fredag den 20. december 2019

Top 5 - året der gik 2019



Her er top 5 over de mest læste artikler i 2019 på min blog www.ih18.blogspot.com :

1.
Eventyrsejlads rundt Kap Horn:


Storm ud for Chiles skærgård

”Skibsrestaurantens flasker og glas brager mod gulvet. Vi er sejlet ind i en pludseligt opstået storm. Sydhavets vinde og bølger suser og bruser. Hvidt skumsprøjt fyger gennem luften. Skibet knirker og knager. Vipper og ruller. Nogle rejsefæller får vand i kahytten. Efter nogle timer bliver havet igen lige så pludseligt fladt og vindene rolige. Fred og ingen fare. Vores stormoplevelse er ikke noget i forhold til de oplevelser tidlige tiders søfarende fik, når de rundede Kap Horn. Hvis de var så heldige at nå rundt. Men dejligt er det at mærke en snert af de udfordringer fortidens søfarere blev udsat for…”:

2.
Bådflygtninge over Lille Bælt

Trætrug efterladt af flygtninge på vestfynsk strand 1915-19

”Strande fyldt med forladte punkterede gummibåde, små pilrådne joller, primitive tømmerflåder og slidte svømmeveste. Overfyldte, knap flydedygtige rustne plimsollere fyldt med bange, solskoldede, våde, tørstende og sultne børn og voksne.

Stærke billeder der gennem de sidste årtier har ætset sig ind på vores nethinder. Fra det Ægæiske hav, fra de græske øer, fra Middelhavet og fra Malta og Sicilien. Men det er ikke kun i vores nutid, sådan noget sker. 

Hvis vi går omkring 100 år tilbage til tiden under og omkring Første Verdenskrig, oplevede man dengang noget tilsvarende på de vestfynske kyster og øerne i Lille Bælt…”:

3.
Bramdrup og Bramdrupdam i lyst og nød 1919:

 Bramdrup og Bramdrupdam 1955. Vejen fra Hvidsminde til Vejlevej går på dette tidspunkt endnu gennem landsbyen Bramdrup

“Lemlæstelse. Lovløshed. Strejke. Ekspansionstrang. Kulde. Sygdom. Morskab. Fest. Spænding. Sådan kan årets gang i Bramdrup Sogn i efterkrigsåret 1919 i korthed beskrives.

Inden vi ser på årets gang i 1919 i Bramdrup Sogn, skal vi lige have slået et par ting fast.

Det er væsentligt at vide, at det, vi i daglig tale kalder Bramdrupdam, i virkeligheden består af to bydele. Den nye bydel er Bramdrupdam opstået langs Vejlevej, der er den gamle hovedvej mellem Kolding og Vejle…

Den gamle bydel er Bramdrup landsby beliggende om landsbyforten foran kirken…”:

4.
“1919” – Husby i det første efterkrigsår

Lig blev fundet ved Wedellsborg Klint mellem Rørdam og Sdr. Åby Strand

“Lig fundet i vandet syd for Wedellsborg Klint - hen mod stranden ved Sønder Åby.

Der er tale om en ukendt mandsperson. Alderen lader sig ikke nærmere bestemme end til at være mellem 20 og 60 år…”:

5.
Svært at styre drifterne

Jernbanedrift for fuld udblæsning


En af de drifter, det har vist sig sværest at styre, er jernbanedriften. Det blev for omkring 100 år siden meget tydeligt på egnen omkring Husby, Tanderup, Ejby, Brenderup, Nørre Åby og Assens. I starten af 1900-tallet ville alle have jernbaner.

Gennem flere år var der diskussioner og uenigheder om anlæggelse af nye jernbanelinjer, der involverede Husby og Tanderup. Et af argumenterne var, at Husby og Tanderup var blandt de fynske sogne, der havde længst til en jernbane…”:




Og så et par wildcards til to artikler jeg selv er særlig glad for, men som af forskellige årsager (blandt andet fordi de blev publicerede senere på året) ikke har formået at komme ind på årets top 5 læserliste.

Wildcard 1:

Rejsefortælling fra forunderlige Borneo

For fuld skrue op ad Kinabatanganfloden, Borneo juli 2019

Med pumpende adrenalin, bankende hjerte og hamrende bådmotor gik det for fuld skrue vestpå op ad Kinabatanganfloden dybt inde i Borneos jungle.

Vi var i en sen eftermiddagstime blevet afbrudt i vore sysler på en af bifloderne. Med slukket motor drev vi stille på floden spejdende ned i vandet, ind i mangrovebevoksningen på bredderne, op i træerne og op i himlen. Den tropiske regnskov bød på næsten alt vore hjerter kunne begære. Farvestrålende isfugle, skræppende næsehornsfugle, ørne, brahminglenter, silkehejrer, purpurhejrer, makakaber, næseaber, varaner, krokodiller og meget mere. Farvestrålende blomster indrammede floden, hvis vandflade mange steder var dækket med et tæppe af sartblå vandhyacinter. Solen nærmede sig sin nedgang mod nordvest. På disse egne kommer mørket brat. Der er ikke megen tid med tusmørke…”

Men så fik vores bådfører et opkald, der afbrød vore stille sysler. I stedet pumpede adrenalinen og benzinen nu i hver vor egen indre motor og i bådmotoren…:

Wildcard 2:

Uvidenhedens ondskab


På hvert gadehjørne kan følelsen af absurditet slå en i ansigtet

Godt at have en mening - endnu bedre at have en mening baseret på viden.

Uvidenhed kan på trods af vilje til at gøre noget godt føre til ondskab. Den største uvidenhed opstår, når man tror at vide alt og derfor tiltager sig ret til at udstøde, forstøde, udskælde og marginalisere mennesker med andre holdninger end en selv - og måske i sidste ende tager sig ret til at dræbe…”

Ib Hansen, 31.12.2019






onsdag den 11. december 2019

"Vejen til Palmyra"- seks stjerner af seks


Fredag før anden søndag i advent indledte vi vores traditionelle julevisit hos vores datter i København med et besøg i særudstillingen "Vejen til Palmyra" i Glyptoteket. Det var mit andet besøg i udstillingen. En oplevelse jeg gerne ville give videre til fruen. Og hun blev ikke skuffet. "Vejen til Palmyra" er en udstilling af høj international klasse. Den holder også, når jeg vurderer den efter det andet besøg. Jeg giver stadig seks stjerner på en skala på seks. Der er masser af chancer for at besøge udstillingen, der varer helt til 1. marts 2020.


I en tid hvor globalisering, migration og kultursammenstød præger dagsordenen, fanger "Vejen til  Palmyra" opmærksomheden med sin fascinerende historie om et af antikkens multikulturelle samfund. Med sin beliggenhed ved Efqa-kilden i den syriske ørken midt mellem Eufrat-floden og Middelhavet var oasebyen et naturligt knudepunkt mellem handelsruter og karavaneveje og dermed centrum for udveksling af både varer og kultur mellem øst og vest. Samtidig var byen den yderste bastion i det romerske rige mod øst. Byen blev på denne baggrund et pulserende mødested for forskellige kulturer. Karavanerne, der kom gennem byen, medbragte silke fra Kina, bomuld, krydderier, ædelsten og farvestoffer fra Indien, elfenben fra Afrika, myrra og røgelse fra Arabien og vin, metaller og glas fra vesten. Det er også i Palmyra, vi finder historien om den sagnomspundne dronning Zenobia (240-274 e. Kr.), der gjorde oprør mod Romerriget. Zenobia er på film blevet portrætteret af den svenske verdensstjerne Anita Ekberg, hende der i en anden film badede i Trevi-fontænen i Rom.

Anita Ekberg som Zenobia. Hun spillede i filmen " Sheba and the Gladiator"fra 1959 sammen med George Marchal, der spillede rollen som den romerske konsul Marcus Valerius 



Udstillingen fortæller levende og interessant om Palmyras skæbne fra det lille samfund omkring kilden til dens storhed og fald. Artefakter og billeder går hånd i hånd med lyddesign og videoproduktioner, der dog ikke tager overhånd, men er perfekt doseret. Planløsningen, detaljerne og udstillingens finish er af en sjælden udsøgt kvalitet, som, ud over ‘hovedpersonerne’, gør besøget til en stor oplevelse. Udstillingens plancher og billedtekster er sprogligt og informativt helt i top og særdeles læsevenligt sat op, så her bydes der på en masse viden og gode historier.

mandag den 2. december 2019

Perspektiv på verden - vore verdensbilleder

Den runde jord fladt udfoldet. Den valgte udfoldning giver et fortegnet billede af vor verden. Den her valgte projektion er mest arealtro ved Ækvator og bliver mere og mere arealforvrænget, jo nærmere man kommer Nordpolen og Sydpolen.  Grønland ser på dette kort ud til at være tre-fire gange Australiens størrelse. I virkeligheden er Australien 3,5 gange Grønlands størrelse.

"Debes, Kirchhoff & Kropatscheck Schul-Atlas für die Oberklassen höheren Lehranstalten" udgivet i Leipzig i 1898. C.C. Christensens "Lille Geografi - til brug ved den forberedende undervisning." Bogen er en verdensgeografi på 96 sider udgivet i 1915. Jeg er den lykkelige ejer af disse to publikationer. De to værker giver et fint billede af, hvor forskelligt synet på verden var i Tyskland og Danmark for over hundrede år siden, i tiden da Sønderjylland endnu var tysk. Spændende læsning her  kort før fejringen af 100-året for Genforeningen.

Vild med ”at læse” atlas
Jeg har altid været vild med ”at læse” atlas, både nye og gamle. Nu til dags kan man finde mange kort ved hjælp af internettet. Fint nok. Det er også sjovt. Men der er nu ikke noget som at have et rigtigt papirtrykt atlas i hænderne. Der er i timevis af oplevelser ved at bladre rundt i et rigtigt atlas. Atlas siger meget om udgivernes perspektiv på verden. Vore verdensbilleder er påvirkede af de atlasbilleder, vi har set gennem tiden og de geografibøger, vi er blevet påvirkede af.
 
Tysk skoleatlas fra 1898.
Det tyske skoleatlas "Debes, Kirchhoff & Kropatscheck Schul-Atlas für die Oberklassen höheren Lehranstalten" fortæller mange historier. Både i kraft af sit indhold og i kraft af de brugere, der har indskrevet deres navne i atlasset.

Det fremgår af de navne, der er skrevet i atlasset, at det er blevet brugt i skoler på Als og i Sønderjylland i den tyske tid.

Bemærk den smukke håndskrift i indtegningen af Adelheid und Gertrud Matthiesen navnetræk. Også Helene Matthiesen har skrevet sit navn og har tilføjet, at hun var bosiddende i Guderup på Als, og så har Hans Jørn med den flyvske drengeskrift ligeledes engang været atlassets ejermand.
 
Skoleeleverne har skrevet deres navn atlasomslagets inderside


Det er spændende at læse et sådant tysk atlas og sammenligne med min danske geografibog fra 1915, C.C. Christensens "Lille Geografi - til brug ved den forberedende undervisning." Lad os først se på det tyske skoleatlas. Så tager vi den danske geografibog efterfølgende.

Det tyske verdensbillede

Som Danmarkskortet så ud set fra Tyskland 1864-1920

På kortet over Dänemark i det tyske atlas fra 1898 er der ved siden af Jütland med drengeskrift med blyant skrevet Jylland - på samme måde er Seeland med blyant rettet til Sjælland. En stille protest? På samme kort går grænsen ved Königsau og med stor skrift angives den tyske landsdel Schleswig-Holstein.

Gebietsentwicklung Preussens. Preussen var fortsat den stærke magt i Det Tyske Kejserrige efter 1871

Kortet "Gebietsentwicklung Preussens" giver fornemmelsen af, at her i 1898, 27 år efter Tyskland ovenpå den fransk-tyske krig 1871 blev et kejserrige, så lægger tyskerne stadig vægt på den magt, der udgår fra Preussen. Den lysebrune signatur angiver Preussens udvidelser i 1865 og 1866. Udvidelser Preussen vandt efter krigen mod den anden tyske stormagt, Østrig-Ungarn. På kortet kan man fx se en angivelse med et lille 1866 under Schleswig og Holstein.

Ved  fredsafslutningen mellem Preussen og Østrig-Ungarn i 1866 måtte Østrig-Ungarn blandt andet gå med til, at "rovet" fra krigen 1864 mod Danmark ikke længere skulle være delt med de to tyske stormagter. Det hele gik til Preussen. Ved denne fred i 1866 fik mægleren den franske kejser Napoleon III indført den berømte §5, hvorefter der senere skulle gennemføres afstemning i Slesvig om det statslige tilhørsforhold. En paragraf som tyskerne slettede, da de havde vundet krigen mod Frankrig og i 1871 var blevet kejserrige. Paragraffen var den H.P. Hansen henviste til, da han som rigsdagsmedlem adresserede den tyske Rigsdag om at lade en sådan folkeafstemning indgå i fredsforhandlingerne efter våbenhvilen i Første Verdenskrig 11.11.1918. Et forslag der stemte meget godt overens med den amerikanske præsident Wilson syn på, hvordan Europa skulle se ud efter verdenskrigen.

Udsnit af kolonikort med søjlediagrammer over de europæiske magters kolonibesiddelser.  Danmarks "kolonisøjle" ses yderst til højre. På det her tidspunkt havde Danmark endnu ikke solgt De Vestindiske Øer til USA. Det skete i 1917.

Det sidste af Schulatlas mange kort jeg vil nævne  er "Kolonialbesitz & Weltverkehr". Det har jeg taget med, fordi det ganske godt viser, hvad det tyske samfund her i 1898 ønskede at fortælle de tyske skoleelever, inklusive de dansksindede i Sønderjylland/Slesvig. Kortet (her kun et udsnit) viser de europæiske stormagters oversøiske besiddelser. Nederst er der nogle blokdiagrammer, der viser forholdet mellem de europæiske landes oversøiske kolonier og størrelsen af hjemlandet. Selv Danmark er med yderst til højre. Man kan lige se for sig, hvordan tyskerne skumlede over de store besiddelser, England havde i forhold til sin størrelse, mens Tyskland ikke havde fået en ret stor bid af kagen. Ikke sært, at Første Verdenskrig også blev en krig rundt i verden, en krig i og om de europiske stormagters kolonier.

Det danske verdensbillede

"Lille Geografi" fra 1915. Brugt i Kolding

En af de kæreste bøger i mit eje er en godt slidt geografibog fra 1915. Det er C.C. Christensens "Lille Geografi - til brug ved den forberedende undervisning." Bogen er en verdensgeografi på 96 sider!

Geografibogen er personliggjort

På omslagets inderside er der et stempel under en fin hjemmelavet tegning. Af stemplet fremgår det, at bogen har været i familien Strandbys eje. Stemplets tekst er "J. Strandby – Kolding. Fiskeforretning Tlf. 1517". Med håndskrift er skrevet navnene på dem, bogen har tilhørt. Det er Edith Strandby, Sara Strandby, Erna Hansen og Karen Hansen. Mon nogle af disse navne stadig er kendte i Kolding?
 
Om Danmark. Området fra Kongeåen til Ejderen, der da denne geografibog blev udgivet i 1915 var tysk og officielt hed Schleswig, bliver her kaldt Sønderjylland. Håbet var der endnu!

Som nævnt er bogen fra 1915. En fjerde udgave. Laset og slidt og med manglende sider fra side 32 til side 48. Sjovt, at læse den over hundred år gamle tekst og se på, hvilket verdensbillede en sådan bog forsøgte at bibringe eleverne. Det var før 1. verdenskrigs afslutning og før Genforeningen 1920. Et par eksempler:

"Det land, vi bor i, hedder Danmark. Det er kun et lille Land, men det må vi alligevel særlig lære at kende, for det er vores Fædreland. De Folk, der bor i Danmark, er vore Landsmænd. De taler Dansk og kaldes derfor Danske."

"Ogsaa Skaane, Halland og Bleking var engang danske, men dem har Svenskerne taget."

"Grænser. Jylland er mod Syd landfast med Tyskland. Her er Danmarks Landgrænse. Den bestaar kun af Grænsestene, som er rejste tværs henover Markerne. En sådan grænse kaldes en kunstig Grænse. Engang gik Danmarks Grænse helt ned til Ejderfloden. Men Tyskerne har taget Sønderjylland fra os."
 
"Engang gik Danmarks grænse helt ned til Ejderfloden. Men tyskerne har taget Sønderjylland fra os"

Afsnittet om Fyn er på fjorten linjer, men det er meget, når henses til, at hele verdensdelen Sydamerika tildeles i alt halvanden side. Om Fyn hedder det blandt andet: "Fyn er en smuk og frugtbar Ø. Veje og Marker er omgivne af levende Hegn, og ved Huse og Gaarde er der store Frugthaver og Humlehaver".

Det afhænger af øjnene, der ser 
Vores syn på verden og på vores eget land afhænger utroligt meget af de kort og de tekster, vi i vores opvækst er blevet præsenteret for.
 
Vores kugleformede verden udfoldet og forsøgt tegnet flad. Det er en vanskelig øvelse at tegne noget rundt fladt. Oversigtskort over kolonitiden fra Jack Petersen "Studieatlas", Gjellerup 1975.

Et klassisk eksempel på misforståelse af verden er den misforståelse, der er opstået af den måde, verdenskortene er blevet tegnet på. Problemet er, at jorden er en kugle. Når et kugleudsnit skal tegnes fladt, kan man vælge om den flade tegning skal tegnes størrelsestro eller vinkel tro. Mange kort er tegnet vinkeltro, så størrelsen af lande er misvisende. Et klassisk eksempel er størrelsen på Grønland og Australien. På mange kortgengivelser ser det på grund af den valgte tegningsmåde ud som om Grønland og Australien er nogenlunde lige store. I virkeligheden er Australien cirka 3,5 gange større end Grønland. Australien er 7,7 mio. km2, mens Grønland ”kun” er 2,2 mio. km2.

Altid godt at bemærke sig, at meget afhænger af øjnene, der ser, og af måden tingene bliver præsenteret på. Det er mine to gamle værker med til at holde klart for mig. Desværre har faget geografi i vore dage ikke den placering i uddannelsessystemet, faget fortjener. Geografividen er en vigtig del af vores almendannelse, vor viden om verden og vores kritiske tilgang til verdensperspektiver.


Ib Hansen, december 2019