På vej mod nye tider - begivenheder i Bramdrup Sogn 1920

Vejlevej i Bramdrupdam set mod nord. Den hvide bygning til højre er

 Bramdrupdam Kros nu nedrevne rejsestald. Vejen, der midt i billedet

 går af mod venstre, er Påbyvej. Postkort stemplet 3.7.1917

Efterlysning. Murer Hans Henrik Petersen, Bramdrupdam efterlyses indtrængende. Hans stemme er vital.

Det lyder dramatisk og var det på sin vis også, men ikke for hverken H. H. Petersen selv eller for Bramdrupdam. Mere om det senere.

 

Roekørsel på Kringsgård i Bramdrup 1937

Den daglige trummerum 

Dagliglivet i Bramdrup og Bramdrupdam i 1920 var hverken særlig dramatisk eller sindsoprivende. Livet gik sin vante gang. Dagene var rutineprægede med faste arbejdsopgaver. Forskellene i dagenes dont var affødt af årets gang. Såning, lugning, høslæt, høst, roeoptagning, pløjning og tærskning. Alt efter årstiden. Året rundt, alle dage skulle dyrene passes. Helligdagene, mærkedagene og skiftedagene var mærkbare afbræk i den daglige trummerum. Skiftedagene 1. maj og 1. november var de dage, hvor de ansatte rejste fra en arbejdsplads eller ankom til en ny plads.

Når jeg dykker ned i dagliglivet og årets gang i landsbyen Bramdrup og stationsbyen Bramdrupdam i 1920, opdager jeg på trods af dagenes rutinepræg og forudsigelighed alligevel ind i mellem påvirkninger fra begivenheder i den store verden uden for det lille landsogn. Efterlysningen i aviserne af murer H. H. Petersen er et eksempel på, at verden uden for sognet trænger ind i sognets daglige trummerum.

Genforeningsåret

Det var ”Foreningen Sønderjyderne”, der i marts 1920 i alle egnens aviser efterlyste mureren, hvis sidste kendte opholdssted var Bramdrupdam. Han var født i Flensborg. Den 14. marts 1920 skulle der i zone 2, det vil sige Sydslesvig, afholdes afstemning om tilknytning til enten Tyskland eller Danmark. Stemmeretten hang sammen med fødested. Det var med at skrabe så mange danske stemmer sammen som muligt, så flere områder i Zone 2 kunne komme til at følge Nordslesvig, hvor et stort flertal den 10. februar allerede havde stemt sig til Danmark. Nordslesvig er det, vi i dag kalder Sønderjylland. 

Dansksindet plakat forud for afstemningen 14. marts 1920. Ønsket er Flensborg til Danmark

I dag ved vi, at alle bestræbelserne i forhold til at sikre Sydslesvig på danske hænder ikke lykkedes. Grænsen kom efter afstemningerne til at gå, som vi kender den i dag. Nord om Flensborg og syd om Tønder.

Genforeningen var noget, der blev snakket en del om i Bramdrup Sogn, når man mødtes i brugsen, ved smeden, i kroen eller forsamlingshuset, men ellers havde slaget om Slesvigs tilhørsforhold ikke den store indflydelse på hverdagen.

Økonomiske problemer 

Hverdagene blev afgrænset af kirkeklokkerne, der ringede solen op eller ned. Og dagen blev underopdelt af togene på den smalsporede Egtvedbane, der tre gange om dagen i hver retning i sindigt tempo asede over banedæmningen ved kroen på sine to timer lange ture hver vej mod Kolding eller Egtved. Også togene på Troldhedebanen opdelte dagene. De hårdt arbejdende på markerne eller i staldene rettede lige ryggen, når de hørte togenes dampfløjten, når de passerede trinbrættet ved dammen nær Påbyvej på deres tur tre gange om dagen i hver retning mellem Kolding og Troldhede i Vestjylland. En togtur på fire timer og et kvarter i hver retning. Ikke sært, at de to jernbaner og specielt Egtvedbanen allerede her i 1920 havde problemer med økonomien. Og med konkurrencen fra den hastigt voksende biltrafik.

Troldhedebanen under anlæggelse 1914-17. 

Egtvedbanen krydser i anlægsperioden over på interimistisk bro.

I forgrunden broen der forbinder kroens efter anlæggelsen 

af Troldhedebanen nu todelte have

Egtvedbanens problemer afspejler sig i, at Harte-Bramdrup Kommune sammen med andre kommuneinteressenter i Egtvedbanen i foråret 1920 ansøgte Vejle Amtsråd om tilladelse til at give støtte til nedbringelse af Egtvedbanens underskud. Vejle Amtsråd gav denne tilladelse, og Egtvedbanen kørte videre på pumperne, indtil den efter 32 års drift måtte lukke i 1930.

Påvirkninger udefra 

Verdenskrigens eftervirkninger var endnu mærkbare i Bramdrup Sogn i 1920. Knapheden på energi var stadig næsten to år efter verdenskrigens slutning udtalt i Bramdrup Sogn som ud over hele landet. Flere gange i løbet af året havde Harte-Bramdrup Kommune annoncer i aviserne med besked om, hvor og hvornår borgerne skulle betale for den af kommunen udleverede brændsel, og om hvornår uddeling af brændsel ville finde sted. 

Bramdrup Sogn blev stadig i 1920 påvirket af den pandemi, der blev kaldt den spanske syge. Sygdommen var brudt ud i slutningen af 1918, lige før verdenskrigens afslutning. Den spanske syge var en verdensomspændende influenzapandemi, der krævede flere end 50 millioner døde, de 15-18.000 var danskere. Risikoen for smitte betød blandt andet, at et møde i Bramdrup i marts med Venstres landstingsmedlem frk. Marie Christensen blev udsat. 

Derimod blev et vælgermøde på Bramdrupdam Kro med socialdemokraten Knud Hansen den 25. april 1920 gennemført. Knud Hansen blev efterfølgende for første gang valgt til Folketinget, men ikke på grund af storslåede stemmetal i Bramdrup Sogn. Knud Hansen blev senere borgmester i Kolding i 1937. Der står en mindesten for ham midt i Legeparken i Bypark Øst.

Politiske skillelinjer

Lad os benytte lejligheden til at se på den politiske situation i Bramdrup Sogn her i 1920. Sognet var et rigtigt landsogn, præget af gårdbebyggelser og husmandssteder. Ved Vejlevej i stationsbyen Bramdrupdam var der en del selverhvervede håndværkere og butiksdrivende. I den sydligste del af sognet ved Gammel Kongevej, Fjordvej og Fredericiagade var der en del rige borgere, der havde bygget store villaer i landsognet Bramdrup, der indtil 1930 gik helt ned til Kolding Fjord. Området ved fjorden var blevet en form for skattely i forhold til Kolding Købstad.

Smedien på Vejlevej i Bramdrupdam 1912

Th. G. Hansens købmandsbutik på hjørnet
af Vejlevej og Bramdrupvej o. 1920. Th. G. Hansen
 drev købmandsbutik her indtil 1960

                                                                            

Denne sociale og erhvervsmæssige fordeling afspejlede sig ved de mange valg, der blev afholdt i 1920. I løbet af året blev der afholdt tre valg til Folketinget, to valg til Landstinget og en folkeafstemning 6. september 1920 om ændringer i Grundloven som følge af Sønderjyllands indlemmelse i Danmark.

Den parlamentariske situation i Danmark var netop i 1920 voldsomt spændende og anspændt, blandt andet som følge af, at kong Christian den Tiende i Påsken 1920 egenhændigt afskedigede den radikale regering Zahle. Kongen var uenig i regeringens håndtering af forhandlingerne om opdelingen af Slesvig og genforeningen af dele af Slesvig med Danmark. Hans ageren blev i visse kredse kaldt for et statskup og udløste Påskekrisen. Interessant nok, men her beskæftiger vi os med Bramdrup Sogn i 1920, så lad os nøjes med at se på det lokale udfald af et af årets folketingsvalg, nemlig valget i april 1920. 

De konservative fik i Bramdrup Sogn 105 stemmer, en markant fremgang på 38 stemmer i forhold til det seneste valg i 1918. Venstre havde også en markant fremgang på 40 stemmer til 171 stemmer. De radikale holdt med 37 stemmer nogenlunde skansen med en tilbagegang på 4 stemmer, mens socialdemokraterne, fik 33 stemmer, en fremgang på 4 stemmer. Der var ved aprilvalget 1920 flere afgivne stemmer end ved valget i 1918.

Den lokale stemmeafgivning i Bramdrup Sogn afspejler meget godt landsresultatet. Folketingsvalget den 26. april gav uventet Venstre en lille fremgang, mens valgets store taber var Radikale Venstre, der blev halveret.

Sort stempel

I løbet af 1920 fik de lokale aviser store annonceindtægter, når Harte-Bramdrup Kommune i lighed med alle andre kommuner forud for de mange valg annoncerede med, hvor kommunens valglister var fremlagt til gennemsyn. I marts annoncerede Harte-Bramdrup Kommune for eksempel med, at folketingsvalglisterne var fremlagt til offentlig gennemsyn i Bramdrup Skole, der dengang lå ved pladsen nær Bramdrup Kirke.

 

Hvorfor er det interessant at opholde sig ved, at valglister forud for diverse valg blev fremlagt til offentligt gennemsyn? Det er det, fordi borgerne dengang ikke kunne være sikre på at stå på valglisterne. Nogle kunne for eksempel have mistet deres stemmeret, fordi de havde følt sig nødsaget til at modtage fattighjælp fra kommunen. 

Situationen var ganske barsk for sognets underklasse, ligesom den var i resten af landet. Underklassen på landet optrådte hyppigere på fattiglisterne end på valglisterne. På grund af det sæsonprægede landarbejde, var landarbejderne i lange perioder henvist til at leve tæt på eller under fattigdoms- og sultegrænserne. 

Det med at modtage fattighjælp og dermed miste sin stemmeret føltes nedværdigende og stigmatiserende. Derfor gjorde mange af sognets arbejdsløse, syge og gamle meget for at undgå fattighjælpen. Det kan blandt andet ses af taksigelsesannoncer i aviserne. En Frederikke Madsen skriver for eksempel i en taksigelsesannonce i Kolding Folkeblad den 3. maj, at hun sender ”Hjertelig tak til enhver, som har ydet bidrag til mig ved indsamlingen i Nr. Bjært og Bramdrup.” Hvad man ikke gjorde for at have til dagen og vejen og for ikke at miste sine borgerrettigheder. 

Forfatteren Jørgen Nielsen har i en novelle ”Sort stempel” på en meget indlevende og følsom måde fortalt om, hvordan det føltes at få fattighjælpens sorte stempel sat på sig og dermed miste sine borgerrettigheder. Novellen handler om Emma og Laurits, der ser sig nødsaget til at anmode om fattighjælp. Laurits havde været syg og arbejdsløs længe, og nu var han gået til sognerådsformanden for at anmode om fattighjælp. Imens sidder Emma hjemme og tænker på familiens situation. ”De var de befængte, de forstødte, de til ødemarkerne bortviste. Når man en tid ikke kunne klare sig selv… nej, man behøvede ikke sulte ihjel, man kunne blive støttet. Men ikke med sin menneskeværdighed bevaret! Man blev mærket, man fik sort stempel.” 

Sådan var der også i Bramdrup Sogn i 1920 mennesker, der oplevede livet. Stemplet sort socialt og med tabt stemmeret. På hjørnet af Vejlevej og Egtvedvej i Bramdrupdam lå fra 1830 og indtil begyndelsen af 1960´erne en gulkalket fattiggård under Harte-Bramdrup Kommune. Fattiggården blev derfor også kaldt ”Kommunehuset”.

Gl. Sandbjergvej. Her havde Harte-Bramdrup Kommune fattiggård

 indtil 1906. Til venstre Sandbjerg Nye Skole fra 1911. Nærmest Egtvedvej 

ligger den ældste skole, der blev lærerbolig, da den nye skole blev bygget. Sandbjerg

Skole blev nedlagt i 1963, og eleverne blev flyttet til Harte Skole. 

Bag den tidligere fattiggård ses Stallerup Sø

Harte-Bramdrup Kommune var en fælles selvstændig Kommune fra 1842 til 1970 og havde i den periode flere forskellige fattiggårde og fattighuse, bl.a. var Sandbjerggård - på hjørnet af Egtvedvej og Gammel Sandbjerg, ved vejen mellem Bramdrupdam og V. Nebel - fattiggård indtil 1906. På hjørnet modsat Sandbjerggård lå for øvrigt en af Harte- Bramdrup Kommunes skoler, Sandbjerg Skole også kaldet Harte Nordre Skole. Både en tidligere og senere skolebygning samt fattiggården ligger der endnu. Alle tre bygninger nu med andre funktioner.

Grænseløs åbenhed? 

Arbejderne rundt om i landet havde på dette tidspunkt organiseret sig i forskellige fagforeninger med tilhørende arbejdsløshedskasser. Jeg har ikke kunnet finde noget om, at der skulle have været fagforeninger hjemmehørende i Bramdrup Sogn. Jeg er dog stødt på en fagforeningssag vedrørende et fagforeningsmedlem fra Bramdrup. Arbejdsmændenes Fagforening A i Kolding offentliggjorde i oktober 1920 en liste over medlemmer, der ville blive slettet på grund af kontingentrestance. På listen figurerer et medlem fra Bramdrup. 

Mon ikke nutidens datatilsyn og andre myndigheder, der fører tilsyn med overholdelse af EU-forordningerne om beskyttelse af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, ville få kaffen galt i halsen, hvis de i en avis læste om en sådan udhængning? 

Men det var almindeligt dengang. Borgerne kunne i årets løb se fremlagte lister på enten kroen, skolen eller i forsamlingshuset vedrørende, hvem der var på valglisterne, hvor meget de enkelte borgere var ansat til at betale i statsskat, kommuneskat og flere andre ting. Altså en meget større personbaseret åbenhed end vi kender i dag.

 

Bramdrup Forsamlingshuset også kaldet Øvelseshuset cirka 1930

 

Det tidligere Bramdrup Forsamlingshus, nu Logen Saxum, 1991

Pæne, flinke, dygtige, tro og pålidelige 

Med forårets komme begyndte både arbejdsgivere og arbejdstagere at forberede sig på årets første skiftedag den 1. maj. Skiftedagene var der to af om året, udover 1. maj også 1. november. Det var de dage, hvor man kunne skifte arbejdsplads. Den kommende skiftedag betød, at årets første konfirmationsdag stod for døren, så skolens ældste elever kunne indtræde i de voksnes rækker og blive gjort parat til at komme ud på arbejdsmarkedet. 

Harte Sogn og Bramdrup Sogn udgjorde i 1920 et fælles pastorat og havde fælles præst, pastor Jespersen. Præsten boede i præstegården i Påby. Bramdrup Kirke var annekskirke til Harte. Sådan var det helt fra Reformationen i 1536 til 1993, hvor sognene igen blev delt. Hver anden søndag holdt pastor Jespersen formiddagsgudstjeneste i Harte Kirke og eftermiddagsgudstjeneste i Bramdrup Kirke og vice versa næste søndag. 

Sådan var det også med konfirmationerne i 1920. Årets første konfirmation blev holdt i Harte Kirke den 11. april med konfirmation af 3 drenge. Ved efterårskonfirmationen i Bramdrup Kirke blev der konfirmeret 2 drenge og 6 piger. Så det væltede ikke ligefrem ud med ny arbejdskraft. 

Spændende er det at se på ordvalget i annoncerne, når der blev søgt efter nye tjenestefolk. Ved ansøgningerne efter tjenestepiger anvendtes i annoncerne ord som ”dygtig”, ”pålidelig”, ”flink”, og i en enkelt annonce har jeg også noteret mig, at der blev søgt efter en tjenestepige ”fra et troende hjem”. Når der søgtes efter karle og fodermestre brugtes ordene ”dygtig”, ”tro” og ”pålidelig”. Jeg har prøvet her godt 100 år efter at se på jobopslag til stillinger i nutidens landbrug. Ordvalget ligger godt nok langt fra det, man brugte i stillingsopslag i 1920. Nu præges stillingsopslagene af ord som ”uddannelse”, ”selvstændig”, ”ansvarsbevidst”, ”erfaring” og ”samarbejdsevne”. Sådan en simpel sammenligning af stillingsopslag i landbruget siger meget om både den menneskelige, uddannelsesmæssige og teknologiske udvikling, der er sket fra 1920 til vore dage.

Nu vi er ved de kirkelige forhold, skal vi da også lige se på antallet af fødte og døde i 1920 i Bramdrup Sogn. Det var ikke noget, der kunne gøre pastor Jespersen forpustet. I årets løb blev 20 døbt og 8 begravet. Årets kirkelige handlinger bekræfter det generelle indtryk af et lidt stillestående landsogn.

Håndens arbejde 

Mit tjek i Bramdrup Sogns kirkebog af årets døbte, konfirmerede og begravede gav mig en glimrende indblik i sognets bebyggelsesstruktur i 1920. Kirkebogen benytter stedsangivelser som for eksempel Bramdrup, Bramdrupdam, Søbjerghus (Søbjerg er sognets højeste sted 69,2 meter, men med mange moser, nær den nuværende store rundkørsel Kolding Øst), Hvidsminde, Marielund, Fredericiagade, Strandvejen, Gl. Kongevej). Igen bliver vi mindet om, at Bramdrup Sogn indtil 1930 gik helt til Marielundsøen og Kolding Fjord.

Strandvejen 1920-30

Kirkebogen giver også et glimrende indblik i befolkningens beskæftigelse. Erhvervslivet dengang var primært en mandeverden, når der lige ses bort fra tjenestepiger, men ingen tvivl om, at sognets kvinder som husmødre og medhjælpende ægtefæller har taget stor del i det daglige slæb. 

Her en oplistning af nogle af de beskæftigelser, jeg stødte på ved min læsning i kirkebogens notater for 1920. Arbejdsmand, arkitekt, banearbejder, boelsmand (en mellemting mellem husmand og gårdejer, ejer af gård med mindre jordtilliggende), cementstøber, chauffør, fodermester, forkarl, fuldmægtig, gårdejer, husmand, landpost, mejeribestyrer, mejerist, restauratør, skibstømrer, skomager, skrædder, smedemester, stuepige, træskomand og tømrer. 

Altså en meget blandet beskæftigelsesstruktur, men med hovedvægten lagt på håndens arbejde. Håndværkere, forretningsfolk og arbejdere i stationsbyen Bramdrupdam. Hovedsageligt beskæftigede ved landbrug og håndværk i landsbyen Bramdrup og i Hvidsminde. På sognets sydkyst ved Kolding Fjord og nær købstaden Kolding var der begyndt at bosætte sig ansatte i det offentlige, folk med penge og folk med uddannelse.

Fest og glade dage 

Nu har jeg beskrevet Bramdrup Sogn i 1920 som et stillestående sogn præget af daglige rutiner og trummerum. Det er også rigtigt, men der var alligevel indimellem plads til fest og glade dage i forbindelse med søn- og helligdage. Lad mig give nogle eksempler. 

Pinsemorgen klokken 6.30 blev der afholdt stor koncert i Bramdrup Skov med underholdning af Lomholdts Orkester. 

I maj måned blev der på Bramdrupdam Kro afholdt aftenunderholdning med numre fra Kolding Forårsrevy og musik af Harmonikaduetten.

I juni måned afholdt Bramdrup Skytteforening præmieskydning på deres skydeanlæg bag Bramdrupdam Kro. Banerne lå, hvor der nu er golfbane. Foran den stejle sydlige bakke, hvor golfbanen nu har udslagssted vendt mod Bramdrupdam, kan vi endnu se rester af de betongrave, der blev brugt af dem, der skulle markere skudresultater. Skytteforeningen havde også et klubhus her nær skydebanerne. 

Gymnastikstævne i Bramdrupdam cirka 1920

Søndag den 27. juni blev der afholdt folkefest og gymnastikopvisning. Det var en længere affære. Udover gymnastikopvisningen var der tale af højskolelærer Arnfred fra Askov Højskole. Efterfølgende kunne deltagere og tilskuere spise medbragte madkurve i Bramdrupdam Kros smukke have, der strakte sig på begge sider af Troldhedebanen. Krohavens to afsnit var forbundet af den betonbro, vi stadig kan se spænde sig i en smuk bue over Troldhedebanen. Ifølge datidens aviser deltog 5-600 mennesker i arrangementet.

Bramdrupdam Kros todelte have o. 1930. Bemærk den smukt buede bro
mellem de to afsnit af haven. Broen blev opført, da Troldhedebanen mellem
1914-17 blev anlagt tværs gennem kroens have.

I oktober afholdt aktionærerne i Bramdrup Forsamlingshus høstfest for medlemmer med husstand. Forsamlingshuset, der også blev kaldt for øvelseshuset, ligger her endnu nær kirken, men nu ejet af logen Saxum. Samme måned afholdt Foredragsforeningen foredragsaften i forsamlingshuset.

Grund til ængstelse

I foråret 1920 havde ængstelsen i forhold til pandemien den spanske syge ført til aflysninger af sammenkomster. 

I efteråret 1920 kom der en ny grund til ængstelse. Denne gang var det i forhold til det livsgrundlag, mange af sognebeboerne havde i kraft af dyrehold. De klovbærende dyr var udsat for at kunne blive ramt af den meget smitsomme mund- og klovsyge. Der var udbrud af sygdommen mange steder i landet og flere steder uhyggelig tæt på Bramdrup Sogn. Sygdommen nærmere sig sydfra, blandt andet med udbrud i Harte Sogn og også i Dons. Når der udbrød mund- og klovsyge et sted etablerede politimyndighederne afspærringsdistrikter med en radius af 5 kilometer fra udbrudsstedet. Et af afspærringsdistrikterne fra Harte strakte sig helt til Sonebjerg ved nuværende Egtvedvej, ganske tæt på Bramdrupdam. Foranlediget af de mange udbrud på egnen besluttede Sydjysk Mejeriforening i august at etablere en forsikringsordning i forhold til mund- og klovsygeramte. Et udbrud kunne ellers blive katastrofalt for besætningsejerne. 

Mund- og klovsyge er en virussygdom, der kan ramme alle klovbærende dyr. Det er en dyresygdom, som anses som meget væsentlig, selvom sygdomsforløbet sjældent er med dødelig udgang. Grunden til at mund- og klovsyge alligevel tages meget alvorligt er, at der i kølvandet på sygdomsudbrud er meget store tab, f.eks. tabt mælkeproduktion, yverbetændelse og nedsat vækst. 

Mund- og klovsygevirus er meget smitsom og kan overføres ved kontakt klovdyr imellem, ligesom mennesker eller trækfugle kan være smittebærere. Endvidere kan der ske luftbåren smitte over store afstande. Politimesteren i Kolding havde ved sine bekendtgørelser om restriktioner og afspærringsdistrikter også fokus på hunde som mulige smittebærere. Hunde skulle derfor holdes bundne eller føres i snor. 

Jeg er ikke truffet på smitteudbrud af mund- og klovsyge i Bramdrup Sogn i 1920. På trods heraf har mange besætningsejere nok sovet uroligt om natten, mens epidemien stod på. Men sognet slap tilsyneladende helskindet gennem denne udfordring. Året 1920 i Bramdrup og Bramdrupdam sluttede derfor ligeså stille og roligt, som det var begyndt. 

Nye tider

Nu skal man jo ikke tage sorgerne på forskud. Men allerede her i 1920 var det begyndt at rumle med udfordringer i forhold til Bramdrup Sogns udstrækning og størrelse. Købstaden Kolding var på spring efter mere land og flere gode skatteborgere. Bramdrup Sogns bedste skatteborgere boede nær fjorden og op af skråningerne ved Gammel Kongevej og Marielund. Dette område havde købstaden kig på. Folketællingen for Bramdrup Sogn fra 1921 kaldte området for Bramdrup Villakvarter. I dette villakvarter boede 361 af sognets 935 indbyggere, mens 260 boede i stationsbyen Bramdrupdam og resten 314 i landsbyen Bramdrup og landdistrikterne i øvrigt.

Der var allerede i 1920 og i det følgende tiår stort politisk spilfægteri ikke bare lokalt, men også på landsplan i forhold til landdistrikters indlemmelse i købstæderne, som på grund af industrialiseringen udviklede sig kraftigt med stor tilflytning, der krævede skatteindtægter til velfærdsgoder. Der skulle dog komme til at gå ti år endnu, før Bramdrup Sogn i 1930 måtte afstå området fra Bøgelund til Marielundsøen og Kolding Fjord til Kolding Købstad og hermed mistede mere end en tredjedel af sognebeboerne, i mange tilfælde nogle af de bedste skatteborgere.

Damptog ved den nu tosporede jernbane ved Strandvejen cirka 1920.

I baggrunden Kolding Havn og dele af Kolding by.

Tidernes skiften blev også indvarslet af en noget bureaukratisk bekendtgørelse indrykket i de lokale aviser i november 1920. Foranlediget af anlæggelse af 2. jernbanespor mellem Lunderskov og Taulov for så vidt angår strækningen mellem Kolding og Taulov blev ejere fra Eltang og Bramdrup sogne, der havde afgivet jord fra deres ejendomme til projektet, indkaldt til møde på Kolding Rådhus den 16. november om erstatningsbeløbenes størrelse (pyh for en kancelliagtig sætningskonstruktion!). For ejerne fra Bramdrup Sogn var der tale om jernbanestrækningen fra Apotekerengen neden for Lyshøj Allé til nuværende Fredericiagade. Dynamikken og samfærdslen i samfundet var kraftigt stigende og påvirkede også Bramdrup Sogn.

Luftfoto fra cirka 1945. Forrest Vejlevej med først brugsforeningen og så mejeriet nederst til venstre og med kroen over for til højre. Vejen op gennem billedet er Donsvej, nu Gl. Donsvej. Den var engang landevejen fra Kolding mod Viborg og Ringkøbing. Nu skåret over af motorvejen i 1970. De nye tider har så sandelig indtaget Bramdrup og Bramdrupdam.

Det store i det små

Hermed slutter min fortælling om livet i Bramdrup Sogn 1920. Årets gang vekslede mellem hverdagenes trummerum, glade dage og ulykkelige dage. Helt som livet er. 

Jeg synes, det er spændende gennem almindelige menneskers hverdagshistorie at blive klogere på det større historiske billede og på den udvikling, vores samfund med raketfart har taget gennem de seneste 100 år. Hvordan vi alle, om vi vil det eller ej, er en del af den store vide verden og er afhængige af små og store påvirkninger, der kommer til os udefra. 

Når luppen sættes på et lille samfund, er der mulighed for at se de store historiske linjer i det små. Og hverdagens små historier medvirker til at give en større indsigt og forståelse for de større historiske og samfundsmæssige linjer. 

Tak for tålmodigheden! 

Sparket ihjel

En druknet ved Eskør. En voldtægtsmand fra Sdr. Åby. En sparket ihjel i Hygind. Telefonistinder strejkede. Bønder lavede mestergrise og donerede kartofler til sultne og krigsplagede borgere i Wien.

Her gik jeg og troede, at hverdagslivet i Husby og omegn for 100 år siden måtte have været forudsigeligt og præget af dagligdagens trummerum. Det var det også, men ikke kun. Jeg blev meget klogere, da jeg begyndte at grave i kilderne om Husby i 1920. 

Der skete i løbet af 1920 masser af ting i Husby ud over de dagligdags begivenheder. Den daglige rutine blev brudt af både lykkelige og ulykkelige begivenheder. Fest og glade dage. Sorg og ulykke.

Forfærdelige arbejdsulykker 

Året 1920 i Husby og omegn startede med en begivenhed, der på en gang var både lykkelig og ulykkelig. Lykkelig fordi nogle pårørende fik mulighed for at begrave et nært familiemedlem, der havde været savnet i over tre måneder.

I oktober 1919 var det gået galt for et par jyske fiskere fra Agtrupvig, der ligger på sydsiden af Kolding Fjord. De var i deres båd sejlet helt til Tybrind Vig for at fiske. 

Under fiskeriet faldt de overbord og druknede. Den ene blev fundet umiddelbart efter ulykken, mens liget af den anden først drev i land i Tybrind Vig ved Eskør Strand sidst i januar 1920. Efter identifikation hos lægen på Liljedal ved Tybrind blev den afdødes familie underrettet og kom sejlende fra Agtrupvig over bæltet for at hente deres døde familiemedlem hjem. Kisten blev ad søvejen bragt til hjemmet i Agtrupskov, hvorfra han blev ført til begravelse på Sdr. Bjert Kirkegård. 

Tidens manuelle arbejde var fysisk krævende og kunne være farligt. Ja, af og til kunne det endda kræve dødsofre. Det var tilfældet i august 1920. 

Under landbrugsarbejde på Hygind Østergård hos gårdejer Mads Peter Madsen blev en ung karl Peter Lauridsen sparket i underlivet af en hest. Han blev slemt skadet. Der måtte tilkaldes en sygebil, der førte ham til sygehuset i Assens, hvor han blev opereret. Det var en vanskelig operation, da blandt andet en tarm var revet over. 

I første omgang klarede han operationen, men døde alligevel en uges tid senere. Peter Lauridsen blev 24 år gammel begravet på Andst Kirkegård vest for Kolding den 11. september 1920. 

Landbrugsarbejde har altid været farligt, og er det vel endnu i dag, selvom der i de senere år er gjort meget for at styrke sikkerheden. Fra min tid i Husby husker jeg flere grimme ulykker. Bedst husker jeg selvfølgelig, da min skolekammerat Jørgen i 1966 blev dræbt under en væltet traktor, men jeg husker også, at en gårdejer i Lillegade mistede et ben, da han sparkede til båndet i et udmugningsanlæg, der havde sat sig fast.

En voldtægtssag og strejke blandt telefonistinderne

Januar 1920 i Husby og omegn var en begivenhedsrig måned, der stak meget af i forhold til de dagligdags rutiner. Mest furore og snak vakte det, at en tjenestekarl fra Sdr. Åby ved et retsmøde vedgik sig skyldig i forsøg på voldtægt mod en 13-årig pige fra Lundager ved Assens.

Megen lokal snak blev også brugt i forhold til, hvordan det skulle gå med strejken på landtelefoncentralerne. På Bågø og Brandsø var der statstelefoner, men ledningerne gik til Husby Central. Som følge af strejken og for at sikre øerne den livsvigtige forbindelse til Fyn, blev øernes telefonlinjer flyttet fra Husby Central til købstadscentralen i Assens. 

Telefonistindernes krav var en løn på 180 kr. pr. måned, en maksimal arbejdstid på 6 timer i døgnet og ret til at blive i jobbet efter giftermål. Forhandlingerne mellem parterne var gået i hårdknude og telefonistinderne strejkede fra 1. januar 1920 og 6 uger frem. 

Til sidst greb staten ind og regulerede ved forligsmandens mellemkomst forholdene for landets telefonistinder. Telefonistinderne opnåede at blive tjenestemænd med ret til pension, at få en pæn lønforbedring og at kunne forblive i tjenesten efter giftermål. Kravet om nedsat arbejdstid på grund af de tunge hovedtelefoner blev ikke imødekommet. I 1920 havde Husby Central 105 telefonabonnenter og dækkede udover Husby flere af de omliggende landsbyer.

Bygningen, der husede Husby Central, ligger fortsat i Husby Storgade nr. 35. Nu en del ombygget. 

Generalforsamling i grisekassen 

Årets første generalforsamling i Husby fandt sted sidst i januar måned. Det var i Husby og Omegns Grisekasse. Grisekassen havde 92 medlemmer, der kunne få forsikret deres grise for 2 kr./år. På den måde sikrede medlemmerne sig mod den katastrofe, det ville være for eksempel at miste julegrisen.

Nu vi er ved generalforsamlinger, er det da værd at nævne nogle af de mange foreninger og sammenslutninger, borgerne i Husby kunne være medlemmer af, og hvis generalforsamlinger også gav anledning til at mødes på tværs i sognet.

I flæng kan jeg udover Grisekassen nævne, at jeg er stødt på følgende i 1920 virksomme foreninger og sammenslutninger:

Husby Brugsforening

Husby Sogns Kreaturforsikring

Husby Sygekasseforening

Vestfyns Ærtedyrkerforening

Vends Herreds og Wedellsborg Birks Landboforening

Vestfyns Sukkerroedyrkerforening

Husby og Omegns Hesteavlerforening

De fire politiske partiers lokale vælgerforeninger i Husby: Venstre, Radikale Venstre, Konservativt Folkeparti og Socialdemokratiet

Husby Sogns Ungdomsforening

Husby Sogns Husmandsforening

Hundredmandsforeningen for Husby

Husby Sogns Tobaksavlerforening

Husby Landarbejderforening

Menighedsrådet for Husby Sogn

Husby Foredragsforening

Husby Sangforening

Aftenskolen i Husby Skole 

I alle disse foreninger var der i løbet af året møder, sammenkomster, fester og generalforsamlinger. Husby Forsamlingshus blev godt brugt. Jo, så der var mange muligheder for at bryde dagligdagens trummerum. Og så er der nok flere foreninger, jeg ikke er stødt på i forbindelse med min research til fortællingen om livets gang i Husby og omegn i 1920.

Verdenskrigens virkninger

Det var nu over et år siden verdenskrigen var afsluttet, men krigens eftervirkninger var fortsat mærkbare, først og fremmest selvfølgelig ude i verden. Men borgerne i Husby og omegn kunne ikke undgå at høre om og også mærke problemerne. De hørte blandt meget andet om de forfærdelige sultproblemer i den østrigske hovedstad Wien. Det fik Vends Herreds og Wedellsborg Birks Landboforening til i foråret 1920 at beslutte at donere en tønde kartofler eller 10 kr. pr. kartoffelavler til Wien.

Brændselssituationen var anstrengt, og en del varer var fortsat rationeret eller var slet ikke at få. Samtidig hærgede den frygtede spanske syge fortsat, også i Husby og på resten af Vestfyn. Det var en pandemisk influenzasygdom, der var opstået i forlængelse af verdenskrigen, og som verden over kostede millionvis af menneskeliv.

I Husby havde man i 1918 på grund af pandemien været nødsaget til at aflyse 25 års festlighederne i forbindelse med skolens flytning til dens nuværende placering. I marts 1920 berettes der, at ”i Husby er der stadig ikke så lidt spansk syge, men epidemien vedbliver at forløbe overordentlig mildt.” 

Skiftedagene – pæne, flinke, dygtige og pålidelige unge 

Med forårets komme begyndte både arbejdsgivere og arbejdstagere at forberede sig på årets første skiftedag den 1. maj. Skiftedagene var der to af om året, udover 1. maj også 1. november. Det var de dage, hvor man kunne skifte arbejdsplads. Den kommende skiftedag betød, at årets første konfirmationsdag stod for døren, så skolens ældste elever kunne indtræde i de voksnes rækker og blive gjort parat til at komme ud på arbejdsmarkedet.

I 1920 var konfirmationerne af lave i Husby. Normalt var der dengang hvert år 2 konfirmationer. En i april forud for forårsskiftedagen og en i oktober forud for efterårsskiftedagen.

Nu var der imidlertid sket det, at Husbypræsten pastor Wolff som følge af Genforeningen blev hentet til et sogn i Sønderjylland. Her skulle han afløse en tysksindet præst, der efter Genforeningen valgte at rejse til Tyskland. Sådan skete det flere andre steder, hvorfor der blev mangel på dansksindede præster. Nogle af disse præster blev hentet fra Vestfyn.

Inden sin afrejse til Sønderjylland i juli konfirmerede pastor Wolf den 11.april 3 drenge og 5 piger. Efterårskonfirmationen blev rykket fra oktober til august, så pastor Wolf med særlig biskoppelig tilladelse på konfirmationsdagen kunne rejse fra sit nye sogn til Husby og konfirmere de resterende, han havde haft til konfirmationsforberedelse. Den 1. august konfirmerede han 10 drenge og 4 piger.

Blandt de konfirmerede drenge var Jens Peter Magnus Møllegård Jensen fra den gamle møllegård Holegården. Min bror Leif og jeg hjalp i vores drengetid af og til med til at køre korn på Holegården. Vi kendte kun gårdejeren under navnet ”Jens Peter Holegård”, ligesom vi også kun kendte Jens Peters bror Ejnar Jensen og Ejnars søn Vagn på nabogården Klokkekær under navnene ”Ejnar Klokkekær” og ”Vagn Klokkekær.” I Husby var det meget almindeligt at bruge øgenavne og tilnavne for at præcisere, hvilken person man omtalte.

Interessant er det at se, hvordan jobannoncerne op mod skiftedagene var udformet. Når der blev søgt efter tjenestepiger, blev der søgt efter piger, der var ”pæne”, ”flinke” og ”pålidelige”. Karle og fodermestre skulle være ”flinke”, ”dygtige” og ”pæne”. Allerede dengang var det, som jeg også husker det fra min tid i Husby, en særlig kvalifikation være en jysk ung pige eller en jysk ung mand. Jysk stod nok – berettiget eller uberettiget - for stabilitet og jordbundethed. Jeg har prøvet her godt 100 år efter at se på jobopslag til stillinger i nutidens landbrug. Ordvalget ligger godt nok langt fra det, man brugte i stillingsopslag i 1920. Nu præges stillingsopslagene af ord som ”uddannelse”, ”selvstændig”, ”ansvarsbevidst”, ”erfaring” og ”samarbejdsevne”. Sådan en simpel sammenligning af stillingsopslag i landbruget siger meget om både den menneskelige, uddannelsesmæssige og teknologiske udvikling, der er sket fra 1920 til vore dage. 

Politiske skillelinjer 

Året 1920 var et indenrigspolitisk særdeles ustabilt år. Den sociale og politiske situation var tilspidset med optræk til arbejdskampe og store demonstrationer. Der var stridigheder om Flensborgs kommende tilhørsforhold, idet en stor gruppe mente, at byen skulle høre til Danmark uanset forårets afstemningsresultat , hvor der i byen var flertal for Tyskland. Kong Christian den Tiende var enige med dem, der ville have Flensborg med til Danmark. I Påsken afskedigede kongen derfor egenrådigt den siddende radikale regering. Det blev af mange opfattet som statskup, og der blev truet med omfattende strejker. Den politiske ustabilitet førte til, at der i løbet af året blev afholdt hele tre folketingsvalg. Det første blev afholdt den 26. april, det næste den 6. juli og årets sidste den 21. September. 

I Husby blev resultatet af valget den 26. april, at Venstre fik 106 stemmer, Radikale Venstre 77, De Konservative 49 og Socialdemokratiet 49. Altså markant lokal overvægt til Venstre og Konservative. Forud for årets sidste folketingsvalg den 21. september var nedsættelsen af valgretsalderen til Folketinget fra 29 år til 25 år blevet en realitet. De nye vælgere kom på en særlig tillægsliste til hovedvalglisten. I Husby var der 328 vælgere på hovedlisten og 45 kom til på tillægslisten. Ændringen i valgretsalderen gav nu ikke nogen væsentlig forskydning mellem partiernes resultater i Husby. Antallet af afgivne stemmer ved de to valg var nogenlunde ens. Det tyder på, at mange af de nye vælgere ikke har udnyttet deres stemmeret. 

Mange af sognets land- og løsarbejdere samlede sig i Husby Landarbejderforening. Landarbejderforeningen var starten på det, der senere blev til DASF-Dansk Arbejdsmands og Specialarbejderforbund. Senere blev DASF til SID, og i dag hedder fagforeningen 3F. Husby Landarbejderforening havde nok at kæmpe for, men lagde også vægt på sociale sammenkomster og fester. Søndag den 13. juni 1920 afholdt foreningen i Husby Forsamlingshus fest med oplæsning og bal.

Situationen var ganske barsk for sognets underklasse, ligesom den var i resten af landet. Underklassen på landet optrådte hyppigere på fattiglisterne end på valglisterne. På grund af det sæsonprægede landarbejde, var landarbejderne i lange perioder henvist til at leve tæt på eller under fattigdoms- og sultegrænserne. Hvis de modtog offentlig fattighjælp mistede de deres borgerlige og politiske rettigheder, blandt andet mistede de stemmeretten. 

I Husby Sogn var der flere steder fattighuse eller kommunehuse, blandt andet husker jeg et i Sibirien og et i Lillegade. Det sidste er nu revet ned. Ansatte funktionærer på Wedellsborg kunne når de blev syge og gamle finde bolig i godsets friboliger og stiftelseshuse. Mindst to eksisterer bygningsmæssigt endnu. Et på Husby Storegade og et på Tybrindvej.

Helt op i min skoletid var sognets politiske og sociale skillelinjer synlige både i skolen, i arbejdslivet og i det sociale liv. 

I maj måned blev unge mænd fra Husby uanset sociale, økonomiske og politiske forskelle gennem avisbekendtgørelser indkaldt til session for at få vurderet deres egnethed til militærtjeneste. Unge mænd fra Husby født i år 1900 eller tidligere skulle stille på Rådhuset i Middelfart den 3. juni 1920. I bekendtgørelsen om sessionstidspunktet stod der meget prosaisk, at de unge mænd skulle møde renvaskede og i propert tøj. 

Jeg har også været på session i Middelfart. Det foregik på Hotel Melfar. Dengang fik vi ikke skriftlig besked om at stille renskurede og i helt og rent tøj. Det var i løbet af 1960´erne blevet en helt naturlig ting i takt med, at der også på landet var blevet indlagt vand og etableret badeværelser med toilet og bad. I forsvaret mødtes landets unge mænd dengang til et fælleskab på tværs af herkomst, status og uddannelse, ligesom de mødtes i folkeskolen og folkekirken. I dag er det ikke længere sådan, at de fleste unge mødes på tværs i forpligtende fællesskaber i 3 F, altså i folkeskolen, i folkekirken og i forsvaret. Hvad denne udvikling betyder for de unges empatiske evner og evner til at indgå i samfundsmæssige forpligtende fællesskaber, kan vi hver især kun gisne om.

Mestergris 

Men hvad var det for noget om en mestergris, jeg i indledningen nævnte, jeg ville komme ind på? Udtrykket er nok lidt af en tilsnigelse at bruge om en aftale om salg af tobak. Men først må jeg lige forklare, hvad udtrykket mestergris dækker over.

Udtrykket mestergris bruges, når nogle håndværksmestre eller nogle handlende indgår en indbyrdes prisaftale og dermed sætter den indbyrdes konkurrence ud af kraft. 

Helt sådan var det ikke, men dog alligevel noget der lignede, da Husby Tobaksavlerforenings 42 medlemmer holdt møde i maj om salgssituationen for den oplagrede tobak. De blev enige om, at de alle skulle vente med at sælge i håb om senere at opnå bedre priser for tobakken.

Jo, det er rigtigt nok, at der med udgangspunkt i knapheden på importvarer under og lige efter verdenskrigen blev dyrket tobak i Husby og omegn. I min barndom kunne man stadig se nogle af tørreladerne rundt om i sognet. Jeg mener, at der blandt andet endnu stod en i Eskør, men dog på det tidspunkt anvendt til andre formål end tobak. 

Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage

I 1920 var Genforeningen og det sønderjyske spørgsmål meget nærværende for børn og voksne i Husby. På Valdemarsdag den 15. juni var eleverne fra Husby Skole sammen med lærerne og en del af elevernes forældre på udflugt til parken ved Wedellsborg. Førstelærer Jensen fortalte om Sønderjyllands historie og nogle særlige træk fra de to slesvigske krige, som var blevet oplevet af krigsdeltagere fra Husby.

Efter foredraget sang forsamlingen nobelpristageren Henrik Pontoppidans sang ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage." Velvidende afstemningsresultatet om tilhørsforholdet for Sønderjylland den 10. februar 1920 har der nok været en særlig jubel og stor indleven i sangen, da forsamlingen sang ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage: en røvet datter, dybt begrædt er kommen frelst tilbage." 

I forbindelse med genforeningsdagen den 10. juli 1920, hvor Christian den Tiende for første gang red over grænsen ind i Sønderjylland ved Taps syd for Kolding, arrangerede de fire politiske vælgerforeninger i Husby en fælles genforeningsfest. Ved festen talt førstelærer Jensen igen om Sønderjylland, der som et fraværende barn nu var vendt tilbage til moderfavnen. 

Interessen for Sønderjylland blev yderligere styrket, da sognepræst pastor Wolff, som tidligere fortalt, rejste til Sønderjylland for i et sogn der at udfylde et tomrum efter en fraflyttet tysksindet præst.

Den store interesse for Sønderjylland førte også til, at Husby Skole sidst i juli måned arrangerede en udflugt for skolebørn, lærere og forældre til Sønderborg og Dybbøl. Udflugten foregik over Lillebælt med dampskib med afgang fra den dengang forholdsvis nye Wedellsborg Havn ved Rørdam. Et havneanlæg der nu er næsten totalt nedbrudt, men som jeg da heldigvis har oplevet at være så nogenlunde intakt, at vi i min ungdomstid i Husby kunne springe i fra molen, når vi om sommeren var ude at bade.

Det med at alle Husby Skoles elever var på en årlig udflugt, husker jeg godt fra min skoletid i 1960´erne. Vi var i Zoologisk Have i Odense transporteret af forældre, der selv havde egen bil. Tydeligst står en tur til Ribe. Først blev vi transporteret til Ejby Station. Så i togvogn til Ribe med skift i Bramming. Ribe Domkirke med stormflodsmærket og udsigten fra tårnet ned i en storkerede står stærkt i min erindring, sammen med Dagmarstatuen på Riberhus Slotsbanke og sejladsen ud til Kammerslusen.

Vi var også engang med tog til Ry, hvorfra vi sejlede over til Himmelbjerget. Derfra husker jeg den flotte udsigt og et uheld vores nabopige Jonna var ude for oppe på toppen af Himmelbjerget. Vi spillede rundbold, og bolden begyndte at trille ned ad en stejl skrænt. Jonna løb efter og måtte stoppe ved at sætte armen mod et træ med det resultat, at hun brækkede armen. 

Krigsskuepladsen ved Dybbøl Skanser besøgte vi også på en spændende tur, hvor vi kørte med tog til Sønderborg og gik fra banegården ud i skanserne.

Ikke så god, som man undertiden ser den

Høsten 1920 blev udfordret af et voldsom uvejr, der den 6. august trak ind over Wedellsborghalvøen. Det bevirkede, at korn og roer på de lavere jorder stod under vand. Ikke bare planteafgrøderne blev påvirket af uvejret. På Jens P. Petersens mark i Sdr. Åby blev to køer dræbt af lynnedslag.

Alligevel berettes der 5 dage efter, at hvedehøsten er begyndt. Vurderingen af høstudbyttet angives på landmandsmanér. ”Hvedehøsten er begyndt. Den er gennemgående god i år, men dog ikke så god, som man undertiden ser den.” 

Som bekendt er landbrugene ikke kun udsat for skader fra vejr og vind. Sygdomme kan også køre deres indhug i udbyttet. I november 1920 fik gårdejer Søren Nielsen i Husby konstateret mund- og klovsyge i hans kvægbesætning. Udbruddet af mund- og klovsyge var konstateret flere steder på Fyn, blandt andet i Nr. Åby og flere steder på Nordfyn. 

Mund- og klovsyge er en virussygdom, der kan ramme alle klovbærende dyr. Mund- og klovsyge anses som en meget væsentlig sygdom, selvom sygdomsforløbet sjældent er med dødelig udgang. Grunden til at mund- og klovsyge alligevel tages meget alvorligt er, at der i kølvandet på sygdomsudbrud er meget store produktionstab, f.eks. tabt mælkeproduktion, yverbetændelse og nedsat vækst.

Mund- og klovsygevirus er meget smitsom og kan overføres ved kontakt klovdyr imellem, ligesom mennesker eller trækfugle kan være smittebærere. Endvidere kan der ske luftbåren smitte over store afstande. Udbruddet hos Søren Nielsen i Husby blev derfor taget meget alvorligt. Politikammeret i Middelfart beordrede etablering af lokal afspærring omfattende hele Husby By og i en afstand af 5 kilometer fra Søren Nielsens gård. Hunde skulle holdes bundne eller føres i snor. 

Husbyborgerne skulle altså i 1920 forholde sig til en meget smitsom verdensomspændende pandemi, nemlig den spanske syge. Samtidig  måtte de forholde sig til en særdeles smitsom kvægsygdom, mund- og klovsyge. På dette område kan vi i nutiden meget godt forestille os, hvordan borgerne i Husby må have haft det både praktisk og emotionelt.

Kulturen 

Som tidligere nævnt var der i Husby i 1920 et blomstrende forenings- og foredragsliv. Jeg slutter min fortælling om hverdagslivet i Husby i 1920 med nogle få eksempler på, hvordan årets kulturliv udfoldede sig. 

I september afholdt Husby Sogns Ungdomsforening en høstfest, som blev indledt med et foredrag af højskolelærer Buch fra Askov Højskole. Der berettes ikke noget om, hvad han talte om. Mit bud er Sønderjylland og de slesvigske krig. Aftenen blev afsluttet med dans. 

En uges tid efter ungdomsforeningens høstfest afholdt Husby Foredragsforening efterårsmøde. Taler var pastor Schovsboe fra Nørre Åby. Han anbefalede tilhørerne ”nu i den kommende vinter i mørkningstimerne at samle de unge og børnene og fortælle om det, de selv havde oplevet”. En anbefaling som jeg uanset årstid kan tilslutte mig, og som hermed er givet videre.

I oktober måned 1920 var der i Niels Bangs Hus i Kongensgade i Odense en udstilling af en snes af Folmer Bonnéns malerier. Jeg forestiller mig, at der ikke var mange fra lokalområdet, der tog til Odense for at gå på maleriudstilling. Ikke desto mindre var det dog en kulturel aktivitet, der i gennem mange år foregik på egnen.

Kunstmaleren Folmer Bonnén havde købt den tidligere birkedommerbolig ved Kællingebjerg og residerede her hvert år med sin familie adskillige måneder hver sommer. Han brugte blandt andet tiden til at male billeder fra Kællingebjerg og omegnen. 

Anmelderen af Bonnéns udstilling i Odense løb helt over i superlativer over de udstillede malerier. Læs blot følgende lille udsnit af anmeldelsen. ”Der er navnlig her udsigten fra Kællingebjerg over landskabet med Toftegård og andre gårde og med skoven i baggrunden. Den lige nedgåede sol får endnu himlen til at gløde, og over det hele hviler der en stemning af fynsk sommer.” Så kan det da vist ikke blive mere romantisk.

Midt i oktober måned afholdt Husby Sangforening en festlighed, hvor der synges et stort antal sange. 

Der var på dette tidspunkt ikke mange i Husby, der havde uddannelse udover landsbyskolen. Hvert år var der en enkelt eller to, der kom på højskole med tilskud fra Amtsrådet. I november 1920 besluttede to lærere ved Husby Skole derfor at råde bod på manglen på uddannelse. Lærerne oprettede aftenskoleundervisning på skolen to aftener om ugen. Umiddelbart syntes jeg, det må have været noget af et vovestykke. I aftenskole efter mange timers hårdt arbejde, der startede meget tidligt om morgenen. Det kunne nok få en og anden til at sidde og nikke på skolebænken. Men mine betænkeligheder blev gjort til skamme.

Aftenskolen blev en drønende succes. De må have kunnet noget særligt de lærere. Aftenskolen fik 21 elever. Imponerende! 

Det store i det små 

Hermed slutter min fortælling om livet i Husby 1920. Årets gang vekslede mellem hverdagenes trummerum, glade dage og ulykkelige dage. Helt som livet er. 

Jeg synes, det er spændende gennem almindelige menneskers hverdagshistorie at blive klogere på det større historiske billede og på den udvikling, vores samfund med raketfart har taget gennem de sidste 100 år. Hvordan vi alle, om vi vil det eller ej, er en del af den store vide verden og er afhængige af små og store påvirkninger, der kommer til os udefra. 

Når luppen sættes på et lille samfund, er der mulighed for at se de store historiske linjer i det små. Og hverdagens små historier medvirker til at give en større indsigt og forståelse for de større historiske og samfundsmæssige linjer. Tak for tålmodigheden!

En blomstersmykket ungmø - et digt om livet på Kællingebjerg 1920

Det her afbillede digt om Wedellsborgegnen er skrevet af kunstmaleren Folmer Bonnén (1885-1960). Han var elev af den berømte maler Kristian Zahrtmann. Bonnén oprettede selv en malerskole, hvor han blandt andre uddannede Hans Scherfig. 

Bonnéns studierejser i Europa og hæder fra Tyskland øgede hans interesse for det ideale ariske menneske. Den 1. april 1940 meldte han sig ind i nazipartiet. Han var kortvarigt medlem. I august 1945 blev han indsat i Vestre Fængsel efter en anmeldelse for stikkeri. Her sad han i tre måneder og blev ikke dømt. 

Bonnèns sommerbolig var Wedellsborg Birks tidligere birkedommerbolig Kællingebjerg mellem Ruerne og Hygind Torp nær vejen mellem Husby og Ejby. Her opholdt han sig med familie i hele sommerhalvåret, nogle år helt hen til omkring nytårstide. På Kællingebjerg holdt Folmer Bonnén og hans kone Hildur Svane åbent hus og store animerede fester for malere og kunstnervenner. Resten af året opholdt familien sig på Christianshavn, hvor døtrene Tone og Guri gik på Christianshavns Døtreskole. 

Tone Bonnén slægtede forældrene på. Hele sit liv var hun et meget vidtfavnende, festligt, gavmildt, kreativt og musisk menneske, der bramfrit behandlede alle mennesker ens, hvad enten det var aviskonen eller direktøren, hvilket i allerhøjeste grad kom til udtryk i hendes kostumekunst og i hendes ledelse af TV-Teatrets kostumeafdeling. 

I 1981 udgav forfatteren Suzanne Brøgger portrætdigtet ”Tone”, en hyldest til hattemageren, kostumieren og livskunstneren Tone Bonnén (1914-1980). "Tone" er mange bøger på en gang. I virkeligheden er det et stort digt. Skrevet i en meget moderne versform. Men det er også en roman, en fortælling om farverige mennesker og en farverig periode. Og så er der tale om en biografi. For "Tone" er fortællingen om kunstneren, livsnyderen og DR's kostumechef, Tone Bonnén. Suzanne Brøggers digt fortæller om Tones barndom og ungdom, om kærlighed og ægteskaber og utallige muntre timer med unge mænd, - og det er fortællingen om Tones sygdom og død. Om den Tone der hvert år i mange sommermåneder i sin barndom og spæde ungdom med udgangspunkt i Kællingebjerg fik lov til at udfolde sig frit i, feste i og nyde godt af det landskab, hendes far beskrev i sit digt fra 1920.

Guri Bonnén blev journalist og forfatter. Hun blev i 1931 gift med digteren Jens August Schade, og de fik i 1935 sønnen Virtus. Virtus Schade blev senere en kendt og kontroversiel digter, journalist og kunstkritiker.

Gram i hu

I Danmark er vi gennem tiderne blevet udsat for både skidt og kanel fra USA. Forhåbentlig evner vi som borgere også fremover at sortere skidt fra kanel. 

Stormen på Kongressen 6. januar 2021 var et lavpunkt i USA´s politiske historie. Et militant og ekstremistisk antidemokratisk udtryk. Desværre har vi i Danmark i de senere måneder oplevet tilsvarende om ikke så voldelige udtryk. Udtryk fremsat i misforståelse af vores demokratiske ytringsret og misforståelse af sammenhængen mellem samfundsmæssige forpligtende fællesskaber og muligheden for individuel frihed og udfoldelsestrang. 

En dukke forestillende statsminister Mette Frederiksen blev lørdag aften den 23.1.2021 hængt op i en lygtepæl og brændt af i forbindelse med en ”Men in Black” demonstration i København mod coronarestriktioner. På dukken hang et skilt med udsagnet ”Hun må og skal aflives”! 

Ved en demonstration i november 2020 blev der på en traktor fremført en plakat med et billede af statsministeren og lederne af regeringens støttepartier iklædt brune skjorter og skråremme. 

Begge eksempler er usmagelige og langt ud over det acceptable i et land med en værdi om, at demokrati indebærer gensidig respekt mellem uenige parter. Helt utilbørligt bliver det, når nogle, der kalder sig demokratiets fjerde magt, i ordbilleder udmaler samme budskab som nævnte billede. Det statsstøttede Jydske Vestkysten har flere gange påduttet os sagesløse abonnenter sådanne usmagelige ordbilleder. Det gør mig gram i hu.

Redaktør Peter Orry startede på lederplads den 20. januar 2021 med at skrive, at ”det er tid at gøre op med det totalitære islæt i statens beføjelser over for danskerne under en pandemi”. Synspunktet blev den 22. januar fulgt op af lederskribent Peter Gram med den uhyrlige påstand, at vi ”hos statsminister Mette Frederiksen (har) oplevet tendenser til totalitær tænkning.”

Det er altså en lovlig valgt regering og statsminister, lederskribenterne efter – må man formode grundige overvejelser – omtaler med samme budskab som billedet på traktoren. I følge Nudansk Ordbog betyder ordet ”totalitær”, at ”én person eller ét politisk parti styrer og regerer alle vigtige samfundsanliggender”. Vi har altså lige nu en mindretalsregering, der kun kan regere på et af befolkningen sammensat folketingsflertal. Det er langt fra et totalitært system. 

Uanset holdning til håndtering af coronakrisen og uanset politiske holdninger i øvrigt bør alle demokratisk tænkende borgere tage afstand fra sådanne ekstremistiske ytringer, lige meget om de er i gerninger, billeder eller ordbilleder. Alt andet end at sige fra er benzin på et antidemokratisk bål. 

Jeg for mit vedkommende finder det i øvrigt vigtigt, at vi alle i den nuværende situation viser samfunds- og medmenneskesind ved at overholde de restriktioner, der er udmeldt for at beskytte os alle sammen og først og fremmest vore svageste medborgere. 

I et moderne samfund er vi gensidigt afhængige af hinanden. Vi er alle udspændt mellem et behov for at tilhøre fællesskabet og et behov for at kunne udfolde vor egen individualitet. Dette synspunkt er udtrykt næsten enslydende af et par tidligere statsministre. 

Poul Nyrup Rasmussen har udtalt, at ”individualitet og fællesskab ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden”. Anders Fogh Rasmussen har formuleret det på følgende måde. “Lad os stå sammen om et samfund, hvor der er frihed til forskellighed. Og et samfund, hvor der er et stærkt fællesskab om grundlæggende værdier. Et Danmark som ikke blot har en stærk konkurrencekraft. Men også en stærk sammenhængskraft.”