Bramdrup og Bramdrupdam i lyst og nød 1919

Lemlæstelse. Lovløshed. Strejke. Ekspansionstrang. Kulde. Sygdom. Morskab. Fest. Spænding. Sådan kan årets gang i Bramdrup Sogn i efterkrigsåret 1919 i korthed beskrives.

Stationsby og landsby

Inden vi ser på årets gang i 1919 i Bramdrup Sogn, skal vi lige have slået et par ting fast.

Det er væsentligt at vide, at det, vi i daglig tale kalder Bramdrupdam, i virkeligheden består af to bydele.

Den nye bydel er Bramdrupdam opstået langs Vejlevej, der er den gamle hovedvej mellem Kolding og Vejle. Det er stationsbyen med Egtvedbanens banegård og trinbrættet til Troldhedebanen. Bydelen Bramdrupdam ligger i det store kryds, hvor to jernbaner og en hovedlandevej krydsede hinanden.

 

Bramdrup og Bramdrupdam 1955. Landsbyen i forgrunden. Stationsbyen i baggrunden.
Bemærk, at landevejen fra Hvidsminde mod Vejlevej på dette tidspunkt endnu går  gennem Bramdrup landsby ved kirken

Den gamle bydel er Bramdrup landsby beliggende om landsbyforten foran kirken. Landsbyen har givet navn til det sogn, som både Bramdrupdam og Bramdrup ligger i, nemlig Nr. Bramdrup Sogn i Brusk Herred. Som mange andre steder i Danmark er landsbyen blevet suppleret med en stationsby, da man lagde jernbanerne et stykke vej fra landsby og kirke.

Det er også væsentligt at vide, at Hvidsmindeområdet helt ned til Kolding Fjord i hundredvis af år udgjorde den sydlige del af Bramdrup Sogn. Lige indtil området i 1930 blev indlemmet i Købstaden Kolding.

Årets gang i Bramdrup Sogn

Jeg har i forbindelse med hundredåret for 1. verdenskrigs start med stor interesse læst Florian Illies bog ”1913 – århundredets sommer”.

”1913” er historien om året med de sidste lyse timer, før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Virtuost udfolder Illies måned for måned gennem året 1913 et farverigt panorama fra europæiske og amerikanske storbyer og magtcentre med alle dets begivenheder, møder, gennembrud, konflikter, kunst, kultur, kærlighedshistorier og intriger. Begivenheder der giver genlyd op gennem  århundredet.

1919 er det første år efter våbenhvilen efter den forfærdelige verdenskrig. Året hvor de sejrende magter dikterede fredsbetingelserne for Tyskland. Fredsbetingelser der indeholdt kimen til endnu en blodig og dehumaniserende verdenskrig blot 20 år senere, nemlig 2. Verdenskrigs start september 1939.

Alt det vidste borgerne i Bramdrup Sogn ikke noget om. De levede året 1919 i lyst og nød, som menneskelivet nu engang leves. Det følgende er fortællingen om dette liv, som det udfoldede sig i Bramdrup Sogn måned for måned i 1919. Uden sammenligning med Illies skildring af det sidste fredsår i øvrigt vil jeg prøve at skildre livet i et lille sogn måned for måned gennem det første efterkrigsår. Er det muligt at spore verdens store begivenheder i en lille sogneverden? Og kan den lille sogneverden bruges til at spejle den store verden? Men lad os komme i gang.

Januar 1919 var i Bramdrup og Bramdrupdam præget af den af verdenskrigen affødte store mangel på daglige fornødenheder. Ligesom udover resten af landet var der brændselsmangel og vareknaphed. Det var ikke rart midt i vinterkulden.

Det var under to måneder siden, der året forud den 11.11.1918 klokken 11.00 var blevet indgået våbenstilstand efter den rædselsfulde Første Verdenskrig. Krigen der kostede over ni millioner mennesker livet, og som dermed blev en af de hidtil blodigste konflikter i verdenshistorien. Industrialiseringen havde skabt uhyggelige krigsmaskiner, der dræbte og lemlæstede i forfærdeligt omfang. Soldater blev mejet ned på slagmarken i et antal, som mennesker aldrig havde oplevet det før. Sult, sygdom og nød ramte overalt, også hvor der ikke var fysisk krig. Her i 1919 ventede man på de fredsbetingelser, der ville blive resultatet af den fredskonference, der den 18. januar af de sejrende magter blev indledt i Versailles i Frankrig. En konference uden tysk deltagelse. 

Det var lykkedes Danmark at bevare sin neutralitet under krigen, men danskernes dagligdag og dermed også borgerne i Bramdrup og Bramdrupdams dagligdag var under og lige efter krigen præget af, at der var mangel på næsten alting. Regering og Rigsdag havde indført adskillige restriktioner, der skulle sikre en nogenlunde retfærdig fordeling af de varer og den brændsel, der kunne fremskaffes. Her umiddelbart efter krigshandlingernes afslutning ventede alle – også i Bramdrup og Bramdrupdam - åndeløse af spænding på, hvordan spørgsmålet om Sønderjylland ville blive løst, og ikke mindst om almindelige menneskers levevilkår og dagligliv nu ville blive forbedret.

Den 4. januar annoncerede sognerådet i Harte-Bramdrup Kommune, at de beboere, der ønskede at få tildelt træ og tørv gennem kommunen kunne skrive sig på en liste, der var fremlagt på Bramdrupdam Kro.

 

Tørvegravning

Dengang afregnede man sin skat direkte til kommunen og det i kontanter og efter egen selvangivelse. Harte-Bramdrup Kommune meddelte den 17. januar, at kommuneskatten for 4. kvartal 1918 skulle indbetales den 22. januar i Bramdrupdam Kro, hvor der samme dag også ville blive udbetalt brændselstilskud til beboere, der måtte være berettigede hertil.

For mange i Bramdrupdam og Bramdrup var det som nævnt trange tider. Det fik sognefogeden i Bramdrup Sogn til at gå sammen med sine kolleger i Ejstrup, Harte og Stallerup om en avisannonce, der blev indrykket den 2. januar. ”Hjælp os med at hjælpe syge og fattige”. Sådan lød sognefogedernes nødråb.

Februar blev måneden, hvor Bramdrup og Bramdrupdam oplevede en snert af de lovløse tilstande, som verdenskrigen havde medført. Skruppelløse sjæle kunne tjene lette penge ved at smugle fødevarer over grænsen til Tyskland, som stadig på dette tidspunkt lå lige syd for Taps. Hvis smuglerne til og med kunne komme gratis til de varer, der let kunne afsættes i Tyskland, var der en god skilling at tjene.

Sidst i februar måned blev der ved et indbrud i Bramdrupdam Andelsmejeri stjålet 35-40 kg smør. Det stjålne smør nåede dog aldrig over grænsen. Politi og datidens efterretningstjeneste, Statspolitiet sporede ved hjælp af politihunde en smuglerbande i Vonsild. En af smuglerne blev fanget. Han havde 50 pakker smør fra Bramdrupdam Andelsmejeri i sin besiddelse. Smugleren blev efterfølgende idømt 2 måneders fængsel for sine handlinger.

Bramdrupdam Andelsmejeri 1953. Den hvide bygning bag mejeriet er Bramdrupdam Kro. Bygningen til højre for mejeriet og kroen er Bramdrupdam Brugsforening. I forgrunden ses Troldhedebanen med trinbræt og venteskur

Sognerådet i Harte-Bramdrup Kommune havde sit hyr med kommunens økonomi. Verdenskrigens mangeltilstande betød dyrtid. Priserne steg og steg, og der var overalt i samfundet pres fra arbejdstagerne på at sikre lønningernes købekraft. Dyrtiden betød, at sognerådene manglede penge. Skatteudskrivningen for sognekommunerne var dengang som nu reguleret af staten. Sognerådene kunne med særlig begrundelse søge om lov til at hæve skatteudskrivningen. Det gjorde Harte- Bramdrup Sogneråd i lighed med mange andre kommuner. Sidst i februar måned fik sognerådet den i første omgang glædelige meddelelse, at de måtte forhøje skatteudskrivningen med 44.000 kr. samlet for hele kommunen. Det har der sikkert været en del, der har været utilfredse med, hvis de var blandt dem, der skulle betale mere i skat.

Det var både på den ene og anden måde en kold tid, beboerne i Bramdrup Sogn dengang levede i. Den 26. februar måtte et møde i Bramdrup Venstreforening aflyses på grund af snevejr.

Marts måned bød på mystisk og spændende underholdning på Bramdrupdam Kro for dem, der havde råd til og nerver til det. Torsdag den 13. marts klokken 20 var der optræden af manden med den sjette sans, den unge fakir og tankelæser Waldoza. Et af numrene gik ud på, at Waldoza opklarede et fingeret mord. På trods af tidens brændselsknaphed reklamerede kroen forud for aftenunderholdningen med, at salen ville være opvarmet. Til gengæld var billetprisen så høj som 1,25 kroner. Ifølge Danmarks Statistik var lønnen for en landbrugsmedhjælper i disse år gennemsnitlig for Jylland på 484 kr. for sommerhalvåret og 222 kr. for vinterhalvåret, altså en årsløn på 706 kr.

Annonce i Kolding Folkeblad 10. marts 1919

Der var også i 1919 lejligheder, hvor der var grund til stolthed over resultater opnået i sognet. Sidst i marts måned fik Bramdrupdam Andelsmejeri den besked, at mejeriets smør ved den lovbefalede smørbedømmelse var blevet bedømt til at ligge i den bedste tredjedel blandt mejerierne. Mejeriet havde haft mange år til at øve sig. Bramdrupdam Andelsmejeri blev opført i 1887 og lå overfor Bramdrupdam Kro på hjørnet af Påbyvej og Vejlevej, der hvor nu Netto ligger.

Tidligere lærer i Bramdrup, senere direktør i Dansk Føhandel, den entreprenante Jens Peter Dreyer. Efter sin fratrædelse som lærer og fraflytning fra Bramdrup bosatte han sig på Skovhøj, en sidevej til Haderslevvej. Dengang lå Skovhøj i Vonsild Sogn. Denne del af Vonsild blev i 1930 indlemmet i Kolding. Dreyers gravsten står på Gamle Kirkegård ved Tøndervej.

En af sognets tidligere entreprenante personligheder døde den 20. marts 1919. Det var den forhenværende lærer på Bramdrup Skole J. P. Dreyer. Dreyer kom til Bramdrup Skole i 1867. Udover undervisningen satte Dreyer en masse i gang i sognet. Husflid og håndarbejde. Gymnastik og skydning. Optog til Bramdrup Skov, hvor der blev afholdt konkurrencer, sunget og holdt elevtaler fra den opstillede  talerstol. Det var en af de store skoledrenge, der skulle holde en sådan forberedt tale. Hensigten var at styrke elevtalerens selvværd og selvtillid. Nu til dags synes vi, at et sådant mål også kunne være interessant i forhold til pigerne. Det kom ikke på tale dengang.

Dengang havde førstelærerne jord, der hørte under skolen. Det havde Dreyer også. Skolelodden på cirka 7 ½ tønde land lå mellem nuværende Oktobervænget og Septembervænget. Skolen ligger stadig på pladsen foran Bramdrup Kirke. Det er det gule stråtækte hus på hjørnet af Kirkely og Nørregyde, over for Kringsgården. Der var tidligere endnu en bygning med klasseværelser. Denne bygning er brudt ned.

Skolelodden brugte Dreyer til forsøg med og fremavl af havefrø. Til sidst greb det så meget om sig, at han i 1881 forlod lærerjobbet og stiftede ”Dansk Frøhandel”, som han så var direktør for til sin død. Han bosatte sig på vejen Skovhøj i Kolding. Dreyersvej i Kolding er opkaldt efter ham. Dansk Frøhandels lagerbygning ligger stadig i Kolding på adressen Pakhustorvet og er nu indrettet til kontorer.

Dengang som nu glædede man sig over forårets komme. Efter en lang kold og trang vinter gav det varmen at kunne læse en lille notits i Kolding Folkeblad den 31. marts: ”Foråret. Der er plukket anemoner i Bramdrup og Lilleballe skove. Sig så, at det ikke er forår!”

Aprils komme betød, at det nu var tid for at planlægge, hvordan de plørede sogneveje skulle genoprettes efter vinterens skader. Derfor annoncerede Harte-Bramdrup Sogneråd, at kommunen den 19.4. ville afholde licitation på Bramdrupdam Kro over levering af grus og sten til udbedring af kommunens grus- og jordveje.

Men der var også fokus på indtægter, så derfor kunne interesserede ved samme lejlighed byde på, hvad de ville betale for at erhverve sig græs fra kommunens grøftekanter.

Ingen fine følelser. Harte-Bramdrup Kommune meddelte, at kommuneskattelisterne ville være fremlagt til offentlig gennemsyn på Harte og Bramdrup skoler de første to uger i april. Samtidig ville der være fremlagt en oversigt over de borgere, der ikke havde afleveret selvangivelse. I kommuneskattelisterne kunne borgerne se en fortegnelse over de enkelte skatteydere, samt hvilke skattebeløb de enkelte husstande betalte.

Denne offentlighed om borgernes skattebetaling er længe afskaffet i Danmark, mens både Norge og Sverige stadig har fuld offentlighed over den enkelte borgers skattebetaling.

Maj var måneden, hvor Koldings skolebørn drog ud på landet for at hente sommeren ind til byen. Bramdrup Skov var målet for eleverne fra Kolding Forberedelsesskole lørdag den 17. maj. Kolding Folkeblad skriver dagen efter om ”de mange små glade drenge og piger”, der lørdag eftermiddag førte ”sommer i by”, da de i bøgeløvs- og blomsterudsmykkede vogne rullede gennem byen.

Bramdrup Skov og Bramdrup Skovkro var ikke kun udflugtsmål for skoleelever. Bramdrup Skovkro er nu Kolding Friskole. Også mange lav, fagforeninger og borgergrupper gjorde udflugter til Bramdrup Skov enten til fods, med hestevogne eller de stod af Troldhedetoget ved trinbrættet ved Skovløberhuset. Troldhedebanen var i drift fra 1917 til 1968.

Troldhedebanen havde trinbræt her ved Skovløberhuset. Bemærk signalstanderen, som passagerer kunne anvende, når de ville have toget til at standse for at komme med. Ib Hansen oktober 2019

Bramdrup Skovkro blev  udover at blive brugt som udflugtsmål også brugt til forskellige møder og sammenkomster, blandt andet grundlovsmøder. 

Kolding Socialdemokrat kan den 26. maj meddele sine læsere, at der nu ”bliver serveret kaffe, afholdsøl og sodavand ved Skovhuset, der er bygget ved trinbrættet i Komarksbuskene. Hygge og skygge under bøgekronerne. Højt til bøgenes kroner og luften er ren og frisk.” Journalisten har rigtig hygget sig. Skovhuset er det, vi nu kalder Skovløberhuset. I artiklen foreslår journalisten desuden friskt, at der anlægges en sti op til Bramdrup Skov. En sti han mener ikke kun vil være af interesse for koldingensere, som vil gå en rundtur til trinbrættet og rundt gennem Bramdrup Skov. Den sti er nu længe etableret og forløber fra p-pladsen ved Bramdrupskovvej til Troldhedestien nær Skovløberhuset.

Krohaven ved Bramdrupdam Kro var et populært udflugtsmål. Da krohaven i 1917 blev gennemskåret af Troldhedebanen, fik kromanden som kompensation bygget en bro over jernbanen mellem krohavens nu to dele. Ib Hansen oktober 2019.

En del gjorde også udflugter ”helt ud” til Bramdrupdam, hvor kro og krohave var populære mål. Krohaven var med Troldhedebanens etablering i 1917 blev todelt, men kromanden havde foranlediget, at der blev etableret broforbindelse mellem de to haveafsnit. Broen er der endnu, mellem banedæmningen og Vejlevej. For øvrigt kunne man i årene fra 1917 til 1930 fra Kolding vælge mellem to banelinjer til Bramdrupdam. Egtvedbanen som havde en rigtig station, hvis bygning ligger der endnu med indkørsel fra Bramdrupvej. Og Troldhedebanen som kun var betjent med et trinbræt med en mindre bygning, der lå syd for mejeriet, der hvor nu Netto ligger. Egtvedbanen eksisterede kun fra 1898 til 1930, men der ligger stadig i landskabet en del dæmninger og stirester, der minder os om dette stykke kulturhistorie. Ved golfklubben kan man se en høj banedæmning over en dyb slugt. Herfra og hen til Kolding Gymnasium, kan vi gå på en sti, der er etableret, hvor Egtvedbanen forløb. For enden af denne sti, ligger der også en høj banedæmning. Med datidens redskaber har anlæg af jernbanelinjer været et stort og slidsomt arbejde.

Bramdrup Station 1918. Manden arbejdede på banen. Konen passede station og billettering. Huset ligger der endnu, en smule ombygget med indkørsel fra Bramdrupvej ,bag frisørerne.

Juni måneds grundlovsfest i Bramdrup blev sat i relief af, at nogle medarbejdere på Bramdrupdam Andelsmejeri benyttede deres grundlovssikrede og overenskomstmæssige ret til at strejke for bedre løn- og arbejdsforhold.

I 1919 var der ud over landet ordinære overenskomstforhandlinger. Overenskomsterne var 5-årige, derfor var lønningerne ikke blevet reguleret siden verdenskrigens start i 1914. Verdenskrigen havde medført knaphed på varer og brændsel. Der blev udført mange fødevarer til Tyskland, hvilket gav store fortjenester til grossisterne, de såkaldte gullaschbaroner. Alt sammen havde det ført til stærkt stigende priser, og da lønningerne ikke blev reguleret, blev lønnens købekraft reduceret. Samtidig kæmpede lønmodtagerne under devisen 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fritid for en nedsættelse af arbejdstiden. I det hele taget var det en urolig tid på arbejdsmarkedet. Danmarks Statistik opgjorde, at der i perioden 1916-20 ud over landet havde været 1249 strejker og 17 lockouter. Alene i 1919 var der 472 arbejdsstandsninger.

Annonce i Kolding Socialdemokrat 7. juni 1919

Urolighederne på mejerierne fortsatte i mange uger. Bedre blev det ikke af, at store grupper af strejkebrydere blandede sig i konflikten. Det gjorde sig også gældende på Bramdrupdam Andelsmejeri. Den 3. juni oplyser Kolding Folkeblad, at to undermejerister på Bramdrupdam Andelsmejeri strejker, men at mejeribestyreren meddeler, at mejeriet har fået fat i to andre i stedet, hvorfor der ikke er problemer med produktionen. Avisen oplyser, at det samme gør sig gældende for alle mejerier inden for avisens læserdistrikt.

Borgerne i Bramdrup og Bramdrupdam glædede sig med resten af landet, da Tyskland den 28. juni i Versailles underskrev de af de sejrende magter ensidigt dikterede fredsbetingelser. Nu så man en bedre og lysere fremtid i møde. Ingen tænkte på det tidspunkt på, at fredsbetingelsernes snert af ensidighed og hævn fra de sejrende magters side i sig bar kimen til en endnu mere blodig og dehumaniserende verdenskrig udløst bare 20 år senere i september 1939, da Hitler besluttede at rykke ind i Polen.

Den 24. juni måtte bramdrupborgerne skrabe kistebundene og kigge dybt i portemonnæerne. Bramdrupdam Brugsforening meddelte, at brugsen holdt lukket fredag den 27.6. for at lave den årlige statusopgørelse. Kunderne skulle aflevere deres kontrabøger og sørge for at få deres gæld betalt. Dengang kunne faste kunder ”købe på bog”. Varekøbet blev noteret i brugsens regnskabsbog for hver enkelt kunde, og kunden havde sin egen kopi. Med jævnlige mellemrum blev det skyldige beløb afregnet, og alt skulle være afregnet inden brugsens årsopgørelse.

Det med kontrabøger, kredit og lejlighedsvis afregning var nu noget bramdrupborgerne var godt vant med. Denne form for tillid mellem butik og kunder var gældende ud over landet og holdt sig helt op til omkring 1970.

 

Bramdrupdam Brugsforening i 1959. Den lå på Vejlevej, hvor der nu er ortopædskomager. Brugsen lå på denne adresse 1910 til 1973. Bemærk masten med telefonklokker og telefonledninger. Brugsen kunne som det ses også tilbyde benzin til både lokale og forbipasserende landevejsfarere. Vejlevej var dengang hovedvej.

Bramdrupdam Brugsforening var i 1919 allerede 22 år gammel. Den var blevet oprettet i maj 1897. Brugsen lå fra starten ved Vejlevej i Bramdrupdam, hvor mange af sognets andre virksomheder også lå, for eksempel Bramdrupdam Kro, Bramdrupdam Andelsmejeri og Møllen. Mølleriet lå, hvor nu skoletandklinikken og kiropraktorklinikken ligger. Møllens stuehus er det hvide hus, der ligger med gavlen mod Bramdrupvej, lige når man svinger ind fra Vejlevej. Bramdrup Elektricitetsværk blev etableret ved Bramdrup Mølle, som også havde et bageri.

Brugsen havde først adresse på Vejlevej 338, men flyttede i 1910 over landevejen til en ny bygning ved siden af mejeriet. Bygningen ligger der endnu og huser en ortopædskomager. I 1973 blev Brugsen flyttet til et nyt centerbyggeri i Bramdrup, hvor den ligger for enden af Centervej.

Juli var en stille måned, hvor livet og dagligdagen i Bramdrup Sogn gik sin vante gang. Bramdrup Telefoncentral søgte allerede her i juli måned en ung pige til en plads den 1. november. Telefoncentralen skrev i stillingsopslaget, at en, der var bekendt med betjene centralen, ville blive foretrukket. Man var åbenbart ude i så god tid for at sikre sig et bredt ansøgningsfelt af kvalificerede, så man eventuelt kunne undgå at bruge for meget tid på oplæring. Centralbestyrere var agtede folk. Det var bestemt ikke hvem som helst, man kunne betro dette samfundsvigtige hverv. Centralens telefonistinder havde tavshedspligt. De kunne nemlig lytte med, når folk talte i telefon sammen.

Telefoncentralen Bramdrupvej 18 i 1908. Bemærk tårnstationen på taget. Herfra gik der ledninger ud til hver abonnent

I 1919 lå Bramdrup Telefoncentral i huset på den adresse, der nu er Bramdrupvej 18. Huset ligger der endnu. Centralen blev i 1905 flyttet til Bramdrupvej 18 efter først i nogle år at have haft til huse på en anden adresse. På centralens hustag var installeret en tårnstation med to porcelænsklokker til hver abonnent. Centralen og abonnenten stod i forbindelse med hinanden gennem to kobberledninger, som var fastgjort til en række telefonmaster af træ. Her i 1919 var der i alt 111 abonnenter i centralens område, der dækkede Bramdrup, Bramdrupdam, Hvidsminde, Lilballe, Rådvad, Stubdrup og Harte.

August blev præget af en uhyggelig ulykke. En skomagerlærling i Bramdrupdam kom under arbejdet slemt til skade. Det skete, da han skulle pille en genstridig knude op. Hertil anvendte han en syl. Sylen smuttede, og han var så uheldig, at den ramte ind i hans øje. Datidens lokalaviser omtaler ulykken, men ikke om han mistede øjet, og hvordan det senere gik ham.

August måned var en travl måned. Det var høstmåneden. Vækstbetingelserne i juni, juli og august havde været påvirket af temperaturer under normalen. Det havde udsat kornets modning. Ydermere kom der en del regn i august måned. Årets høst blev derfor forsinket. Da den så endelig sidst i august kom i gang, havde alle på sognets gårde megatravlt. Kornet skulle mejes med le, bindes i neg, negene sættes sammen i traver, så kornet kunne lufttørres, inden det blev kørt i laderne og lagt på stænger og lofter for at vente på den kommende vinters tærsketid.

 

Bramdrup Kirke var i århundreder annekskirke til Harte Kirke. Ib Hansen 2017

Den eneste der ikke havde travlt, var sognepræsten, som Bramdrup havde fælles med Harte. Bramdrup var annekssogn under Harte Sogn, og præsten boede i Påby Præstegård, hvorfra han drog til Bramdrup, når han havde kirkelige handlinger at forrette. Udover søndagsgudstjenesterne havde han ikke meget at forrette i Bramdrup i august. Ingen dåbshandlinger. Kun en enkelt begravelse. Og ingen vielser. Hvem ville da også finde på at lade sig vie i høstmåneden. Det ville godt nok have været upopulært. Så skulle vielsen da have være meget påtrængende!

Bramdrup Sogn og Harte sogn havde haft fælles præster siden Middelalderen og blev først adskilt i 1994, hvor Bramdrup Sogn efter ansøgning fik lov at blive et selvstændigt pastorat.

September bød på problemer med leverancen af konsummælk fra Bramdrupdam Andelsmejeri til Kolding. Forbrugerne i Kolding modtog dagligt cirka 2000 liter mælk fra Bramdrupdam. Den 10. september udeblev leverancen. Det var kredslægen, der stoppede produktionen på mejeriet og krævede grundig desinfektion af hele mejeriet, inden produktionen igen kunne genoptages. Det var mejeribestyrerens 10-årige søn, der var problemet. I det daglige løb han selvfølgelig rundt og fulgte arbejdet på mejeriet. Men nu havde det vist sig, at han var blevet ramt af skarlagensfeber. Kredslægen vurderede, at mælken kunne være blevet inficeret og stoppede derfor mælkeleverancerne. Mejeriet brugte en dag på at desinficere, så dagen efter standsningen fik borgerne i Kolding igen deres daglige mælk.

Det var vist i øvrigt et mildt tilfælde af skarlagensfeber. Drengen cyklede selv ind til indlæggelse på sygehuset i Kolding.

Harte Sogn og Bramdrup Sogn udgjorde i mange år Harte-Bramdrup Kommune.  Kommunens forretninger blev i begyndelsen - og også i 1919 - udøvet ved brug af skoler, kroer og forsamlingshuse. Senere byggede kommunen kommunekontor her på Vejlevej, hvor der nu er blomsterbutik. En flot blodbøg pryder stedet. Kommunekontoret blev nedlagt, da Harte-Bramdrup Kommune i 1970 indgik i det, man dengang kaldte storkommunen Kolding.

Dagligdagen var stadig præget af de af verdenskrigen affødte restriktioner og rationeringer. Rigsdagen havde vedtaget en kornlov, der skulle regulere forbruget af korn. Ordningen blev administreret af kommunerne. Den sidste dag i september averterede Harte-Bramdrup Kommune i henhold til kornloven, at jordbrugere, der ønskede at bytte brødkorn til foderkorn, skulle afgive personlig underskrift herpå i Bramdrup Øvelseshus mandag den 6. oktober.

Bramdrup Øvelseshus var blevet bygget i 1895. Øvelseshuset fik i 1932 navn som forsamlingshus. I 1963 blev Bramdrup Forsamlingshus solgt til Serapionordenens loge ”Saxum”, hvis logo nu ses på husets vestgavl.

 

Under 2. verdenskrig brugte tyskerne Bramdrup Forsamlingshus som base for deres mobile rugbrødsbageri.

Oktober måneds største nyhed af betydning for Bramdrup Sogn var, at Købstaden Kolding fik støtte fra stærke kræfter i ønsket om at kunne indlemme nogle af de omliggende landområder. Det var ikke i Bramdrups interesse. Harte-Bramdrup Kommune ville i givet fald miste nogle af sine største skatteydere. Det var nemlig området fra Bramdrup Skov syd for Bøgelund ned til Kolding Fjord inklusive Hvidsminde og Strandvejen, der var tale om. Koldings sognegrænse fulgte ind mod Kolding Marielundsøen og på Fredericiasiden en linje mod sydøst fra Bøgelund og cirka ned, hvor nu roklubbernes klubhuse ligger

Avisen Kolding Socialdemokrat skrev den 14. oktober om spørgsmålet om indlemmelse af dele af Bramdrup Sogn i Kolding. De ansøgninger om indlemmelser, der af Indenrigsministeriet havde været oversendt til den politisk nedsatte kommission med det lidet mundrette navn ”Kommissionen Angående Landdistrikters Indlemmelse og Læbæltets Ophævelse” var nu behandlet.

Kommissionen havde efter at have besigtiget forholdene besluttet at indstille følgende angående Kolding. Kommissionen fandt, at den af Kolding Købstad ønskede indlemmelse af blandt andet dele af Bramdrup, Seest og Vonsild sogne burde finde sted. Kommissionen anbefalede også, at købstædernes læbælter over hele landet skulle ophæves.

For en god ordens skyld må jeg hellere nævne, at spørgsmålet om læbæltets ophævelse rundt om ved landets købstæder ikke drejer sig om plantebælter. Det var en beskyttelseszone på godt 10 kilometer rundt om købstæderne, der skulle beskytte købstædernes handlende mod konkurrence fra landdistrikterne. Læbælternes ophævelse blev hurtigt en realitet, idet Rigsdagen besluttede ophævelsen i 1920.

Spørgsmålet om dele af landsognenes indlemmelse i Kolding blev derimod en politisk sejtrækker. Der gik helt til 1930, før Kolding Købstad kunne indlemme de ønskede dele af Bramdrup, Seest og Vonsild sogne. Så var Bramdrup ikke længere et kystsogn. Sognets sydgrænse var nu langs skovbrynet ved Bøgelund og ned til Troldhedebanen, cirka der hvor den store kælkebakke er, og hvorfra der går en sti op forbi Østre Vandværk til Kolding Gymnasium. Nu var det så ikke længere muligt for velhavende koldingborgere at bo tæt på Kolding, men i skattely i et landsogn.

 

Målebordsblad tegnet 1867. Rettet 1901. De kraftige brune streger er sognegrænserne. I midten til venstre Bramdrup Skov. Bemærk af Bramdrup sognegrænse her følger Marielundsøen mod syd ned til fjorden.

Samme sted som ovenstående kort. Grundkortet er stadig fra 1867, men er nu rettet i 1937, altså efter indlemmelsen i Kolding af den sydlige del af Bramdrup Sogn i 1930. Bemærk den brunt optrukne nye sognegrænse syd for Bramdrup Skov ved Bøgelund og Sønderskovgård.

I oktober blev årets anden konfirmation i Bramdrup Kirke afholdt. Pastor Jespersen kunne konfirmere 2 drenge og 3 piger. Dengang afholdt man i sognene to årlige konfirmationer. Ved forårskonfirmationen i april var kun 1 pige blevet konfirmeret. Nu var konfirmanderne klar til at komme ud at tjene fra førstkommende skiftedag. Skiftedage var de to tidspunkter på året, hvor der blev skiftet arbejdssted og skete nyansættelser. Skiftedagene var dengang ud over hele landet 1. maj og 1. november, lige efter hver af årets konfirmationer.

Årets sidste vielse i Bramdrup Sogn fandt sted her i oktober. Det var et landpostbud fra Kolding på 26 år, der fik sin 32-årige Dusine fra Bramdrup.

Jo, hun hed Dusine! Når en børnerig familie fik dusinet fuldt, fik barn nummer 12 navnet Dusinius, hvis det var en dreng og Dusine, hvis det var en pige.

Året efter i november 1920 fødte Dusine en pige, der døde kort tid efter fødslen. Så for denne familie fulgte sorgen efter glæden. Desværre var det på dette tidspunkt almindeligt med en stor spædbarnsdødelighed. Mere om det senere, når 1919 gøres op ved årets udgang.

November 1919 var den koldeste november i mands minde. Middeltemperaturen for november måned blev kun på 0,7 plusgrader, og der blev målt et minimum på minus 16,1 grader. Månedens middeltemperatur var langt under november måneds gennemsnitlige normaltemperatur på plus 6,7 grader. Midt i november blev der en forfærdelig snestorm over hele landet. Den var ikke så slem her på egnen. Men heldigvis kom der da sne.

Kolding Folkeblad opfordrede den 16. november borgerne til at gå til søndagskoncert i den røde pavillon i den snedækkede Marielundskov.

Hvorfor nu mene, at der heldigvis kom sne? Den 18. november blev der målt temperaturer på helt ned til minus 15 grader. Det var ikke godt. Nogle steder stod roerne endnu i jorden, og roe- og kartoffelkuler var kun sparsomt afdækkede, men heldigvis kom der sne. Sneen havde den positive effekt, at kartoffel- og roekuler var godt beskyttede mod den stærke frost. Vinteren varede ikke ved. Som det så ofte går, slog vinteren over i regn og rusk.

Bramdrupbørnene måtte håbe på, at det kunne nå at blive snevejr igen, så de kunne få en hvid jul med mulighed for at få slæde- og kaneture.

 

Et snedækket Bramdrupdam i 1909 set mod syd fra krydset Vejlevej, Gl. Donsvej og Bramdrupvej

Ellers ikke meget at skrive hjem om fra Bramdrup Sogn i november 1919. Så kan vi jo passende i stedet se på, hvordan det var at tage en togtur fra Bramdrup til Kolding. Dengang kunne man vælge mellem to toglinjer. Det kunne man fra 1917 til 1930, hvor Egtvedbanen lukkede. Troldhedebanen lukkede i 1968.

Men tilbage til togturen i 1919. Egtvedbanen havde to afgange om dagen fra Bramdrup til Kolding og to retur fra Kolding til Bramdrup og videre til Egtved. Det var en langsommelig affære. Banen var smalsporet, næsten en halv meter smallere end statsbanernes spor. Maskinkraften var ikke stor. Det betød alt sammen, at det tog lang tid for toget at komme fra Kolding til Bramdrup Station. I 1919 tog det 34 minutter fra Statsbanegården i Kolding forbi Egtvedbanens hovedbanegård, Ndr. Banegård at nå til stationen i Bramdrup. Turen på knap 30 kilometer mellem Kolding og Egtved tog næsten 2 timer. Både Nordre Banegård på nuværende Nordre Ringvej ved Låsbyhøj og Bramdrup Station på Bramdrupvej ligger der endnu.

 

Egtvedbanens tidligere station i Bramdrupdam. Ib Hansen 2017.

Stien mellem Golfklubben og Kolding Gymnasium. En del af Egtvedbanens tracé 1898 til 1930.

1907. Egtvedbanens hovedbanegård i Kolding lå for enden af Låsbygade. Nordbanegården med de flotte lamper ses til højre. Huset ligger der endnu foran Låsbyhøj set fra Nordre Ringvej. Husene til venstre er revet ned. Her ligger nu Nordre Kollegium, hvor jeg boede fra 1971 til 1976. Egtvedtoget kører ad sporene, der lå, hvor nu Nordre Ringvej er anlagt. Lidt før Koldingbjerg asede toget op over de stejle bakker mod Bramdrup, mens en linje fortsatte ned gennem Bypark Øst mod statsbanegården og Troldhedebanens banegård. Skinnerne på billedet fortsætter mod venstre hen til remisen, der lå på hjørnet af nuværende Nordre Ringvej og Vejlevej. Remisen blev desværre revet ned for nogle år siden, da man byggede de hvide blokke, der nu ligger der

Målebordsblad tegnet 1868, rettet 1929 med blandt andet Egtvedbanen. Bemærk, hvordan banen er indrettet, så den fra Bramdrupdam kommer ind til Nordbanegården, hvorfra der så går en linje mod øst. Linjen bliver uden for kortets højre side til en bue ned til statsbanegården. Buen kan endnu anes i terræn ved den lille sø, der ligger i Bypark Øst ved Marielundskolen, den tidligere Parkskole. I billedets øverste højre hjørne kan man se Troldhedebanen, der kommer ind fra sydøst og efter 1917 krydsede under Egtvedbanen ved Bramdrupdam Kro.

Det gik lidt hurtigere med Troldhedebanen. Den havde tre afgange om dagen i hver retning, men havde ingen stationer i Bramdrup Sogn. Til gengæld havde Troldhedebanen to trinbrætter i sognet. Et trinbræt med venteskur i træ mellem mejeriet og Bramdrup Dammen. Og et trinbræt ved Skovløberhuset. Hvis der var nogen, der skulle med fra et af de to steder, skulle de stille på et rød-hvidt skilt, så lokomotivføreren kunne se, at der var passagerer at tage op. Hvis en passager skulle af, skulle vedkommende bare anmelde det i toget, som så standsede ved det ønskede trinbræt. Der er ikke mange rester tilbage fra Troldhedebanen udover stien, hvor banelegemet tidligere lå. Ved Skovløberhuset står dog endnu det skilt, passagerne skulle stille på, når de gerne ville have toget til at standse.

I vore dage er det en herlig vandretur at gå ad Egtvedbanens tidligere spor fra Bramdrupdam forbi Golfklubben ned til Nordre Banegård ved Låsbyhøj og videre ned til Bypark Øst for så at gå ad Troldhedebanens tidligere spor tilbage til Bramdrupdam. En vandretur på et par timer. I tilgift får vandreren fra Egtvedbanens tidligere spor nogle fantastiske udsigter ud over Kolding.

Troldhedetoget kørte noget hurtigere end Egtvedtoget. Det havde samme sporvidde som statsbanerne. I 1919 tog det fra statsbanegården i Kolding til den første rigtige stationsbygning ved Dybvadbro cirka 18 minutter. Så mon ikke det har taget 12-14 minutter fra Statsbanegården til trinbrættet i Bramdrupdam. Stationsbygningen ved Dybvadbro ligger der endnu. Hele turen på cirka 88 kilometer fra Kolding over Grindsted til Troldhede sydvest for Herning tog omkring fire timer. I Troldhede havde banen forbindelse med jernbanen fra Skjern over Herning til Skanderborg.

December var en måned med både glæder og sorger. En ugift 20-årig tjenestepige i Marielund i Bramdrup Sogn fødte den 3. december et såkaldt uægte barn, en dreng. Drengen døde allerede dagen efter, men nåede at blive hjemmedøbt og få navn.

Præsterne var forpligtede til at notere i kirkebogen, hvis et barn var uægte. Betegnelsen ”uægte” var en forkortelse for et barn født som resultat af et "uægteskabeligt" forhold. Den juridiske betydning af at være født uden for ægteskab bestod i, at børnene indtil 1937 ikke havde arveret efter faderen og ikke havde ret til at bære hans navn. Først så sent som i 1960 blev sondringen mellem ægte og uægte børn ophævet i lovgivningen. Godt, at alle børn nu betragtes som ægte.

Det skete ind i mellem, at et barn i sidste øjeblik undgik den stigmatiserende betegnelse uægte. Hvis barnets moder nåede at blive gift inden fødslen, blev det et ægte barn uanset moderens ægteskabelige status ved undfangelsen. I Bramdrup Sogn i 1919 undgik et barn betegnelsen, da moderen blev gift den 28. januar – sandsynligvis, men ikke nødvendigvis med barnets biologiske far – og fødte en datter den 28. maj, 4 måneder efter vielsen.

Da sognepræst Jespersen ved slutningen af året gjorde status, kunne han konstatere, at der i Bramdrup i 1919 var blevet født 7 drenge og 9 piger, i alt 16. To af drengene havde fået betegnelsen uægte, men kom ikke til at leve med denne betegnelse, da de begge døde kort efter fødslen. Mindst yderligere en, nemlig omtalte pige, var undfanget uden for ægteskabet, men undgik ”skammen”, da moderen nåede at gifte sig.

Fødselstallet for 1919 på 16 børn var det næsthøjeste i krigsårene. I 1914 fødtes 12 børn, i 1915: 20, i 1916: 13, i 1917: 14 og i 1918: 13.

Præsten havde tilsammen for april og oktober konfirmeret i alt 6 unge, to drenge og fire piger.

Der var blevet viet 6 par. Og 10 personer var blevet begravet, heraf 4 drengebørn under 12 år, altså var 40 % af sognets døde i 1919 drengebørn. Nu kunne man tro, at året 1919 var særligt med hensyn til børnedødelighed, blandt andet på grund af den spanske syge, der i disse år høstede mellem 30 til 50 millioner menneskeliv over hele verden. Danmark var ikke så hårdt ramt som mange andre lande, men alligevel ganske mærkbart. Man mener, at der i Danmark i årene lige efter verdenskrigen døde 15.000 mennesker af den spanske syge.

På det tidspunkt havde man ingen vaccination eller lægemidler mod sygdommen, så man forsøgte at begrænse smitten ved at lukke offentlige steder som  for eksempel skoler og biografer. Mange ofre var i alderen 15 til 45 år, hvilket afviger fra det normale mønster ved influenzaepidemier, hvor små børn og gamle normalt har den højeste dødelighed.

Spædbarnsdødelighed var noget datidens borgere var vante med. Den var meget høj. Værst i de store byer, men også slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80 piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge var 100. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og piger og er heldigvis bragt helt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.

Spædbarnsdødelighedens udvikling i Danmark 1850 til 1998

Indbyggertallet i Bramdrup Sogn i år 1906 var 684 indbyggere, i 1911: 723, i

1916: 790, i 1921: 935, i 1925: 1.017. En kraftig stigning på 333 indbyggere over knap en snes år. Men så kommer indbyggertallet for 1930, året hvor sognets sydlige del blev indlemmet i Kolding Købstad. I 1930 var folketallet 482, altså mere end en halvering i forhold til 1925.

Det seneste folketal for Bramdrup Sogn omkring 100 år senere i 2018 er efter mange forviklinger og udviklinger kommet op på 4.510 indbyggere. Landsbyen Bramdrup og stationsbyen Bramdrupdam er vokset sammen og er blevet forstad til Kolding. Et par grønne kiler ved henholdsvis Egtved Allé og Bramdrup Skov definerer fortsat Bramdrup og Bramdrupdam som en selvstændig bydel.

Heldigvis viste slutningen af julemåneden i 1919 sig fra sin bedste side set med børneøjne. Godt nok begyndte juleaften med regn, men endte med sne. Både 1. og 2. Juledag var der funklende klar solskin over et blændende hvidt snelandskab – en rigtig hvid jul. Mon ikke Bramdrupbørnene fik udnyttet sneglæderne på sognets kælkebakker.

For de voksne var snevejret noget bøvl. Året sluttede med, at Egtvedbanen den 30. december måtte sende et arbejdstog ud med mandskab, der skulle rydde banelinjen for sne. Særlig på stykket fra Kolding over Bramdrupdam til Alminde var der store problemer med sneen.

Det nye år

Således sluttede året 1919. Nu stod beboerne i Bramdrup Sogn foran spændende begivenheder i 1920 som for eksempel afstemningerne om Sønderjyllands statslige tilhørsforhold. Ville dele af det tabte land stemme sig hjem til Danmark? Og hvordan med den sydlige del af Bramdrup Sogn ned mod Kolding Fjord og Marielundsøen. Ville det også i 1920 lykkedes at holde den ekspansionslystne Kolding Købstad stangen? Men det er nogle helt andre historier.

En tur i terræn som denne på omkring 7 kilometer vil bringe en forbi mange - men ikke alle - af de steder, jeg har nævnt  i mit tilbageblik på Bramdrup og Bramdrupdam for hundrede år siden. I dette eksempel har jeg gjort turen gennem Bramdrup Landsby ved kirken, hen til Bramdrupdam ad den gamle sognevej Kirkely, Bramdrupskovvej og Bramdrupvej. Ad Vejlevej og Sønderholmsvej forbi golfklubben til Kolding Gymnasium, hvorfra jeg er gået ned forbi Østre Vandværk til Troldhedestien og tilbage til Bramdrup landsby. Turen kan med fordel forlænges med 3-4 kilometer, så man  fra Kolding Gymnasium går videre ad Egtvedbanens tracé forbi kolonihaverne, ned ad Skovvangen, Dyrehavevej, Falkevej, krydser over Koldingbjerg ned til Bakkevej for at ende ved den tidligere Nordbanegård på Nordre Rindvej ved Låsbyhøj. Herfra kan man så gå tilbage ad Nordre Ringvej, til Bypark Øst, hvorfra man kan tage Troldhedebanestien mod Bramdrupdam og så ved Skovløberhuset dreje op mod busvendepladsen på Bramdrupskovvej, hvorfra man kan fortsætte hen til landsbyen Bramdrup ved Kirken.

Ib Hansen, oktober 2019

Noter:

1. Teksten kan løbende blive ortografisk og indholdsmæssigt tilrettet, såfremt jeg finder fejl, får nye oplysninger eller opdager muligheder for sproglige eller indholdsmæssige forbedringer. Desværre er blogskabelonen ikke særlig stabil, så rettelser kan give anledning til forskelligheder i skriftstørrelser, som det ikke er mig muligt at ændre.

2. Det er med vilje, jeg ikke angiver kilder. Det er for at indikere, at der er tale om en personlig fortælling og ikke et kildekritisk historisk dokument. Alle steder, hvor det har været muligt, har jeg kryds- og gennemtjekket mine informationer.

3. Jeg har lavet to andre sogneskildringer om livets gang i 1919. Skildringerne er fra mit hjemsogn Husby på Vestfyn og fra nabosognet Tanderup. Så nu har jeg i hvert fald selv et godt billede af livet for 100 år siden der, hvor jeg er vokset op, og der hvor jeg nu bor.

Husby 1919: https://ih18.blogspot.com/2019/09/1919.html

Tanderup 1919: https://ih18.blogspot.com/2019/09/omradet-ved-brnde-mlle-1939.html 

"1919 - II" - årets gang i Tanderup

Området ved Brænde Mølle 1939. Til venstre tæt op af  åen ses Brænde Mølles nu nedrevne møllehus. I midten med skorstenen Elektricitetsværket Brænde Mølle, som for det meste endnu består, dog med anden brug. Nederst til højre anes lige en  flig af Andelsmejeriet Fælleslykke, hvor det meste nu er nedrevet. Vejen gennem området over Brænde Å og afgrænset af hvide pæle er den gamle Assens-Middelfart landevej, der ad vejen op til højre passerede gennem Hjorte

Jernbanekrigen rasede. Flygtninge på sognevejene. Dannebrogsmand døde. Treårig kom ulykkeligt af dage. Mange børnefødsler. Præmietyr kostede kassen.

Sådan kan årets gang 1919 i Tanderup Sogn i korthed beskrives. ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, - lykke, ulykke de gange på rad”. Salmedigteren Kingos ord stod til troende, også det år.  

Den gamle talemåde, at ”om hundrede år er alting glemt”, er kun delvis sand. Jeg vil gerne med fortællingen ”1919–II” vise, at det kan lade sig gøre at fraviste fortiden nogle glimt af, hvordan det var at leve i et mindre landsogn for hundrede år siden. Når jeg kalder denne fortælling ”1919-II”, er det fordi, jeg tidligere har lavet en tilsvarende fortælling om Husby i 1919: https://ih18.blogspot.com/2019/09/1919.html . Det er vigtigt at kende sine rødder. Det er rødderne, der giver saft og kraft til nutid og fremtid. Et samfund, der ikke kender sin historie, bliver et dement samfund. I øvrigt skal jeg understrege, at denne artikel er en fortælling og ikke et historisk dokument.

Inspiration fra ”1913”

Min inspiration til at kalde min fortælling for ”1919-II” kommer - helt uden sammenligning i øvrigt - fra min læsning af den meget anbefalelsesværdige bog af Florian Illies ”1913 – århundredets sommer”. 

”1913” er historien om året med de sidste lyse timer, før verden gik af lave i verdenskrigens gru. Florian Illies formår virtuost måned for måned at udfolde et farverigt panorama over året 1913 med alle dets begivenheder, møder, gennembrud, konflikter, kunst, kultur, kærlighedshistorier og intriger. Begivenheder der giver genlyd op gennem  århundredet.

1919 er første år efter våbenhvilen efter den forfærdelige verdenskrig. Året hvor de sejrende magter dikterede fredsbetingelserne for Tyskland. Fredsbetingelser der indeholdt kimen til endnu en blodig og dehumaniserende verdenskrig blot 20 år senere, nemlig 2. Verdenskrigs start september 1939. Det vidste borgerne i Tanderup og for den sags skyld i resten af verden ikke dengang. De levede året 1919 i lyst og nød, som menneskelivet nu engang indebærer. Det følgende er fortællingen om dette liv, som det udfoldede sig i Tanderup Sogn måned for måned i 1919.

Tanderup i lyst og nød

Januar blev måneden, hvor der opstod sognestrid mellem Husby og Tanderup. Diskussionerne om en ny jernbanelinje på Vestfyn havde da stået på i en halv snes år. En række borgere i Tanderup tog sagen om linjeføring af denne ny jernbane i egen hånd og indkaldte sammen med Gelsted Sogneråds Baneudvalg og Borger- og Industriforeningen i Gelsted til møde i Tanderup om deres eget forslag til jernbaneplan. Det skete blandt andet i utilfredshed med de involverede sognes seneste store banemøde, der den 6. januar var blevet afholdt i Sandager, og hvor debatten havde kredset om forslagene til en jernbane fra Assens til enten Ejby eller Nørre Åby og videre til det nordvestfynske jernbaneknudepunkt i Brenderup. Der var ikke enighed mellem sognekommunerne om linjeføringen og om placeringen af de lokale stationer.

 

Grusbanen cirka 1911. Tværbanen over Fyn blev i 1911 udbygget til at være tosporet. Det krævede masser af grus, som DSB hentede i store mængder i Lunge og Håre Bjerge.

En del borgere i Tanderup Sogn og i andre af sognene syntes det store projekt var for dyrt, og at forslagene til linjeføringer ikke var optimale. Gelsted meldte sig ind i stationsbykampen for at sikre Gelsted en god position i forhold til Ejby og Nørre Åby. En kamp der handlede om, hvilken by der fremover skulle være førende trafikknudepunkt og dermed førende handelsby på Vestfyn.

Mødet blev afholdt lørdag den 25. januar klokken 14 i Tanderup Brugsforenings mødesal. 150 interesserede var mødt op. Jernbanedrift var virkelig noget, der dengang kunne sætte sindene i kog.

Blandt indbyderne til mødet var gårdejer Klausen fra Emtekær. Han fremlagde og motiverede gruppens alternative forslag til linjeføring. Forslaget indebar, at DSB´s såkaldte grusspor fra Gelsted Station til grusgravene i Lunge og Håre Bjerge skulle forlænges til Håre og videre til Assens over Tanderup, Emtekær, Sandager, Barløse, Turup og Kærum. Klausen mente endda, at det kunne komme på tale at elektrificere banen med strøm fra Brænde Mølle Elværk og Assens Elværk. En moderne tankegang. I vore dage er jernbanenettet kun delvist elektrificeret, men elektrificeringen er på vej.

Forslaget blev ikke godt modtaget af repræsentanterne fra Husby. De andre linjeforslag fra Assens mod Ejby eller Nørre Åby indebar en station i Husby, hvilket Gelstedforslaget ikke gjorde. Nabosognene Husby og Tanderup stod dermed på hver sin side i denne sag.

Alle forslagene viste sig efterfølgende ikke at have gang på jord. Og i mellemtiden løb tiden fra flere jernbaner. Biler og rutebiler tog over. I min barndom og ungdom i 1950´erne og 1960´erne blev rutebilruten fra Assens over Sandager, Emtekær og Husby til Ejby udført af rutebilejer Rasmus Jensen kaldet Rute-Ras. ”Rutebilstationen” lå på hjørnet af Storegade og Lillegade i Husby. Stuehuset ligger der endnu.

Februar måned betød, at nu var tiden inde til at planlægge sommerens vejarbejder. Tanderup Sogneråd annoncerede derfor den 25. februar, at de lørdag den 1. marts  i Tanderup Brugsforenings lille sal ville afholde licitation over kørsel af 44 kubikfavne grus og sten til brug for forbedringer af sognets veje. De plørede grus- og jordveje skulle gøres farbare efter vinterens regn, slud og sne.

Tanderup Brugsforening var blevet bygget i 1897 og indeholdt foruden beboelse, forretning og lager også en stor og lille mødesal. Salene blev brugt til møder som for eksempel sognerådsmøder, generalforsamlinger, borgermøder, licitationer og lignende. 

Midt i billedet Tanderup Brugsforening. Bagerst Tanderup Kirke og Tanderup Skole. 1952

Mange sogne havde fået forsamlingshuse op mod og lige efter år 1900. Det gjaldt dog ikke Tanderup Sogn. Her var det brugsforeningen, der løste opgaven med at stille mødefaciliteter til rådighed.

Tanderup Forsamlingshus blev først bygget i 1942. Tanderup Skole fik dermed mulighed for at bruge gymnastiksalen i forsamlingshuset, hvor der også blev indrettet sløjdsal og skolekøkken. Avanceret. Mens min lillebror Leif og jeg gik i Husby Skole fra 1958-65, havde vi hverken sløjdsal eller skolekøkken. I øvrigt var der allerede, mens vi gik i skole i Husby for få elever i både Husby og Tanderup Sogne. Og folkeskoleloven af 1958 indebar, at den såkaldte landsbyskoleordning blev ophævet. Nu skulle eleverne fremover gå i årgangsdelte klasser, hvor der skulle undervises i hele folkeskolens fagrække, inklusive praktiske og kreative fag. Det indebar behov for faglokaler, som vi jo som nævnt ikke havde i Husby Skole.

Alt dette satte gang i forskellige sammenlægningsplaner. De første planer indebar bygning af en ny skole på den sandede mark lige over for indkørslen til Eskelund. På Hovvej mellem Husby og Håre. Gamle kort benævner meget sigende marken som ”Sandgravmarken”. Denne plan blev som bekendt ikke til noget. Skolerne blev sammenlagt, men brugte eksisterende lokaler, indtil først Husby og langt senere Tanderup Skole begge blev nedlagt. Tanderup havde som nævnt den fordel, at skolen allerede havde faglokaler.

Tanderup Skole bruges til Menighedshus. Gravstenen, der rager op til venstre for kirkegårdsporten er sat over digter og væver Lars Clausen, der boede i Emtekær.

Selv om jeg ikke som min yngste bror Bo nåede at gå i den sammenlagte skole i Tanderup, er jeg kommet meget i Tanderup, blandt andet i ungdomsklubben der. Da der blev indført regler om oprettelse af ungdomsklubber, blev der lavet ungdomsklub i både Husby og Tanderup forsamlingshuse. Der blev afholdt fester på skift. Derved fik vi mange bekendte blandt unge i begge sogne. Kristian Jepsen, Christian Olander, Ingeborg Andersen og andre voksne gjorde på det tidspunkt en stor indsats til gavn for de to sognes unge i kraft af deres arbejde i ungdomsklubberne i de to forsamlingshuse. Dem har vi, der var unge i de to sogne dengang, meget at takke for. Nå, det blev en anden snak. Tilbage til 1919.

Marts – man kunne fristes til, selv om det er for tidligt på året, at kalde måneden for Tyrens måned. Det store samtaleemne i marts måned, i det vi nu kalder tvillingesognene, var en handel med en måske kommende præmietyr henover sognegrænsen mellem Tanderup og Husby. En handel der var så usædvanlig, at der blev skrevet om den i avisen. Gårdejer Jens Jensen, Husby havde købte en cirka 1 år gammel tyr af gårdejer P. Jensen, Emtekær Vestergård. Købsprisen var formidable 3.500 kr.! Tyren skulle godt nok fremover arbejde meget for at hente de penge hjem. Men måske kunne den blive fløj- og præmietyr på et af de kommende års dyrskuer. Det var noget gårdejerne satte en stor ære i. Og ganske rigtig. Et tjek i Fyens Stiftstidendes referat fra Fællesskuet i Odense 25.-26. juli 1919 viser, at gårdejer Jens Jensen, Husby fik præmie i gruppen for 1½ - 2 årige tyre.

En pris på 3.500 kr. lyder ikke af meget i vore dages ører. Lad os derfor prøve at sammenligne med årslønnen i Tanderup Sogn samme år for en faglært arbejder. ”Elektricitetsværket Brænde Mølle” søgte 15. februar 1919 en maskinarbejder. Af en annonce i dagbladet Socialdemokraten fremgik det, at den medarbejder elektricitetsværket søgte udover at være uddannet maskinarbejder også skulle have erhvervet maskinpasserprøven. Værket ønskede at ansætte en yngre gift mand, der kunne påtage sig fyrbøder- og reparatørarbejde. Lønnen var 2.400 kr. pr. år og frit hus. Det sætter prisen på en 1 år gammel tyr i relief. Og samtidig erfarer vi, at der åbenbart ikke var vandkraft nok i åen til at producere den nødvendige elektricitet. Der var udover brug af vandkraften, som elværket skulle dele med Brænde Mølle, også behov for at fyre op under kedlerne! Manglen på el vender vi tilbage til.

April var måneden, hvor Tanderup Sogns beboere erfarede, at de som følge af en ny retsplejelovs ikrafttræden den 1. oktober 1919 ikke længere skulle have Wedellsborg Birk med birkedommeren på Kællingebjerg som første retsinstans. Den ny retsplejelov medførte, at Tanderup Sogn fremover retsmæssigt blev en del af en ny retskreds bestående af Båg Herred og Assens By.

Den tidligere birkedommerbolig ved Kællingbjerg. Stedet er nævnt i Suzanne Brøggers portrætdigt Tone fra 1981

Tilbage i 1686 var Vends og Båg herredsting blevet slået sammen, så man fik skabt et dommerembede, fogeden kunne leve af. 
Tingstedet blev flyttet til Hjerup ved Kerte Bro, lige på grænsen mellem de to herreder. Det betød lange afstande for dem, der boede længst væk – Strib og Røjle-folkene skulle tidligt op for at møde frem i tide, – og i 1798 valgte man at skære kagen på en ny måde. Båg Herred blev lagt til Assens Byret og Vends Herred til Middelfart Byret. Tanderup Sogn ligger som bekendt i Båg Herred, men på grund af, at lensgreven på Wedellsborg havde ret til at drive sit eget retssystem kaldet birkeretten, havde Tanderup, hvor hovedparten af gårdene var fæstegods under Wedellsborg, ligesom Husby Sogn i Vends Herred indtil 1919 hørt under Wedellsborg Birk. Wedellsborg Birk havde til huse på Kællingbjerg, der ligger nær Ruerne. Dommerboligen ligger der endnu, mens arresthuset under 2. Verdenskrig blev pillet ned og brugt til opførelsen af skotøjsfabrikken på Jernbanevej i Ejby. Røde Kors har nu overtaget fabrikken.

Brænde Å.  En fin spadseretur fra landevejsdæmningen, hvor Assens- Middelfart landevejen nu passerer over Brænde Å, langs åen og møllesøen til Brænde Mølle og retur.
Fotocollage Ib Hansen 2018

Brænde Mølle 2017. Til højre for Brænde Å ses det tidligere elektricitetsværk. Der er etableret omløb af åen. Til venstre, hvor der er græs, lå møllehuset, der blev nedrevet 1948. Møllegården ligger her endnu. Ib Hansen 2017

Luftfoto fra 1948. Midt i billedet bag skorstenen er arbejdet med at pille møllehuset ned igang. Da elværket startede i 1912 delte møllen og elværket vandkraften. Det holdt ikke længe, elværket måtte supplere med kedler og turbiner, og tiden løb fra møllen.

Det var også i april, at Elektricitetsværket Brænde Mølle forhandlede med Føns, Rud, Sparretorn og Ronæs, der ønskede at få leveret el fra værket. Dette ønske blev senere på året den 7. juni forkastet af elværket. I forvejen var værket nemlig nødt til at rationere strømmen til de allerede eksisterende kunder. Der var ikke vandkraft nok, og der var stadig efterveer af verdenskrigens brændselsknaphed, så det var svært at få kul nok til kedlerne. Elektricitetsværket så frem til efter nytår at kunne sætte en dieselmotor i drift.

I min barndom i Husby skete opkrævningen af elregningen fra Elektricitetsværket Brænde Mølle gennem en opkræver, der cyklede rundt. Vi kaldte ham Knud Lys. Han var gift med damefrisøren, der boede i ejendommen på Husby Storegade ved siden af mekanikeren. Huset ligger der endnu. Vi gyste lidt, når han kom og skulle ind i baggangen for at aflæse måleren. Han havde nemlig kun en arm. Den mistede arm var erstattet med en krog. I vores livlige fantasi, så vi for os Kaptajn Klo, som vi læste om i bogen om Peter Pan. Knud var nu en rigtig flink mand.

I april blev også årets første konfirmation afholdt. Her ved forårskonfirmationen konfirmerede pastor Hansen 7 drenge og 5 piger, der så var klar til at få job på gårdene ved førstkommende skiftedag den 1. maj.

Maj var bortset fra skiftedagen en stille og rolig måned. Det ser ud til at have været en måned, hvor alene månedens kirkelige handlinger skilte dagene fra hinanden. Hvis den tids beboere i Tanderup Sogn havde kunnet kigge ud i fremtiden, havde de nok, mens de under en brændende sol knoklede i roerne og med høhøsten, i deres stille sind memoreret Dan Turells hverdagsdigt fra 1984.

”Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt

der alligevel ikke er helt så kendt

Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter”

Det fremgår af kirkebogen for Tanderup sogn, at der i sognet i maj 1919 blev født en dreng og to piger. Der blev viet et ægtepar. Og der blev foretaget en begravelse af en 26-årig ung mand, der var død på Assens Sygehus.

Nu vi er ved statistik, kan vi benytte lejligheden til at foretage en sammenligning af befolkningen i Tanderup og Husby i 1919, og hvordan befolkningsudviklingen i de to sogne har været siden.

I Tanderup Sogn blev der i hele året 1919 født i alt 15 børn, hvoraf 1 barn ifølge kirkebogen var undfanget uden for ægteskab. Det gennemsnitlige antal fødte børn i sognet i årene 1916-20 var 14 børn.

I Husby Sogn blev der i 1919 født i alt 19 børn. En tredjedel af dem var undfanget uden for ægteskab.

Med de mange undfangelser uden for ægteskab taber Husby på det at kunne styre kønsdriften. Til gengæld har vi tidligere hørt om, hvordan borgere fra Tanderup i januar måned 1919 havde svært ved at styre sig, når det handlede om jernbanedriften

Befolkningstallet i Tanderup var i 1906: 621 indbyggere, i 1911: 604 indbyggere,

i 1916: 589 indbyggere. Det seneste befolkningstal fra 2018 er 425 indbyggere.

Befolkningstallet i Husby var i 1906: 924 indbyggere, i 1911: 808 indbyggere,

i 1916: 872 indbyggere. Det seneste befolkningstal fra 2018 er 382 indbyggere.

Begge sogne har således været ude for en jordskredslignende befolkningsmæssig deroute over de seneste godt 100 år. Husby har mistet cirka 6 ud af hver 10 borgere, mens Tanderup kun har mistet cirka 3 ud af hver 10 borgere. Det var forudseende, da Tanderup Sogneråd allerede i 1942 i forbindelse med byggeriet af forsamlingshuset besluttede at bygge faglokaler til skolen. Tanderup Skole havde dermed de nødvendige skolefaciliteter og blev derfor den længst overlevende skole i de to sogne. Det giver nok en del af forklaringen på forskellene i udviklingen af befolkningstallene. En anden og måske afgørende forklaring er, at datidens store folkehold på Wedellsborg Gods i Husby Sogn er reduceret til, at der nu kun arbejder nogle få stykker på godset.

Juni var en måned, hvor sognefællesskabets økonomiske formåen kom i centrum. Sognekassen i Tanderup var som i andre sogne presset af dyrtiden, hvor varepriserne som følge af den af verdenskrigen affødte knaphed buldrede i vejret. Lønningerne kunne slet ikke følge med. Derfor var der i de fleste overenskomster på arbejdsmarkedet efter strejker og anden tummel blevet indført dyrtidsregulering, så lønningerne kunne følge med prisstigningen.

Tanderup Sogneråd vidste godt, at en lignende ordning med dyrtidsregulering var på vej i forhold til de offentligt ansatte i sognene, altså for eksempel lærere og vejmænd.

Dengang som nu måtte sognene ikke bare udskrive kommuneskatter og bruge penge som de kunne blive enige om i de lokale sogneråd. Efter den daværende landkommunelov skulle sognerådene have tilladelse til at bruge og opkræve flere penge. Derfor havde Tanderup Sogneråd, pressede som de var på økonomien, søgt Assens Amtsråd om lov til at udskrive 5663,79 kr. mere end tilladt efter lovgivningen.

Assens Amtsråd afholdt sine møder på Odense Slot. På amtsrådets møde den 4. juni blev Tanderup Sogneråds ønske imødekommet.

Tanderup Sygekasse var også presset på økonomien. Blandt andet den spanske syge - den verdensomspændende influenzaepidemi der fulgte i hælene på verdenskrigen - øgede antallet af syge. Her i juni måned 1919 fik Tanderup i lighed med øvrige sygekasser på egnen besked fra Assens Amtskreds om, at sygekassen var bevilget et ekstraordinært statstilskud på 122 kr. Beløbet for Husby Sygekasse var 181 kr.

Sygekasser var lokalbaserede godkendte foreninger, hvor medlemmerne betalte kontingent, men hvor der også kunne indgå offentlige tilskud i arbejdet. Lovgivningen om sygekasser var blevet vedtaget i 1892. Ganske sjovt at tænke på, at den diskussion, der i disse år er i USA, drejer sig om forhold, vi længe har løst i Danmark. De foreningsbaserede sygekasser i Danmark virkede i mange år. Men allerede helt tilbage i 1973 blev sygekasser afløst af den offentlige sygesikring, der sikrer alle gratis adgang til læge, sygepleje og sundhedsforanstaltninger. I Danmark blev ”Obama-care” således indført allerede i 1973!

Juli forløb stille og roligt i Tanderup Sogn med et par undtagelser. Et ualmindeligt kraftigt uvejr med styrtregn, lyn og torden hærgede den 10. juli egnen. Telefoncentralen i Husby blev ramt af et lynnedslag. Det tog flere dage at få centralen repareret. Husby Central dækkede et større område herunder også Tanderup, som derfor telefonmæssigt var afskåret fra omverdenen i flere dage.

Pastor Hansen måtte den 25. juli begrave sin 60-årige ugifte husbestyrerinde, der var afgået ved døden den 21. juli. Husbestyrerinden Mette Jensine Hansen var hans søster. De var begge født i Toftlund i Sønderjylland, så mon ikke både hun og sognepræsten nøje fulgte fredsforhandlingerne efter verdenskrigen og så frem til muligheden af, at Sønderjylland engang i 1920 forhåbentlig ville kunne stemme sig hjem til Danmark. Men husbestyrerinden kom ikke til at opleve glæden over, at hendes hjemegn igen blev en del Danmark. 

Pastor Jes Hansen var gift to gange. Først blev han 51 år gammel i 1914 gift med 44-årige Sophie. Sophie døde allerede 5 dage efter vielsen. Efterfølgende blev pastor Hansen 57 år gammel - et år efter tabet af sin søster -  i 1920 gift  med den 19 år yngre Ane Mette. Jes Hansen døde i 1925, mens Ane Mette først døde1968. På Tanderup Kirkegård står stadig nord for kirken tre Hansen-gravstene ved siden af hianden. De fortæller historien om de tre kvinder i pastor Hansens liv. Ane kom på stenen sammen med pastoren. Den sten der står midt mellem hans første kones og hans søsters sten.

Der var heldigvis også glædelige begivenheder i Tanderup Kirke i juli måned. To børn blev døbt. På disse gode dage kunne menigheden udover gudstjenesten og dåbshandlingen som så ofte før glæde sig over det smukke kirkerum i den middelalderlige kirke fra cirka 1200. Kirken rummer romanske spor, men er i middelalderen ombygget i sengotisk stil.  Døbefonten regnes for at stamme tilbage til o. år 1100, så børnene blev med dåben udover det religiøse også en del af et mange hundrede år gammelt lokalt fællesskab.

Udover de smukke oldgamle markstensmure, samlet af bønder og kløvet af dygtige stenmestre og den øvrige gamle udsmykning kan vi i dag endvidere glæde os over et moderne tilskud til kirkerummet. I 1995 blev der på væggen ved døbefonten ophængt et i nutidigt formsprog udformet krucifiks lavet af kunstneren Lotte Olsen.

Den næsten tusind år gamle døbefont, kirkens hvidkalkede stenmur og Lotte Olsens krucifiks fra 1995 rækker i et spændstigt samspil med hinanden hen over århundrederne. Ib Hansen 2017

August var som også andre år en lidt pirrelig måned. Bønderne kiggede på himlen og huskede på de vejrvarsler, de havde lært af deres far og bedstefar. Hvordan så skyerne ud? Hvordan var det nu med maj måned. Havde den været kold? ”Maj kulde giver lader fulde”. Hvilken slags træer var dette år sprunget først ud? Eg eller ask?. ”Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg”. Inden bønderne gik til ro kiggede de på solnedgangen vesterude. Gik solen mon ned under horisonten bag skyer på en ellers skyfri himmel? ”Går solen om aftenen ned i en sæk, står den om morgenen op i en bæk”. Det var ved at være høsttid. Høsten kom lidt senere i gang i 1919, så da den endelig kom i gang blev der stor  travlhed.

Ellers skete der ikke meget i sognet. Præsten havde knap så travlt i kirken, som bønderne på markerne. Det var ham vel undt. Han havde sikkert nok at se til, nu hans husbestyrerinde var død sidst i juli måned. Præsten havde ingen barnedåb i august. Ingen vielser. Hvem ville da også finde på at blive viet i høstens tid. Men han havde en enkelt begravelse. Det var en to måneder gammel pige fra Hjorte, der havde lidt spædbarnsdøden. Selvfølgelig meget sørgelig for de berørte, men ellers var det ikke usædvanligt for den tid.

Spædbarnsdødeligheden var meget høj. Værst i de store byer, men også slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80 piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge var 100. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og piger og er bragt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.

Spædbarnsdødelighedens udvikling i Danmark fra 1850 til 1998

September måneds positive begivenhed var, at ”Andelsmejeriet Fælleslykke” fik diplom for sin ost af blandingsmælk, og ved den lovpligtige smørbedømmelse blev placeret i den øverste tredjedel blandt landets mejerier.

Andelsmejeriet Fælleslykke, hvor den gamle landevej går op mod Hjorte. 1939

Fælleslykke lå placeret, hvor Assens-Middelfart landevejen krydsede over Brænde Å, lige overfor Brænde Mølle og Elektricitetsværket Brænde Mølle. Jo, den er god nok. På dette tidspunkt gik Assens-Middelfart landevejen fra Hjortegyden ind forbi Hjorte og ned til broen over Brænde Å ved Brænde Mølle og derfra op mod Håre og videre mod Minendal. Når man har gået nede i den dybe Brænde Ådal med stejle, stejle skrænter til begge sider, hvor landevejens nuværende kæmpe vejdæmning krydser ådalen, er det til at forstå, at dette enorme jordarbejde først blev udført så sent som o. 1940. Efterfølgende var der så ikke længere landevejstrafik ind gennem Hjorte og Håre. Mejeriet produktionslokaler og møllehuset er nu brudt ned, mens elværket er ombygget til andre funktioner.

Når jeg i min gymnasietid 1968-71 sammen med andre håbefulde lokale unge kørte med købmand Holger Thomsen fra Håre mod Vestfyns Gymnasium i hans ”folkevognsrugbrød”, kørte han som regel ned forbi Brænde Mølle op ad vejen til Hjorte og videre op ad Hjortegyden mod gymnasiet i Glamsbjerg.

Holger Thomsen og hans kone Julie var nogle rare mennesker. Hvis det var rigtig koldt og regn- eller snefuldt, var Julie af og til klar med varme boller og varm kakao, inden jeg efter skoletid måtte begive mig på cykel den 4 kilometer lange tur til mit hjem op ad de lange bakker mellem Håre og Husby og ofte i strid vestenvind. Det var også Holger Thomsen, vi hyrede til at køre os, når vi var en gruppe unge, der samlet skulle til fest rundt om på Vestfyn. Beatklubben ”Club Seven” på Gelsted Kro og halballerne i Årup var blandt de steder, vi tog hen. Så kørte han os til stedet. Vi aftalte, hvornår han skulle være der igen. Nogen gange meget sent på natten. Men han var altid klar. Ville sikkert gerne tjene den ekstra skilling.

Det var ofte også Thomsen, lærer Tagesen i Husby i sin egenskab af formand for idræts- og ungdomsforeningen hyrede, når vi skulle køres ud  til fodboldkampe rundt om på Vestfyn. Af og til var der ikke ledere med. Så måtte Thomsen holde lidt opsyn med os. Jeg tror ikke, han brød sig om fodbold eller havde forstand på det. I hvert fald blandede han sig aldrig i det fodboldmæssige. Det måtte vi selv klare.

I øvrigt fantastisk, at der dengang var plads til to købmænd og en brugsforening i Tanderup Sogn. Købmændene havde sågar begge forretninger i Håre, købmand Lassen og købmand Thomsen.

Oktober måneds markante begivenhed var den lokale førstelærer og dannebrogsmand Rasmus Theodor Madsens begravelse torsdag den 23. oktober. Han var død pludselig på vej til sit hjem ved skolen fra en sammenkomst i Emtekær. Madsen havde været lærer i Tanderup i 32 år. Cirka 400 mennesker deltog i hans begravelse. Tidligere havde han blandt andet været andenlærer ved Husby Skole.

Førstelærer og dannebrogsmand Rasmus Theodor Madsen med sin anden hustru Christiane født Axelsen. De blev gift i 1893. Billedet er fra 1900-10.

Madsen var uddannet fra det hæderkronede nu nedlagte Skårup Seminarium på Sydfyn. Et seminarium der var oprettet helt tilbage i 1803, 11 år før vedtagelsen af de fem skolelove, som vi nu betegner Folkeskoleloven af 1814. Seminariet blev lukket i 2010.

Før Madsens død og begravelse havde sognet lige inden været ramt af en ulykkelig hændelse. En hændelse der nok i særlig grad berørte alle sognets børnefamilier. Hvad hvis det var vores dreng, det var sket for? Sådan var der sikkert mange, der tænkte. Den 6. oktober var en lille dreng ved Brænde Mølle blevet fundet død i en ajlebeholder. Den tre-årige dreng var som så ofte før løbet over i møllehuset for at se til stedfaderen, der arbejdede som møllersvend. Efter besøget havde de sagt farvel til hinanden, så den lille dreng kunne løbe det lille stykke vej hjem. Da stedfaderen senere kommer hjem, opdager familien, at drengen ikke er nået hjem. De sætter en eftersøgning i gang og finder ham død i en ajlebeholder.

Der er nok mange, der har gyst ved tanken om, at det kunne have været et af deres børn, og mange har nok tjekket en ekstra gang, at deres ajlebeholdere, ensilagebeholdere og brønde var forsvarligt lukkede.

Efterårskonfirmationen den 5. oktober resulterede i, at 6 unge stod til rådighed for arbejdsmarkedet ved den førstkommende skiftedag den 1. november. Ved de to konfirmationer i 1919 blev der således tilsammen konfirmeret i alt 18 unge mennesker, en rimelig stor årgang.

Skibet "Kong Haakon" afgår 1. april 1919 fra Assens Havn med en gruppe russiske flygtninge. Mange fra byen var på kajen for at hilse af.

Den 7. oktober oplevede flere beboerne i Tanderup Sogn at se flygtninge gå ad sognets veje. Det var syv russiske flygtninge, der fra krigsfangenskab i det endnu tyske Sønderjylland var flygtet over Lille Bælt mod Fyn. De var taget af sted på en sammenflikket flåde og var sultne og forkomne landet på Wedellsborghalvøen. Hos sognefogeden i Husby fik de tørret deres klæder og fik en bid mad, inden han sendte dem til fods af sted gennem Tanderup Sogn mod Assens.

Mere end 1400 russiske krigsfanger flygtede i årene 1914-19 over Lille Bælt fra det tyske Sønderjylland mod Fyn. De tog af sted i plimsollere, sammenflikkede flåder og sågar dejtruge. En del omkom under flugten. Måske var et næsten opløst lig af en 20-60 år gammel mand, der i september 1919 blev fundet i strandkanten ved Sønder Åby Strand en sådan omkommen flygtning. Fra Assens blev flygtningene i løbet af 1919 afskibet til deres hjemland, men mange af dem nåede forud at opholde sig i Assens i nogle år.

November var generalforsamlingstid for Andelsmejeriet Fælleslykke. Generalforsamlingen blev afholdt den 10. november. Det fremgår af regnskabet, at andelshaverne blev afregnet med 77 øre pr. 50 kg leveret mælk. Fælleslykke var i god drift og lå godt placeret ved Brænde Å.

Tanderup Sogn kunne her i november glæde sig over, at der i sognet var tre stærke brugerejede foretagender i god drift. Der var Fælleslykke oprettet i 1887. Tanderup Brugsforening med forsamlingssale oprettet i 1897. Og Elektricitetsværket Brænde Mølle oprettet i 1912. Ingen af disse foretagender er eksisterende i dag.

Udover andelsvirksomhederne var der andre virksomheder i sognet som for eksempel mølleri baseret på vandkraft, savværk, store grusgrave og selvfølgelig en lang række af større og mindre landbrug, der ikke længere var fæstegods under Wedellsborg Len.

Hvilke erhverv havde folk i Tanderup år 1919? Det kan man finde ud af ved at se på præstens notater i kirkebogen i forbindelse med årets kirkelige handlinger. Her nævnes for eksempel maskinmester, mejeribestyrer, bødker, hjulmager, dyrlæge, lærer, møllersvend, skrædder, træskomand, husmand, gårdmand, indsidder, skovarbejder og arbejdsmand. En indsidder er en, der bor til leje eller er i aftægt på en gård. Her kan jeg så benytte lejligheden til at rose pastor Hansens håndskrift. Jeg tror aldrig, jeg har set så smuk, ensartet og tydelig håndskrift. Det gør det til en fornøjelse og en æstetisk nydelse at læse hans notater i kirkebogen.

Ejby Station 1905. I baggrunden den nu nedrevne Ejby Gæstgivergård. Banebroen er endnu ikke blevet bygget. Det  skete i forbindelse med etableringen af dobbeltspor over Fyn o. 1911

December rundede Tanderup Sogneråds stillingtagen til den vestfynske jernbanekrig af. På et møde i Ejby den 8. december meddelte Tanderup, at de ikke kunne støtte Ejby-Assens jernbanen. Året 1919 blev således et år, hvor andet end Brænde Å kom til at skille de to sogne Husby og Tanderup . Tanderup kom i 1919 under Assens Retskreds, Husby under Middelfart. Tanderup og Husby var uenige om jernbanespørgsmålet. Elværket og andelsmejeriet var man dog fælles om, og fremtiden skulle vise, at 100 år efter var sognene i et så tæt samarbejde, at man ligefrem begyndte at bruge fællesbetegnelsen Husby-Tanderup om de to sogne, der dog tilhører hver sit pastoratssamarbejde, og hvor sognenes børn frekventerer tre-fire forskellige skoler i de omkringliggende sogne.

Det store i det små og det små i det store
Hermed slutter fortællingen om begivenheder og hændelser i Tanderup i 1919. Mange af de i denne fortælling omtalte begivenheder, små og ubetydelige som de tilsyneladende ser ud, viser samtidig nogle sider af det danske samfundet udvikling  gennem hundrede år erhvervsmæssigt, socialpolitisk, sundhedsmæssigt ,økonomisk, demokratisk, teknologisk, kulturelt og uddannelsesmæssigt. Og samtidig viser fortællingen, hvordan et lille sogn og hver og en af sognets indbyggere er en blandt mange vigtige brikker i det store spil såvel nationalt som globalt.

Også i 1919 udspillede dagliglivet i Tanderup Sogn sig indenfor de samme smukke rammer af vestfynsk natur og landskaber, som vi stadig oplever i dag, trods det, at der også her er sket store forandringer. Men smukt er her stadig.

"Sydover inde i landet, ligger skovene på Ørslev Bjærge ned mod Lunghøj, og så smalle de er, så er det virkelig skov. Vejen stryger ned forbi en lille sø, man har ingen ulejlighed af at finde den, og man tror sig mange mile borte fra Fyn. Det er Midtsverige, Danmark i fyrreskovstiden, og søen vil ikke glide i ét med det fynske land. Vandspejlet er blankt i solen, rørenes våde stilke glimter, harpiksen dufter tykt og sødt, insekterne synger…” Sådan beskriver Palle Lauring i sin dejlige bog ”Fyn” fra 1957 vejen ind i Tanderup Sogn forbi Minendal og møllesøen ved Hylke Mølle. Det gøres ikke bedre. 

Håre Mose. Ib Hansen 2017

Oldtidshøjene i Håre Bjerge, hvor  Hylkedamvejen fra Gelsted munder ud i Assens-Midelfartlandevejen ved Minendal.

Lad dette citat være punktum for denne fortælling. Det har været en stor fornøjelse i nogle dage ”at leve sammen” med borgerne i Tanderup Sogn for hundrede år siden. Det er ikke alt, der hundrede år efter er glemt.

Ib Hansen, 24. september 2019

Noter:

1. Teksten kan løbende blive ortografisk og indholdsmæssigt tilrettet, såfremt jeg finder fejl, får nye oplysninger eller opdager muligheder for sproglige forbedringer.

2. Det er med vilje, at jeg ikke angiver kilder. Det er for at indikere, at der er tale om en personlig fortælling og ikke et kildekritisk historisk dokument. Alle steder, hvor det har været muligt, har jeg kryds- og gennemtjekket mine informationer. I særlig grad har jeg brugt kirkebøger og aviser, der er tilgængelige on-line.

4. Linkliste over mine blogfortællinger fra min hjemegn Husby-Tanderup, Ejby og Vestfyn :

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html 

5. Linkliste over mine blogfortællinger fra kyst og bælt fra både den jyske og fynske side i Naturpark Lille Bælt:

https://ih18.blogspot.com/2019/06/min-hjemegn-fortllinger-fra-nordlige.html