En af Forlaget Grønvald Fynbos julebøger
Der var i Husby Skole et langt tilløb til julen. Forberedelserne begyndte allerede i november. Førstelærer Andersen uddelte bestillingssedler til julebøger fra Grønvald Fynbos Forlag.
Vi tog sedlen med hjem og afkrydsede sammen med vores forældre de julehæfter, vi gerne ville købe. Som minimum bestilte vi altid "Ved Julelampens Skær" og "Historiebogen. Børnenes Julebog". Op mod jul udleverede lærer Andersen så julehæfterne til os. Måske var det samme dag, fru Andersen kom ind fra privaten og hjalp os med at flette julestjerner og klippe julehjerter, og hvor vi havde lys, gran og slik med i skole!
Det var rigtig populært, når fru Andersen hjalp os med at lave julepynt. Den dag i dag kan jeg stadig klippe og flette julehjerter.
En anden stor dag i november måned var, når årets saldo fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge vores forældre havde indbetalt til ordningen i løbet af året. Så vidste vi, der også det år var penge til julegaver. Julens Glæde var en privatdrevet julespareforening.
Julegaverne ønskede vi os ud fra katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Det var en stor dag, når vi skulle afhente pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade hos Rute Ras kone, Anna, som administrerede uddelingen af pakker. Efterkravsopkrævningerne på pakkerne var selvfølgelig først modtaget hjemme fra Helge Post. Når vi havde hentet pakkerne gemte mor dem, så vi ikke vidste, hvad vi fik før juleaften. Men pakkerne blev godt og grundigt vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute Ras. Var det bløde eller hårde pakker?
Julen sluttede hvert år med skolens store juletræsfest i Forsamlingshuset fjerde juledag. Jeg husker specielt et år først i tresserne, hvor nogle af de store piger i syvende klasse vakte en del furore, da de dansede twist til nogle af de moderne tiders nye twist and shout musik. Ja, og så var det jo i 1962, vi begyndte at høre Beatles, da de udsendte deres første plade "Love me do”. Den indvarslede de moderne tider, der desværre førte til Husby Skoles endeligt.
Vi havde også været til Fagforeningens juletræsfest en af juledagene. Ved denne årets sidste juletræsfest blev Forsamlingshusets juletræ plyndret. Når træet skulle ud i gården for at give plads til dansen, trak børnene i den ene ende af træet og de voksne mænd i den anden ende. Jeg husker det, som om børnene altid vandt. Men vi havde jo også fået gode kræfter af de omfangsrige godteposer, der hørte med til en god juletræsfest. Skolen startede hvert år igen efter jul og nytår på Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar.
Husby Skole 2014 - nu Bendt Larsens smykkeværksted
Alt i alt en dejlig tid i Husby og Husby Skole, som jeg altid husker tilbage på med glæde, når jeg jævnligt kører forbi den gamle Husby Skole på vej til mine motions- og oplevelsesture på mit gamle hjemlands kyster. Skolen ser da heldigvis i det ydre stadig stort set ud, som den gjorde, da vi gik i skole der. Bortset fra de fældede store kastanjetræer og det nu nedrevne cykelskur, der dengang lå ud mod vejen, og som udover opbevaring af cykler i skoletiden også var meget anvendelig senere, da vi begyndte at gå til fest i Ungdomsklubben, som holdt til i Husby Forsamlingshus under ledelse af Christian Olander.
Det, der har betydet mest, er selvfølgelig ikke bygningen, men lærerne og de gode skolekammerater. Men skolebygningen er god til at vække de gode minder til live.
Ib Hansen 12.12.2025


Ingen kommentarer:
Send en kommentar