Glædelig Jul og Godt Nytår - "Læsernes top 5 på bloggens 2023 fortællinger"

Jeg ønsker familie, venner og bekendte

 en Glædelig Jul og et Godt Nytår

I løbet af året 2023 har jeg sædvanen tro forsøgt mig med blogartikler om det helt lokale, om det nationale og det internationale. Jeg har i 2023 lagt 25 fortællinger på bloggen www.ih18.blogspot.com . Om fortid, nutid og en ønskelig fremtid. Min ambition er at kunne se det store i det små, og det små i det store. Finde forskelle, ligheder og sammenhænge på tværs af tid og sted. 

Her er læsernes top 5 over de mest læste fortællinger på bloggen i 2023. Og dertil et wildcard med en fortælling jeg selv holder særlig meget af.

1. Ulykke slukkede lyset

Årets højdespringer er fortællingen om pastor Erik Spur. En brændende grundtvigianer der var præst i Husby Sogn i 30 år. Her er et lille uddrag af fortællingen om Erik Spur:

"Et grundtvigiansk lys blev brat slukket. Et lys der i 30 år havde brændt i Husby. En trafikulykke på Strandvejen mellem Middelfart og Strib satte en stopper for et spændende, udfordrende og afvekslende liv. 

Det var den 80-årige pastor emeritus Erik Høyrup Spur, der på en mørk januardag i 1971 så drastisk kom af dage. Ud for sit hjem blev han ramt af en bil. Han blev kørt på hospitalet, men var afgået ved døden ved ankomsten.

Erik Spur havde været en markant grundtvigiansk sognepræst i Husby gennem 30 år. Det med det markante grundtvigianske er ikke en overdrivelse. En af hans to døtre er i et interview endda gået så vidt som at betegne ham som ortodoks grundtvigianer. (...) Men hvem var pastor Erik Spur? ......"

Læs hele fortællingen her:

ih18.blogspot.com/2023/10/ulykke-slukkede-lyset.html

2. Kirkegårdens mystik

Hvorfor ligger denne gravsten lige netop her?

Ofte ligger der gode historier begravet på vore kirkegårde. På Bramdrup Kirkegård undrede jeg mig over nogle gravsten sat over personer, som jeg ikke umiddelbart ville have henført til at blive begravet i Bramdrup. Det kom der en fortælling ud af, der opnåede andenpladsen blandt læserne af min blog. Her er indledningen til den fortælling, der kom ud af min undren.

"På Bramdrup Kirkegård lige vest for kirken - mellem kirketårnet og stenmindehøjen for de faldne soldater i slaget ved Kolding 23. april 1849 - ligger en stor flot  granitmindesten.

Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt i. Det, der får tankerne til at flyve, er, når man læser, hvem gravstenen er et minde over.

Den er et minde over Helene og Gustav Lind, der døde henholdsvis 1980 og 1984. Helene og Gustav Lind boede til sidst i deres liv på Trappergården i Strandhuse. Det var dem, der skænkede deres bolig med omliggende æbleplantager til det, der nu er blevet til Kunstmuseet Trapholt..."

Læs hele fortællingen her: 

https://ih18.blogspot.com/2023/02/kirkegarden-fortller-historie.html

3. Landbopigens dåbsnavn gik i glemmebogen

På plads nummer tre kommer en fortælling en fortælling om en af Danmarks første store internationalt anerkendte kvindelige forskere. En af dansk videnskabs glemte stjerne. Her er et uddrag fra min fortælling om hende:

”Hvad er barnets navn? 

Det spørgsmål stillede præsten ved en lørdagsdåb i Husby Kirke på Vestfyn.

 

Præsten havde nok ingen forestilling om, at den lille dåbspige skulle vokse op til at blive en vigtig internationalt anerkendt kvindelig rollemodel. Pigen blev senere en af Danmarks første kvindelige anerkendte forskere...

”Birthe Marie Jørgensen”. Sådan lød svaret på det spørgsmål, præsten som nævnt stillede i Husby Kirke ... 

Birthe Marie Jørgensen. Ikke umiddelbart et navn, der vækker til genkendelse i forhold til danske internationalt anerkendte kvindelige rollemodeller. Hendes kaldenavn var da også Marie, og senere giftede hun sig til efternavnet Krogh. Så klinger det. Marie Krogh..."

Læs hele fortællingen her:

https://ih18.blogspot.com/2023/02/landbopigens-dabsnavn-gik-i-glemmebogen_23.html

4. Barnemord og flugt til Amerika

Det nu nedrevne traktørsted ved Marielundssøen, 1875. Det var for øvrigt på dette traktørsted digteren og maleren Drachmann yndede at opholde sig, når han var på besøg i Kolding.

På årets fjerdeplads kommer en fortælling fra et idyllisk sted, der engang hørte til Bramdrup Sogn men som i 1930 blev overført til Kolding Købstad. Her er en bid af fortællingen om det drama, der engang udspillede sig her.

"Så skal jeg da lige love for, at idyllen blev brudt. Et nyfødt druknet drengebarn blev fisket op af mølledammen i Marielund.

Barnet var mindre end et døgn gammelt (...). Bag begivenheden lå en ulykkelig situation for en ugift kun 20-årig tjenestepige på det ved Marielundssøen nærliggende traktørsted. 

Den ulykkelige situation kan man stykke sammen ud fra notater i Bramdrup Sogns Kirkebog. Jo, det er rigtig nok. Ind til 1930 udgjorde Marielundssøen Bramdrup Sogns sydvestlige hjørne. Bramdrup Sogn gik helt til Kolding Fjord..."

Læs hele fortællingen her:

https://ih18.blogspot.com/2023/03/flugten-til-amerika.html

5. Dramatisk Lillejuleaften i Husby Hole

En af mine barndomserindringer opnår femtepladsen. Her er et uddrag af fortællingen om dramaet under skøjteløb på en af engens søer en Lillejuleaften for mange år siden.

"... Jeg løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Alligevel frøs alt mit tøj hurtigt til is. Det blev stivere og stivere og tungere og tungere, mens jeg løb. Så da jeg kommet hjem, var jeg dækket af et tykt, tungt ispanser. Mor blev så forskrækket, at hun helt glemte at skælde ud. Jeg skulle bare tage det våde tøj af og krybe til sengs for få varmen. 

Og Keld Bom, som var årsag til det hele? Han kom også løbende omme fra Holen. Det med at komme for sent hjem havde han jo respekt for, så han løb stærkt. Men følge mig kunne han dog ikke. Jeg havde et kuldeenormt ismonster hængende på ryggen. Et monster der blev større og koldere jo længere tid, der gik. Så jeg benede af sted og kom først hjem..."

Læs hele fortællingen her:

https://ih18.blogspot.com/2023/12/dramatisk-lillejuleaften-i-husby-hole.html

Og så et wildcard til en artikel jeg selv er særlig glad for, men som ikke har formået at komme ind på årets top 5 læserliste. 

Wildcard 1: 

Den fremmede - makabre nyheder på en søvnig søndag

Husby Kirke i fugleperspektiv med Sdr. Åby Bugten i baggrunden

Denne fortælling er jeg selv særlig glad for. Den tager udgangspunkt i en lokal begivenhed, men trækker tråde til dramatiske verdensbegivenheder. Det er sådanne fortællinger jeg selv godt kan lide. Her er et uddrag af fortællingen.

"Solen stod højt. Det var midt i kirketiden. Tæt på efterårsjævndøgn. Ikke en vind rørte sig. Ikke en kat var at se på landsbyens hovedgade. Ej heller var der nogen levende sjæle. Et par duematroner var dem, der sørgede for liv i gaden. Vraltende, vuggende og kornpikkende i vejsiden. 

Pludselig blev stilheden brat afbrudt.

"De har fundet en strandvasker ved Sdr. Åby Strand."

Sådan gjaldede det over kirkepladsen fra en dreng på cykel, netop da kirkegængerne kom ud af kirken (...)

De tunge duematroner lettede flaksende og forskrækkede fra vejsiden og satte sig godt tilrette i toppen af et af de store træer, der dengang omgav Husby Kirke. Det var med at følge nøje med, når der nu endelig skete noget dramatisk i den ellers lidt søvnige landsby. Måske var det nyheder, der var værd at sprede i lokalområdet?"

Hvorfor var det så dramatisk, og hvordan hænger fortællingen sammen med afgørende verdenshistoriske begivenheder. 

Det kan I høre mere om i fortællingen her:

https://ih18.blogspot.com/2023/09/solen-stod-hjt.html

 

Ib Hansen, december 2023

Hvem sidder der bag skærmen

Husby Kirke  t.v., Husby Forsamlingshus t.h. Grusvejen mellem Husby og Hygind 1910-15.

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd.

På årets sidste møde i december 1923 besluttede Husby Sogneråd i lighed med tidligere år at indkøbe et stort parti sten. Efter mødereferatet i Middelfart Avis den 5. december 1923 var baggrunden for indkøbet, at arbejdsløse i sognet skulle slå skærver (småsten) af stenene til brug for forbedring af sognets veje.

Mange af Husby Sogns arbejdere var dengang løsarbejdere eller daglejere. Og mange af dem havde sæsonarbejde i landbruget med roehakning, høhøst, kornhøst og roeoptagning. De var dermed udsat for ikke at kunne finde arbejde i vintermånederne. Nogle kunne ind i mellem finde noget skovarbejde på Wedellsborg eller nogle dages arbejde på en af omegnens fabrikker. Men mange var udsat for at stå uden arbejde og dermed indtægt fra op mod jul og til hen mod foråret.

Men kunne de ikke få understøttelse da?

Jo, det kunne de, men det krævede, at de var medlem af en arbejdsløshedskasse. Og det var langt fra alle arbejdere dengang i 1920-erne. Selvom de var medlem af en a-kasse, måtte de ved fyring gennem en karensperiode på for eksempel 6 dage, inden de var understøttelsesberettigede. I familierne var manden typisk eneforsøger. Som løsarbejder eller daglejer var der ikke noget der hed fast månedlig indkomst, men familiernes udgift til bolig, lys og varme var der jo stadig, selvom manden var blevet fyret. Derfor var det selvfølgelig alvorligt at miste 6 dages dagløn. Den arbejdsløse mand kunne af Husby Sognekommune få noget beskæftigelsesarbejde som for eksempel at slå store sten til småsten (skærver). Skærverne skulle bruges til vedligeholdelse af sognevejene, der alle var grusveje.

Det med karensdage og det med at blive sendt på knokkel beskæftigelsesarbejde er ikke noget vi skal 100 år tilbage i Husby Sogns historie for at finde eksempler på.

Hvert år - som også i år - når det op mod jul bliver snevejr, tænker jeg på de mange gode timer, vi som børn havde på kælkebakken omme i Husby Hole. Bakken ligger lige under den store vindmølle på Hovvej nær Holegården. Kælkebakken blev skabt gennem vinterlig beskæftigelsesarbejde. Det var engang i 1950´erne min far og andre fra Husby Sogn med sav, hakke, skovl, spade og brydejernstang fældede nøddekrattet og med håndkraft fik stubbene gravet op. På den måde blev der skabt en stejl græsgang, der forbandt sognefogedgårdens (Breidablik) fold oppe på bakken med den store eng nedenfor bakken. Og der kom i tilgift en fantastisk kælkebakke ud af det.

Jeg er så heldig, at jeg stadig har min fars brækjernstang i mine gemmer. Dengang skulle arbejderne selv stille med værktøj. Jernstangen blev også brugt, når han arbejde ved DSB med at pakke skærver under svellerne. Engang i mellem - særlig ved vintertid - tager jeg den kraftige tunge jernstang i mine hænder og tænker på min fars og de andres arbejde med at rydde skoven på den stejle bakke, som vi altid betegnede "kælkebakken", selv om det at kunne kælke ikke var bakkens egentlige formål.

Da jeg læste avisreferatet om Husby Sogns stenindkøb til brug for skærveslåning, kom jeg selvfølgelig til at tænke på Jeppe Åkjærs socialrealistiske sang fra 1905 om Jens Vejmand. Derfor slutter denne fortælling med et uddrag af denne sang.

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd,

med læderlap for øjet og om sin sko et bånd,

det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød

med hamren må forvandle de hårde sten til brød.

Så jævned han for andre den vanskelige vej,

men da det led mod julen, da sagde armen nej;

det var såmænd Jens Vejmand, han tabte ham'ren brat,

de bar ham over heden en kold decembernat.

Middelfart Avis 5. december 1923

Skyttegravskrigen på Skræppedalsvej

Det var en trist og sur vinterdag. Luften emmede af fugtighed. Mosekonens klamme kolde bryg trak sin gustne tåge op over Skræppedalsvej og Husby Hole. 

Vi kunne ikke se gårdene på den anden side af mosen. Vores hus og have lå dækket af en tæt grå tåge, der udviskede træernes konturer, så alene de sorte stammer og de største sorte grene var synlige. Faktisk mindede det mest af alt om den krudttåge og den klamme ildelugtende luft, der krøb hen over skyttegravene i Flandern og Nordfrankrig under Første Verdenskrig 1914-18. 

Vores gode klassekammerat fra Husby Skole, Keld Bom var som så ofte før på besøg. I det tågede vejr var han dukket op cyklende op over bakkerne fra Hygind. Jeg husker ikke helt, hvad dag det var, men det var i hvert fald mellem Nytårsdag og Helligtrekongersdag den 6. januar engang først i 1960´erne. Vi havde nemlig noget nytårsskyts tilbage, som vi ikke havde fået skudt af Nytårsaften. Og vi var ikke startet i skolen endnu efter juleferien. Skolen startede altid dengang den 6. januar på Helligtrekongersdag eller den første hverdag efter denne dag.

Som sagt lignede landskabet noget, der kunne være løgn. Klamt, koldt og trist. Men selv sådan et vejr kunne inspirere Keld Boms fantasi.

”Det var lige sådan, det var ved vintertide for soldaterne under Den Første verdenskrig 1914-18,” fortalte han med entusiastisk, oprømt stemme.

”Og vi har jo stadig krudt. Lad os få gravet nogle skyttegrave”.

Den var vi – altså min bror Leif og undertegnede Ib – med på. Lillebror Bo var den dag inde ved mor Nina. Han var kun en 5-6 år og var nok ved at lege med nogle af sine julegaver eller få nogle historier læst højt af mor. Vi var selvfølgelig ude, for vi syntes på det tidspunkt, det var sjovt at grave dybe huller. Og vi havde hørt om skyttegravskrigen og var historisk interesserede. Derfor syntes vi godt om Keld Boms legeidé.

Som sagt, så gjort. Skyttegravene skulle straks udgraves. Vi fik fat i skovle og spader. Vores far Peter Emil var på arbejde, så vi havde haven for os selv. Mor var optaget af Bo. Skyttegravene anlagde vi tværs over haven parallelt ved vejen, der går forbi vores hus. Det var fra vejen angrebene ville komme, mente Keld Bo. Fra mosen og engen over vejen og op ad højdedraget op mod skoven.

”Vi må forsvare skovbrynet,” forklarede Keld Bom.

Skyttegravene gravede vi cirka en halv meter dybe, og den opgravede jord lagde vi foran gravene. Så havde vi huller på cirka 1 meters dybde at gemme os i. Nu havde vi bare det problem, at vi ikke turde grave huller hen over gårdspladsen. Gårdspladsen var også for hård at grave i. Det ville ikke være populært ved vores far Peter Emil, når han kom hjem fra arbejde, hvis gårdspladsen var opgravet. Haven kunne det godt gå at grave dybe huller i. Den skulle alligevel graves til foråret, inden der skulle sættes kartofler og sås grøntsager.

”Vi kan ikke have, at fjenden har fri adgang op ad indkørslen,” mente Keld Bom. Vi andre i den fransk-engelske generalstab var enige. Altså Leif og mig. Vi var selvfølgelig generaler alle tre.

”Hvad med at tage den stak cementrør, der ligger ovre ved redskabsskuret og flytte dem op i hjørnet af gårdspladsen. Der på det højeste sted. Så kan stakken af cementrør fungere som et støttefort til vores skyttegrave,” foreslog Keld Bom.

Det syntes vi lød som en god ide. Vi vidste nemlig, at franskmændene forud for første verdenskrig havde bygget en lang række af befæstede forter i grænseområdet mellem Frankrig og Tyskland.

Hurtigt fik vi stablen af cementrør bragt på plads. Hvad skulle vi så lave?

”Vi skal have fortet armeret,” forklarede Keld.

Så hentede vi det nytårskrudt, vi ikke havde fået skudt af Nytårsaften. Der var blevet en del til overs. Nytårsaften havde nemlig været kold, og vi var løbet tør for tændstikker til at antænde nytårsskytset med. Så vi var kommet tidligt ind fra nytårssjovet. Men nu var der igen indkøbt tændstikker. Dem skulle mor jo også bruge, når hun tændte op i komfuret og i kakkelovnen.

Bevæbnet med tændstikker og røde lynkinesere fra Kolding Fyrværkerifabrik lavede vi nogle prøveaffyringer fra vores ”franske fort”, altså stakken af lange cementrør. En af gangen lagde vi en lynkineser i et cementrør, tændte den og løb ned i en af vores skyttegrave. ”Bum” og ”kapong” ekkoede det mellem skrænterne og skovkanten. Et cementrør kunne rigtig forstærke braget fra knaldfyrværkeriet.

”Lad os prøve at lægge 5 kinesere i hvert sit rør og tænde dem på en gang,” foreslog Keld Bom.

Det gjorde vi så. Kunsten var nu at få antændt alle fem, inden den første sprang. Keld ville være den, der tændte. Leif og jeg skulle gemme os i vores skyttegrave. Keld skulle løbe over i en skyttegrav, når han havde antændt fyrværkeriet.

Da Leif og jeg lå i skyttegraven og ventede på Keld, så vi pludselig Nakkebageren parkere sin brødbil på vejen, tage noget brød frem og begynde at gå op til mor for at levere ugens brød.

”Vent”, råbte vi til Keld.

”Nej, jeg tænder nu. Fjenden skal ikke komme op ad indkørslen”, råbte Keld ekstatisk tilbage, idet han tændte de fem kinesere.

”Boom!!!”, ”Kapong!!!” og ”Kapau!!!”

Kineserne gik af lige efter hinanden. Bragene forstærkedes i ”den franske fæstnings” cementrør. Mangefold højere end da vi bare havde skudt en af. Nakkebageren var helt uforberedt. Vi lå gemte nede i skyttegravene og det tågede vejr dækkede godt over os. Så han havde slet ikke set os og var derfor ikke forberedt på de mægtige brag. Han blev så forskrækket, at han tabte de to rugbrød og franskbrødet, han bar i hænderne. Han kunne stadig ikke se os, for vi blev liggende musestille i tågen og krudtrøgen bag skyttegravenes volde, indtil han var gået indtil mor.

Så var det med at komme væk, inden bageren kom ud igen. Keld Bom løb hen til sin gamle nedslidte blå cykel, sprang på den og kørte knirkende og hvinende ned mod Hygind. Han skulle ikke have noget af at tale med mor. Leif og jeg løb ind i skoven og ventede på, at Nakkebageren var kørt, inden vi kom frem igen.

Den stod på skæld ud, da vi endelig kom ind. Der var ikke frisk franskbrød med smør og sukker på programmet, som der ellers normalt var, når der var nyt brød, eller mor selv havde bagt. Og vi fik heller ikke et bolsje af Nakkebageren, som vi plejede at få. Heller ikke de næste par gange han kom. Men heldigvis glemte han snart hændelsen igen, så vi vendte tilbage til de sædvanlige bolsjeprocedurer.

Sådan endte slaget i brød- og verdenskrigen på Skræppedalsvej. Der var ikke rigtig nogen vindere. Alle blev vel tabere. Helt ligesom det meste af skyttegravskrigen under Første Verdenskrig udspillede sig.

Og Keld Bom. Han kom selvfølgelig tilbage igen nogle dage efter og fik mor til at læse nogle cowboyblade højt for os. Og nye ideer og fantasier. Jo, dem havde han stadig mange af, men fortællingerne om dem, må vi have til gode til en anden god gang.

Vintervejr

Postkort fra Ejby 1960-70.
Øverst t.v. Ejby Kirke - t.h. Ejby Folke- og Realskole
Nederst t.v. Nørregade - t.h. Ejby Kino, Ejby Rådhus.

Bum! Der lå jeg midt på Nørregade i Ejby. Liggende ovenpå min dejlige tregearede grønne cykel og med min højre gipsbelagte fod strittende lige op i luften. Gipsfoden måtte ikke brække.

Hvordan var jeg op mod jul endt der liggende midt på vejen? Det er en længere historie.

Fodboldafslutning

I august 1965 var min bror Leif og jeg efter at have afsluttet 7. klasse i Husby Skole startet i 1. real på Ejby Folke- og Realskole, som den nuværende Ejby Skole hed dengang. Det betød også, at vi begyndte at spille fodbold i Ejby. Jeg spillede på juniorholdet, mens Leif spillede på drengeholdet, da han er et år yngre end mig. Vores mor syntes, at vi skulle gå i samme klasse, så det gjorde vi fra 1. klasse til 3. real.

Ejby Junior A, 1966 før kamp i Nr. Åby. Det år spillede Leif og jeg på samme hold. Forreste række f.v. Kurt, Tvingsgård, Søren. Midterste række f.v. Ib, Damgård, Carl. Bagerste række f.v. Poul Erik, Torben, Axel, Leif, Ulrik. Spillerne opstillet efter det gamle system med backer, halfbacks, centerhalfback, wings, innerwings, centerforward.

Sidst i oktober 1965 var jeg til juniorholdets sidste træning før vinterpausen. Som en del af afslutningen på sæsonen spillede vi lagkagefodbold. Jeg var så uforsigtig at lave en ydersidetackling med højre fod. Det skulle jeg ikke havde gjort. Det gjorde av. Alligevel deltog jeg i resten af afslutningsfestlighederne i det daværende klubhus på Tennisvej.  Sportspladsen og klubfaciliteterne er længe for længe siden flyttet op til skolen og hallen.

Heldigvis havde jeg min flotte cykel med gear. Vi havde for vores konfirmationspenge købt nye cykler, da vi skulle starte i realskolen. Cyklerne blev købt hos cykelhandler Tjørnehøj, Ejby. Min cykel var grøn. Leifs var gul. Der var alligevel fra vores hjem til skolen cirka 10 kilometer hver vej, så der skulle gode cykler til. Mange gange cyklede vi først i skole, og så sidst på eftermiddagen eller først på aftenen cyklede vi igen til Ejby for at spille fodbold eller gå i biografen. Om lørdagene skete det ofte, at vi kørte vejen tur-retur tre gange. Først i skole om formiddagen, så til fodbold om eftermiddagen og om aftenen i biografen, den dengang æstetisk flotte og teknisk moderne Ejby Kino. Nu har den desværre været nedlagt i mange år.

Daglig cykeltur med gipsben

Jeg var glad for min cykel og havde stor tillid til, hvad den kunne præstere med sine tre gear. Så selv om den sårede fod gjorde mere og mere ondt i løbet af aftenen, besluttede jeg at cykle hjem. Der var heller ikke rigtig noget alternativ. Vi havde på det tidspunkt hverken telefon eller bil hjemme, og rutebilen gik ikke om aftenen. Heldigvis skulle min gode holdkammerat Jens Buch fra Håre i samme retning en del af vejen. Han var et år ældre, så han havde knallert, en NSU Quickly så vidt jeg husker. Han trak mig halvdelen af vejen - fra Ejby ud til Gammeldamkrydset, hvor Ejby-vejen skærer Assens-landevejen. Her skulle han dreje af mod Håre. De sidste 4-5 kilometer måtte jeg så cykle selv, også op ad de stejle og lange bakker ved Hygind Torp og ved Hygind. Nu kunne jeg ikke længere støtte på foden, så heldigt jeg havde gear, så jeg kunne bruge cyklens lavgear op ad bakkerne.

Næste morgen var min fod så ophovnet, at min mor syntes, jeg ikke kunne komme i skole. I stedet fik hun ved brug af den offentlige telefon i telefoncentralen på Husby Storgade tilkaldt vores familielæge, doktor Helbo fra Ejby. Det var dengang familielægerne tog ud på sygebesøg. Hans råd var, at vi skulle afvente, at fodens hævelse var aftaget, så den kunne røntgenfotograferes. Da hævelsen var væk, bestilte mor en lillebil, og vi kørte ud til Middelfart Sygehus, det gamle sygehus på Brovejen, hvor der nu er hotel. Her blev foden røntgenfotograferet. Den var brækket, så der kom en ordentlig gipsfod med trædeplade på.

Strenge vintre gav udfordringer på skolevejen

På det tidspunkt var der ikke noget, der hed skolebus for os, der boede på landet. Så de følgende 6-8 uger måtte jeg cykle frem og tilbage mellem Husby og Ejby med højre fod i gips. Det gik også meget godt de første par uger. Men noget atypisk satte vinteren i 1965 (i lighed med i år) allerede ind tidligt i november. Det gav udfordringer i forhold til at cykle med gipsfod.

Statens Isbrydertjeneste måtte allerede i gang med isbrydning den 10. november, hvor der var isforekomster i de indre danske farvande. I november 1965 var der overvejende østlige vinde, og det var meget koldere end normalt i november måned. Og ikke nok med det - så kom der også masser af sne.

Det startede en aften, hvor Leif og jeg var i ungdomsskole. Om aftenen gik vi i vinterhalvåret til ungdomsskolefag som motorlære, maskinskrivning og bogholderi. Denne aften var vi til motorlære i et lokale i kælderen i den ældste del af Ejby Skole, bygningen ud mod Nørregade.

Lige pludselig stod vores far i døren og sagde, at nu måtte vi hellere komme med hjem. Det var begyndt at sne, og Pressens Radioavis havde meddelt, at der nok ville komme kraftig snestorm. Omsorgsfulde som vores forældre var, var han derfor gået op til Husby til lillebilsvognmand Breiner, der for øvrigt var gift med vores stoute småbørnslærerinde Anna Breiner, som vi havde haft i 1. og 2. klasse. Vi fik cyklerne læsset ind i bagagerummet på Breiners lillebil og kørte gennem snefoget hjem til Husby.

Da vejene igen var farbare, fortsatte cykelturene Husby-Ejby retur med gipsbenet som en ubehagelig klods hængende på cyklens højre pedal. Men det gik godt i flere uger. Så skiftede vejret, og det blev tø med sjap og grødis på vejene til følge. Jeg bandt en plasticpose om gipsen for at undgå den totale gipsopløsning. Hæltrædepladen havde forud allerede rykket sig løs.

Jeg kan endnu se for mig, hvordan den meget venlige og omsorgsfulde gårdvagt, overlærer Romme jævnligt omme ved skolens cykelparkering spurgte, om han kunne hjælpe, og om jeg kunne klare mig. Det kunne jeg godt. Lige indtil jeg væltede midt på den spejlglatte Ejby Nørregade. Sjapis ovenpå hårdtpresset spejlblank underis. Det krævede koncentration. Den mistede jeg lige et øjeblik, men havde heldigvis nærvær nok til at stritte gipsbenet op i luften, så benet ikke tog skade. Bum, der lå jeg midt på Ejby Nørregade og strittede med mit gipsben. Med gode kammeraters hjælp blev jeg stablet op på cyklen igen og cyklede hjem til Husby.

Rutebilskørsel til skole om vinteren

Ved årsskiftet 1965-66 blev Husby, Tanderup og flere andre sognekommuner lagt sammen med Ejby Kommune. Det var en sammenlægning forud for den store kommunalreform i 1970. Om kommunesammenlægningen var årsagen til, at vi senere denne vinter begyndte at kunne køre med Rute-Ras i skole ved jeg ikke, eller om det var, fordi kørselsordningen kun gjaldt et par vintermåneder. Vi kunne kun køre med til Ejby Station og måtte så gå den sidste kilometer op til skolen. Hvis det var dårligt vejr,  kunne vi dog formedelst gode ord og en 25-øre fra hver overtale Rute-Ras til at bryde koncessionsruten og køre os helt op til skolen. Men om eftermiddagen måtte vi gå ned til Ejby Station.

Vinteren 1965-66 var i øvrigt helt igennem speciel. I april 1966 drev isnende kold luft fra nordøst ned over landet, og samtidig bevægede et lavtryk sig op over Danmark. Denne kombination gav den 14. april det meste af landet regulær snestorm, med driver på over en meters højde, lukkede veje, og fastkørte køretøjer. 

Vintervejen til Glamsbjerg

Nogle år senere, da jeg var startet på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg havde jeg igen en oplevelse med cykling og snevejr. Jeg skulle hver dag tidligt om  morgenen cykle fra Husby til Håre for at stå på skolebussen ved købmand Thomsen, som også var den der kørte skoletransporten med sit folkevognsrugbrød. Engang – det har nok været i 1968 eller 1969, - var der så meget sne på Hovvej ud for Eskelund, at jeg måtte tage min cykel på nakken og gå ind over markerne frem til et sted, hvor vejen atter var nogenlunde farbar. Jeg nåede så som den eneste af 3-4 stykker fra Husby og Tanderup, der kørte med, frem til Thomsen. Han mente, at vi hellere måtte køre til Glamsbjerg, når jeg nu havde kæmpet mig frem.

Fremme i Glamsbjerg sagde han meget klogt, at han lige ventede, mens jeg gik ind for at se om der var skolegang. Det var der ikke. Ud over eleverne fra Husby og Tanderup kom der også elever helt fra bl.a. Fåborg, Broby og Hårby. De var ikke nået frem, og gymnasiet var lukket, så Holger Thomsen og jeg vendte snuden hjem mod Håre. Her bød Thomsens kone Julie på varm chokolade og boller med tandsmør, inden jeg vendte cykelnæsen hjemad mod Skræppedalsvej i Husby. Nu var vejen mellem Husby og Håre i løbet af formiddagen heldigvis blevet ryddet, så det gik lettere end om morgenen.

Evakuering fra motorvejens snekaos

Set bagud med årenes romantiserende skær over sig har jeg mange oplevelser fra vintervejene fra dengang, der virkelig var vintre til. Jeg har prøvet at sidde fast i mange timer både på motorvejen og på jernbanen. På vej hjem til Bramdrupdam fra mit arbejde som forvaltningschef for Enhedsforvaltningen på Rådhuset i Nr. Åby har jeg sågar i februar 1996 efter mange timer i bil i sneen på motorvejen prøvet at blive evakueret af militæret til overnatning på nødherberg i Uddannelsescenteret i Erritsø. Men den fortællinger må fortælles en anden god gang.

Ejby Folke- og Realskole. Her gik jeg i skole 1965-68

Vestfyns Gymnasium, Glamsbjerg. Her gik jeg i skole 1968-71

Lillebilsvognmand Holger Thomsen, Håre. Ham kørte jeg med til Glamsbjerg 1968-71. Folkevognsrugbrødet stod i garagen til venstre. Da jeg spillede ungdomsfodbold i Husby, var det også Thomsen, der kørte os ud til udekampene. Holger og Julie Thomsen drev sammen også købmandsforretning. Dengang var der i Håre to købmænd, Lassen og Thomsen.

Ib Hansen 7. december 2023

Julens skyttegravsraseri

Det var juledags formiddag. Juleaften var godt overstået. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Snekrystallerne strålede og funklede i solens lys. 

Det havde sneet om natten. Dagen var hundekold, men det var kun godt. Så blev sneen nemlig liggende. Der lå omkring fem centimeter sne over det hele. Ja, langs nøddekrathegnene i Husby Hole lå der driver i helt op til en meters højde. De voksne slog mave ved kakkelovnen og sløvede den, mens de nød fridagene. Så kunne drengenes lege foregå ubemærkede.

Drengene var brødrene Leif og Ib, der som så mangen gang før og efter havde besøg af deres gode klassekammerat Keld Bom nede fra Hygind. Da den her historie foregår, var drengene vel 9-10 år gamle. Så det har været omkring 1960.

”Skal vi ikke lege 1. verdenskrig,” foreslog Keld Bom. 

”Så kan vi grave nogle skyttegrave med mandskabshuler under jorden. Det havde de nemlig dengang,” fortalte han meget overbevisende.

”Det kan vi da godt, det lyder sjovt,” mente Leif og Ib. 

Så startede vi på at grave. Omme foran køkkenvinduet. Mellem vores hus og skoven, der kun lå 10 meter fra køkkenvinduet.

Det gik fint med at grave en snehule i den store snedrive, der lå her i læ af skoven og huset. Vi hulede snedriven ud og lå på nogle sække og hyggede os i den blå belysning, der oplyste snehulen, når solens stråler blev brudt gennem snekrystallerne.

”Sådan en hule her er ikke rigtig,” mente Keld Bom.

”Under Første Verdenskrig gravede de sig helt ned i jorden. Så var soldaterne beskyttede mod fjendens bomber og kugler. Skal vi ikke grave os ned?”  

”Jo, lad os det,” sagde vi. Altså Ib og Leif.

Det var nemt at grave sig ned i jorden på dette sted. Det vidste vi fra dengang vores far - Peter Emil - og vores nabo H.C. gravede ud til septiktank. Septiktanken gik 5-6 meter ned i jorden. Så skulle vi vel også nok kunne komme et godt stykke ned med vores udgravning. Meget optimistiske gik vi i gang. Jo, det var let jord at grave i. Og jorden var ikke frossen, da den var isoleret af det tykke lag sne.

Efterhånden som vi gravede dybere og dybere ned under snehulen, smed vi opgravningsjorden som en vold rundt om snehulen. Vi lod en del af jordoverfladen stå under snehulen som tag over jordhulen. Nu havde vi en hule i to etager. En snehule med en jordhule nedenunder. Jordhulen kom så dybt ned, at vi måtte bruge en spand med et reb for at få den udgravede jord op til overfladen.

Alt var hidtil gået godt. Vi samarbejdede godt og hyggede os. Men så begyndte problemerne. Leif og Ib (altså mig) mente, at vi også skulle lave nogle underjordiske tunneller ud fra jordhulen. Det syntes Keld ikke. Men vi startede på et udhule nogle gange ud fra jordhulen. Så blev Keld hidsig. Han var ikke med på den ide. I arrigskab kravlede han op af hulen og gav sig til at stampe tungt og hårdt på jordoverfladen lige over den tunnel, hvor Leif og jeg lå og var i gang med at udhule. Der begyndte at komme revner i tunnelloftet. Der var kulsort under jordoverfladen og ikke venligt blåt lys som i snehulen. Tunnelloftet var vel 10-20 centimeter. Så vi var ikke så langt nede under jorden. Men vi blev rigtig forskrækkede og så for os, hvordan jordhulen ville brase sammen, og vi ikke ville kunne få luft. Vi råbte op, men ingen kunne høre os, da vi jo lå nede under jorden og under den store snedrive.

Heldigvis kiggede vores mor – Nina – ud af køkkenvinduet for at se til os. Da hun så Keld hoppe og danse i sneen, åbnede hun vinduet og spurgte ham, hvad han lavede.

”Jeg vil ikke være med til at lege mere. Ib og Leif laver noget andet end det, vi havde aftalt. Så jeg braser hulen,” sagde Keld spagfærdigt. Han vidste godt, at det, han var i færd med, ikke var heldigt.

”Hvor er Ib og Leif?” spurgte mor med bange anelser

”De ligger nede i jordhulen,” svarede Keld sagtmodigt.

”Hvad gør de? Kan du så se at hjælpe dem op og komme hjem med dig. Sådanne farlige lege, skal I ikke lege. Så kan du blive hjemme og tænke dig godt om.”

Mor antog, at var Keld Bom, der havde fået de farlige ideer. Men dem havde han jo ikke været alene om. Mor havde som udgangspunkt, at det var Kelds farlige ideer. Hendes drenge kunne da i hvert fald ikke finde på sådan noget, mente hun ganske uretfærdigt mod Keld.

Keld Bom skyndte sig at hjælpe os op fra hulen. Vi var godt sure på ham. Og mor havde sendt ham hjem til eftertænksomhed. Han skulle ikke snakke mere med hende den dag. Så han skyndte sig om på gårdspladsen til sin lille blå cykel. Sprang op på den og hjulede i rasende fart med hvinende oliefattig kæde og knirkende pedaler ned ad vejen mod Hygind. Vi kunne nede fra indkørslen se, at han hjulede så stærkt afsted, at han på grund af det glatte føre væltede to gange på vej op ad bakken mod Hygind. Han slog sig heldigvis ikke.

Sådan endte Første Verdenskrigs skyttegravskrig ved det lille hus – vores barndomshjem - i svinget ved Husby Hole. Men skærmydsler mellem drenge og gode kammerater er hurtigt glemt. Og faktisk også hos mor som godt kunne lide Keld Bom. Han måtte altid hjertens gerne komme og lege. Hun læste ofte historier for ham, ligesom hun gjorde for os og lillebror Bo.

Foreløbig kan vi bare glæde os over, at Leif og jeg slap helskindede fra denne drabelige historie. Inden mange dage brød ”krigen” nemlig ud igen. Keld havde allerede nogle få dage efter dette første slag fået nye ”gode” ideer om, hvordan vi kunne lege Første Verdenskrig i vores køkkenhave. Med skyttegrave og kanonstillinger og alt muligt andet spændende.

Men den historie må fortælles en anden god gang. Den er på ventelisten ligesom historien om indianeropstanden i Husby Hole.

Dramatisk lillejuleaften i Husby Hole

Det var tæt ind under jul. Faktisk var det lillejuleaften. Ude på engen i Husby Hole morede tre drenge sig. Rundt om engen var der stejle skrænter med bladløse træer og nøddekrat. Nøddekrat var godt, for de lange lige grene var gode at bruge til flitsbuer, spyd, springstokke, kårder og køller. Det var sidst på eftermiddagen. Lange, mørke skygger var begyndt at brede sig langs hegn, krat og skovkant.

Lige pludselig rungede Husby Kirkes klokker hult ud over Husby Hole og fortalte, at det snart ville blive mørkt, så vi skulle tænke på at gå hjemad. Vi – det var Keld Bom, Ib og Leif. Som så ofte før legede vi omme i Husby Hole. En hole er en stor flad lavning, en hulning omgivet af stejle skrænter. Netop dette år havde det op mod jul sneet. Og der havde været en længere periode med frostvejr. Men de sidste dage var vejret slået om. Om dagen var det tøvejr og om natten frostvejr. Vi kunne stadig løbe på skøjter på engens vandingshuller, selv om isen var revnet og nogle steder brækket op. Vi måtte ikke løbe på vandhullerne, når det var tøvejr. Vores mor Nina havde fortalt drabelige historier om, hvad der nogen gange var sket, når børn og for den sags skyld også voksne var gået gennem en revne i isen og ikke kunne komme op igen, fordi de var drevet ind under den faste is og ikke kunne bryde igennem og komme op til overfladen og den livgivende ilt. Så lå de der med himmelvendte øjne og druknede uden nogen kunne hjælpe dem.

Men hvad var det for drenge, der lillejuleaftens eftermiddag for mange år siden havde det sjovt omme i Husby Hole. Sjovt, lige indtil kirkeklokkernes hule dystre rungen varslede aftenens og mørkets komme. Det var de to brødre Leif og Ib. De gik i Husby Skole - i samme klasse, da der kun var en aldersforskel på 1 år og 6 dage i mellem dem. Jeg – det vil sige Ib - var født den 4. juli, og et år og 6 dage efter blev Leif født den 10. juli. Den tredje bror Bo var en lille efternøler, der blev født den 21. juli 6 år efter Leif og 7 år efter Ib. På det her tidspunkt var han for lille til at løbe på skøjter og var derfor blevet hjemme. Den tredje dreng var Keld Bom, der fra Hygind en kilometer nede ad vejen mod Ejby var kommet op til Ib og Leif for at lege, så dagene før juleaften kunne gå lidt hurtigere. Han hed nu ikke rigtigt Keld Bom. Keld Vang Jensen hed han. Hans mor og far hed Hjalmer og Gudrun. Og hans storesøster hed Ina. Hun var nu længe flyttet hjemmefra på den her tid. Keld var nemlig en efternøler, der var mange år yngre end sin storesøster. Han opførte sig derfor og blev behandlet af sine forældre som et enebarn. Altså noget forkælet. Og derfor også af og til fyldt med gale streger. 

Men hvorfor blev han af ikke blot Ib og Leif, men også af alle drengene i skolen kaldt for Keld Bom? Det blev han, fordi der i netop de her år var en berømt dansk jazzpianist, der hed Keld Bonfils. Bonfils er et franskklingende efternavn, der direkte oversat betyder ”god søn”. Fils på fransk udtales, så det lyder noget i retning af ”fis”. Når husbydrengene hørte Keld Bonfils navn i radioen, hørte de ikke den korrekte franske udtale, men hørte noget, der på fynsk kunne minde om Keld Bomfis. De store drenge i Husby Skole gav derfor vores skolekammerat Keld øgenavnet Keld Bomfis, ofte forkortet til Keld Bom. Det var ikke særlig ondt ment. Næsten alle i Husby havde tilnavne eller øgenavne. Med tilnavne kunne man lettere skelne mellem folk. Det her foregik jo før, der ude på landet kom gadenavne og husnumre. 

Nå, men tilbage til netop denne lillejuleaften, lige før det blev mørkt. Selv om vi ikke måtte, løb vi på skøjter på et af vandhullerne, hvor isen på grund af dagens tøvejr var revnet og knækket op. Da kirkeklokkerne rungede og varslede mørket og aftenens komme, blev Keld Bom helt vildt forskrækket. Nu vidste han, der faldt brænde ned, når han nu igen kom for sent hjem til aftensmaden. Aftensmaden stod meget præcist på bordet dengang. Så det var med at være der. Han ville skynde sig ind på land for at tage sine skøjter af. I skyndingen overså han en af revnerne i isen og gik igennem med den ene støvle. For at redde sig selv greb han fat i mig, altså Ib. 

Det lykkedes ham derved at komme ind på land uden at blive våd. Men han trak mig hen til en stor revne i isen. Jeg gik pladask helt igennem med hele kroppen og sank ned i vandet. I nogle sekunder så jeg for mig mors fortælling om, hvordan man kunne glide ind under isen og ligge derinde og kigge op i himlen, mens man langsomt druknede. Heldigvis kunne jeg redde mig op og trak mig gennem vandet over isflagerne ind på land, hvor Leif hjalp mig op. Fordi det var blevet aften, var det igen blev hård frost. Nu stod jeg med klaprende tænder bange, frysende og drivvåd. Løb hjem, sagde Leif. Ellers bliver du syg. 

Jeg løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Alligevel frøs alt mit tøj hurtigt til is. Det blev stivere og stivere og tungere og tungere, mens jeg løb. Så da jeg kommet hjem, var jeg dækket af et tykt, tungt ispanser. Mor blev så forskrækket, at hun helt glemte at skælde ud. Jeg skulle bare tage det våde tøj af og krybe til sengs for få varmen. Og Keld Bom, som var årsag til det hele? Han kom også løbende omme fra Holen. Det med at komme for sent hjem havde han jo respekt for, så han løb stærkt. Men følge mig kunne han dog ikke. Jeg havde et kuldeenormt ismonster hængende på ryggen. Et monster der blev større og koldere jo længere tid, der gik. Så jeg benede af sted og kom først hjem.

Keld Bom skulle ikke have noget af at snakke med vores mor. Han vidste, at det ikke var godt, det vi havde gjort. Måske tænkte han også på, hvad der ville ske ham, når han endnu engang kom for sent hjem. Derfor sprang han som en anden cowboy i flyvende fart op på sin jernhest, hans lille blå cykel. I rasende fart hjulede han mod sine skæld ud nede i Hygind. Den blå cykel manglede olie på kæden og hvinede og skreg uhyggeligt, mens han cyklede af sted. Netop den blå cykel spiller en rolle i en Keld Bom historie om vilde indianere, der engang huserede omme i Husby Hole. Men den historie må fortælles en anden god gang. Dagen efter, da ispanseret for længst var varmet væk, var alt glemt. Nu var det jo juleaftensdag, og gaverne var kommet tæt på.

Når få har for meget og færre for lidt

Mandag den 6. november 2023 præsenterede SVM-regeringen på et pressemøde sit udspil til en skattereform med markante skattelettelser til borgere på arbejdsmarkedet. 

Udspillet giver anledning til undren. Politikere fra de regeringsbærende partier har jo ved flere lejligheder i forhold til flere penge til pensionister, førtidspensionister og borgere udenfor arbejdsmarkedet argumenteret mod at sende flere penge ud i samfundet, da det efter deres mening vil fremme inflation. Nu foreslår de samme politikere at sikre folk på arbejdsmarkedet 10 milliarder mere i form af skattelettelser.

“I må da nok kunne forstå, at vi ikke kan pumpe flere penge ud i samfundet. Ikke flere penge til inflationstrængte pensionister, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Ikke flere penge til nedskæringsramte kommuner og regioner. Ikke flere penge til dagtilbud, skoler, plejehjem, hjemmepleje, sundhedsområdet og sygehuse. Flere penge ud i samfundet vil medføre en galopperende inflation.”

Sådan har glatte politiske ordførere og ministre fra regeringspartierne gennem længere tid forsøgt at belære os borgere om fundamentale sammenhænge i nationaløkonomien.

Politikere uden særlig arbejdsmarkedserfaring har talt belærende til blandt andet den generation af ældre, der har knoklet, svedt og slæbt med at bygge landet op. “Af hensyn til samfundsøkonomien må I holde igen.”

Men disse belærende politikere glemmer vist de første sider i deres studiers økonomiske lærebøger. Her kunne de have lært, at mennesker ønsker at bruge deres indtægt til at opfylde de ønsker, behov og længsler, de har. En opfyldelse der vil udløse efterspørgsel på varer og tjenesteydelser. Øget efterspørgsel vil presse priserne i vejret. Skabe rentestigning og inflation.

Nu forsøger de samme politikere med bedrevidende smil at få os til at forstå, at mange milliarder i skattelettelser ikke vil have negative virkninger. Vel at mærke skattelettelser der ikke omfatter pensionister, førtidspensionister og mennesker på overførselsindkomster.

Nu skal den del af befolkningen, der er i arbejde, købes til at stemme på de pressede regeringspartier. Mennesker med almindelige indkomster vil regeringspartierne købe med skattelettelser for nogle få hundrede kroner om måneden, mens mennesker med høje indkomster skal have skattelettelser for tusind kroner om måneden. Politikerne gemmer sig bekvemt bag procenttal fremfor at oplyse skattelettelser for de enkelte gruppe i faktiske tal.

Forstå det, hvem der kan. En liter mælk koster da det samme for pensionisten og kasseassistenten som for mennesker med høje indtægter. Samtidig mangler der penge og personale overalt på velfærdområderne.

Sammenhængene forsøges skjult bag politisk listigt udlagte røgslør. De politiske røgslørsmestre gemmer sig bag procenttal fremfor at oplyse faktiske tal for den enkelte skatteborger. Fortæller om store milliardlettelser til de mange. Små skattelettelser der samlet set bliver til milliardlettelser, netop fordi de gives til de mange. Mens de store lettelser samlet set ikke udløser så store samlede lettelser som til de mange. Netop fordi de store skattelettelser gives til de færre.

Resultatet. En såkaldt samlingsregering, der øger ulighed og splittelse. Og glemmer dem der knoklede med at bygge landet. Regeringspartier der med store gavepakker til de øverste i samfundspyramiden og små gavepakker til de mange kæmper for at bevare de velpolstrede taburetter.

Har du penge, så kan du få. Er du udenfor arbejdsmarkedet kan du gå med en lang, lang næse!

Ib Hansen mandag den 6. november 2023

Ulykke slukkede lyset

Et grundtvigiansk lys blev brat slukket. Et lys der i 30 år havde brændt i Husby. En trafikulykke på Strandvejen mellem Middelfart og Strib satte en stopper for et spændende, udfordrende og afvekslende liv. 

Det var den 80-årige pastor emeritus Erik Høyrup Spur, der på en mørk januardag i 1971 så drastisk kom af dage. Ud for sit hjem blev han ramt af en bil. Han blev kørt på hospitalet, men var afgået ved døden ved ankomsten.

Erik Spur havde været en markant grundtvigiansk sognepræst i Husby gennem 30 år. Det med det markante grundtvigianske er ikke en overdrivelse. En af hans to døtre er i et interview endda gået så vidt som at betegne ham som ortodoks grundtvigianer. Han var som 40-årig kommet til sognet i 1930 og tjente i sit præsteembede her, til han i 1960 som 70-årig gik på pension og flyttede til Strandvejen i Middelfart. Men hvem var pastor Erik Spur? 

Præsteslægten

Erik Høyrup Spur var født den 25. oktober 1890 i Fjaltring på den jyske vestkyst. Han var ud af en præsteslægt. I tre generationer forud for ham havde der været præster i familien. Hans forældre var sognepræst Niels Kristian Hostrup Spur og Johanne Margrethe født Høyrup. Erik Spur havde en tvillingbror ved navn Bernhard Ingemann Spur.

Jo, den god nok. Som specielt broderens navn viser, var der i familien nær tilknytning til forfattere og præster. Derfor Hostrup i Erik Spurs fars mellemnavn efter forfatteren og digteren Jens Christian Hostrup. Bernhard og Ingemann i tvillingebroderens navn viser familiens fascination af digteren og lektoren Bernhard Severin Ingemann.

Erik Spurs far med familie ville gerne flytte til et område mere præget af den "lyse kristendom" end "den mørke kristendom", de måske oplevede på Vestkysten. Derfor flyttede de allerede, da Erik Spur var omkring 1 år  til Sydsjælland.

Faderen blev først præst i et sogn nær Sorø og senere i et sogn nær Præstø. Så Erik Spur fik sin opvækst i grundtvigianismens kerneområde. Grundtvig var blandt andet sognepræst i Udby nær Vordingborg. Erik Spurs virksomhed i voksenlivet viser tydeligt hans fascination af Grundtvigs tanker om "den folkelige vækkelse", hvor "den lyse kristendom" stod som en klar kontrast til den "mørke kristendom," som blev organiseret af Indre Mission fra tiden efter denne bevægelses grundlæggelse i 1861.

Journalisten

Det blev ikke præstegerningen Erik Spur i første omgang kastede sig over. Han arbejdede i sin pure ungdom som journalist på forskellige østsjællandske aviser. Som journalist støder jeg i kilderne på ham første gang i 1911, da han er 21 år. I årene her omkring arbejdede han med journalistikken i blandt andet Køge, Ramsø og Roskilde. Han drev det endda til at blive lokalredaktør for Østsjællands Folkeblad i Store Heddinge på Stevns. Men han ville noget andet og mere end journalistik. Gerne noget med grundtvigianisme.

Højskolelæreren

Erik Spur blev højskolelærer på den almene grundtvigianske Rønshoved Højskole i Sønderjylland ved Flensborg Fjord. Højskolen var kort tid efter Genforeningen blevet grundlagt i 1921 af fynboen Aage Møller. Erik Spur og Aage Møller blev nære venner. Det ses blandt andet af, at Aage Møller var blandt fadderne, da Åsta og Erik Spurs førstefødte datter blev døbt i Husby Kirke, men det vender vi tilbage til senere. I en moden alder besluttede Erik Spur i forlængelse af højskolearbejdet, at han ville føre familietraditionen videre. Nu ville han være præst.

Teologen

I 1925 tog Erik Spur 35 år gammel studentereksamen, så han kunne blive immatrikuleret på teologistudiet ved Københavns Universitet. 

I 1926 var Erik Spur med til at indrette Grundvigs Mindestuer i Udby Præstegård på Sydsjælland.

Allerede i 1930 kan han kalde sig cand. theol. Nu er det så også i en alder af 40 år blevet tid til at stifte familie.

Erik Spur havde mødt præstedatteren og musikpædagogen den 24-årige Åsta Munck, 16 år yngre end ham. Hun var født den 14. februar 1906 i Middelfart som datter af valgmenighedspræst Peter Møller Munck og hustru Thora Rafn. På dette tidspunkt i 1930 er familien Munck flyttet til Skannerup nær Silkeborg. Her varetager Peter Møller Munck et kald som valgmenighedspræst. Altså en familie der meget er i overensstemmelse med de grundtvigske tanker om folkelig vækkelse og valgfrihed, som Erik Spur er optaget af.

Det er Peter Møller Munck, der i Skannerup Kirke den 8. juli 1930 vier den nyslåede fyrreårige teolog Erik Spur til den 24 årige musikpædagog Åsta Munck. Men Erik Spur skal jo også have et arbejde.

Husby Sogns præstegård i Sdr. Åby. Fungerer nu ikke længere som præstebolig. Her har jeg gået til præst ved pastor Aage Jensen.

Husby Kirke omkring 1960.

Sognepræsten

Erik Spur søgte og fik stilling som sognepræst i Husby Sogn fra 1931. Sognet og Erik Spur passede godt til hinanden. Erik Spur fik sit virke her gennem de næste 30 år.

Familielivet blomstrede. Erik og Åsta Spurs førstefødte datter blev et julebarn. Datteren Inga Birgitte Spur blev født den 28. december 1931. Fadderne ved Inga Birgittes dåb afspejler Erik og Åsta Spurs fundament i grundtvigianismen. Blandt fadderne var Åstas forældre valgmenighedspræsten P. M. Munck og hustru Thora. Og som tidligere nævnt var vennen højskoleforstander Aage Møller, Rønshoved Højskole  også blandt fadderne.

Den 17. august 1934 blev Erik og Åsta Spur forældre til Thora opkaldt efter Åstas mor.

Udover det rent kirkelige kastede Erik Spur sig over aktiviteter, hvor han kunne bruge sine erhvervede færdigheder fra journalistik og fra højskoleundervisning. I det følgende blot nogle få eksempler, der viser hvordan han ønskede at fremme det folkelige. Her var væveren og digteren fra Wedellsborg Lars Clausen (1841-1893) for Erik Spur et godt eksempel på, at der blandt almindelige mennesker ligger nogle iboende folkelige kulturelle kræfter.

Ud over vævning af brugsting lavede Lars Clausen også vævede billeder med religiøse motiver, som Syndefaldet, Jesus i Gethsemane Have og Johannes Døberens dåb af Jesus. Og  ikke mindst skrev han en lang række digte, som regel på hverdagsfynsk.

Erik Spur påtog sig at samle Lars Clausens digte. Samlingen "Viser og Vers" blev med forord af Erik Spur udgivet i 1944. Efter sin pensionering som sognepræst  iværksatte pastor Spur en husstandsindsamling til en mindesten for Lars Clausen. Mindestenen blev i forbindelse med 125-året for Lars Clausens fødsel opsat i 1966 ved Wedellsborg Slots portbygning Adlerhus.

Malerkunsten interesserede også Erik Spur. Han var selv en habil maler. Et eksempel er hans billede af stuehuset til gården Ravnkær i Eskør. Maleriet er fra før, stuehuset nedbrændte den 6. august 1963.

Ravnkær malet af pastor Spur. 

Her boede Johannes og Ingrid Petersen med sønnen Finn.

Hverdagslivet gjorde  knuder

Når man kigger i Husby Sogns kirkebøger fra Erik Spurs tid, bekræftes man i hans grundtvigianske kristne lyssyn. Han viede en del fraskilte.

Åsta og Erik Spur fik også selv så meget knas i ægteskabet, at de i 1953 besluttede at lade sig skille. Deres to døtre var på det tidspunkt henholdsvis 22 år og 19 år gamle. Efter sin pensionering giftede Erik Spur sig igen. 

Pastor Spur nåede i 1960 i Husby Kirke at gifte  sin yngste datter Thora til en 22 år ældre salgschef Knud Louis Heinrich Spagner fra Hørsholm. Thora Spur var på det tidspunkt 26 år, mens Knud Spagner var 48 år. Thora Spur havde indtil da arbejdet som sygeplejerske på Gentofte Sygehus. 

På trods af de personlige ægteskabelige genvordigheder blev pastor Spur ved som sognepræst i Husby, indtil han 70 år gammel måtte gå på pension i 1960. Tjenestemænd skulle dengang gå af, når de blev 70 år. Den regel er afskaffet nu. Husby Sogn afholdt en festlig afskedskomsammen for Erik Spur i Husby Forsamlingshus i oktober 1960.

Han afløstes fra 1961 af pastor Aage Jensen. Det var Aage Jensen som konfirmerede mig 4. april 1965. Pastor Jensen blev formelt indsat ved en højtidelighed i Husby Kirke i maj 1961. Vi havde pastor Jensen som vikar i Husby skole til blandt andet regning, mens vores lærer Tagesen var sygemeldt. Det var, mens vi gik i 6. - 7. klasse i 1964-65. 

Pastor emeritus

I forbindelse med sin pensionering flyttede Erik Spur til Middelfart. Han holdt gang i aktiviteter med tilknytning til Husby Sogn, blandt andet  indsamlingen til og opstillingen af Lars Clausens mindesten i 1966.

Kort tid efter sin pensionering og sin fraflytning fra Husby indgik han i 1962 giftermål med den 28 år yngre Gerda Grønlykke. Ved giftermålets indgåelse var Erik Spur 70 år og Gerda Grønlykke var 44 år. Hun var født den 26. august 1918 og var datter af mejeribestyrer ved Wedellsborg Mejeri Niels Christian Hansen Grønlykke og hustru Gudrun født Christiansen. Mejeriet lå på Tybrindvej ved Rævebjerg. Nu er mejeriet på nær stuehuset revet ned.

Det grundtvigske lys blev slukket

Som det ses var Erik Spur en ihærdig repræsentant for det grundtvigske livssyn. Et livssyn som Husby Sogn nød godt af i hans 30 års virke som sognepræst.

Det lys blev desværre så brat og ulykkeligt slukket den 12. januar 1971 på Strandvejen i Middelfart.

Mindestenene over Erik Spur og Gerda Spur født Grønlykke kan vi fortsat se på Husby Kirkegård, umiddelbart vest for kirketårnet.

En sløjfe på fortællingen om pastor Spur

Jeg har jævnfør ovenstående fortælling nogenlunde hold på det familiære. Åsta og Erik Spur blev gift i 1930 og blev skilt i 1953. Åsta døde i 1970. Erik Spur blev i 1962 gift anden gang med Gerda Grønlykke. Han døde i 1971. Gerda Spur døde i 2008.

Og døtrene?

Datteren Thora blev som nævnt gift i 1960. Hun døde 69 år gammel i 2003. 

Den ældste datter Birgitte Spur rejste til Island. Hun havde mødt den 23 år ældre kunstner Sigurjon Olafsson født i 1908. De blev forelskede. Sigurjon Olafsson lod sig skille fra sin hustru, så han og  Birgitte kunne gifte sig. Birgitte Spur tog islandsk studentereksamen og uddannende sig efterfølgende i dansk og islandsk ved Islands Universitet. Efter gennemført eksamen blev hun lærer ved et islandsk gymnasium.

Senere blev hun stifter og leder af det museum i Reykjavik, der er i 1988 åbnede omkring manden Sigurjon Olafssons kunstværker. Sigurjon Olafsson døde 74 år gammel i 1982. Museet blev i 2012 overgivet til den islandske stat.

Sigurjon Olafsson og Birgitte fik en datter, der er uddannet violinist på  højt plan. Denne violinist og barnebarn af Åsta og Erik Spur hedder Hlif Sigurjonsdottir. Hun gav i 2015 koncert i Husby Kirke, den kirke hvor hendes morfar i 30 år havde sit virke.

Det er da en fin sløjfe på fortællingen om pastor Erik Høyrup Spur!

Ib Hansen 31.10.2013