På elegante hanefjed stoltserende og flanerende i sit hønserige. Fremvisende sin kraprøde kam. Sine brune, røde og gule gnistrende og changerende halsfjer. Sine elegante slanke grå gamacheklædte fødder under de mørke vingefjer. Og med halefjerene stående efter sig som sorte røgfaner. ”Her kommer jeg, hønserigets herre.” Flot at skue.
Den strunke og stolte røde hane bliver ofte brugt som et billede på ildebrande. En ildebrand er ikke flot, men er et skrækkeligt skue. Brag og knitren. Byger af gnister. Meterhøje røde og gule flammer med tilhørende sorte røgfaner. Mennesker, dyr og bygninger i fare. Sådanne brande har hærget Husby og omegn flere gange. Ild der fortærede gårde og huse og efterfølgende medførte store forandringer, når de brændte bygninger blev genopført. Det skal vi høre mere om i det følgende.
Brændt finger medførte gårdudflytning
Pinsen 1915 skabte store forandringer i gårdbebyggelsen i vejkrydset mellem de veje, der efter kommunesammenlægningen i 1966 kom til at hedde Lillegade og Sjobjergvej.
I den gård, der engang lå her på hjørnet ved markvejen fra Lillegade op til gården Breidablik på Skræppedalsvej, sad en sen eftermiddag i pinsen en ung pige og syede.
Hendes uskyldige syaktivitet blev årsagen til, at gården, hun sad i, blev flyttet væk fra landsbyen og ud på markerne, ud mod Husby Hole. Under syningen tabte pigen en nål på gulvet og kunne i den sene eftermiddags sparsomme lys gennem de små vinduesglugger ikke finde den. Hun strøg derfor en tændstik for at lyse ned på gulvet. Tændstikken brændte hendes finger. I forskrækkelse kastede hun tændstikken fra sig, og der gik ild i et gardin. Da hun åbnede døren for at råbe om hjælp, fik ilden næring og var ikke længere til at slukke. De to stråtækte gårde i krydset Sjobjergvej - Lillegade brændte ned.
På gavlen af den gård, jeg efter ejeren på min tid i Husby kalder Claus Bangs gård, kan man se årstallet 1915. Denne nedbrændte gård blev genopført på samme sted.
Anderledes gik det med gården på den anden side af vejen. Denne gård, Breidablik blev genopført i den anden ende af omtalte markvej. Oppe på toppen af Skræppedalsbakken, midt på sine jorder. Breidablik bliver også kaldt Sognefogedgården. Det var nemlig her Husbys mangeårige sognefoged Anders Claudius Andersen og hans kone Kirstine residerede i en længere årrække, indtil de overlod gården til sønnen Jørgen og flyttede ned i aftægtshuset lidt længere nede på bakken.
Selv om de to brændende gårde i vejkrydset sendte en sværm af gnister ud over hele området, lykkedes det at redde den nærliggende købmandsbutik, købmand Bernts butik. Butikken lå mod vest i vejkrydset. Det velholdte gule trelængede beboelseshus bygget i flot bindingsværk ligger der endnu. Helt tæt på købmandsbutikken lå tidligere sprøjtehuset, hvor landsbyens hånddrevne brandsprøjte, brandspande og ilddaskere blev opbevaret.
Og tjenestepigen der brændte fingeren og uforvarende satte brandene i gang? Hun fik nogen tid efter en bøde på 10 kroner for uforsvarlig omgang med ild.
Den røde hane holdt sig herefter i skindet i en årrække, i hvert fald når det gjaldt store gårdbrande. Tretten år efter i 1928 var den røde hane ude at spankulere igen. Gnister, flammer og røgfaner stod op i himlen. Og det hele fire gange på to måneder. Denne gang var det galt på Sjobjergvej, på Eskørgyden og i den lille fine landsby Hjorte ved Tanderup.
Lynild ramte Bakkegården
Mine skolekammerat Vilhelms far, Ejler ”Bakkegård” Lasthein Jensen har i et skrift fortalt om de voldsomme brande, der ramte i 1928.
Den 25. august 1928 tidligt om morgenen trak et forfærdeligt uvejr hen over Fyn. Uvejret var så slemt, at der blev talt om det i flere år efter. Den lyse augustmorgen blev afløst af buldermørke. Himlen sitrede af statisk elektricitet, der søgte efter mål for udladninger. Landskabet blev oplyst af knitrende lyn, og det bragede løs. Lyn slog ned over det meste af Vestfyn og andre steder på Fyn. Overalt var de røde haner i gang. Masser af ildebrande lyste som fakler på den kulsorte morgenhimmel.
Ved syvtiden slog et lyn ned i Bakkegård, der ligger på Sjobjergvejs højeste sted. Lynet slog ned i rygningen på den store lade, der var stråtækket og brændbar som bare pokker. Mindre end et kvarter efter lynnedslaget var alle længerne omspændt af et stort ildhav. Heldigvis var det sensommer, så alle gårdens dyr var stadig på græs. Ingen dyr omkom. Naboerne og andre tililende kom til hjælp, og det lykkedes at redde gårdens stuehus fra den altfortærende ildebrand. Derfor er det i dag stadig muligt at glæde sig over Bakkegårdens smukt proportionerede stuehus.
På grund af de mange andre brande på Fyn varede det et par timer, før brandfolkene fra Falck nåede frem til Bakkegård. Da var det for sent at redde gårdens udlænger.
Udlængerne blev efterfølgende genopført i gult gedigent murstensbyggeri. Som noget nyt blev byggeriet gennemført efter nye principper. Nu ankom en del af bygningselementerne, som for eksempel spær, færdige til brug. Tidligere var alt blevet tilvirket på byggepladserne.
Branden på Bakkegård var i modsætning til den tidligere storbrand i krydset Lillegade-Sjobjergvej affødt af naturens kræfter og ikke letsindig omgang med ild. Desværre var den næste storbrand i Husby Sogn igen et resultat af letsindig omgang med tændstikker.
Branden på Bondero
Bare otte dage efter branden på Bakkegård brændte Bondero i Eskør. Bondero lå dengang nord for den vej, der nu hedder Eskørgyden, tæt på Stikkelsbærgyden. Nu ligger Bondero på den anden side, syd for Eskørgyden. Denne placering er en direkte følge af Bonderos brand først i september 1928.
Ejler Bakkegård fortæller i sit skrift om Husby mellem to verdenskrige, at branden på Bondero opstod som følge af triste omstændigheder. Politirapporten beskrev nemlig brandårsagen, som ”børns leg med tændstikker.”
Den 4-5 årige dreng på Bondero havde set branden på Bakkegård, der på grund af gårdens høje beliggenhed var synlig over hele sognet og derfor trak mange mennesker til. Ejler skriver, at drengen nok var blevet fascineret af den voldsomme brand. Derfor ville han selv prøve at lave ild. Til det brug havde han fået fat i en æske tændstikker og tændte et lille bål omme bag gården. Ilden fra bålet fik fat i tagskægget på en af laderne. Bondero var en firlænget stråtækket gård, så gården blev hurtigt overtændt, og der var intet at stille op. Hele gården blev i løbet af kort tid flammernes bytte.
Da Bondero skulle genopføres besluttede ejeren som nævnt at flytte gården over på den anden side af Eskørgyden. Den nye gård blev ikke blot en kopi af den gamle, men blev opført efter dengang helt nye moderne principper.
I starten af 1900-tallet var der blandt arkitekter og konstruktører startet en forening kaldet ”Bedre Byggeskik”. Foreningen havde sin glansperiode i mellemkrigstiden, netop på tidspunktet for branden på Bondero. Formålet med foreningen var at forbedre den danske bygningskultur, hvilket blandt andet skulle ske gennem foreningens såkaldte tegnehjælp, der bestod i, at foreningens arkitekter tegnede eksempler på det, som foreningen anså for at være smukt og funktionelt byggeri. På samme tid virkede en professor Lars Hansen Larsen på Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole. Han afholdt i disse år sammen med forskellige landsbrugseksperter og arkitekter kurser i landbrugsbyggeri. Deltagerne i kurserne var landbrugskandidater fra Landbohøjskolen ansat som bygningskonsulenter. Hansen Larsens kurser skulle ruste deltagerne til at mestre det puslespil, det er at ryste en gårds forskellige bygningsafsnit sammen, så det daglige arbejde bliver så let som muligt og således, at der samtidig opnås det størst mulige husrum til den mindst mulige pris.
Essensen af foreningen ”Bedre Byggeskiks” og professor Hansen Larsens principper kan sammenfattes i ønsket om æstetisk smukke og samtidig funktionelle bygninger.
Blanke rødstensmure, hvide dannebrogsvinduer og afvalmede gavle blev anset for at være smukke bygningselementer. En af standardtegningerne fra perioden viser en bygning, der fuldstændig ligner Bondero efter genopførelsen på den nye placering. Bondero blev en helstøbt sammenhængende funktionel flot gård med en fin placering i det smukke afrundede landskab med udsigt til bløde bakker og frodige eng- og moseområder. Den smukke gård blev resultatet af branden i 1928. Et resultat vi heldigvis den dag i dag kan nyde og glæde os over, når vi på Eskørgyden passerer Bondero. Og et resultat jeg i al min barn- og ungdom i Husby har kunnet glæde mig over hver eneste dag, når mit blik fra mit hjem løb ud over Husby Mose og bakkerne omkring.
Brandulykkerne i efteråret 1928 ville tilsyneladende ingen ende tage. Blot en måneds tid efter brandene på Bakkegård og Bondero brændte midt i oktober to gårde i Hjorte i Tanderup Sogn. Men så var det også slut. Den næste større brand, vi vil opholde os ved skete igen nær Eskørgyden, 35 år efter brandene på Bakkegård, Bondero og i Hjorte. Det var Ravnkær på sidevejen Stikkelsbærgyden, der blev ramt.
Branden på Ravnkær
Det er Finn Petersen Føns, min lillebror Bos skolekammerat, der har fortalt mig om denne brand. Finn var fem år gammel, da hjemmet på Ravnkær gik op i røg. Det var på en fin sommerdag den 6. august 1963. Familien Petersen bestående af Johannes, Ingrid og Finn var på vej til stranden, da Finns mor kiggede bagud mod gården og så den stod i brand. Røde og gule flammer steg i en fane af røg og gnister op mod sommerhimlen. Der var gået ild i taget på gårdens smukke gamle stuehus.
Finn husker, at der kom rigtig mange brandfolk og brandbiler, nogle af dem helt fra Odense. De havde ikke vand med, da tankvognens vand var blevet brugt på andre brande, de netop var blevet færdige med at slukke. Brandfolkene rullede derfor brandslanger helt over til branddammen i Eskør, flere hundrede meter væk. Brandslukningen startede i et kaos. Brandfolkene havde besvær med at få pumperne i gang, og slangerne sprang flere gange læk.
Det var en næsten vindstille dag, så branden udviklede sig derfor langsomt. Brandfolkene og de tililende hjalp med tømme stuehuset. Alt blev stillet ud i haven. Loftsrummet oppe under stråtaget kunne brandfolkene dog ikke nå at tømme. En prøvede at åbne lemmen op til loftet, men det fik ilden til at blusse voldsomt op. Han fik hurtigt lukket lemmen igen. Haven var fyldt af mennesker, som ville se branden, omkring 300 tilskuere blev hurtigt forsamlet.
Varmen fra stuehusbranden blev stærkere og stærkere. Ilden sprang over til en stråtækt staldlænge, hvor gårdens høns gik. Alle hønsene blev lukket ud, ellers var de brændt ihjel. De andre længer havde fast tag, så de var knap så brandfarlige og overlevede derfor branden. Heldigvis kom der efterhånden vand frem gennem brandslangerne. Ilden kom under kontrol, og længernes tage blev kølet ned. Dyrene i staldene slap med livet i behold. Det blev ikke nødvendigt at lukke dem ud. Stuehuset var fuldstændig brændt ned.
Efterfølgende mente de brandsagkyndige, at årsagen til branden var, at Finns mor havde sat ild til en avis og stukket den ind i skorstenen for at skabe træk. En avisflage med gløder var med luftstrømmen svævet op gennem skorstenen, var landet på stråtaget og havde antændt det. En lille dagligdags ting der store konsekvenser og skabte forandringer på Ravnkær.
Kort tid efter gik Johannes og Ingrid i gang med at opføre et nyt stuehus til afløsning af det gamle. Deres inspiration til, hvordan det nye stuehus skulle se ud, kom fra Ejby. Fra den gård tæt på motorvejsafkørslen, der nu kaldes Plantegården, men som egentlig hedder Elmegård. Oprindelig lå Elmegård i Gammel Ejby, der hvor der nu ligger en bilforretning. Elmegård og en tæt ved liggende gård brændte begge ned til grunden ved en storbrand omkring 1960. Begge gårde blev genopført ude på deres jorder nord for Gammel Ejby. Elmegård blev genopført som en helstøbt velproportioneret trelænget gård i gule sten. Det var murer Kokholm, der opførte gården. Min far var ansat ved Kokholm og deltog i byggeriet. Min lillebror Leif og jeg cyklede af og til over til byggepladsen i Ejby for at se, hvordan byggeriet skred frem. Elmegårds stuehus har høj kælder, stueplan og udnyttet første sal. Fra gårdspladsen er der en trappe op til stueplanet. Det var netop sådan et stuehus. Johannes og Ingrid Petersen gerne ville have, og det var sådan et, de fik. Dengang gik byggerier hurtigt. Allerede 7 måneder efter branden kunne Ravnkærs nye stuehus i marts 1964 tages i brug. Nu er gården nedlagt som landbrug, jorden solgt fra, og bygningerne udnyttes til privatbeboelse.
Da Ellas brødudsalg brændte
Midt i Husby havde vi unge engang et mødested. Og sognets borgere et sted at købe brød, blade, slik, is og sodavand. Det var Ellas Café og Brødudsalg. Her mødtes unge ofte om aftenen. Ikke blot unge fra Husby, Sønder Åby, Wedellsborg, Hygind og Eskør, men også unge fra Håre, Emtekær og Tanderup. Brødudsalget, som det blot blev kaldt i daglig omtale, var et fælles hæng ud sted for unge på tværs af interesser. Her kunne vi mødes med dem, der ikke lige gik til sport, som de fleste af os ellers gjorde.
I oktober 1976 forsvandt denne mulighed. Igen var det fascinationen af tændstikker og ild, der var årsagen. Ifølge Fyens Stiftstidende var det en fireårig dreng, der sad og legede oppe i et gavlværelse. Desværre legede han med tændstikker. Pludselig opdagede hans mor, at det brændte voldsomt fra værelset. Falck blev alarmeret.
Men som ved nogle af de tidligere nævnte brande havde Falck problemer med at skaffe sig slukningsvand. Der var ikke vand i hanerne nær brandstedet, og den lokale branddam var udtørret. Derfor måtte brandfolkene rekvirere en tankvogn fra Falckstationen i Ejby.
Heldigvis blev drengen reddet, men huset var så skadet, at det ikke gav mening at reparere på det. Og der var nok heller ikke længere basis for at drive brødudsalg. Derfor blev brandtomten ryddet, og i stedet blev der opført en almindelig rødstens moderne familievilla på grunden. Dermed var det slut med de unges hænge ud sted. Landsbyen ændrede sig. Atter en butik blev nedlagt, og et gammelt hus blev afløst af et nyt hus.
Vosegård - fødehjem for international forsker
Så når vi til den sidste brand, jeg vil omtale. En brand jeg ikke ved så meget om, men en brand der fik stor betydning for det indtryk, vi får, når vi færdes rundt i Husby Sogn.
Igen var det en af de gamle gårde på Eskørgyden, der brændte. Det var Vosegård, der brændte i starten af 1990´erne. Hele gården blev så brandskadet, at det ikke længere gav mening at genopføre en egentlig gårdbebyggelse. I stedet blev der opført en privatbolig på det sted, hvor gården tidligere havde ligget. Der var ikke brug for længer, da Vosegård ligesom mange af de andre gårde i området i de her år blev nedlagt som landbrug, og jorden blev samlet på færre hænder i større landbrugsenheder. En udvikling der har sat sit umiskendelige præg på landskabet. Markerne er blevet større og mange diger og hegn er blevet ryddede.
Vosegård er en interessant videnskabshistorisk lokalitet. Det var nemlig på denne gård en dansk pionerkvinde Marie Jørgensen blev født juledag i 1874. Hun giftede sig til efternavnet Krogh og blev derefter kendt ikke blot i Danmark, men i hele verden som Marie Krogh. Manden hun giftede sig med var August Krogh. I år for 100 år siden i 1920 fik August Krogh nobelprisen i medicin. I 2022 er det 100 år siden August og Marie Krogh kom hjem fra Amerika med rettighederne til at producere insulin til de skandinaviske lande. Det reddede livet for mange diabetikere. Insulinproduktionen blev samtidig starten på en ny afgørende industri i Danmark og et løft til dansk forskning i en grad, ingen havde kunnet forestille sig dengang.
En biografi af forfatteren Hanne Sindbæk i anledning af hundredåret for introduktionen af insulin skal kaste nyt lys over menneskene Marie og August Krogh. Hanne Sindbæk udtalte i forbindelse med Novo Nordisk´ støtte til udgivelsen af biografien følgende om ægteparret Krogh.
”August og Marie Krogh var så moderne internationalt orienteret et ægtepar, at man skulle tro, det var i 2000-tallet, ikke 1900-tallet, de havde deres storhedstid. Man kan sige, at de var med på allerførste bølge af feminismen, som jo i bund og grund var en kamp for humanisme. De var ikke blot suveræne videnskabsfolk, de var mennesker af stort format. Alt hvad de gjorde, gjorde de med samfundsnytte for øje. Selv nobelprismedaljen, der var af det pure guld, blev foræret væk i en god sags tjeneste, nemlig for at skaffe hjælp til finnerne under Vinterkrigen i 1939.”
Marie Kroghs ønske om at beskæftige sig med videnskab stammede fra hendes oplevelser i familien på Vosegård. Fem af Maries søskende døde nemlig ganske unge af tuberkulose, og allerede som barn bestemte hun sig derfor til at blive læge. Hun kunne dog først starte sine studier 24 år gammel, da hendes moder ikke kunne undvære hende på gården efter faderens død.
Hun tog til København for at studere og blev i 1901 student fra N. Zahles Skole. I 1907 tog hun medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet. Allerede mens hun var student, blev hun gift med sin lærer August Krogh. De blev gennem hele livet hinandens nærmeste kolleger og uundværlige for hinanden følelsesmæssigt og fagligt. De planlagde at vente med at få børn, til hun var færdig med sin uddannelse. Mens børnene var små, prioriterede hun familien og brugte sin solide husholdningserfaring fra blandt andet Vosegård til at styre hendes og August Kroghs hjem. Ægteskabet blev præget af August Kroghs internationale karriere som forsker og nobelprismodtager, men da børnene var blevet større fortsatte Marie Krogh resten af sit liv med forskning, undervisning og lægepraksis.
Selv om selve gården Vosegård er nedbrændt og er erstattet af en familiebolig, er det nok værd at sende en tanke til Marie Krogh, når vi passerer forbi stedet, hvor hun voksede op. Hendes historie kan få os til at huske på og holde fast i, at ligestilling, ligeværd, undervisning, uddannelse og forskning er vigtige grundsten i vores samfund.
Nok om brandene i Husby og omegn. Forhåbentlig blev det ikke for tørt. Vi må nok hellere for en sikkerheds skyld skylle efter.
Efterslukning
Under udarbejdelsen af denne fortælling poppede der som sædvanligt mange sidehistorier op i mit hoved, mens jeg skrev.
Undervejs kom jeg til at tænke på de gange, vi som børn var med til efterslukning. Ikke efter ildebrandene, men efter de brandøvelser, der en gang om året blev afholdt rundt ved nogle af sognets branddamme.
Brandfolkene skulle afprøve deres pumper og andet materiel. De vendte sprøjterne op i luften og satte fuld tryk på. Nogen gange ”kom de til” at vende strålerne hen over hovederne på os børn. Så fik vi en gang forfriskende gang støvregn. Det gjorde ikke så meget, da brandøvelserne fandt sted i sommerhalvåret.
Ud over det sjove ved at overvære brandøvelserne glædede vi os især til efterslukningen. Brandfolkene havde en kasse øl med, så mandskabet efter øvelsen kunne få skyllet de knastørre halse. Og de havde en kasse sodavand med til uddeling, så vi børn kunne deltage i efterslukningen. Det var noget vi satte pris på. Sodavand var dengang ikke en daglig foreteelse, ja knap en ugentlig.
Når den røde hane galer, er vi dybt afhængige af dygtige og modige mennesker, der sætter alt ind på at slukke forslugne ildebrande. De fortjener stor respekt og anerkendelse.
Ib Hansen, december 2020
Til dine sidste linjer: Vi fik sodavand til fødselsdage, til jul, og når vi var syge. Ellers ikke, så det var virkelig stort - og slet ikke uattraktivt at blive syg :-)
SvarSletDet var da helt vildt med alle jeres brande! Den fireårige burde have været under bedre opsyn, men uvejrsbrandene ... jeg har kun hørt om én stor brand i omegnen af mine forældres (og farforældres) gård, og jeg er ret sikker på, at lynafledere var almindeligt forekommende fra begyndelsen af 1900-tallet. Men måske ikke på Fyn?
Jo, jeg har set mange lynafledere, men måske var jordforbindelsen i uorden. Eller lynet var så kraftigt, at det sprang fra den eventuelle lynafleder over på stråtaget.
Slet