Sicherungsstellung Nord

I årene 2014 til 2018 markerer vi hundredårene for Den Store Krig. Den krig vi nu kalder Den Første Verdenskrig. I 2017 er det hundrede år siden tyskerne færdiggjorde Sicherungsstellung Nord, en forsvarslinje fra kyst til kyst over det nuværende Sønderjylland, der dengang var tysk.

Danmark i strategisk klemme 




Danmark var i en strategisk klemme under Første Verdenskrig. På den ene side ønskede Danmark, at Kejserdømmet Tyskland skulle tabe krigen, så Danmark kunne få det efter 1864-krigen tabte land, Slesvig tilbage. På den anden side var Danmark bekymret for, at Tyskland med Europas på daværende tidspunkt stærkeste hær skulle vinde. Hvis Danmark så havde været mod Tyskland, kunne hele landet risikere at blive indlemmet i Stortyskland.


Under 1. verdenskrig (1914-1918) var Sønderjylland, som nævnt under tysk herredømme. Da Tyskland ønskede en ubådskrig med England, måtte de nødvendigvis sikre sig imod angreb fra nord. Tyskland var selvfølgelig ikke interesseret i angreb på de tyske havneanlæg ved Kiel. Tyskerne besluttede derfor at bygge et fæstningsanlæg tværs over en stor del af det daværende nordtyske område midt i det nuværende Sønderjylland.

Anlægget var klar hen imod krigens slutning. Tyskerne havde på det tidspunkt kalkuleret med, at det skulle kunne fungere som en selvstændig enhed også uden forsyninger udefra! Det ville betyde, at anlægget kunne benyttes, selv om det blev afskåret fra selve Tyskland.


Batteriet ved Gammelskov nær Agerskov var en del af forsvarslinjen og var så stort, at det fyldte et areal på cirka 4 hektar. Fortet var indrettet til forsvar til alle sider med kæmpe kanoner, skyttegrave, skyttehuller, pigtrådshegn og maskingeværreder, og det havde egen brønd, kantine og sygestation. Der var store depoter af ammunition og madvarer. De enorme betonanlæg blev støbt i en meget streng vinter, og det menes, at batteriet stod kampklart i 1917. 

Hovedopgaven for batteriet ved Gammelskov var skydninger op mod Kongeågrænsen. Tyskerne vurderede, at eventuelle engelske landgangstropper af jordbundsmæssige og trafikale årsager ville søge over i den østlige del af Sønderjylland, og batteriet skulle derfor  i givet fald kunne skyde mod jernbanestationerne i Arnum, Gram, Over Jerstal og Vojens.

Gammelskovbatteriet var bestykket med svære skibskanoner af kaliber 24 cm. Der er nogen tvivl om disse kanoners rækkevidde, men den har formentlig været omkring 20 km. Rygterne mente dog, at de kunne skyde både til Esbjerg og Fredericia.


Mange faldne sønderjyder

England kunne have en interesse i at indgå en alliance med Danmark, så Den Tyske Højsøflåde gennem minering og blokade kunne blive spærret inde i Østersøen.

Med baggrund i Danmarks geostrategiske beliggenhed var der derfor risiko for, at en af stormagterne kunne falde for fristelsen til at foretage en præventiv besættelse af Danmark, og at Danmark efter 50 års fred på ny kunne blive krigsskueplads.

Længere henne i krigens forløb havde de allierede magter en interesse i udover Østfronten og Vestfronten at skabe en tredje front, så de tyske tropper kunne blive spredt. Tyskerne var selvfølgelig meget opmærksomme på, hvilke militære problemer de ville få, hvis de allierede gik i land i Jylland nord for den dansk-tyske grænse ved Kongeåen og fik etableret en sådan Nordfront, hvorfra de kunne rykke ned mod Tyskland og besætte de tyske flådehavne.

Derfor var det, at Tyskland byggede Sicherungsstellung Nord  tværs over det daværende tyske Nordslesvig fra Østersøen til Vadehavet i en linje fra nord om Åbenrå over Agerskov med den stærke fæstning Gammelskov og videre ud til Vadehavet ved Skærbæk. Resterne af Sicherheitsstellung Nord befinder sig nu på dansk jord i det nuværende Sønderjylland. De fleste steder er det meste dog blevet sprængt væk af det danske militær i 1920´erne. Militæret var bange for, at tyskerne ville vende tilbage og anvende stillingen i en ny krig. Flere steder, som for eksempel ved Andholm umiddelbart nordvest for Røde Kro og ved Gammelskovfortet ved Agerskov, kan man dog fortsat se bunkers, fundamenter og betonrester, der kan give en forestilling om det enorme anlæg.

Forskellige relationer til den tyske krigsmagt

Den danske Regering og det danske Folketing måtte som nævnt for alt i verden undgå at provokere nogen af stormagterne. Regeringen besluttede derfor ved krigens begyndelse at erklære Danmark neutralt og indkalde Sikringsstyrken, der var den danske hærs ekstraordinære styrke. I medfør af Hærloven af 1909 kunne Regeringen opstille en særlig sikringsstyrke. Sikringsstyrken indkaldtes i august 1914, hvorved hærens samlede styrke nåede 58.000 mand. Hovedparten stationeredes på Sjælland ved Københavns befæstning, så langt væk fra den dansk-tyske grænse som muligt, så tyskerne ikke skulle føle sig provokerede. Samtidig forsikrede Regeringen englænderne om, at et tysk brud på den danske neutralitet ville blive militært imødegået. Sikringsstyrken nedbragtes gradvis fra 1915 og ophævedes helt i 1919.

Min ærkefynske morfar tjente under Første Verdenskrig i Sikringsstyrken ved Københavns Befæstning. Min kones morfar var dansksindet sønderjyde i tvungen tysk krigstjeneste. Han blev såret på Vestfronten og lagt på lazaret i Andernach. Min kones mormor rejste den lange vej med tog gennem det krigshærgede Tyskland fra Jels til Andernach for at besøge ham.


 Danskere forskellig steder i landet havde således vidt forskellige vilkår under verdenskrigen.

Historisk vandretur ved Gammelskov Batteri

En dejlig solskindag med blå himmel den 17. september 2014 besøgte jeg Gammelskov Batteri lidt uden for Agerskov. Det var et enormt bygningsværk, og resterne gør det muligt stadig at forestille sig, hvor stort det har været. Det kan meget anbefales at gå en tur i området og lade sin historiske viden og fantasi spille. Her er en lokal hjemmeside, der beskriver batteriet: http://agerskov.infoland.dk/sevaerdigheder-kirke/gammelskovbatteriet/

Og så til slut et lille memento. Alene den 17. september for 100 år siden i 1914 faldt på Vestfronten 16 sønderjyder, der var tvunget i tysk krigstjeneste som følge af, at Sønderjylland var  tysk efter den tabte krig i 1864 og til genforeningen i 1920. I alt faldt under Første Verdenskrig cirka 6000 sønderjyske soldater i tysk krigstjeneste. Hvert sogn i Sønderjylland havde adskillige faldne og sårede. Det er værd at mindes her i 100 året for udbruddet af den forfærdelige krig. Overalt i de sønderjyske sogne kan man se mindestene med navnene på sognets faldne under Første Verdenskrig.

Skal vi insistere på, at skoleelever bruger blyant og læser trykte bøger?

Trykte skolebøger afløses mere og mere af digitale læremidler. Det kan have en række negative konsekvenser, som man nok bør overveje, før man fortsætter ud af det spor.

 Man skal ikke altid bare tordne ud af hovedsporet. Der skal også være tid til at tage sidespor, hvor der er mulighed for at gøre sig nogle dybere refleksioner. Det er Alexander von Oettingen god til. I en kronik i Kristeligt Dagblad i 2014 har han gjort sig nogle refleksioner over konsekvenserne ved at afskaffe bøger, blyanter og andre markørartefakter i folkeskolen. Her er en smagsprøve:

"Digitaliseringen af-materialiserer vores viden om verden og skaber flygtighed og hastighed. Folkeskolens undervisning bliver til en App. I dag findes der skoler og kommuner, der har en digital strategi om at blive en bogfri og fuldt digitaliseret skole. Derfor afvikler man biblioteket, bogen, blyanten, artefakterne og tingene og afvikler dermed barnets møde med verden. Viden bliver reduceret til online-viden."

En kronik i Berlingske den 8. november 2016 af Anne Skov Thomsen "Måske skal vi insistere på, at børn skriver med blyant og læser trykte bøger?" er inde på de samme overvejelser:

"Der forskes i disse år en del i forskellene på læsning på hhv. skærm og på tryk, og her viser undersøgelser bl.a., at læsning på iPad ikke fremkalder den samme emotionelle respons i læseren som læsning på print. Derudover dokumenterer flere undersøgelser, at vi ikke husker og forstår det, vi har læst på skærm, lige så godt som det, vi har læst på print. Skærmen og dens væld af muligheder opmuntrer til en overfladisk og tilfældig læsemåde, i modsætning til bogens enstrengede medie, der lægger op til en dybdegående, koncentreret læsning."

Her er henvisninger til Alexander von Oettingens og Anne Skov Thomsens kronikker: 

http://www.folkeskolen.dk/553292/folkeskolen-er-doed---laenge-leve-laeringen og

http://www.b.dk/kronikker/maaske-skal-vi-insistere-paa-at-boern-skriver-med-blyant-og-laeser-trykte-boeger 

samt en henvisning til en artikel om den aktuelle forskning i konsekvenser af brug af digitale læremidler: http://videnskab.dk/kultur-samfund/du-husker-mindre-og-laeser-darligere-pa-en-skaerm

Guld og grønne skove

Vi lever i en tid med mangel på stilhed, ro og fred. Stress, rastløshed og rodløshed er der nok af. De grønne skoves dybe stille ro er god medicin og er guld værd, når det gælder befolkningens fysiske og mentale sundhed.
Regeringen vil give mulighed for byggeri i skovene. Der er efter min mening ingen grund til at ændre på de eksisterende regler. 
    Tekst: Fritz Andersen, 1864

Melodi: Folkemelodi

I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.

Allerede nu er der i skovene gode muligheder i form af vandrestier, udsigtspunkter, bålpladser, shelters og primitive teltslagningspladser. Hvorfor dog lave om på det?
Tvært i mod burde samfundet udlægge endnu større områder, som er beskyttet mod støj. Det er en lise for sjælen at kunne bevæge sig gennem et  landskab uden menneskeskabt støj. Det har ligefrem været på tale at give fredfyldte landskabsoplevelser på recept mod stress og jag.
Værdien af skovenes fred og ro kendte man allerede i 1864. Får tilbagegangen og den idelige higen efter negative forandringer, ussel mammon og de tomme løfter om guld og grønne skove bare vi fjerner basale beskyttelsesregler da aldrig ende?

Skovens katedral. Stenderup Midtskov, foråret 2016

Af princip altid malurt i folkeskolens bæger?

JydskeVestkysten publicerede lørdag den 5. november 2016 en artikel fra Berlingske: ”Danske unge er verdensmestre i politik”.

Folkeskolen og den danske uddannelsestradition hyldes berettiget som baggrund for det flotte resultat, at danske unge i en international undersøgelse opnår en førsteplads over unges politiske interesse.

Godt nok, men Berlingske og JV har åbenbart det princip, at der altid lige skal dryppes malurt i folkeskolebægeret.

Artiklen afsluttes med følgende svada: ”Danske unge har siden 2000 kun klaret sig middelmådigt i OECD´s PISA-undersøgelser af 15-åriges kompetencer i læsning, matematik og naturfag”.

Det er ikke rigtigt. Danske elever har opnået resultater i PISA-undersøgelser på eller over 'gennemsnittet' for landene, der indgår i disse undersøgelser.

Ifølge Politikens Nudansk Ordbog betyder 'middelmådigt' noget ”som er ringe eller under middel”.

Det rigtige ville have været at skrive, at danske elever klarer sig 'gennemsnitligt' i matematik, læsning og naturfag, mens de ligger nummer et, når det gælder interesse for politik. Man kan altid diskutere værdien af sådanne undersøgelser, og om de kan bruges til noget. Men når man refererer til dem, skylder man at referere fakta korrekt.

Disse fakta kan forholdsvis nemt findes ved at slå op i Niels Egelund (red.): ”PISA 2012- Danske unge i en international sammenligning” .

Af denne publikation fremgår følgende:

De danske elever opnåede i matematik i 2012 at få 500 point på PISA-skalaen. Dette resultat ligger over OECD-gennemsnittet for 2012.

I gennemsnit opnåede danske elever i 2012 i læsning 496 point på PISA-skalaen, hvilket svarer til OECD-gennemsnittet i 2012.

For naturfag gælder, at Danmark i 2012 opnåede 498 på PISA-skalaen, hvilket er over OECD-gennemsnittet i 2012.

Den seneste PISA undersøgelse er gennemført i 2015. Resultaterne herfra publiceres 6. december 2016.

Måske kunne journalister og diverse opinionsdannere øve sig på forskellen mellem ordene 'middelmådig' og 'gennemsnitlig', inden de kommenterer den nye undersøgelse!

Sat ud

"Samfundet blev kun langsomt mere menneskeligt."
Sådan slutter en analyse af Erik Henningsens maleri "Sat ud" fra 1892. Maleriet hænger på Statens Museum for Kunst.
I mange år var 1. november sammen med 1. maj årets to skiftedage, hvor tyende og løst ansatte tit skulle skifte arbejdsplads og dermed ofte også bolig, da boligen var ejet af arbejdsgiveren. Og så skulle de i øvrigt have en påtegning indført i deres skudsmålsbog, når de skiftede arbejdsplads. Ordningen med skudsmålsbøger blev først ophævet i 1921. Samtidig blev husbondens revselsesret ophævet.
Hvis der kom sygdom, arbejdsløshed eller lignende kunne resultatet blive, at hele familien i utide blev "sat ud", sat på gaden af Kongens Foged, når der ikke var penge til at betale husleje. Fra min hjemegn husker jeg, hvordan en arbejdsgiver pillede døre og vinduer ud af en fodermesterbolig, da familien ikke kunne finde alternativ bolig og derfor ikke ville rejse efter at være blevet opsagt. Så skulle de tvinges.
Erik Henningsens maleri "Sat ud" beskriver en sådan ulykkelig situation, hvor en familie bliver tvunget ud af deres bolig. Manden trygler myndighedspersonen om hjælp. Moder og bedstemor er dybt ulykkelige, og barnet er klemt og beklemt, mens bedstemor og mor forgæves forsøger at beskytte hende. En ulykkelig situation i en kold tid for en hårdt ramt familie.
Spørgsmålet er, hvor menneskeligt samfundet i dag er blevet i forhold til for 124 år siden i 1892 på trods af vedtagelse af tyendelove, beskæftigelseslove og sociallove. Det kan vi passende reflektere over på den gamle skiftedag, 1. november. Gør vi nok for at sikre børn mod fattigdommens stigmatiserende og invaliderende virkninger? Går det i den rigtige retning? Nemlig at samfundet bliver mere og mere menneskeligt.
http://ih18.blogspot.dk/2016/10/ikke-det-danmark-jeg-kender.html

Erik Henningsen "Sat ud". 1892. Statens Museum for Kunst

Nutidens ridefogeder huserer i Moderniseringsstyrelsen

Tidligere direktør i Moderniseringsstyrelsen, Niels Gotfredsen har i flere sammenhænge udtalt, at han ikke giver ret meget for alt det med frivillighed og innovation, så længe vi ikke har fået de offentligt ansatte til at bestille noget. Det er dét, der er problemet, har han udtalt.

Niels Gotfredsen forlod Moderniseringsstyrelsen for halvandet år siden, men hans synspunkter er tilsyneladende blevet hængende i styrelsens syn på personalepolitik og god ledelsesadfærd.

Niels Gotfredsen var direktør i Moderniseringsstyrelsen fra 2011 til 2015. Det var Niels Gotfredsen, der af den daværende finansminister Bjarne Corydon i 2011 fik til opgave at opbygge Moderniseringsstyrelsen.

Til at hjælpe sig med den opgave brugte Niels Gotfredsen i mange tilfælde det store internationale konsulentfirma McKinsey, firmaet som ansatte Bjarne Corydon, da han måtte forlade Finansministeriet efter sidste valg. Niels Gotfredsen nu sikkerhedsdirektør i kortbetalingsfirmaet Nets.

Niels Gotfredsen har i sin direktørtid i Moderniseringsstyrelsen som omtalt i indledningen leveret nogle markante udtalelser, der meget godt indrammer Moderniseringsstyrelsens syn på offentligt ansatte og styrelsens personalepolitik i forhold til offentligt ansatte.

Styrelsen er, understøttet af McKinsey-konsulenterne, tilsyneladende drevet af en fuldstændig mytisk forestilling om, at de offentligt ansatte sidder og drikker kaffe hele dagen og går hjem klokken halv fire – uden at opgaverne er løst.

Gad vide, hvor stort et produktionstab, vi som skatteborgere må sluge, fordi denne "Ridefogedstyrelse" med deres fortidige syn på personalepolitik nedgør de offentligt ansatte og gør alt for at ødelægge deres motivation.

Jeg har langt fra et ønske om at forsvare eventuelle få dovne medarbejdere. Men det er da ikke nødvendigt at ødelægge motivationen for det meget store flertal af offentligt ansatte, der knokler løs, for at legitimere, at offentlige ledere som alle andre steder i det private og i det offentlige på sædvanlig ledelsesmæssig vis lokaliserer de få, der ikke måtte udføre deres arbejde, og skaffer sig af med dem, såfremt det ikke lykkedes at rette op på miseren ved brug af andre ledelsesmæssige værktøjer.

Moderniseringsstyrelsen lægger et ledelsessyn for dagen, der minder om den ledelsesform, man kendte i gamle dage på herregårdene og i militæret. Ridefogedmentalitet af værste skuffe. Kæft, trit og retning. Fremme af en tavshedskultur til stor skade for den faglige kvalitet i opgaveløsningen.

Herregårdene og militæret har da heldigvis for længst forladt en sådan tilgang til deres medarbejdere.

Ikke det Danmark jeg kender

Statistik kan af og til give anledning til større gys end selv den mest spændende gyserroman. Sådan er det med de seneste fattigdomstal fra den europæiske statistikbank.
Vi har i Danmark afskaffet fattigdomsgrænsen. Måske i den tro, at hvis ikke der er en grænse, så er der heller ikke nogen fattigdom. Den europæiske statistikbank Eurostat opererer stadig med en grænse. Ifølge den er antallet af fattige i Danmark nu 3,7 procent af befolkningen, mens den er 0,7 i Sverige og 1,7 i Norge. Hvad kommer det til at betyde ikke mindst for de berørte, men også for os allesammen i forhold til at kunne leve i forholdsvis tryghed og sikkerhed i et samfund præget af lille social uro og med omsorg for dem, der er ramt af fysisk eller psykisk sygdom, arbejdsløshed, alderdomssvækkelse eller social deroute? Noget der kan ramme os allesammen, hvis fru Fortuna skulle trække vores negative nummer i skæbnetombolaens uforudsigelige roterende lodtromle.
Vi har tidligere kunnet bryste os af at være et af verdens mest lige, omsorgsfulde og rige lande, hvor meget få- herunder børn og unge - blev udsat for at skulle leve i fattigdom og armod.
Da folkeskolereformen blev vedtaget var et af formålene, at folkeskolen skulle blive bedre til at bryde den negative sociale arv. Et virkelig rosværdigt mål.
Virkeligheden er desværre bare, at når det gælder de socioøkonomiske vilkår går det den stik modsatte vej. Der gøres ikke meget for at modvirke denne tendens. Nærmest tvært i mod. Flere og flere børn vokser op som fattige og holdes fast i social armod. Det kan folkeskolen ikke afhjælpe. Desværre!