Træmændene fra Holme Huse i Sdr. Åby

Hvis børn er en rigdom, var krigsveteran og tømrermester Anders Nielsen en meget rig mand. Rigtig mange børn og mange byggerier kom der ud af tømrermesterens virketrang.

Da Anders Nielsen efter i hele sit liv at have boet i Holme Huse i Husby Sogn døde 84 år gammel den 8. april 1910, efterlod han sig ikke bare mange bygninger, men også en hel familieklan. Som en anden patriark var Anders Nielsen nemlig gennem årene blevet far til ikke mindre end 22 børn. Imponerende, selvom det var med to koner. Han opnåede da også at få en pengegave fra både kongehus og krigsministerium i anledning af sine mange børn. Børn er en rigdom og gave, siger man. Den sidstfødte af Anders Nielsens mange børn blev i hvert fald en gave. Sønnen Johannes Andersen blev født i Holme Huse juleaften den 24. december 1888. Mere om ham senere.

Lad os først prøve at følge Anders Nielsen gennem livet, som det udfoldede sig for ham i Holme Huse.

Maleri af Anders Nielsens ejendom i Holme Huse

En form for forberedt generationsskifte

Anders Nielsen blev født den 10. juli 1825. Hans forældre var indsidder og træskomager Niels Andersen og hustru Maren Bodil Jensdatter. De boede i Holme Huse. En ”indsidder” var en person, som sammen med sin familie boede til leje på en gård. ”Indsiddere” var ofte en noget marginaliseret gruppe, som for eksempel levede på aftægt eller ernærede sig ved daglejerarbejde. Men der kunne også være tale om, at ældre gårdmænd lod en søn eller svigersøn deltage i gårdens eller husmandsstedets drift. Måske var Anders Nielsens bedstefar ”fæster” af ejendommen i Holme Huse og hans far indsidder?

Et ”fæste” var en kontrakt, hvor en godsejer overdrog brugsretten af en gård eller et hus til en ”fæster” mod, at denne svarede fæsteafgifter til godsejeren i form af for eksempel hoveriarbejde, en del af gårdens udbytte eller pengeafgifter. Fæstevæsenet fandtes i Danmark fra middelalderen og blev først endeligt afviklet ved lov i 1919. Mange steder afviklede godsejerne fæsteordningen frivilligt langt tidligere. Når et fæste overgik til selveje, skulle bonden købe gården fri.

Gennem alle årene var Anders Nielsen gårdfæster og tømrermester bosat i Holme Huse. Gårdfæster, fordi han døde, inden ophævelsen af fæsteordningen med efterfølgende selveje som et af de sidste steder i landet slog igennem i Husby 1916-19. Holme Huse er den markvej, der går sydpå mod Lillebælt, hvor vejen Nyhuse krydser Wedellsborgvej ved Gammelhuse øst for Wedellsborg Slots portbygning Adlerhus.

Anders Nielsen indgår ægteskab

Anders Nielsen var en gang i sit liv i længere tid væk fra Holme Huse. Tre år var han i krig. Han deltog i den Første Slesvigske Krig 1848-50. Det er den krig, der også kaldes Treårskrigen. Året efter han kom helskindet hjem fra krigen, giftede han sig 26 år gammel i april 1851 med den også 26-årige husbypige Maren Nielsdatter.

Det viste sig at blive et frugtbart ægteskab. I løbet af de 17 år de var gift fik de 9 børn. Maren døde 43 år gammel i 1868.

Der var nok at se til i Anders Nielsen husholdning i Holme Huse. Efter Marens død boede der i huset i Holmehuse udover Anders hans mor på aftægt, 7 hjemmeboende børn i alderen 4-16 år samt nogle ansatte, nemlig en sypige, en tømrer og en tømrerlærling. Så der kunne nok være brug for en ny ung, dygtig kone i hjemmet.

Hende fandt Anders lige i nærheden. I Wedellsborgs nu nedrevne væverhus, der lå tæt op af portbygningen Adlerhus, boede en anden hædret krigsveteran, nemlig væver Lars Clausen. Han var en hædret veteran fra den så ulykkeligt tabte Anden Slesvigske Krig i 1864. I 1868 blev han ansat som væver på Wedellsborg. Til at hjælpe sig i væverhuset ansatte Lars sin søster Else Kirstine. Lars og Else Kirstines forældre var væverfamilien Claus Johannsen og Johanne Larsdatter i Sø-Søby i Søby Sogn øst for Assens. Lars blev født i 1841, mens Else Kirstine blev født 5 år senere i 1846. Man angiv dengang børnenes efternavn ved at sætte et ”-sen” på faderens fornavn. Deraf søskendeparret Lars og Else Kirstines efternavn Clausen.

 

Else Kirstine og Anders Nielsen

Else Kirstine var et godt parti for den 21 år ældre enkemand og tømrermester Anders Nielsen med de mange moderløse børn. I 1872, fire år efter sin første kones død giftede 46-årige Anders sig med 25-årige Else Kirstine i Husby Kirke. Det bliver starten på et langt og frugtbart ægteskab. Tretten børn blev det til. Blandt forloverne ved parrets vielse i Husby Kirke var Else Kirstines bror, væver og digter Lars Clausen. Lars Clausen er en interessant person. Lad os derfor lige dvæle lidt ved hans historie.

Else Kirstines bror, væver og digter Lars Clausen

  

Mindestenen for Lars Clausen nær Adlerhus, hvor væverhuset lå

Forfatteren Otto Gelsted skriver i sin dejlige bog ”Fyns Land” fra 1942, at Lars Clausen med en pengegave var en hædret veteran fra krigen 1864. Otto Gelsted beskriver Lars Clausen som en kunstnerisk sjæl, der ud over det dagligdags vævearbejde vævede de fineste damaskduge, men også kunstvæv med billeder, som forestiller henholdsvis Syndefaldet, Jesus i Gethsemane Have og Johannes Døberens dåb af Kristus. Og så digtede han både på fynsk og rigsdansk. Nogle af hans digte udkom i datidens aviser. Digtene på fynsk var nok hans bedste, derfor blev han ikke kendt ud over Fyn.

Lars Clausens gravsten på Tanderup Kirkegård

Otto Gelsted fortæller videre, at Lars Clausen var væver på Wedellsborg. Herefter flyttede han til Emtekær i Tanderup Sogn, hvor han efter gennem nogle år at have lidt af alvorlig hudkræft i brystet døde 52 år gammel i 1893. 

Lars Clausen efterlod sig ved sin død hustruen Ane Katrine Hansen. Ane Katrine var fra Husby. Hun blev 23 år gammel gift med 30-årige Lars Clausen i Husby Kirke i 1871, få måneder før Lars Clausens søster Else Kirstine i februar 1872 samme sted indgik giftermål med Anders Nielsen. Slut med Otto Gelsted og Lars Clausen. Kun skal det lige nævnes, at Otto Gelsted blev født i Middelfart i 1888, samme år som Anders og Else Kirstine Nielsens sidste barn Johannes Andersen blev født. Johannes kommer vi til at følge nærmere senere i denne fortælling som et eksempel på, hvordan det gik et af Anders Nielsens 22 børn. Så tilbage til Anders og Else Kirstine.

En rigtig julegave

Anders og Else Kirstine blev forældre til deres første fælles barn Maren Andersen den 8. august 1873. Det skulle blive til mange flere børn, nemlig 13 børn oven i de 9 børn Anders allerede havde fra sit ægteskab med afdøde Maren Nielsdatter. Så der var nok at se til i en husholdning med en aftægtsenke, en masse børn og flere ansatte. Det var oplagt, at det første barn skulle hedde Maren, ligesom Anders´første afdøde hustru.

Maren blev som nævnt den første i rækken af en lang række af børn. Det sidste barn blev en dreng, der blev navngivet Johannes Andersen. Han blev født juleaften den 24. december 1888. Jeg vil nu prøve at beskrive, hvordan det gik Johannes Andersen.

Ud i verden

Johannes Andersen blev konfirmeret i Husby Kirke ved årets første konfirmation i april 1903. Da var han allerede ude at tjene. På konfirmationstidspunktet tjente han på gården ”Hvidensand” i Sibirien på Hygind Mark på vejen mellem Husby og Ejby. Efterfølgende har han nok været tjenestekarl rundt på flere af egnens gårde. Da han i 1908 kommer ind som soldat, blev der i hans soldaterbog skrevet, at hans livsstilling var tjenestekarl. Det vedblev han nu ikke at være.

Johannes Andersen soldaterbog fra 1908 med opslag,
der viser de tidspunkter, hvor han var indkaldt

Det fremgår af Johannes Andersen soldaterbog, at han var soldat fra marts 1908 til oktober 1910. Han var blandt andet tjenestegørende ved 2. og 4. Dragonregiment.

Johannes Andersens far, Anders Nielsen døde 84 år gammel i Holme Huse den 8.4. 1910. Johannes var på det tidspunkt 22 år gammel og var stadig dragon.

Ved tømrermester Anders Nielsens død skrev Middelfart Avis en nekrolog. Nekrologen fremhævede, at Anders Nielsen var en kendt og afholdt mand på Grevskabet Wedellsborg. Avisen tilkendegav videre, at afdøde i sin tid drev en betydelig virksomhed som tømrermester og var skattet som en dygtig og pålidelig håndværker, ligesom avisen nævner, at Anders Nielsen var veteran fra Treårskrigen, hvor han deltog alle tre år fra 1848-50. Nekrologen slutter med at fortælle, at Anders Nielsen efterlod sig en enke, og at han i sine ægteskaber fik 22 børn, hvoraf 18 levede ved hans død.

I 1911 var Johannes Andersen landvæsenselev på Wedellsborg Avlsgård. Landvæsenseleverne boede sammen med forvalterne i den store røde bygning, der endnu ligger nær avlsgården. Nu er den lejet ud. Landvæsenselever var unge, der skulle uddannes til at bestyre større landbrugsbedrifter.

Johannes mor Else Kirstine og hans søster Boline boede stadig efter Anders Nielsen død i Holme Huse. Af matrikelkortet fra 1908 ses, at der dengang lå to ejendomme for enden af vejen til Holme Huse. Vejen krydser matrikelgrænsen mellem Husby By og Sønder Åby By, så Holme Huse ligger i Sønder Åby By.

Romantikken blomstrer og giver afkast

Som faderen var Johannes Andersen en driftig mand. Det er ikke helt let at følge ham i hans færd rundt på Fyn og rundt i landet. Hvor længe Johannes var landvæsenselev på Wedellsborg få stå hen i det uvisse. Næste gang jeg møder Johannes er i kirkebogen for Harridslev Sogn ved Randers. Her fremgår det, at forvalter Johannes Andersen har anmeldt sig som fader til 19-årige ugifte Kristiane Jespersens barn Ingrid Holme Andersen født i maj 1913. Men der ikke noget om, hvor Johannes var bosiddende. Kirkebogen noterer endvidere, at Kristiane Jespersen på ”timånedersdagen” opholdt sig på Fænøgård på Fænø i Middelfart Sogn. Det vil sige, at hun på undfangelsestidspunktet for Ingrid i juli 1912 var bosiddende i Middelfart Sogn. Det gør det sandsynligt, at Johannes også har tjent på Fænø eller i nærheden på dette tidspunkt. Det hedder sig i hvert fald, at Johannes og Kristiane blev stormende forelskede, da de mødte hinanden på Fænø. Det kom der så et resultat ud af, men de blev i første omgang trods den tilsyneladende romantiske kærlighed ikke gift efterfølgende.

Lige lidt om frugterne af såkaldt uægteskabelige forbindelser. Børn født uden for ægteskab blev i kirkebogen noteret som ”uægte”, en forkortelse for ”uægteskabelig”. ”Timånedersdagen” havde betydning for fastlæggelse af stedet, hvor det ”uægte” barns undfangelse var sket. Dermed var der større chance for at indkredse barnefaderen og få fastlagt barnets ””fødselshjemstedsret”, der var afgørende i forhold til, hvilket sogn, der havde forsørgelsespligten i tilfælde af, at barnet senere i livet eventuelt skulle have fattigydelse. Kvindens opholdssted på barnets undfangelsestidspunkt var afgørende for fastlæggelsen af "fødselshjemstedsretten".

Krigen kommer

Så blev der i 1914 verdenskrig. Det kom til at påvirke Johannes Andersen. Dragonen hvis far Anders Nielsen havde været i krig 1848-50, og hvis onkel Lars Clausen havde været med i krigen 1864.

Men først lidt om Danmarks situation ved krigens udbrud. Danmark var neutral under hele 1. Verdenskrig og ønskede ikke at provokere nogen af parterne. Ved krigens udbrud mobiliserede Danmark ikke, men indkaldte i stedet ”Sikringsstyrken”. Indkaldelsen skete i et par omgange, og styrken nåede op på knap 60.000 mand, hvilket svarede til halvdelen af den styrke, man regnede med at kunne mobilisere i krigstilfælde. Det var vigtigt at understrege overfor omverdenen, at man ikke var på vej ind i krigen. Man indkaldte derfor kun en styrke, der skulle sikre Danmark mod en pludselig overrumpling. Hovedparten af Sikringsstyrken blev placeret på Sjælland for ikke at skræmme tyskerne til et angreb på Danmark. En mindre del af styrken blev placeret i Jylland for at signalere overfor englænderne, at Danmark ikke ville tillade tyskerne at besætte Danmark.

 

Johannes Andersen hjemsendelsespas fra Næstved 2.4.1917 og mødebefaling i forhold til eventuel senere mobilsering

Johannes Andersen var blandt de indkaldte og gjorde i flere omgange i årene 1915, 1916 og 1917 tjeneste ved 4. Dragonregiment, der holdt til i Næstved. Han blev hjemsendt den 2. april 1917 med besked om i tilfælde af mobilisering at give møde i Odense hos Rytterstyrken på Fyn – 3. Dragonregiment.

Dragon Johannes Andersen

Hvor Johannes bliver af efter krigen melder kilderne ikke noget om. Han er nok i tjeneste rundt om på større fynske herregårde eller gårde. Og nok i nærheden af Kristiane, moderen til hans første barn. Det er der, som vi skal se, meget der tyder på.

Fynske forvalterjobs 

I maj 1918 dukker Johannes Andersen igen op i kilderne. Nu som forvalter på godset Nordskov i Gestelev Sogn ved Ringe. Måske er Johannes Andersen blevet ansat som forvalter på Nordskov efter hjemsendelsen fra dragonerne i Næstved i april 1917.

På tidspunktet, hvor Johannes Andersen var forvalter der, var Nordskov ejet af den konservative politiker Frederik Sporon-Fiedler. Sporon-Fiedler havde gode forbindelser til greven på Wedellsborg. Han talte for eksempel den 3. august 1919 i Wedellsborg Slotspark ved et møde for Husby og Tanderup konservative vælgerforeninger. Og det var ikke første gang Sporon-Fiedler og grev Wedell mødtes. Mon ikke Sporon-Fiedler indhentede referencer på Wedellsborg, inden ansættelsen af Johannes Andersen. Med en far der var krigsveteran fra en vunden krig og samtidig ifølge avisnekrologen ”i grevskabet Wedellsborg var en kendt og afholdt mand”. Ja, så har Johannes Andersen som tidligere bereden dragon nok stået med gode kort på hånden, da den konservative godsejer og politiker skulle ansætte ny forvalter på Nordskov.

Så er det igen kirkebogen i Harridslev, der giver oplysninger. Den stadig ugifte nu 25-årige tjenestepige Kristiane Jespersen blev i marts 1919 igen mor til en pige, der i Harridslev Kirke blev døbt Anna Holme Andersen. Den udlagte far er den 31-årige forvalter Johannes Andersen fra Nordskov Gods i Gestelev Sogn pr. Ringe. Ifølge kirkebogen opholdt Kristiane sig på den såkaldte ”timånedersdag”, altså ved Annas undfangelse i maj 1918, som ansat hos en forvalter Steffensen, Søndergaard i Rørup Sogn pr. Aarup på Fyn.

Det giver anledning til undren, at Johannes Andersen og Kristiane Jespersen, mor til deres to piger født udenfor ægteskab, først blev gift cirka syv år efter deres førstefødtes fødsel og cirka et år efter fødslen af deres nummer to. Johannes og Kristiane blev gift i Harridslev Kirke i april 1920. Johannes Andersen var ved ægteskabets indgåelse ifølge kirkebogen stadig forvalter på Nordskov. I Johannes og Kristianes familie har forklaringen på det manglende ægteskab trods forældreskabet til de to piger altid været, at de var for fattige til at gifte sig. En lidt svævende forklaring når henses til Johannes Andersens position som forvalter, men en romantisk forklaring.

Efter brylluppet flyttede familien Johannes og Kristiane Andersen fra Nordskov Gods. De flyttede til Nr. Lyndelse Sogn mellem Ringe og Odense, hvor Johannes havde fået en forvalterstilling på Bramstrup Gods.

I løbet af årene på Bramstrup Gods blev der i godsforvalterboligen født to børn. Først Else Kirstine Holme Andersen født i 1921. Herefter Karen Margrethe Holme Andersen i 1922.

Enken og den ugifte datter i Holme Huse

Holme Huse ligger for enden af markvejen, der går mod syd fra Wedellsborg vej. Markvejen skæres af matrikelgrænsen mellem Husby By og Sdr. Aaby By. Matrikelkort revideret 1908

Vi vender lige et øjeblik tilbage til Johannes mor Else Kirstine Nielsen født Clausen. Hvordan gik det hende? I 1921 boede hun stadig i Holme Huse. Hun var nu 75 år og boede sammen med sin 36-årige ugifte datter Boline Margrete Andersen, der angives til at være landbrugsdrivende.

Else Kirstine Nielsen døde 80 år gammel den 26. maj 1926 og blev begravet på Husby Kirkegård.

Søster og svoger i Nordsjælland

Tilbage til Johannes Andersen og familie. Næste gang jeg møder dem er i kirkebogen for Maarum Sogn i Nordsjælland, mellem Esrum Sø og Arresø nær Helsinge. De må være flyttet hertil på et tidspunkt mellem 1922 og 1924. Kirkebogen for Maarum Sogn omtaler, at deres datter Kirsten født i Maarum Sogn blev døbt i september 1924. Blandt fadderne ved dåben var træhandler Jens Olsen Christensen og hustru Ane Johanne fra Maarum. Ane Johanne var søster til Johannes. Hun blev i april 1905 i Husby Kirke gift med 17 år ældre 45-årige Jens Olsen Christensen fra Maarum, som hun i nogle år  forud for brylluppet var husbestyrerinde for.

Johannes blev ansat som førstemand hos svogeren, da han og hans familie flyttede til Maarum.

 

Johannes søster Ane Johanne blev i april 1904 i Husby Kirke gift med træhandler Jens Olsen Christensen, Maarum i Nordsjælland

Det var svogeren Jens Olsen Christensen, der hjalp Johannes og Katrine til at kunne købe gården Lindholm i Maarum Sogn. De drev gården samtidig med, at Johannes handlede med træ.

Jens Olsen Christensen, med øgenavnet Kulfanden, grundlagde Kagerup Savværk i Grib Skov. Ane Johanne og Jens Olsen Christensen boede i Maarum Tinghuse og forblev barnløse. Jens Olsen Christensen var god til både at tjene og holde på skillingerne. En af historierne om ham er, hvordan han udnyttede situationen efter et stort stormfald i 1902. Han opkøbte alt det væltede nåletræ og tjente ikke alene en del på tømmeret, men han ansatte også folk til at producere trækul af affaldstræet. Udadtil gjorde Kulfanden dog ikke noget større væsen af sin formue, og rygtet fortæller, at man efter hans død fandt adskillige bundter sedler under hans madras. Georg Nordkild, der blev kaldt kulsviernes forfatter har i sin bog fra 1941 ”Hvad gavner det et menneske” skrevet om Kulfanden.

Johannes søster Ane Johanne blev enke den 6.1.1930, da Jens Olsen Christensen døde.

Den store familie

Johannes og Kirstine Andersen fik i alt 10 børn, alle døbt med mellemnavnet Holme og efternavnet Andersen, også de to førstefødte piger der med års mellemrum blev født uden for ægteskabet.

Johannes Andersen blev som nævnt med svogerens hjælp ejer af gården Lindholm i Maarum. Senere solgte Johannes og Kristiane Andersen gården og flyttede ind i en stor patriciervilla i Holte, lige ned til Furesøen. På dette tidspunkt havde Johannes Andersen drevet tømmer- og trælasthandel i en del år og var blevet en holden mand.

 

Holmeslægtens træf i Kalvehave i Husby i juli 1950

Den 10. juli 1950 mødtes Holmeslægten på en varm og lummer sommerdag med lyn og torden til slægtsfest i Kalvehave i Husby. Det var en stor forsamling, der ikke var nem at huse indendørs.

Johannes og Kristiane nåede at flytte endnu et par gange i deres omskiftelige liv. De solgte villaen i Holte og flyttede først til ejendommen Bakkegården i Bistrup ved Birkerød. Senere da helbredet ikke ville mere, flyttede de på Plejehjemmet Solskrænten i Birkerød.

Kristiane og Johannes Andersen

Johannes Andersen døde 91 år gammel i 1979, mens Kristiane Andersen født Jespersen døde 87 år gammel i 1981.

Et tværsnit gennem livets omskifteligheder gennem to århundreder

Hermed slutter fortællingen om patriarken fra Holme Huse og om sønnen Johannes Andersens omskiftelige og spændende liv.

Fællesmængden i livet for de tre mænd fra Holme, vi har mødt, var træ og børn. Johannes Andersens bedstefar Niels Andersen der også boede boede i Holme Huse var træskomager. Faderen Anders Nielsen boede hele livet i Holme Huse. Han var udover gårdfæster tømrermester og far til 22 børn, hvor Johannes var den sidste i rækken. Johannes endte efter blandt andet at have været tjenestekarl, forvalter, dragon og landmand som tømmerhandler og far til 10 børn, 9 piger og 1 dreng.

Ib Hansen, 6. marts 2020, revideret 17. februar 2022

Downtown Husby - udvikling og afvikling

Bliver Car Park North koncerten i Husby Autoværksted symbolet på et vendepunkt i landsbyens afvikling til fordel for en ny udvikling af nye fællesskaber, samværsformer og aktiviteter? Et kommende  multihus i tilknytning til Husby Forsamlingshus kan blive en driver i en livgivende udvikling af Downtown Husby

Det er gået op og ned for landsbyen Husby. Først kraftig udvikling o. 1900. Så afvikling o. 1970. Og nu o. 2020 udvikling af nye fællesskaber, samværsformer og aktiviteter. Men hele tiden i et fantastisk område med smuk natur, interessant kulturhistorie og spændende landskaber.

Landsbyen Husby ændrede sig dramatisk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det moderne gennembrud slog igennem og ændrede landsbybeboernes livsvilkår og landsbyens udseende. 

Adlerhus. Portbygning til Wedellsborg Slot og godskontor. Væverhuset, hvor digter og væver Lars Clausen boede og arbejdede, lå tidligere til højre for Adlerhus

Som et af de sidste steder i landet kom lensafløsningen endelig til Husby i 1916-19. Fæstegårdene blev til selvejergårde. Wedellsborg Birkeret blev i 1919 afløst af det almindelige retssystem. Landbruget udviklede sig i retning af mere animalsk produktion og med mange ansatte. Gårde som for eksempel Breidablik, Blidkær og Klokkekær flyttede i starten af 1900-tallet ud fra den oprindelige landsby, der indtil da var afgrænset til området ved Kalvehave, ved krydset Storegade-Lillegade, langs Lillegade og Sjobjergvej. De flyttede ud på deres marker i det indtil da gårdtomme område omkring Husby Kirke. Hidtil havde den eneste gård i området været den tidligere møllegård, Holegården. Tæt op ad kirken lå indtil da alene en gammel lille skole og en bolig til seks såkaldte fattiglemmer.

"Breidablik" lå oprindelig på hjørnet Lillegade-Sjobjerg, men nedbrændte i 1915. Gården blev ved genopførelsen flyttet ud til toppen af Skræppedalen. Jeg har opholdt mig meget på gården sammen med mine brødre. Min mellemste bror Leif og jeg hjalp til i stald og på mark. Og lærte en masse af ejeren Jørgen Andersen. Lillebror Bo og sønnen på gården, Bent legede og kørte blandt andet  i selvbygget go-kart

Ellas Café og Brødudsalg var stedet, hvor vi unge hang ud hverdagsaftener, når vi ikke var  til sport

Husby Brugsforening er bygget i 1897. I vores barndom var  Folmer Andersen uddeler. Ham havde min bror Leif og jeg som vores første fodboldtræner, da vi var 8 - 9 år gamle

Rutebilstationen på hjørnet af Storegade og Lillegade. Her havde Ruteras garage til sin rutebil. Hans kone Anna udleverede pakker, når Helge Post på sin cykel havde været rundt til gårde og huse med blandt andet breve, girokort og postopkrævninger på pakker. Ruteras bragte pakkerne med fra posthuset i Ejby og transporterede i øvrigt selv pakker på sin rute Assens - Salbrovad - Sandager - Emtekær - Sdr. Åby - Husby - Hygind - Ørslev - Ejby

Husby Skole blev i 1893 fra området flyttet til stedet her fra området ved kirken, hvor der havde været skole med tilhørende jordlodder til læreren. Lærerens jord var to matrikler umiddelbart syd for kirken på vejen til Sdr. Åby, overfor hvor Blidkær kom til at ligge efter udflytningen fra landsbyfællesskabet Husby. Jorden blev vist senere overtaget af August Rasmussen og senere sønnen Ernst Rasmussen fra gården Farshøj, der ligger i Storegade nær den tidligere rutebilstation og Hallbergs nu nedlagte købmandsbutik. På billedet ses til venstre lærerboligen til småbørnslærerinden fru Breiner og til højre ses hækken til lærerboligen, hvor andenlæreren lærer Tagesen boede.  Bagved skolen ligger forsamlingshuset med bestyrerbolig i vinkelbygningen.

Midt i billedet slagter Andersens hus. Butikken var i bagbygningen. Til venstre ses skomagerens hus med den hvide værkstedsbygning. I bygningen har været cykelforretning, skomager og vist nok også skoforretning. I horisonten ses Tybrind Vig.

Husby Central i Storegade. Her var omstillingsbord og offentlig  telefon. Husby Central dækkede udover Husby Sogn også blandt andet  Håre, Tanderup, Emtekær og Nakke

Husby Forsamlingshus o. 1960 før tilbygning af scenebygning og omklædningsfaciliteter. Yderst til højre ses ishuset og til venstre skolen med cykelskur ud mod vejen. Forsamlingshuset er bygget 1904.

Området fra kirken og ned til smeden ved Bjørnekær var stort set bebyggelsestomt indtil da. De moderne tider medførte, at der i sognet blev brug for flere og bedre servicefunktioner. I 1893 flyttede skolen væk fra kirken over til en ny flot skolebygning på hjørnet af Storegade og Skræppedalsvej. Husby Forsamlingshus blev opført ved skolen. Mellem kirken og krydset Storegade-Lillegade blev der bygget villaer, lærerboliger, brugsforening, tømrerværksted, mekanikerværksted, frisørsalon, telefoncentral, café, brød- og bladudsalg, slagter, cykelforretning, skomager og rutebilstation med postpakkeudlevering. Omkring 1960 blev sportspladsen udvidet med en helt ny og større fodboldbane. Og forsamlingshuset fik tilbygget scene og omklædningsfaciliteter til både inden- og udendørsbrug. 

I min barn- og ungdom i 1960-erne var Downtown Husby endnu et velfungerende lokalcenter for Husby Sogn og omegn. Her gik vi i skole, dyrkede sport, handlede, gik i ungdomsklub i forsamlingshuset og hang ud med andre unge ved Ellas café og brødudsalg.

I 2017 var jeg til Car Park North koncert i Husby Autoværksted. Det var stort!

I slutningen af 1960-erne og begyndelsen af 1970-erne fik det en brat ende. Det senmoderne samfund med automatisering, urbanisering og centralisering krævede sine ofre. Landsbyens udvikling stagnerede. Afvikling- og fraflytning tog fart. Skolen blev lukket og forretningerne lukkede. I oktober 1976 brændte Ellas Cafe og Brødudsalg og blev meget symptomatisk aldrig genopført.

Luftfoto af Husby Kirke. I baggrunden Sdr. Åby og den del af Lillebælt, der hedder Bredningen

Husby Kirke set Sjobjergvej. I forgrunden en del af Bakkegårdens jerseybesætning, der græsser på jord, der tidligere hørte under "Breidablik" (også kaldet Sognefogedgården), der indtil en brand i 1915 lå lige udenfor billedet til højre

Sammenhold og fællesskab sørger heldigvis for fortsat liv i området. Husby og Tanderup er gået sammen om idrætsforening, borgerforening og forsamlingshus. Det har ført til mange afledte aktiviteter. Menighederne i Husby, Føns, Ørslev og Udby har indledt et samarbejde, der betyder fortsat menigheds- og kulturliv i egnens smukke og ældgamle kulturhistoriske fyrtårne, kirkerne.

Oliebyen Middelfart

 U-105 ligger strandet på en sandbanke ud for Strandvejen i Middelfart 

Den tyske ubåd U-105 strandet nær Strandvejen i Middelfart.

Strandingen skete i april 1918. Hændelsen medførte, at mange middelfartborgere tjente en pæn skilling på skibsolie. De kunne simpelthen samle olie op nær Strandvejen og sælge det videre eller selv bruge det.

I vore dage er Middelfart erhvervsmæssigt kendt for, at der ligger en oliedrevet pengemaskine i byen. Det er handelsselskabet Bunker Holding, der blandt andet sælger brændstof til skibe. Bunker Holding fik et historisk godt resultat i regnskabsåret 2018-2019. Virksomheden fordoblede næsten sit overskud fra 268 millioner kroner før skat til 515 millioner kroner. Omsætningen steg med 31 procent til 71 milliarder kroner. Virksomheden har endda i de senere år være ude i et kraftigt stormvejr, fordi et datterselskab er blevet anklaget for ulovligt at have solgt flybrændstof til det russiske luftvåben, der opererer i Syrien

”Olieeventyret” i 1918 havde sin baggrund i 1. Verdenskrig. Danmark var som bekendt neutral i denne krig, men det var rigtig vigtigt, at både Tyskland og England ikke anså det for nødvendigt at besætte Danmark. Derfor minerede Danmark allerede fra verdenskrigens start flere steder i de indre danske farvande, blandt andet blev der i Lillebælt udlagt kabelminer fra Bågø til Wedellsborg Hoved. Så kunne man sige til tyskerne, at englænderne ikke kunne kom ind til den store flådehavn Kiel ad den vej. Og til englænderne kunne man sige, at tyskerne ikke kunne komme ud til deres såkaldte højsøflåde ad vejen gennem Lillebælt.

Det kunne tyskerne så alligevel. De havde selv mineret farvandet mellem Bågø og Årø og vidste, hvor de miner lå. Det farvand var tysk på det tidspunkt. Derfor kunne deres ubåde snige sig nordpå gennem Bredningen og Snævringen og forbi Middelfart.

I dagene 5.-6. april 1918 blev det bevist, at det var en rute tyskerne brugte. I stærk tåge sejlede to tyske ubåde gennem Lillebælt forbi Middelfart. De brugte fyret ved Hagenør som pejling uden problemer, men da de på deres videre vej skulle tage bestik af Strib Fyr, tog U-105 fejl af fyrets lys og lyset fra en villa på Strandvejen. Ubåden løb på grund på en sandbanke kun omkring 100 meter fra land. Tilsyneladende var der ingen på land, der i den mørke tågede nat opdagede grundstødningen.

Næste morgen, da solen brød gennem mørket og tågen, skal jeg lige love for, at middelfarterne fik sig en overraskelse. Tæt på land så de en gråsort krigsmalet ubådsulv. Dens kobbelmakker var skyndsomt sejlet videre ud på sin mission, mens U-105 med sin besætning på 30 mand stod uhjælpeligt fast på en sandbanke.

Nu var gode råd dyre. Både for den tyske marineattache, den tyske marines overkommando og danske diplomater fik sved på panden. Telegraflinjerne glødede mellem de forskellige tyske og danske instanser. Ubådens trådløse radio virkede ikke, så i stedet tog de en båd fra stranden ved Strandvejen. Satte en medbragt motor på den og sendte nogle mand mod den dansk-tyske farvandsgrænse ved Årø for at få hjælp der. Situationen kunne udvikle sig til en international krise. Efter de internationale aftaler skulle den strandede ubåd med mandskab interneres, hvis det ikke senest 24 timer efter grundstødningen var bragt flot. En internering var ikke noget, hverken danske eller tyske myndigheder brød sig om.

Heldigvis for det neutrale Danmark blev den internationale krise undgået. Det var der to årsager til. For det første påbegyndte Danmark først udmålingen af de 24 timer fra det tidspunkt om morgenen, hvor U-105 var blevet synlig. For det andet lænsede U-105 en stor del af sin skibsolie direkte ud i bæltet, så ubåden hævede sig så meget, at det kunne blive trukket flot.

Olien samlede sig i vandet mellem sandbanken og kysten. Hele Middelfart lugtede af olie. Det trak masser af mennesker til. De skrabede olien op i spande og tønder for at bruge den i deres olielamper eller sælge den videre for en god pris. Under verdenskrigen var der i Danmark stor mangel på energi. Det fik blandt andet fiskere fra Esbjerg til at skynde sig til Middelfart for at købe skibsolie til deres fiskefartøjer. Og Statshospitalet i Middelfart kunne bruge olie til opvarmning. Mange borgere tjente således pæne beløb på den olie, de havde skrabet af vandet ved det sted nær Strandvejen, hvor ubåden var forlist og lænsede skibsolie for at komme fri.

 

Middelfartborgere skrabede i april 1918 den dyrebare lænsede skibsolie fra U-105 op i spande og tønder til eget brug eller til videresalg

Den tyske marine  bruger fortsat Lillebælt til deres ubåde. Nu til gennemsejling og øvelser. Mange borgere i Middelfart gjorde for eksempel den 18. maj 2016 store øjne, da de pludselig så skroget af en tysk ubåd ud for Gammel Havn. Danmark har ikke længere selv ubåde. Nu er vi i forsvarsalliance med Tyskland, derfor kan tyskerne bruge de indre danske farvande i forbindelse med øvelser, hvori der indgår ubåde. Forhåbentlig kommer der ikke et nyt olieeventyr ud af disse gennemsejlinger.

Ib Hansen, februar 2020

En blikkrans på min grav

En fortælling om Gamle Anders fra ”Gammelgård” i Sdr. Åby. Om omsorg og forsorg. Om lodder i det store spil. 

”Når jeg er død og begravet, vil jeg gerne have en krans af blik på min grav”.

”Hvorfor dog det, Anders?”

”Jo, for så kan jeg høre, når det regner, Peter”.

Sådan lød en typisk konversation mellem Gamle Anders og vores far Peter, når Anders kom på et af sine regelmæssige kaffebesøg i vores hjem omkring 1960. Han kom cyklende fra ”Gammelgård” nede i Sønder Åby. Op over bakken til Husby Sogns højeste punkt ved kirken og ned ad bakken til vores hjem. Nede i Skræppedalen, i skovkanten ved Husby Hole.

Anders var det, vi i dag ville kalde psykisk udviklingshæmmet. Dengang var betegnelsen evnesvag. Da Anders blev erklæret for evnesvag, blev han betragtet som anbragt på gården i Sønder Åby, som så kunne få penge for at have ham. Han arbejdede som karl på gården. Boede i et karleværelse og fik sin morgenmad, frokost og aftensmad sammen med gårdens familie. Dertil fik han lommepenge, som han betragtede som løn. De fleste aftener kørte han på sin cykel af sted for at få sin aftenkaffe forskellige steder rundt om i sognet. Således kom han også jævnligt i vores hjem. 

Anders havde stamcafé hos Ellas Café og Brødudsalg, der lå i Storegade i Husby mellem Vognmanden og Slagteren. Det var det hvide hus på billedet her. Huset brændte i 1976, og der blev efterfølgende opført et nyt rødstens hus, men café og brødudsalg kom aldrig tilbage

Mange aftener tilbragte han på caféen ved Ellas Brødudsalg i Husby Storgade. Her kunne han få kaffe og se fjernsyn. Det var før fjernsyn blev almindeligt i alle hjem. For øvrigt brændte brødudsalget i 1976. Der blev bygget et nyt hus, men uden café og brødudsalg.

Maleri af Anders der drikker kaffe. Malet af Else Rabølle Rasmussen i Brenderup i 1970´erne

Aftenen udspandt sig altid på samme måde. Anders bankede på og blev budt inden for. Mens Anders tog plads i dagligstuen sammen med far og os tre drenge, gik mor i gang med at lave kaffe, finde brød og småkager frem og dække bord. Hvis der ikke var flere småkager, stod fortæringen på hjemmebagt hvedebrød med ost eller med hjemmelavet marmelade. Ofte blev der også budt på en Mariekiks smurt med smør. Anders var glad og tilfreds uanset, hvad der blev budt på.

Så snart Anders var bænket, begyndte han at fortælle. Altid de samme historier. Om hvad han havde oplevet på andre gårde, før han kom til ”Gammelgård”. Om majfester han for mange år siden havde været til i Assens og andre steder. Som jeg husker det, var det kun min far, der deltog i samtalen. Vi drenge lyttede med store ører. Som vi altid gjorde, når vi havde gæster. Vi blev ikke sendt i seng, men sad altid og fulgte med. Både når der var besøg af Anders eller andre gæster, og når der var besøg af  arbejdere, der skulle have råd i forhold til fagforeningsspørgsmål eller hjælp til udfyldelse af selvangivelsen. Det var før kildeskattens indførelse. Far var stærk til tal, mens mor var stærk i skrivning og læsning.

Det var kun, når der i vores hjem blev afholdt bestyrelsesmøder i fagforeningen eller den lokale socialdemokratiske vælgerforening, vi fik at vide, at vi skulle opholde os i ”den fine stue”. Ærgerligt, men heldigvis var der et varmespjæld mellem stuerne, da kakkelovnen i dagligstuen skulle opvarme begge stuer, såfremt ”den fine stue” var i brug. Mine brødre og jeg åbnede op for lamellerne i spjældet. Så kunne vi følge med i mødets gang og de trufne beslutninger. Far vidste godt, at vi gjorde sådan, men jeg tror, at både mor og far, syntes overværelse af sådanne møder var en del af vores samfundsmæssige dannelse. Uanset om vi var med ved bordet, eller om vi var med på en lytter bag varmespjældet.

Ib og Leif Emil Hansen med "lærings. og varmespjældet" til venstre. Vi havde en blomstrende fremtid bag os!

Når Anders var på besøg, var vi som nævnt med ved bordet. Aftenen udviklede sig på den måde, at Anders fortalte. Og far svarede og stillede spørgsmål, også om alt det Anders havde fortalt om mange gange før. Efter kaffen blev Anders ved i den samme skure. Min far begyndte mere  og mere at nikke med hovedet og svare med få ord.  ”Ja”. ”Uhhadada, Anders”. ”Nåh”. ”Uhm”.

Far stod op hver morgen ugens seks arbejdsdage lidt i klokken 5. Han skulle cykle til arbejde, som banearbejder i Ejby eller til Kauslunde Cementstøberi. Vores hjemmearbejdende mor stod op lidt før for at smøre madpakke, lave morgenmad og holde ham med selskab, inden han skulle cykle de 10-15 kilometer til arbejdspladsen, hvor han skulle møde klokken 6. En times tid efter vækkede hun os drenge. Sørgede for vores madpakker, gav os morgenmad og hørte os en sidste gang i dagens salmevers. Det var en æressag, at vi kunne vore lektier.

Med den døgnrytme var det derfor ikke underligt, at far ud på aftenen begyndte at nikke med hovedet. Kakkelovnsvarmen og de monotone kendte historier, som gamle Anders diverterede med, gjorde det ind i mellem vanskeligt for ham at holde sig vågen. Men der var aldrig tale om, at Anders skulle tage hjem til gården før tiden. Og Anders havde ikke problemer med, at responsen i samtalen blev mere og mere fraværende. Vores forældre anså det som noget helt naturligt at medvirke til, at Anders fik nogle gode timer.

Anders måtte forbi Husby Kirke på vej hjem fra Skræppedalen til Sdr. Åby, der her ses i baggrunden 

Omkring klokken 21.30 begyndte Anders at tale om, at han nok snart måtte hjemad.

”Ja, det skal du jo nok Anders? Du skal vel tidligt op og på arbejde i morgen?”

”Mon jeg slipper forbi kirkegården, Peter. Kommer de døde efter mig. Jeg er jo gammel?”

”Det går nok ikke så galt. De døde er jo døde og ligger i deres grave."

”Nåh, men jeg må jo skynde mig forbi. Nu skal jeg vist til at tage hjemad”.

Sådan blev det ved frem og tilbage, inden Anders lidt i klokken 22 cyklede op ad Skræppedalsbakken. Forbi kirken og kirkegården og ned ad Blidkærsvej og Sdr. Åby-bakken. Han slap fint forbi kirkegården hver gang.

Vi fik også hvert år besøg af Gamle Anders, når det var fastelavn. Så kom han med en ældgammel maske for ansigtet. Den samme år efter år.

”Boller op og boller ned. Boller i min mave. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade”.

Min mor bød ham inden for.

” Det kan vi da ikke have Anders. Jeg har lavet fastelavnsboller. Du får også et par kroner. Mon så ikke du opfører dig lige så pænt, som du altid gør."

Anders takkede for bollerne og kronerne.

”Men jeg har ikke tid til at  få kaffe i aften. Jeg har mange, jeg skal cykle rundt til og synge for”.

”Det er godt Anders. Så kommer du bare igen en anden gang og får din kaffe”.

Det var både hyggeligt og givende at have besøg af Anders. Vi lærte noget om fællesskabets værdier i praksis, og om de vidt forskellige forudsætninger, vi alle er blevet udstyret med. Hver med vores forudsætninger og udfordringer, kan vi godt få et godt liv. Og vi skal tage os af samfundets svageste, så de føler sig anerkendt, værdsat og inddraget og ikke blot tålt.

Men hvem var Gamle Anders egentlig?

Anders Johannesen blev født den 5. oktober 1893 i Middelfart som et af de yngste børn i en større søskendeflok. Han var opkaldt efter sin far arbejdsformand i DSB Anders Johannesen, der stammede fra Korup nordvest for Odense. Hans mor Kirstine var født Rosenvold i Varde.

Anders forældre blev gift i Varde Kirke den 22. december 1874. Hans mor var 17 ½ år gammel, mens hans far var 30 år. Forklaringen på, hvorfor forældrene så hastigt blev gift blot to dage før jul, kom den 2. marts 1875. Blot 2 måneder efter forældrenes vielse blev Anders storebror Andreas født.

Den vestjyske længdebane fra Esbjerg til Struer blev indviet 1874-75. Måske var Anders Johannesen arbejdsformand for et sjak af såkaldte ”banebisser”? ”Banebisserne” rejste rundt i landet og medvirkede ved anlæggelsen af de mange jernbaner, der blev anlagt i årene lige før og efter år 1900. En talemåde siger, at både jernbanedrift og kønsdrift er svære at styre! Banebisserne havde ry for i fritiden at muntre sig med kvinder, spiritus og sang, hvor de kom frem. Giftermålet mellem den unge Kirstine og den 13 år ældre baneformand er nok kommet i stand som følge af et uønsket resultat af det muntre samvær. Hvem ved?

Inden han blev konfirmeret mistede Anders sin far. En kold martsmorgen i 1905 fandt Anders 12 år gammel sin far død i et pigtrådshegn. Han havde drukket sig ihjel, 60 år gammel.

Det fremgår af folketællingslisten fra 1906, at Anders og moderen Kirstine efter faderens død boede alene i Algade i Middelfart. De øvrige søskende var flyttet hjemmefra. Folketællingslisten fortæller også, at Kirstine levede af fattighjælp. To år efter mandens død døde Kirstine i april 1907 kun 49 år gammel. Nu var Anders 13 år gammel uden forældre. Hvad skulle der blive af ham?

Knut Beckers roman "Verden venter" fra 1934 handler om den uretfærdige måde Becker så samfundets svage blive behandlet på. 

Verden venter

Den forældreløse Anders står i 1907 på tærsklen til det, der dengang blev betegnet som indgangen til voksenlivet, nemlig konfirmationen. Han var ikke særlig godt udrustet til denne udfordring.

Anders fik ikke noget ud af at gå i skole. Han lærte aldrig at regne, læse eller skrive. Hele livet vedblev han at være analfabet. Dengang i starten af 1900-tallet var det meget almindeligt, at forældreløse og evnesvage blev anbragt på kost og logi på en gård.

Anders kom ud ”at tjene” på forskellige gårde rundt om på Vestfyn. På et tidspunkt endte han i Sdr. Åby i Husby Sogn. På den første gård han var på i Sdr. Åby, gik det ikke så godt. Han blev drillet af karlene. Så Anders ville gerne til en anden gård. Det blev ”Gammelgård”. Det var hans held.

"Gammelgård" i Sdr. Åby omkring 1960. Det er Knud Rabølle forrest ved flagstangen. Midt i billedet holder Rute Ras  ved købmand Søgårds butik. Anders boede i et karleværelse ved vognporten 

En varm historie på en råkold dag

En råkold februardag i 2020 gjorde jeg en hjemstavnstur fra Husby Forsamlingshus ned og rundt i landsbyen Sdr. Åby og tilbage til forsamlingshuset. Jeg havde aftalt at gå turen sammen med Knud Rabølle Nielsen, der er vokset op på ”Gammelgård”. Knud kom fra Odense, mens jeg kom fra Kolding. Anders har været en del af Knuds opvækst, hvorfor Knud havde meget, han kunne tilføre min fortælling om Gamle Anders.

Knud fortalte, at Anders henvendte sig til Knuds morfar, Laurits Knudsen og tilbød at arbejde kun for føden. Blot han måtte få lov at bo og arbejde på ”Gammelgård”. Det var i 1930erne midt under landbrugskrisen. Knuds morfar havde faktisk ikke brug for nogen på det tidspunkt, men fik ondt af ham. Anders blev derfor ansat med titel af fodermester.

”Min morfar havde på et tidspunkt Anders med til lægen. Lægen sagde til min morfar, ”at den mand er jo helt gal”. Med det mente lægen, at Anders var evnesvag. Jeg tror faktisk, at fra det tidspunkt fik mine morforældre Laurits og Petra Knudsen penge for at have ham. Og det gjorde mine forældre Børge og Elisabeth Nielsen nok også, da de senere overtog ”Gammelgård” og dermed ansvaret for Anders”.

Anders boede en stor del af sit liv på ”Gammelgård”. Knud husker eller har fået fortalt, hvordan hverdagen var for Anders.

”Anders kunne ikke altid overskue tingene. Han så kun en side af sagen. Under krigen syntes han for eksempel, at de tyske soldater var flinke og rare, fordi de gav ham cigaretter. Så han kunne godt lide tyskere. Han havde det også med at skælde ud på alt og alle. Det var ikke noget, der lå dybt, men sådan en omgangsform han havde tillagt sig. Sikkert affødt af, at han i sin barndom og ungdom var blevet set ned på og skældt ud, fordi han ikke lige kunne forstå noget første gang, han fik at vide, hvad han skulle lave.”

Knud fortalte videre, at Anders altid var lidt urolig, når datoerne 1. maj og 1. november nærmede sig. Det var dengang de traditionelle såkaldte ”skiftedage”. De to dage på året, hvor tjenestefolk skiftede arbejdsplads.

”I dagene op til 1. maj og 1. november skældte Anders ikke min morfar ud for at være en møgbonde. Men når de dage var overstået, var morfar igen en møgbonde. Vi børn fik også vores del af hans daglige svada. Møgunger og møgdrenge var en del af hans daglige tale. I virkeligheden var det kærlig ment.”

Anders siddende i grøftekanten ved "Gammelgård" omgivet af børn og voksne

Der var en del ting, Anders så frem til, og som var højdepunkter i hans tilværelse. Knud har særligt bidt mærke i følgende.

”Rejsebiografen Stjernebios forestillinger i Husby Forsamlingshus betød meget for Anders. Han havde stor respekt for ”biografmutter”, som han hjalp med at stille op til aftenens forestillinger. Jeg tror faktisk, han var lidt bange for hende. ”Biografmutter” havde nok ikke helt min morfars tålmodighed.”

”Assens Sommermarked var også noget, Anders så frem til og snakkede om i lang tid. Og hvert år i sensommeren fik han besøg af sin søster. Jeg husker det, som om de bare skændtes hele tiden. Anders kunne ikke forstå, at hun hele tiden blev ved at være to år ældre end ham. Han ville så gerne indhente hende. Det var altid min morfar, der hentede søsteren i Blanke og kørte hende hjem igen, når han syntes, de havde fået nok af hinanden”.

Lige som jeg kunne Knud også tydeligt erindre, hvor meget fastelavn betød for Anders.

”Årets store højdepunkt for Anders var fastelavn. Anders havde afsat fastelavnssøndag til Sdr. Åby. Med sin Chaplin-maske gik han rundt i landsbyen og sang ”boller op og boller ned, boller i min mave, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.” 

"Fastelavnsmandag raslede Anders i Husby", fortalte Knud. "Hans pose var godt fyldt med mønter, når han kom hjem. Det var som regel min bror Olav og mig, der hjalp ham med at tælle pengene op. Der var enører, toører, femører og tiører. Når der var en tokrone var det stort".

”Om søndagen spiste Anders altid hos ”brødrene”. To brødre med gård i Sdr. Åby. Kærligt drillende fortalte de ham altid, at søndagsmenuen stod på fisk. Anders hadede fisk, da han var så fumlefingret, at  han ikke kunne pille benene fra. Jeg husker, at vi hver fredag hjemme på ”Gammelgård” fik fisk. Anders skulle kun have sovs og kartofler om fredagen. Ved ”brødrene” fik han altid bøf med løg, når det kom til stykket.”

Knud kan huske, at Anders også deltog i sognets forskellige begivenheder.

”Anders var altid med på de ældres udflugt. Engang gik udflugten til Zoo i Odense. Da han blev spurgt, om han ville have dagens ret, sagde han ja. Han kunne ikke læse, at det var fisk”.

Anders ejede ikke så mange ting, fortalte Knud videre.

Anders radio som Knud Rabølle nu ejer. Anders hørte i sin radio blandt andet musik med Bror Kalles Kapel

”Han havde en lille dragkiste, en seng og en radio. Alt efter hvordan vi ”møgunger” opførte os, kunne vi arve det ene eller det andet. En af mine brødre har fået dragkisten. Radioen fik jeg og er stadig ejer af. Anders lyttede til Kalundborg langbølge. Han elskede at lytte til Bror Kalles Kapel, men lyttede blandt andet også til fiskerinoteringerne.”

”Gennem alle årene på ”Gammelgård” hjalp Anders med fodring og udmugning. Da mine forældre midt i 1960erne forpagtede ”Bakkegård” på Sjobjergvej i Husby, blev alle dyrene flyttet derop. Min far vedblev dog med at have en ko til at gå i kalvefolden på ”Gammelgård”, hvor vi stadig boede. Den skulle forsyne familien med mælk, men mest af alt være med til at holde Anders beskæftiget”.

Anders havde stadig ansvaret for en malkeko efter resten af besætningen var flyttet fra "Gammelgård" til "Bakkegård"

”I 1970 solgte min familie ”Gammelgård” i Sdr. Åby og flyttede til ”Munkegården” i Brenderup. Anders flyttede selvfølgelig med. Det blev en svær tid for ham. På den ene side kunne han på bostedet ”Skovbakken” i Brenderup møde nogle ligesindede, og der kom også af og til en fra ”Skovbakken” for at besøge ham. På den anden siden kendte han i Brenderup ikke så mange, som han gjorde i Sdr. Åby og Husby. Og så havde han ikke længere nogle daglige funktioner at varetage.”

”Jeg husker, at vi efter flytningen stadig kørte ham til Husby, så han kunne rasle fastelavn. På det tidspunkt havde ”brødrene” solgt deres gård i Sdr. Åby og havde bygget sig et hus ved siden af Husby Brugsforening. Et hus de selvfølgelig havde betalt kontant. Dem skulle Anders selvfølgelig traditionen tro besøge og spise hos i forbindelse med fastelavn.”

Efterhånden blev Anders meget plejekrævende. Mere end Knuds mor kunne klare. Derfor kom han omkring 1975 på plejehjem i Nr. Åby. Anders var kun kort tid på plejehjemmet, før han døde efter et langt liv med mange udfordringer, men også med mange små daglige glæder.

Anders trak fra starten ikke det bedste lod i det store lotterispil, men var heldig at blive optaget i en familie, der ville ham. Han forstod vigtigheden af at pleje omgang med venner og bekendte, der accepterede og inddrog ham på hans forudsætninger og præmisser. På sin måde har Anders haft betydning for mange, der har kendt ham. Blikkransen på sin grav fik han ikke. Men vigtigere end den fik han i livet betydning, opmærksomhed og omsorg. Han har efterladt sig fodaftryk.

Udsnit af maleri malet i slutningen af 1960´erne i Sdr. Åby af  Else Rabølle Rasmussen, der er kusine til Knud Rabølles mor Elisabeth. Det er Knuds søster Anne, der sidder på trappen . Ved siden af trappen står Anders træsko

Ib Hansen, februar 2020

Flere fortællinger fra min hjemegn Husby, Ejby og Vestfyn:

https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html

Fortællinger fra Lillebælt og tilstødende kystområder fra Bogø til Røjle Klint:

https://ih18.blogspot.com/2020/02/oplevelserne-star-i-k-lilleblt-mellem.html