Nørdens forårstur

Hampen Sø, en lobelieø. Smuk natur og interessant dannelseshistorie

Danmark, dejligst vang og vænge. Sådan skrev præsten og digteren Laurids Olufsen Kock i sin vise fra omkring år 1685. På en solrig klar forårsdag i maj må jeg virkelig give Laurids Olufsen Kock ret. Et herresving med medbragt frue nordpå gennem det østjyske morænelandskab fra Bramdrupdam til Hampen og retur via en vestligere rute gennem det midtjyske smeltevands- og bakkeølandskab bekræfter virkelig, at det danske landskab udover at være smukt og dejligt også er særdeles landskabeligt interessant og spændende. Lige noget for en geografinørd.

Signaturliste til efterfølgende landskabskort

Landskabskort. Den røde linje er ruten for nørdens forårstur. Den blå linje er den seneste istids hovedopholdlinje. De gule sedler markerer hovedbesøgsmålene. Bemærk de mange runde boller mellem løsning og Jelling. Det er dødishuller, der sammen med andet indikerer den lokale istidsopholdslinje, Den Østjyske Israndslinje

Først gik turen om morgenen nordpå fra Bramdrupdam over det letbølgede overvejende lerfyldte morænelandskab mellem Kolding Tunneldal og Vejle Tunneldal. Så på højbroen over Vejle Tunneldal med den smukkeste udsigt til Vejle Fjords lysegrønne bøgeklædte stejle kyster. Videre mod nordvest gennem det landskabeligt komplekse morænelandskab mellem Løsning og Jelling. Her kørte vi stadig gennem et morænelandskab præget af leraflejringer, men nu fik vi en forsmag på, hvad der ventede os, når vi kom længere mod nordvest. Landskabet mellem Løsning og Jelling bærer præger af, at her bevæger vi os over en lokal israndslinje.

Danske landskaber og israndslinjer

Det er sporene af den såkaldte Østjyske Israndslinje, vi kørte igennem. Den afsmeltende is efterlod sig spor i form af dødishuller, små rester af lokale smeltevandssletter og ellers den hulter til bulter morænejord, som gletsjeren bragte med sig. Her består morænen primært af ler. Vi var endnu på ingen måde i nærheden af den hidtil seneste istids hovedopholdslinje, som ventede os længere mod vest.

Dødis er en fra gletsjeren afbrækket løsrevet kolo-enorm isklump. Sådanne isklumper lå tilbage i landskabet, da gletsjeren smeltede bort. Disse dødisklumper skabte efter afsmeltningen fordybninger i landskabet. Fordybningerne er så at sige aftryk efter dødisklumperne. Derfor kaldes de dødishuller. Disse huller er ofte uden afløb og bunden af hullerne består ofte af lerlag i bunden. Lerlag der er svært vandgennemtrængelige. Der blev derfor ofte dannet søer og moser i dødishullerne. Det skal vi høre mere om, når vi i fortællingen når frem til Hampen Sø. Men hvordan kommer der en sådan lokal opholdslinje som den ved Løsning så langt østpå i Jylland?

Den Østjyske Israndslinje opstod på et sent tidspunkt i den seneste istid. Den seneste istid begyndte for cirka 117.000 år siden, havde sin største udbredelse til ind midt i Jylland indtil for 22.000 år siden. Men så steg temperaturen og hovedisen fra nordøst afsmeltede, og hovedisranden rykkede derfor tilbage mod nordøst. Men samtidig bredte i Sydøstdanmark en isstrøm sig fra det nuværende Østersøområde ind over landet. Det skete for omkring 19.000 år siden. Isskjoldet i Østersøen havde mistet sit greb i underlaget på grund af opsmeltning i bunden af gletsjeren. Derfor kunne en isstrøm – Den Østjyske – flyde fra Østersøen mod vest og nå sin største udbredelse langs Den Østjyske Israndslinje, der løber fra Mols gennem Østjylland over Løsning til Kruså og videre ned i Tysland og Polen. For cirka 11.700 år siden mistede den hidtil seneste istid i Danmark endelig sit greb om det område, hvor nu Danmark ligger. Formen på det Danmark, vi nu kender, var langt fra nået, men det er en anden om end utrolig spændende historie.

Men vi må videre på vores tur mod nordvest. Ved Tørring passerede vi over den tunneldal, hvor nu Gudenåen løber på sin vej mod nordøst til sit udløb i Kattegat. En tunneldal er sporene af en vandstrøm, der i istiden løb under gletsjeren og dermed var under tryk af den tunge overliggende is. Vandstrømmen kunne derfor løbe opad, indtil den ved den afsmeltende isrand i fri luft sendte sin vandstrøm fyldt med opslæmmet materiale vestpå ud over den foran isen liggende smeltevandsslette. Mange af de østgående vandløb i Jylland som for eksempel Gudenåen, Kolding Å og Vejle Å løber nedad gennem aftrykkene af de tidligere tunneldale mod Kattegat eller Lillebælt.

Hampen Sø

Men nu var vi tidlig formiddag fremme ved dagens hovedmål Hampen Sø. Hampen Sø er beliggende nærmest lige på hovedopholdslinjen, tæt op af Hovedvej 13 mellem Vejle og Viborg. Fra Hovedopholdslinjen løber vandløbene som for eksempel Kongeåen, Skjern Å og Storåen vestover mod Vesterhavet ned ad de fra øst mod vest svagt skrånende tidligere smeltevandssletter. Smeltevandssletter der blev dannet af de enorme smeltevandsmasser, der løb ud fra den mægtige iskappe, der hvor temperaturen satte en stopper for isens fremrykning.

Nu skulle det jo ikke kun være en tur i bil. Så vi havde hjemmefra besluttet at vandre en tur rundt om Hampen Sø og gøre en afstikker ind i Palsgård Skovdistrikt.

Vandreturen rundt om Hampen Sø og ind gennem skoven skuffede ikke. Det blev en tur på lidt over 7 kilometer, men gået i adstadigt tempo med drikkepause undervejs.

Hampen Sø består af to dele. Et op til 14 m dybt dødishul Storesø udgør den østlige del. Hullet blev fyldt op med vand efter isens afsmeltning. Mod vest har søen en mindre lavvandet vig Lillesø. Hampen Sø er næringsfattig. Den er blandt landets reneste og er en af landets største lobeliesøer.

Betegnelsen lobeliesø bruges om meget renvandede søer på jordbund med meget lavt mineralindhold. Lobeliesø refererer til vandplanten Tvepibet Lobelie, der er karakterart for denne type søer.

Troldsø i Palsgård Skov ved Hampen Sø, en kort afstikker fra ruten rundt om Hampen Sø

Også afstikkeren ind i Palsgård Skov var spændende. Skoven er en gammel hedeplantage og er meget afvekslende. Her er områder med nåletræer, områder med eg og bøg og områder med småsøer, højmoser, enge og overdrev.

Kaffepause ved Holtum Å nær indløbet i Ejstrup Sø tæt ved Ejstrupholm

Efter vandreturen kørte vi – nu vest for seneste istids hovedopholdslinje - videre mod sydvest til Holtum Å ved Ejstruphom lige før åen løber ind i Ejstrup Sø. Her nød vi ved åbredden en klapsammen og den medbragte kaffe, mens den rivende å diverterede med den smukkeste rislende og klukkende vandmusik. Samtidig kunne vi forfriske øjnene med kig til ådalens storslåede landskab. Således fyldt op forsatte vi turen til Naturcenter Harrild Hede ved Harrild Vandmølle, hvor vi igen kunne nyde Holtum Å løbe tæt forbi med fuldt knald på ned over den tidligere smeltevandslette.

Holtum Å har fart på mod vest ved Harrild Mølle, der nu er naturcenter

Vi måtte selvfølgelig, når vi nu var på egnen, inden turen igen gik sydover lige tage en afstikker nordpå ud til den cirka 8 km2 store Harrild Hede, hvor vi tidligere har gjort et par vandringer. Harrild Hede ligger mellem Ejstrupholm og Fasterholt. Vi tog ud til hedens udsigtsbakke for at få pudset vidsynet af og genopleve heden med indlandsklitter og hedevegetation. Altid rart at få genopfrisket, at menneskets udnyttelse af landskabet til alle tider har haft konsekvens for naturen. Hedelandskabet er kulturskabt. Hede er en betegnelse for vegetationstypen, mens smeltevandsslette er en betegnelse for, hvordan landskabet er blevet skabt. Afbrænding af skovarealer til brug for fortidens landbrugsopdyrkning og hård hugst af træ har givet sandfygning og medført hededannelse. Noget plejes fortsat som hede, mens andet er tilplantet med nåletræsplantager. Et både smukt og noget bistert landskab.

Harrild Hede. Hede og plantage. Kulturbetinget hedelandskab.

Så gik det ellers i adstadigt tempo sydover over smeltevandsletterne mod Brande. Kort før Brande gjorde vi ophold ved vandkraftværket ved MES, hvor en opstemning af Skjern Å giver energi til elproduktion. Kraftværket ligger midt i ingenting og kaldes som nævnt MES. Det er det mundrette navn for Midtjyllands Elforsyningsselskab. Vandkraftværket blev etableret i 1921 i elektricitetens barndom. Det er nogenlunde samtidig med det tilsvarende vandkraftværk Harteværket i Kolding.

MES Vandkraftværk. Skjern Å umiddelbart nord for Brande. 

Gennem Brande mod Give gik det stadig vest for hovedopholdslinjen videre gennem smukke ådale og over bløde bakkeøer. Bakkeøerne er rester af landskaber fra istider fra før den seneste. Områder der ikke har været berørt af isens virksomhed i den seneste istid, og som smeltevandet heller ikke har oversvømmet og aflejret materiale over. Man kunne kalde det vidnesbyrd om landskabet fra tiden før for 117.000 år siden. Bakkeøerne består både af tidligere istiders morænejord og vandaflejringer. Nu kunne man måske forledes til at tro, at bakkeøerne derfor er frugtbare enklaver på de nærings- og kalkfattige smeltevandssletter. Det er ingenlunde tilfældet. De tusinder af års regnvand har udvasket bakkeøernes nærende mineraler.

Viaduc de Millau over Gorge de Tarn i Sydfrankrig

Da vi nåede  Give drejede vi sydvest om byen for nær Farre at gøre holdt, hvor landevejen passerer over Omme Å på en lang vejbro. Nu er det jo ikke Viaduc de Millau over Tarnfloden og Gorge du Tarn på vejen til Montpellier i Frankrig. Den bro har vi haft den glæde at passere både over under. Imponerende er den med sin længde på 2,5 kilometer og sin højde på 270 meter. Men mindre kan også gøre. Og det er godt tænke på, at Omme Å og dyrelivet i åen og ådalen fortsat kan færdes rimelig uforstyrret gennem området som følge af, at landevejen er ført på bro på piller over ådalen.

Vejbroen over Omme Å ved Farre umiddelbart syd for Give

Så var vi tilbage i det så velkendte østjyske tunneldalslandskab. Ned og op ad de mægtige bakker ved Vingsted og hen over morænefladerne nordvest for Kolding så var vi tilbage i Bramdrupdam ud på eftermiddagen. Rigtig mange oplevelser om vort lands mangfoldige og forskelligartede landskaber og natur rigere. Og masser af indtryk af vores kultur- og erhvervshistorie.

Dagens indtryk fra 3x3 format fra 3H-besøgene. Øverste tre billeder er fra Hampen Sø. De næste tre er fra Holtum Å og de nederste tre er fra Harrild Hede.

Nu startede jeg min beskrivelse af dagen i det midtjyske med at citere fra Laurids Olufsen Kocks sang fra omkring år 1685, ” Danmark, dejligst vang og vænge”. Så lad mig også slutte med den.

Den første linje i hans sang sang holder stadig. Resten er i vore dages øren ekstremt nationalistisk og nationalromantisk. I disse tider er det da værd at bemærke, at Olufsen Kock døde forholdsvis tidligt af en epidemisk sygdom, som også bortrev to af hans børn.

Ib Hansen maj 2010

En fynbo blev omplantet til Sydjylland

En af de rododendron, vi har i vores have, har en helt særlig historie.

Først stod den i mange år i min barndoms have i Husby. Efter fars død i 1995 valgte mor efter over 40 år i Husby at flytte tilbage til sin barndomsby Ejby. Netop denne ydmyge rododendron med de små, men flotte røde blomster, tog hun med sig til sit nye hjem. Sådan sørgede hun for at have rødder tilbage til tiden og haven i Husby. Busken stod kæk og strunk i hendes nye have i femten år, indtil hun døde i 2010.

Igen blev busken gravet op og blev denne gang flyttet til en helt anden landsdel, over Lillebælt til det sydjyske. Her blev den efter de mange fynske år omplantet til vores have i Bramdrup. På trods af dens omskiftelige tilværelse har den i alle årene omkring 1. maj på de tre forskellige steder usvigeligt sikkert frydet os med sine små skrapt signalfarvede blomster. Det gør den igen i år som i de forrige omkring 35 år. De fynske rødder trives og er i orden også her i det sydjyske.

Husby - Ejby tur retur

Mine sygekassebriller o. 1965

Et billede af et par sygekassebriller fra slutningen af 1960´erne. Hvorfor nu det? De spiller en rolle i den følgende fortælling.

Jeg betragter Husby som mit hjemsogn. Det var her, jeg voksede op. Her blev jeg præget i de år, hvor et barnesind er mest prægningsparat. Gik i skole. Havde gode kammerater. Legede i naturen. Hjalp til på gårdene efter skoletid. Spillede fodbold og badminton. Blev konfirmeret i Husby Kirke. Hyggede mig med kammeraterne i ungdomsklubberne i Husby Forsamlingshus og Tanderup Forsamlingshus. Så film i forsamlingshuset forevist af rejsebiografen Stjernebio. Gik til fester.

Husby Forsamlingshus med ishus. O. 1960

Mennesker, kultur, traditioner, samfundsstruktur og ikke mindst naturen i Husby har præget mig for resten af livet. 17 år af mit liv boede jeg i Husby. Det meste af tiden sammen med mine to brødre. Min mellemste bror flyttede hjemmefra før mig og det helt til København. Jeg blev boende, mens jeg gik på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Efter gymnasiet flyttede jeg til Kolding for at læse til lærer på Kolding Seminarium Min yngste bror boede fortsat i Husby, efter jeg var flyttet til Kolding. Senere flyttede han til Århus. Vores forældre boede i Husby i mere end 40 år, indtil vores far døde, og mor flyttede tilbage til sin hjemby Ejby, hvor vi havde boet, før vi flyttede til Husby, da jeg var 4 år. Vores familiehistorie er en fortælling om afvandringen fra landsbyerne mod storbyerne og de større byer.

Ejby Kirke, Ejby Folke- og Realskole, Nørregade, Ejby Kino og Rådhus, o. 1960-70

Faktisk har jeg også megen tilknytning til Ejby. Her blev jeg født. Blev døbt i Ejby Kirke. Min mormor og morfar boede i Ejby. Her kom mine brødre og jeg i realskole, efter vi havde forladt landsbyskolen i Husby. Spillede fodbold i Ejby i juniortiden. Gik nogle aftener om ugen i ungdomsskole og ungdomsklub i kælderen under Ejby Folke- og Realskole. Havde store filmoplevelser i den flotte Ejby Kino, som havde noget af det bedste filmforevisningsudstyr på hele Fyn. Og det i nogle fantastiske bygningsmæssige rammer, der sagde spar-to. En flot entre med billetudsalg og filmplakater. Foyeren havde bløde ventesofaer og slik-kiosk og fine toiletforhold. Salen var et udstyrsstykke. Et højt rummeligt smagfuldt indrettet rum. Med træpaneler, bløde sæder og et par billige rækker helt foran med træsæder. Allerede i 1964 fik Kino installeret et Todd AO-system. Systemet adskilte sig fra almindelige formater ved at have 70 mm bred film mod normalen dengang på 35 mm. Derudover bestod lydsiden af 6-kanals magnetisk stereolyd. Det blev dengang beskrevet, at med Todd AO-systemet var Ejby Kino nu at ligne som en storbybiograf på linje med biograferne i Odense. Vi havde storslåede biografoplevelser i den fine og moderne Ejby Kino. Storfilmen "De ti bud" sidder stadig på nethinden. Hold da op, hvor vi følte os omgivet af vandmasserne, da vandet i det Røde Hav skilte sig og lod jøderne slippe over for efterfølgende at slå sammen over de forfølgende ægyptiske stridsvogne. 

Ejby Junior A fotograferet på Nr Åby Stadion o. 1966

En lørdag kunne udspille sig på den måde, at min mellemste bror og jeg først om morgenen cyklede til Ejby for at gå i skole. Når skolen var forbi ved middagstid, cyklede vi hjem for at spise frokost og hente vores fodboldtøj. Så gik det tilbage til Ejby for at spille fodbold om eftermiddagen. Hjem for at spise. Igen tilbage til Ejby for at nå lørdagens første aftenforestilling i Ejby Kino. Tre gange tur-retur mellem Husby og Ejby på samme dag. Om søndagen var vi også i Ejby mindst en gang, nogle gange to. Over for at se Ejbys seniorførstehold i fodbold. Der var Husby-spillere på holdet, for eksempel Ib ”skolelærer” Andersen og Finn Kapersen. Ja og så den senere Husbybeboer Ove Andersen, men han var ikke flyttet til Husby på det tidspunkt. Om eftermiddagen eventuelt til 16- forestilling i Ejby Kino med Elvis-film, Cliff-film eller cowboyfilm på programmet. Når der var fest med levende musik på Ejby Gæstgivergård søndag kl. 16.00 var festen selvfølgelig førstevalget. Alle turene mellem Husby og Ejby foregik selvfølgelig på cykel, undtagen nogle få vintermåneder de sidste år i realskolen, hvor vi kunne køre med Rute-Ras til Ejby Station, nogle gange kunne vi overtale ham til at køre os helt op til skolen, hvis vi gav 25 øre hver. Vores kondition manglede ikke noget i de tre år, vi gik i skole i Ejby. 

Ejby Gæstgivergård 

Mens jeg gik på gymnasiet i Glamsbjerg blev min daglige konditionstræning på cykel halveret. Nu skulle jeg kun cykle de 4 kilometer mellem Skræppedalen i Husby Hole og ned til købmand Thomsen i Håre. Han kørte et folkevognsrugbrød som skolebus til Vestfyns Gymnasium fra Håre over Hjerup, Kaslund, Barløse, Dyrhøj, Brahesholm og Bukkerup til Glamsbjerg. Et spændende landskab gik turen igennem. Op og ned, op og ned, til siden og rundt. Jo, det fynske dødislandskab med sine mange lavninger og bakker sidder mig på rygmarven.

Som nævnt er det Husby, jeg betragter som min barndomsegn, men jeg føler mig samtidig nært knyttet til Ejby. På Ejby Kirkegård ligger mine forældre begravet. I alt ligger 14 af mine familiemedlemmer begravet på kirkegården i Ejby.

Hov! Jeg skal da lige huske brillerne. Hvorfor nu billedet af et par sygekassebriller? Det er mine. Dem har jeg gemt som et kært minde i alle de forløbne år. Sygekassebrillerne bar jeg oprindelig, når jeg spillede fodbold. Det kan ses på billedet af Ejby Junior-A på Nørre Åby Stadion efter en kamp der. Men brillerne bar jeg også af og til i gymnasietiden. På det tidspunkt var sådanne briller hotteste mode blandt tidens rockstjerner, så dem kunne jeg da også gå med. Det indbragte mig engang i en idrætstime en bemærkning fra vores idrætslærer Larsen. "Hov, du John Lennon der, kan du så lige se at komme op i barren!"

Makabert fund ved Emtekær

Udløbet af Emtekær Nor i den del af Lillebælt, der hedder Bredningen

Et lig uden hoved og hænder på stranden ved Emtekær. Et sådant makabert syn mødte gårdmand Jens Nielsen, Emtekær under en tur på stranden i november 1897. Liget var i korte bukser, så personen måtte være omkommet på et varmere tidspunkt end i november. Det var, hvad Jens Nielsen i første omgang kunne registrere, inden liget blev ført til det obligatoriske ligsyn, der blev gennemført af distriktslægen i samarbejde med birkedommeren på Kællingbjerg.

Liget viste sig at være en dreng fra Børup Mark ved Skærbæk nær Taulov på den jyske kyst. Drengen ville have været 12 år. Han hed Niels Andersen Møller og var søn af husmand og fisker Anders Nielsen Møller. Da resterne af Niels bliver begravet på Taulov Kirkegård den 27. november 1897 indførte sognepræsten hans begravelse ved siden af kirkebogsnoten om hans afdøde far. Faderen blev aldrig begravet, fordi han aldrig blev fundet.

 

Farvandet mellem Løverodde, Skærbæk og Fænø

Begge var omkommet ved en ulykke 14 måneder, før liget af Niels blev fundet på stranden ved Emtekær. Fisker Anders Nielsen Møller var 28. september 1896 med sine to sønner på 11 og 9 år i en fiskekvase taget ud at fiske i farvandet mellem Fænø og Løverodde. Ulykkeligvis var dampbåden ”Dan” fra Kolding samtidig på lystfart på Kolding Fjord og Lillebælt. På sin vej ind mod Løverodde oversejlede ”Dan” Anders Nielsen Møllers fiskerkvase. Det lykkedes at redde den 9-årige, mens faderen og den anden søn Niels ikke blev fundet. De var begge sandsynligvis blev hårdt kvæstede og skamferede i sammenstødet med dampbåden. Den tilstand liget af Niels blev fundet i med manglende hoved og hænder, tyder på det.

Dampbåden "Dan" af Kolding. Her ligger den i Middelfart Gammel Havn

Ligene af Anders og Niels kan være blevet ført langt omkring, inden Niels 14 måneder efter bliver fundet så langt væk som ved Emtekær på den fynske kyst. Fundet af Niels vidner om de mægtige kræfter vandgennemstrømningen i Lillebælt medfører. Den kraftige vandudveksling mellem Nordsøen og Østersøen giver kraftig strøm i Lillebælt. Lillebælt gennemstrømmes af cirka 10 % af det vand, der udveksles mellem Østersøen og Kattegat. Her mødes enorme vandmasser af ferskvand fra Østersøen med saltvand fra Kattegat. Derved opstår en helt speciel kraftig strøm i bæltet, flere steder med stærke strømhvirvler.

Da elektricitet i starten af 1900-tallet blevet noget alle efterspurgte, blev det diskuteret, om det kunne være muligt at udnytte de enorme kræfter i vandgennemstrømningen i Lillebælt. Allerede i oktober 1920 udtaler en professor Rung til en avis, at kraften i Lillebælt er så mægtig, at ingen maskiner kan holde. Derfor kan Lillebælts mægtige kræfter ikke udnyttes i strømproduktionen. Gad vide om den tekniske vurdering i dag er den samme? Nå, det blev lidt langt væk fra den ulykkelige begivenhed med sammenstød i september 1896 mellem en fiskerkvase og en turbåd, men interessant nok endda.

Ib Hansen, april 2020