![]() |
| Adlerhus 1889 |
Hans bisættelse i Husby Kirke blev en manifestation af den stridbare tid i 1930´ernes Danmark. Bisættelsen demonstrede en tydelig skillelinje mellem det gamle elitære magtfuldkomne godsejerdanmarks menneskesyn og det mere folkelige frigørende nye menneskesyn, der trods 1930´ernes ekstreme ideologier vandt mere og mere frem.
Den kirkelige ceremoni demonstrerede også en skillelinje mellem det teologisk folkekirkelige religionssyn repræsenteret ved Husbys "ortodoks grundtvigianske" sognepræst Erik Spur og det "akademisk elitære missionske" teologiske syn repræsenteret ved den til gennemførelsen af bisættelsen fra København indhentede pastor Rønnenfelt.
Magtdemonstration
Bisættelsen blev en klar magtdemonstration over for sognets beboere af, at det var grevskabet, der ejede Husby Kirke. Når en loyal tro nærmeste medarbejder efter 43 års tjeneste skulle bisættes, skulle greven og den til greven nært knyttede Dahl-Jensen familie nok bestemme, hvem der skulle forkynde og forrette den kirkelige ceremoni! Og de ønskede ikke Husby menigheds grundtvigianske sognepræst Erik Spur, men den fra København indhentede højkirkelige pastor Rønnenfelt.
Pastor Rønnenfelt havde tilknytning til en højkirkelig missionsk præstefamilie, der havde stærke forbindelser til den odensianske fabrikantfamilie Roulund. Roulund-familien stod bag Roulunds fabrikker.
Godsforvalter Th. Dahl-Jensen blev 33 år gammel den 30. oktober 1902 i Vor Frue Kirke i Odense viet til 25-årige Christiane Roulund, der var datter af fabrikant Peter Roulund, Odense. Ægteparret bosatte sig i Wedellsborgs imposante godskontor og porthus Adlerhus. Med giftermålet lagde Th. Dahl-Jensen endnu en relation til sine stærke forbindelser til det højborgerlige Danmark i form af både konservative grever, præster og fabrikanter.
Min bror Leif og jeg kom som drenge øvrigt en del gange på Adlerhus for at lege med vores klassekammerat Henrik Flintegård, hvis familie var bosat der, fordi faderen vistnok var godsbogholder eller noget i den retning. Henrik havde en vranten gedebuk, der hele tiden prøvede at snige sig ind på os bagfra og stange os i bagdelen. Så det var svært at lege uforstyrret.
Der blæste ikke ligefrem hjertelige vinde mellem Wedelsborg og Husby Sogns præstegård i Sdr. Åby. Magtkampen var særdeles tydelig ved Dahl-Jensens bisættelse.
Lensgreveparret Julius og Inger Wedell, som ejede Husby Kirke, mødte til bisættelsen den 10. december 1938 personligt op i kirken i spidsen for et enormt følge af fynske godsejere og konservative politikere. Kirken var fuldstændig dækket af store kranse med bånd i de konservative farver og kranse fra grevelige godser over hele Fyn og Sjælland. Det var en magtdemonstration af den "gamle orden". Her skal vi lige huske, at det dengang kun var 19 år siden lens- og fæstevæsenet i 1919 blev endeligt afskaffet i Danmark.
![]() |
| Pastor Erik Spurs gravsten på Husby Kirkegård |
Han var ansvarlig for godset Wedellsborgs daglige drift. Hundredevis af fæstebønder, fæstehusmænd, husfæstere og herregårdsansatte i Husby Sogn og en del andre sogne på Vestfyn var direkte afhængige af ham. Og samtidig var han som nævnt gennem mange år en magtfuld sekretær, kasserer og sognerådsformand for de dengang knap tusind beboere i Husby Sogn.
Der var kun en over ham, nemlig godsejeren, som han tjente gennem de 43 år som godsforvalter på Wedellsborg Gods. I hans tid tjente han henholdvis under Bendt Wedell (lensgreve1883-1920) og Julius Wedell (lensgreve 1920-1959). Bendt Wedell må ikke forveksles med den nuværende ejer af Wedellsborg og Frijsenborg godser, der som oldefaderen også hedder Bendt Wedell (1982 -).
Man kan ikke lade være med at stille sig spørgsmålet: Kunne Dahl-Jensen forvalte sine to magtpositioner, uden at der skete sammenblanding og forfordeling af interesser?
I forbindelse med hans 50 års fødselsdag den 8. oktober 1919 har jeg i den konservative avis Fyens Stiftstidende og andre aviser fundet lidt om, hvad Dahl-Jensen indtil da havde beskæftiget sig med.
Da Dahl-Jensen blev valgt til Husby Sogneråd og blev sognerådsformand i 1913 var det midt i omvæltningens tid. De radikale havde udskilt sig fra Venstre i 1905. Socialdemokratiet var på hastig fremmarch. Dahl-Jensen blev valgt og genvalgt som sognerådsformand flere gange, selvom De Radikale i flere omgange sad på flertallet i sognerådet. Han måtte bruge alle sine magtevner og diplomatiske snilde for at holde sammen på sognerådet.
Under Første Verdenskrig (1914-1918) skulle sognerådet og sognerådsformanden i Husby også håndtere russiske krigsfanger, der flygtede fra det dengang tyske Sønderjylland over Lillebælt og blandt andet landede på Wedellsborgs kyster. De skulle interneres i sognet, indtil de kunne bringes til Assens, hvorfra de senere efter krigens afslutning blev sendt hjem.
Dahl-Jensen og sognerådet arbejdede også med kraftig forbedring af sognets infrastruktur. Telefoncentral og telefonledninger. Godset og nogle få andre i sognet havde brug for den nye kommunikationsteknologi. Nyanlæggelse og forbedring af sognets vejnet. Her kom et eksempel på interessekonflikt.
Både i grev Bendt Wedells tid som sognerådsformand og i Dahl-Jensens tid skulle sognet forhandle med godset om indkøb af sten, grus og sand til brug for sognets vejarbejder. Wedellsborg Gods ejede grusgrave blandt andet i Håre Bakker og ejede kysterne rundt om Wedellsborghalvøen, hvor man udvandt sand og ler. Godsejeren eller godsforvalteren skulle i flere tilfælde som sognerådsformænd forhandle med sig selv.
Det med grevens strandret betød så for eksempel også, at bønderne måtte betale godset, når de hentede tang til brug for deres stråtagsmønninger, og sand og ler til brug for blandt andet nybyggeri og renovering af deres bindingsværksejendomme.
Det var Dahl-Jensen, der i 1916 forestod den kæmpeopgave fæste- og lensafløsningen var. Wedellsborg havde omkring 240 fæstegårde og omtrent lige så mange fæstehuse. Gårdene og husene var ejet af godset, men fæstet ud (lejet ud) til daglige brugere, der skulle betale lejeafgift (fæste) til godset. Nu betød ny lovgivning, at fæsteejendommene gennem reguleret salg skulle overgå til selveje. Det lykkedes Dahl-Jensen i de allerfleste tilfælde at nå til enighed med fæsterne om overgangen til selveje. Jeg mener, at kun omkring en håndfuld sager måtte afklares i en af staten nedsat klagekommission. Det er i hvert fald kun denne håndfuld sager, jeg er stødt på i datidens presse. Og så skulle der findes jordarealer, der i behold til Folketingets "Jordlove" kunne stilles til rådighed til husmandsbrug. Jordlodder, der havde en rimelig størrelse, men ikke var så store, at en familie kunne leve af dem, men måtte søge supplerende arbejde på godset eller hos de nye selvejerbønder. Begge parter havde god brug for stabil arbejdskraft i en tid, hvor industrialiseringen trak landarbejderne fra landet ind til byernes fabrikker.
En del af sognerådets og godsets arbejde med forbedring af infrastrukturen indebar, at Th. Dahl-Jensen blev involveret i anlæggelsen i 1912 af vandkraftværket "Brende Mølles Elektricitetsværk". Et arbejde der blev succesfyldt.
Dahl-Jensen var også dybt involveret i arbejdet med at få gennemført en jernbanelinje fra Assens over Tanderup og Husby til statsbanen i Ejby eller Nørre Åby. Dette arbejde endte som bekendt som en fiasko. Den jernbanelinje blev aldrig gennemført. I stedet kom der en koncessioneret rutebilrute fra Assens over Sandager, Emtekær, Husby, Hygind og Ørslev til Ejby Station. En rute der i mange år langt op i min barndoms- og ungdomstid blev kørt af Rasmus Jensen, en søn fra gården Bjørnekær i Husby.
Dahl-Jensen var både som privat og offentlig person involveret mange andre steder end de nævnte. Han var blandt andet medstifter af og formand for bestyrelsen i Ejby Bank.
Så meget om godsforvalter og sognerådsformand Th. Dahl-Jensen. Det at følge hans 43-årige virke i Husby Sogn giver ikke blot et billede af udviklingen i dette sogn, men giver samtidig et billede af samfundsomvæltningen i hele landet i disse år.
Det politiske billede ændrede sig. Husmænd, landarbejdere og byernes arbejdende folk fik mere og mere indflydelse på samfundsudviklingen og deres egne forhold blandt andet gennem partierne De Radikale og Socialdemokratiet. Andelsbevægelse, arbejderbevægelse og foreningsliv prægede udviklingen. Konservative blev trængt af Venstre efter systemskiftet i 1901, hvor det nu ikke længere var kongen, der egenhændigt kunne udnævne en regering. I åndslivet blev det folkelige, frihedsønskerne og den personlige holdningsmæssige og religiøse stillingtagen mere og mere udpræget individualiseret. Industriudviklingen tog fart og medførte en stigende urbanisering.
På mange måder var Th. Dahl-Jensens bisættelse i 1939 en opvisning i en magtkamp, hvor partipolitik, standsidentitet og åndelig opfattelse smeltede sammen. Ikke blot lokalt i Husby, men udover landet.
Ib Hansen 25. august 2026.


