Når skæbnen griber ind

Det var en aften som i aften. En lun sommeraften en af de sidste dage i juli. Men vi skal 56 år tilbage. Tilbage til det herostratisk berømte år, 1968. Året hvor alt var i opbrud. Og vi skal tilbage til Husby. En aften hvor jeg tumlede med et mylder af tanker. Hvordan skulle jeg finde den rette vej?

I den lune sommeraften gik jeg op ad Skræppedalsvej, fra Holen op mod Husby. Alt åndede fred og idyl. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen var så småt begyndt at brygge, så bryggesafterne hang tungt over Husby Mose. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. 

Mit hoved var fyldt med myriader af forvirrede tanker. Hvad skulle jeg give mig til efter den i juni 1968 overståede realeksamen. Jeg havde søgt et ufaglært job, men havde fået afslag. Det var nok meget godt med mine ti tommelfingre. Men hvad skulle jeg så? Hvad skulle der blive af mig? Min et år yngre bror Leif, som jeg havde gået i klasse med i alle de foregående 10 år, var rejst hjemmefra som 17-årig. Helt til København for at påbegynde en uddannelse i det hæderkronede Østasiatisk Kompagni, ØK. Nu var jeg alene tilbage. Vidste ikke, hvad vej jeg skulle vælge.

Men så greb tilfældet ind. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde min bror Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia, eller til Handelsskolen i Assens, gik i lære eller fik et arbejde . På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart. Agnete foreslog, at jeg dagen efter skulle tage kontakt til vores skoleinspektør Holger Lund på Ejby Folke- og Realskole for, at han her nogle få dage før det nye skoleårs start skulle lægge nogle gode ord ind for mig overfor rektor Poul Hansen på Vestfyns Gymnasium.

Jeg fulgte Agnetes råd. Holger Lund lagde gode ord ind for mig. Nogle få dage efter startede jeg tre spændende og udviklende år i gymnasiet. Gik efterfølgende i gang med en uddannelse til lærer på Kolding Seminarium. Fik en god og bred pædagogisk og faglig baggrund i adskillige fag. Jeg specialiserede mig i linjefagene historie og geografi. Og har efterfølgende gennem årtier haft spændende jobs, udfordringer og udviklingsmuligheder på flere forskellige poster i uddannelsesverdenen. Både som underviser og administrator. Har haft fantastiske ledere, kolleger, elever og forældre. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte denne vej. Tvært i mod. Jeg har været taknemmelig for alle de gode muligheder, der er blevet mig til del. Til og med fandt jeg på seminariet min nuværende kone. Vi fik en datter, der også er læreruddannet. Jeg kom på rette hylde.

Hvert år på denne tid af året tænker jeg på den lune sommeraften i Husby for mange år siden, hvor tilfældighedernes spil fik mig ind på rette livsbane. Samtidig tænker jeg  på de mange unge nu til dags, der har svært ved at finde ud, hvad vej de skal gå. Først bliver det til et sabbatår. Så to. Og måske endda tre. Nogle kommer ikke rigtig i gang med noget, hverken arbejde eller uddannelse. De er ikke at misunde. Jeg ønsker dem alt det bedste og håber de finde den rette vej for dem.

Ib Hansen tirsdag 30. juli 2024 

Forfatter med rødder i Husby dømt i kriminalretten

Adlerhus

 

Født i Husby Sogn. Efter retssag blev han dømt for fornærmelse af landets højeste embedshavere. 

Det var nu en indirekte snedigt udtænkt dom. Retten dømte ham efter lovens paragraffer om utugtige skrifter og ikke efter paragrafferne om majestætsfornærmelse og ærekrænkelser. Det var der en særlig grund til. Den vender vi tilbage til. 

Det var grove sager delinkventen diverterede sine læsere med. Her er et eksempel på hans omtale af de højeste personer i det danske samfund:

" Jeg ler ad hver en dosmerpande,

i hvilken kjole han end går;

om han regerer folk og lande,

om han på talerstolen står;

Jeg ler ad alle Jordens narre,

og ingen for min spot går fri,

men mest jeg ler ad dem, som parre 

med dumhed pral og skryderi...."

Frederik Julius Schaldemose
(Født på Wedellsborgs i Adlerhus den 15. februar 1783, død i København 70 år gammel 22. februar 1853)

Prikkeltorne

Det er forfatteren Frederik Julius Schaldemose, der har skrevet dette beske udfald mod kongen. Han blev født i Adlerhus ved Wedellsborg i Husby i 1783. Han kom flere gange i retten for sine krasse udfald mod samfundets magthavere. Schaldemose udgav et ugeblad under titlen "Prikkeltorne". Ovennævnte er hentet fra et nummer af "Prikkeltorne."

Så godt som hvert nummer af "Prikkeltorne" indeholdt drastiske angreb mod kongerne Christian den Ottende (1839-1848) og Frederik den Syven­de (1848-1863), mod ledende politikere og forfattere som Carl Ploug og Grundtvig, mod rigsdagsbønderne, men frem for alt imod kvinden Frederik den Syvende giftede sig med til ventre hånd, grevinde Danner og hendes tidligere elsker Carl Berling, »Trykkeren«, som nu havde en høj hofstil­ling hos Kongen, bl.a. som kammerherre.

Grevinde Danner og Frederik den Syvende

Det var grove og slibrige udsagn Schaldemose fremsatte i sine smædeviser i "Prikkeltorne" om grevinde Danner, Frederik den Syvende og grundlæggeren af Berlingske Tidende Carl Berling. Her er et eksempel:

"...Og nu en sang om en figurantinde,

som blev gjort om til en nådig grevinde

ved hjælp af to lægge, to lår og en brand,

som nærmest forplumret en højheds forstand..."

Dømt ved Københavns Criminal- og Politiet

Schaldemose blev indbragt for den dengang nye domstol Kjøbenhavns Criminal- og Politiret, som ved dom af 18. novem­ber 1851 uden anden begrundelse end den tomme, at Schaldemose ved det utugtige indhold i sine skrifter havde forset sig imod § 8 om utugtige skrifter i "Lov om Pressens Brug" af 3. januar 1851. Retten idømte ham en bøde på 200 Rd. og konfiskerede det relevante nummer af "Prikkeltorne". Det var snedigt af anklagemyndigheden at vælge denne paragraf i stedet for for eksempel samme lovs paragraf om majestætsfornærmelse (rettet mod Frederik den Syvende) og lovens paragraf om ærekrænkelse (rettet mod grevinde Danner). Havde anklagemyndigheden valgt disse paragraffer havde den jo gået Schaldemoses ærinde og havde erkendt, at versene kunne udlægges som rettet mod Frederik den Syvende og Grevinde Danner. Senere samme år fik Schaldemose endnu en dom for sine efter rettens forklaring utugtige skrifter.

Domsakterne nævner ikke, om bøderne blev betalt eller afsonet, men da Schaldemose ved sin død mindre end et år efter intet ejede, har han forment­lig afsonet bøderne. Ifølge anordning af 16. november 1836 omsattes uafsonede bøder til fængsel på vand og brød.

Retssagerne mod Schaldemose medførte, at konge- og systemtro kredse gav ham det lidet flatterende øgenavn Skurkemose. Men hvem var Frederik Julius Schaldemose egentlig?

Frederik Julius Schaldemose

Frederik Schaldemose blev som nævnt født på i Adlerhus i 1783. Hans forældre var skovrider på Wedellsborg Niels Schaldemose (1743-1789) og hustru Cathrine Marie født Smidt (1756-99).

Den unge Schaldemose tog studentereksamen i Horsens og tog efterfølgende flere andre eksamener. Under Napoleonskrigene (1803-1815) deltog han som sekondløjtnant i Landeværnet. I 1808 blev Schaldemose under en sejlads mellem Århus og Kalundborg taget til fange af englænderne. 

Det engelske skib, hvor han blev holdt fanget, drev under en storm ind på den hollandske kyst. Det lykkedes ham under skibets ophold i Holland at undslippe. Han gik i hollandsk militærtjeneste, men skiftede senere til et sekretærjob for en fransk efterretningsofficer, som han fulgte under flere spionrejser rundt i Europa. Disse rejser og hans videre studier gav ham gode og mangfoldige sprogkundskaber og omverdensforståelse, som han fik stor nytte af efter han vendte hjem til Danmark i 1812.

I første omgang indtrådte han igen som sekondløjtnant i hæren. Senere blev han adjunkt på Nykøbing Falster Katedralskole.

Schaldemose udnyttede sine sproglige talenter som forfatter og oversætter. Blandt mange oversættelsesarbejder har han oversat Goethe og Walter Scott til dansk. Senere tog han forskellige jobs udenfor den akademiske verden og begyndte at udgive sin ugeskrifter med smædeviser for at tjene penge. Det blev disse viser, der ødelagde hans ry som oversætter og forfatter. 

"Prikkeltorne"

I bogen "Konger, krigere og andet godtfolk. Ti historiske retssager" har Peter Garde, tidligere dommer ved Retten i Hillerød dog betegnet ham som "en mand af et ikke ringe format i den danske litterære verden i tiden 1825 - 1850". Peter Garde mener for øvrigt, at Schaldemoses eventyrlyst og mange rejser rundt i Europa har givet ham en robust og kamplysten livsholdning. En kamplyst der måske har givet sig udslag i hans lyst til at sætte sig op mod og drive gæk med hans samtids autoriteter.

Det tror jeg, der kan være noget om. Men måske har hans rødder i den fynske muld i en egn med stovte og stærke ege- og bøgetræer, født ind i en skovmandsfamilie og med en barndom i et lokalsamfund, hvor faderens arbejdsgivere stadig efter demokratiets indførelse 5. juni 1849 blev omtalt som "nådigherren" og "nådigfruen" også sat sit præg på hans seje og stridbare sind. Hvem ved? Sjovt er det for øvrigt, at både Schaldemose og digteren Lars Clausen har haft deres gang i og ved Adlerhus.

Ib Hansen 26. juli 2024

Folkeskolens hovedopgave

Skolen ”må (...) for det første ikke gøre oplysning

eller sig selv men livets tarv til sit øjemed” 

(N.F.S.Grundtvig. 1838)

Skal vi fortsat have en folkeskole for folket? En folkeskole der forbereder til livet og ikke kun til videre uddannelse og beskæftigelse? En skole der udover forberedelse til livet også har en værdi i sig selv, mens eleverne opholder sig der?

I de senere år er det, som om mange - og herunder mange politikere - har glemt, at folkeskolen ikke kun er til for at skabe nytteværdi og forberede til arbejdsmarkedet. Og mange mener, det er nok, når folkeskolen lærer eleverne at lære og selv søge information, når de har brug for specifikke fakta eller oplysninger. 

Det synes jeg er meget uheldigt demokratisk, dannelsesmæsigt og læringsmæssigt. På sigt er denne udvikling meget skadelig i forhold til vores danske model for samfundsmæssig udvikling, demokrati og velfærd. Mens man lærer noget, og når man har lært noget, får man en holdning baseret på viden og indsigt. De enkelte elever former sig hver på sin måde med viden, holdninger, evne til at søge fortsat viden samt får lyst og evne til stillingtagen. Med andre ord de medborgerlige egenskaber, der er en forudsætning for deltagelse i og medvirken til udvikling af demokratiet.

                                                

Andreas Schleicher er ansvarlig for OECD´s uddannelsessektion

Måske sætter jeg det for skarpt op, men jeg tror det ikke. De seneste tiår  har fremfor basis i dansk, skandinavisk og europæisk pædagogik været præget af  kiggen mod angelsaksisk pædagogik. En pædagogik præget af ensidig fokus på uddannelsernes nytteværdi og udvikling af evnen til først at søge viden og fakta, når man har brug for det. Denne udvikling har været stærkt supporteret af økonomiske internationale  organisationer som for eksempel OECD og EU. Organisationer der ser uddannelserne som værktøjer i den internationale økonomiske konkurrence landene imellem.

Resultaterne ser man nu. Denne ensidige fokusering har i Danmark og mange andre lande i vores vestlige fællesskab ført til en verden præget af mangel på generel helhedsviden, uvidenhed om og accept af stærkt stigende ulighed, generel benægtelse af fakta, benægtelse af menneskeskabte klimaproblemer, vaccinationsforskrækkelse, fake news og holdninger om, at det at have en mening har forret frem for at have en mening baseret på viden og indsigt. Det er dræbende for den vestlige verdens demokratier. Vi ser konsekvenserne i for eksempel Tyskland, i Italien, i Frankrig og i USA, hvor yderligtgående kræfter truer demokratiet og en verdensorden med samarbejde landene i mellem.  

Konkurrencestaten kapper rødderne

”Oplysning har jeg næppe så godt greb på,

som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så 

oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og

oplyser jeg på engang”(Kristen Kold. 1866)

Når politikerne så ensidigt fokuserer på udviklingen af en konkurrencestat og så drastisk kapper rødderne til de traditioner, der er unikt danske, så spiller de hasard med vores fremtid. Politikere fra begge sider af det politiske spektrum er i disse år i færd med at kappe de rødder over, som skal give den fornødne indsigt, energi, vilje og folkelige medejerskab til den udvikling og omstilling, som det danske samfund nødvendigvis må gennemleve for at kunne leve op til nutidens og fremtidens udfordringer. 

Hvis vi som en lille nation blot tilpasser os og kopierer de modeller, som store nationer og magtfulde internationale økonomiske organisationer som OECD og EU lægger for dagen, så risikerer vi at miste det unikke, der har gjort, at vi som småstat hidtil har klaret os så flot.

Økonomernes ensidige fokusering på det, der kan måles og vejes, og det der har en umiddelbar økonomisk nytteværdi, indsnævrer på en uheldig måde dannelses- og læringspotentialet. Et potentiale vi gennem to århundreder har været gode til at udnytte i Danmark, og som har skabt flotte resultater. I flæng kan jeg blot nævne: et af verdens lykkeligste folkeslag, et af verdens rigeste folkeslag, en af Europas stærkeste økonomier, et af verdens sikreste og tryggeste samfund, verdens bedste retssamfund, et folkeslag med stor vilje og evne til livslang læring med den omstillingsevne, det medfører. Danske elever der ligger i toppen, når det gælder glæde ved at gå i skole, danske elever ligger på eller over gennemsnittet i internationale undersøgelser, når det gælder kundskabs- og færdighedsmæssige resultater. Særligt glædeligt er det, at danske elever i internationale undersøgelser ligger i toppen, når det gælder viden om demokrati og lyst til at medvirke i dette. Det er resultater, der påkræver sig anerkendelse og ikke nedvurdering og desavouering.

Det er vigtigt for et samfund som det danske at have de pædagogiske og samfundsmæssige rødder i orden, hvis disse resultater skal bevares og udbygges.

Demokratiets fundament

"Børnene ejer sig selv og skal vurderes som

selvstændige individer med ret til kærlighed,

tryghed og anerkendelse" 

(Peter Sabroe o. 1910)

Folketingspolitikeren Peter Sabroe har i ovenstående citat fra omkring 1910 udtrykt præcist, hvad der bør være folkeskolens fundament. Mens børnene er i skolen, skal skolen have en værdi i sig selv og ikke kun ses som en forberedelse til noget senere. Sabroes tilgang til børnelivet blev efter 2. Verdenskrig fulgt op af Hal Kock, der formulerede synspunktet om demokrati som livsform. Det er denne tilgang, vi skal værne om i folkeskolen, i samfundet og i vores europæiske og internationale kontekster. 

”Demokrati er derfor en livsform. Man 

tilegner sig den ved at leve den igennem

sit privatliv - i forhold til familie, naboer

og foreningsliv. Det bliver en tankegang

- en holdning, der gennem hele livet udmøntes

ved handling og gennemstrømmer samfundet". 

(Hal Kock. 1945) 

Sammenhængen mellem holdninger baseret på viden og ens tilgang til sine medmennesker, medborgere og omverdenen er på smukkeste vis udtrykt af den franske forfatter og filosof Albert Camus:

”Den ondskab, der findes i verden stammer

næsten altid fra uvidenhed, og den gode 

vilje kan afstedkomme lige så megen fortræd 

som den onde, dersom den ikke ved bedre 

besked. Menneskene er snarere gode end slette,

og i virkeligheden er det slet ikke der, spørgsmålet

ligger. Men de er mere eller mindre uvidende, og

her er det man kan skelne mellem dyd og last,

idet den mest fortvivlende last er den uvidenhed,

der tror at vide alt, og som tager sig ret til at dræbe.”

(Albert Camus. 1947)

Lad mig slutte dette synspunkt med at  præsentere tre citater, der står centralt for mig i forhold til det, der bør karakterisere en folkeskole for folket i et land med folkestyre. 

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne 

opfylde sit medborgerlige ansvar” 

(Julius Bomholt. 1953)

"Skolens hovedopgave er at give eleverne del

i den oplysning om deres tilværelse og den 

verden, der er givet med vor kulturoverlevering.

Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde 

med med fortælling for at ende med stillingtagen".

(K. E. Løgstrup. 1981)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en

egen mening om historien og alt andet, men man

kan ikke danne meninger i en tom hjerne.

Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer

og intet menneske i verden kan blande sig i den”.

(Frank McCourts roman ”Angelas aske”. 1996)

Ib Hansen juli 2024

Jeg havde en drøm - den bristede

De røde valmuer symboliserer respekt, ære og håb om fred. Det skyldes, at valmuen vokser vildt på Første Verdenskrigs blodige slagmarker i Flandern i Belgien. Valmuen har siden Første Verdenskrig symboliseret krigens mange ofre. 

Idealer, håb og bristede drømme. Det er temaet i den følgende sangfortælling om min ungdomstids drømme, og hvordan det efterfølgende er gået med drømmene. En sangfortælling primært baseret på politisk musik og sange optaget i Højskolesangbogen. 

Jeg er ikke et særligt religiøst menneske, men vil nok betegne mig som agnostiker. Alligevel vil jeg starte denne sangfortælling om mine bristede drømme med et bibelcitat. Et citat fra Ezekiels bog, kapitel 12, vers 1-2:

"Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."

Omvæltning og dannelse

Jeg er en 1968´er. Gik i gymnasiet fra 1968 til 1971. Så filmen fra Woodstockfestivalen 1969 samme år i Dagmarbiografen i København. Deltog i Det Nye Samfunds Thylejr i 1970 og den første Roskildefestival i 1971. Det var år, hvor ungdommen drømte om et opgør med de gale mekanismer, der tidligere har ført og stadig fører menneskeheden ud i ødelæggende krige, rygende uretfærdighed og uforståelige fordomme og stigmatisering af mennesker, der er anderledes eller tænker anderledes end en selv. 

Vi fulgte levende med i Vietnamkrigen, Seksdageskrigen, foråret i Prag og kampen mod apartheid i Sydafrika. Erich Remarques "Intet nyt fra Vestfronten" om Første Verdenskrigs bestialitet var og er en af mine yndlingsbøger. Og Albert Camus "Pesten" der handler om, hvad der sker med mennesker i en situation, hvor friheden tages fra dem. Romanen foregår i den gamle franske koloni Algeriet, men er skrevet med inspiration i den tyske besættelse af Frankrig. På en af de sidste sider i romanen beskriver Camus tydeligt, hvordan det var at leve med besættelsens og krigens gru, og hvad det gør ved mennesket: "...at vi nogensinde havde oplevet denne afsindige verden, hvor det var lige så almindeligt at slå et menneske ihjel som at slå en flue ihjel, dette velordnede barbari, denne beregnende afsindighed..."

Det var også Albert Camus, der engang udtalte disse vise ord: "Et menneske uden etik er som et vildt dyr tabt for denne verden". Hvor har vi dog mange vilde-dyrs mennesker i verden. Da jeg blev lærer, var det blandt andet fordi, jeg troede på, at oplysning, uddannelse og dannelse var svaret på udfordringen med manglende viden og etik. Det tror jeg stadig på, men de politiske beslutninger nu til dags i forhold til uddannelsesverdenen reducerer uddannelse til noget brugsnyttigt og nedprioriterer oplysning og dannelse. Det er det, vi nu ser resultaterne af, ikke bare i Danmark men i hele verden. I den vestlige verden er det den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der i høj grad har præget rammerne for medlemslandenes uddannelsespolitik. Men det betyder, at vi mangler øjne, der ser, og ører der lytter. Disse samfundsmæssige udfordringer gjorde mig også politisk aktiv.

Vores drømme var ikke alene, at krig og uretfærdighed måtte høre op. Den Kolde Krigs skarpe konfrontatoriske fronter måtte ophøre. Vi drømte om at bekæmpe miljøforurening, bevare naturen på naturens egne præmisser og skabe lige og gode livs- og bomuligheder for alle mennesker.

EU-valget blev dråben

Resultatet af EU-valget var den sidste dråbe, der fik mit bæger fyldt med bristede drømme til at flyde over. Valget blev generelt et europæisk kæmpeskred i retning af partier, der ikke vil hjælpe Ukraine mod den russiske aggression og ikke vil gøre noget ved klimatruslen og ødelæggelsen af naturen. Samtidig har vi i Danmark oplevet et forår, hvor vi Danmark må konstatere, at vores indre farvande er ved at blive kvalt af alger, det såkaldte "fedtemøg". "Fedtemøg" er et resultat af udvaskning og udledning af nærings- og giftstoffer og generelt manglende respekt for naturens fine balancer. Der er ikke noget nyt i denne situation. Problemet har ligesom klimaforværringen været kendt i mange årtier, men uden at der er blevet gjort noget ved det. Da jeg var ung blev dem, der gik op i den slags ting kaldt for "miljøaber." Nu bliver de af nogle af de folkevalgte kaldt "klimatosser."

I dele af Tyskland står det højreradikale parti AfD til at få op mod en tredjedel af stemmerne. I USA ser det ud til, at Trump igen kan blive præsident. Den krigsgale præsident Putin fra Rusland og Nordkoreas Kim il-Jung har indgået en alliance, der truer verdensfreden. Kinas Xi Jinping rasler med sablerne i Det Østkinesiske Hav og Det Sydkinesiske Hav. Alt dette til trods var de mest markante indslag i valgkampdebatten op til EU-valget i Danmark diskussion om plasticlåg på drikkevarer. Og regeringen i Danmark giver igen og igen skattelettelser til nogle af samfundets rigeste, mens pensionister og mennesker udenfor arbejdsmarkedet ikke får eller får meget lidt i forhold til de mere økonomisk velfunderede. Personligt og som samfund står vi i dilemmaet mellem ønsket om at leve i fred og ønsket om at leve i frihed og uafhængighed. De seneste år har vist os, at vi er nødt til at kunne forsvare os og stå sammen i EU og NATO.

Men lad os tage fat på nogle af de sange, jeg primært fra Højskolesangbogen har valgt til illustrere, hvad mange i min generation var optaget af i vores ungdom.

"We skal overcome"- Nr. 551 i Højskolesangbogen 

Joan Baez

Alle de ovenfor nævnte ting fik mig til at vende tilbage til min ungdomsmusik for endnu engang at lytte til de advarsler, populærmusikken dengang kom frem med. Nogle af datidens sange er heldigvis nu optaget i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.

Den første sang, jeg vil nævne, er "We shall overcome", nummer 551 i Højskolesangbogen. Den er indspillet af blandt andre Joan Baez i 1963 og Pete Seeger i 1967, men stammer helt tilbage fra 1903, hvor metodistpræsten Albert Findley sammenskrev forskellige versioner af sangen.

"We skal overcome" er en protest mod overmagt og uretfærdighed. Den udtrykker håb om, at de uretfærdigt behandlede snart vil få retten på deres side. Håbet udtrykkes blandt andet i sangens vers 8:

"We shall live in peace, we shall live in peace

We shall live in peace some day.

Oh, deep in my heart I do believe

We shall overcome some day."

Her kommer Joan Baez´ version af "We shall overcome": https://youtu.be/nM39QUiAsoM?feature=shared

"Where have All the Flowers gone" - Nr. 550 i Højskolesangbogen

Anisette Koppel fra Savage Rose

Den næste sang er nr. 550 i Højskolesangbogen. Den blev udødeliggjort af Pete Seeger i 1955. Sangen omhandler væsentlige spørgsmål om krig, solidaritet og personligt ansvar. Pointen er, at der ikke er nogen ende på krigen og historiens gang, medmindre vi tager afstand og lærer af erfaringerne. Det afgørende spørgsmål stilles i sangens slutning. Er vi overhovedet i stand til at lære?

"...And where have all the graveyards gone,

long time passing?

Where have all the graveyards gone,

long time ago?

And where have all the graveyards gone?

Gone to flowers, every one!

When will they ever learn, 

oh when will they ever learn?

Her kommer sangen i Savage Roses udgave fra 1995, hvor den indgik i albummet "Black Angel": 

https://youtu.be/N41_wMZjhJU?feature=shared

"My Dirty Stream"

Her kommer en sang, der ikke er med i Højskolesangbogen. Nu har jeg snydt Pete Seeger i de to første sange, så derfor skal han selvfølgelig nu synge sin sang "My Dirty Stream", også kaldet "The Hudson River Song". Og det er jo også en væsentlig sang at få med, da den sætter fokus på vigtigheden af rene vande.

Allerede i min gymnasietid 1968-1971 var mange i min generation optaget af miljøspørgsmål, kraftigt inspireret af sange som "My Dirty Stream". Langt de fleste i samfundet benægtede på det tidspunkt vigtigheden af at sikre miljø og natur. Det lider vi under i dag, hvor der endda stadig er grupper i samfundet, der bruger betegnelsen "miljøtosser" om mennesker, der ønsker landene og det internationale samfund skal arbejde for at modvirke og forsinke klimaforandringerne og beskytte og forbedre miljø og natur. Pete Seeger lavede sangen i 1966. Den indgik i hans album "God Bless the Grass", hvor alle numrene handler om miljøspørgsmål og fascination af naturen.

"...Well it's Sailing up my dirty stream

Still I love it and I'll dream
That some day, though maybe not this year
My Hudson and my country will run clear."

(Uddrag fra "My Dirty Stream")

Pete Seeger

Her kommer så Pete Seeger selv med "My Dirty Stream":   

   https://youtu.be/FzyYCuY161E?feature=shared

"Blowin´in the Wind" - nr.552 i Højskolesangbogen

 Bob Dylan er blandt andet inspireret af den franske forfatter og filosof Albert Camus.

Bob Dylan er naturligvis kommet med i den seneste udgave af Højskolesangbogen. Hans sang "Blowin´in the Wind" er nr. 552 i sangbogen. 

Dylan var kun 21 år, da han i 1962 indspillede sangen, som først blev udgivet i 1963. Sangen handler om store spørgsmål som retfærdighed, krig og frihed. Selv om sangen - med dens svar om at svarene blaffer i vinden -  ikke giver svar på spørgsmålene, er der i deres karakter en anklage mod det bestående samfund og samfundets magtforhold. Alt for mange lukker øjne og ører for verdens uretfærdigheder. Sangen er en opfordring til at møde disse med et åbent sind og styrke. 

Teksten er et eksempel på, hvordan Dylan anvender bibelsk retorik. Det er her Ezekiels bog, kap. 12, vers 1-2 kommer ind: "Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."

Det bliver i Dylans tekst til "How many ears must one man have" og "How many times can a man turn his head, pretending he just doesn’t see?"

Bob Dylan har som bekendt modtaget Nobelprisen i litteratur, men deltog ikke ved overrækkelsen. Han sendte i stedet en takketale, der blev læst op i forbindelse med overrækkelsen. Heri siger han blandt andet: "...At være nomineret til nobelprisen for litteratur er noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig eller set komme. Fra en tidlig alder har jeg været bekendt med, læst og absorberet værkerne fra de, som har været en sådan ære værdig: Kipling, Shaw, Thomas Mann, Pearl Buck, Albert Camus, Hemingway (...) At jeg nu tilslutter mig navnene på en sådan liste, er der i sandhed ikke ord for..."

Der er da også en reference til Albert Camus i "Blowin´in the Wind". Her er et uddrag fra teksten:

"How many roads must a man walk down
Before you call him a man?
How many seas must a white dove sail
Before she sleeps in the sand?
Yes, and how many times must the cannonballs fly
Before they're forever banned?

The answer, my friend, is blowin' in the wind
The answer is blowin' in the wind"

Omkvædet giver udtryk for den tvivl, vi alle kan have. Får menneskene nogensinde en etik, der kan adskille os fra de vilde dyr? Vil menneskene fortsat lukke øjne og ører for andre menneskers lidelser og den uretfærdighed, de bliver udsat for? Vores drømme kan ind i mellem briste, da svarene er tvivlsomme og blæser i vinden! 

Her kommer en henvisning til et link, hvor Bob Dylan spiller og synger "Blowin´in the Wind":

 https://youtu.be/MMFj8uDubsE?feature=shared

Kringsatt av fiender - nummer 201 i Højskolesangbogen 

Nordahl Grieg

En Højskolesangbogens mest gribende sange er nr. 201, Nordahl Griegs "Kringsatt av fiender". Sangen skrev Grieg i 1936 i protest mod fascismens og nazismens fremmarch i Europa. Han havde god grund til at være urolig. 

Nordahl Grieg havde sit udgangspunkt i pacifismen, men efter sine erfaringer som krigskorrespondent under den spanske borgerkrig 1936-1939 blev han klar over, at man måtte kæmpe aktivt mod ondskaben – ånd var ikke nok. Og da Norge blev besat af tyskerne 9. april 1940, meldte han sig straks til de norske styrker. Fra Nordnorge kom han med skib til England, hvor han blev uddannet som officer. Den 2. december 1943 kom han som krigskorrespondent med et britisk bombefly på togt til Berlin og omkom, da flyet blev skudt ned.

"Kringsatt av fiender" har fulgt mig helt fra ungdomsårene og har været med til at nære mit håb om en bedre og mere retfærdig verden. Specielt når vi synger vers 5 og i fællesskab rejser os, får jeg gåsehud:

"Dette er løftet vårt 

fra bror til bror: 

vi vil bli gode mot 

menskenes jord. 

Vi vil ta vare på 

skjønnheten, varmen 

som om vi bar et barn 

varsomt på armen!"

Norske Nordahl Grieg og danske Gustaf Munch-Petersen er i samme klasse. Munch-Petersen tog konsekvens af sine holdninger og drog til Spanien for at kæmpe mod fascisterne. Han blev i 1938 dræbt i kamp. Jeg husker endnu, hvor påvirket jeg blev, da jeg første gang i min gymnasietid stødte på hans digt "Ideal". Et digt der indgår i digtsamlingen "Det nøgne menneske", der udkom i 1932:

"Ideal

jeg er kun et menneske,

men jeg skal engang

rive jordens bjerge op

og lade dem rasle for ørerne af dem, der sover-

jeg er kun et menneske,

men jeg skal engang tage solen ned fra himlen

og lyse i alle mørke huller

med hvidt ubarmhjertigt lys-

jeg er kun et menneske,

men jeg skal engang

stjæle gudernes lyn

og feje jorden ren for støv"

Men tilbage til Nordahl Grieg og nummer 201 i den nyeste udgave af Højskolesangbogen. I 1979 indspillede vores danske nationalskjald Kim Larsen ”Kringsatt av Fiender”. Pladen, hvor den indgår, kaldes personnummerpladen og har titlen ”231045-0637”, Kim Larsens personnummer. Kim Larsen kalder sin danske version af sangen ”682A” (en reference til sangens daværende placering i Højskolesangbogen – i en tidligere udgave). Her er et link til Kim Larsen og Kjukkens version:

https://youtu.be/Jd_WXTToaxA?feature=shared

"Wind of Change" - Højskolesangbogen nummer 555

Scorpions

Jeg slutter denne sangfortælling med en sang, der er skrevet i 1989 af forsangeren Klaus Meine fra det tyske heavyband Scorpions. Sangen hedder "Wind of Change". Dygtigt gjort, at sangbogsudvalget har medtaget denne sang i Højskolesangbogen. 

Sangen "Wind of Change" blev til under indtryk af en fredsfestival i Moskva i 1989 og handler om de forandringens vinde, der blæste gennem Europa og Sovjetunionen i slutningen af 80'erne. Forandringer der samme år, som "Wind of Change" blev skrevet og fremført, førte til Murens fald. En drøm gik i opfyldelse.

Jeg har godt nok i dette indlæg brugt overskriften "Jeg havde en drøm - den bristede". Men det nytter jo ikke noget at fokusere på sine bristede drømme. I stedet er det vigtigt hele tiden at drømme om, at håbe på og at arbejde for en bedre og mere retfærdig verden. Have ører der hører, og øjne der ser. Have de historiske rødder i orden. 1989 viste, at der pludselig kan ske positive forandringer, men tiden efter har også vist, at der hurtigt kan ske tilbageslag, hvis vi glemmer at arbejde for at fastholde de gode forandringer. "Wind of Change" peger positivt ind i fremtiden og har samtidig tydelige referencer tilbage til Bob Dylans "Blowin`in the Wind". Kan vi nogensinde lære?:

"...Take me to the magic of the moment

On a glory night

Where the children of tomorrow dream away

In the wind of change..."

Med dette håb for fremtiden slutter jeg min sangfortælling med Scorpions "Wind of Change" i det lønlige håb, at der snart igen må blive udgivet musik med samfundsrelevant indhold:

https://youtu.be/n4RjJKxsamQ?feature=shared

Ib Hansen 23.juni 2024.

Her er en henvisning til et af mine tidligere blogindlæg "Med åbne øjne, ører og sind - min lære af Afghanistan og andre krige i min tid":

https://ih18.blogspot.com/2021/08/med-abne-jne-rer-og-sind-lren-af.html 

Beklager for øvrigt reklamerne i starten af videoklippene, men det er prisen for at kunne lave linkshenvisningerne.

Sidelmann - lykke og ulykke, sorg og glæde

Omplantet til Bramdrup Sogn i håbet om ny lys begyndelse efter død og sygdom. Sådan gik det ikke. Blot nogle få måneder efter flytningen fra Lomborg i Nordvestjylland til Bramdrup døde Mariane Sidelmann blot 34 år gammel.

Hun efterlod sig manden Lauge på 36 år og de to sønner Peter og Hans på 6 og 5 år. Nu sad de tilbage uden hustru og mor på den store gård "Kringsgård", midt i Bramdrup Sogn. Den flot hvidkalkede Kringsgård ligger her endnu, overfor Bramdrup Kirke og Bramdrup Gamle Skole. 

Mariane døde sidst på året 1918 på et tidspunkt, hvor verden glædede sig over afslutningen på Den Store Krig. Våbenstilstanden var indtrådt den 11. november 1918. 

Marianes mand, børn, søster og øvrige familie havde svært ved at finde glæden. Mariane døde på Kringsgård den 28.12.1918 og blev begravet på Bramdrup Kirkegård den 3. januar 1919. En helt forfærdelig afslutning på året 1918 og en dyster start på året 1919 for familien Sidelmann. Med udsigt til "Kringsgård" står stadig tre gravsten på Bramdrup Kirkegård og vidner om Sidelfamiliens sorger og glæder, ulykker og lykke. Desuden er der i gravstedet nedsat to urner uden gravsten. Mere om det senere. Familiegravstedet Sidelmann danner baggrund for efterfølgende fortælling.

Bekendtgørelse i Kolding Folkeblad 30. december 1918

"Hovedstenen" på Sidelmanns familiegravsted på Bramdrup Kirkegård

Gravstenen på familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård for Harald Bech Sidelmann, død i Lomborg 25. januar 1917. Gravstenen bragt til  Bramdrup Kirkegård.

Gravstenen på familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård for "Lille Mariane". "Lille Mariane" var barnebarn til Lauge og Mariane Sidelmann. Hun døde 1.5.1946 på Kolding Sygehus, hvor hun var blevet født 3.12.1945. 

Fortællingen om Sidelmann-familiens omskiftelige liv starter vi med at  bevæge os til Dybe Kirke sydvest for Lemvig, nær Fjaltring. Og tilbage til 1900-tallets andet årti.

Et godt parti

Det var den 15. november 1911. Kirken i Dybe var fyldt og smukt pyntet. Gårdejer Lauge Sidelmann fra nabobyen Lomborg skulle giftes med gårdmandsdatteren Mariane Bech fra Dybe. Lauge Sidelmann var et godt parti. Han var ejer af den 44 hektar store gård "Underbjerg" i Lomborg. "Underbjerg" havde en del ansatte. Mariane var også et godt parti. Som gårdmandsdatter vidste hun, hvordan husholdningen på en større gård med mange folk skulle drives.

Det hele gik i begyndelsen godt. Lauge Sidelmann fik præmier for sine heste og kreaturer på egnens dyrskuer. Interessen for heste delte han med sin far, der boede på samme egn og også fik en del præmier for sine heste. Interessen for heste og hesteavl bevarede Lauge hele livet. Også ægteskabet udviklede sig positivt og som forventet. Den 26. juni 1912 - året efter brylluppet - blev sønnen Peter født. Efter endnu et år blev Hans født den 1. juli 1913. Så alt så lyst og lykkeligt ud. Men så begyndte problemerne.

Lauge og Mariane fik det følgende år den 20. august 1914 endnu en søn. Han blev hjemmedøbt og fik navnet Harald. Mariane havde det sundhedsmæssigt ikke godt. Af folketællingen 1916 for Lomborg fremgår det, at hun på grund af tuberkulose havde nedsat arbejdsevne. Det var selvfølgelig rigtig slemt dengang. Hvad værre var, den sidstfødte søn Harald døde cirka 2 ½ år gammel den 25. januar 1917.

Ikke sært, at Lauge og Mariane ønskede positive forandringer. En sådan positiv forandring lå lige for. De kunne flytte til landsbyen Bramdrup lige nord for og tæt på Kolding. Lærer Jens Kristian Kristensen i Bramdrup var gift med Marianes søster Johanne Kirstine, der kun var to år yngre end Mariane. Lærer Kristensen havde, indtil han fik jobbet ved Bramdrup skole i 1915, været lærer i Fjaltring tæt på Marianes og Johanne Kirstines hjem i Dybe. De to søstre kunne få meget glæde af hinanden og Mariane kunne få hjælp til at sikre de to sønners opvækst, hvis familien Lauge og Mariane Sidelmann flyttede til Bramdrup.

Gården "Kringsgård", der lå og fortsat ligger et stenkast fra den bygningsmæssigt stadig eksisterende Bramdrup Gamle Skole, blev sat til salg i 1918. Ejeren sognefoged Kristian Jørgensen ønskede at trække sig tilbage fra det aktive landmandsliv og i stedet bosætte sig i en villa i den nærliggende stationsby Bramdrupdam. Bramdrupdam havde på dette tidspunkt to jernbanelinjer. En smalsporet privat jernbane fra Kolding til Egtved og den normalsporede privatbane mellem Kolding og Troldhede i Vestjylland. Ønskerne gik i opfyldelse. Mariane og Lauge Sidelmann kunne erhverve "Krigsgård" og flyttede i august 1918 med deres to sønner Peter og Hans på 6 og 5 år ind på gården ved siden skolen, hvor søster, svigerinde, svoger, fætre og kusiner boede. Nu kunne de lægge sorgen over den døde søn Harald bag sig og se fremad.

Men, ak! Lykken varede ikke længe. Mindre end et halvt år efter flytningen til Bramdrup døde Mariane den 28. december 1918. Nu sad Lauge tilbage med en 85 tønder land stor gård med tilhørende folkehold og to små sønner. Han må have været dybt ulykkelig og bekymret for fremtiden, selvom han kunne regne med hjælp fra sin naboer, svigerinden  Johanne Kirstine og svogeren lærer Kristensen. Men de havde jo også deres at se til, blandt andet havde de i følge folketællingen i 1919 selv 5 mindreårige børn.

Lykke og ulykke

Men så vendte lykken for Lauge. To år efter Marianes død blev han den 17. december 1920 i Sdr. Nærå Kirke sydøst for Odense gift med 34-årige Astrid Nielsen. Lauge var på daværende tidspunkt 38 år.

Uanset indgåelsen af ægteskabet med Astrid må Lauge - og måske også Astrid - have følt et behov for at starte hverdagslivet på en frisk. I hvert fald kan man tre gange i løbet af efteråret 1921 læse annoncer i Kolding Folkeblad om, at "Kringsgård" var til salg. Men enten har der ikke været købere til den forlangte pris, eller også har Astrid og Lauge fundet sig tilrette på gården. Et faktum er det, at Lauge Sidelmann beholdt gården, indtil den i 1946 blev solgt til sønnen Hans.

Lauge Sidelmann dyrkede også i Bramdrup sin store hobby, heste og hesteavl. Den hobby havde han stor glæde af og stor gavn af i driften af gården. Men han skulle ikke forskånes for flere sorger og ulykker.

Efter et lynnedslag brændte en stor del af gården i 1943. Stuehuset gik blandt som følge af lærerfamilien på den modsatte side af vejen fri, men længerne brændte ned. De nedbrændte længer var allerede genopført i 1944. Tallet 1944 på en gavl ved indkørslen til "Kringsgårds" gårdsplads vidner fortsat om murermester Christian Thomsens hurtige arbejde med genopførelsen.

Hvad værre var blev familien Sidelmann ramt af tab af et barnebarn. Lauge og hans første hustru Marianes ældste søn Peter og hans hustru mistede 1. maj 1946 deres lille kun fem måneder gamle datter Mariane. Peter og hustruen havde gård i Seest, men den lille Mariane blev begravet på Bramdrup Kirkegård ved siden af sin farmor Mariane. Begravelsen blev forrettet af valgmenighedspræsten fra Skanderup. På gravstedet stod allerede dengang og også nu gravstenen over Lauge og Marianes søn Harald, der var død, da de boede i Lomborg. Hans gravsten blev flyttet til Bramdrup, efter de flyttede herned.

I 1948 kunne familiegravstedet hovedgravsten tilføjes navnet Lauge Sidelmann. Han døde 7. april 1948 kun to år efter afhændelsen af "Kringsgård" til sønnen Hans.

Landmand og politiker

Harte-Bramdrup Kommunes tidligere kommunekontor på Vejlevej i Bramdrupdam

Hans Sidelmann drev sammen med sin hustru Ingrid "Kringsgård" fra overtagelsen i 1946 helt til gården lige før 1970 blev solgt til Harte-Bramdrup Kommune med henblik på udstykning. På gårdens marker ligger nu blandt andet gaderne Kringsvej, Kringsvænget og Kringsager.

Hans Sidelmann var i en årrække medlem af Harte-Bramdrup Sogneråd og blev Harte-Bramdrup Kommunes sidste sognerådsformand inden sammenlægningen med Kolding Kommune i 1970. Men det er en helt anden historie, som jeg har skrevet om i en tidligere fortælling "Ved vejen" om udstykningen af villagrundene langs den sydøstlige del af Bramdrupskovvej: https://ih18.blogspot.com/2024/03/ved-vejen.html. 

Det er Hans og Ingrids urner, der efter deres død uden gravsten blev nedsat i familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård.

Hvor er det da godt, at vi stadig rundt om kirkepladsen i Bramdrup har bygninger, der minder om tiden før os, da vores nu store boligby var en lille landsby, hvor folkene dyrkede den jord, hvor nu vore boliger ligger. Hvor livet stille og roligt gik sin daglige gang, men hvor indbyggerne, som det gælder for os alle, var udsat for et liv præget af lykke og ulykke og af glæder og sorger. Det er nu engang menneskets lod. Fortællingen om Sidelmann-familien er blot et eksempel på denne sandhed. En stille stund ved familiegravstedet på Bramdrup Kirkegård med udsigt til "Kringsgård" kan nok give anledning til refleksioner over dette uafvendelige universelle menneskets lod. Lykke og ulykke. Sorg og glæde.  

Ib Hansen 4. maj 2024