Lensgreve og sognerådsformand afskar bønderne fra ler og sand

 

Hvad havde han nu fundet på ham den nye greve? Snakken gik blandt bønderne. Der var en del hovedrysten. Hvorfor var de på grevens foranledning blevet indkaldt til at møde frem til en strandsynsforretning ved Wedellsborgs søndre skibsbro ved Rørdam? Og så lige midt i høhøstens tid. Mødet skulle afholdes den 28. juli 1887 klokken 9.

De havde ved tilfældige møder med Husby Kommunes to strandsynsmænd nok fornemmet, hvad mødet skulle handle om. Retten til fra forstrandene at forsyne sig med ler, sand, sten og grus. Snakken om grevens påfund i forhold til forsyningen af de omtalte materialer var derfor nok allerede i gang især blandt bønderne i Husby, Sdr. Åby og Eskør.

Nu var formodningen om forandringer i forhold til deres strandret blevet til den skinbarlige virkelighed. På grev Wedells foranledning havde Husby Kommunes strandsynsmænd den 28.6.1887 sat en bekendtgørelse om ovennævnte møde i avisen. Bønderne i Hygind har sikkert også deltaget i snakken og den mumlende utilfredshed, selvom de i denne landsby ikke ville blive påvirket af grev Bendts nye påfund. Denne forskel mellem sognets bønder vender vi tilbage til, men alle var de fælles om at holde lav profil, selv når de mente at have grund til være utilfredse med grevens beslutninger.

Husby Sogns magtcentrum

Vilhelm Carl Casper Joachim Ove Bendt lensgreve Wedell. Det var det fulde navn for den greve, bønderne nu var lidt usikre på. I daglig tale blev han blot kaldt grev Bendt. Han havde i 1883 arvet lensgrevetitlen og godset Wedellsborg efter sin far grev Julius. Grev Julius nåede kun at være greve på Wedellsborg i cirka 1 år. Så bønderne var derfor noget usikre på de nye tider, der fulgte af de forholdsvis hyppige greveskift. Den nye grev Bendts far grev Julius havde i 1882 efterfulgt sin bror - og grev Bendts farbror - Carl Vilhelm Adam Sigismund lensgreve Wedell. Carl Wedell havde været lensgreve og havde ejet godset Wedellsborg i 54 år (fra 1828 til 1882),så ham havde bønderne om ikke andet vidst, hvor de havde. Grev Julius døde allerede året efter han overtog broderens titel og gods, og nu var det så Julius´s søn grev Bendt, der sad på magten. Ham skulle bønderne nok lige se an, inden de vænnede sig til ham og de nye tider, han indvarslede.

Ikke sært, at bønderne i Husby Sogn mumlede og dukkede sig lidt, når de måtte være usikre på eller utilfredse med de af den nye greves planer, der vedrørte dem. Grev Bendt ejede deres gårde, da de var fæstebønder. Han var sognerådsformand i Husby Sogn. Og han havde retten til at udnævne birkedommeren i retskredsen Wedellsborg Birk, hvor borgerne i Wedellsborg Len skulle møde på Kællingbjerg til rettergang ved tvistigheder og ulovligheder, der faldt indenfor birketingets jurisdiktion. Fæsteskabet i forhold til Wedellsborg Gods blev som et af de sidste steder i landet først afskaffet lige før 1920. Wedellsborgs Birketing blev afskaffet i 1919 efter at have fungeret siden 1672. Sogneråd ud over hele landet - og dermed også i Husby Sogn - var i 1887 stadig en forholdsvis ny ting. Sogneråd var blevet indført ved lov i 1868. Sikke en magtportefølje, der i Husby Sognekommune var samlet hos en mand, nemlig lensgreve Bendt. 

Forbud mod borttagelse af materialer fra forstranden

De beskikkede og edsvorne strandsynsmænd for Husby Sognekommune Rasmus Hansen og H.C. Hansen havde efter begæring fra grev Wedell  indkaldt til nævnte strandsynsforretning på havnen ved Rørdam den 28. juli 1887. Indkaldelsen skete på begæring af grev Bendt Wedell som ejendomsbesidder til grevskabet Wedellsborg. En sådan begæring kunne han fremsætte i henhold til en lov, der var blevet vedtaget i Folketinget i 1862. Loven gav ejendomsbesiddere ret til at forbyde borttagelse af sten, ler, sand, grus og deslige fra forstranden ud for ejernes ejendomme. Og som fæstebønder tilhørte husby-bøndernes ejendomme jo grev Bendt. Det var en rimelig alvorlig sag. Det ses alene ud fra, at strandsynsmændene i bekendtgørelsen om mødet på Rørdam lægger op til, at strandsynsforretningen kan strække sig over flere dage. 

Men hvorfor havde et  greveligt forbud mod at fjerne blandt andet sand og ler fra sognets forstrande stor betydning for bønderne i Husby Sogn?

Hævdvunden ret

Forbuddet ville få stor betydning for bønderne. Gennem århundreder havde de hentet især sand og ler fra kysten. Det fremgår af gamle matrikelkort helt tilbage til år 1756 og årene fremefter. Bønderne brugte ler til for eksempel at kline deres vægge, reparere huller i bindingsværket, lave skillerum og til lerstampede ladegulve. Sand blev brugt til at strø i stalden, fylde i huller på gårdspladsen samt til vedligeholdelse af stier og markveje. Sand er blevet brugt på gårdene langt op i tiden. I min drengetid i 1960´erne har jeg været med til strø sand i grebninger og på gangarealer i kreaturstalde. Så var stalden lettere at holde ren, når man skulle feje. Sandet var også med til at sørge for skridsikkerhed for dyr og mennesker i staldene.

Men lade mig give et par eksempler på, hvad jeg læser mig til ud fra de gamle matrikelkort.

Husby By

Udsnit af matrikelkort Husby By, 1756. Bemærk strandvejen har anderledes linjeføring end i dag.

Udsnit af matrikelkort Husby By, 1908. Strandvejens linjeføring er nu den røde streg, mens den tidligere linjeføring (optegnet  med gult) er markeret slettet. 

Hvad  fik grev Bendt ud af sit forbud i 1887?

Resultatet af forbuddet fremgår, når man kigger på blandt andet ovenstående to matrikelkort fra Husby Strand. På matrikelkortet fra 1756 står der med næsten ulæselig skrift "fælles lergrav" ved den matrikel, der er angivet helt ude ved ved strandkanten, lige under bagenden af nordpilen, der hvor der står Stranden. Det var i denne fælles lergrav, husby-bønderne hentede deres ler.

Konsekvenserne af grevens beslutning i 1887 fremgår tydeligt af matrikelkortet over samme sted fra 1908. Der står stadig "fælles lergrav" på det  rektangulære lysebrune felt for enden af den gamle strandvej, der nu er slettet, ligesom "fælles lergrav" inde i matriklen er overstreget. Hvor strandvejen tidligere udgik fra krydset ved Husbygård, hvor Lillegade udmunder i Tybrindvej, udgår den i 1908 næsten helt nede ved Moserenden, hvor Sjobjergvej udmunder i Tybrindvej. Sådan forløber Husby Strandvej den dag i dag.

Den tidligere fælles lergrav ligger nu cirka midt mellem Moserendens udmunding i Tybrind Vig og Husby Strandvej. Den tidligere lergrav er der nu ikke mere rigtig nogen spor af i terrænet.

Lergraven i Eskør

Men der var også kystnære lergrave andre steder i Husby Sogn. I Eskør lå lergraven selvfølgelig ude nær det sted, der hedder Leret. I min barndomstid boede "Arne på Leret" her. Han var en kendt person i sognet, da han var en fortrinlig dilettantskuespiller. Der er masse af ler i Lerets gamle kystklint ud mod den store strandeng "Flægen", der tilbage i tiden har været havbund. Mine fætre i Eskør og sønnen fra en af nabogårdene eksperimenterede som drenge med nede i skråningskrattet over Hygind Bæks udløb i Tybrind Vig at lave soltørrede lersten.

Udsnit af matrikelkort Eskør, 1810. I kortets nederste venstre hjørne ses lergraven angivet med firkantet grå signatur.

Udsnit af matrikelkort Eskør By, 1908. Nu er lergravssignaturen væk.

Efter grevens beslutning i 1887 om råstofgravning i de kystnære områder eksisterer lergraven i Eskør ikke længere på matrikelkortet fra 1908.

Hvor fik husby- og eskørbønderne sand fra? På matrikelkortene over Husby By og Eskør By har jeg ikke fundet signatur for fælles sandgrav. Bønderne har nok bare hentet sand direkte fra forstranden. Det gjorde de vist endnu i mindre omfang i min barndom. Der skulle jo stadig strøs sand i en pænt renholdt og skridsikker kostald.

Bønderne i Sdr. Åby havde både lergrav og grusgrav

I Sdr. Åby var det anderledes. Bønderne havde både en fælles  lergrav og en fælles grusgrav. Lergraven lå på skrænten ud mod Bredningebugten og havde adgang fra Wedellsborgvej lige ved broen over Brænde Å, nær Sandgraverhuset og adgangsvejen gik over det sted hvor tidligere Helge Post boede, der hvor Benjamin og Monica nu bor. Stedet ses tydeligt på matrikelkortene over Sdr. Åby. Det var her i nærheden vi i vores drengetid med skolekammerater tumlede på bugten med robåde og båd med hjemmelavet sejl.

Udsnit af matrikelkort for Sdr. Åby By, 1811. Midt i billedet nederst ved en mørk firkantet signatur står "fælles lergrav"

Udsnit af matrikelkort for Sdr. Åby By, 1908. Midt i billedet nederst ved en brunlig firkantet signatur står stadig "fælles lergrav", men nu overstreget. Adgangsvejen fra Bredning Bro fremgår tydeligt, men også delvis overstreget.

Lergraven lå bekvemt nær gårdene i Sdr. Åby. Anderledes forholdt det sig med den fælles grusgrav, og en sådan havde de i modsætning til landsbyerne Husby og Eskør. Hygind vender vi som nævnt tilbage til.

Grusgraven var udlagt ude for enden af det vi dag kender som Høstmarksvej, i daglig tale nok nærmere benævt strandvejen til Sdr. Åby Strand.

Jeg tror grev Bendt særlig har haft denne grusgrav i tankerne, da han traf beslutningen om at gennemføre en nyordning for bøndernes udnyttelse af ressourcer på forstrandene. Grusgraven lå omkring det sted, hvor bådebroen på Sdr. Åby Strand nu er. Fortsat bortgravning af sten, grus og sand på dette sted kunne nok have truet grevens strandenge, som dengang var vigtige i forhold til godsets store kreaturhold. Strandengene  blev brugt til sommergræsning for ungdyrene. Men lad os lige også se på matrikelkortene over Sdr. Åby Strand. Sjovt nok er nogle af matrikelkortene over Sdr. Åby tegnet af en Fønns, men han har nok ikke noget at gøre med mine klassekammerater fra Husby Skole, Vagn Åge Føns og Jørgen Føns Rasmussen og ej heller med min gode bekendte Finn Føns fra Eskør, hvis mor stammede fra Sdr. Åby.

Udsnit af matrikelkort Sdr. Åby By, 1811. Grusgrav nederst og yderst til venstre. Der står "udlagt til grusgrav" i det gule felt.

Udsnit af matrikelkort Sdr. Åby By, 1908. Den nu slettede grusgrav nederst til venstre. Bogstaverne i "grusgrav" er streget over.

På matrikelkortet fra 1811 kan man se der står "udlagt grusgrav" nederst til venstre, mens "udlagt grusgrav" stadig står på udsnittet af matrikelkort 1908, men nu streget over. Konsekvensen af grevens beslutning i 1887 fremtræder således også tydeligt i Sdr. Åby.

Hvordan var adgangen til ler og sand i Hygind By?

Men nu går den ikke længere. Vi må som annonceret se på forholdene i Hygind, der, som jeg tidligere har nævnt, skilte sig ud fra de andre landsbyer. Hygind By ligger jo ikke kystnært som Sognets tre andre landsbyer. Det betød selvfølgelig ikke, at bønderne i Hygind ikke havde brug for sand og ler. Og de havde optimal adgang. De havde nemlig både en lergrav og en sandgrav tæt på landsbyen. I sandgraven var de endda så heldige, at der udover sand groft sorteret af istidens smeltevandsfloder også var fint flyvesand aflejret af vinden foran istidens gletsjere og i det plantetomme efteristidslandskab. Det fremgår af matrikelkortene, hvor lergraven og grusgraven lå.

Udsnit af matrikelkort Hygind By, 1810. Sandgraven ses yderst til højre nær Sibirien

Udsnit af matrikelkort Hygind By, 1810. Lergraven ses nederst midt i billede på bakken, hvor vejen går op til Husby nær det sted, hvor der  meget senere var lastestation til roebanen til Salbrovad. På kortet står "almind lergrav". Almind er et gammelt ord for fælles.

Udsnit af matrikelkort Hygind By, 1908. Yderst til højre er sandgraven fortsat angivet, men nu med slettesignatur. Lergraven ligger stadig som den også gjorde i 1810.

Grusgraven nær Sibirien ser ud til at være slettet i 1908, men jeg husker fra min drengetid, at stedet dengang fortsat lignede en grusgrav. Derimod husker jeg ikke lergraven. Lergraven har heller ikke, så vidt jeg kan se i terrænet efterladt sig fysiske spor. Sletningen af grusgraven på matrikelkortet fra 1908 kan ikke have noget at gøre med forbuddet om at hente sand og ler kystnært, men må have haft andre årsager.

Sandgraveren i Sdr. Åby

Sandgraverhuset i Sdr. Åby o. 1930

Sandgraveren på Brænde Å nær sit hus o. 1920. Bemærk de store dynger sand på pladsen mellem Sandgraverhuset og Brænde Å

Jeg ved ikke, om sandgraveren i Sdr. Åbys virksomhed havde direkte relation til restriktionerne fra 1887 mod at udnytte de strandnære råstofressourcer. Ingen tvivl om, at beslutningen har understøttet sandgraverens forretning. Gårdene og murermestrene skulle jo fortsat bruge for eksempel strøsand og støbesand. Det fremgår også af ovenstående billede af sandgraverens lager fra cirka 1920, at han sørgede for at have masser af sand på lager. Sand  han gravede op i Lillebælt og i sejlbåd fragtede op til sit hus "Sandgraverhuset". Sandgraverhuset ligger der stadig helt tæt op ad Brænde Å og broen over åen.

Nå, men det blev en længere historie om ler- og sandgrave i Husby Sogn. Altsammen affødt af grev Bendts og strandsynsmændenes indkaldelse af bønderne til mødet ved Rørdam den 28. juli 1887. I dag er grevens beslutning noget, vi alle ville stå bag. Sikring af kysterne og kystnaturen er af afgørende betydning for os i dag, men tiden var en anden dengang. Det var nok ikke sådanne tanker, de berørte bønder gjorde sig.

Avisbekendtgørelse 28. juni 1887. Indkaldelse til strandsynsforretning ved Rørdam, Wedellsborg

Ib Hansen, 26. juli 2023, 136 år efter den omtalte begivenhed.