Det hvide guld

Banebroen over Brende Å

Husby, Tanderup, Ørslev, Salbrovad og flere andre landsogne på min vestfynske hjemegn har spillet roller i eventyret om "det hvide guld". Det har min nuværende bopælskommune med den sydjyske fjordkøbstad Kolding også. Den store hovedrolleindehaver var dog den gamle bæltkøbstad Assens, der tidligere var en vigtig havne- og færgeby.

"Det hvide guld". Oprindelig et kolonialprodukt, der efterhånden blev en dagligvare. Sukker.  Lad os starte fortællingen med at gå langt tilbage i tiden og til egne langt fra Vestfyn og Sydjylland.

I århundreder var sukker meget dyrt. Det var derfor, det blev kaldt ”det hvide guld”. Danmark blev tidligt en af Europas største sukkerproducenter. Produktionen baserede sig på sukkerrør høstet af slaver på de i Caribien fjerntliggende Dansk-Vestindiske Øer. 

Sukkermøle på St. Croix, Dansk-Vestindien

I forbindelse med fastlandsafspærringen under Napoleonskrigene først i 1800-tallet var det nødvendigt at finde et alternativ til sukkerrør. Sukkerskibene fra de Dansk-Vestindiske øer kunne ikke komme frem til Danmark. Sukkerroer viste sig at være et meget anvendeligt alternativ.

Da Napoleonskrigene var afsluttet, gik man igen tilbage til de billigere slavehøstede sukkerrør. Men det ændrede sig, da slaveriet og dermed den billige arbejdskraft ophørte omkring 1850. Rørsukkerprisen steg kraftigt. Så vendte sukkerroerne tilbage. 

Assens Sukkerfabrik, 1900

Assens blev beriget med mange fabriksarbejdspladser, da Assens Sukkerfabrik blev taget i brug i 1884. I landbruget betød dyrkningen af sukkerroer også mange arbejdspladser, ligesom der var arbejdspladser i at transportere sukkerroerne fra avlere til fabrik. Landbrugets produktionsomkostninger blev holdt nede ved at anvende importeret billig polsk arbejdskraft.

Roerne til Assens Sukkerfabrik blev avlet både på Vestfyn og i Sydjylland. På Vestfyn blev der anlagt 78 kilometer smalsporede roebaner. En af disse baner gik gennem min hjemegn, men var dog væk i min barndom, idet den allerede blev nedlagt i 1952. Lastbilerne havde holdt deres indtog. 

Roebanen fra Salbrovad gik over Tanderup, Husby og Ørslev til Udby. I Tanderup kan man stadig gå en tur på banebroen over Brændeå. Roetoget transporterede roerne til Salbrovad Saftstation, hvor saften blev trukket ud og blev pumpet gennem en rørledning ind til fabrikken i Assens til videre forarbejdning, så den uklare gråbrune saft kunne blive til det skinnende ”hvide guld”, sukker. Senere blev roerne kørt direkte fra markerne til sukkerroefabrikken i Assens. Efterårets sukkerroesæson på Vestfyns veje var dengang en pløret oplevelse.

Roebanerne på Vestfyn

Assens Sukkerfabrik havde ikke nok i sukkerroerne fra Vestfyn. Derfor blev der i 1899 i Kolding anlagt en saftstation, som de sydjyske avlere kunne levere deres sukkerroer til. Først med hestevogn og senere, efterhånden som de sydjyske privatbaner blev anlagt, også med tog og endnu senere, da banerne igen var nedlagte, med lastbil. Inden processen med at trække roesaften ud kunne gå i gang, skulle roerne vaskes. Skyllevandet med dets indhold af roerester, ler, sand og grus blev ledt ud i nogle store bassiner i Kolding Inderfjord. Arealet mellem Kolding Å, Østerbrogade, Skamlingvejen og Kolding Fjord er fyldjord fra roevaskningen. 

Kolding Saftstation. 1960´erne

Tankbåden "Gustav" var et af skibene, der sejlede
 rå sukkersaft mellem Kolding og Assens

Den tidligere Kolding Saftstations område er i dag et vigtigt byudviklingsområde for Kolding. Her er der bygget ny retsbygning, banker, ungdomsboliger, VUC og HF og meget andet. Yderst mod fjorden er der opstået et spændende naturområde, hvor det er muligt at gå tur, få jord på skoene og sende en tanke til alle dem, der har fået et udkomme af arbejdet med at forvandle sukkerroer til ”hvidt guld”. Assens har et tilsvarende naturområde bestående af jord fra roerne.

Nu kunne man jo ikke fra Kolding Saftstation sende roesaften til Assens i en rørledning. Derfor blev råsaften pumpet over i De Danske Sukkerfabrikkers egne tankskibe, som under roekampagnesæsonen i pendulfart sejlede saften til Assens til videre forarbejdning. Et af disse tankskibe var ”S/S Gustav”.,

Kolding Saftstation fungerede fra 1899 til 1970, og alt er nu jævnet med jorden. Derfor er det ikke længere muligt at møde tankskibe fyldt med sukkersaft på vej mellem Kolding og Assens.  I det hele taget er vores egns landbrugs- og industrieventyr baseret på roer med tilhørende transport afsluttet. “Det hvide guld” produceres ikke længere her i de frugtbare egne omkring Lille Bælt.

Assens Sukkerfabrik fik lov at leve fra 1884 til 2006. Men bygningerne står stadig som et vigtigt kulturhistorisk minde. Fabrikken i Assens bruges nu som blandt andet rådhus og politistation. Både i Assens og Kolding er der eller har været stor debat om anvendelsen af de naturområder, der er blev skabt af den gennem årtier afvaskede sukkerroejord.

Kultur- og erhvervshistorisk er fortællingen om ”det hvide guld” vigtig, når man ønsker at kende vor nutids rødder. Når man ønsker at forstå sin nutid og have indflydelse på sin fremtid, må man kende sin fortid.

Ib Hansen, 30. september 2022

Havet tager - havet giver

Lægge på. Lægge på. Lægge på. Ganske langsomt. Efterhånden bliver havets århundredårige virksomhed synlig for det blotte øje. Som årene går bliver det endda meget synligt. Kraftige storme kan på kort tid lave revolutionerende og straks-forandringer i kystlandet. Forandringer, der umiddelbart bemærkes med det blotte øje.

Havet ser gerne kyster, der er så lige som muligt. Havet ønsker at rette ud. Når for eksempel klinten ved Wedellsborg Hoved stikker ud i vandet, bliver den ganske langsomt nedbrudt af havet. Ved ekstreme vandhøjder og stormfloder går det hurtigere end andre gange. Det af havet nedbrudte materiale bliver opslæmmet i havvandet og transporteres langs kysten i den strømretning, der det givne sted er den mest fremherskende. Når det opslæmmede materiale kommer i læ og ind i smult vande aflejres det. Lag på lag uden på hinanden. Rundryggede strandvolde lægger sig side om side og bliver til odder. Odderne vokser med årene ganske langsomt i strømretningen. Bliver til fed og tanger. Afsnører lavvandede strandlaguner. Efterhånden bliver der dannet nyt land. Dannet af land, der er forsvundet et andet sted. Planter indvandrer på strandvoldene. Marint forland og strandeng bliver resultatet.

Det kan ses mange steder i landet og rundt om i verden. Men vi har på Vestfyn i Sønderåby og Emtekær et fornemt lille overskueligt eksempel på havets virksomhed. Lillebælt udligner kysten foran Emtekær Nor og Sønder Åby Bredning. Den evige omdannelse af kysterne her er interessant at følge. Det fås ikke smukkere.

Hver af de to små lavvandede bugter Sønderåby Bredning og Emtekær Nor er adskilt fra Lillebælt af lave tanger. Foran Bredningen findes en vest-øst-orienteret tange, der er skabt ved østgående materialetransport. Det største frie stræk over Lillebælt frem mod Wedellsborghalvøen kommer fra vest ind mellem Bågø og Brandsø. Ved vestenstorme rammer havet derfor med stor kraft Wedellsborg Hoveds klinter. Bryder materiale ned og sender det langs med stranden i østgående retning langs Sønderåby Strand. Den fra Sønder Åby Strand østgående tange er over årene blevet næsten 1 km lang og lukker næsten bugten af. Brænde Å´s udløb og tidevandet sikrer hul fra bugten til bæltet.

En tilsvarende tange findes foran Emtekær Nor, men her orienteret syd-nord og skabt ved nordgående materialetransport. Retningen er betinget af det store stræk over havet fra syd mellem Bågø og Fyn. Denne tange er også cirka 1 kilometer lang. Mundingen af Emtekær Nor er en lang smal rende, der i takt med tangens vækst rykker længere og længere mod nord og mod Sønderåby Brednings åbning.

Begge de nævnte Tanger er geologisk set unge dannelser, der ikke optræder på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1780. På kort fra midten af 1900-tallet fremstår tangen ved Sønderåby Bredning som en cirka. 500 m lang sandtange. Tangen foran Emtekær Nor fremstår på tilsvarende kort som cirka 400 m lang og er angivet som vegetationsløs.

I dag er begge tanger vegetationsdækkede med en smal sandstrand mod Lillebælt. I takt med den stadige vækst af tangerne, er der sket tilgroning af bredsiderne ind mod Sønderåby Bredning og og mod Emtekær Nor. Kysterne her ved Sønderåby og Emtekær er unikke. Det unikke fremtræder af, at de to bugters tanger står vinkelret på hinanden. Det er der ikke mange eksempler på andre steder i landet.

Jævnlige vandringer på kyster kan stærkt anbefales. Vandrere belønnes med store oplevelser.

Ib Hansen 23. september 2022

Druknedøden i Lillebælt

Det var sidst på eftermiddagen i begyndelsen af den sidste forårsmåned. Den lyse måned maj. De unge matroser, der denne dag var på vej gennem Lillebælt, har nok anet, hvor det bar hen med krigen. 

Alligevel måtte de adlyde ordre og gå på havet. De havde fået befaling om fra Tyskland at sejle deres tre u-både til Norge for at ligge i beredskab der. 

Hvad de på det tidspunkt ikke vidste var, at det var den sidste eftermiddag med krig i Danmark og Nordeuropa. Det var nemlig den 4. maj 1945 de sejlede gennem Lillebælt. Eftermiddagen før befrielsen. Befrielsesbudskabet om den tyske kapitulation blev af BBC udsendt samme aften den 4. maj klokken cirka 20.30.

Det budskab nåede flere af de unge tyske matroser ikke at få glæde af. Ud for Røjle Klint og Båring Vig blev u-bådseskadren nemlig angrebet af en større gruppe britiske mustang-flyvere og andre skarptskydende fly. Det var ubådene U 2365, U 2351 og U 2338, der under krigens sidste krampetrækninger var blevet opdaget, mens de sejlede gennem Lillebælt. Det var især U 2338 og dens mandskab, det gik ilde her sidst på eftermiddagen tæt på, at befrielsesbudskabet med stor glæde blev modtaget i Danmark.

Et identisk søsterskib til U 2338

Eskadren var samme eftermiddag klokken 14.20 ved Brandsø blevet opdaget af et britisk rekognosceringsfly på eftersøgning efter marinefartøjer på flugt bort fra det kollapsede Nazityskland. Rekognosceringsflyet alarmerede RAF-Royal Air Force, der straks sendte en større gruppe jagerfly ud på jagt efter de tre tyske u-både.

Flyene fløj nordpå og vendte så 180 grader rundt oppe mellem Samsø og Århus og gik stik syd, da de påbegyndte u-bådsjagten. U-bådene blev lokaliseret ved Røjle Klint. Mellem klokken 16.40 og 17.00 foretog de styrtdykkende jagere en række hidsige angreb på u-bådene.

Det lykkedes to af u-bådene at undslippe de rasende angreb. De dykkede nok. U-2338 forsøgte også at dykke, men blev ramt på vej ned. Et besætningsmedlem, der stod i kommandotårnet, blev svært såret i bagdelen og mistede en masse blod.

U-2338 nåede at dykke 25 meter ned, men skroget var blevet så molesteret af de rasende britiske jagerangreb, at vandet fossede ind. De i u-bådens maskinrum indespærrede matroser led druknedøden. Det sårede besætningsmedlem, der var blevet ramt under vagten i kommandotårnet, gemte sig sammen med en anden såret og andre overlevende besætningsmedlemmer i en opstået luftlomme. De lykkedes med at åbne kommandotårnets lem og slap op til havoverfladen.

Tyske fartøjer i Fredericia ilede til hjælp. Seks omkomne, to sårede og øvrige overlevende blev samlet op fra havoverfladen. Begge de sårede overlevede. Ham med det store blodtab som følge af skuddet i bagdelen  blev opereret på et tysk lazaret oprettet på Døveskolen i Fredericia. Den anden sårede var slemt forbrændt, men blev indlagt på hospital og overlevede også.

De to u-både, der undslap, nåede frem til Norge blot for at konstatere, at krigen var ovre. De sejlede derfor igen sydover. Den ene u-båd blev ligesom en del andre tyske u-både selvsænket ved Anholt. Bundventilerne blev åbnet.

Den sidste af de tre u-både, der blev angrebet i Lillebælt den 4. maj 1945, returnerede fra Norge og nåede tilbage til Tyskland. Den blev senere udleveret til de allierede for i 1946 sammen med mange andre tyske udleverede krigsfartøjer at blive sænket ud for Irland.

Ib Hansen, 16. september 2022  

Flodbølge og stormflod over halvøen Wedellsborg

 

Hylkendam med Hylke Mølle ca. 1950. 

Vandet rasede ned gennem den normalt så stille bæk, Hygind Bæk. Flodbølge er måske så meget sagt, men vandet rev alt med på sin vej.

Det var den 5. december. Optakten til julen kunne ikke være værre for dem, vandet ramte. Året var 1865. Det var vandet i Hylkendam, der gennembrød dæmningen ved Hylke Mølle. Hylkendam ligger tæt på Middelfart-Assens Landevejen og tæt på sognegrænsen mellem Ørslev og Tanderup sogne. På sin vej løb vandet gennem Hylke Mølles ladebygning. Ladens gavl og et fag af laden væltede ned over buret med møllerens julegæs, der alle blev mast til døde.

Hylke Mølle og Hylkendam ligger øst for landevejen og vejen mod Gelsted. Nedstrøms Hylkendam ligger Lamose umiddelbart vest for krydset Landevejen og Gelstedvejen

Et kort øjeblik blev vandet bremset af landevejsdæmningen, men skyllede derefter med uimodståelig kraft over landevejen og fortsatte i Hygind Bæk ned gennem Lamose Mølles mølledam. Mølledammens dæmning gav snart efter, og vandet fossede ned mod mølledammen ved Hygind Mølle. Kilderne beretter ikke noget om skader ved Hygind, så mon ikke vandet er fladet ud og har mistet noget af sin kraft på vejen fra Lamose mod Hygind? 

Lamose Mølle, Ørslev Sogn 1952. I baggrunden Ruerne.

Digebruddet kostede mange af mølledammenes fisk livet, men det blev til gavn for omegnens befolkning. De kunne i dagene efter digebruddet samle fisk på de til Hygind Bæk omliggende marker.

For møllerne var det en katastrofe. Det var på den tid af året, hvor møllerne havde allermest travl, så de gik glip af en stor del af årsomsætningen. Til gengæld fik egnens andre vandmøller ved Hybæks Mølle, Gammeldam Mølle og Brænde Mølle nok større omsætning. Måske gjaldt det også den møllergård, der lå ved vejen mellem Husby og Håre? Det er den gård, der nu hedder Holegården. For øvrigt står her nu en stor moderne strømproducerende vindmølle.

Hygind Møllegård 1952. I baggrunden i midten Holegården og yderst til højre Husby Kirke

Stormflod

Men halvøens beboere skulle opleve værre ting med vand. 

Dæmningsgennembruddene ved Hygind Bæk i 1865 var småting i forhold til, da det store hav nogle år senere rørte kraftigt på sig. Det gjorde det 7 år senere fra Den Botniske Bugt over Østersøen til Lillebælt. Som ved dæmningsbruddene tidligere  kom stormfloden ind under Jul. Den 12.-14. november 1872 gik Lillebælt helt amok, og havet skyllede efter stærk storm  ind over halvøens kyster.

En del huse blev skadede eller revet væk. For eksempel fik Flæghuset i Eskør nær Hygind Bæks udløb i Tybrind Vig revet væggene revet, så kun husets træskelet stod tilbage. 

Vandet løb gennem Sønderåbybugten og Brænde Å langt op i land. Ved Ladepladsen Ronæsbro kom der vand langt ind den dengang afpumpede og tørlagte Fønsvang Vig. I møllehuset ved Ronæsbro druknede møllerens yngre bror, mens han forsøgte at redde familiens tøj. Lagerbygningerne ved Ronæsbro blev oversvømmede og et stort parti korn, der ventede på udskibning blev sammen med mange andre varer ødelagt af havvandet. Dæmningerne og kystvejene mellem Ronæsbro over Føns til Rud blev gennembrudte og kraftigt beskadigede.

Menneskeligt og materielt var det selvfølgelig forfærdeligt på Wedellsborghalvøen, men stormen og stormfloden tog langt større told andre steder. Store dele af Lolland og Falster blev oversvømmet. 80 mennesker omkom og 50 skibe strandede. I Sønderjylland måltes den højeste vandstand til 3,3 meter over dagligt vande og havet stod langt ind i fjordbyerne.

I dag kan man stadig se markeringer af højvandet 1872 flere steder lang Lillebælts kyster. Mellem Brænde Å og den lille landsby Bredning er der sat et stormflodsmærke. På den gamle toldbygning på havnen i Assens er der sat et højvandsmærke godt oppe på væggen. Ved Kolding Fjord tæt ved Strandhuse ligger der en sten med markering af stormflodens vandhøjde.

Stormflodssten ved Bredning med angivelse af højvandet 13.11.1872

Den Gamle Toldbod på Assens Havn med stormflodsmærket fra 1872

Når storm og orkan fra nordvest presser havvandet op i Østersøen og Den Bottniske Bugt og efterfølges af en pludselig vinddrejning med vind fra nordøst, opstår der ofte farlige situationer. Vandet bliver nu pludselig hastigt skubbet mod Kattegat, men kan ikke hurtigt nok passere gennem de danske sunde og bælter. Konsekvensen bliver en kraftig opstuvning af vand, der så kommer på gale veje ind over de nærliggende kyster. Det var det, man oplevede op mod Jul i 1872. Det har vi også oplevet senere og oplever jævnligt i mindre skala.

Husby Strand 4. januar 2017. Vandet er på vej ind over kysten

Stormflodsdag 4. januar 2017. Husby Strand, Wedellsborg Hoved, Sdr. Åby Strand og Ronæsbro

Lykke og ulykke ved Brænde Mølle

”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad”. De linjer af salmedigter og biskop over Odense Stift Thomas Kingo slår mig altid, når jeg kommer forbi Brænde Mølle. Linjerne passer godt til en vandring rundt om møllesøen, hvor Brænde Å passerer under Tanderupvej. Hvorfor det? Det vender jeg tilbage til, men lad mig starte fortællingen med en beskrivelse af det smukke landskab.

Brænde Å mellem landevejen og Brænde Mølle

Dybt nede ligger møllesøen ved Brænde Mølle. En frodig grøn oase klemt inde mellem stejle skrænter. Skrænter der på begge sider omgiver Brænde Å med blot nogle hundrede meters afstand. Fra bunden af den smalle smukke ådal er der hele 15 meters højdeforskel til markerne ovenfor. Stedet virker på en og samme tid både romantisk og lidt mystisk. Stier omgivet af frodige grønne træer, buske og planter. Det hele strutter af grokraft. Møllesøens mørke stille ugennemsigtige vand. Alskens vandplanter og mosser, der overgror planter, stier og sten og indhyller stedet i et mystisk grøngustent skær.

Brænde Å er med sine 28 km Vestfyns længste vandløb. Åen har sit udspring nær Tommerup Stationsby og løber gennem det store dødislandskab syd for Vissenbjerg via en dybt nedskåret ådal til udløbet i Lillebælt ved Sønder Åby.

Det er interessant at gå en tur i ådalen fra Assens- Middelfart landevejen til møllesøen ved Tanderupvej. Først og fremmest på grund af den smukke natur, men også fordi området emmer af erhvervs- og kulturhistorie. Hvis man ikke lige ved det, er det ikke til at forestille sig hvilket dynamisk erhvervseventyr, der gennem århundreder har udfoldet sig her.

Brænde Mølle og Brænde Mølle Elektricitetsværk 1948

Brænde Å og  det nu nedlagte Brænde Mølle Elektricitetsværk. 2017

Det startede helt tilbage i 1500-tallet, da Brænde Å blev opstemmet til en møllesø. En møllesø der gennem de næste hundreder af år leverede vandkraft til en mølle, som kunne kværne mel ud af bøndernes korn. Det var et sted med mange ansatte og megen leben. Særlig når bønderkarlene kom på besøg på møllen og ventede på, at det medbragte korn blev lavet til mel og andre kornprodukter, der kunne tages med hjem til gården. Selv om det var ulovligt at drive smugkro, blev der ofte serveret en klar eller en lille sort eller flere, mens ventetiden skulle fordrives. Ofte sluttede udenbys folk sig til det muntre selskab, mens de holdt rast på deres landevejsrejse.

Andelsmejeriet "Fælleslykke" 1939. Et industrielt centrum i landsognet Tanderup. Brænde Mølle, Elektricitetsværk og andelsmejeri lå side om side. Vejen gennem området over Brænde Å  er afgrænset af hvide pæle. Det er den gamle Assens-Middelfart landevej, der ad vejen op til højre passerede gennem Hjorte og videre mod Assens. Til venstre gik landevejen  op mod Håre og videre til Middelfart.

Jo, den er god nok. Helt til omkring 1940 gik Assens-Middelfart landevejen fra Hjortegyden ind forbi Hjorte og ned ad den stejle Brændemøllevej til broen over Brænde Å ved Brænde Mølle og op ad ådalsbakken på åens nordside videre mod den store gård Minendal og mod Middelfart. Når man går nede i den dybe Brænde Ådal med stejle, stejle skrænter til begge sider og kigger op mod stedet, hvor landevejens nuværende kæmpe vejdæmning krydser ådalen, er det nemt at forstå, at dette vejanlæg med tilhørende enorme jordarbejde først blev udført sent op mod vores tid. Efterfølgende var der så ikke længere landevejstrafik ind gennem Hjorte og Håre.

I starten af 1900-tallet blev det elektricitetens tidsalder. Entreprenante kræfter fandt på, at møllesøen og åens vandkraft måtte kunne udnyttes til noget mere end blot at kværne korn. En tanke var født. Og den blev realiseret. Da andelselværket startede i 1912, delte møllen og elværket vandkraften. Det holdt ikke længe. Der var ikke vandkraft nok. Elværket måtte supplere med kulfyrede – og senere dieseldrevne - kedler og turbiner. Og imens løb tiden fra møllen. Møllegården ligger der endnu, men der er ikke længere noget møllehus. Det blev pillet ned i 1948. Elværkets bygninger ligger der også endnu, men er ikke længere i drift som elektricitetsværk. Brænde Mølle Elværk blev i midten af 1970-erne overtaget af Vestfyns Elforsyning, der nedlagde værket.

Mølleriet og elværket var to vigtige virksomheder lokaliseret her, hvor Brænde Å krydser Tanderupvej, vejen mellem Håre og kirkebyen Tanderup. Men hvordan nu med de i indledningen nævnte ord om, at sorg og glæde følges sammen, og at ulykke og lykke går på rad og række? Nej, jeg har ikke glemt det. Men vi mangler lige en tredje spiller i erhvervseventyret ved Brænde Mølle. En virksomhed der spiller en rolle i det med lykke og ulykke.

Det er ”Andelsmejeriet Fælleslykke”, vi skal have med i fortællingen. Andelsmejeriet der i årtier producerede mejerivarer af høj kvalitet på basis af råmælk leveret af omegnens andelshavende landmænd. Og det i direkte konkurrence med det nedrevne herregårdsmejeri Wedellsborg Mejeri, der lå i Husby, hvor Tybrindvej passerer over Moserenden ved Rævebjerg.

Wedelsborg Mejeri 1957. Mejeriet er nu nedrevet. Kun stuehuset er tilbage

Danmarks første andelsmejeri, Hjedding Andelsmejeri nær Ølgod i Vestjylland blev grundlagt i 1882. Andelstanken vandt hurtigt indpas i det danske mejerisystem. Landbrugsproduktionen blev i de år omlagt fra kornproduktion til animalsk produktion. Jorderne var udpinte, og kornpriserne faldt drastisk som følge af den store mængde billige korn, der via tog og skib kom på verdensmarkedet fra de amerikanske prærier og de russiske stepper. ”Andelsmejeriet Fælleslykke” blev oprettet i 1887. Andelstanken viste sig hurtigt at være en både demokratisk og økonomisk succes, og den gav mange arbejdspladser. ”Andelsmejeriet Fælleslykke” inspirerede til at oprette flere andelsforetagender i Tanderup Sogn med dertil hørende arbejdspladser og boligbyggeri. Mejeriet blev i 1897 fulgt af en stor brugsforening nær Tanderup Skole og Tanderup Kirke. Den brugerejede brugsforening indeholdt foruden butik også mødelokaler til brug for sognets forskellige møder og sammenkomster. I 1912 kom så, som tidligere omtalt, Andelselværket Brænde Mølle Eleltricitetsværk til.

Nu er det så, vi kommer til Kingos ord om, at det er en del af livet, at vi møder både sorg, glæde, lykke og ulykke. Det kunne man i hvert fald tilslutte sig i 1919 nede i ådalen ved Brænde Å og møllesøen. Det var lykke for andelshavere og medarbejdere, at ”Andelsmejeriet Fælleslykke” i september 1919 fik diplom for sin ost af blandingsmælk, og ved den lovpligtige smørbedømmelse fik sin smør placeret i den øverste tredjedel blandt alle landets mejerier.

Blot nogle få uger senere blev mejeriets glæde over kvalitetsudmærkelsen sat i relief af en forfærdelig ulykke, der ramte virksomheden Brænde Mølle lige på den anden side åen og vejen. En hændelse der nok i særlig grad berørte alle sognets børnefamilier. Hvad hvis det var os, det var sket for? Sådan var der sikkert mange, der tænkte. 

Den 6. oktober var en lille dreng fra Brænde Mølle blevet fundet død i en ajlebeholder. Den tre-årige dreng var som så ofte før løbet over i møllehuset for at se til stedfaderen, der arbejdede som møllersvend. Efter besøget havde de sagt farvel til hinanden. Drengen skulle selv løbe det lille stykke vej hjem. Da stedfaderen senere kom hjem, opdagede familien, at drengen ikke var nået hjem. De satte en eftersøgning i gang og fandt ham død i en ajlebeholder. Der var nok mange, der har gyst ved tanken om, at det kunne have været et af deres børn, og mange har nok tjekket en ekstra gang, at deres ajlebeholdere, ensilagebeholdere og brønde var forsvarligt lukkede.

Vandreturen i ådalen fra den ”nye” landevej ned i den dybe ådal, langs Brænde Å og forbi møllesøen til stemmeværket og broen ved Tanderupvej giver mange oplevelser og sætter mange tanker i gang. Om afvikling og udvikling. Om tidens gang. Om de naturgivne og kulturskabte vilkår vi lever under. Hvor der tidligere lå tre pulserende virksomheder med stor produktion og masser af arbejdspladser er der nu fredeligt og stille. Alle tre virksomheder er nedlagte. Men stadig et godt sted at komme. Et sted der konkret viser, hvordan vi lever med forandring som et vilkår. Derfor kan vi passende slutte denne fortælling med et citat fra Pete Seegers sang ”Turn,turn, turn”, som han i 1950´erne skrev ud fra Prædikerens Bog. En sang der er blevet mest kendt i The Byrds version fra 1965. Det er i virkeligheden et bibelsk citat fra Prædikerens Bog.

”To everything (turn, turn, turn)
There is a season (turn, turn, turn)
And a time to every purpose, under heaven”

Stemningscollage fra Brænde Å. 2017

Sådan ligger landet

Navnet klinger ualmindeligt almindeligt. Nogle få huse. By af navn. Ikke af gavn. 

Trygheden i de så velkendte landskaber. Rytmen i de bløde bølgende bakker. De strunke nåleskove. De kuplede lyse løvskove. Hulens hassel i den randkransende bondeskov.

Sognegrænserne med de rislende bække. Den stilleflydende don-dvaske å. Det længdestrækkende bakkeland. Bløde former dramatisk flænget af den dybe dal. Skåret af strømmende smeltevand.

Græsgrønne enge, gule rørklædte moser og flægdækkede strandenge emmende af fugt og bryggende på dugfriske fantasier.

Bølgerne blå iblandet sølvreflekser omkranser landet. I sydøst stiger solen af havet og lander morgenens lys på klint og kyst. Mod vest sænker solen sig med gyldne stråler over aftenhorisontens fjerne skamlingsbankebule. Som et slot tækket med gyldne skjolde.

Her ligger det, det hele. Kalder på vidsyn, udsyn og lyssyn. Her er jeg fra. Det ligger i mig. Og der bliver det liggende. En banalitet? Eller et fundament? Under alle omstændigheder ligger det der. Derude og i mig. Min reference. Mit barndomsland. Husby.

Ib Hansen, 28. august 2022

Verdenshistoriske bølgeskvulp

En sensommerdag i august fødte en 21-årig ung tjenestepige i Hygind en datter. Datteren blev født uden for ægteskab. Det lyder banalt, men på en måde var der tale om et verdenshistorisk bølgeskvulp fra en fattigdoms- og krigshærget del af Europa, der slog ind over det lille fredelige landsogn Husby på Vestfyn.

Det var ikke det eneste verdenshistoriske bølgeskvulp, der ramte Husby i årene lige før, under og efter Første Verdenskrig. Mennesker i Centraleuropa var i de år som så ofte før og siden udsat for krig, borgerkrig, fattigdom og forfølgelse. Langt fra dagligdagen i det lille landsogn Husby. Alligevel blev problemerne nærværende for borgerne i Husby Sogn blandt andet på grund af nogle unge polske piger, der tjente  i sognet. Det var Josefa Bronska og Anna Lasek. Dem vender vi tilbage til. Først lige nogle overordnede historiske perspektiver i relation til den efterfølgende fortælling om Josefa og Anna. 

Mange polakker kom til Danmark og også til Husby og omegn fra omkring 1890 til omkring 1930. De ville væk fra fattigdom og krig. Og i Danmark ville man gerne have billig arbejdskraft først og fremmest til det slidsomme arbejde i landbruget. Roeavlen krævede megen tid og håndkraft til både lugning og optagning.

Var det krigsflygtninge, bekvemmelighedsflygtninge eller fattigdomsflygtninge, der kom til landet? Hvordan tilpassede de sig med deres anderledes religion det danske samfund? De var blandt andet katolikker og jøder. De spørgsmål var det dengang som nu ikke nemt at svare på. 

Politik og polakhuse 

Hvorom alt er, husede man i de år i Husby og omegn en del af den indvandrede arbejdskraft i blandt andet såkaldte polakhuse i Håre, Sdr. Åby, Wedellsborg og Eskør. Flere af husene ligger der fysisk endnu. Andre var tjenestekarle og tjenestepiger og boede på gårdene. Mange af de polske indvandrere kom for eksempel fra et område i Polen, der hedder Galicien. Det er området mellem Krakow og den desværre nu så kendte by Lviv. De to byer er senere blevet adskilt af en landegrænse. Krakow ligger i Polen. Lviv i Vestukraine.

Polen og Galicien har en omtumlet historie. Nærmest totalt udslettet ved flere ganges delinger i 1792, 1793 og 1795 mellem de dengang stærke europæiske stormagter Preussen, Østrig-Ungarn og Rusland. I Galicien udbrød der efter Første Verdenskrig til og med borgerkrig mellem områdets polske og ukrainske befolkningsgrupper.

Men tilbage til de verdenshistoriske bølgeskvulp, der i Husby og omegn blandt andet manifesterede sig i de unge polske kvinder Josefa og Anna. Josefa og Anna mindede borgerne i Husby om, at mennesker ikke alle steder i verden levede lige så fredeligt som i Husby.

Polske tjenestepiger 

I min jævnlige higen og søgen i gamle papirer, bøger og dokumenter efter lokale begivenheder og personer, der kan stå som konkrete eksempler på menneskers levevilkår lokalt og i den store verden, faldt jeg over Josefa Bronska og Anna Lasek. De er eksempler på personer og begivenheder, jeg trods den tidsmæssige afstand på over 100 år kan relatere mig til, og som samtidig retter min historiske bevidsthed mod store og afgørende begivenheder ude i verden.

Jeg har aldrig kendt Josefa, men hendes datter Klara og også Anna har jeg på en måde haft en vis relation til i min barndom i Husby. Fire år gammel flyttede jeg med mine forældre og lillebror fra Ejby til Husby. Ind til langhårsfrisuren efter 1968 blev moderne for unge mænd, blev jeg som næsten alle andre mænd og drenge klippet lokalt i Husby af Otto ”Barber”. Han var gift med Josefa Bronskas datter Klara.

Når jeg som barn og ung skulle til Ejby eller Assens kørte jeg ofte med rutebil. Rutebilejeren og -chaufføren var Rasmus ”Ruteras” Jensen. Han var gift med Anna Lasek. Anna passede postekspeditionen af pakkepost fra hendes og Rasmus´ hjem på hjørnet af Storegade og Lillegade i Husby. Vi hentede ofte pakker hos hende. Her var der også garage til rutebilen. Ekspeditionen af pakkepost foregik i en mellembygning mellem boligen og den nu nedrevne rutebilgarage.

Her boede Rasmus "Ruteras" Jensen og Anna født Lasek

Josefa fra Bronina

Jeg ved heller ikke hvorfor, hvornår og hvordan Josefa Bronska kom til Husby Sogn. Men det var hende, der som ugift tjenestepige i Hygind kommer i den sikkert for en ung udenlandsk og nok ensom kvinde særligt ulykkelige situation at føde et barn uden for ægteskab. Det var med den tids holdninger stigmatiserende for kvinder – modsat de involverede mænd! Josefas datter blev født den 12. august 1917. Pigen blev hjemmedøbt og navngivet Klara af den katolske præst H. Deutscher fra St. Albani Kirke i Odense. Han rejste helt fra Odense til Hygind for at gennemføre en katolsk hjemmedåb, som åbenbart har været meget vigtig for Josefa.

Præsten noterede i Den Katolske Menigheds kirkebog, at den udlagte barnefar var en Anton Papier, som jeg i øvrigt ikke har flere oplysninger om. Han noterede også, at Josefa var fra byen Bronina i Busko Sogn i Polen. Bronina ligger cirka 90 km nordøst for Krakow og omkring 1.300 km fra Husby. Når man kigger i Den Katolske Menighed i Odenses kirkebog fra begyndelsen af 1900-tallet er det slående, hvor mange purunge polske landarbejdersker, der fødte børn uden for ægteskab. Ensomhed, udnyttelse, manglende forståelse, manglende oplysning og manglende prævention har ført mange af kvinderne ”i uføre”.

Josefas datter Klara blev anbragt i familiepleje i Hygind. Det fremgår af Folketællingen fra 1. februar 1921, at plejeforældrene var den 76-årige tidligere vejmand Hans Madsen og hans 50-årige hustru Karen Marie. Hans og Karen Maries egne børn var for længst fløjet fra reden.

I folketællingen 1921 angives Klara til at være katolik, mens plejeforældrene var medlemmer af folkekirken. Klara blev hele sin barndom og ungdom boende hos plejeforældrene, men allerede den 4. september 1923 døde Hans Madsen. Klara og plejemoderen Karen Marie flyttede derefter ind i Familiehuset i Husby, hvor Karen Marie ernærede sig som syerske. Klara konverterede åbenbart undervejs i sin barndom til Folkekirken. Hun blev nemlig konfirmeret i Husby Kirke i oktober 1931. Hendes plejemor Karen Marie Madsen blev efter 8 års enkestand i marts 1932 gift med endnu en vejmand, enkemanden Peder Pedersen fra Husby Mark.

Jeg ved ikke, hvad Klara lavede efter konfirmationen, men måske har hun været tjenestepige eller har hjulpet plejemoderen med at sy. Ved fødslen af Klaras første barn i januar 1937 fremgår det i hvert fald af kirkebogen, at hun på det tidspunkt ernærede sig som syerske og boede på Husby Mark hos plejemoderen Karen Marie og dennes nye mand Peder. Men måske var hun, da graviditeten blev synlig, blot kommet hjem for at føde og hjalp så i ventetiden plejemoderen med at sy.

Allerede som 20-årig indgik Klara den 13.juni 1937 hos sognefogeden i Husby ægteskab med barnefaderen den 16 år ældre 36-årige Otto Albert Nielsen. Otto var tilflytter fra Odense, hvor han blev født den 28. april 1901. Han ernærede sig i Husby som barbermester og havde salon på gården ”Birkelund”, der stadig ligger på Storegade mellem Tjørnegård og Bjørnekær, lige over for hvor der engang var købmandsforretning.

”Birkelund” blev Otto og Klaras fælles hjem. I ægteskabet blev det til to børn. Anni Marie blev som nævnt født den 5. januar 1937, et halvt år før ægteskabets indgåelse. Sønnen Jørgen lod vente på sig og kom først til 18 år senere den 26. juni 1955. Jørgen husker jeg fra Husby Skole, mens Anni senere kom til at bo over for min mor i Ejby. 

Så tørrer mine kilder ud, men lige et par ord om den oplevelse det var at blive klippet hos Otto ”Barber”.

 

En klipning hos Otto ”Barber” var lærerig

Mens vi endnu gik i landsbyskolen i Husby, cyklede vi efter skoletid ned til Otto ”Barber”, når vi skulle klippes. Næsten alle vi drenge fra Husby Skole klippede han på samme måde. Det var en oplevelse at komme hos Otto ”Barber”. Han havde som regel ikke travlt først på eftermiddagen. Ofte måtte Klara ind og vække ham fra middagsluren, hvis vi havde fået tidligt fri fra skole og derfor kom tidligt ned i salonen.

Otto tog os alvorligt. Fortalte sjove historier. Viste os nogle af de elektriske maskiner, han puslede med i sin fritid. Det kunne for eksempel være snittede møller drevet af små elmotorer. Eller vi kunne sammen med ham bruge hans kikkert til at se, hvem der handlede hos købmand Halberg. Hvor mange øl skulle den eller den nu have med den dag?

Købmand Halberg nederst til højre. Uden for billedet nedenfor og syd for købmand 
 Halberg boede Otto og Klara. 

Da vi kom i realskolen i Ejby, måtte vi begynde at bruge Ottos lange åbningsdag. Det var vist om torsdagen. Her ventede vi sammen med sognets voksne mænd og karle og blev klippet efter tur. Der var ingen tidsbestilling. Snakken i barbersalonen gav os unge drenge en del indsigt i mænds voksenliv. Når mændene betalte, trak Otto for eksempel en skuffe ud og spurgte den betalende, om han ikke skulle have lidt ”galanteri” med til brug i den kommende weekend.

Efter 1968, da vi fik længere hår, kunne vi ikke længere komme hos Otto. Jeg kom så i stedet hos damefrisør Jonna i Salon Wella i daværende Søndergade i Ejby lige over for brødudsalget, hvor vi tit  rastede og fouragerede hindbærsnitter, studenterbrød og nøddetærter, inden vi skulle cykle den lange vej fra skolen i Ejby til hjemmet i Husby. Her blev jeg også behandlet godt, men det blev aldrig det samme som et besøg hos Otto ”Barber”. Det var jo heller ikke så tit, jeg skulle klippes i de år! Men nu over til Anna Lasek.

Anna fra Bochnia

Anna Sofie Lasek blev født 24. februar 1898 i Bochnia i Galicien i Polen. Hendes forældre hed Ignatius og Sophie Lasek. Bochnia ligger 38 kilometer øst for Krakow og cirka 1.300 km fra Husby. Jeg ved ikke, om Anna er kommet til Danmark som flygtning eller for at arbejde. Hun var  som 24-årig tjenestepige hos gårdmand Jens Peter Jensen på ”Bjørnekær” i Husby i 1922. Rasmus Jørgen Jensen var søn af Jens Peter Jensen og hustru Kristiane. 

Hvor om alt er. Som et resultat af opholdet i Husby fødte Anna 27. juli 1923 i Ejby Stationsby en datter. Pigen blev i Ejby Kirke døbt Mary Sofie Jensen. Mellemnavnet Sofie var en henvisning til moderen og til den polske mormor. I kirkebogen blev landmand Rasmus Jørgen Jensen angivet som udlagt barnefader, og blandt fadderne ved dåben var Rasmus´ far Jens Peter ”Bjørnekær” Jensen. En anden af fadderne var baneformand Hans Larsen, som Anna opholdt sig ved på fødselstidspunktet.

Anna blev i september 1923 - et par måneder efter Marys dåb - gift med Marys far den senere "Ruteras", men dengang landmand i Husby. På tidspunktet for brylluppet var Anna stadig tjenestepige hos baneformand Hans Larsen, Ejby. Præsten noterede i kirkebogen enighed mellem ægtefællerne om, at børn i ægteskabet skulle opdrages i den danske folkekirkes tro og lære.

Da hun blev voksen flyttede Rasmus og Annas datter Mary til København for at blive sygeplejeelev. Den 21. august 1948 blev hun 25 år gammel i Husby Kirke gift med stud. mag. Håkon Bennike Madsen, der stammede fra Strandhuse ved Kolding. Mange år efter fra 1992 til 1995 var jeg skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse, hvor en fra Bennikefamilien var medlem af skolebestyrelsen. Håkon og Mary Sofie Bennike Madsen ligger begge begravet på Husby Kirkegård i familiegravstedet, hvor også Rasmus og Anna ligger begravet. Rasmus døde 80 år gammel i 1977, mens Anna først døde 92 år gammel i 1990. 

Familiegravstedet på Husby Kirkegård. Bagerst Rasmus Jørgen Jensen og hustru Anna født Lasek. Forrest svigersønnen Håkon Bennike Madsen og datteren Mary Bennike Madsens grav. Marys navn er kommet på gravstenen efter dette billede blev taget. Hun døde i Odense 96 år gammel den 7. maj 2019. 

Lærerige rutebilture med "Ruteras"

Ligesom der var meget at lære af Otto ”Barber”, var der også meget at lære af ”Ruteras”.

Først og fremmest værdien af et lyst sindelag. Rasmus kunne tale med alle mennesker. Venligheden selv, men også bestemt. Altid en kvik replik. Altid fremkommelig, som når vi om vinteren ved dårligt vejr mod betaling af 25 øre fik ham til ekstraordinært at forlænge ruten fra Ejby Station op til Ejby Folke- og Realskole.

Ruteras`sidste flotte nye rutebil foran hjemmet på hjørnet af Storegade og Lillegade, der tidligere hed Nørregade

Han var ustresset og afslappet, bare han var sikker på at nå de videre rutebilforbindelser i Assens og togene i Ejby. ”Nå, ska´ vi rokke så småt”. Det var et af hans yndlingsudtryk, når rutebilen skulle sætte i gang fra et af holdestederne. Og rokke så småt gjorde vi. Flere steder på ruten som for eksempel ned ad Ørslevbakken mod Gammeldam eller fra Aborg ad bakken ned mod Lundager og Salbrovad satte han rutebilen i frigear for at spare på benzinen. Det var med et moderne udtryk miljøvenlig kørsel og sjældent over 40 km/t. Her var meget at lære. Han kunne også en masse historier om personer og steder, vi passerede forbi. Det nød jeg særlig godt af, når jeg lørdag eftermiddage på vej hjem fra gymnasiet i Glamsbjerg var den sidste i rutebilen på vejen fra Sandager til Husby. Godt at have kendt en mand som Ruteras.

Hermed slutter min fortælling om de verdenshistoriske bølgeskvulp to polske piger og deres efterkommere førte ind over Husby Sogn. Min fortælling endte som sædvanlig med at blive bredere, end jeg egentlig havde planlagt. Mine erindringer om hverdagens små oplevelser trængte sig ind i den overordnede fortælling. Sådan er det, når jeg begynder at tænke tilbage, så dukker der erindringer op, som jeg troede, jeg havde glemt.

Fortællingen om Josefa og Anna og deres efterkommere viser, at mange af de problemer, vi som samfund bøvler med i disse år ikke er nye. Men lærer vi fra gang til gang, når verden står i brand eller kriser hærger os? Eller er vi blevet et historisk dement samfund? Det er en helt anden fortælling og diskussion, som må vente til en anden god gang.

Ib Hansen, 22. august 2022