskør.
Billedet af Husby Skole 1962 er lånt af Preben Thuesen.
Maleriet af Ravnkærs gamle bindingsværkstuehus er malet af pastor Spur, der døbte den knap tre måneder gamle Finn i Husby kirke 13. juli 1958.
