mandag den 24. juli 2023

Bønderkarle trodsede grev Wedell

Birkedommerboligen ved grevskabet Wedellsborgs birketing på Kællingbjerg 

Urolige og usikre bønderkarle og bønderdrenge var en tidlig morgen på vej mod Kællingbjerg. Det var en lørdag i det tidligere forår 1678. Helt præcist den 6. april 1678. Fra alle sider af grevskabet Wedellsborg kom bønderkarle og bønderdrenge vandrende mod grevskabets birketing på Kællingbjerg, beliggende ved skelbækken mellem Ørslev og Husby sogne.

Drengene og karlene kom nok gående i mindre flokke hver fra grevskabets forskellige landsbyer. Snakken gik. Der var en utryg stemning. Hvorfor havde grev Wedell indstævnet dem til at give møde på birketinget, og det netop på det tidspunkt, hvor forårstravlheden var ved at sætte ind?

Der var karle og store drenge fra Husby, fra Håre, fra Skydebjerg, fra Udby og fra mange af de andre landsbyer fra de store dele af Vestfyn, der dengang hørte under grevskabet Wedellsborg. Så nogle af dem, der var undervejs havde op til et par timers vandring for at kunne give møde på Kællingbjerg. Det var ikke sært, at de unge bønderkarle og -drenge var urolige.

Indkaldelsen til at møde på Birketinget Kællingbjerg kom kun cirka 6 år efter, at grevskabet Wedellsborg den 11. december 1672 var blevet oprettet af den holstenske friherre Wilhelm Friedrich Wedell. Grevskabet bestod ved oprettelsen af hovedgårdene Wedellsborg, Tybrind, Sparretorn, Billeskov og Minendal. Senere kom Orelund, Frederiksgave (nuværende Hagenskov syd for Assens) og Billeshave til. Udover utilfredsheden med det ubekvemme tidspunkt var de unge karle også utrygge ved den tyske greve. I samtiden var Wilhelm Friedrich Wedell for at sige det mildt og ganske underdrevet nemlig ikke berømmet for sin humanitet.

Wedellsborg Slot

De var helt klar over, at bøndernes frihed altid var i fare, ligesom de unge bønderkarle via godsejerne kunne risikere at blive udskrevet til krigstjeneste. Netop i disse år var Danmark atter engang i krig med Sverige, Den Skånske krig (1675-1679). Hidtil var det lykkedes grev Wedell at smyge sig udenom forpligtelsen til at stille soldater fra grevskabet til rådighed for kongen. Det var bønderkarlene selvfølgelig overmåde tilfredse med, og derfor var de personligt tilskyndede til at forblive tjenestekarle på de bøndergårde, der hørte under grevskabet Wedellsborg.

Men hvad kunne der mon være i gære, siden de i sådant et omfang var indstævnet til at give møde for birkedommeren?

Hvad bønderkarlene nok ikke var så bevidste om, stod lysende klart for grev Wedell. Han kunne se, at krigen mod Sverige lakkede mod enden, så karlenes risiko for at blive udskrevet til krigstjeneste alle steder i landet og på alle godser fremover ville blive mindre. Samtidig kunne han se, at det blev sværere og sværere at tiltrække tjenestekarle og få tjenestekarle til at forblive på hans gods, hvis der var bedre løn og vilkår andre steder. Flere steder på grevskabets gårde manglede der folk, og enkelte gårde lå allerede øde hen. Det var ved at blive en trussel mod grevskabets indtægter. Derfor ville grev Wedell gerne binde de unge karle og drenge til grevskabet, så der altid var arbejdskraft - og billig arbejdskraft - nok.

På dette tidspunkt var der ingen lovgivning, der bandt bønderne til hjemstavnen og til deres fæstegårde, som jo tilhørte godset. Den enevældige konge havde endnu ikke indført det såkaldte stavnsbånd, der tvang bønderne til at forblive i deres hjemstavn. Stavnsbåndet blev først af den enevældige kong Christian den Sjette indført for hele landet cirka et halvt århundrede efter, at bønderkarlene var blev indstævnet til at give møde på Wedellborg Birketing på Kællingbjerg. Stavnsbåndet blev indført 1733 og bandt mænd mellem 4 år og 40 år til at blive boende på det gods, hvor de var født. Stavnsbåndet blev ophævet igen allerede i 1788. Grev Wedell til Wedellsborg ville gerne effektivisere sit gods og være forud for sin tid. Han forsøgte derfor med indstævningen til at møde på Kællingbjerg den 6. april 1678 på egen hånd at indføre sin  udgave af stavnsbåndet.

Vil I sværge på at forblive boende i Wedellsborg Len? Det var det ønske og den besked bønderkarlene og bønderdrengene fik, da de endelig nåede frem til Kællingbjerg, og birketinget blev åbnet.

Da der, som nævnt, i 1678 endnu ikke var vedtaget nogen landsdækkende lovgivning om stavnsbånd og bopælspligt forelagde birkedommeren forsamlingen grevens ønske om, at de enkeltvis skulle aflægge birketingsed på, at de ville blive boende i grevskabet Wedellsborg. Det satte de fremmødte i en slem pine. De vidste udmærket, hvor afhængige de var af grev Wedell. Alskens ulykker og plager kunne ramme dem, hvis de ikke fulgte hans ønsker.

Nu var bønderne jo ikke uddannede på dette tidspunkt, men dumme var de ikke. Den første, der skulle sværge den ønskede ed til greven formulerede eden således, at han ville forblive på grevskabet sålænge, han kunne få samme løn som andre steder. Det var jo en noget elastisk ed og langt fra det, greven havde ønsket. De efterfølgende sværgede med samme formulering. Der var en del, der trods indstævningen ikke var mødt frem. De blev indkaldt til nogle af de efterfølgende afholdte birketing. Mange mødte ikke frem, og dem der mødte sværgede med samme formulering, som dem der først havde sværget ved tingmødet i april 1678. Greven måtte konstatere, at han ikke havde fået noget ud af sine bestræbelser.

Lovgivningen om stavnsbåndet, der kom til senere, blev heller ikke nogen succes. Bønderne ud over hele landet og også i grevskabet Wedellsborg måtte undergive sig kongens lov. Til gengæld steg utilfredsheden og produktiviteten faldt. Motivation og arbejdsmoral led under lovens spændetrøje. Det kunne progressive og fremskridtsvenlige adelsmænd godt se. Det fandt ufriheden og stavnsbåndet utilfredsstillende for både de enkelte godser og for landet. Derfor foreslog de kongen at ophæve stavnsbåndet. Kongen fulgte deres forslag og ophævede stavnsbåndet i 1788.

Udsnit af matrikelkort for Husby 1810-16. Det er lige efter gårdes jorder er blevet samlet, men der er fortsat ikke sket udflytning af de gårde, der havde fået jord længst væk fra landsbyen

 

Ophævelsen af stavnsbåndet indgik i den lovpakke, der under et kaldes Landboreformerne. Landboreformerne indebar, at de enkelte gårdes smålodder, der indtil da var blevet dyrket som en del af landsbyfælleskabet, blev samlet i større hovedlodder. Som en del af denne proces blev enkelte af gårdene så udflyttet fra landsbyen til det sted, hvor de havde hovedparten af deres jord. I Husby er der flere eksempler på en sådan udflytning fra landsbyen, selvom nogle af udflytningerne først skete mere en 100 år efter Landboreformerne. Gode eksempler på udflytninger fra landsbyen Husby er Klokkekær, Blidkær  og Breidablik (også kaldt Sognefogedgården).

Gamle gårde i Husby

Fæstevæsenet fortsatte. Det var fortsat for eksempel grevskabet Wedellsborg, der ejede gårdene. Bønderne måtte stadig også efter stavnsbåndets ophævelse og landboreformerne betale fæsteafgift eller levere arbejde til godset. Denne praksis blev først afskaffet omkring år 1900, og Wedellsborg var et af de sidste godser i landet, hvor fæstevæsenet blev afskaffet, og det først da de nyvundne demokrati via lovgivning i årene umiddelbart før 1920 tvang godset til at gøre det.

Alt dette vidste bønderkarlene og -drengene ikke noget til, den dag de i flokke vandrede til og fra birketinget på Kællingbjerg. Demokrati og lige ret for alle vidste de heller ikke noget om. Gad vide, hvad de talte om på hjemvejen fra tingstedet? Havde de drømme om og snakkede de om, hvad vi i dag betegner som umistelige rettigheder? Rettigheder vi hver især bør værdsætte, sikre og udbygge. Uddannelse, dannelse og det at påtage sig sit medborgerskab gennem at følge med i samfundets udvikling er med til at sikre de umistelige rettigheder, som bønderne og de øvrige indbyggere i Wedellsborg len i 1678 som de fleste andre steder led under ikke at have. Men hold da op, hvor er det glædeligt at konstatere, at de til birketinget på Kællingbjerg indkaldte bønder havde evnen til at formulere sig ud af den løkke, grev Wedell forsøgte at lægge om deres hals. Det havde de gavn af lige til den enevældige konge ikke uventet senere ved sin lovgivning gik godsejernes vej. Først med demokratiet indførelse i 1849 blev der gjort endeligt op med mange af disse uskikke.

Grundloven 5. juni 1849

Ib Hansen, 24. juli 2013

TILLÆG 

Jeg har fået kommentaren til ovenstående fortælling, at det var nyt for vedkommende, at stavnsbåndet varede så kort. Forklaringen er, at der i Sjællandske Lovs område i flere hundrede år var noget, der mindede om stavnsbåndet. Det var vornedskabet, der var endnu værre for bønderne end stavnsbåndet. Derfor følgende forklaring om vornedskabet, som i virkeligheden var det grev Wedell uden held med list forsøgte at indsmugle på Wedellsborg af bagvejen i april 1678:

Helt fra slutningen af 1300-tallet havde man under Sjællandske Lovs gyldighedsområde - d.v.s. Sjælland, Møn. Lolland, Falster og Bogø - noget, der hed vornedskab. Vornedskabet betød, at mænd skulle forblive under deres fødegods og eventuelt overtage ledige gårde til fæste, levere arbejde på fæstegårdene og yde hoveri på herregården. 

I slutningen af 1400-tallet udviklede vornedskabet under Sjællandske Lovs område sig til, at nogle herremænd begyndte at sælge deres vornede bønder. 

Denne praksis med at sælge vornede blev forbudt af Christian den Anden i begyndelsen af 1500-tallet, men vornedskabet som sådan fortsatte. Vornedskabet gjaldt som nævnt ikke for hele landet.

I 1702 ophævede den nu enevældige konge vornedskabet, men da godsejerne i løbet af 1700-tallet begyndte at mangle arbejdskraft og havde ødegårde, fik de i 1733 kongen til at oprette stavnsbåndet gældende for hele landet.

Stavnsbåndet blev ophævet 55 år efter i 1788 i forbindelse med landboreformerne.   



 

2 kommentarer:

  1. Som altid interessant læsning her på din blog. Tak for ny historisk indsigt - eller i hvert fald en genopfriskning - om en tid vi alle nok har lært om, men en lærdom, som mange af os sikkert har glemt igen.

    SvarSlet
  2. Der er mange spændende elementer i den tid. Landskabet forandrede sig, da gårdene efter nyfordelingen af jord blev lagt ud på deres marker. Det "tomme" landsklab efterhånden blev præget af spredte bebyggelser.

    SvarSlet