onsdag den 8. november 2023

Når få har for meget og færre for lidt


Mandag den 6. november 2023 præsenterede SVM-regeringen på et pressemøde sit udspil til en skattereform med markante skattelettelser til borgere på arbejdsmarkedet. 

Udspillet giver anledning til undren. Politikere fra de regeringsbærende partier har jo ved flere lejligheder i forhold til flere penge til pensionister, førtidspensionister og borgere udenfor arbejdsmarkedet argumenteret mod at sende flere penge ud i samfundet, da det efter deres mening vil fremme inflation. Nu foreslår de samme politikere at sikre folk på arbejdsmarkedet 10 milliarder mere i form af skattelettelser.

“I må da nok kunne forstå, at vi ikke kan pumpe flere penge ud i samfundet. Ikke flere penge til inflationstrængte pensionister, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Ikke flere penge til nedskæringsramte kommuner og regioner. Ikke flere penge til dagtilbud, skoler, plejehjem, hjemmepleje, sundhedsområdet og sygehuse. Flere penge ud i samfundet vil medføre en galopperende inflation.”
Sådan har glatte politiske ordførere og ministre fra regeringspartierne gennem længere tid forsøgt at belære os borgere om fundamentale sammenhænge i nationaløkonomien.
Politikere uden særlig arbejdsmarkedserfaring har talt belærende til blandt andet den generation af ældre, der har knoklet, svedt og slæbt med at bygge landet op. “Af hensyn til samfundsøkonomien må I holde igen.”
Men disse belærende politikere glemmer vist de første sider i deres studiers økonomiske lærebøger. Her kunne de have lært, at mennesker ønsker at bruge deres indtægt til at opfylde de ønsker, behov og længsler, de har. En opfyldelse der vil udløse efterspørgsel på varer og tjenesteydelser. Øget efterspørgsel vil presse priserne i vejret. Skabe rentestigning og inflation.
Nu forsøger de samme politikere med bedrevidende smil at få os til at forstå, at mange milliarder i skattelettelser ikke vil have negative virkninger. Vel at mærke skattelettelser der ikke omfatter pensionister, førtidspensionister og mennesker på overførselsindkomster.
Nu skal den del af befolkningen, der er i arbejde, købes til at stemme på de pressede regeringspartier. Mennesker med almindelige indkomster vil regeringspartierne købe med skattelettelser for nogle få hundrede kroner om måneden, mens mennesker med høje indkomster skal have skattelettelser for tusind kroner om måneden. Politikerne gemmer sig bekvemt bag procenttal fremfor at oplyse skattelettelser for de enkelte gruppe i faktiske tal.


Forstå det, hvem der kan. En liter mælk koster da det samme for pensionisten og kasseassistenten som for mennesker med høje indtægter. Samtidig mangler der penge og personale overalt på velfærdområderne.
Sammenhængene forsøges skjult bag politisk listigt udlagte røgslør. De politiske røgslørsmestre gemmer sig bag procenttal fremfor at oplyse faktiske tal for den enkelte skatteborger. Fortæller om store milliardlettelser til de mange. Små skattelettelser der samlet set bliver til milliardlettelser, netop fordi de gives til de mange. Mens de store lettelser samlet set ikke udløser så store samlede lettelser som til de mange. Netop fordi de store skattelettelser gives til de færre.
Resultatet. En såkaldt samlingsregering, der øger ulighed og splittelse. Og glemmer dem der knoklede med at bygge landet. Regeringspartier der med store gavepakker til de øverste i samfundspyramiden og små gavepakker til de mange kæmper for at bevare de velpolstrede taburetter.

Har du penge, så kan du få. Er du udenfor arbejdsmarkedet kan du gå med en lang, lang næse!

Ib Hansen mandag den 6. november 2023

Ingen kommentarer:

Send en kommentar