lørdag den 26. januar 2019

Rejsefortælling: Eventyrsejlads rundt Kap Horn


En drengedrøm er gået i opfyldelse. I januar 2019 sejlede jeg syd om Sydamerika og rundede Kap Horn.



Her er Kap Horn
På stormfyldt hav.
Godt hjemme igen er det tid til at glæde sig over de inspirerende oplevelser nede på den anden side af vores fantastiske klode. Mine rejsenotater gør, at jeg kan genopleve turen og tage på rejsen flere gange:

"Skibsrestaurantens flasker og glas brager mod gulvet. Vi er sejlet ind i en pludseligt opstået storm. Sydhavets vinde og bølger suser og bruser. Hvidt skumsprøjt fyger gennem luften. Skibet knirker og knager. Vipper og ruller. Nogle rejsefæller får vand i kahytten. Efter nogle timer bliver havet igen lige så pludseligt fladt og vindene rolige. Fred og ingen fare. Vores stormoplevelse er ikke noget i forhold til de oplevelser tidlige tiders søfarende fik, når de rundede Kap Horn. Hvis de var så heldige at nå rundt. Men dejligt er det at mærke en snert af de udfordringer fortidens søfarere blev udsat for.

Vi er på vej sydover i Stillehavet. Fra San Antonio i Chile. Mod Kap Horn. Det er lumske farvande, vi sejler i. Snart fladt og roligt. Snart sat i kraftigt oprør af pludseligt opståede storme.

Turens mål er at komme rundt om Kap Horn. En rejse fra Stillehavet til Atlanterhavet. Fra Chile til Uruguay og Argentina.”


Fra Santiago, rundt om Kap Horn tæt på Antarktis til Montevideo og med  afslutning i Buenos Aires 

Men jeg må hellere starte min rejsefortælling med begyndelsen.

Begyndelsen
Vores sejltur rundt om Sydamerika fra Stillehavet til Atlanterhavet startede i begyndelsen af januar med nogle dage på land i Chile. Det lange, smalle land, der strækker sig 4300 km fra nord til syd klemt inde mellem Andesbjergene og Stillehavet. Det er som afstanden fra Kolding til det sydlige Sahara. Straks efter vi var landet lørdag formiddag i Santiago, tog vi på en tur rundt i byen for at se på de mest spændende seværdigheder. Godt at få rørt sig efter den lange flyvetur fra Amsterdam.

Udsigten fra San Cristóbal. Midt i billedet ses det nationale fodboldstadion, som Pinochet brugte som fængsel

Hovedstaden Santiago med 6,7 mio. indbyggere ligger midt i landet. Byen udgør 40 % af Chiles samlede befolkning på 17 mio. indbyggere. I januar er her højsommer. Jeg blev alligevel ramt af en isnende gysen, da jeg fra toppen af udsigtsbjerget San Cristóbal med den 22 meter høje kridhvide statue af Jomfru Maria kiggede ud over Santiago.

Det var udsigten til Chiles nationale fodboldstadion, der fik mig til at gyse. Her var det den bestialsk blodige diktator Pinochet holdt sine politiske modstandere indespærrede, udøvede tortur og myrdede adskillige, da han i 1973 ved et militærkup med støtte fra USA med magt afsatte den demokratisk valgte præsident Salvador Allende. Demokrati er en skrøbelig ting. Den lære er altid værd at huske på.

På vores gåtur rundt i Santiago kom vi forbi præsidentpaladset, hvor Salvador Allende opholdt sig den 11. september 1973. I forbindelse med magtovertagelsen blev paladset bombet af juntaens militære styrker. Efterfølgende har der været store diskussioner i forhold til, om Allende blev myrdet ved den lejlighed, eller om han begik selvmord ved at skyde sig selv.

Præsidentpaladset i Santiago
Statuen af Salvador Allende er opstillet overfor præsidentpaladset, hvor kuppet imod ham fandt sted

Juntaens militærstyrker bombede den 11.9.1973 præsidentpaladset i Santiago

Nu var vi også godt trætte, så efter lidt aftensmad på vores hotel Plaza El Bosque Nuevas Las Condes krøb vi til køjs. Vi havde ingen besvær med at sove efter turens indledende strabadser.

Dagen efter kørte vi fra Santiago 140 kilometer vestpå. Her ligger den ikoniske Unesco-fredede gamle havneby Valparaiso, hvor Chiles parlament for øvrigt holder sine møder. Det blev til et besøg i nobelpristagerens og Allendestøtten Pablo Nerudas bolig, La Sebastiana. Fra det fem etagers hus er der en flot udsigt over Valparaiso by og havn. Valparaiso er en spændende by at gå tur i. Flot gammel arkitektur i kolonistil og mange interessante gavlmalerier. Man mærker tydeligt, at Valparaisos universitet blandt andet huser et kunstfakultet.

Brasiliansk stemning med bossa nova i parken ved det ikoniske Unesco-fredede kunstmuseum i Valparaiso: https://www.facebook.com/ib.hansen.33671/videos/1211572978998674/   
Udsigt over Valparaiso havn fra den gamle bydel
Skole i Valparaiso med gavlmaleri med portræt af nobelpristageren Pablo Neruda
Eventyrligt gavlmaleri

Så blev det tid til at stikke til havs og sætte kursen mod syd. Skibet lagde fra kaj i San Antonio under festlig tuden fra alle havnens skibe. I første omgang levede Pacific Ocean op til sit navn og var blikstille. Det gav dagen efter afgangen en flot morgen med en åndeløs smuk solopgang over den chilenske kyst. Det med det stille hav skulle blive helt anderledes længere nede mod Kap Horn.


Smuk solopgang over det stille hav og Chiles kyst
Sammenstød
Sydamerika er et kontinent med mange sammenstød og konfrontationer. Ikke kun politiske, men også geologiske. Det oplevede vi under en landgangstur i den chilenske havneby Puerto Montt.

Pladesammenstød har skabt den 2652 m høje keglevulkan Osorno
På vejen op ad Osorno tjekker Anne Marie, hvor mange af de pittoreske billedmuligheder, hun har fået med

Fra toppen af vulkanbjerget Osorno kunne vi rigtig se konsekvenserne af de tungere oceanpladers sammenstød med den sydamerikanske lettere fastlandsplade. Oceanpladerne dykker ned og presser fastlandspladen med Andesbjergene til vejrs. Oceanpladerne glider ind under fastlandspladen og ned i jordens varme kappe, smelter og sender gennem en række vulkaner det smeltede materiale op til overfladen. Det smeltede materiale danner flotte vulkaner som den 2652 meter høje Volcán Osorno, vi var oppe på. Vulkanen ligner og er ligeså smuk som den ikoniske stratovulkan Fuji i Japan. Spændingerne mellem de sammenstødende plader udløser kraftige jordskælv, som også Chile indimellem bliver ramt af.

Under den videre sejlads sydpå blev vi ramt af den storm, jeg indledte denne fortælling med.

Fra oprørt hav til smult vand
Efter stormen kom vi igen i smult vand. Smult vand. Jo, tak. Det skulle senere vise sig, at havet også her kunne give problemer. Men efter stormen i åbent hav blev det selvfølgelig en noget mere stille og behagelig sejlads, da vi kom i læ i den sydlige chilenske skærgård.


Nogle gletsjere glider direkte ud i de stræder, vi sejlede igennem på vej mod Punte Arenas

Prototypen på en gletsjer. Gletsjeris. Afsmeltningsrand med gletsjerport. Smeltevandstrøm hvis materiale farver strædet

Tidlig morgen i den blå time lige før solopgang fik vi fra skibets øverste dæk en fantastisk malerisk naturoplevelse. I den del af øhavets snævre stræder, der kaldes Glacier Alley, kunne vi under den rolige sejlads nyde synet af hvide gletsjere, der kommer glidende ned ad de U-formede mørke bjergsider for at kælve deres isbjerge og udspy deres brune smeltevand i strædets blå vand.

Hvorfor nu nævne strædernes og sundenes U-formede sider? Lidt nørdet, men interessant. De U-formede sider er opstået som følge af, at den seneste istids mægtige gletsjere skred frem gennem de indtil da V-formede dale, der forud var blevet skabt af store smeltevandsfloder, der fulgte de geologiske sprækker, der er affødt af sammenstødene mellem den lette sydamerikanske fastlandsplade og nogle tungere oceanbundsplader. Efterfølgende isens afsmeltning er havvandet trængt ind. I Danmark er Lille Bælt et lignende eksempel på et farvand, der er udformet af store smeltevandsfloder og gletsjere. Rindende vand graver i dybden og laver V-formede dale, mens glidende is både graver i dybden og til siderne og laver U-formede dale.

Kombinationen af øer, sunde og stræder skaber en labyrint, som det tidligere var vanskeligt at finde vej igennem. Og det var svært for sejlskibe at manøvrere i øhavets snævre farvande. Det lykkedes for spanieren Magellan i 1520 at finde vej igennem et stræde fra Atlanten til Stillehavet, så den farefulde tur rundt om Kap Horn kunne undgås ved at følge det stræde, der nu hedder Magellanstrædet. I 1832 sejlede Charles Darwin på sin verdensomsejling med skibet Beagle gennem et andet stræde i labyrinten. Det stræde hedder nu Beaglestrædet.

Drillende vinde og stærke strømme
Chiles sydligste by Punta Arenas ligger ved Magellanstrædet. Her gik vi i land for på en pynt ved strædet at se nogle opstillede måltro kopier af Magellans skib, karavellen Nao Victoria og af Darwins skib, HMS Beagle. Fantastisk at gå ombord i skibene og forestille sig, hvordan det må have været for søfolkene under farefuld færd i det ukendte at leve så tæt og snævert sammen i flere år.


Kopi af Magellans skib, karavellen Nao Victoria
Kopi af Darwins skib HMS Beagle


Magellanstrædet

En svært bevæbnet fru Magellan - kendt under dæknavnet A.M. Schultz

Tilbage til problemerne med vejr og vind. Under opholdet i Punta Arenas skulle vi med udflugtsbåd have været ud til Marta og Magdalena øerne for blandt andet at se søløver og pingviner. Det blev der ikke noget af. Der var ikke specielt høj bølgegang, men vinden var for kraftig og strømmen var så stærk, at det senere viste sig, at selv store skibe som vores krydstogtskib måtte udsætte afgangen, indtil forholdene var bedre. Det med de manglende pingviner fik vi heldigvis senere på turen rådet kraftig bod på. Undervejs på havet så vi flere gange under togtet blandt andet hvaler, søløver og delfiner.

Det er med at have whale watching udstyret i orden

Mødet med Evita i verdens sydligste by
Efterfølgende Punta Arenas sejlede vi videre til verdens sydligste by, argentinske Ushuaia, der ligger ved Beaglestrædet på den sagnomspundne ø Tierra del Fuega, Ildlandet.

Byen blev tidligere af argentinerne brugt som fangekoloni, ligesom englænderne i sin tid brugte Australien til samme formål. Med udgangspunkt i Ushuaia tog vi på tur ind i Ildlandets nationalpark, Parque Nacional Tierra del Fuego. Her kørte og gik vi nogle ture for at opleve nationalparkens storslåede bøgeskove, smukke høje bjerge, spændende planter, bundløse sumpe og krystalklare søer. Vi så også en del fugle. 

Nogle af Parque Nacional Tierra del Fuegos mange spændende planter 
Parti fra den store nationalpark Parque Nacional Tierra del Fuego. Kig mod grænsen mellem Argentina og Chile
Gennem 10.000 år har der levet mennesker på Ildlandet. Da europæerne så de oprindelige folkeslags bål, gav de landet navnet Ildlandet. Oprindelig levede her tre forskellige stammer. Efter mødet med europæerne er de nu næsten alle uddøde. De eneste ildlændere, vi så i Parque Nacional Tierra del Fuego, var  dem, vi så på det foto, jeg affotograferede fra parkens brochure.
Ildlænderne døde i mødet med eupæerne. Billede af en af de uddøde stammer affotograferet fra nationalparkens brochure
Inden afgangen blev der tid til en gåtur i Ushuaia, hvor vi mødte Eva Peron. Som skulptur forstås. Hende vender vi tilbage til, når vi i denne fortælling når til Buenos Aires. En af dagene til havs, forberedte vi os på dette senere møde med Eva Peron. Evita som hun også blev kaldt. Vi genså Madonnas personificering af Eva Peron i filmen ”Evita”. Filmen med den af Andrew Lloyd Webber udødeliggjorte sang ”Dont Cry For Me Argentina”: https://www.youtube.com/watch?v=KD_1Z8iUDho

Eva "Evita" Peron i Ushuaia

Der blev da også tid til at besøge nogle forretninger, som mindede om gamle dages landhandler i Danmark. Så kom overraskelsen. Selv på et sådant sted fjernt fra alverden kunne vi få os en cola på den lokale Hard Rock Cafe Ushuaia. God opladning til vores efterfølgende færd gennem det stormfulde Drakestræde rundt om Kap Horn kun 5-600 km fra den sydlige halvkugles dybfryser, det isdækkede antarktiske fastland.


Hard Rock Cafe, Ushuaia
Rundt om Kap Horn
Når folk spørger mig, hvad jeg nu får tiden til at gå med, plejer jeg at svare, at jeg er fri fugl, dagdriver og dagdrømmer. En af dagdrømmene har jeg haft, helt fra jeg var dreng. At runde Kap Horn ligesom min drengetids helte af opdagelsesrejsende og søfarere gjorde det i gamle dage. Et eventyrligt farvand, hvor Stillehavet og Atlanterhavet mødes. Ingen andre steder i verden er der førhen forlist så mange skibe, og havet taget så mange modige søfolks liv.

Nu er den drøm gået i opfyldelse. Jeg har rundet Kap Horn. Bare rolig. Jeg har masser af dagdrømme på lager, så jeg har fortsat nok at se til.


Så rundede vi Kap Horn,


Længst mod syd på vores sørejse, tog jeg mig tid til at reflektere og gøre foreløbig status over turen indtil nu. Fra geografi ved vi mange ting om solens vandring, havstrømme, vindsystemer, årstider, jordskælv, vulkanisme og meget andet. Det er noget helt andet at opleve de geografiske forhold og forskelligheder i virkeligheden.

Her hvor Stillehavet møder Atlanterhavet var vi på cirka 55 grader sydlig bredde svarende nogenlunde til Koldings placering på cirka 55 grader nordlig bredde. På den sydlige halvkugle var det højsommer, mens det i Kolding nu er vinter. Sommeren på Ildlandet er kølig, blæsende og regnfuld. Og vi krydsede ikke engang 66 grader sydlig bredde, den sydlige polarcirkel. Den ligger langt inde på fastlandet Antarktis. Det er de kolde havstrømme, de kolde vinde og det antarktiske isfyldte subkontinent, der skaber det dramatiske klima her. Norge har sin varme Golfstrøm, der skaber lune somre nord for polarcirklens 66 grader nordlig bredde. Selv i Tromsø på 69 grader nord og på Nordkaps 71 graders nordlige bredde er der isfrit.

Ildlandets klima præges af den kolde Humboldtstrøm og nærheden til Antarktis. Vejrforholdene gjorde det førhen ekstremt vanskeligt for sejlskibe lastet med i Europa efterspurgte kostbarheder at klare søvejen fra Stillehavet til Atlanterhavet. Det er meget lettere i dag. Men efter Panamakanalen blev taget i brug, har søvejen rundt om Kap Horn ikke længere den betydning, som den havde tidligere.

Trods storm, regn og rusk fik vi rundet Kap Horn, og vores rejse gik igen nordpå, nu i Sydatlanten mod mere sommervarme egne i Argentina og Uruguay. Vi havde pingviner på hjernen. Nu måtte vi se nogle pingviner in natura! Chancerne var store. Vi stævnede mod den argentinske havneby Puerto Madryn, hvor der skulle være en stor pingvinkoloni.

De store fødders land


Puerto Madryn er porten til "de store fødders land",  Patagonien

Godt rundt om Kap Horn havde vi en rolig sejlads på Sydatlanten gennem strædet mellem Argentina og Falklandsøerne og gik til kaj i Puerto Madryn. Men hov, nu må jeg da lige huske min politiske korrekthed. Argentinerne gør stadig krav på de britiske Falklandsøer og kalder dem for Islas Malvines, Malvinerne. Nu er sol og vind så delt lige.

Puerto Madryn er porten til det store landskab, der kaldes Patagonien. Patagonien er uden tvivl et af de mest fortryllende steder i verden. Det omfatter den sydlige del af både Argentina og Chile. Navnet Patagonien betyder ”de store fødders land”. Legenderne fortæller, at den opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan og hans besætning oplevede en stamme af ni fod høje giganter med store fødder. Han kaldte stammen "de Patagons", "store fødder". Derfor fik landet navnet Patagonien.

I forbindelse med opholdet i Puerto Madryn stod vi i et dilemma. Skulle vi tage nordpå ud på den Unesco-fredede Valdés-halvø med dens muligheder for eventuelt at se søløver, hvaler og pingviner? Eller skulle vi tage sydpå til Punta Tombo, hvor en af Sydamerikas største kolonier af pingviner ligger?

Sammen med flere af vore medrejsende valgte vi det sikre. Vi kunne ikke blive ved at have pingviner på hjernen. Nu skulle vi en gang for alle se store mængder pingviner i deres naturlige miljø.
I sommertiden blomstrer planterne på Patagoniens busksteppe med gule blomster

Turen i bus til Punta Tombo varede 2,5 timer hver vej. Og det ad støvede og bumpede veje en stor del af strækningen. En del af oplevelsen for en geografiinteresseret var at køre i timevis gennem Patagoniens tørre busksteppe, der ligger i regnlæ af Andesbjergene og strækker sig i hundredvis af kilometer i nord-sydgående retning. Så mærker man rigtig vor storslåede verden. Her om sommeren er steppen dækket af spredte blomstrende gule hårdføre buske.

Det, der ventede, var det hele værd. Ved Punta Tombo kunne vi gå mere end en kilometer gennem en koloni med flere hundrede tusinder af Magellan-pingviner.

Pingvinerne må vraltende gå mellem rederne og havet
Pingvinerne lader sig ikke distrahere i deres arbejde med at fodre ungerne

Pingviner lader sig ikke distrahere. De passer deres daglige dont. Går fra rederne under de gulblomstrende buske og i den hårde jord ned til vandet. Her venter de på den rigtige bølge, hvor de så springer i og bliver båret ud, så de hurtigst muligt kan fange nogle fisk til deres unger.


Magellan-pingviner på arbejde og guanaco i positur

Vel tilbage på land vralter de tilbage til rederne og fodrer ungerne. Kolonien er indrettet som menneskenes verden. Nogle bor tæt på vandet og har let ved at klare opgaverne, mens andre bor 3-400 meter fra havet og derfor vraltende skal tilbagelægge denne længere strækning to gange, hver gang de er på fiskeri. Pingviner kan jo ikke flyve. De går, men ikke på imponerende vis. De er bedst til at svømme.


Pingvinungerne skriger på mad

Hold da op. At høre ungerne hvine og skrige efter mad og se de voksne knokle for at opfylde deres behov. Sikken naturoplevelse.

Vi fik ydermere den bonus, at nogle argentinske lamaer, de såkaldte guanacoer, stillede sig i positur ved den lille vig, som en del af pingvinerne fiskede fra. Flot syn.

En herlig varm, solrig og oplevelsesrig dag i Puerto Madryn og ikke mindst i Punta Tombo. I Puerto Madryn var der i det fine vejr mange på stranden og i vandet. Det nåede vi så ikke. Pingvinerne trak mere.

Det sjette bjerg fra øst mod vest
Jo længere vi igen sejlede nordpå, jo mere kunne vi rigtig mærke højsommerens varme, som vi også havde oplevet den ved turens start i Santiago. Santiago, Montevideo og Buenos Aires ligger alle på nogenlunde samme sydlige breddegrad svarende til for eksempel Kretas placering på den nordlige halvkugle.
 Punta del Este set fra havet i morgenens modlys

Fra Puerto Madryn satte vi kurs mod den mondæne ferieby Punta del Este i Uruguay. Byen er om sommeren et yndet tilholdssted for kendte politikere, filmstjerner og andre berømtheder. Luften er mild og varm. Badestrandene her er gode. De har klart vand, da byen ligger så langt ude på kysten i forhold til flodudløbene i Rio de la Plata, så vandet ikke er grumset af det opslæmmede materiale i det brune flodvand.

Længselsfulde blikke fra kahyttens balkon mod den forjættede, men uopnåelige kyst ved Punta del Este

Men ak! Der blev ikke noget af landgang i Punta del Este. Byen har ikke et havneanlæg, der kan tage store krydstogtskibe. Vi skulle derfor, som vi også havde gjort et par andre steder, transporteres i land med skibets tenderbåde. Det blev der ikke noget af. Igen var det vinden, der var problemet. Nu var det ellers en mild vind. Men det blev vurderet, at det ville være sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at transportere passagererne i land i tenderbåde, når vinden var så stærk og bølgerne så høje. Det var der ikke noget at gøre ved eller ærgre sig over. Sikkerhed må komme i første række.


Natsejlads over det sølvskinnende månebelyste  hav

I stedet satte vi så kursen mod Uruguays hovedstad, Montevideo. Vi kunne spejde efter det sjette bjerg regnet fra øst mod vest. Ved det bjerg ligger Montevideo, hvilket fremgår af gamle søkort, hvor der er noteret Monte VI D(e) E(stea) O(este). Monte betyder bjerg. VI er romertallet seks. Estea betyder øst og Oeste vest,

Montevideo med 1,4 mio. indbyggere er en international metropol, der rummer 41% af Uruguays samlede befolkning på 3,4 mio. indbyggere.


Det tyske "lommeslagskib" Admiral Graf Spee



Bjærget anker fra  Admiral Graf Spee, der med store skader blev selvsænket i 1939

Allerede ved landgangen blev vore historiske sanser skærpede. På kajen lå et gulbronzeret anker med bogstaverne G og S. Det er et anker fra det tyske lommeslagskib Admiral Graf Spee, der allerede ved begyndelsen af 2. verdenskrig i december 1939 blev svært beskadiget efter træfninger med tre britiske krydsere, og derfor af tyskerne efterfølgende blev selvsænket i Montevideo bugten. Nu har man bjærget nogle ankre og kanoner fra skibet og udstillet dem på kajen.

Montevideo har mange pladser med europæisk inspirerede smukke paladser fra den spanske kolonitid. Vores bytur bragte os rundt til en del af disse pladser og nogle af de store grønne parker, som byen udmærker sig ved.
Bellonis dramatiske skulptur La Dillegence fra 1952
En af parkerne er Pradoparken. Her kan man se en fantastisk flot bronzeskulptur, La Dillegence udført i 1952 af José Belloni (1882-1965). Jeg nåede lige at snuse til nogle af de velduftende roser, der stadig blomstrede i Pradoparkens flot indrettede botaniske have.

Bellonis skulptur La Carreta fra 1919
I Parque Battle beundrede vi Bellonis hyldest til nogle af Uruguays første bosættere. Hans store bronzeskulptur La Carreta blev lavet allerede i 1919 og viser, hvordan nybyggerne med oksetrukne kærrer rejste over Uruguays flade græssletter, den meget frugtbare pampas. Nær La Carreta så vi Estadio Centenario, hvor det første VM i fodbold blev afholdt i 1930. Turneringen blev afviklet i Uruguay, fordi landet var olympisk mester i fodbold fra 1924 og 1928, og fordi landet fejrede sit 100 års uafhængighedsdag. Uruguay blev den første verdensmester ved at slå Argentina 4-2 i finalen.

I Mercado del Puerto er godt uruguayansk oksekød stegt over osende trækul en populær spise

Inden vi igen gik ombord i skibet, var vi inde og snuse til folkelivet i Mercado del Puerto. Det er et overdækket marked med en masse butikker og restauranter. Et sprudlende folkeliv og alskens dufte. Røg fra restauranterne, hvor det gode uruguayanske kød blev stegt over trækul på åbne grill. Markedet er indrettet i et tidligere fængsel. 
Gadeparti i Montevideo

Vi gik også en tur i nogle af byens gågader, hvor palmer, kunst og små butikker anslår en helt særlig fin stemning. Men nu måtte vi tilbage til skibet og videre over Rio Plata. Buenos Aires here we come! Aqui venimos!

Passioner
Så nåede vi til turens sidste stop. De milde vindes by, Buenos Aires. Hovedstaden i verdens 8. største land, der havde verdens 7. største økonomi, indtil Argentina løb ind i finansielle problemer med stor inflation.

Det er en verdensmetropol, der på alle måder fylder. Metropolen huser 35% svarende til 15,4 mio. af Argentinas 44,3 mio. indbyggere. Argentina og Buenos Aires er fyldt med store passioner.

Da vores skib ”Celebrity Eclipse” var gået til kajs i Buenos Aires, startede vi med at køre 100 km nordpå. En interessant tur over den pandekageflade frugtbare pampas. Turen gik til Estancia Santa Susana nær byen Campana.
Så er fruen i sadlen og tjekker gauchohesten

Her kunne vi opleve en lille flig af gaucholivet. Til velkomst fik vi nogle velsmagende empanadas. Men så trak fascinationen af gauchuerne. Vi måtte ud at ride en tur på en rigtig gauchohest. Som sagt så gjort. Vi sprang i sadlen på hver sin hest – måske sprang vi ikke ligefrem – og red en tur rundt på markerne. 

Efter rideturen blev vi beværtet med trækulsstegt argentinsk oksekød, blodpølse og kyllingekød. Dertil god argentinsk rødvin. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at blodpølsen gav behov for en ekstra vinskylning, men ellers var det en fantastisk smagsoplevelse. Så blev det tid til underholdning med passioneret argentinsk tangodans og folkemusik.


Gauchoer i alle aldre viste fænomenale færdigheder i at håndtere hesteflokke

Opholdet på Santa Susana sluttede sidst på eftermiddagen med en opvisning i, hvordan de lokale gauchos forstår at håndtere deres heste. Én gaucho til hest kan have fuldstændig styr på en større flok heste, så de hele tiden holder sig sammen og traver i samme retning. Imponerende!

Ligeså imponerende var det, da gauchoerne i forrygende tempo gav den med en gang ”sønderjysk ringridning” eller noget, der mindede herom.
En form for sønderjysk ringridning

Nu var det blevet sidst på eftermiddagen, så vi måtte skynde os tilbage til skibet for at klæde om. Samme aften skulle vi nemlig forlyste os med en af argentinernes helt store passioner, tango.

Tangoen skulle vi opleve på Café de los Angelitos, der ligger i Buenos Aires centrum på hjørnet af gaderne Rincon og Rivadavia, lige bag Argentinas kongres på Plaza de los Congresos.
Til tango på Café de los Angelitos

Alt er i gammel stil
Alt på Angelitos var holdt i smuk gammeldags stil. Både med hensyn til interiør og i forhold til aftenens afvikling.

Først skulle vi have en tre retters menu med tilhørende vin. Fint nok, men efter en eftermiddag med gauchoernes grillmad, var det mig ikke muligt at klemme meget mere ned, men en enkelt eller to bid fra hver ret blev det dog til.
Tangoorkesteret på scenens "første etage" spillede til dansene og sangene, der foregik på scenens "stueetage"
Heldigvis skulle jeg ikke selv danse tango. Så meget desto mere kunne jeg nyde det helt forrygende show. Showet var opbygget, så tangoens historie blev beskrevet gennem musik, de forskellige danseoptrin og de optrædendes påklædning. Scenen har to niveauer. Øverst et galleri, hvor musikerne sad og spillede på deres klassiske tangoinstrumenter. Og selve scenegulvet, hvor der blev danset og sunget med en passion, så jeg kunne høre englene synge og englevingerne blafre i suset fra den hæsblæsende dans. Imponerende og meget passende på et sted, der kalder sig Englenes Café. 

Ved afslutningen af tangoshowet kom der en tråd til min hjemegn. De spillede Jacob Gades "Tango Jalousie": https://www.youtube.com/watch?v=ZUW_DKlM8Og. Det er det stykke danske musik, der gennem tiderne er blevet mest spillet over hele verden. 

Jacob Gade var kapelmester i biografteatret Palads i København. Det var i stumfilmenes tid. Til brug som ledsagemusik til filmen "Zorros søn" skrev Gade i 1925 "Tango Jalousie". Da han senere kunne leve af at komponere, bosatte han sig i 1943 i Thorøhuse nær Assens, hvor han boede til sin død i 1963.   

På vejen tilbage til skibet ved midnatstid kunne vi rigtig se det pulserende lørdagsnatteliv i de milde vindes by. Gader og restauranter var fyldt med mennesker, og der var rigtig gang i den. Men vi var nu glade for, at vi efter en lang og oplevelsesrig dag kunne komme hjem til vores kahyts gode senge. 

Inden vi kunne sove, skulle vi dog lige have pakket vores kufferter. Søndag var afrejsedag, så kufferterne skulle med bussen rundt på morgendagens tur i Buenos Aires, inden vi og kufferterne senere søndag eftermiddag kunne blive sat af i lufthavnen.

Næste morgen var vi ”friske som havørne” – måske lidt overdrevet - klar til en sidste tur i den spændende by. Atter var vi på jagt efter passioner.
Casa Rosada 20. januar 2019
Eva Perons sidste år, hvor hun trods sin sygdom holdt en opmuntrende tale til sine tilhængere 

Til venstre Eva "Evita" Peron. Til højre Madonna som filmens Evita

På Plaza de Mayo kiggede vi på regeringspaladset Casa Rosado, Det Rosa Hus. Det var her præsidentparret Juan og Eva (”Evita”) Peron i slutningen af 1940´erne og i begyndelse af 1950´erne holdt store passionerede taler til de jublende argentinere. Vi husker billederne af Madonna, da hun i filmen om Evita fra en af paladsets balkoner taler til argentinerne og synger sangen ”Don´t Cry For Me Argentina” https://www.youtube.com/watch?v=KD_1Z8iUDho.

Undervejs på byturen besøgte vi også Evitas ret prunkløse grav på en af byens kirkegårde. Hun er begravet i sin familie Duartes gravmausoleum, der langt fra er så prangende som nogle af de andre mausoleer på kirkegården.
Evitas gravmausoleum i Buenos Aires

Evita opnåede helgenstatus i Argentina. Hun kæmpede for at forbedre arbejderklassens forhold, men hun delte også vandene. Nogle gange var hun fascineret af socialismen, andre gange af fascismen. Hun gjorde visit hos Spaniens fascistiske fører Franco. Det kunne dog ikke afholde store dele af den argentinske befolkning fra at elske hende som en helgen. Selv da hun fik konstateret uhelbredelig kræft fortsatte hun sin kamp for arbejderklassen. Den 26. juli 1952 døde Evita 33 år gammel og efterlod Argentina i landesorg. Der blev rejst monumenter for hende alle vegne. Som tidligere nævnt stødte vi allerede på en statue af hende, da vi besøgte Argentinas sydligste by Ushuaia. Hendes grav er også altid stadig pyntet med friske blomster. Hun er stadig et ikon og idol for mange, mens andre, da hun døde, skrev ”Tak Gud for kræften” på murene i Buenos Aires.

Vi krydsede rundt i byen fra det rige og grønne velhaverkvarter i nord til det fattigere farvestrålende fantasifulde La Boca i syd, Buenes Aires svar på Københavns fantasifulde Indre Nørrebro.

Gaminitogaden i La Boca

I den farvestrålende bydel La Boca har kreative sjæle opsat en figur af pave Frans, der er født i Buenos Aires

En af argentinernes allerstørste passioner er fodbold. I Buenos Aires er indbyggerne delt efter, om de er fans af Club Atletico River Plata fra den rige nordlige bydel eller Club Atletico Boca Juniors fra den fattigere bydel La Boca. Det var de to klubber, der fornylig måtte forlægge en finalekamp til et helt andet kontinent. Kampen blev afviklet i Madrid, så de voldelige argentinske hooligans ikke havde mulighed for at overvære og spolere kampen.

Vi gik en tur i nogle af Bocakvarterets farvestrålende gader, tæt på Boca Juniors berømte svenskfarvede gulblå fodboldstadion. Undervejs var vi så heldige at få et personligt møde med Boca Juniors mest berømte spiller, nemlig Diego Maradona. I sin tid havde han også næsten helgenstatus blandt de argentinske fodboldfanatikere. Figuren i legemsstørrelse af Maradona var udstillet foran en butikstrappe.

I La Boca spiller den tidligere Boca Juniors Maradona endnu

Diego Maradona var manden, der scorede et af fodboldhistoriens mest berømte og omdiskuterede mål, da han i kvartfinalen mod England ved VM i 1986 tog hånden til hjælp ved det ene af sine to mål i kampen. Argentina vandt kampen 2-1, og senere fortalte Maradona, at det var "guds hånd", der slog bolden i mål. Argentina vandt senere finalen og blev verdensmestre.

Rig på oplevelser kunne vi sidst på eftermiddagen sætte os i flyet til Amsterdam, hvorfra vi skulle videre til Billund.
Celebrity Eclipse tilbyder mange muligheder

En herlig tur hvor vi fik masser af viden om denne del af verden, men hvor der også var tid til at slappe af og nyde de muligheder, skibet bød på. Behagelige og hyggelige rejsefæller, en fantastisk rejseleder, gode lokalguider og skibets servicemindede, imødekommende og dygtige personale fuldendte en god oplevelse.

Det smukke skib ”Celebrity Eclipse” er bygget på Meyer Werft i Papenburg i Tyskland. Et skibsværft der er specialiseret i bygning af krydstogtskibe, og som jeg har været så heldig at besøge og blive vist rundt på. Eclipse er 317 meter langt og 36,8 meter bred og kan skyde en fart på 24 knob. Skibet gjorde os et godt job på denne tur. Behageligt at have ”hotellet” med på turen.

Hasta la vista! Til vi ses igen.

En af vore medrejsende Ellen Nielsen har på sin blog publiceret sine indtryk af vores sørejse, herunder en analyse af PRO et CONTRA ved denne ferieform. Jeg synes, hun rammer plet med sin analyse: https://mommer.wordpress.com/2019/01/27/krydstogt-eller-ej-pro-et-contra/

Ib Hansen, 27. januar 2019. 

2 kommentarer:

  1. Tak for en fin rejsebeskrivelse.
    Jeg fandt din blog via https://mommer.wordpress.com/
    så nu har jeg rundet Kap Horn 2 gange.

    Jeg har tilladt mig at se mig lidt omkring på din blog.
    Har du noget om din fars slægt fra Jersore?

    MVH
    https://naturjournal.wordpress.com/

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er da helt ok. Jeg har ikke rigtig noget fra eller om Jersore

      Slet