Flugt

”Den 5. juni gjorde vi os nu klar. Jeg tilegnede mig hos den, jeg arbejdede, en skruetrækker og en dirk. Klokken 23.45 skruede vi jernstængerne fra vinduet, bøjede gitteret til side og krøb ud. ”Afsted, spild nu ikke tiden”, hviskede jeg til de andre og krøb ud. De andre kom bagefter. Jeg var barbenet og i det blotte linned, men vi gik hen til den mand, hos hvem jeg arbejdede, og der var i forvejen lagt tilrette støvler og kapper.

Vi kom i tøjet, fik båden sat i havet, og afsted gik det kl. 1 om natten. Klokken 4.30 om morgenen passerede vi to tyske både, men den som følge af blæsten ret stærke bølgegang skjulte os for dem, skønt vi passerede dem i kort afstand. Præcis kl. 6 morgen nåede vi den kyst, som var vores ønskemål. Der blev vi ikke modtaget på tysk vis, men man tog imod os som mod deres egne.

Nu er vi levet op igen, vi har atter friheden og ser ikke skildvagten bag os med sit gevær – hører ej heller hans barske ”Raus!” og den slags.”

Den russiske flygtning og Willemoes

Den 6. juni 1916 landede ved Thorøhuse umiddelbart syd for Assens tre russere, der var flygtet fra Nordborg på Als. Det blæste godt fra syd den nat, de sejlede over Lillebælt. De tre flygtninge havde været placeret i forskellige krigsfangelejre rundt om i Europa, inden de den 29. juli 1915 blev flyttet til Nordborg på Als.

En af dem blev sat i arbejde på en vindmølle to kilometer fra Nordborg. Her fandt han en søndag en gammel båd 200 meter fra havet og besluttede at flygte sammen med to medfanger. Hans oplevelser som flygtning fremgår af det, han har fortalt til redaktør Willemoes. Willemoes har nedskrev flygtningens fortælling i sin dagbog.

Indledningen til denne fortælling er et sammendrag, jeg lavet ud fra et uddrag af Willemoes´s dagbog. Jeg har moderniseret og tilpasset sproget lidt.

 

Trætrug efterladt af flygtninge. Vestfynske kyst 1915-1919

Flugten over Det Ægæiske hav. Efterladt affald på Grækenlands kyster.
2010-2020. Desværre ofte også druknede. Børn, voksne og gamle.

Farlig flugt 

De tre russere var ikke de eneste, der flygtede over Lillebælt fra det dengang tyske Sønderjylland.

Der var mange mennesker på flugt 1915-1919. På flugt fra sønderjyske kyster over Lillebælt til Vestfyn. Flygtningene var russiske krigsfanger taget af tyskerne under 1. Verdenskrig. De blev brugt som tvangsarbejdere som erstatning for tyske våbenføre mænd, der var sendt til fronterne - herunder omkring 30.000 dansksindede sønderjyder. 

Sønderjylland, eller Nordslesvig som det hed dengang, var fra 1864 til 1920 det nordligste Tyskland. Udover de russiske krigsfanger flygtede også en del unge sønderjyske mænd igennem krigsårene over Lillebælt for at undgå tysk krigstjeneste. Flugten kunne for dansksindede desertører fra den tyske hær og for russiske krigsfanger også gå over rigsgrænsen ved  Kongeåen. Målet var det forjættede krigsneutrale land Danmark.

Mange flygtninge var så desperate, at de med livet som indsats kastede sig ud i Lillebælt med kurs mod Vestfyn. De brugte alt, hvad der kunne flyde: små rådne robåde, tømmer, træstumper, vognbunde og dejtrug.

Nogle druknede, men mange blev samlet op af danske marinefartøjer ved farvandsgrænsen mellem Danmark og Tyskland syd for Assens. Sydvest for Bågø var Lillebælt dengang tysk farvand. Tyskerne havde mineret i farvandet mellem Bågø og Sønderjylland, mens Danmark efter tysk pres havde set sig nødsaget til at udlægge miner mellem Bågø og Wedellsborg Hoved. En flugt over Lillebælt på må og få kunne således være en særdeles farlig affære. Vejr og vind, miner og tyske patruljefartøjer. Alligevel flygtede i perioden 1915-1919 omkring 1600 mennesker over Lillebælt. De fleste af dem fik ophold i Assens, men nogle kom også til at opholde sig i sognene rundt om på Vestfyn.

Russiske flygtninge ved Skovpavillonen i Assens. 1915-1919

Hjemsendelse

Efter krigens afslutning blev de russiske flygtninge på Vestfyn i hold sendt hjem til Rusland. På et foto fra 1. april 1919 ses damperen Kong Haakon afgå fra Assens med 500 russere ombord. Det halve af byen tog afsked, skolebørnene havde fri, og byorkestret spillede. Hvilken skæbne ventede der mon de russiske flygtninge hjemme i det store land, der på det tidspunkt var splittet under en revolution og en fortærende borgerkrig, hvor hvide tropper kæmpede mod røde tropper?

Damperen "Kong Haakon" forlader den 1. april 1919 Assens Havn. Der er 500 russiske krigsflygtninge ombord på vej hjem til det borgerkrigshærgede Rusland.

Flygtningenes forjættede fantasibilleder

Desværre lever vi stadig i en verden med mange desperate flygtninge. De flygter fra krig, fattigdom og forfølgelse. Og flugten går ofte over farlige farvande som Middelhavet, Det Ægæiske Hav og Den Engelske Kanal på vej mod flygtningenes urealistiske fantasibilleder af forjættede lande i Europa. Nutidens flygtninge vil væk fra deres hjemlande. De under Første Verdenskrig russiske flygtende krigsfanger ville bare hjem.

Museet Flugt i Oksbøl ved Varde.
En arkitektonisk åbenbaring. En tankevækkende øjenåbner om verdens flygtningene i fortid og nutid. Et besøg på museet og på den nærliggende flygtningekirkegård kan meget anbefales.

Ib Hansen 28. september 2023

 

Den fremmede - makabre nyheder på en søvnig søndag

Solen stod højt. Det var midt i kirketiden. Tæt på efterårsjævndøgn. Ikke en vind rørte sig. Ikke en kat var at se på landsbyens hovedgade. Ej heller var der nogen levende sjæle. Et par duematroner var dem, der sørgede for liv i gaden. Vraltende, vuggende og kornpikkende i vejsiden. 

Pludselig blev stilheden brat afbrudt. "De har fundet en strandvasker ved Sdr. Åby Strand."

Sådan gjaldede det over kirkepladsen fra en dreng på cykel, netop da kirkegængerne kom ud af kirken. Han kom i rasende fart cyklende nede fra Sdr. Åby op til Husby Kirke. Bristefærdig af iver var han efter at udbrede sit sørgelige, men samtidig højdramatiske budskab.

De tunge duematroner lettede flaksende og forskrækkede fra vejsiden og satte sig godt tilrette i toppen af et af de store træer, der dengang omgav Husby Kirke. Det var med at følge nøje med, når der nu endelig skete noget dramatisk i den ellers lidt søvnige landsby. Måske var det nyheder, der var værd at sprede i lokalområdet?

Udsigten fra Sdr. Åby Strand mod Assens og Bågø

Her mellem Wedellsborghalvøens klinter og Sønder Åby Strand blev der 21. september 1919 fundet et ukendeligt lig.

Sådan fortæller min fantasi mig, at det kunne være gået til, da det blev offentligt, at der var fundet et halvt opløst lig på Sdr. Åby Strand. Men hvad er fakta i denne sag?

Husby Kirke med Lillebæltskysten ved Sdr. Åby i baggrunden

Den fremmede

Meget tæt på efterårsjævndøgn den 21. september 1919 blev der gjort et makabert fund i strandkanten mellem Sønder Åby Strand og klinterne ved Wedellsborg Hoved. Det var et lig, der havde ligget så længe i vandet, at det var ugenkendeligt. Liget kunne ikke identificeres nærmere end til at være en mand på mellem 20 og 60 år.

Første Verdenskrig var endnu meget nærværende. Danskerne hørte stadig jævnligt om ulykkelige hændelser, der kunne henføres til den forfærdelige krig. Det var noget folk fulgte levende med i.

Da præsten i Husby, pastor Wolf nogle dage senere den 25. september 1919 på Husby Kirkegård skulle begrave liget fra Sdr. Åby Strand, kunne han  lade være med at indføre nogle personlige gætterier i kirkebogen.

”Vistnok sømand eller fisker, antagelig fra en svensk damper, som havde last af klid og blev minestødt ud for Assens nogle måneder forinden”. Sådan kirkebogsfører sognepræsten sine gætterier. Det har selvfølgelig for Wolf været forfærdeligt ikke at kunne identificere den afdøde, så eventuelle pårørende kunne få besked.

Ganske rigtigt var der den 15. juni 1919 sket en skibsulykke ud for Assens. En svensk damper ”Vesterby”, der var på vej fra Kielerkanalen gennem Lille Bælt med en last klid fra Antwerpen til Kolding, var løbet på en vildfaren mine. Alle på dette skib blev reddet, så liget kan næppe have været en sømand fra dette skib.

I maj måned 1919 var den tyske damper ”Schülow” blevet minesprængt i Lillebælt og alle 11 ombordværende var omkommet. Så måske var det ugenkendelige lig en tysk sømand fra dette skib.

Såre menneskeligt og forståeligt, at pastor Wolf var ked af ikke at kende identiteten af den person, han begravede. Og derfor gjorde sig nogle gætterier om, hvem det mon kunne være. Men det kunne nok ikke være en svensk sømand, snarere en tysk. Måske mere sandsynligt var det en russisk krigsflygtning. Ligets tilstand kunne godt tyde på, at det havde ligget meget længe i havet.

I årene 1915-19 lykkedes det omkring 1600 russiske krigsfanger fra det dengang tyske Sønderjylland at flygte over Lille Bælt til Fyn. Men rigtig mange gik til under flugten, der ofte foregik på nødtørftigt sammenflikkede flåder eller i dejtruge og plimsollere. Det kunne derfor sagtens være liget af en sådan flygtende russisk krigsfange, som pastor Wolf måtte begrave som ukendt på Husby Kirkegård. Hvorfor han blandt mulighederne en svensker, en tysker, en russer eller en helt anden valgte den svenske mulighed, kan jeg kun gisne om. Men svenskere var jo nok på den tid de mest populære blandt de tre fremmede nationaliteter. Faktum er, at den person, pastor Wolf måtte begrave på Husby Kirkegård den 25. september 1919 forblev ukendt.

Det var for øvrigt årets høstgudstjeneste, der blev afholdt i Husby Kirke søndag den 21. september 1919, samme dag som det ukendte lig blev fundet ved Sønder Åby Strand. Høstgudstjenesten blev afholdt på trods af, at høsten netop det år på grund af dårligt vejr næsten ikke var helt færdig endnu.

En vandretur langs nedbrydningskysten

Ordene fra Jobs bog “Herren gav, Herren tog” i omformuleringen “havet tog, havet gav” dukker ofte op, når jeg går ture på kanten mellem land og hav fra Sønder Åby Strand til Wedellsborg Hoved. Ud over de herlige naturoplevelser nyder jeg under vandringen at bruge min historiske fantasi til at levendegøre de begivenheder, der fandt sted i denne del af Lille Bælt under og lige efter Første Verdenskrig.

Ib Hansen 23. september 2023 - efterårsjævndøgn.   

Fantastisk, forunderlig og fabulerende fortælling

 

"... Dagen er brændende varm, spiddende som nåle. Det er en af disse sensommerdage, hvor verden føles overmoden og klar til at briste. Hunde gisper i skyggen med dirrende brystkasser. Regnorm bliver stegt til snørebånd. Et stearinlys, efterladt i solen, smelter og bliver til mælkeagtigt fedt. I det mindste er der en brise, som siver ind gennem dørene, får høet i krybben til at bevæge sig..."

Hold da op! Sikken et medrivende, billedskabende og fantasifremmende sprog. The Times betegner romanen "som smukt skrevet og fuld af karakter og liv." Jeg er helt enig. 

Jeg læste "Det forunderlige cirkus" i de timer på dagen, hvor jeg var nødt til at krybe i ly for dette års brændende hede septembersol. Sjældent har jeg haft så fantastisk en sproglig oplevelse samtidig med, at romanen fortællemæssigt og indholdsmæssigt kunne påvirke og rive mig med.

Forførende. Meningsfuld. Vedkommende. Tankevækkende. Aktuel. Dette til trods for, at fortællingen er lagt tilbage i tid til 1866 og hovedsageligt foregår i et cirkus. En allegorisk fortælling om vores brutale og samtidig skønne verden. Om magtforhold. Om stigmatisering. Om marginalisering. Om overgreb. Om fordomme. Om fascinationen af det anderledes. Om sammenhold og kærlighed. Og om livets svære valg.

I forbindelse med læsningen af denne flotte bog kom jeg til at tænke på det at læse digitalt i forhold til det at læse analogt.

Sikken nydelse at læse en rigtig papirbog. Alene forberedelserne forud for læsningen.

Mærke bogens fysiske tyngde. Have den i hænderne. Studere det flotte omslag. Lade hånden glide følende hen over omslagets glatte forside. Studere indholdsgodbidden på bagsiden. Læse omslagsflappens forfatterbeskrivelse. Slå op og se omslagets indersides figurative verdensbeskrivelse med dyr, planter, sol, måne, stjerner, blomster og snirklede mønstre.

Blade videre og læse om rettigheder, udgivelsesår og tekniske detaljer. Se hvem oversætteren er. Bemærke støtten til udgivelsen fra Statens Kunstfond.

Blade fremad i bogen. Vende og føle det velafpassede papir med passende tykkelse. Nyde det gode tydelige tryk og den smukke læsevenlige typografi. Når det så til og med er en rigtig sidevender af en roman med et åndeløst spændende, underholdende, gribende og tankevækkende indhold. Ja, så bliver det ikke bedre. En dejlig analog bog er god at have i hånden. God for øjnene. God for oplevelsen. Flot, indfølende sprogligt oversættelsesarbejde af Lotte Kirkeby Hansen.

Elisabeth MacNeals roman "Det forunderlige cirkus" får min allerbedste og varmeste anbefaling. Den skal ses, mærkes og føles.

Omslagets indersides forunderlige fabulerende stil stemmer på forhånd læserens sind til den oplevelse, der venter.

Ib Hansen 17. september 2023

Skolevejen var lang og støvet

 

Bramdrups gamle skole - nu og før. 

Trask, trask. Septembersolen brændte. Varmen var ulidelig. Vejen var lang og støvet. Hans træskoklædte fødder slæbte sig afsted.

Bong. I irritation sparkede han til en sten. Med et drøn ramte den et af de store gamle egetræer ved Bramdrupskovvejens vejside. 

Hans. Lad os bare kalde ham det. Han var på vej mod sydøst ad den slyngede grusvej gennem Bramdrup Sønderskov. På vej hjem fra sogneskolen på pladsen foran Bramdrup Kirke til landsbyen Hvidsminde. Hans boede næsten nede ved Kolding Fjord. Han skulle skynde sig hjem. Sammen med nogle andre drenge havde han aftalt, at de skulle ud at plaske på fjorden i deres gamle robåd. Robåden lå nede på strandbredden, lige neden for jernbanedæmningen ved bækudløbet fra Apotekerengen. 

Hvor irriterende, at han nu havde så lang vej i skole. Da han gik i de mindre klasser, havde han gået i Bramdrup Sogns forskole i Hvidsminde. Nu var han så stor, at han måtte gå den lange vej til sognets hovedskole ved Bramdrup kirke. Det betød, at han havde mindre tid om eftermiddagen til at sejle og fiske på Kolding Fjord. Fjorden dannede indtil 1930 Bramdrup Sogns afgrænsning mod syd. Hans er ren fantasi. 

Sådan kan jeg engang i mellem lade fantasien spille, når jeg vandrer fra min bopæl på Kringsager gennem Bramdrup Sogns tidligere område og ned til Kolding Fjord ved roklubberne.

Men hvordan har skolegangen i Bramdrup Sogn udviklet sig gennem århundrederne og frem til vores tid? Hvordan mon elevernes traskeri ad lange støvede veje til skole har udviklet sig over årene?

I et forsøg på at besvare disse spørgsmål må jeg hellere starte endnu længere tilbage i tiden end dengang i 1920´erne, hvor mine fantasier om den irriterede Hans foregår.

Gennem århundreder var skole og kirke grene på samme træ

Søndagens traskende gang til kirke og skole

Tilbage i tiden var skoleundervisningen i landsognet Bramdrup ligesom i mange af landets andre sogne meget summarisk. I 1700-tallet var der en vis form for degneundervisning. Harte og Bramdrup Sogne udgjorde et fælles pastorat med en fælles præst, der boede på præstegården i Påby. Bramdrup Kirke var annekskirke til den langt større og rigere udsmykkede Harte Kirke.

Når bønderbørnene om søndagen sammen med forældrene og tyendet havde været i henholdsvis Harte eller Bramdrup kirke, gav kirkedegnen efterfølgende gudstjenesten lidt læseundervisning. Formålet med undervisningen var, at børnene skulle kunne læse nogle af Guds ord i Biblen.

Mange børn er nok under degneundervisningen døset hen. Først havde de været tidligt op om morgenen for at hjælpe med dyrene i stalden. Så havde mange af dem sammen med familien, hvis de ikke lige boede omkring kirken, trasket et langt stykke vej ad ujævne og alt efter årstiden støvede eller mudrede sogneveje til søndagsgudstjenesten. Endelig havde de siddet på umage hårde kirkebænke for at høre sognepræstens for dem lange og søvndyssende prædiken. Ikke sært, hvis nogle af dem faldt i søvn under degnens læseøvelser, der mest bestod af oplæsning af bibelstykker med børnenes efterfølgende messende gentagelser.

Lidt mere system i skoletilbuddene

I slutningen af 1700-tallet kom der lidt mere system i børnenes undervisning. Med tryk på lidt mere! Nu blev børnene i Harte og Bramdrup undervist af en særlig ansat skoledegn. Samtidig var der enkelte gårdmænd og husmænd, der hjemme hos dem selv ved siden af landbruget underviste enkelte børn. Det var de såkaldte skoleholdere. Et par af skoleholderne fremgår af folketællingerne i Bramdrup Sogn i henholdsvis 1787 og 1801,

I Harte var der på foranledning af kong Frederik den Fjerde i 1722 i lighed med i nabolandsbyerne Nørre Bjert, Eltang og Almind opført en såkaldt rytterskole. Det var skoler, der blev finansieret af kongens rytterdistrikter, en militær inddeling af landet. Jeg tvivler dog på, at mange af bønderne i Bramdrup, så nogen som helst mening i, at deres børn skulle traske den lange vej til rytterskolen i Harte. Børnene var jo arbejdskraft. 

I tiden omkring 1700-tallet tilsluttede mange adelige og især mange adelige fruer sig den særligt inderlige gudstro kaldet pietismen. De ønskede at tjene Gud ved at sørge for, at også bønderne og deres børn kunne læse Guds ord. Dem lod Frederik den Fjerde sig påvirke af. Derfor rytterskolerne.

I den samme periode udviklede der sig hos andre dele adelen sig et ønske om generelle forandringer og udvikling af samfundet. Disse ønskede at gennemføre landboreformer og tvungen skolegang for alle børn. Der var et stort behov for at forbedre befolkningens kundskabs- og oplysningsniveau. Ellers ville produktiviteten ikke kunne forbedres. Danmark haltede i følge disse kræfter håbløst bagefter flere lande i Europa, hvilket gav sig udtryk i en ringe produktion med heraf følgende dårlig økonomi.

Den sidste udviklingsretnings resultater ser vi stadig fysisk i landskabet her i Bramdrup. Landboreformerne indebar nemlig, at landsbyjorderne blev samlede omkring de enkelte gårde. Gårde som Højegården, Nørreskovgård og gårdene sydøst for Bramdrup Sønderskov (ned mod Kolding Fjord) er blevet flyttet ud i det åbne land, væk fra landsbyfællesskabet ved Bramdrup Kirke.

Anordning for almueskolevæsenet på landet i Danmark. 1814

Disse stærke udviklingskræfter formåede også, at få kongen til at nedsætte en skolekommission, der skulle forberede en fælles skolelovning. Kommissionen sad i 25 år, inden den barslede med forslag til de love, vi i dag kalder folkeskoleloven. Forslagene til folkeskolelovgivning blev i juli 1814 tiltrådt af den enevældige kong Frederik den Sjette.  Alle disse kræfter gav anledning til skolebyggeri i Bramdrup Sogn. 

Kongen vil det

Diskussionerne har nok gået højt blandt bønderne i Bramdrup lige efter 1814. Var det nu nødvendigt, at alle - selv de fattigste børn (som kom tidligt ud at tjene) skulle gå i skole? Og skulle bønderne bruge penge på en skolebygning? De havde jo efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet nok at bruge penge på. 

"Kongen vil det." 

Et sådant indlæg i debatten har nok været det helt afgørende og stærkeste argument, der blev fremført i landsbyens diskussioner om skolebyggeri. Bønderne i Bramdrup Sogn var stærkt afhængige af kongen og det kongelige len Koldinghus. Argumentet om kongens vilje overtrumfede derfor nok alle betænkeligheder.

Bønderne besluttede, at Bramdrup Sogn skulle have en skolebygning. Kong Frederik den Sjette havde jo med vedtagelsen af skolelovgivningen i 1814 besluttet, at nu skulle alle børn i Danmark - og også i Bramdrup Sogn - gå i skole. Det kunne ikke blive ved at gå med, at Danmark i europæisk forstand var et uoplyst tilbagestående land. Frederik den Sjette havde som konge i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge lidt den tort i 1813 at gå statsbankerot. Til og med havde han mistet Norge i 1814. Nu skulle befolkningen i hele landet oplyses, så produktivitet og økonomi kunne forbedres.

Bramdrup Gamle Skole lige overfor Bramdrup Kirke. 2017

Diskussionen i Bramdrup mundede ud i, at der omkring 1817 blev opført en skolebygning nær Bramdrup Kirke. Skolen blev opført på en grund nær kirken, hvor der før havde ligget et lille hus med en skolestue og med bolig til læreren. I 1817 blev denne interimistiske skolebygning fjernet og en ny og større skolebygning blev opført på stedet. Skolestue, lærerbolig og stald. Det er rigtig nok, det med stald. En del af lærerlønnen var noget jord, som læreren kunne dyrke. Han kunne dyrke havebrug og avle foder til sine få kreaturer. Lærerjorden lå, hvor Septembervænget ligger i dag.

I 1874 var skolebygningen fra 1817 blevet umoderne. Der blev derfor opført en ny skolebygning. Skolen var stadig placeret overfor Bramdrup Kirke, midt i sognet. Børnene i Bramdrup landsby havde derfor kort skolevej. Men der var langt at gå til skolen fra sognets udkanter. Fra Hvidsminde og fra Kolding Fjord i syd. Fra Bramdrup Mark med Birkedal, Rodbjerggård og Surkjær i vest. Og fra Havgrenegård og Drejensbjerggård helt mod nord i sognet. Der var en del børn, der havde lang vej at traske i skole. Når så forældrene eller husbonden kunne have brug for børnenes hjælp i det daglige arbejde, var det ofte belejligt at blive væk fra skole. Midlet mod skoleskulkning var, at så skulle det ulovligt fraværende barns forældre betale en lille bøde. Bøden blev kaldt skolemulkt.

Skolegymnastikken foregik frem til 1896 på pladsen mellem kirken og skolen. Efter indvielsen i 1896 af Bramdrup Forsamlingshus lige overfor skolen, kom skolegymnastikken til at foregå der. Forsamlingshuset er nu loge for Serapionsordenen.

Nye tider, nye skoler

Omkring 1890 steg antal børn i Bramdrup Sogn kraftigt. Sognets nu største by, Stationsbyen Bramdrupdam var op mod år 1900 under kraftig udvikling. Egtvedbanen med station på nuværende Gl. Stationsvej var blevet indviet i 1898. Planerne for Troldhedebanen var så småt under overvejelse. Samtidig blev det mere og mere indlysende, at den lange skolevej gennem skoven fra området ved Kolding Fjord ikke var hensigtsmæssig. Der var altså både behov for udbygning af sognets skolekapacitet og behov for at forkorte skolevejen for sognets mindste børn. Denne opgave gik sognerådet i gang med i begyndelsen af 1900-tallet.

Bramdrupdam Forskole fra 1904 til midt i 1960´erne. Nu børnehave

Løsningen på skoleudfordringerne blev at bygge en forskole for eleverne i 1.-4. klasse i stationsbyen Bramdrupdams udkant. Forskolen blev indviet i 1904. Bygningen ligger der stadig. Den bruges nu til børnehave.

Samme år blev der også indviet en forskole i Hvidsminde. Også denne skolebygning ligger der endnu. Den ligger på Sommerfuglevej (bag OK-tankstationen) og bruges nu til privatbolig. Fra begge forskoler skulle eleverne, når de blev ældre, fortsætte i hovedskolen overfor Bramdrup Kirke. Så sognets ældste elever fra yderområderne havde stadig lang vej til skole.

Hvisminde Forskole 1904 til 1934.
Ligger på Sommerfuglevej, bag OK-tanken. Nu bolig.

Verden ændrer sig  

Skolen i Hvidsminde holdt kun som forskole for Bramdrup Sogn frem til 1930. I 1930 overgik hele området fra Bøgelund og ned til Kolding Fjord fra Bramdrup Sogn til Kolding Købstad. Købstaden nedlagde den lille forskole i 1934.

Forskolen i Bramdrupdam blev opretholdt til op i 1960´erne, hvor der skete store omvæltninger i Bramdrup Sogns skolesystem. En helt ny skole blev bygget.

I 1950´erne begyndte en større udbygning med parcelhuse i Bramdrup og Bramdrupdam. Det mærkede man hurtigt i skolen. Fra at undervise mellem 40 til 60 elever, voksede elevtallet til det dobbelte. Ved starten af 1960´erne kunne hovedskolen ved Bramdrup Kirke ikke længere rumme de mange elever. Samtidig kom der i 1958 en ny folkeskolelov. Denne lov krævede flere faglokaler. Den gamle landsbyskoleordning med flere årgange i samme klasse blev afskaffet. Jeg har selv i min vestfynske landsbyskole i Husby gået i en skole med landsbyskoleordning. Det var, fordi sognerådet i Husby trods manglende faglokaler kørte den gamle ordning videre på dispensation 8-9 år efter den nye folkeskolelov var trådt i kraft.

Alle de nævnte ændringer fik et fremsynet sogneråd i Harte-Bramdrup Kommune til at beslutte at opgive den gamle skole ved Bramdrup Kirke og bygge en helt ny skole på grænsen mellem Bramdrupdam og Bramdrup i nærheden af Bramdrupdam Forskole. Bramdrup Skole blev flyttet. Derfor hedder skolen stadig Bramdrup Skole. Den ny skole blev indviet i 1962 og taget i brug af cirka 120 elever. Forskolen eksisterede et par år endnu, hvorefter den blev nedlagt, så alle elever derefter var samlet på den nye skole.

Overbygning og børnehaveklasse

Udviklingen i Bramdrup fortsatte med rasende hast. Nye parcelhuskvarterer blev taget i brug. Befolkningstallet var i 1967 på 10 år fordoblet til 3.200 indbyggere. Eleverne væltede ind i den nye skole på Møllegårdsvej.

Borgerne i Bramdrup Sogn og Harte-Bramdrup Sogneråd ville selvfølgelig også være med på noderne. Sognerådet ansatte den 1. september 1966  en dygtig og udviklingsorienteret skoleinspektør, Aage Knudsen. Øjvind Hede, der havde været lærer på Bramdrup Skole siden 1958, blev viceskoleinspektør. Nu skulle der sættes gang i skolens udvikling.  Hvorfor havde Bramdrup Skole ikke børnehaveklasser? Og hvorfor kunne eleverne ikke fortsætte på Bramdrup Skole efter 7. klasse?

Bramdrup Skole er udbygget og renoveret af flere omgange. Forrest til venstre skolen fra 1962. Bagerst senere tilbygning 1969. 

Disse ønsker og det stigende elevtal krævede udbygning af den under 10 år gamle Bramdrup Skole. En udvidelse stod allerede færdig i 1969. Samme år startede skolens børnehaveklasseordning. En sådan ordning var dengang frivillig både for kommunerne og for forældrene. I 1969 startede skolen også en overbygning med realafdeling og almen linje. Overbygningseleverne kom fra både Bramdrup, Harte og Alminde-Viuf skoler. Elevtallet på Bramdrup Skole var i 1970 cirka 550 elever. Jeg startede som lærer på skolen i august 1975. Da var elevtallet steget til cirka 875. Lærernes gennemsnitalder var ikke meget over 30 år.

Pladsmangel og innovation

"Hallen er lukket på grund af byfest. Idrætsundervisningen ar aflyst"

"Hvor skal vi så være. Der er jo en anden klasse, der har undervisning i vores klasse, mens vi skulle have idræt."

Pladsmangel prægede generelt Bramdrup og Bramdrupdam midt i 1970`erne. På skolen måtte nogle af eleverne gå i vandreklasser, der flyttede klasseværelser fra time til time. Og da min kone og jeg i september 1976 flyttede fra Kolding til Bramdrup, måtte vi efterfølgende vente et halvt år på at få telefon. Der var ikke plads til nye numre i Bramdrups telefoncentral. Alt sammen lagde det pres på Kolding Byråd, som nu havde ansvaret for Bramdrup Sogn. Bramdrup var i 1970 blevet en del af den nye Kolding Storkommune.

Skolens ledelse ønskede udover at løse pladsproblemerne også at skabe pædagogisk udvikling. Skolen søgte om og fik lov til at etablere en forsøgsordning, hvor eleverne i overbygningen ikke blev delt i realklasser og almene klasser. Uanset, at eleverne var blevet undervist sammen, skulle de hver især sammen med deres forældre kunne træffe beslutning om at indstille sig til realeksamen eller almen afgangsprøve. Det var spændende og udfordrende som ung nyansat lærer at tilrettelægge undervisningen målrettet den enkelte elev. Ligeledes var det en udfordring at lave to sæt prøvespørgsmål til realeksamen og afgangsprøverne efter 9. og 10. klasse.

Skoleledelsen, lærerne og eleverne på Bramdrup Skole var således godt rustede, da den udelte skole med den gennemgribende ændring af  folkeskoleloven i 1975 blev indført i hele landet.

I juni 1978 førte jeg for første gang elever op til eksamen. En eksamen med to niveauer i henholdsvis dansk og orienteringsfag i min egen klasse. Og tilsvarende to niveauer i de samme fag i en parallelklasse, hvor klasselæreren desværre var blevet alvorlig syg. Denne parallelklasse bestod for øvrigt primært af elever fra Alminde-Viuf. Alminde-Viuf Fællesskole havde i 1977 for første gang oprettet overbygningsklasser, så de elever fra Alminde-Viuf jeg i 1978 førte til eksamen i dansk og orienteringsfag var nogle af de sidste overbygningselever fra Alminde-Viuf på Bramdrup Skole.

Frikvarter på Nørreskovskolen på Julivænget i Bramdrup

Rækkehusene på Julivænget i Bramdrup. Blev bygget som familieboliger, var en overgang skole, Nørreskovskolen. Blev igen efter 1991 familieboliger. Bemærk de mørkepletter i asfalten, hvor skoleporten engang stod.

To skoler i Bramdrup

I slutningen af 1970´erne gennemførte Kolding Kommune nye beregninger over elevtallets udvikling i Bramdrup Skoles distrikt de kommende tiår. Beregningerne viste, at elevtallet sidst i prognoseperioden ville stagnere efterhånden som alderssammensætningen i området ændrede sig.

Kolding Byråd besluttede derfor, at der i en overgangsperiode skulle etableres en ny, men midlertidig selvstændig skole i Bramdrup. Derfor lejede kommunen sig ind i 12 nyopførte rækkehuse på Julivænget. Skolen fik navnet Nørreskovskolen. Den var som tidligere nævnt selvstændig. Nørreskovskolens første skoleinspektør blev vores tidligere lærerrådsformand på Bramdrup Skole, Freddie Strøm. 

Nørreskovskolen havde omkring 150 elever fra børnehaveklasse til 7. klasse. Efter 7. klasse kom eleverne i overbygningsklasserne på Bramdrup Skole.

Da der igen var plads på Bramdrup Skole, blev Nørreskovskolen i 1991 lukket. Elevtallet på Bramdrup Skole var faldet fra 750 elever i 1980 til 580 elever i 1990. Nørreskovskolen blev på trods af stærke protester var skolens forældrekreds lukket i 1991. Skolens rækkehuse blev tilbageført til deres oprindelige formål som familieboliger. Der er i dag få spor af Nørreskovskolen. Ved indkørslen til familieboligernes parkeringsplads er der nogle reparationer i asfalten, der viser hvor Nørreskovskolens indgangsport stod.

En ændring af folkeskoleloven i 1984 gav skolerne mulighed for at etablere fritidsordninger i folkeskoleregi, SFO. Der gik nogle år inden muligheden herfor blev udnyttet på Bramdrup Skole. Blandt andet skulle pladsen jo være der.  SFO er nu blevet en uundværlig del af det samlede skoletilbud i Bramdrup på samme måde som det etablerede specialklassetilbud.

Store ændringer 

Bramdrups borgere er glade for at bo i området. God infrastruktur. Gode faciliteter. Grønne områder. Let adgang til både natur og det overordnede vejnet. Derfor bliver vi boende, selv når vi kommer op i alderen. Der sker ikke den store udskiftning i boligerne. Det har betydning for skolens elevtal.

Bramdrup Skole er i flere omgange i de seneste tiår blevet renoveret, ombygget og udbygget. En af de store ombygninger blev indviet i august 2004. Skolen fremstår som en topmoderne folkeskole, der er opdateret til tidens nye undervisningsformer. Skoledistriktet er blevet udvidet, så dele af det nordlige Kolding, området nord for Lærkevej nu hører til Bramdrup Skole.

Forandringer skaber både udfordringer og muligheder. Det gælder for Bramdrup Skole som for alle andre skoler. Det afgørende er, hvordan man arbejder med både udfordringerne og mulighederne. Her er der grund til at rose Bramdrup Skole. Skolebestyrelserne, ledelserne, personalet, forældrene og eleverne har gjort og gør det rigtig godt. Bramdrup Skole har gennem alle årene formået at leve op til det, jeg mener en skole skal kunne. Nemlig at ruste eleverne til livet. Vidende, kritisk konstruktive medborgere i et oplyst demokratisk samfund. Det er målet for skolens virksomhed.

Mine ønsker for fremtidens elever i Bramdrup Skole kan sammenfattes i ovenstående citat fra Frank McCourts skønlitterære roman "Angelas aske". Og for egen regning kan jeg tilføje følgende: Det er godt at have en mening. Endnu bedre er det at have en mening baseret på viden.

Ib Hansen, september 2023.

Dommedag nu? - Sensommertur i skønne Danmark

En mørk støvsky gled hastigt hen over himlen. Der blev slukket for sollyset. Et dystert tusmørke sænkede sig rundt om hele Jorden.

De store dinosaurer skævede betænkeligt mod støvskyen. Dinosaurerne og mange andre dyr havde god grund til at være betænkelige. Lyset forsvandt. Støvet lagde sig i tykke lag overalt på dyr og planter. Det kunne dinosaurerne og mange andre af datidens dyr og planter ikke overleve. De uddøde. Andre dyr og planter tilpassede sig og overlevede. Nye arter kom efterfølgende til. En ny tid kunne begynde.

Hele miseren fandt sted for 66 millioner år siden. Med et kæmpe brag ramte en enorm asteroide ind i Jorden ud for nuværende Mexico.

I geologisk tid blev Kridttiden (fra for 145,5 mio. år siden til for 65,5 mio år siden) efter støvskyens hærgen afløst af Tertiærtiden (fra for cirka 65,5 mio. år siden til for knap 2 mio. år siden).

Det er en spændende geologisk historie, som vi et par sensommerdage i august havde lyst til at udforske nærmere. Vi tog derfor en tur til Stevns og Sydsjælland. En tur med kridt, kalk og fiskeler i centrum, men også med andre oplevelser i form af natur og kulturhistorie. Det blev til en solskinsrig, smuk og lærerig tur i et område, vi ikke er så bekendt med som mange andre områder, vi jævnligt besøger rundt om i Danmark.

"Stevns Klint Experience" er tegnet af Praksis Arkitekter.

Centret er placeret på kanten af Boesdal Kalkbrud.

Kalkvæggen ved nu nedlagte Boesdal Kalkbrud

Museets fortælling om katastrofen over alle katastrofer

Vi startede turen på Stevns. Her kan man ude i naturen se spor af den kridt og kalk, der i Kridttiden aflejrede sig i det store hav, der dengang blandt andet dækkede det område, hvor Danmark nu ligger. En centimetertynd aflejring af såkaldt fiskeler midt blandt aflejringerne i dette kridthav fortæller historien om katastrofen for 66 mio. år siden.

Den fortælling startede vi med at opleve i det forholdsvis nye museum "Stevns Klint Experience", der ligger i Boesdal nær Rødvig. Altid godt at grundlægge naturoplevelser på baggrund af den senest tilgængelige viden og de seneste teorier. Dette leverede museet på bedste vis.

Dinosauer

Model på museet af fiskelerets (iridium) placering i Stevns Klint. Det var iridiumstøvet, der for 66 mio. år siden udryddede dinosaurerne og andre dyre- og plantearter.

Museets fortælling om dommedagskatastrofen er i korthed som følger.

En enorm asteroide nærmede sig for 66 mio. år siden jorden. Ville den, som mange asteroider jævnligt gør det, brænde op i jordens atmosfære? Eller glide tæt forbi?

Denne asteroide brændte ikke op, og den gled ikke af ved mødet med jordens atmosfære. Med et koloenormt brag ramte den Jorden i det nuværende Mexico. En kæmpe støvsky indhyllede Jorden og lukkede i lang tid af for solens lys. Jordskælv mange gange større end de største, vi oplever i dag, bredte sig ud over Jorden. Tsunamier med bølger på mere end 300 meters højde væltede fra havet ind over landjorden. Mere end halvdelen af alle Jordens daværende dyre- og plantearter uddøde, bl.a. dinosaurerne.

Asteroiden indeholdt en stor mængde af stoffet iridium. Et på Jorden forholdsvist sjældent stof. Dette stof bredte sig i store jordomkransende støvskyer og faldt efterhånden ned på jorden og i datidens have. Således også i det kridttidshav, der lå, hvor Danmark nu ligger. Støvet sank til bunds i havet og dannede et centimetertykt smalt lag blandt alle de øvrige aflejringslag i havet. Kridthavets aflejringer bestod både før og efter iridiumsaflejringen af mikroskopiske små dyrs kalkskjolde. Vi er så heldige, at vi i vores nutid kan se iridiumlaget i Stevns Klint. Klinten er gennem tiderne af geologiske processer presset op til jordoverfladen. Nu kan vi udvalgte steder se det smalle lag af iridium, kaldet fiskeler midt oppe på klinten.

En fantastisk oplysende udstilling understøttet af fortællinger, fakta, film, udstillingsgenstande og modeller. Museet giver virkelig en stor og lærerig oplevelse og får min varmeste anbefaling.

Fiskeleret i Stevns Klint er af UNESCO udpeget som verdensarv. Helt fortjent. Jorden og livet på Jorden blev aldrig den samme igen efter den koloenorme katastrofe for 66 mio. år siden.

Således oplyst med den nyeste viden og de nyeste teorier kunne vi vende tilbage til dagens sollys og begive os på opdagelse efter fiskelersspor i den virkelige verden.

Højerup Kirke har brug for at tage adskillige hanefjed for at komme væk fra den farlige klint

Udsigten fra Højerup Kirkes betonbalkon mod fiskelersstriben. Fiskeleret angiver overgangen mellem det bløde kridt til det hårdere kalk. En overgang der ses tydeligt midt på klinten.

Katastrofen ved Højerup Kirke.

Ude af udstillingslyset i "Stevns Klint Experience" gik vi en tur ned i Boesdal Kalkbrud. Dagens skarpe sollys blev stærkt forstærket af genskinnet fra den stejle kalkvæg, der står tilbage efter den tidligere kalkbrydning.

Så kørte vi nogle få kilometer nordpå til Højerup Kirke. Det var efter et råd, vi havde fået fra museets venlige personale. Ved Højerup er fiskeleret tydeligt at se i klinten. Og museet har foranstaltet opstillet en kraftig kikkert, der er offentlig. Den gør det muligt at studere klinten og fiskelersstriben nærmere. Kikkerten står syd for kirken. Nær trappen, der giver adgang til stranden.

Inde i kirken har man fra en betonbalkon en fortrinlig udsigt over Østersøen og over klinten. Betonbalkonen er muret op, hvor før Højerup Kirkes apsis sad. Højerup Kirke flytter sig ifølge et sagn et hanefjed ind i landet hver julenat, men sådanne hanefjed var altså ikke nok. Apsis styrtede i 1928 i havet sammen med et stort stykke af klinten. Det var selvfølgelig en katastrofe for menigheden, da deres kirke blev molesteret og måtte rømmes. Men det var udsigten fra balkonen, der gav os en åndeløs natur- historisk- og geologisk oplevelse. En fortælling om en katastrofe af enorme dimensioner. Fra balkonen er der en fantastisk udsigt over 66 millioner års historie. Fiskeleret i klinten fortæller som nævnt om den store katastrofe, der ændrede verden.

Udsigten gav frit spil for fantasien om, hvad der skete for 66 millioner år siden. Man ser for sig en enorm asteroide nærme sig Jorden. Ville den, som mange asteroider jævnligt gør det, brænde op i jordens atmosfære? Eller glide tæt forbi?

Denne asteroide brændte ikke op, og den gled ikke af ved mødet med jordens atmosfære. Konsekvenserne i form af det centimetertynde fiskelerslag med iridiumstøv lå lige for næsen af os, oppe i klinten! Inde i museet "Stevns Klint Experience" havde vi set den udstillede kæmpeblok af kridt og kalk udskåret af Stevns Klint. Her kom vi helt tæt på fiskeleret. Så det. Følte på det! Og nu kunne vi her ved Højerup se lerets naturlige omgivelser.

En fantastisk naturoplevelse at iagttage resultaterne af disse processer på Stevns. Men som erfaret så mange andre gange blev oplevelsen endnu større, fordi den var understøttet af fortællinger, fakta, film og udstillingsgenstande. Fiskeleret i Stevns Klint er af UNESCO fuldt fortjent udpeget som verdensarv. Jorden og livet på Jorden blev aldrig den samme igen efter den koloenorme katastrofe for 66 mio. år siden. Sporene i form af fortættede iridiumaflejringer (fiskeler) ses i jordens overflade få steder i verden. Et af de bedste steder at se fiskeleret er på Stevns. En kæmpeoplevelse.

Stevns Klint Strandpension er en del af Rødvig Kro og Badehotel

Rødvig By Night

Solnedgang over Rødvig. Vigen der denne aften levede op til sit navn.

Tirsdagens tidsrejse

Vi havde valgt at overnatte på Stevns Klint Strandpension. Det var et godt valg. Pensionen er en del af Rødvig Kro og Badehotel. På badehotellet var alt udsolgt, men strandpensionen var et billigt omend noget spartansk alternativ til badehotellet. Pensionen er beliggende blot 400 meter nord for hotellet. Alt i orden. God seng. Rent badeværelse. Og helt ud til åbne marker, nær klintetoppen. Herligt at gå en tur på toppen af klinten, mens tusmørket sænkede sig over Østersøen og den nedgående sol malede himlen rød. Nyde havudsigten og udsigten over Rødvig by Night.

Tirsdag morgen stod vi tidligt op. Pakkede sammen og indtog morgenmad i Badehotellets indbydende og stemningsfyldte restaurant. En fortrinlig lækker morgenmad med alt tilhørende. Overnatning og morgenmad for to, i alt 822 kr. Det var en pris, der var til at forstå.

Der brydes fortsat kalk i Faxe Kalkbrud. Det rene indstrømmende grundvand gør søerne opalfarvede.

Spændende at se, når kalken brydes

Således opløftede fortsatte vi sensommerens tidsrejse i det sydsjællandske. Vi begav os ud på den videre færd i kridt og kalkens tegn. Vi havde planlagt at besøge et hul i jorden. Danmarks største menneskeskabte hul. 45 meter dybt og med et omfang på omkring 300 tønder land.

Fra mandagens besøg ved det 66 mio. år gamle fiskeler i Stevns Klint til det 63 mio. år gamle kalk i Faxe Kalkbrud. Fascinerende at stå på kanten af et enormt menneskeskabt hul. Der udvindes fortsat kalk. Maskinerne arbejdede lige under os, nede i det dybe hul. Kalken har stadig stor landbrugsmæssig betydning. Det bruges til at undgå sure marker.

Udsigten fra Jungshoved Borgbanke

Thorvaldsens gipsaltertavle fra 1839, "Kristus i Emmaus".
Jungshoved Kirke.

Thorvaldsens døbefont fra 1820´erne i keramik. Jungshoved Kirke

Efter besøget i Faxe gjorde vi et enormt tidsmæssigt spring. Fra for 63 mio. år siden til for cirka 400 år siden, midt i 1600-tallet. Vi besøgte Borgbanken ved Jungshoved, syd for Præstø Fjord. Den tidligere nu nedrevne borg der er kendt fra sin rolle i gøngernes kamp mod den svenske besættelsesmagt i 1658. En gåtur på toppen af borgbanken med udsigt over de smukke naturomgivelser fik rigtig vores historiske fantasi til at spille.

I den nærliggende Jungshoved Kirke beundrede vi Thorvaldsens ekvilibristiske brug af det kalkholdige stof gips i hans relief kirkens alter. Og hans brug af ler i kirkens døbefont.

Pausetid i et hus med sjæl ved Præstø Fjord. Her besøgte vi krydstogtsbekendte, mødt på den anden side jorden på den sydlige halvkugle

Tilbage til nutiden

Nå, men vi måtte jo også vende tilbage til nutiden. Det havde vi planlagt at bruge resten af tirsdagen til. I geologisk tid kaldes nutiden den Antropocæne tid, menneskets nye tid. Mennesket og ikke mindst de menneskeskabte klimaændringer er efter 1800-tallet blevet en geologisk kraft på linje med vulkaner, meteornedslag, jordskælv og forskydninger i dybgrunden.

Vi havde planlagt at slutte vores todages rundtur i Sydsjælland med et besøg i Karrebæksminde. Det enorme flade vådområde syd for Næstved. Et landskab fyldt med strandenge, fjorde, kanaler, odder og øer og med udsigt over Smålandshavet. Et for os helt ubetrådt område, selvom vi ofte gør os til af at have besøgt alle egne i Danmark.

Inden skulle vi lige besøge nogle bekendte fra vores krydstogt rundt Kap Horn ved Sydamerikas sydlige spids. De bor klos op ad Præstø Fjord og har en fantastisk flot udsigt over fjorden. Udsigtsnydelse, et par timers hyggelig snak, en fortrinlig frokost samt en lille gåtur over strandengen ned til fjorden. En herlig pause på rundturen. Men så måtte vi også videre, hvis vi skulle nå at se noget i det for os ukendte land ved Karrebæksminde.

"Græshoppebroen". Vippebroen mellem Karrebæksminde og Enø.

Udsigt fra "Græshoppebroen" over Karrebæksminde Havn

Udsigt fra Enø mod øer i Smålandshavet

Der var meget at se og opleve. Kanalen mellem Næstved og Karrebæksminde, Karrebæksminde Havn, Karrebæk Fjord og Enø. Kig over Smålandshavet. Afslutning med kaffe og lækker kage på Restaurant Brohjørnet med udsigt til "Græshoppebroen, broen der forbinder Enø med Karrebæk. Så var vi også parate til turen hjem. Men der er såmænd blot omkring to timers kørsel og 170 kilometer mellem alle disse herligheder og Bramdrupdam.

Godt at få disse for os nye steder ind på oplevelseslageret. Stevns og Sydsjælland er et besøg værd. Et godt alternativ til vores traditionelle sensommer- eller efterårstur til Mors, Thy og Han Herred.

Ib Hansen 3. september 2023