Politisk jeopardy med uddannelserne

Hvis vi som en lille nation blot tilpasser os og kopierer de økonomi- og uddannelsesmodeller, som store nationer og magtfulde internationale økonomiske organisationer som OECD og EU lægger for dagen, så risikerer vi at miste det unikke, der har gjort, at vi som småstat hidtil har klaret os så flot.
Det har vi gjort på basis af et perfekt miks mellem dannelse, almendannelse og uddannelse. Senest har Barack Obama rost effekten af vores grundtvigske uddannelsesgrundlag og effekten af friheden i vores uddannelsessystem eksemplificeret i de danske folkehøjskoler. Han lød misundelig.
Pas på, at reformiveren på uddannelsesområdet ikke løber løbsk - hvis det da ikke allerede er sket. Ensidig fokusering på det, der kan måles og vejes, og det der har en umiddelbar økonomisk nytteværdi, indsnævrer på en uheldig måde dannelses- og uddannelsespotentialet. Et potentiale vi ud fra vores særlige tilgang gennem to århundreder har været gode til at udnytte i Danmark.
Vi har skabt mange flotte resultater. I flæng kan jeg blot nævne:
Vi er generelt set et af verdens lykkeligste folkeslag. 
Vi er et af verdens rigeste folkeslag. 
Vi har en af Europas stærkeste og mest stabile økonomier.
Vi lever i et af verdens sikreste og tryggeste samfund med ringe social uro, lav kriminalitet og næsten ingen korruption.
Vi har i følge internationale undersøgelser skabt verdens bedste retssamfund.
Vi er et folk med stor vilje og evne til livslang læring med den omstillingsevne, det medfører.
Danske elever ligger i toppen i internationale undersøgelser, når det gælder glæde ved at gå i skole. 
Danske unge viser sig i internationale målinger at være verdensmestre i viden om samfund og demokrati og ikke mindst i ønsket om at indgå i samfundets demokratiske dialog.
Danske elever ligger på eller over gennemsnittet i flere forskellige internationale undersøgelser og ikke bare i PISA-testene, når det gælder kundskabs- og færdighedsmæssige resultater.
Alt sammen er resultater, der påkræver sig anerkendelse og ikke nedvurdering og desavouering. Det er resultater, man skal passe på at spille politisk jeopardy med. Det er ikke nødvendigt hele tiden at demonstrere politisk handlekraft ved at ville omkalfatre alt. Værst af alt: nye omkalfatringer påbegyndes, inden de lige iværksatte er tilendebragt. Ikke sært, at de forskellige "skibe" jævnligt tager for meget vand ind.
Pressen og politikerne bør i debatten om fremtidens uddannelsessystemer huske på, at det ikke kun handler om faktuelle størrelser som skoledagens længde eller bestemte talkrav som adgangskrav til ungdomsuddannelserne. Det er ikke de mest afgørende faktorer.
Det handler først og fremmest om at vise omsorg for det særligt danske og den særlige balance i vores uddannelsessystem. Der må gerne laves ændringer, men det bør ske i lange langsomme sejge træk og i bløde flowbevægelser med tid til grundige overvejelser og inddragelse af forskelligartede indsigtsfulde parter fra både praktiske og teoretiske uddannelsesmiljøer. Politikere skal ikke detaljeregulere, men forholde sig til det lange sigt.