Julens skyttegravsraseri

Det var juledags formiddag. Juleaften var godt overstået. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Snekrystallerne strålede og funklede i solens lys. 

Det havde sneet om natten. Dagen var hundekold, men det var kun godt. Så blev sneen nemlig liggende. Der lå omkring fem centimeter sne over det hele. Ja, langs nøddekrathegnene i Husby Hole lå der driver i helt op til en meters højde. De voksne slog mave ved kakkelovnen og sløvede den, mens de nød fridagene. Så kunne drengenes lege foregå ubemærkede.

Drengene var brødrene Leif og Ib, der som så mangen gang før og efter havde besøg af deres gode klassekammerat Keld Bom nede fra Hygind. Da den her historie foregår, var drengene vel 9-10 år gamle. Så det har været omkring 1960.

”Skal vi ikke lege 1. verdenskrig,” foreslog Keld Bom. 

”Så kan vi grave nogle skyttegrave med mandskabshuler under jorden. Det havde de nemlig dengang,” fortalte han meget overbevisende.

”Det kan vi da godt, det lyder sjovt,” mente Leif og Ib. 

Så startede vi på at grave. Omme foran køkkenvinduet. Mellem vores hus og skoven, der kun lå 10 meter fra køkkenvinduet.

Det gik fint med at grave en snehule i den store snedrive, der lå her i læ af skoven og huset. Vi hulede snedriven ud og lå på nogle sække og hyggede os i den blå belysning, der oplyste snehulen, når solens stråler blev brudt gennem snekrystallerne.

”Sådan en hule her er ikke rigtig,” mente Keld Bom.

”Under Første Verdenskrig gravede de sig helt ned i jorden. Så var soldaterne beskyttede mod fjendens bomber og kugler. Skal vi ikke grave os ned?”  

”Jo, lad os det,” sagde vi. Altså Ib og Leif.

Det var nemt at grave sig ned i jorden på dette sted. Det vidste vi fra dengang vores far - Peter Emil - og vores nabo H.C. gravede ud til septiktank. Septiktanken gik 5-6 meter ned i jorden. Så skulle vi vel også nok kunne komme et godt stykke ned med vores udgravning. Meget optimistiske gik vi i gang. Jo, det var let jord at grave i. Og jorden var ikke frossen, da den var isoleret af det tykke lag sne.

Efterhånden som vi gravede dybere og dybere ned under snehulen, smed vi opgravningsjorden som en vold rundt om snehulen. Vi lod en del af jordoverfladen stå under snehulen som tag over jordhulen. Nu havde vi en hule i to etager. En snehule med en jordhule nedenunder. Jordhulen kom så dybt ned, at vi måtte bruge en spand med et reb for at få den udgravede jord op til overfladen.

Alt var hidtil gået godt. Vi samarbejdede godt og hyggede os. Men så begyndte problemerne. Leif og Ib (altså mig) mente, at vi også skulle lave nogle underjordiske tunneller ud fra jordhulen. Det syntes Keld ikke. Men vi startede på et udhule nogle gange ud fra jordhulen. Så blev Keld hidsig. Han var ikke med på den ide. I arrigskab kravlede han op af hulen og gav sig til at stampe tungt og hårdt på jordoverfladen lige over den tunnel, hvor Leif og jeg lå og var i gang med at udhule. Der begyndte at komme revner i tunnelloftet. Der var kulsort under jordoverfladen og ikke venligt blåt lys som i snehulen. Tunnelloftet var vel 10-20 centimeter. Så vi var ikke så langt nede under jorden. Men vi blev rigtig forskrækkede og så for os, hvordan jordhulen ville brase sammen, og vi ikke ville kunne få luft. Vi råbte op, men ingen kunne høre os, da vi jo lå nede under jorden og under den store snedrive.

Heldigvis kiggede vores mor – Nina – ud af køkkenvinduet for at se til os. Da hun så Keld hoppe og danse i sneen, åbnede hun vinduet og spurgte ham, hvad han lavede.

”Jeg vil ikke være med til at lege mere. Ib og Leif laver noget andet end det, vi havde aftalt. Så jeg braser hulen,” sagde Keld spagfærdigt. Han vidste godt, at det, han var i færd med, ikke var heldigt.

”Hvor er Ib og Leif?” spurgte mor med bange anelser

”De ligger nede i jordhulen,” svarede Keld sagtmodigt.

”Hvad gør de? Kan du så se at hjælpe dem op og komme hjem med dig. Sådanne farlige lege, skal I ikke lege. Så kan du blive hjemme og tænke dig godt om.”

Mor antog, at var Keld Bom, der havde fået de farlige ideer. Men dem havde han jo ikke været alene om. Mor havde som udgangspunkt, at det var Kelds farlige ideer. Hendes drenge kunne da i hvert fald ikke finde på sådan noget, mente hun ganske uretfærdigt mod Keld.

Keld Bom skyndte sig at hjælpe os op fra hulen. Vi var godt sure på ham. Og mor havde sendt ham hjem til eftertænksomhed. Han skulle ikke snakke mere med hende den dag. Så han skyndte sig om på gårdspladsen til sin lille blå cykel. Sprang op på den og hjulede i rasende fart med hvinende oliefattig kæde og knirkende pedaler ned ad vejen mod Hygind. Vi kunne nede fra indkørslen se, at han hjulede så stærkt afsted, at han på grund af det glatte føre væltede to gange på vej op ad bakken mod Hygind. Han slog sig heldigvis ikke.

Sådan endte Første Verdenskrigs skyttegravskrig ved det lille hus – vores barndomshjem - i svinget ved Husby Hole. Men skærmydsler mellem drenge og gode kammerater er hurtigt glemt. Og faktisk også hos mor som godt kunne lide Keld Bom. Han måtte altid hjertens gerne komme og lege. Hun læste ofte historier for ham, ligesom hun gjorde for os og lillebror Bo.

Foreløbig kan vi bare glæde os over, at Leif og jeg slap helskindede fra denne drabelige historie. Inden mange dage brød ”krigen” nemlig ud igen. Keld havde allerede nogle få dage efter dette første slag fået nye ”gode” ideer om, hvordan vi kunne lege Første Verdenskrig i vores køkkenhave. Med skyttegrave og kanonstillinger og alt muligt andet spændende.

Men den historie må fortælles en anden god gang. Den er på ventelisten ligesom historien om indianeropstanden i Husby Hole.

Dramatisk lillejuleaften i Husby Hole

Det var tæt ind under jul. Faktisk var det lillejuleaften. Ude på engen i Husby Hole morede tre drenge sig. Rundt om engen var der stejle skrænter med bladløse træer og nøddekrat. Nøddekrat var godt, for de lange lige grene var gode at bruge til flitsbuer, spyd, springstokke, kårder og køller. Det var sidst på eftermiddagen. Lange, mørke skygger var begyndt at brede sig langs hegn, krat og skovkant.

Lige pludselig rungede Husby Kirkes klokker hult ud over Husby Hole og fortalte, at det snart ville blive mørkt, så vi skulle tænke på at gå hjemad. Vi – det var Keld Bom, Ib og Leif. Som så ofte før legede vi omme i Husby Hole. En hole er en stor flad lavning, en hulning omgivet af stejle skrænter. Netop dette år havde det op mod jul sneet. Og der havde været en længere periode med frostvejr. Men de sidste dage var vejret slået om. Om dagen var det tøvejr og om natten frostvejr. Vi kunne stadig løbe på skøjter på engens vandingshuller, selv om isen var revnet og nogle steder brækket op. Vi måtte ikke løbe på vandhullerne, når det var tøvejr. Vores mor Nina havde fortalt drabelige historier om, hvad der nogen gange var sket, når børn og for den sags skyld også voksne var gået gennem en revne i isen og ikke kunne komme op igen, fordi de var drevet ind under den faste is og ikke kunne bryde igennem og komme op til overfladen og den livgivende ilt. Så lå de der med himmelvendte øjne og druknede uden nogen kunne hjælpe dem.

Men hvad var det for drenge, der lillejuleaftens eftermiddag for mange år siden havde det sjovt omme i Husby Hole. Sjovt, lige indtil kirkeklokkernes hule dystre rungen varslede aftenens og mørkets komme. Det var de to brødre Leif og Ib. De gik i Husby Skole - i samme klasse, da der kun var en aldersforskel på 1 år og 6 dage i mellem dem. Jeg – det vil sige Ib - var født den 4. juli, og et år og 6 dage efter blev Leif født den 10. juli. Den tredje bror Bo var en lille efternøler, der blev født den 21. juli 6 år efter Leif og 7 år efter Ib. På det her tidspunkt var han for lille til at løbe på skøjter og var derfor blevet hjemme. Den tredje dreng var Keld Bom, der fra Hygind en kilometer nede ad vejen mod Ejby var kommet op til Ib og Leif for at lege, så dagene før juleaften kunne gå lidt hurtigere. Han hed nu ikke rigtigt Keld Bom. Keld Vang Jensen hed han. Hans mor og far hed Hjalmer og Gudrun. Og hans storesøster hed Ina. Hun var nu længe flyttet hjemmefra på den her tid. Keld var nemlig en efternøler, der var mange år yngre end sin storesøster. Han opførte sig derfor og blev behandlet af sine forældre som et enebarn. Altså noget forkælet. Og derfor også af og til fyldt med gale streger. 

Men hvorfor blev han af ikke blot Ib og Leif, men også af alle drengene i skolen kaldt for Keld Bom? Det blev han, fordi der i netop de her år var en berømt dansk jazzpianist, der hed Keld Bonfils. Bonfils er et franskklingende efternavn, der direkte oversat betyder ”god søn”. Fils på fransk udtales, så det lyder noget i retning af ”fis”. Når husbydrengene hørte Keld Bonfils navn i radioen, hørte de ikke den korrekte franske udtale, men hørte noget, der på fynsk kunne minde om Keld Bomfis. De store drenge i Husby Skole gav derfor vores skolekammerat Keld øgenavnet Keld Bomfis, ofte forkortet til Keld Bom. Det var ikke særlig ondt ment. Næsten alle i Husby havde tilnavne eller øgenavne. Med tilnavne kunne man lettere skelne mellem folk. Det her foregik jo før, der ude på landet kom gadenavne og husnumre. 

Nå, men tilbage til netop denne lillejuleaften, lige før det blev mørkt. Selv om vi ikke måtte, løb vi på skøjter på et af vandhullerne, hvor isen på grund af dagens tøvejr var revnet og knækket op. Da kirkeklokkerne rungede og varslede mørket og aftenens komme, blev Keld Bom helt vildt forskrækket. Nu vidste han, der faldt brænde ned, når han nu igen kom for sent hjem til aftensmaden. Aftensmaden stod meget præcist på bordet dengang. Så det var med at være der. Han ville skynde sig ind på land for at tage sine skøjter af. I skyndingen overså han en af revnerne i isen og gik igennem med den ene støvle. For at redde sig selv greb han fat i mig, altså Ib. 

Det lykkedes ham derved at komme ind på land uden at blive våd. Men han trak mig hen til en stor revne i isen. Jeg gik pladask helt igennem med hele kroppen og sank ned i vandet. I nogle sekunder så jeg for mig mors fortælling om, hvordan man kunne glide ind under isen og ligge derinde og kigge op i himlen, mens man langsomt druknede. Heldigvis kunne jeg redde mig op og trak mig gennem vandet over isflagerne ind på land, hvor Leif hjalp mig op. Fordi det var blevet aften, var det igen blev hård frost. Nu stod jeg med klaprende tænder bange, frysende og drivvåd. Løb hjem, sagde Leif. Ellers bliver du syg. 

Jeg løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Alligevel frøs alt mit tøj hurtigt til is. Det blev stivere og stivere og tungere og tungere, mens jeg løb. Så da jeg kommet hjem, var jeg dækket af et tykt, tungt ispanser. Mor blev så forskrækket, at hun helt glemte at skælde ud. Jeg skulle bare tage det våde tøj af og krybe til sengs for få varmen. Og Keld Bom, som var årsag til det hele? Han kom også løbende omme fra Holen. Det med at komme for sent hjem havde han jo respekt for, så han løb stærkt. Men følge mig kunne han dog ikke. Jeg havde et kuldeenormt ismonster hængende på ryggen. Et monster der blev større og koldere jo længere tid, der gik. Så jeg benede af sted og kom først hjem.

Keld Bom skulle ikke have noget af at snakke med vores mor. Han vidste, at det ikke var godt, det vi havde gjort. Måske tænkte han også på, hvad der ville ske ham, når han endnu engang kom for sent hjem. Derfor sprang han som en anden cowboy i flyvende fart op på sin jernhest, hans lille blå cykel. I rasende fart hjulede han mod sine skæld ud nede i Hygind. Den blå cykel manglede olie på kæden og hvinede og skreg uhyggeligt, mens han cyklede af sted. Netop den blå cykel spiller en rolle i en Keld Bom historie om vilde indianere, der engang huserede omme i Husby Hole. Men den historie må fortælles en anden god gang. Dagen efter, da ispanseret for længst var varmet væk, var alt glemt. Nu var det jo juleaftensdag, og gaverne var kommet tæt på.

Når få har for meget og færre for lidt

Mandag den 6. november 2023 præsenterede SVM-regeringen på et pressemøde sit udspil til en skattereform med markante skattelettelser til borgere på arbejdsmarkedet. 

Udspillet giver anledning til undren. Politikere fra de regeringsbærende partier har jo ved flere lejligheder i forhold til flere penge til pensionister, førtidspensionister og borgere udenfor arbejdsmarkedet argumenteret mod at sende flere penge ud i samfundet, da det efter deres mening vil fremme inflation. Nu foreslår de samme politikere at sikre folk på arbejdsmarkedet 10 milliarder mere i form af skattelettelser.

“I må da nok kunne forstå, at vi ikke kan pumpe flere penge ud i samfundet. Ikke flere penge til inflationstrængte pensionister, førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Ikke flere penge til nedskæringsramte kommuner og regioner. Ikke flere penge til dagtilbud, skoler, plejehjem, hjemmepleje, sundhedsområdet og sygehuse. Flere penge ud i samfundet vil medføre en galopperende inflation.”

Sådan har glatte politiske ordførere og ministre fra regeringspartierne gennem længere tid forsøgt at belære os borgere om fundamentale sammenhænge i nationaløkonomien.

Politikere uden særlig arbejdsmarkedserfaring har talt belærende til blandt andet den generation af ældre, der har knoklet, svedt og slæbt med at bygge landet op. “Af hensyn til samfundsøkonomien må I holde igen.”

Men disse belærende politikere glemmer vist de første sider i deres studiers økonomiske lærebøger. Her kunne de have lært, at mennesker ønsker at bruge deres indtægt til at opfylde de ønsker, behov og længsler, de har. En opfyldelse der vil udløse efterspørgsel på varer og tjenesteydelser. Øget efterspørgsel vil presse priserne i vejret. Skabe rentestigning og inflation.

Nu forsøger de samme politikere med bedrevidende smil at få os til at forstå, at mange milliarder i skattelettelser ikke vil have negative virkninger. Vel at mærke skattelettelser der ikke omfatter pensionister, førtidspensionister og mennesker på overførselsindkomster.

Nu skal den del af befolkningen, der er i arbejde, købes til at stemme på de pressede regeringspartier. Mennesker med almindelige indkomster vil regeringspartierne købe med skattelettelser for nogle få hundrede kroner om måneden, mens mennesker med høje indkomster skal have skattelettelser for tusind kroner om måneden. Politikerne gemmer sig bekvemt bag procenttal fremfor at oplyse skattelettelser for de enkelte gruppe i faktiske tal.

Forstå det, hvem der kan. En liter mælk koster da det samme for pensionisten og kasseassistenten som for mennesker med høje indtægter. Samtidig mangler der penge og personale overalt på velfærdområderne.

Sammenhængene forsøges skjult bag politisk listigt udlagte røgslør. De politiske røgslørsmestre gemmer sig bag procenttal fremfor at oplyse faktiske tal for den enkelte skatteborger. Fortæller om store milliardlettelser til de mange. Små skattelettelser der samlet set bliver til milliardlettelser, netop fordi de gives til de mange. Mens de store lettelser samlet set ikke udløser så store samlede lettelser som til de mange. Netop fordi de store skattelettelser gives til de færre.

Resultatet. En såkaldt samlingsregering, der øger ulighed og splittelse. Og glemmer dem der knoklede med at bygge landet. Regeringspartier der med store gavepakker til de øverste i samfundspyramiden og små gavepakker til de mange kæmper for at bevare de velpolstrede taburetter.

Har du penge, så kan du få. Er du udenfor arbejdsmarkedet kan du gå med en lang, lang næse!

Ib Hansen mandag den 6. november 2023

Ulykke slukkede lyset

Et grundtvigiansk lys blev brat slukket. Et lys der i 30 år havde brændt i Husby. En trafikulykke på Strandvejen mellem Middelfart og Strib satte en stopper for et spændende, udfordrende og afvekslende liv. 

Det var den 80-årige pastor emeritus Erik Høyrup Spur, der på en mørk januardag i 1971 så drastisk kom af dage. Ud for sit hjem blev han ramt af en bil. Han blev kørt på hospitalet, men var afgået ved døden ved ankomsten.

Erik Spur havde været en markant grundtvigiansk sognepræst i Husby gennem 30 år. Det med det markante grundtvigianske er ikke en overdrivelse. En af hans to døtre er i et interview endda gået så vidt som at betegne ham som ortodoks grundtvigianer. Han var som 40-årig kommet til sognet i 1930 og tjente i sit præsteembede her, til han i 1960 som 70-årig gik på pension og flyttede til Strandvejen i Middelfart. Men hvem var pastor Erik Spur? 

Præsteslægten

Erik Høyrup Spur var født den 25. oktober 1890 i Fjaltring på den jyske vestkyst. Han var ud af en præsteslægt. I tre generationer forud for ham havde der været præster i familien. Hans forældre var sognepræst Niels Kristian Hostrup Spur og Johanne Margrethe født Høyrup. Erik Spur havde en tvillingbror ved navn Bernhard Ingemann Spur.

Jo, den god nok. Som specielt broderens navn viser, var der i familien nær tilknytning til forfattere og præster. Derfor Hostrup i Erik Spurs fars mellemnavn efter forfatteren og digteren Jens Christian Hostrup. Bernhard og Ingemann i tvillingebroderens navn viser familiens fascination af digteren og lektoren Bernhard Severin Ingemann.

Erik Spurs far med familie ville gerne flytte til et område mere præget af den "lyse kristendom" end "den mørke kristendom", de måske oplevede på Vestkysten. Derfor flyttede de allerede, da Erik Spur var omkring 1 år  til Sydsjælland.

Faderen blev først præst i et sogn nær Sorø og senere i et sogn nær Præstø. Så Erik Spur fik sin opvækst i grundtvigianismens kerneområde. Grundtvig var blandt andet sognepræst i Udby nær Vordingborg. Erik Spurs virksomhed i voksenlivet viser tydeligt hans fascination af Grundtvigs tanker om "den folkelige vækkelse", hvor "den lyse kristendom" stod som en klar kontrast til den "mørke kristendom," som blev organiseret af Indre Mission fra tiden efter denne bevægelses grundlæggelse i 1861.

Journalisten

Det blev ikke præstegerningen Erik Spur i første omgang kastede sig over. Han arbejdede i sin pure ungdom som journalist på forskellige østsjællandske aviser. Som journalist støder jeg i kilderne på ham første gang i 1911, da han er 21 år. I årene her omkring arbejdede han med journalistikken i blandt andet Køge, Ramsø og Roskilde. Han drev det endda til at blive lokalredaktør for Østsjællands Folkeblad i Store Heddinge på Stevns. Men han ville noget andet og mere end journalistik. Gerne noget med grundtvigianisme.

Højskolelæreren

Erik Spur blev højskolelærer på den almene grundtvigianske Rønshoved Højskole i Sønderjylland ved Flensborg Fjord. Højskolen var kort tid efter Genforeningen blevet grundlagt i 1921 af fynboen Aage Møller. Erik Spur og Aage Møller blev nære venner. Det ses blandt andet af, at Aage Møller var blandt fadderne, da Åsta og Erik Spurs førstefødte datter blev døbt i Husby Kirke, men det vender vi tilbage til senere. I en moden alder besluttede Erik Spur i forlængelse af højskolearbejdet, at han ville føre familietraditionen videre. Nu ville han være præst.

Teologen

I 1925 tog Erik Spur 35 år gammel studentereksamen, så han kunne blive immatrikuleret på teologistudiet ved Københavns Universitet. 

I 1926 var Erik Spur med til at indrette Grundvigs Mindestuer i Udby Præstegård på Sydsjælland.

Allerede i 1930 kan han kalde sig cand. theol. Nu er det så også i en alder af 40 år blevet tid til at stifte familie.

Erik Spur havde mødt præstedatteren og musikpædagogen den 24-årige Åsta Munck, 16 år yngre end ham. Hun var født den 14. februar 1906 i Middelfart som datter af valgmenighedspræst Peter Møller Munck og hustru Thora Rafn. På dette tidspunkt i 1930 er familien Munck flyttet til Skannerup nær Silkeborg. Her varetager Peter Møller Munck et kald som valgmenighedspræst. Altså en familie der meget er i overensstemmelse med de grundtvigske tanker om folkelig vækkelse og valgfrihed, som Erik Spur er optaget af.

Det er Peter Møller Munck, der i Skannerup Kirke den 8. juli 1930 vier den nyslåede fyrreårige teolog Erik Spur til den 24 årige musikpædagog Åsta Munck. Men Erik Spur skal jo også have et arbejde.

Husby Sogns præstegård i Sdr. Åby. Fungerer nu ikke længere som præstebolig. Her har jeg gået til præst ved pastor Aage Jensen.

Husby Kirke omkring 1960.

Sognepræsten

Erik Spur søgte og fik stilling som sognepræst i Husby Sogn fra 1931. Sognet og Erik Spur passede godt til hinanden. Erik Spur fik sit virke her gennem de næste 30 år.

Familielivet blomstrede. Erik og Åsta Spurs førstefødte datter blev et julebarn. Datteren Inga Birgitte Spur blev født den 28. december 1931. Fadderne ved Inga Birgittes dåb afspejler Erik og Åsta Spurs fundament i grundtvigianismen. Blandt fadderne var Åstas forældre valgmenighedspræsten P. M. Munck og hustru Thora. Og som tidligere nævnt var vennen højskoleforstander Aage Møller, Rønshoved Højskole  også blandt fadderne.

Den 17. august 1934 blev Erik og Åsta Spur forældre til Thora opkaldt efter Åstas mor.

Udover det rent kirkelige kastede Erik Spur sig over aktiviteter, hvor han kunne bruge sine erhvervede færdigheder fra journalistik og fra højskoleundervisning. I det følgende blot nogle få eksempler, der viser hvordan han ønskede at fremme det folkelige. Her var væveren og digteren fra Wedellsborg Lars Clausen (1841-1893) for Erik Spur et godt eksempel på, at der blandt almindelige mennesker ligger nogle iboende folkelige kulturelle kræfter.

Ud over vævning af brugsting lavede Lars Clausen også vævede billeder med religiøse motiver, som Syndefaldet, Jesus i Gethsemane Have og Johannes Døberens dåb af Jesus. Og  ikke mindst skrev han en lang række digte, som regel på hverdagsfynsk.

Erik Spur påtog sig at samle Lars Clausens digte. Samlingen "Viser og Vers" blev med forord af Erik Spur udgivet i 1944. Efter sin pensionering som sognepræst  iværksatte pastor Spur en husstandsindsamling til en mindesten for Lars Clausen. Mindestenen blev i forbindelse med 125-året for Lars Clausens fødsel opsat i 1966 ved Wedellsborg Slots portbygning Adlerhus.

Malerkunsten interesserede også Erik Spur. Han var selv en habil maler. Et eksempel er hans billede af stuehuset til gården Ravnkær i Eskør. Maleriet er fra før, stuehuset nedbrændte den 6. august 1963.

Ravnkær malet af pastor Spur. 

Her boede Johannes og Ingrid Petersen med sønnen Finn.

Hverdagslivet gjorde  knuder

Når man kigger i Husby Sogns kirkebøger fra Erik Spurs tid, bekræftes man i hans grundtvigianske kristne lyssyn. Han viede en del fraskilte.

Åsta og Erik Spur fik også selv så meget knas i ægteskabet, at de i 1953 besluttede at lade sig skille. Deres to døtre var på det tidspunkt henholdsvis 22 år og 19 år gamle. Efter sin pensionering giftede Erik Spur sig igen. 

Pastor Spur nåede i 1960 i Husby Kirke at gifte  sin yngste datter Thora til en 22 år ældre salgschef Knud Louis Heinrich Spagner fra Hørsholm. Thora Spur var på det tidspunkt 26 år, mens Knud Spagner var 48 år. Thora Spur havde indtil da arbejdet som sygeplejerske på Gentofte Sygehus. 

På trods af de personlige ægteskabelige genvordigheder blev pastor Spur ved som sognepræst i Husby, indtil han 70 år gammel måtte gå på pension i 1960. Tjenestemænd skulle dengang gå af, når de blev 70 år. Den regel er afskaffet nu. Husby Sogn afholdt en festlig afskedskomsammen for Erik Spur i Husby Forsamlingshus i oktober 1960.

Han afløstes fra 1961 af pastor Aage Jensen. Det var Aage Jensen som konfirmerede mig 4. april 1965. Pastor Jensen blev formelt indsat ved en højtidelighed i Husby Kirke i maj 1961. Vi havde pastor Jensen som vikar i Husby skole til blandt andet regning, mens vores lærer Tagesen var sygemeldt. Det var, mens vi gik i 6. - 7. klasse i 1964-65. 

Pastor emeritus

I forbindelse med sin pensionering flyttede Erik Spur til Middelfart. Han holdt gang i aktiviteter med tilknytning til Husby Sogn, blandt andet  indsamlingen til og opstillingen af Lars Clausens mindesten i 1966.

Kort tid efter sin pensionering og sin fraflytning fra Husby indgik han i 1962 giftermål med den 28 år yngre Gerda Grønlykke. Ved giftermålets indgåelse var Erik Spur 70 år og Gerda Grønlykke var 44 år. Hun var født den 26. august 1918 og var datter af mejeribestyrer ved Wedellsborg Mejeri Niels Christian Hansen Grønlykke og hustru Gudrun født Christiansen. Mejeriet lå på Tybrindvej ved Rævebjerg. Nu er mejeriet på nær stuehuset revet ned.

Det grundtvigske lys blev slukket

Som det ses var Erik Spur en ihærdig repræsentant for det grundtvigske livssyn. Et livssyn som Husby Sogn nød godt af i hans 30 års virke som sognepræst.

Det lys blev desværre så brat og ulykkeligt slukket den 12. januar 1971 på Strandvejen i Middelfart.

Mindestenene over Erik Spur og Gerda Spur født Grønlykke kan vi fortsat se på Husby Kirkegård, umiddelbart vest for kirketårnet.

En sløjfe på fortællingen om pastor Spur

Jeg har jævnfør ovenstående fortælling nogenlunde hold på det familiære. Åsta og Erik Spur blev gift i 1930 og blev skilt i 1953. Åsta døde i 1970. Erik Spur blev i 1962 gift anden gang med Gerda Grønlykke. Han døde i 1971. Gerda Spur døde i 2008.

Og døtrene?

Datteren Thora blev som nævnt gift i 1960. Hun døde 69 år gammel i 2003. 

Den ældste datter Birgitte Spur rejste til Island. Hun havde mødt den 23 år ældre kunstner Sigurjon Olafsson født i 1908. De blev forelskede. Sigurjon Olafsson lod sig skille fra sin hustru, så han og  Birgitte kunne gifte sig. Birgitte Spur tog islandsk studentereksamen og uddannende sig efterfølgende i dansk og islandsk ved Islands Universitet. Efter gennemført eksamen blev hun lærer ved et islandsk gymnasium.

Senere blev hun stifter og leder af det museum i Reykjavik, der er i 1988 åbnede omkring manden Sigurjon Olafssons kunstværker. Sigurjon Olafsson døde 74 år gammel i 1982. Museet blev i 2012 overgivet til den islandske stat.

Sigurjon Olafsson og Birgitte fik en datter, der er uddannet violinist på  højt plan. Denne violinist og barnebarn af Åsta og Erik Spur hedder Hlif Sigurjonsdottir. Hun gav i 2015 koncert i Husby Kirke, den kirke hvor hendes morfar i 30 år havde sit virke.

Det er da en fin sløjfe på fortællingen om pastor Erik Høyrup Spur!

Ib Hansen 31.10.2013

Muddergespenstet

"Hvordan er det dog, du ser ud Ib."

Min onkel Valter kigge vantro på det muddergespenst, der stod foran ham ved bagdøren til vores barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby.

Men det var slet ikke mig, der stod foran onkel Valter. Det var vores skolekammerat Keld fra Hygind. Han var så dækket af mudder, at han ikke var til at genkende.

Det var en varm julidag. Vi havde huset fuld af gæster. Det var nemlig den 4. juli, hvor både min mor, far og jeg havde fødselsdag. Det kunne ikke forhindre os i at lege, som vi altid gjorde. Denne dag var det på engen og mosen lige neden for vores barndomshjem. Men vi skal lige have sendt Keld hjem, inden jeg går videre med historien.

Valter tog en vandslange og spulerede Keld ren, inden han bad ham stige på sin lille blå cykel for at hjule ned til hans hjem i Hygind. Her stod den nok på skæld ud. Skæld ud med baggrund i lige dele ærgrelse over tøjets beskaffenhed og bekymring over, hvad der i værste fald kunne være sket med Keld. Men hvordan var Keld blevet forvandlet til et muddergespenst?

Indtoget i Ditmarsken

Jeg tror, vi lige havde forladt tredje klasse. Lige inden sommerferien havde vi i historie hørt lærer Tagesen fortælle malende om kong Hans´s felttog ind i Ditmarsken i år 1500. Kong Hans ville sætte ditmarskerne på plads, så de underlagde sig ham som hertug af Holsten.

Det gik mildest talt ikke godt. Ditmarskerne åbnede sluserne til Vesterhavet, så afvandingsgrøfterne blev fyldt med vand. Den danske hær blev angrebet og knust af blot 500 marskbønder. Marskbønderne angreb danskerne ved at bruge springstave, så de kunne springe hen over de dybe grøfter og komme bag på danskerne. 

Den historie, synes vi, var dramatisk og spændende. Den kampteknik måtte vi prøve. Vi havde jo Husby Mose med Mosebækken blot nogle få hundrede meter fra vores hjem. Selv om lærer Tagesen på fortrinlig vis havde udmalet kampene, var der dog en lille detalje, han havde glemt at omtale, eller som vi ikke havde lagt mærke til. Denne glemte detalje skulle vise sig fatal for Keld.

På tværs

"Kom nu Keld. Spring over på den anden side af Mosebækken!"

" Vi skal have omgået den danske konges lejede landsknægte."

Det lod Keld sig ikke sige mange gange. Han tog en af de springstave, vi havde lavet af tykke, lange, lige hasselgrene fra Holeskoven. Satte den ud midt i Mosebækken. Satte af fra den ene bred for at komme over på den anden bred. Bækken var nærmest en skidtrende med spildevand. Ude midt i bækken satte staven sig fast i lodret stilling og gled gennem dyndet dybere og dybere nedad. Keld blev hængende midt i ingenting, midt mellem de to bredder. Og snart var han fra top til tå helt dækket af mudderbækkens pløre. Staven manglede det tværbræt forneden, ditmarskerne havde på deres springstave!

Det var detaljen, vi havde glemt. Heldigvis for os andre, var Keld den første, der afprøvede springstaven. Og blev til et muddergespenst, som vi da heldigvis fik reddet i land.

Men hold da op, hvor lærer Tagesen kunne fortælle levende om Danmarks historie. Hans fortælling kunne sætte vores fantasi i gang. Fortælling og fantasi er gode læringsredskaber. Vi har aldrig glemt kong Hans´s indtog i Ditmarsken år 1500.

Ib Hansen 11. oktober 2023

 

Flugt

”Den 5. juni gjorde vi os nu klar. Jeg tilegnede mig hos den, jeg arbejdede, en skruetrækker og en dirk. Klokken 23.45 skruede vi jernstængerne fra vinduet, bøjede gitteret til side og krøb ud. ”Afsted, spild nu ikke tiden”, hviskede jeg til de andre og krøb ud. De andre kom bagefter. Jeg var barbenet og i det blotte linned, men vi gik hen til den mand, hos hvem jeg arbejdede, og der var i forvejen lagt tilrette støvler og kapper.

Vi kom i tøjet, fik båden sat i havet, og afsted gik det kl. 1 om natten. Klokken 4.30 om morgenen passerede vi to tyske både, men den som følge af blæsten ret stærke bølgegang skjulte os for dem, skønt vi passerede dem i kort afstand. Præcis kl. 6 morgen nåede vi den kyst, som var vores ønskemål. Der blev vi ikke modtaget på tysk vis, men man tog imod os som mod deres egne.

Nu er vi levet op igen, vi har atter friheden og ser ikke skildvagten bag os med sit gevær – hører ej heller hans barske ”Raus!” og den slags.”

Den russiske flygtning og Willemoes

Den 6. juni 1916 landede ved Thorøhuse umiddelbart syd for Assens tre russere, der var flygtet fra Nordborg på Als. Det blæste godt fra syd den nat, de sejlede over Lillebælt. De tre flygtninge havde været placeret i forskellige krigsfangelejre rundt om i Europa, inden de den 29. juli 1915 blev flyttet til Nordborg på Als.

En af dem blev sat i arbejde på en vindmølle to kilometer fra Nordborg. Her fandt han en søndag en gammel båd 200 meter fra havet og besluttede at flygte sammen med to medfanger. Hans oplevelser som flygtning fremgår af det, han har fortalt til redaktør Willemoes. Willemoes har nedskrev flygtningens fortælling i sin dagbog.

Indledningen til denne fortælling er et sammendrag, jeg lavet ud fra et uddrag af Willemoes´s dagbog. Jeg har moderniseret og tilpasset sproget lidt.

 

Trætrug efterladt af flygtninge. Vestfynske kyst 1915-1919

Flugten over Det Ægæiske hav. Efterladt affald på Grækenlands kyster.
2010-2020. Desværre ofte også druknede. Børn, voksne og gamle.

Farlig flugt 

De tre russere var ikke de eneste, der flygtede over Lillebælt fra det dengang tyske Sønderjylland.

Der var mange mennesker på flugt 1915-1919. På flugt fra sønderjyske kyster over Lillebælt til Vestfyn. Flygtningene var russiske krigsfanger taget af tyskerne under 1. Verdenskrig. De blev brugt som tvangsarbejdere som erstatning for tyske våbenføre mænd, der var sendt til fronterne - herunder omkring 30.000 dansksindede sønderjyder. 

Sønderjylland, eller Nordslesvig som det hed dengang, var fra 1864 til 1920 det nordligste Tyskland. Udover de russiske krigsfanger flygtede også en del unge sønderjyske mænd igennem krigsårene over Lillebælt for at undgå tysk krigstjeneste. Flugten kunne for dansksindede desertører fra den tyske hær og for russiske krigsfanger også gå over rigsgrænsen ved  Kongeåen. Målet var det forjættede krigsneutrale land Danmark.

Mange flygtninge var så desperate, at de med livet som indsats kastede sig ud i Lillebælt med kurs mod Vestfyn. De brugte alt, hvad der kunne flyde: små rådne robåde, tømmer, træstumper, vognbunde og dejtrug.

Nogle druknede, men mange blev samlet op af danske marinefartøjer ved farvandsgrænsen mellem Danmark og Tyskland syd for Assens. Sydvest for Bågø var Lillebælt dengang tysk farvand. Tyskerne havde mineret i farvandet mellem Bågø og Sønderjylland, mens Danmark efter tysk pres havde set sig nødsaget til at udlægge miner mellem Bågø og Wedellsborg Hoved. En flugt over Lillebælt på må og få kunne således være en særdeles farlig affære. Vejr og vind, miner og tyske patruljefartøjer. Alligevel flygtede i perioden 1915-1919 omkring 1600 mennesker over Lillebælt. De fleste af dem fik ophold i Assens, men nogle kom også til at opholde sig i sognene rundt om på Vestfyn.

Russiske flygtninge ved Skovpavillonen i Assens. 1915-1919

Hjemsendelse

Efter krigens afslutning blev de russiske flygtninge på Vestfyn i hold sendt hjem til Rusland. På et foto fra 1. april 1919 ses damperen Kong Haakon afgå fra Assens med 500 russere ombord. Det halve af byen tog afsked, skolebørnene havde fri, og byorkestret spillede. Hvilken skæbne ventede der mon de russiske flygtninge hjemme i det store land, der på det tidspunkt var splittet under en revolution og en fortærende borgerkrig, hvor hvide tropper kæmpede mod røde tropper?

Damperen "Kong Haakon" forlader den 1. april 1919 Assens Havn. Der er 500 russiske krigsflygtninge ombord på vej hjem til det borgerkrigshærgede Rusland.

Flygtningenes forjættede fantasibilleder

Desværre lever vi stadig i en verden med mange desperate flygtninge. De flygter fra krig, fattigdom og forfølgelse. Og flugten går ofte over farlige farvande som Middelhavet, Det Ægæiske Hav og Den Engelske Kanal på vej mod flygtningenes urealistiske fantasibilleder af forjættede lande i Europa. Nutidens flygtninge vil væk fra deres hjemlande. De under Første Verdenskrig russiske flygtende krigsfanger ville bare hjem.

Museet Flugt i Oksbøl ved Varde.
En arkitektonisk åbenbaring. En tankevækkende øjenåbner om verdens flygtningene i fortid og nutid. Et besøg på museet og på den nærliggende flygtningekirkegård kan meget anbefales.

Ib Hansen 28. september 2023

 

Den fremmede - makabre nyheder på en søvnig søndag

Solen stod højt. Det var midt i kirketiden. Tæt på efterårsjævndøgn. Ikke en vind rørte sig. Ikke en kat var at se på landsbyens hovedgade. Ej heller var der nogen levende sjæle. Et par duematroner var dem, der sørgede for liv i gaden. Vraltende, vuggende og kornpikkende i vejsiden. 

Pludselig blev stilheden brat afbrudt. "De har fundet en strandvasker ved Sdr. Åby Strand."

Sådan gjaldede det over kirkepladsen fra en dreng på cykel, netop da kirkegængerne kom ud af kirken. Han kom i rasende fart cyklende nede fra Sdr. Åby op til Husby Kirke. Bristefærdig af iver var han efter at udbrede sit sørgelige, men samtidig højdramatiske budskab.

De tunge duematroner lettede flaksende og forskrækkede fra vejsiden og satte sig godt tilrette i toppen af et af de store træer, der dengang omgav Husby Kirke. Det var med at følge nøje med, når der nu endelig skete noget dramatisk i den ellers lidt søvnige landsby. Måske var det nyheder, der var værd at sprede i lokalområdet?

Udsigten fra Sdr. Åby Strand mod Assens og Bågø

Her mellem Wedellsborghalvøens klinter og Sønder Åby Strand blev der 21. september 1919 fundet et ukendeligt lig.

Sådan fortæller min fantasi mig, at det kunne være gået til, da det blev offentligt, at der var fundet et halvt opløst lig på Sdr. Åby Strand. Men hvad er fakta i denne sag?

Husby Kirke med Lillebæltskysten ved Sdr. Åby i baggrunden

Den fremmede

Meget tæt på efterårsjævndøgn den 21. september 1919 blev der gjort et makabert fund i strandkanten mellem Sønder Åby Strand og klinterne ved Wedellsborg Hoved. Det var et lig, der havde ligget så længe i vandet, at det var ugenkendeligt. Liget kunne ikke identificeres nærmere end til at være en mand på mellem 20 og 60 år.

Første Verdenskrig var endnu meget nærværende. Danskerne hørte stadig jævnligt om ulykkelige hændelser, der kunne henføres til den forfærdelige krig. Det var noget folk fulgte levende med i.

Da præsten i Husby, pastor Wolf nogle dage senere den 25. september 1919 på Husby Kirkegård skulle begrave liget fra Sdr. Åby Strand, kunne han  lade være med at indføre nogle personlige gætterier i kirkebogen.

”Vistnok sømand eller fisker, antagelig fra en svensk damper, som havde last af klid og blev minestødt ud for Assens nogle måneder forinden”. Sådan kirkebogsfører sognepræsten sine gætterier. Det har selvfølgelig for Wolf været forfærdeligt ikke at kunne identificere den afdøde, så eventuelle pårørende kunne få besked.

Ganske rigtigt var der den 15. juni 1919 sket en skibsulykke ud for Assens. En svensk damper ”Vesterby”, der var på vej fra Kielerkanalen gennem Lille Bælt med en last klid fra Antwerpen til Kolding, var løbet på en vildfaren mine. Alle på dette skib blev reddet, så liget kan næppe have været en sømand fra dette skib.

I maj måned 1919 var den tyske damper ”Schülow” blevet minesprængt i Lillebælt og alle 11 ombordværende var omkommet. Så måske var det ugenkendelige lig en tysk sømand fra dette skib.

Såre menneskeligt og forståeligt, at pastor Wolf var ked af ikke at kende identiteten af den person, han begravede. Og derfor gjorde sig nogle gætterier om, hvem det mon kunne være. Men det kunne nok ikke være en svensk sømand, snarere en tysk. Måske mere sandsynligt var det en russisk krigsflygtning. Ligets tilstand kunne godt tyde på, at det havde ligget meget længe i havet.

I årene 1915-19 lykkedes det omkring 1600 russiske krigsfanger fra det dengang tyske Sønderjylland at flygte over Lille Bælt til Fyn. Men rigtig mange gik til under flugten, der ofte foregik på nødtørftigt sammenflikkede flåder eller i dejtruge og plimsollere. Det kunne derfor sagtens være liget af en sådan flygtende russisk krigsfange, som pastor Wolf måtte begrave som ukendt på Husby Kirkegård. Hvorfor han blandt mulighederne en svensker, en tysker, en russer eller en helt anden valgte den svenske mulighed, kan jeg kun gisne om. Men svenskere var jo nok på den tid de mest populære blandt de tre fremmede nationaliteter. Faktum er, at den person, pastor Wolf måtte begrave på Husby Kirkegård den 25. september 1919 forblev ukendt.

Det var for øvrigt årets høstgudstjeneste, der blev afholdt i Husby Kirke søndag den 21. september 1919, samme dag som det ukendte lig blev fundet ved Sønder Åby Strand. Høstgudstjenesten blev afholdt på trods af, at høsten netop det år på grund af dårligt vejr næsten ikke var helt færdig endnu.

En vandretur langs nedbrydningskysten

Ordene fra Jobs bog “Herren gav, Herren tog” i omformuleringen “havet tog, havet gav” dukker ofte op, når jeg går ture på kanten mellem land og hav fra Sønder Åby Strand til Wedellsborg Hoved. Ud over de herlige naturoplevelser nyder jeg under vandringen at bruge min historiske fantasi til at levendegøre de begivenheder, der fandt sted i denne del af Lille Bælt under og lige efter Første Verdenskrig.

Ib Hansen 23. september 2023 - efterårsjævndøgn.