lørdag den 3. oktober 2026

Krigens absurditet som almen dannelse

 




Jeg har i den senere tid læst to stærke, inciterende og vedkommende skønlitterære værker. Det er to meget forskellige, men tankevækkende romaner. Begge bøger giver jeg 6 ud af 6 stjerner.

Kristin Hannahs "Kvinderne" er en nutidig amerikansk bestsellerroman skruet sammen i fængende stil og med en moderne dramaturgi, der river læseren med. Bogen er et opgør med amerikanernes ageren under Vietnamkrigen. Undertiden er fortællingen ligefrem brutal i sin krigsrealistiske beskrivelser og i sin kritik af populismen bag krigens væsen. Synspunktet er, at generelt ønsker de fleste mennesker at lukke øjne og ører for verdens brutalitet og uretfærdighed.

Ferdinand Celines trediverroman "Rejsen til nattens ende" er et opgør med den europæiske klassiske dannelsesroman. En rå - ligefrem bestialsk - fortælling om Første Verdenskrigs forfærdeligheder og verdens groteskhed og brutalitet beskrevet gennem hovedpersonens bevægen sig rundt i Frankrig, Afrika og USA.

Apropos den aktuelle diskussion i Danmark om, hvordan man skal håndtere litterære værker af personer, der ytrer sig udemokratisk, er det også noget, man skal forholde sig til i forhold til Celines litterære mesterværk. Han ytrede i 1930-erne antisemitiske synspunkter, men hans værk står stadig som et litterært fyrtårn. Skal stærkt vedkommende værker kunne stå selv uanset forfatterens anløbne synspunkter? Hvad med nordmanden og nazisten Knut Hamsuns mesterværk "Sult"? Hvad med nobelpristageren Johannes V. Jensens romaner? Hvad med nazisympatisøren Harald Bergstedts populære sange "Solen er så rød mor?" og "Jeg ved en lærkerede?" Skal de ud af sangbøgerne?

Nå, det er en anden omend meget vedkommende diskussion.

De fleste, der kender mig, vil vide, at jeg går meget op i fakta, viden og dannelse. Jeg er af den opfattelse, at vi som medlevende demokratiske borgere har brug for både fakta og fiktion i vores dannelse som mennesker.

Dette fik mig til at tænkte på, hvordan jeg har oplevet krig og uretfærdighed i min tid. "Hvor forfærdeligt. Nu har vi krigen tæt inde på livet med krig midt i Europa, på vores kontinent!" Sådan kan man høre mange udtale sig om den aktuelle krig med Ruslands ulovlige brutale krigeriske overfald på Ukraine. Og det er helt rigtigt. Det er jeg enig i. Men der har godt været mange uretfærdige forfærdelige krige andre steder i verden. Har vi mon lukket øjne og ører for krig og uretfærdighed bare det har været på andre kontinenter?
 
Disse overvejelser fik mig til at tænke på en blogfortælling, jeg lavede for nogle år siden. Mine tanker om de krige jeg har oplevet rundt i verden i min tid. De tanker randt mig igen i hu under min læsning af de to ovennævnte romaner. Her er et uddrag fra min tidligere blogfortælling: 

"I august 1968 startede jeg på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. 1968 var ungdomsoprørets år og året, hvor Tjekkoslovakiet i april oplevede ”Foråret i Prag” med demokratiseringstiltag i det politiske liv. Tiltag der få uger efter min gymnasiestart fik en brat ende den 20. august, da tropper fra Warszawapagten med tunge kampvogne i spidsen brutalt nedkæmpede de spirende demokratiske kræfter. Det første skoleår i gymnasiet står mejslet i min hukommelse. Stærkest står erindringen om den dag i januar 1969, da min meget værdsatte og dygtige oldtidskundskabslærer Gottlieb Gørges kom ind i klassen til en oldtidskundskabstime. Vi blev straks mystificerede. I stedet for som sædvanligt med det samme at starte på dagens lektie lagde han sin lille brune læderskoletaske på katederet. Op af den upretiøse taske fremdrog han en åbenbaring af en digtsamling af en af det engelske sprogs mest mesterlige digtere, Shelley og læste et afsnit for os. Jeg husker ikke hvilket digt, det var, men det kunne have været ”The Sensitive Plant”, digtet der i Sophus Clausens gendigtning på dansk hedder ”Den følende blomst”.

”Hvorfor tror I, jeg læste dette digt for jer?” 

Det var vi ikke nogen, der umiddelbart kunne svare på. Vi anså nok indtil denne dag Gørges for at være en lidt verdensfjern oldtidsbegravet person.

”Det gjorde jeg til minde om Jan Palach”.

Og så gik vi ellers i gang med dagens græske sagn og vaser.

Jan Palach var den student, der den 16. januar 1969 i protest mod den sovjetiske undertrykkelse af Tjekkoslovakiet begik selvmord ved at sætte ild til sig selv. Jeg glemmer aldrig Gørges ageren. Det kalder jeg dannelsesarbejde. Hans dannelsesarbejde værdsætter jeg ikke blot på grund af denne situation, men også for hans sublime arbejde med at indføre os ungdomsoprørsoptagede unge mennesker i antikkens kultur, idegods og tankeverden. En fascination der for mit vedkommende har hængt ved lige siden.

Ungdomsoprøret og Vietnamkrigen hørte sammen i de år. Aviserne, radio og TV var fyldt med stof om det. Musikken var præget af det. Beatles og Rolling Stones var med deres musik med til at påvirke vores opfattelse af verden.

Rolling Stones udgav i december 1969, mens jeg gik i 2.G, den fantastisk inciterende og tankevækkende sang ”Gimme Shelter”. En sang der stadig føles aktuel. 

Krig, børn, det er kun et skud borte. Hør blot dette lille uddrag.

”War, children, it's just a shot away
It's just a shot away 
War, children, it's just a shot away
It's just a shot away"

1969 var også året, hvor den Vejle-fødte forfatter Inger Christensen udsendte digtsamlingen ”Det”, hvor hun kom med en stærk opfordring til os alle om at tage hjertet ud af skyggen.

”Og hjertet er helt i skygge
og hjertet er næsten hørt op
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop,”

Modstanden mod Vietnamkrigen, søgen efter retfærdighed og en bedre verden stod højt på dagsordenen blandt mange af os unge i disse år. Nobelprismodtageren Albert Camus romaner   "Pesten”, ”Den fremmede” og andre af hans bøger var blandt min yndlingslæsning i de år.

Camus pointe i romanen ”Pesten” om, at ondskaben i verden mest af alt stammer fra uvidenhed har fulgt mig lige siden, jeg læste ”Pesten” for første gang. God vilje uden tilhørende viden kan afstedkomme lige så megen fortræd som den onde vilje. Det er derfor jeg har den opfattelse, at viden ikke blot er noget, man kan søge, når man aktuelt har brug for den. Viden er noget, man bør have. Aktuel og lagret viden er med til at danne ens meninger og holdninger. 

The Beatles kunne også være med. I efteråret 1971 udsendte de den følsomme sang ”Imagine”.

”Imagine there's no countries
It isn't hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion, too
Imagine all the people
Livin' life in peace” 

Alt dette og meget mere af samme skuffe hjalp ikke. Verden var og er fortsat fuld af ondskab, vold og uretfærdighed. Men forudsætningen for at skabe en bedre verden er, at så mange som muligt bærer håbet i sig og hver på sin plads arbejder for forbedringer.

Vi, der har oplevet Vietnamkrigens tid, bærer mange billeder i os af krigens grusomheder. "Flugten" fra Afghanistan fik billedet af de amerikanske helikoptere, der i april 1975 evakuerede amerikanere ud af Saigon til igen at stå stærkt oplyst i erindringen. For mit vedkommende understøttet af musicaloplevelsen fra London af ”Miss Saigon”, hvor en stor helikopterattrap kom ind på scenen.


TV-billederne fra da amerikanerne forlod Afghanistan i august 2021 minder stærkt om Saigon 1975. Endnu engang har verdens stærkeste supermagt, som vi i Danmark bygger vores sikkerhed på, ydmyget og med halen mellem benene forladt et mindre land. "America first" er nu devisen. Med lidt forskellige ord fremsat af både præsidenterne Obama, Trump og Biden. En devise, vi kender helt fra den amerikanske præsident Monroes doktrin fra 1823 om, at de europæiske stater ikke måtte blande sig i konflikter på de amerikanske kontinenter, og at USA ikke ville blande sig i Europa. Monroedoktrinen blev opretholdt både under Første og Anden Verdenskrig, hvor USA først gik ind i krigene, da deres egne interesser blev truet.

Det er nu ikke kun billedet af helikopteren i Saigon, jeg bærer med mig. Det mest ikoniske og skræmmende billede, der er lagret i min erindring, er billedet fra 1972 af den nøgne brandskadede, skræmte, skrigende og ulykkelige 9-årige pige Kim Phuc, der løber på en landevej på flugt fra sin landsby i Vietnam. En landsby der af den amerikanskstøttede sydvietnamesiske hær blev bombet med klistret letantændelig napalm."

De to nævnte romaner sætter i høj grad ord og følelser på krigens absurditet, og Albert Camus udsagn om, at et menneske uden etik er som et vildt dyr tabt for verden. Vi må desværre konstatere, at der stadig er mange mennesker, der agerer som vilde dyr.