Stening. Afhugning af hænder. Brændemærkning i ansigtet. Indsætning i hundehulslignende uhumske fængsler. Dødsstraf.
Rundt om i verden sker der den dag i dag bestialske afstraffelser for banale forhold som indbrud og simpelt tyveri. Afstraffelsesformer som vi i nutidens Danmark betegner som inhumane.
Men det er faktisk ikke længe siden, vi i Danmark straffede på nogenlunde samme måde. Det var først i 1866 afstraffelsesformen offentlig kagstrygning blev afskaffet. Denne straf med tillægsstraf ramte i 1837 en kvinde fra Aborg ved Assens. Hun havde begået tyveri og indbrud i landsbyen Emtekær nær Tanderup.
Kagstrygning indebar, at den dømte blev bundet til en stolpe. En stolpe blev kaldt en kag på gammeldansk. Bundet til kagen blev forbryderen pisket, indtil skindet på ryggen var flænset godt op. Herefter kunne der komme yderligere straf oveni. Dette var tilfældet for Anna Hansdatter fra Aborg. Hun blev oveni piskningen livsvarigt indsat i Kvindefængslet i København.
Men hvordan havde Anna Hansdatter dog gjort sig fortjent til denne grumme straf?
I løbet af foråret 1837 havde hun over nogle gange begået 7 indbrud i Emtekær i Tanderup Sogn. Hun havde blandt andet stjålet garn, sytråd, en kjole, huer, smør og et sjal. Sjalet blev hendes skæbne.
Ejeren af sjalet opdagede det nemlig til salg hos hattemageren i Assens. Hattemageren kunne udmærket huske, hvem han havde købt sjalet af. Anna Hansdatter fra Aborg i Gamtofte Sogn nær Assens.
Derfor blev Anna arresteret og indbragt for birkedommeren i Wedellsborg Birk.
Birkedommeren holdt til på Kællingbjerg på grænsen mellem Husby og Ørslev sogne. Han så med strenge øjne på Annas forbrydelser. Hun var ikke tidligere dømt, men uanset dette blev hun for tyverierne i Emtekær dømt til piskning og indsættelse på livstid i Kvindefængslet i København.
Annas mand, der også havde begået ulovligheder, blev af samme birkedommer idømt 10 måneders fængsel og ingen piskning eller deslige. Måske så birkedommeren - og samtidens øvrighed og borgere i al almindelighed - strengere på kvinders end på mænds forbrydelser?
Ib Hansen, 30. juli 2023
UHA, en god historie
SvarSletMvh Gunnar Storm Thomsen
Tak, Gunnar
SletStakkels Anna. Din sidste bemærkning er nok rigtigt observeret. Sådan nogle stride bananer til mænd i et mandsdomineret samfund! Gad vide om vi også engang har påstået, at hvis en kvinde blev gravid som følge af en voldtægt, var det fordi hun kunne lide det?
SvarSletGodt nok har vi endnu ikke helt ligestilling i Danmark, men vi er da heldigvis nået et pænt stykke længere end tiden for din beretning, for slet ikke at sammenligne med fx Afghanistan.
Desværre er der mange steder, hvor der stadig foregår ting, der ellers hører til i den "mørke middelalder"
SvarSlet