Stråtaget på Hans Willumsens gård var i et nu omspændt af store meterhøje flammer. Gnister føg i store gule og ildrøde faner over mod og antændte Føns Præstegård og et mindre jordløst hus.
Brandene var et resultat af Hans Willumsens egen ugerning. Han havde denne junidag i 1818 antændt sin egen gård midt i den tætbebyggede vestfynske landsbyidyl Føns. Willumsens gård og præstegården lå nær Føns Gamle Skole på den vej, der nu hedder Føns Strandvej. Hans misgerning fik fatale følger for ham, selvom der ikke gik liv tabt ved brandene. Branden fik i retsvæsenet den meget alvorlige betegnelse mordbrand. En forseelse der betød dødsstraf.
Det var fattigdom og nød, der havde forledt ham til hans drastiske ugerning den 3. juni 1818. Tiderne var hårde i netop disse år. Både for den danske befolkning og for landet som helhed. I 1813 var den danske stat blandt andet som følge af krigene i århundredets mod England gået statsbankerot.
35-årige Hans Willumsen var blevet gjort bekendt med, at han ville få udpantet mange af sine værdier, hvis han ikke betalte sine skatterestancer. Han var fattig og i bundløs gæld og kunne ikke se udsigt til at betale sine restancer. Det fik det til at kortslutte i hans hoved, så han satte ild til sin gård.
Føns var en del af Grevskabet Wedellsborg. Wedellsborg havde birkeret. Det vil sige, at lensgreven havde ret til at udpege en birkedommer, som dømte sager, der opstod i Wedellsborg Len. Wedellsborg Birk var ikke en del af de almindelige retskredse på egnen, Vends Herred og Båg Herred med deres kongeligt udnævnte herredsfogeder.
Willumsens rettergang startede derfor i første omgang ved Wedellsborg Birks rettersted på Kællingsbjerg ved Hygind Torp nær vejen mellem Husby og Ørslev. Efter en kort førstebehandling af Willumsens sag oversendte Wedellsborg Birk sagen direkte til Højesteret, da birkedommeren formodede, at sagen kunne munde ud i den mest drastiske dom, man dengang kunne få i dansk ret, dødsstraf.
Sådan gik det også. Dengang så man med stor alvor på ildspåsættelse i de tæt bebyggede landsbyer, hvor gårdene lå og nærmest lænede sig op ad hinanden. En storbrand kunne betyde tab af menneskeliv for ikke at tale om store økonomiske tab.
Højesteret afsagde en kendelse den 5. februar 1819, kun 8 månededer efter ildebranden. Hans Willumsen skulle halshugges. Det blev han så allerede den 26. marts 1819 på kanten af Føns Mose, tæt på det sted, hvor han havde forøvet den forbrydelse, der af retten blev kaldt mordbrand. Retssagen levnede ikke meget tid til appeller og flerinstansbehandlinger, som vi kender det i dag.
Føns Kirke set fra vest over Fønsvang Sø
Hans Willumsen blev ledsaget til henrettelsesstedet af sognepræsten. Her på kanten af mosen blev hans hoved med et velrettet hug skilt fra kroppen. Sognepræsten skrev efterfølgende et notat i Føns Kirkebog, et efter den tid usædvanlig empatisk notat. "Fattigdom forledte ham til dette ulykkelige skridt."
Det var en usædvanlig hård dom, da ingen jo havde mistet livet. Men datidens tæt bebyggede landsbyer og byer fik som nævnt befolkningen til i høj grad at frygte ildsvåde. Derfor blev betegnelsen på Hans Willumsens ildspåsættelse mordbrand. Og sagen blev omtalt over hele landet. En af datidens aviser "Aalborg Stifts Kongelige privilegerede Efterretninger" skrev for eksempel følgende om sagen. "Gid dog dette eksempel måtte tjene dem, der kunne gøre sig skyldige i en så rædsom misgerning, til advarsel og forbedring."
Mord i nabosognet Balslev
Broendehuset. Odense Luftfoto 1956. Nu nedrevet.
På trods af disse fromme ønsker om, at halshugning ville virke forebyggende, skete der alligevel tæt på Føns, en endnu værre misgerning end en påsat brand. En misgerning der foregik ved det nu nedrevne Broendehus, der hvor Assenslandevejen passerer tæt forbi Fønsvang Sø. Hustomten ses endnu. Det var Boyebanden der stod bag mordet.
Denne sag er meget kendt over hele Vestfyn. Derfor kun en kort fortælling om sagen. Jeg blev for øvrigt allerede som 12-13 årig oplyst om Boye og hans bandes misgerninger, da førstelærer og sognebibliotekar Andersen, Husby Skole fik mig til at læse en i 1962 nyligt udkommen bog "Boye og hans bande" skrevet af C. H. Andersen.
Den morderiske begivenhed fandt sted en mørk efterårsaften den 11. oktober 1853. Manden, der boede i Broendehuset, havde berettiget eller uberettiget fået ry for at ligge inde med mange værdier. Det var kommet bandelederen Jens Henrik Boye for øre. Boye planlagde et røverisk overfald. Det røveriske overfald blev til mord.
Røveriet skulle efter en nøje udtænkt plan gennemføres af Boye i samarbejde med to bandemedlemmer kaldet "Sosmeden" og "Prangeren". Noget gik galt. Broendemanden satte sig kraftigt til modværge. Boye stak Broendemanden flere gange i kroppen med en kniv. Det lykkedes Broendemanden hårdtsåret at flygte op til den nærliggende Broendegård. Det er den gård, der stadig ligger øst for Assenslandevejen for enden af en allé.
Men Broendemandens liv stod ikke til at redde. Nogle dage efter afgik han ved døden som følge af sine sår. Efter nogle måneder blev Boye i foråret 1854 med baggrund i denne sag og andre sager anholdt sammen med "Sosmeden", "Prangeren" og flere andre bandemedlemmer. Efter mere end et års rettergange og undersøgelser blev alle tre fra Broendesagen i august 1855 dømt til døden. Boyes dødsdom blev trods appeller fastholdt, mens de to andre fik mildnet deres dødsdomme og blev dømt til tugthusarbejde i livsvarigt fængsel. Flere af de andre bandemedlemmer blev på baggrund af bandens andre sager dødsdømt og henrettet andre steder på Vestfyn.
En tidlig sensommermorgen den 16. august 1856 blev Boye ført til et rettersted, der var blevet etableret på det højdedrag, der ligger lige der, hvor vejen mellem Balslev og Føns krydser Middelfart-Assenslandevejen. Halshugningen skulle finde sted tæt på misgerningsstedet, Broendehuset.
Folk strømmede til fra det meste af Vestfyn for at overvære det makabre og blodige optrin. Der gik et gisp gennem folkeskaren, da skarpretteren med den store økse skilte Boyes hoved fra hans krop. En tyk blodstråle stod op fra den nu hovedløse Boye. I datidens aviser fortælles, at blandt de mange tilskuere var der to unge sygdomsramte kvinder fra egnen. Da øksen var faldet og hovedet skilt fra kroppen, fik de lov til at drikke en kop af Boyes varme blod. Samtidens folkemedicin dikterede nemlig, at blodet fra en nyligt henrettet, sund mand var den ultimative kur mod den frygtede faldesyge. Blinde, døve, halte, pukkelryggede, gigtplagede og mange andre sygdomsplagede ville ofte ved halshugninger have fat i noget af den halshuggedes blod for at smøre på de sygdomsramte steder. Overtroen fortalte, at det syge så ville heles. Boyes blod pumpedes via halspulsåren i en lind strøm ud på den sandede bakkejord. Det fik efterfølgende folk på egnen til at kalde de kobjælder, der vokser på disse sandede jorder for Boyes Blod. Blomsterne var farvet af den halshuggedes blod forlød det. Bakkedraget hedder nu Boyes Banke.
Eksekverede dødsdomme på Fyn 1791-1869
Mord, rovmord, mordforsøg, mordbrand og blodskam. Det var blandt baggrundene for de 24 dødsdomme, der blev eksekveret på Fyn i perioden 1791-1869. Heraf fandt to af halshugningerne som nævnt sted nogle få kilometer fra mit barndomssogn i Husby, ved Føns Mose i Føns Sogn og på Boyes Banke i Balslev Sogn. 19 af de fynske dødsdømte var civilister og 5 dødsdømte var militære.
Men som vi nok ved, uanset hvor mange retssystemet halshuggede, skød og hængte, så fik det ikke den forebyggende effekt, man dengang troede på.
Ib Hansen 3. september 2026
