Landbomuseet i Harte

Min åbningstale til Veteran- og Kræmmerdage ved Landbomuseet på Brødsgaard i Harte lørdag den 9. august 2025 kl. 11.00:

Velkommen til denne helt særlige dag på Landbomuseet. Jeg er glad for at se så mange her i dag - her på Brødsgaard midt i det smukke skovrejsningsprojekt Harte Skov.

Utroligt, hvad der på nogle og tredive år er kommet ud af det projekt, der blev igangsat i starten af 1990´erne. Jeg var selv med til den officielle indvielse af projektet og plantede sammen med daværende miljøminister Per Stig Møller nogle af de første træer. Så det er en helt særlig glæde for mig at se, hvad der er kommet ud af Kolding Kommunes og statens overtagelse af Brødsgaard og et par andre gårde her omkring. Ikke blot de dejlige skove og græsgange, men også og ikke mindst Landbomuseet. I et på mange måder historieløst samfund har vi brug for steder som Landbomuseet.

I disse smukke omgivelser kan vi se frem til nogle inspirerende og festlige dage, hvor det endda ser ud til, at vi bliver begunstiget af det fineste sommervejr. Det har vi brug for. Ikke blot i forhold til veteran- og kræmmermarkedet, men også for at få den sidste del af årets høst i hus.
Der er noget ekstra magisk over Landbomuseets veteran- og kræmmerdage i og med, det holdes her ved Brødsgaard, et sted der bærer på både historie og fremtid. 

I dag er vi samlet for at hylde det, der har været – for at give ære til de gamle biler, knallerter, traktorer, de historiske landbrugsmaskiner og de redskaber, der har været rygraden i samfundet gennem generationer. Vi kan inspireret af de udstillede genstande fundere over, hvordan de gamle teknologier og arbejdsredskaber har formet vores landskaber og vores liv, og hvordan de har været fundamentet for det samfund, vi kender i dag. 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige en stor tak til alle de entusiaster og samlere, der i dag fremviser deres fantastiske veteranmaskiner, redskaber og andre genstande fra fortiden. Uden jeres passion og vedholdenhed ville vi ikke have den mulighed for at dykke ned i historien, som vi har i dag. Som en med 10 tommelfingre, er det en helt særlig fornøjelse at se, hvad I kan få ud af at passe og pleje, polere og skrue på jeres gamle maskiner. 

Samtidig har vi kræmmermarkedet, hvor vi kan finde alt fra sjove og historiske ting til mere moderne skatte. Kræmmerdagene er altid et vidunderligt indslag, der giver os mulighed for at opleve et væld af produkter. Tak, fordi I kræmmere møder frem, så vi kan få den oplevelse, det er at indgå en god handel. Eller måske bare være en oser, der nyder de mange slagtilbud.

Det er vigtigt at huske, at selvom vi i dag fejrer fortiden, så handler dagens begivenhed også om fremtiden. Om hvordan vi som samfund nu og i fremtiden tager ansvar for vores natur og for en positiv samfundsudvikling med mennesket og fællesskaberne i centrum. Det er nødvendigt, at vi har rødderne solidt plantet i viden om fortiden, så vi kan hente næring til at løse nutidens og fremtidens udfordringer. Det yder Harte skovrejsningsprojekt og Landbomuseet på Brødsgaard et bidrag til. 

Derfor vil jeg gerne hylde de mange frivillige, som i det daglige står bag museet og det, at vi kan mødes her i dag i et positivt fællesskab og hyggeligt samvær. Sådanne åndehuller har vi brug for i nutidens ofte hæsblæsende samfund. Stor respekt for jeres indsats. Tak skal I have.
Jeg håber, at dagens program vil give os alle både glæde, inspiration og mulighed for at lære noget nyt både om fortid og fremtid. Lad os alle sammen tage et skridt tilbage i tiden, for på den måde kan vi få en endnu bedre forståelse for den vej, vi skal gå i fremtiden.

Med de ord erklærer jeg veteran- og kræmmerdagene åbnet!

Ib Hansen, 9. august 2025

Nysgerrighed har været min drivkraft

"Uddannelse og dannelse er en livslang 

bevægelse, drevet af lysten til hele tiden at lære,

 båret af nysgerrighed og historisk bevidsthed,

og forpligtet på fællesskabets fremtid. 

I et demokrati er viden ikke et mål i sig selv, 

men en forudsætning for at tage del

 –med indsigt, ansvar og mod"

I år er det 50 år siden, jeg blev færdig som lærer, og 50 år siden jeg fik mit første job i folkeskolen. 50 året for min debut i uddannelsens og dannelsens tjeneste fik mig til at se tilbage. 

Hold da op, hvor har jeg oplevet meget i min levetid. Mest glædelige ting, men også sørgelige ting. Sådan er livet, men jeg prøver at holde fast i de glædelige ting. Jeg fik lyst til at lave en levnedsbeskrivelse over mit liv. Den følger her.

Min familie, min uddannelse og en sønderjysk forbindelse

Jeg er søn af arbejdsmand Peter Emil Hansen og hjemmearbejdende husmoder Nina Marie Hansen. Vi har alle tre fødselsdag den 4. juli. Min mor var født i 1926 og min far i 1927, mens jeg er født i Ejby i 1950. Her boede vi de første år, indtil vi 1. november 1954 flyttede til Husby.

Min skolegang begyndte på Husby Skole i april 1958, hvor jeg gik i klasse med min et år yngre bror Leif. Vi fulgtes tæt ad – også videre til Ejby Folke- og Realskole, hvor vi afsluttede med realeksamen i 1968. Mens Leif drog østpå til København og begyndte sin shippinguddannelse i ØK - Østasiatisk Kompagni, valgte jeg den gymnasiale vej og tog studentereksamen fra Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg i juni 1971. Leif tog efter uddannelsen i ØK studentereksamen og blev senere cand. mag. i blandt andet sammenlignende litteratur fra Københavns Universitet. Han blev ansat som lektor og forsker ved Roskilde Universitet. Min yngste bror Bo tog HF-eksamen fra Middelfart Gymnasium og blev cand. phil. i historie fra Aarhus Universitet. Han tog en tillægsuddannelse i it og blev ansat indenfor dette felt i Region Midtjylland.

Efter studentereksamen flyttede jeg i august 1971 til Kolding for at begynde på læreruddannelsen ved Kolding Seminarium. Her kom jeg ikke bare til at stifte bekendtskab med mine yndlingsfag pædagogik, didaktik, samfundsfag, historie og geografi, men også med Anne Marie Schultz, som ligeledes gik på Kolding Seminarium og ligesom mig boede på Kolding Nordre Kollegium. Hun kom fra Sønderjylland og var årsag til, at jeg ikke som planlagt efter lærereksamen i 1975 vendte tilbage til Fyn. Vi blev gift på Kolding Rådhus den 24. august 1984, og i 1985 fik vi vores datter, Tanja Rebeca. I 2022 blev vi bedsteforældre til lille Alba Rebeca – et nyt dejligt kapitel i familielivet.

Mit lærerliv

Min første ansættelse som uddannet lærer var et halvt års vikarjob på Ødis Sogneskole fra januar 1975 og frem til sommerferien. Kortvarigt, men lærerigt. Her fik jeg ansvaret for en 7. klasse og oplevede for første gang, hvordan man som lærer ikke bare underviser – man danner, guider og samler. Fra august 1975 kom jeg til Bramdrup Skole, hvor jeg blev i næsten 17 år. Her oplevede jeg et stærkt og positivt kollegialt fællesskab, en god og opbakkende ledelse og fandt stor glæde ved undervisningen og nogle herlige elever.

I perioder underviste jeg i forskellige bijob ved siden af jobbet på Bramdrup Skole blandt andet i filmkundskab på Kolding Ungdomsskole, i geografi både på Kolding Seminarium og på Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev. Disse jobs havde jeg dog ikke samtidigt. Forstå det, hvem der kan, men i starten af perioden på Bramdrup Skole tog jeg også tredje linjefag i dansk og litteratur og senere blev jeg uddannet skolebibliotekar fra Danmarks Lærerhøjskole.

Tillidsarbejde

Jeg var i en periode lærerrådsformand på Bramdrup Skole og var sidst i 1980´erne også medlem af bestyrelsen for den lokale afdeling af Danmarks Lærerforening.

I 1990 lod jeg mig vælge til Kolding Byråd og blev her – sideløbende med mit virke som lærer og senere skoleleder – medlem af Plan- og Miljøudvalget, som jeg fik glæden af som udvalgsformand at stå i spidsen for. Fra februar 1992 og tre et halvt år frem var jeg skoleinspektør ved Lyshøjskolen. Et fantastisk spændende, udfordrende og givende job, hvor jeg igen oplevede et stærkt kollegaskab, nogle opbakkende forældre og engagerede elever.

Arbejdet som forvaltningschef

I juni 1995 valgte jeg at træde ud af politik og opsagde mit gode job på Lyshøjskolen for at tiltræde som forvaltningschef i Enhedsforvaltningen i Nørre Åby Kommune – tilbage til mine vestfynske rødder. Men så kom det opslag, jeg som lærer altid havde tænkt ville være min drømmestilling. Skoledirektørjobbet i Kolding Kommune. Det job søgte jeg og fik. Jobbet i Nørre Åby var igen et kortvarigt, men yderst lærerigt job, som jeg holdt meget af både i forhold til det arbejdsmæssige og det kollegiale. Jobskiftet betød, at jeg arbejdsmæssigt vendte tilbage til Kolding. Bopælsmæssigt var vi heldigvis blevet boende på Kringsager i Bramdrupdam.

Fra 1. juni 1996 startede jeg som skoledirektør i Kolding Kommune, og i 2006 – i forbindelse med kommunesammenlægningen – blev jeg af sammenlægningsbyrådet udpeget som børne- og uddannelsesdirektør i den nye, større Kolding Kommune. Også i dette job oplevede jeg et fantastisk kollega- og arbejdsfællesskab. Jeg sad i direktørstillingerne i den gamle og nye Kolding Kommune i samlet 17 år frem til min selvvalgte pensionering 1. september 2013. 

Undervejs som direktør i Kolding Kommune tog jeg KIOL-uddannelsen ved Danmarks Forvaltningshøjskole og deltog i forskelligt nationalt udviklingsarbejde. Blandt andet blev jeg udpeget som formand for en evalueringsgruppe under Danmarks Evalueringsinstitut - EVA omhandlende folkeskolens valgfag, ligesom jeg blev udpeget som medlem af den karakterkommission, som undervisningsministeren nedsatte i 2005 med henblik på at revidere den danske karakterskala. Det var det arbejde, der mundede ud i, at Folketinget vedtog en ny 7-trins karakterskala, der trådte i kraft i 2007. 

Familie- og pensionistliv

Siden 1. januar 1980 har jeg sammen med Anne Marie boet i vores nuværende hjem på Kringsager i Bramdrupdam. Et sted vi nyder meget med den lette adgang til natur i form af skov, eng, marker, søer og vandløb. Det giver mange og varierede vandremuligheder, som er en af mine store interesser. Ligeledes er vi glade for de mange interne stier, der betyder, at vi har let adgang til skole, hal, sportsplads, daginstitutioner og indkøbsmuligheder, uden vi behøver alt færdes ad store veje. Vi nyder meget vores store have med det arbejde og de oplevelser, den giver. Før vi flyttede til Kringsager boede vi fra september 1976 på Oktobervænget, også i Bramdrupdam. Det er i huset på Kringsager, meget af livet har foldet sig ud – ikke mindst i de senere år, hvor pensionisttilværelsen har givet tid til nye fortællinger, nye fællesskaber og refleksion.

Efter jeg trak mig tilbage fra fuldtidsarbejdet, har jeg i mindre omfang fungeret som konsulent og foredragsholder. Jeg har skrevet og fortalt – både her på bloggen, gennem foredrag og gennem fortællevandringer. Som nævnt holder jeg meget af at gå, især på steder hvor historie og nutid mødes. Det er en del af mine interesser at lave fortællinger om dette eller hint - gerne om "mine" lokalsamfund Husby og Bramdrup, mine uforgribelige meninger om hvad der rører sig her og hisset og erindringshistorier fra mit liv. Mine fortællinger blive også inspireret af oplevelser fra rejser og fra mine daglige vandringer og samtaler med dem, jeg møder på min vej - både gamle bekendte og nye bekendtskaber. Alt dette er nu en vigtig del af min hverdag. Jeg forsøger at leve stille og roligt  efter den gamle græske devise "om en sund sjæl i en sund krop."

Min blog, ih18.blogspot.com, er blevet mit arkiv og mit atelier. Her skriver jeg – ofte til mig selv, men altid så andre - hvis de har lyst - kan spejle sig i det, jeg fortæller. Jeg kan godt lide at skrive fortællinger, der afspejler, hvordan små begivenheder i et lokalsamfund kan relateres til store nationale eller verdenshistoriske begivenheder. Og hvordan nationale og verdenshistoriske begivenheder kan opleves i det små i de mindre lokalsamfund. Jeg vil gerne fastholde, at der også i det almindelige liv – det udramatiske, det hverdagsnære – findes værdi, alvor, humor og håb.

"Et langt liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste har givet mig det store privilegium at dele viden, værdier og vilje med utallige engagerede mennesker. Den største glæde har jeg dog fundet i samværet med min nærmeste familie og nære venner – i fællesskabet med min ægtefælle, i glæden ved min datter og mit barnebarn. Sammen med mit spændende arbejde har det gjort rejsen hel"

Ib Hansen, 20. august 2025 

Her kommer links til beskrivelser af min kones og mine forældres liv og levned:

Anne Marie: https://ih18.blogspot.com/2019/06/en-lrers-liv-og-levned.html

Min mor: https://ih18.blogspot.com/2017/12/et-hverdagsliv-oplevet-i-husby-og-ejby.html

Min Far: https://ih18.blogspot.com/2020/06/et-aktivt-arbejderliv-i-husby_23.html

Og til slut et link til historien om vores barndomshjem, "Historien om huset i Husby":

https://ih18.blogspot.com/2016/06/historien-om-huset-i-husby.html

---

Greven køber jord

 

Bønderne skal selv eje deres jord. Det blev besluttet i forbindelse med demokratiseringen af det danske samfund som følge af vedtagelsen af Grundloven i 1849. 

Herregårdene fik en rimelig frist til at afvikle fæste- og lensvæsenet. Processen skulle være tilendebragt senest i 1919. Wedellsborg var en af de sidste herregårde i Danmark til at gennemføre salget af fæstegårde og gøre fæstebønderne til selvejerbønder. Det var vist i nogenlunde god samklang mellem de fleste bønder og lensgreven.

Mange fæstebønder var vist rimeligt tilfredse med fæsteforholdene, altså den fæste (leje) de årligt skulle betale til lensgreven på Wedellsborg (ejeren) for at drive deres gårde. Og hoveriarbejdet (fæstebøndernes gratis pligtarbejde på godset, de hørte under) var jo afviklet på dette tidspunkt. Vejnavnet Hovvej på vejen mellem Husby og Håre minder om tiden, da bønder fra store områder på Vestfyn skulle levere hoveriarbejde på Wedellsborg eller nogle af Wedellsborgs hovedgårde.

Andre bønder kunne se udviklingsperspektiver og ejerstolthed i at blive selvejerbønder. Men som nævnt var processen først tilendebragt tæt op mod fristens udløb i 1919. Ud fra datidens aviser ser det ud til, at de fleste handler mellem lensherren på Wedellsborg og fæstebønderne blev foretaget i mindelighed. I følge datidens aviser er kun ganske få handler, der trækker ud, fordi der ikke kunne opnås enighed om fæstebondens købspris. Sådanne tvistigheder blev afgjort af et særligt organ oprettet til formålet.

Wedellsborgs porthus "Adlerhus"

Nu ser det ud til, at historiens gang betyder, at en del tidligere fæstejord i Husby og nabosognene igen vender tilbage til godsejeren på Wedellsborg. Eller rettere til Wefri A/S, der er det aktieselskab, der med grev Bendt Wedel i spidsen driver godserne Wedellsborg ved Husby på Fyn og Frijsenborg ved Hammel i Jylland. Tilsammen ejer godserne 10.151 hektar svarende til mere end 20.000 tønder land, heraf 4.004 ha landbrugsjord og 6.147 hektar skov og eng. Det gør, at Wefri A/S hører til i toppen af landets allerstørste jordejere.

Når jeg vandrer mine ture rundt på Wedellsborghalvøen i primært Husby og Tanderup Sogne taler jeg selvfølgelig undervejs med mange af de mennesker, jeg møder. Gennem disse samtaler har jeg fået indtryk af, at Wedellsborg (Wefri A/S) gennem de seneste år står bag mange opkøb af ejendomme på Vestfyn, typisk i forbindelse med landbrugenes generationsskifte, der jo er en udfordring, da landbrugsjordens pris er kraftigt stigende. Jeg har prøvet at tjekke i Landbrugsavisen, områdets dagblade og ugeaviser samt på nettet. Jeg kan se, at det kan bekræftes, at Wedellsborg har købt flere hundrede hektarer jord i Husby og omegn. Samtidig har lensgreve Bendt Wedell gennem Wefri A/S også deltaget i jordopkøb i udlandet. Men set isoleret i forhold til Husby og omegn gik der altså kun omkring 100 år, inden den tidligere fæstejord igen blev til herregårdsjord og vendte tilbage til godset Wedellsborg (Wefri A/S). Interessant, at se hvordan historiens hjul drejer. Og se hvordan tidligere tiders udvikling bliver til afvikling med forhåbentlig kommende udvikling.

Jeg håber, at den nye centralisering af land-og skovbrugsejendomme ikke fører til yderligere afvikling af livet på landet. Det bliver nødvendigt politisk både nationalt og lokalt at se på, hvordan det særligt kan blive attraktivt at bosætte sig i og renovere nedlagte landsbrugsejendomme. Det gælder i forhold til renovering af historisk og kulturelt interessante landbrugsbygninger. Långivning. Ejendomsskatter. Kollektiv transport. Bilafgifter. Skattemæssige fradrag for kørsel fra landområder til arbejde i byerne. Infrastruktur. Skånsomt nybyggeri underlagt den historiske landsbystruktur. Adgang til skoler, daginstitutioner, ældreboliger og plejehjem. Og meget andet. Det bliver en interessant udvikling at følge.

Foreløbig må vi bare glæde os over, at Wefri A/S på deres hjemmeside skriver følgende "Vi gør en dyd ud af at medtænke miljøet i vores arbejde- derfor arbejder vi med en cirkulær økonomi i alle grene af vores hverdag". Det er en vigtig udmelding.

Der er mange  kulturelle og naturmæssige oplevelser at hente i herregårdslandskabet, men tilgængeligheden til Wedellsborg Gods er noget restriktiv i forhold til blandt andre ældre og dårligt gående. Forhåbentlig sker der ændring på dette område med bedre parkeringsforhold og lettere adgang til naturområderne, selvfølgelig på en måde, så besøgende på en for naturen skånsom måde med god ret- og vejledning kan bevæge sig igennem de helt unikke landskaber uden for store naturmæssige skader. Denne tankegang kunne også indtænkes i forhold til de genkøbte ejendomme, hvor nogle ligger nær vandløb og unikke engarealer. Trampestierne i initiativet "Spor i landskabet" kunne være en god inspirationskilde. 

Forhåbentlig bliver offentlighedens adgangsmuligheder til naturen indtænkt ved de igangværende forhandlinger om "den grønne trepart".  Det ville være godt i forhold til fremme af folkesundheden med "en sund sjæl i et sundt legeme." Og det ville være en attraktion i forhold til byboeres ønske om at bosætte sig på landet med let tilgængelighed til natur- og kulturmæssige oplevelser i skov, på strand og på eng. Wedellsborg og Frijsenborg godser har tilsammen mere end 140 huse til udlejning, så lensgreven har også en egeninteresse i at gøre disse huse attraktive i forhold til adgang til naturmæssige oplevelser.

Wedellsborg Slot

Ib Hansen, 19. august 2025

 

Fri os fra det anglo-amerikanske skolesyn

Den økonomiske organisation OECD har gennem de seneste 20-25 år fået en stadig stigende indflydelse på den danske folkeskole. 

Det har betydet, at de politiske beslutninger i forhold til folkeskolen og folkeskolens pædagogik i højere og højere grad baserer sig på anglo-amerikansk pædagogik. Dansk, skandinavisk og europæisk pædagogisk tankegods er blevet trængt i baggrunden.

Heldigvis er det ikke for sent at rebe sejlene og få bremset denne for folkeskolen - og i øvrigt også for daginstitutionsområdet - negative udvikling. Vi har stadig en rigtig god folkeskole, men der viser sig flere og flere rustpletter.

Børnene er blevet presset ind i formel undervisning for tidligt. De skal have tid til at være børn og gennem leg og andre udviklende aktiviteter lære at begå sig i fælleskaber.

Fokuseringen på undervisningens samfundsøkonomiske nytteværdi, rangordningen af skolerne i forhold til formelle faglige resultater, presset på både elever og undervisere samt den negative italesætning har fået stadig flere børn og ansatte til at forlade folkeskolen. Almendannelse og demokratisk dannelse i forhold til medborgerskabsevne er blevet presset i baggrunden af OECD´s pres i forhold til fremme af medlemsstaternes konkurrenceevne og ønsket om at fremme konkurrencestatstankerne.

En gentænkning af spørgsmålet om "Hvorfor holder vi skole?" er nødvendig. Ved besvarelsen af dette spørgsmål bør vi vende tilbage til rødderne og suge næring gennem disse til nutidens og fremtidens udvikling af folkeskolen med hensyn til både det faglige, det sociale og medborgerskabsevnen.

Nedenstående  citater giver i kort form  en fornemmelse af, hvad der tidligere var det særlig danske i pædagogik og folkeskole. Et historisk perspektiv, der giver mulighed for at værne om og nænsomt udvikle den særlige danske pædagogiske tilgang, der har haft så stor succes i forhold til at skabe et af verdens bedste samfund med et af verdens bedste uddannelsessystemer. 

Politikerne har i gennem de seneste 25 år lavet ændring på ændring i folkeskolen. Formålet har været at styrke kvaliteten i skolen. Det er i sig selv selvfølgelig et helt legitimt og godt politisk formål. Problemet er bare, at den politiske mission ikke er lykkedes. Politikerne er kommet ud af takt med, hvad der er det særligt danske i forhold til pædagogik og folkeskole set i sammenhæng med samfundets udvikling. Mange forældre er utilfredse med den folkeskole, der er kommet ud af det. Elever og lærere stemmer med fødderne og vandrer i stadig stigende grad til de private skoler.

Problemet er, at politikerne i deres iver efter forandringer er ved at smide det særligt danske i folkeskolen ud med badevandet.


Hvis vi som en lille nation blot tilpasser os og kopierer de modeller, som store nationer og magtfulde internationale økonomiske organisationer som OECD og EU lægger for dagen, så risikerer vi at miste det unikke, der har gjort, at vi som småstat hidtil har klaret os så flot.

I flæng kan jeg blot nævne, at internationale undersøgelser viser,  at vi er et af verdens lykkeligste folkeslag, et af verdens rigeste folkeslag, har en af Europas stærkeste økonomier, har et af verdens sikreste og tryggeste samfund, er verdens bedste retssamfund, har stor vilje og evne til livslang læring med den omstillingsevne, det medfører. Danske elever ligger i toppen, når det gælder glæde ved at gå i skole. Danske elever ligger på eller over gennemsnittet i internationale undersøgelser, når det gælder kundskabs- og færdighedsmæssige resultater. Danske elever ligger i toppen i internationale undersøgelser, når det gælder viden om samfundet og ønske om at være aktivt deltagende i demokratiet. Det er resultater, der påkræver sig anerkendelse og ikke nedvurdering og desavouering.

Men hvad er det for en særlig dansk tilgang, der har medvirket til disse flotte resultater? 

Det særligt danske skal selvfølgelig tilføres vitamintilskud udefra. Vitaminer der vitaliserer vores tilgang, men ikke udvisker og overtoner vores særlige måde at gøre tingene på. Her er mit bud på, hvad jeg ville tage med som idegrundlag for det vigtige og udfordrende arbejde, det er at holde folkeskolerne på det særligt danske spor:

Skolen ”må (...) for det første ikke gøre oplysning eller sig selv men livets tarv til sit øjemed” (N.F.S.Grundtvig. 1838)

”Oplysning har jeg næppe så godt greb på, som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og oplyser jeg på engang” (Kristen Kold. 1866)

"Børnene ejer sig selv og skal vurderes som selvstændige individer med ret til kærlighed, tryghed og anerkendelse" (Peter Sabroe o. 1910)

"Lær (...) at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig". (Th. Stauning. 1939)


”Demokrati er derfor en livsform. Man tilegner sig den ved at leve den igennem sit privatliv - i forhold til familie, naboer og foreningsliv. Det bliver en tankegang - en holdning, der gennem hele livet udmøntes ved handling og gennemstrømmer samfundet". (Hal Kock. 1945)

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” (Julius Bomholt. 1953)

"Skolens hovedopgave er at give eleverne del i den oplysning om deres tilværelse og den verden, der er givet med vor kulturoverlevering. Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde med med fortælling for at ende med stillingtagen". (K. E. Løgstrup. 1981)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Frank McCourts roman ”Angelas aske”. 1996)

"...den grundholdning, som udtrykkes gennem anerkendelse, må være selve den kerne, som pædagogik er gjort af. I mødet med den anden må der være en anerkendelse, en respekt og en forståelse til stede." (Axel Honneth. 2004)

”Viden og kærlighed er den samme mentale aktivitet; for at forstå en ting må man elske den, for at elske en ting må man forstå den.” (Scharmer. 2006)

Ib Hansen 12.august 2025

Verden igen i våbenkapløb

Dire Straits: Brothers in arms: https://youtu.be/SiaMDKgrsQs?si=ni98Hd2CVzaQNMK1

Alle krigsveteraner får i mere eller mindre grad ar på krop og sjæl og flygter som sangen beskriver i overført forstand op i bjergene. Krig og angsten for krig æder sjæle op, uanset om man er deltager eller tilskuer. Men vi kan ikke lukke øjne og ører for nutidens fare for storkrig og for de inhumane krige i Ukraine, Gaza og mange andre steder.

Os fra 1968’ er generationen husker protesterne mod krigen i Vietnam, fredsbevægelserne mod den vanvittige oprustning under den kolde krig, alt imens millioner af børn i verden sultede, og der manglede penge til uddannelse og velfærd.

Jeg har tidligere skrevet en blog om mine erindriger om de mest rædselsvækkende krige i min levetid: "Med åbne øjne, ører og sind - min lære af Afghanistan og andre krige i min tid":

https://ih18.blogspot.com/2021/08/med-abne-jne-rer-og-sind-lren-af.html

Markante musikere som Rolling Stones med Gimme Shelter (1971) https://youtu.be/RbmS3tQJ7Os?feature=shared , John Lennon med Imagine (1970) https://youtu.be/bNnFFKv_NyI?feature=shared og Dire Straits med Brothers in Arm (1985) protesterede mod krigen og truslerne om krig. Blandt andre Joan Baez, Pete Seeger og nobelpristageren Bob Dylan forsøgte med deres protestsange at få mennesker til at åbne øjne og ører og protestere mod uret, uretfærdighed, miljøødelæggelse, krig og vold.

Helt tæt på vores dagligdag er vi igen udsat for våbenkapløb, uretfærdighed, krig og forbrydelser mod menneskeheden.

Spilles der i nutidens radio musik af den karakter som ovenfor nævnt? Udkommer der musik og synger nutidens unge og vi borgere generelt med på musik som den nævnte?

Jeg indrømmer at leve i fortiden, hvad angår musik, men nu føler jeg desværre igen et påtrængende behov for musik og sange svarende til min fortids-musik. Har vi lignende eksempler som ovenfor nævnte blandt nutidens væld af “love-flugtmusik”?

Jeg synes, der er et påtrængende behov for andet end “luk øjne og ører musik”. Men måske er det bare mig, der ikke følger godt nok med i nutidens musikscene. Det håber jeg.

Men ellers kan vi trøste os med vedkommende og nærværende sange om dette tema fra Højskolesangbogen. Dem har jeg skrevet om i et blogindlæg: https://ih18.blogspot.com/2024/06/jeg-havde-en-drm-den-bristede.html  . I linket om er der henvisning til sangene i Højskolesangbogen og link til Youtube med markante musikere, der spiller de pågældende sange.

Ib Hansen, 1. august 2025

Lokal præst og modstandsmand fra Vestfyn blev professor, dr.teol. ved Århus Universitet - tillæg til min blog "De døde også for Danmark"

 

Præst, modstandsmand, filosof og professor Knud Ejler Løgstrup

Under det hyggelige kaffesamvær i Hans Peter Jørgensens lade i Emtekær efter den årlige markering af respekten for dem, der mistede livet den 22. maj 1944 efter en luftkamp over Emtekær, talte jeg med en deltager om det centrale i min mindetale, nemlig uddannelse, dannelse og moral som medicin mod det demente historieløse samfund og den apati, ligegyldighed og mangel på empati, der kan komme til at præge selv veluddannede mennesker og folkeslag.

Under samtalen nævnte jeg, at der i årene op mod 2. verdenskrig i Sandager-Holevad havde været en præst, som senere blev professor på Århus Universitet. Hans arbejde der med etik, moral og pædagogik har haft stor betydning for mig i mit arbejde på forskellige poster og niveauer i uddannelsesverdenen, Jeg kunne desværre ikke under samtalen lige komme på hans navn. "Jeg kommer på det i bilen hjem til Bramdrupdam", sagde jeg. Og ganske rigtigt. Det var professor K.E. Løgstrup, jeg tænkte på.

Først en kort sammenfatning af de af hans tanker, der har haft særlig betydning for mig i mit virke i uddannelsesverdenen:

"Skolens hovedopgave er at give eleverne del i den oplysning om deres tilværelse og den verden, der er givet med vor kulturoverlevering. Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde med med fortælling for at ende med stillingtagen". (K. E. Løgstrup. 1981)

Til slut lidt faktuelt om K.E. Løgstrup. Han var teolog og religionsfilosof. Løgstrup blev cand.theol. i 1930 og modtog i 1932 Københavns Universitets guldmedalje for en prisopgave etik.

Efterfølgende studerede han etik hos filosoffer flere steder i Tyskland,. 

1936-43 var han præst i Sandager-Holevad Sogne. Et udvalg af hans prædikener herfra blev udgivet i 1995. Under besættelsen deltog Løgstrup i modstandsbevægelsen og tog afstand fra forhandlingspolitikken frem til 1943.

I 1943 blev han dr.theol. Og fra 1943 til 1975 var han professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet. På opfordring fortsatte han dog med at forelæse efter sin afgang. Løgstrup døde den 20. november 1981 

I 2017 lavede jeg en lille "Politikernes Pædagogiske Pixi-bog ", hvor Løgstrup indtager en central plads:

https://ih18.blogspot.com/2017/03/pdagogisk-pixibog-for-politikere-om.html

De døde også for Danmark

Manuskript til min mindetale ved mindestenen i Emtekær den 22. maj 2025:

"De døde også for Danmark"

Sådan slutter teksten på mindestenen i Emtekær over de for 81 år siden den 22. maj 1944 dræbte syv RAF-piloter.

"De døde også for Danmark." Og de døde i forsvar mod ufattelig menneskelig ondskab og for demokrati og frihed. 

Ondskabens grimme svulster har det med at få tag i mennesker. Vi har det med at glemme tidligere tiders misgerninger og lukke øjne og ører for den uretfærdighed og det magtmisbrug, der foregår lige omkring os. Vi bliver historisk demente. Vi mister evnen til at sætte os i andre menneskers sted.

Den kendsgerning er udtrykt allerede for mere end 2500 år siden af profeten Ezekiel. I Ezekiels bog i Bibelen, kapitel 12, vers 1-2 er det beskrevet på denne måde:

"Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."

Eller som en af min ungdoms yndlingsforfattere, den franske filosof og nobelpristager Albert Camus har sagt det: "Et menneske uden moral er som et vildt dyr, tabt for verden". 

Når vi i dag mindes nogle af dem, der gav det ultimative offer i kampen mod ufattelig menneskelig ondskab, sker det i lyset af en aktuel verdenssituation, der gør det på sin plads at vende vore tanker tilbage til årsagerne til 2. Verdenskrig. Hvordan kan en sådan ondskab opstå?

Det begyndte i det små

Mørke fascistoide kræfter var langsomt vokset frem i Europa i årene efter Første Verdenskrig. Først formaliseret i 1919 af italienske Benito Mussolini. Den fascistiske svulst fremtrådte først nationalistisk og antidemokratisk og bredte sig i skyggen af Europas demokratiske og økonomiske problemer fra Italien til en lang række europæiske lande.

Nazismen i Tyskland tilføjede antisemitisme og racisme til den italienske fascismes nationalistiske og antidemokratiske profil.

Nazismens ideologi gik i praksis ud på at etablere et racerent tysk samfund. Der skulle ikke være plads i Tyskland til andre end de rene tyske "ariere". Tyskland for tyskere. Og Tyskland skulle gøres stort igen efter det forsmædelige nederlag i Første Verdenskrig.

Her mange år efter kan vi med den britiske forfatter Martin Amis ord i forhold til udviklingen af den tyske nazisme, spørge os selv om, hvordan "et søvnigt land af digtere og drømmere, og den mest højtuddannede nation, der nogensinde havde gået på jorden, kunne overgive sig til en så vanvittig og fantastisk skændsel". 

Vi må aldrig glemme, at Hitler kom til magten som følge af demokratiske processer. Det var tyskernes stemmeafgivning den 31. juli 1932, der gjorde nazisterne til Tysklands største parti med 37,8 % af de afgivne stemmer. Og det var den parlamentariske dannelse af en regering den 30. januar 1933, der satte Hitler i spidsen for en koalition af partier bestående af nazistpartiet, konservative og Tysklands førende katolske parti.

To måneder efter denne regeringsdannelse vedtog Den Tyske Rigsdag den 24. marts 1933 en såkaldt bemyndigelseslov, der fratog Rigsdagen den lovgivende magt. Forud herfor havde nazisterne ved et nyt valg fået over 50 % af stemmerne. Rigsdagen nedlagde dermed de facto sig selv. Den lovgivende magt overgik i stedet til Hitlers regering, der så egenrådigt kunne styre gennem udstedelse af dekreter.

Syv måneder efter vedtagelsen af bemyndigelsesloven meldte Tyskland sig i oktober 1933 ud af det internationale fællesskab i Folkeforbundet, forløberen for FN. 

Yderligere to måneder efter blev nazistpartiet den 1. december 1933 det eneste tilladte parti i Tyskland. 

Og i august 1934 overtog Hitler den totale magt i Tyskland med titel af "Fører". 

Så hurtigt kan det gå. To år fra et demokratisk valg i 1932 til magtoverdragelsen til en eneherskende "Fører" i 1934. 

Har vi i vor tid skabt demente historieløse samfund?  

Desværre ser vi i vore dage tegn på gentagelse af disse historiske fakta. I Europa og rundt om i verden, både i øst og vest. Det er som om store dele af befolkningerne med Ezekiels ord lukker øjne og ører for virkelighedens realiteter og fakta og glemmer de ellers herskende moralske ledetråde. Det er for en stor del af befolkningerne blevet vigtigere bare at have en mening, end at have en mening baseret på viden, indsigt og moral.

Vi må derfor alle stille os selv spørgsmålet: "Hvordan kan sådan noget ske, med krig, ufrihed, usolidaritet og dehumanisering til følge?"

Disse tendenser må vi prøve at imødegå før det bliver nødvendigt, at nogen skal dø for os, som flyverne gjorde den 22. maj 1944 midt under deres kamp mod ondskab og for frihed og demokrati. "De døde også for Danmark".

Men hvad skal vi gøre for at undgå, at vi igen bliver nødt til at sende nogen ud for at dø for os? Det er jo ikke alene diktatorer, autokrater og oligarker, der er problemet. Det er helt almindelige mennesker, der gennem deres stemmeafgivning sætter dekretudstedende magtmennesker i spidsen for regeringer. Ofte i en uhellig konstellation af pengemænd og magtmennesker. En sådan konstellation fører ikke til noget godt.

Dannelse, uddannelse og oplysning

Et vigtigt middel i kampen mod apati, ligegyldighed, selviskhed, dehumanisering og "enhver er sig selv nok"-mentalitet er uddannelse, dannelse og troværdig oplysning. Her vil jeg citere min desværre afdøde lillebror Leif Emil Hansen, som efter et helt arbejdsliv i uddannelsesforskningens tjeneste i  sin sidste bog skrev følgende:

"...Efter min opfattelse består en påtrængende opgave i, dels at ændre kursen for mål og mening med uddannelse, dels at arbejde for, at så mange som muligt via undervisning og oplysning kan få del i den viden, som er en basal forudsætning for på rimelig vis at kunne fungere som aktiv borger i demokratiske sammenhænge. Vi MÅ gøre den amerikanske sociolog og filosof Christopher Lasch’s ord til skamme, at samtidens kompleksitet ser ud til at lamme ikke bare evnen, men også viljen til medbestemmelse... Jeg ser kun en udvej: uddannelse og oplysning, kritisk dannelse...”

I lyset heraf bliver en mindeaften som den i aften helt afgørende. En sådan aften hjælper os til ikke at glemme den menneskelige ondskabs mekanismer. Og til at vi ikke glemmer at bekæmpe ondskaben, som blandt andre de døde flyvere gjorde, indtil de fandt døden her i Emtekær den 22. maj 1944.

Mindestenen og det årlige arrangement ved stenen er en vigtig brik i oplysningsindsatsen

Beundringsværdigt er det, at borgere i Tanderup Sogn lige efter krigen i 1946 besluttede at rejse en mindesten for de døde flyvere. Endnu mere beundringssværdigt er det, at I er nogen, der år efter år sørger for, at mindet om de døde flyvere og kampen mod den menneskefjendske nazistiske ideologi holdes live. Et sådant arrangement som det i aften og tilsvarende arrangementer ud over landet indgår som et vigtigt element i den uddannelse, dannelse og oplysning, der kan imødegå den mangel på viden og moral, der er med til, at mennesker bliver som vilde dyr tabt for verden. Mennesker der lukker øjne og ører for deres medmenneskers ret og behov.

De døde flyveres og alle de andres ofre må ikke være forgæves. Lad os i mindet om dem hver dag hver på vores plads arbejde for et demokrati, der bygger på indsigt, frihed, fællesskab, omsorg og personligt ansvar.

Æret været de døde flyveres og Jørgen Brandts minde!

"De døde også for Danmark"!

Tak for ordet. 

Min tale ved mindestenen i Emtekær den 22.maj 2025

Note: Jørgen Brandt var en lokal karl, der så flystyrtet og gik på marken for at se, om han kunne hjælpe. I forbindelse hermed blev han dræbt, da en ueksploderet sømine fra flyet eksploderede.

En god dram i Tanderups industricentrum

 

Brænde Å. Landevejen fra Hjorte ned mod Fælleslykke Mejeri i 1939

 Broen over Brænde Å og vejen op mod Håre i 1948. Forrest Brende Mølle Elektricitetsværk. Bagerst Brænde Mølle, hvor møllehuset er ved at blive revet ned.

"Så, nu skal vi til det bøvl igen"

"Ja, ja. Men så kan vi da også heldigvis styrke os med en dram"

Sådan har mange vejfarende på landevejen mellem Assens og Middelfart gennem århundreder nok tænkt, når de ad den ujævne grus- og jordlandevej nåede frem til Brænde Å. Åens stejle skrænter var vanskelig passérbare under alle forhold, men selvfølgelig sværest, når regn og sne skabte mudder og glatte hjulspor. Landevejen drejede af fra sin lige linje ved landsbyen Hjorte og bøjede ned mod Brænde Mølle. Så gik det skråt ned over den 20 meter høje å-skrænt, ned til møllen. Her kunne åen passeres, inden det igen gik op ad en tilsvarende stejlt skrænt mod Håre og tilbage i retningen mod Middelfart.

Her ved Brænde Å, midt i trekanten mellem landsbyerne Håre, Hjorte og Tanderup lå der siden 1500-tallet en vandmølle og her passerede landevejen mellem Assens og Middelfart indtil omkring 1940 over åen. På Brænde Mølle kunne bønderne få korn malet til mel, få sig en dram og en snak med de øvrige møllegæster og de rastende vejfarende. Det må have været et centrum for udveksling af sladder og nyheder. De vejfarende forsvandt, da landevejen blev ført over Brænde Å på en høj vejdæmning omkring 1940. Og møllegæsterne forsvandt, da møllehuset blev revet ned i 1948.

Brænde Å er med en længde på 28 km Vestfyns længste Å. På en strækning her ved Håre Bjerge har åen et efter danske forhold stejlt fald. Over 9 km falder åen 40 meter. Det giver åen brus og fart. Vandenergi der kan udnyttes. Og en transportbarriere der må overvindes. Energien blev udnyttet helt siden 1500-tallet, mens barrieren først blev overvundet omkring 1940.

Et industrielt centrum - udvikling og afvikling

Området ved å-passagen blev til Tanderup Sogns industrielle centrum. Først og fremmest Brænde Mølle. Senere i slutningen af 1800-tallet Fælleslykke Mejeri. I 1912 kom Brende Mølle Elektricitetsværk til. Området blev til et helt lille industricentrum. Det førte nye indbyggere til sognet. Indbyggere der gav ændringer i den gamle sognekultur, den århundredgamle bondekultur. Møllersvende, mejerister, maskinarbejdere, maskinister, elektrikere, elværksarbejdere og ufaglærte. I sognet var der to købmænd i Håre. En brugsforening med forsamlingslokaler i Tanderup, senere et forsamlingshus. En cafe i Håre. Det gik godt. Sognet var i udvikling fra omkring 1900 til omkring 1950. Så satte afviklingen ind. Møllen blev nedlagt. Mejeriet blev nedlagt og til sidst blev eleværket nedlagt.

Nu er området mellem Assens-Middelfart landevejen langs Brænde Å frem til den gamle mølledam og broen over åen blevet til et dejligt naturområde, hvor man kan finde ro og naturoplevelser, men ingen arbejdspladser.

Fra venstre mod højre: Brænde Mølle, Brende Mølle Elektricitetsværk og nederst i højre hjørne lidt af Fælleslykke Mejeri. Gennem området og over Brænde Å snor sig Assens-Middelfartlandevejen. Jeg benytter de kendte stavemåder. Jeg ved ikke, hvorfor der veksles mellem stavemåderne Brænde og Brende.

Fælleslykke Mejeri. 1945-50

Fælleslykke Mejeri tegnet af Frode Lund 1953

Parti fra Håre 1910-50. Udsigten fra Håre over Brænde Å-dal mod Tanderup Kirke og Tanderup Skole til venstre.

Fisketrappen mellem nedlagte Brænde Mølle til venstre og nedlagte Brende Mølle Elektricitetsværk til højre. Bagerst den gamle mølledam med natursti frem til åens passage under Assens - Middelfart Landevejens vejdæmning . Billedet taget af undertegnede i 2017.

Ib Hansen 11. maj 2025