onsdag den 14. august 2024

Med Husby i hjertet


Poul kom fra Odense. Jeg kom fra Kolding. Vi havde aftalt at mødes ved Husby Forsamlingshus og vandre en tur rundt i Husby Sogn med udveksling af gode minder fra vores fælles fortid i Husby. 

Vi ville også give os tid til at drøfte "verdenssituationen" netop nu, som den ser ud for hver af os og vore. Og så alt det andet som popper op, når gamle kammerater mødes. Der var nok at snakke om. Det er omkring 40 år, siden vi sidst har set hinanden og talt sammen. Ikke noget problem. Fra start var det, som om det bare var i går, vi sidst havde talt sammen. Det tog os 4 timer at gennemføre vandreturen som blev på 8,5 kilometer - der skulle jo være tid til pauser og snak undervejs.
Men hvem er Poul?
Det er Poul Storm Andersen. Også kaldt og bedre kendt på egnen under navnet Poul "Husbygård". Han er min gode skole-, ungdoms- og fodboldkammerat fra vores fælles tid i Husby. Vi flyttede begge fra sognet i starten af 1970´erne, men kom stadig på besøg hos vores forældre indtil midt i 1990´erne. Svært at følge med i sognet, når man ikke længere har familie der. Det er nu mere end tredive år siden, vi ikke længere havde familie i Husby. Jeg kan heldigvis jævnligt glæde mig over mine gode kammerat Arne Lygums beretninger fra Husby og omegn.



Poul, hans forældre og søskende boede de første mange år i vores barndomstid på den gamle Wedellsborgejede Husbygård fra 1846.
Pouls far Aksel var i begyndelsen af deres tid på Husbygård ansat som bestyrer. Senere, da Husbygård af godset blev mageskiftet bort, flyttede Aksel og familien til Nyhuse, og Aksel fortsatte som traktorfører på Wedellsborg. Pouls mor Ingeborg var i øvrigt medlem af Husby sogneråd forud for kommunesammenlægningen i 1966 til Ejby Storkommune. En sammenlægning der foregik før kommunesammenlægningerne blev obligatorsike ud over hele landet i 1970. Ingeborg var også medlem af Ejby Kommunalbestyrelse i en enkelt periode efter sammenlægningen.
Min bror Leif og jeg kom ofte på Husbygård og senere til Nyhuse. Når der er fodbold-VM tænker jeg altid tilbage på året 1966. Det var det år England vandt VM-finalen ved at slå Vesttyskland efter en kontroversiel dommerkendelse. Geoff Hurst hamrede i overtiden målet på overliggeren, så den sprang ned på mållinjen. Indenfor eller udenfor? Det var spørgsmålet. Dommeren dømte mål og England vandt 3-2. Der var ikke VAR dengang, men efterfølgende har situationen været vist mange gange på TV. Det er ikke til at se, om bolden var inde eller ude.
Både Poul og jeg huskede, hvordan vi efter den dramatiske kamp med en fodbold hamrede løs på det mål, han og hans bror Jørgen havde lavet i Husbygårds tidligere hønsegård. Vi gik efter at ramme overliggeren. Det blev et problem for mig i efterfølgende års turneringskampe, idet jeg ved straffe- og frispark havde en tendens til at ramme overliggeren! Der er noget tilfredsstillende i det brag, det giver at ramme målets sammenføjning, "treeren" som vi kaldte det dengang. Det øvede mine brødre Bo, Leif og mig os også i oppe på Husby Sportsplads, hvor vi med gode kammerater tilbragte mange timer af vores fritid.
Poul og jeg huskede også tydeligt, da vi med vore brødre spillede indendørs gespenstfodbold i Husbygårds store nedlagte hønsehus. Hvad er gespenstfodbold?
Jo, det blev det til, fordi det nedlagte hønsehus var desinficeret med kalk. Så efter nogle timers fodboldspil var vi helt dækket med hvidt kalk og lignede nogle gespenster.
I det hele taget gav Husbygård optimale udfoldelsesmuligheder. Vi spillede for eksempel ofte Matador. Det var et spil, vi tog meget alvorligt. Spillet kunne strække sig over mange timer. Der gik meget tid med at være uenige. Oftest indbyrdes mellem de to brødrepar, Jørgen og Poul og Leif og mig. Nogen gange lod vi spillet blive liggende i en af gårdens mange stuer, så kunne vi gøre det færdig en anden dag.
Disse historier og mange flere underholdt vi os med, mens vi bevægede og rundt i det kendte landskab. Nu er landskabet for øvrigt blevet noget forandret. Diger og hegn er fjernet. Stykker af enge er opdyrkede. De tilbageblevne gårdes marker er store, som de herregårdsmarker vi kendte i vores tid.
Vi mødte både levende og døde på vores vandretur. Vi startede nemlig med at gå ind i Husby Kirke, hvor vi begge er konfirmeret. Som altid en smuk oplevelse, også selv om apsismuren er under reparation og alteret i den forbindelse er afdækket. På kirkegården dvælede vi ved forskellige gravstene og udvekslede erindringer om de afdøde.
Så gik vi ad Hovvej i retning mod Håre, men faldt undervejs i snak med Vagn "Klokkekær" Jensen. Imponerende så vidende han er om sognet, og imponerende som han holder sin gamle slægtsgård Klokkekær. Bygninger og have i perfekt og smuk stand.
Fra Hovvej bøjede vi ind på markvejen, der går tværs gennem skov og eng i den hulning, der hedder Holen. Holen var en central del af min og mine brødres verden i vores barndom. Her kælkede vi, løb på skøjter, lavede bål, overnattede i bivuak og legede "vilde" lege.
Derefter gik vi ad Skræppedalsbakken forbi mit barndomshjem op til den gård, vi kaldte Sonefogedgården, men som retteligen har det flotte oldnordiske navn Breidablik. Ad markvejen herfra gik mod Lillegade og Sjobjergvej. Undervejs kunne vi følge Bakkegårdens arbejde med at bringe årets høst i hus. Sikke store maskiner. Det gav anledning til at fortælle om, hvordan vi begge på forskellige gårde havde hjulpet med at køre korn fra traktortrukne mejetærskere eller køre fyldte kornsække ind fra markerne. For mit og min bror Leifs vedkommede var det især på Sognefogedgården hos Jørgen Andersen, vi hjalp til i høstens tid. Her hjalp vi nu til året rundt. I høstens tid hjalp vi også nogle gange på Klokkekær sammen med Vagn, hos Vagns onkel Jens Peter på Holegården og hos Jens Jacobsen i Lillegade. Vi kunne begge huske , hvor godt vi blev behandlet af gårdmandskoner, der vist glædede sig over at have mandskab i huset til frokost i en tid, hvor mekaniseringen havde afskaffet tjenestehold på gårdene. I hvert fald nød vi nogle gode frokoster.
Vi havde planlagt at holde ølpause ved Husby Strand. Godt med en kold øl i det fine, lyse og varme sensommervejr. Sikken udsigt over Tybrind Vig til Skærbækværket og til det yderste af Wedellsborg Hoved. En af historierne, vi huskede her, var om, dengang vi to brødrepar lå i telt en nat på strandengen ved Husby Strand. Vi så lys ude på vandet og gejlede hinanden op om smugling og andre lyssky ting, der måtte foregå ude i Vigen. Efterfølgende troede vi ikke rigtig selv på det, men her mange år efter har jeg læst, at netop kysterne ved Wedellsborghalvøen var en del brugt af cigaretsmuglere fra Østeuropa.
Fra Husby Strand gik vi op forbi Pouls barndomshjem Husbygård og diverterede hinanden med førnævnte historier. Ærgerligt som gården er forfalden. Der er ikke meget, der fortjener at bliver stående. Sikken en grund at bruge til opførelse af for eksempel seniorboliger, hvor beboerne vil kunne glæde sig over udsigten over Tybrind Vig og Lillebælt og over den lette adgang til skov og strand.



Nå, og så kunne vi ikke lade være med at blive imponerede af de kæmpe maskiner, Wedellsborg Gods tager i anvendelse, når høsten hurtigt skal bringes i hus. Sikke store mejetærskere, traktorer og kornvogne. Imponerende i forhold til de maskiner, vi var i lag med for omkring 60 år siden. Det høstede korn bliver med det samme læsset over i en af de store nye megalastbiler, der herefter bringer det ud til Wedellsborgs silo- og korntørringsanlæg på Fønsskov. Vi talte med lastbilchaufføren, der kunne fortælle, at lastbilen i denne tid kører i døgndrift. Det er blot chaufføren, der afløses for at overholde hviletidsbestemmelserne.



Vi gik ind på Husby Storgade ved det arkitektonisk vildt flotte men meget slidte hus, Skårenborg. Huset er for øvrigt til salg, men kræver mere end blot lidt renovering.



Ad Storegade kom vi forbi stederne, hvor købamnad Hallberg, Otto Barber, Ruteras og Jørgen Bjørnekær boede. Hvert sted kunne vi udveksle historier. Det kunne vi selvfølgelig også, hvor Ellas brødudsalg engang lå og udover brødudsalg og kiosk også var mødested for egnens unge i fritiden.
Så var vi ved at være rundt. Vi valgte at gå tilbage til vores biler ved forsamlingshuset ved at gå over sportpladsen, der engang var et af de flotteste og bedste sportsanlæg på Vestfyn. Her var der selvfølgelig mange historier at fortælle om de mange timer, vi har brugt til skoleidræt, træning og turneringskampe på dette anlæg.

Så ville vi lige slutte dagen med en cola på bænken ved forsamlingshuset og minihallen før, vi tog hver til sit. Men så skete der noget!
Drit, drat dukkede der pludselig kendte ansigter op. Min gamle klassekammerat fra Husby Skole Vagn Åge. Arne min lillebrors klassekammerat og hans kone Marjan, hvis søn min mor af og til passede, da han var barn. Ole Vagn som så flot ordner en stor del af idrætsforeningens og borgerforeningens kommunikation samt en hel del andre personer. De skulle blandt andet i gang med at ordne forsamlingshusets og hallens udearealer. Imponerende, hvad et sådant lille samfund som Husby-Tanderup med blot tilsammen 5-600 indbyggere kan klare. Det kan beboerne i de to sogne godt være stolte af. Og min gamle klassekammerat Vagn Åge kan være stolt af at være udnævnt til æresborger på grund af hans store hjælpsomhed.
Så tog Poul og jeg hver til sit. Berigede af en god dags mange oplevelser, både med hensyn til landskab og ikke mindst mødet med mennesker. Tak for turen Poul. 

Hvor er jeg dog personligt glad over, at jeg for år siden fik den ide at vandre gennem sognet eller mødes med mennesker, der enten bor der endnu eller er flyttet, men fortsat bærer Husby og deres opvækst der i hjertet. Forhåbentlig kan jeg glæde mig til mange flere af den slags nostalgivandringer, men det giver jo også noget selv at vandre og lade tankerne flyve frit. 

Ib Hansen, tirsdag 13. august 2024.

tirsdag den 30. juli 2024

Når skæbnen griber ind



Det var en aften som i aften. En lun sommeraften en af de sidste dage i juli. Men vi skal 56 år tilbage. Tilbage til det herostratisk berømte år, 1968. Året hvor alt var i opbrud. Og vi skal tilbage til Husby. En aften hvor jeg tumlede med et mylder af tanker. Hvordan skulle jeg finde den rette vej?

I den lune sommeraften gik jeg op ad Skræppedalsvej, fra Holen op mod Husby. Alt åndede fred og idyl. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen var så småt begyndt at brygge, så bryggesafterne hang tungt over Husby Mose. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. 

Mit hoved var fyldt med myriader af forvirrede tanker. Hvad skulle jeg give mig til efter den i juni 1968 overståede realeksamen. Jeg havde søgt et ufaglært job, men havde fået afslag. Det var nok meget godt med mine ti tommelfingre. Men hvad skulle jeg så? Hvad skulle der blive af mig? Min et år yngre bror Leif, som jeg havde gået i klasse med i alle de foregående 10 år, var rejst hjemmefra som 17-årig. Helt til København for at påbegynde en uddannelse i det hæderkronede Østasiatisk Kompagni, ØK. Nu var jeg alene tilbage. Vidste ikke, hvad vej jeg skulle vælge.

Men så greb tilfældet ind. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde min bror Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia, eller til Handelsskolen i Assens, gik i lære eller fik et arbejde . På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart. Agnete foreslog, at jeg dagen efter skulle tage kontakt til vores skoleinspektør Holger Lund på Ejby Folke- og Realskole for, at han her nogle få dage før det nye skoleårs start skulle lægge nogle gode ord ind for mig overfor rektor Poul Hansen på Vestfyns Gymnasium.

Jeg fulgte Agnetes råd. Holger Lund lagde gode ord ind for mig. Nogle få dage efter startede jeg tre spændende og udviklende år i gymnasiet. Gik efterfølgende i gang med en uddannelse til lærer på Kolding Seminarium. Fik en god og bred pædagogisk og faglig baggrund i adskillige fag. Jeg specialiserede mig i linjefagene historie og geografi. Og har efterfølgende gennem årtier haft spændende jobs, udfordringer og udviklingsmuligheder på flere forskellige poster i uddannelsesverdenen. Både som underviser og administrator. Har haft fantastiske ledere, kolleger, elever og forældre. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte denne vej. Tvært i mod. Jeg har været taknemmelig for alle de gode muligheder, der er blevet mig til del. Til og med fandt jeg på seminariet min nuværende kone. Vi fik en datter, der også er læreruddannet. Jeg kom på rette hylde.

Hvert år på denne tid af året tænker jeg på den lune sommeraften i Husby for mange år siden, hvor tilfældighedernes spil fik mig ind på rette livsbane. Samtidig tænker jeg  på de mange unge nu til dags, der har svært ved at finde ud, hvad vej de skal gå. Først bliver det til et sabbatår. Så to. Og måske endda tre. Nogle kommer ikke rigtig i gang med noget, hverken arbejde eller uddannelse. De er ikke at misunde. Jeg ønsker dem alt det bedste og håber de finde den rette vej for dem.

Ib Hansen tirsdag 30. juli 2024 


fredag den 26. juli 2024

Forfatter med rødder i Husby dømt i kriminalretten

Adlerhus

 

Født i Husby Sogn. Efter retssag blev han dømt for fornærmelse af landets højeste embedshavere. 

Det var nu en indirekte snedigt udtænkt dom. Retten dømte ham efter lovens paragraffer om utugtige skrifter og ikke efter paragrafferne om majestætsfornærmelse og ærekrænkelser. Det var der en særlig grund til. Den vender vi tilbage til. 

Det var grove sager delinkventen diverterede sine læsere med. Her er et eksempel på hans omtale af de højeste personer i det danske samfund:

" Jeg ler ad hver en dosmerpande,

i hvilken kjole han end går;

om han regerer folk og lande,

om han på talerstolen står;

Jeg ler ad alle Jordens narre,

og ingen for min spot går fri,

men mest jeg ler ad dem, som parre 

med dumhed pral og skryderi...."

Frederik Julius Schaldemose
(Født på Wedellsborgs i Adlerhus den 15. februar 1783, død i København 70 år gammel 22. februar 1853)


Prikkeltorne

Det er forfatteren Frederik Julius Schaldemose, der har skrevet dette beske udfald mod kongen. Han blev født i Adlerhus ved Wedellsborg i Husby i 1783. Han kom flere gange i retten for sine krasse udfald mod samfundets magthavere. Schaldemose udgav et ugeblad under titlen "Prikkeltorne". Ovennævnte er hentet fra et nummer af "Prikkeltorne."

Så godt som hvert nummer af "Prikkeltorne" indeholdt drastiske angreb mod kongerne Christian den Ottende (1839-1848) og Frederik den Syven­de (1848-1863), mod ledende politikere og forfattere som Carl Ploug og Grundtvig, mod rigsdagsbønderne, men frem for alt imod kvinden Frederik den Syvende giftede sig med til ventre hånd, grevinde Danner og hendes tidligere elsker Carl Berling, »Trykkeren«, som nu havde en høj hofstil­ling hos Kongen, bl.a. som kammerherre.

Grevinde Danner og Frederik den Syvende


Det var grove og slibrige udsagn Schaldemose fremsatte i sine smædeviser i "Prikkeltorne" om grevinde Danner, Frederik den Syvende og grundlæggeren af Berlingske Tidende Carl Berling. Her er et eksempel:

"...Og nu en sang om en figurantinde,

som blev gjort om til en nådig grevinde

ved hjælp af to lægge, to lår og en brand,

som nærmest forplumret en højheds forstand..."


Dømt ved Københavns Criminal- og Politiet

Schaldemose blev indbragt for den dengang nye domstol Kjøbenhavns Criminal- og Politiret, som ved dom af 18. novem­ber 1851 uden anden begrundelse end den tomme, at Schaldemose ved det utugtige indhold i sine skrifter havde forset sig imod § 8 om utugtige skrifter i "Lov om Pressens Brug" af 3. januar 1851. Retten idømte ham en bøde på 200 Rd. og konfiskerede det relevante nummer af "Prikkeltorne". Det var snedigt af anklagemyndigheden at vælge denne paragraf i stedet for for eksempel samme lovs paragraf om majestætsfornærmelse (rettet mod Frederik den Syvende) og lovens paragraf om ærekrænkelse (rettet mod grevinde Danner). Havde anklagemyndigheden valgt disse paragraffer havde den jo gået Schaldemoses ærinde og havde erkendt, at versene kunne udlægges som rettet mod Frederik den Syvende og Grevinde Danner. Senere samme år fik Schaldemose endnu en dom for sine efter rettens forklaring utugtige skrifter.

Domsakterne nævner ikke, om bøderne blev betalt eller afsonet, men da Schaldemose ved sin død mindre end et år efter intet ejede, har han forment­lig afsonet bøderne. Ifølge anordning af 16. november 1836 omsattes uafsonede bøder til fængsel på vand og brød.

Retssagerne mod Schaldemose medførte, at konge- og systemtro kredse gav ham det lidet flatterende øgenavn Skurkemose. Men hvem var Frederik Julius Schaldemose egentlig?

Frederik Julius Schaldemose

Frederik Schaldemose blev som nævnt født på i Adlerhus i 1783. Hans forældre var skovrider på Wedellsborg Niels Schaldemose (1743-1789) og hustru Cathrine Marie født Smidt (1756-99).

Den unge Schaldemose tog studentereksamen i Horsens og tog efterfølgende flere andre eksamener. Under Napoleonskrigene (1803-1815) deltog han som sekondløjtnant i Landeværnet. I 1808 blev Schaldemose under en sejlads mellem Århus og Kalundborg taget til fange af englænderne. 

Det engelske skib, hvor han blev holdt fanget, drev under en storm ind på den hollandske kyst. Det lykkedes ham under skibets ophold i Holland at undslippe. Han gik i hollandsk militærtjeneste, men skiftede senere til et sekretærjob for en fransk efterretningsofficer, som han fulgte under flere spionrejser rundt i Europa. Disse rejser og hans videre studier gav ham gode og mangfoldige sprogkundskaber og omverdensforståelse, som han fik stor nytte af efter han vendte hjem til Danmark i 1812.

I første omgang indtrådte han igen som sekondløjtnant i hæren. Senere blev han adjunkt på Nykøbing Falster Katedralskole.

Schaldemose udnyttede sine sproglige talenter som forfatter og oversætter. Blandt mange oversættelsesarbejder har han oversat Goethe og Walter Scott til dansk. Senere tog han forskellige jobs udenfor den akademiske verden og begyndte at udgive sin ugeskrifter med smædeviser for at tjene penge. Det blev disse viser, der ødelagde hans ry som oversætter og forfatter. 

"Prikkeltorne"

I bogen "Konger, krigere og andet godtfolk. Ti historiske retssager" har Peter Garde, tidligere dommer ved Retten i Hillerød dog betegnet ham som "en mand af et ikke ringe format i den danske litterære verden i tiden 1825 - 1850". Peter Garde mener for øvrigt, at Schaldemoses eventyrlyst og mange rejser rundt i Europa har givet ham en robust og kamplysten livsholdning. En kamplyst der måske har givet sig udslag i hans lyst til at sætte sig op mod og drive gæk med hans samtids autoriteter.

Det tror jeg, der kan være noget om. Men måske har hans rødder i den fynske muld i en egn med stovte og stærke ege- og bøgetræer, født ind i en skovmandsfamilie og med en barndom i et lokalsamfund, hvor faderens arbejdsgivere stadig efter demokratiets indførelse 5. juni 1849 blev omtalt som "nådigherren" og "nådigfruen" også sat sit præg på hans seje og stridbare sind. Hvem ved? Sjovt er det for øvrigt, at både Schaldemose og digteren Lars Clausen har haft deres gang i og ved Adlerhus.

Ib Hansen 26. juli 2024



torsdag den 18. juli 2024

Folkeskolens hovedopgave




Skolen ”må (...) for det første ikke gøre oplysning
eller sig selv men livets tarv til sit øjemed” 
(N.F.S.Grundtvig. 1838)

Skal vi fortsat have en folkeskole for folket? En folkeskole der forbereder til livet og ikke kun til videre uddannelse og beskæftigelse? En skole der udover forberedelse til livet også har en værdi i sig selv, mens eleverne opholder sig der?

I de senere år er det, som om mange - og herunder mange politikere - har glemt, at folkeskolen ikke kun er til for at skabe nytteværdi og forberede til arbejdsmarkedet. Og mange mener, det er nok, når folkeskolen lærer eleverne at lære og selv søge information, når de har brug for specifikke fakta eller oplysninger. 

Det synes jeg er meget uheldigt demokratisk, dannelsesmæsigt og læringsmæssigt. På sigt er denne udvikling meget skadelig i forhold til vores danske model for samfundsmæssig udvikling, demokrati og velfærd. Mens man lærer noget, og når man har lært noget, får man en holdning baseret på viden og indsigt. De enkelte elever former sig hver på sin måde med viden, holdninger, evne til at søge fortsat viden samt får lyst og evne til stillingtagen. Med andre ord de medborgerlige egenskaber, der er en forudsætning for deltagelse i og medvirken til udvikling af demokratiet.

                                                
Andreas Schleicher er ansvarlig for OECD´s uddannelsessektion


Måske sætter jeg det for skarpt op, men jeg tror det ikke. De seneste tiår  har fremfor basis i dansk, skandinavisk og europæisk pædagogik været præget af  kiggen mod angelsaksisk pædagogik. En pædagogik præget af ensidig fokus på uddannelsernes nytteværdi og udvikling af evnen til først at søge viden og fakta, når man har brug for det. Denne udvikling har været stærkt supporteret af økonomiske internationale  organisationer som for eksempel OECD og EU. Organisationer der ser uddannelserne som værktøjer i den internationale økonomiske konkurrence landene imellem.

Resultaterne ser man nu. Denne ensidige fokusering har i Danmark og mange andre lande i vores vestlige fællesskab ført til en verden præget af mangel på generel helhedsviden, uvidenhed om og accept af stærkt stigende ulighed, generel benægtelse af fakta, benægtelse af menneskeskabte klimaproblemer, vaccinationsforskrækkelse, fake news og holdninger om, at det at have en mening har forret frem for at have en mening baseret på viden og indsigt. Det er dræbende for den vestlige verdens demokratier. Vi ser konsekvenserne i for eksempel Tyskland, i Italien, i Frankrig og i USA, hvor yderligtgående kræfter truer demokratiet og en verdensorden med samarbejde landene i mellem.  

Konkurrencestaten kapper rødderne

”Oplysning har jeg næppe så godt greb på,
som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så 
oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og
oplyser jeg på engang”(Kristen Kold. 1866)

Når politikerne så ensidigt fokuserer på udviklingen af en konkurrencestat og så drastisk kapper rødderne til de traditioner, der er unikt danske, så spiller de hasard med vores fremtid. Politikere fra begge sider af det politiske spektrum er i disse år i færd med at kappe de rødder over, som skal give den fornødne indsigt, energi, vilje og folkelige medejerskab til den udvikling og omstilling, som det danske samfund nødvendigvis må gennemleve for at kunne leve op til nutidens og fremtidens udfordringer. 

Hvis vi som en lille nation blot tilpasser os og kopierer de modeller, som store nationer og magtfulde internationale økonomiske organisationer som OECD og EU lægger for dagen, så risikerer vi at miste det unikke, der har gjort, at vi som småstat hidtil har klaret os så flot.

Økonomernes ensidige fokusering på det, der kan måles og vejes, og det der har en umiddelbar økonomisk nytteværdi, indsnævrer på en uheldig måde dannelses- og læringspotentialet. Et potentiale vi gennem to århundreder har været gode til at udnytte i Danmark, og som har skabt flotte resultater. I flæng kan jeg blot nævne: et af verdens lykkeligste folkeslag, et af verdens rigeste folkeslag, en af Europas stærkeste økonomier, et af verdens sikreste og tryggeste samfund, verdens bedste retssamfund, et folkeslag med stor vilje og evne til livslang læring med den omstillingsevne, det medfører. Danske elever der ligger i toppen, når det gælder glæde ved at gå i skole, danske elever ligger på eller over gennemsnittet i internationale undersøgelser, når det gælder kundskabs- og færdighedsmæssige resultater. Særligt glædeligt er det, at danske elever i internationale undersøgelser ligger i toppen, når det gælder viden om demokrati og lyst til at medvirke i dette. Det er resultater, der påkræver sig anerkendelse og ikke nedvurdering og desavouering.

Det er vigtigt for et samfund som det danske at have de pædagogiske og samfundsmæssige rødder i orden, hvis disse resultater skal bevares og udbygges.

Demokratiets fundament

"Børnene ejer sig selv og skal vurderes som
selvstændige individer med ret til kærlighed,
tryghed og anerkendelse" 
(Peter Sabroe o. 1910)

Folketingspolitikeren Peter Sabroe har i ovenstående citat fra omkring 1910 udtrykt præcist, hvad der bør være folkeskolens fundament. Mens børnene er i skolen, skal skolen have en værdi i sig selv og ikke kun ses som en forberedelse til noget senere. Sabroes tilgang til børnelivet blev efter 2. Verdenskrig fulgt op af Hal Kock, der formulerede synspunktet om demokrati som livsform. Det er denne tilgang, vi skal værne om i folkeskolen, i samfundet og i vores europæiske og internationale kontekster. 

”Demokrati er derfor en livsform. Man 
tilegner sig den ved at leve den igennem
sit privatliv - i forhold til familie, naboer
og foreningsliv. Det bliver en tankegang
- en holdning, der gennem hele livet udmøntes
ved handling og gennemstrømmer samfundet"
(Hal Kock. 1945) 

Sammenhængen mellem holdninger baseret på viden og ens tilgang til sine medmennesker, medborgere og omverdenen er på smukkeste vis udtrykt af den franske forfatter og filosof Albert Camus:

”Den ondskab, der findes i verden stammer
næsten altid fra uvidenhed, og den gode 
vilje kan afstedkomme lige så megen fortræd 
som den onde, dersom den ikke ved bedre 
besked. Menneskene er snarere gode end slette,
og i virkeligheden er det slet ikke der, spørgsmålet
ligger. Men de er mere eller mindre uvidende, og
her er det man kan skelne mellem dyd og last,
idet den mest fortvivlende last er den uvidenhed,
der tror at vide alt, og som tager sig ret til at dræbe.”
(Albert Camus. 1947)

Lad mig slutte dette synspunkt med at  præsentere tre citater, der står centralt for mig i forhold til det, der bør karakterisere en folkeskole for folket i et land med folkestyre. 

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne 
opfylde sit medborgerlige ansvar” 
(Julius Bomholt. 1953)

"Skolens hovedopgave er at give eleverne del
i den oplysning om deres tilværelse og den 
verden, der er givet med vor kulturoverlevering.
Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde 
med med fortælling for at ende med stillingtagen".
(K. E. Løgstrup. 1981)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en
egen mening om historien og alt andet, men man
kan ikke danne meninger i en tom hjerne.
Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer
og intet menneske i verden kan blande sig i den”.
(Frank McCourts roman ”Angelas aske”. 1996)

Ib Hansen juli 2024


lørdag den 22. juni 2024

Jeg havde en drøm - den bristede

De røde valmuer symboliserer respekt, ære og håb om fred. Det skyldes, at valmuen vokser vildt på Første Verdenskrigs blodige slagmarker i Flandern i Belgien. Valmuen har siden Første Verdenskrig symboliseret krigens mange ofre. 

Idealer, håb og bristede drømme. Det er temaet i den følgende sangfortælling om min ungdomstids drømme, og hvordan det efterfølgende er gået med drømmene. En sangfortælling primært baseret på politisk musik og sange optaget i Højskolesangbogen. 

Jeg er ikke et særligt religiøst menneske, men vil nok betegne mig som agnostiker. Alligevel vil jeg starte denne sangfortælling om mine bristede drømme med et bibelcitat. Et citat fra Ezekiels bog, kapitel 12, vers 1-2:

"Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."

Omvæltning og dannelse
Jeg er en 1968´er. Gik i gymnasiet fra 1968 til 1971. Så filmen fra Woodstockfestivalen 1969 samme år i Dagmarbiografen i København. Deltog i Det Nye Samfunds Thylejr i 1970 og den første Roskildefestival i 1971. Det var år, hvor ungdommen drømte om et opgør med de gale mekanismer, der tidligere har ført og stadig fører menneskeheden ud i ødelæggende krige, rygende uretfærdighed og uforståelige fordomme og stigmatisering af mennesker, der er anderledes eller tænker anderledes end en selv. 

Vi fulgte levende med i Vietnamkrigen, Seksdageskrigen, foråret i Prag og kampen mod apartheid i Sydafrika. Erich Remarques "Intet nyt fra Vestfronten" om Første Verdenskrigs bestialitet var og er en af mine yndlingsbøger. Og Albert Camus "Pesten" der handler om, hvad der sker med mennesker i en situation, hvor friheden tages fra dem. Romanen foregår i den gamle franske koloni Algeriet, men er skrevet med inspiration i den tyske besættelse af Frankrig. På en af de sidste sider i romanen beskriver Camus tydeligt, hvordan det var at leve med besættelsens og krigens gru, og hvad det gør ved mennesket: "...at vi nogensinde havde oplevet denne afsindige verden, hvor det var lige så almindeligt at slå et menneske ihjel som at slå en flue ihjel, dette velordnede barbari, denne beregnende afsindighed..."

Det var også Albert Camus, der engang udtalte disse vise ord: "Et menneske uden etik er som et vildt dyr tabt for denne verden". Hvor har vi dog mange vilde-dyrs mennesker i verden. Da jeg blev lærer, var det blandt andet fordi, jeg troede på, at oplysning, uddannelse og dannelse var svaret på udfordringen med manglende viden og etik. Det tror jeg stadig på, men de politiske beslutninger nu til dags i forhold til uddannelsesverdenen reducerer uddannelse til noget brugsnyttigt og nedprioriterer oplysning og dannelse. Det er det, vi nu ser resultaterne af, ikke bare i Danmark men i hele verden. I den vestlige verden er det den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der i høj grad har præget rammerne for medlemslandenes uddannelsespolitik. Men det betyder, at vi mangler øjne, der ser, og ører der lytter. Disse samfundsmæssige udfordringer gjorde mig også politisk aktiv.

Vores drømme var ikke alene, at krig og uretfærdighed måtte høre op. Den Kolde Krigs skarpe konfrontatoriske fronter måtte ophøre. Vi drømte om at bekæmpe miljøforurening, bevare naturen på naturens egne præmisser og skabe lige og gode livs- og bomuligheder for alle mennesker.

EU-valget blev dråben
Resultatet af EU-valget var den sidste dråbe, der fik mit bæger fyldt med bristede drømme til at flyde over. Valget blev generelt et europæisk kæmpeskred i retning af partier, der ikke vil hjælpe Ukraine mod den russiske aggression og ikke vil gøre noget ved klimatruslen og ødelæggelsen af naturen. Samtidig har vi i Danmark oplevet et forår, hvor vi Danmark må konstatere, at vores indre farvande er ved at blive kvalt af alger, det såkaldte "fedtemøg". "Fedtemøg" er et resultat af udvaskning og udledning af nærings- og giftstoffer og generelt manglende respekt for naturens fine balancer. Der er ikke noget nyt i denne situation. Problemet har ligesom klimaforværringen været kendt i mange årtier, men uden at der er blevet gjort noget ved det. Da jeg var ung blev dem, der gik op i den slags ting kaldt for "miljøaber." Nu bliver de af nogle af de folkevalgte kaldt "klimatosser."

I dele af Tyskland står det højreradikale parti AfD til at få op mod en tredjedel af stemmerne. I USA ser det ud til, at Trump igen kan blive præsident. Den krigsgale præsident Putin fra Rusland og Nordkoreas Kim il-Jung har indgået en alliance, der truer verdensfreden. Kinas Xi Jinping rasler med sablerne i Det Østkinesiske Hav og Det Sydkinesiske Hav. Alt dette til trods var de mest markante indslag i valgkampdebatten op til EU-valget i Danmark diskussion om plasticlåg på drikkevarer. Og regeringen i Danmark giver igen og igen skattelettelser til nogle af samfundets rigeste, mens pensionister og mennesker udenfor arbejdsmarkedet ikke får eller får meget lidt i forhold til de mere økonomisk velfunderede. Personligt og som samfund står vi i dilemmaet mellem ønsket om at leve i fred og ønsket om at leve i frihed og uafhængighed. De seneste år har vist os, at vi er nødt til at kunne forsvare os og stå sammen i EU og NATO.

Men lad os tage fat på nogle af de sange, jeg primært fra Højskolesangbogen har valgt til illustrere, hvad mange i min generation var optaget af i vores ungdom.

"We skal overcome"- Nr. 551 i Højskolesangbogen 

Joan Baez

Alle de ovenfor nævnte ting fik mig til at vende tilbage til min ungdomsmusik for endnu engang at lytte til de advarsler, populærmusikken dengang kom frem med. Nogle af datidens sange er heldigvis nu optaget i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.

Den første sang, jeg vil nævne, er "We shall overcome", nummer 551 i Højskolesangbogen. Den er indspillet af blandt andre Joan Baez i 1963 og Pete Seeger i 1967, men stammer helt tilbage fra 1903, hvor metodistpræsten Albert Findley sammenskrev forskellige versioner af sangen.

"We skal overcome" er en protest mod overmagt og uretfærdighed. Den udtrykker håb om, at de uretfærdigt behandlede snart vil få retten på deres side. Håbet udtrykkes blandt andet i sangens vers 8:

"We shall live in peace, we shall live in peace
We shall live in peace some day.
Oh, deep in my heart I do believe
We shall overcome some day."

Her kommer Joan Baez´ version af "We shall overcome": https://youtu.be/nM39QUiAsoM?feature=shared

"Where have All the Flowers gone" - Nr. 550 i Højskolesangbogen

Anisette Koppel fra Savage Rose

Den næste sang er nr. 550 i Højskolesangbogen. Den blev udødeliggjort af Pete Seeger i 1955. Sangen omhandler væsentlige spørgsmål om krig, solidaritet og personligt ansvar. Pointen er, at der ikke er nogen ende på krigen og historiens gang, medmindre vi tager afstand og lærer af erfaringerne. Det afgørende spørgsmål stilles i sangens slutning. Er vi overhovedet i stand til at lære?

"...And where have all the graveyards gone,
long time passing?
Where have all the graveyards gone,
long time ago?
And where have all the graveyards gone?
Gone to flowers, every one!
When will they ever learn, 
oh when will they ever learn?

Her kommer sangen i Savage Roses udgave fra 1995, hvor den indgik i albummet "Black Angel": 

"My Dirty Stream"
Her kommer en sang, der ikke er med i Højskolesangbogen. Nu har jeg snydt Pete Seeger i de to første sange, så derfor skal han selvfølgelig nu synge sin sang "My Dirty Stream", også kaldet "The Hudson River Song". Og det er jo også en væsentlig sang at få med, da den sætter fokus på vigtigheden af rene vande.

Allerede i min gymnasietid 1968-1971 var mange i min generation optaget af miljøspørgsmål, kraftigt inspireret af sange som "My Dirty Stream". Langt de fleste i samfundet benægtede på det tidspunkt vigtigheden af at sikre miljø og natur. Det lider vi under i dag, hvor der endda stadig er grupper i samfundet, der bruger betegnelsen "miljøtosser" om mennesker, der ønsker landene og det internationale samfund skal arbejde for at modvirke og forsinke klimaforandringerne og beskytte og forbedre miljø og natur. Pete Seeger lavede sangen i 1966. Den indgik i hans album "God Bless the Grass", hvor alle numrene handler om miljøspørgsmål og fascination af naturen.

"...Well it's Sailing up my dirty stream
Still I love it and I'll dream
That some day, though maybe not this year
My Hudson and my country will run clear."
(Uddrag fra "My Dirty Stream")

Pete Seeger

Her kommer så Pete Seeger selv med "My Dirty Stream":   

"Blowin´in the Wind" - nr.552 i Højskolesangbogen

 Bob Dylan er blandt andet inspireret af den franske forfatter og filosof Albert Camus.

Bob Dylan er naturligvis kommet med i den seneste udgave af Højskolesangbogen. Hans sang "Blowin´in the Wind" er nr. 552 i sangbogen. 

Dylan var kun 21 år, da han i 1962 indspillede sangen, som først blev udgivet i 1963. Sangen handler om store spørgsmål som retfærdighed, krig og frihed. Selv om sangen - med dens svar om at svarene blaffer i vinden -  ikke giver svar på spørgsmålene, er der i deres karakter en anklage mod det bestående samfund og samfundets magtforhold. Alt for mange lukker øjne og ører for verdens uretfærdigheder. Sangen er en opfordring til at møde disse med et åbent sind og styrke. 

Teksten er et eksempel på, hvordan Dylan anvender bibelsk retorik. Det er her Ezekiels bog, kap. 12, vers 1-2 kommer ind: "Herrens ord kom til mig. Menneske, du bor i et genstridigt folk. De har øjne til at se med, men ser ikke. De har ører til at høre med, men hører ikke, for de er et genstridigt folk."

Det bliver i Dylans tekst til "How many ears must one man have" og "How many times can a man turn his head, pretending he just doesn’t see?"

Bob Dylan har som bekendt modtaget Nobelprisen i litteratur, men deltog ikke ved overrækkelsen. Han sendte i stedet en takketale, der blev læst op i forbindelse med overrækkelsen. Heri siger han blandt andet: "...At være nomineret til nobelprisen for litteratur er noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig eller set komme. Fra en tidlig alder har jeg været bekendt med, læst og absorberet værkerne fra de, som har været en sådan ære værdig: Kipling, Shaw, Thomas Mann, Pearl Buck, Albert Camus, Hemingway (...) At jeg nu tilslutter mig navnene på en sådan liste, er der i sandhed ikke ord for..."

Der er da også en reference til Albert Camus i "Blowin´in the Wind". Her er et uddrag fra teksten:

"How many roads must a man walk downBefore you call him a man?How many seas must a white dove sailBefore she sleeps in the sand?Yes, and how many times must the cannonballs flyBefore they're forever banned?
The answer, my friend, is blowin' in the windThe answer is blowin' in the wind"

Omkvædet giver udtryk for den tvivl, vi alle kan have. Får menneskene nogensinde en etik, der kan adskille os fra de vilde dyr? Vil menneskene fortsat lukke øjne og ører for andre menneskers lidelser og den uretfærdighed, de bliver udsat for? Vores drømme kan ind i mellem briste, da svarene er tvivlsomme og blæser i vinden! 
Her kommer en henvisning til et link, hvor Bob Dylan spiller og synger "Blowin´in the Wind":

Kringsatt av fiender - nummer 201 i Højskolesangbogen 
Nordahl Grieg

En Højskolesangbogens mest gribende sange er nr. 201, Nordahl Griegs "Kringsatt av fiender". Sangen skrev Grieg i 1936 i protest mod fascismens og nazismens fremmarch i Europa. Han havde god grund til at være urolig. 

Nordahl Grieg havde sit udgangspunkt i pacifismen, men efter sine erfaringer som krigskorrespondent under den spanske borgerkrig 1936-1939 blev han klar over, at man måtte kæmpe aktivt mod ondskaben – ånd var ikke nok. Og da Norge blev besat af tyskerne 9. april 1940, meldte han sig straks til de norske styrker. Fra Nordnorge kom han med skib til England, hvor han blev uddannet som officer. Den 2. december 1943 kom han som krigskorrespondent med et britisk bombefly på togt til Berlin og omkom, da flyet blev skudt ned.

"Kringsatt av fiender" har fulgt mig helt fra ungdomsårene og har været med til at nære mit håb om en bedre og mere retfærdig verden. Specielt når vi synger vers 5 og i fællesskab rejser os, får jeg gåsehud:

"Dette er løftet vårt 

fra bror til bror: 

vi vil bli gode mot 

menskenes jord. 

Vi vil ta vare på 

skjønnheten, varmen 

som om vi bar et barn 

varsomt på armen!"

Norske Nordahl Grieg og danske Gustaf Munch-Petersen er i samme klasse. Munch-Petersen tog konsekvens af sine holdninger og drog til Spanien for at kæmpe mod fascisterne. Han blev i 1938 dræbt i kamp. Jeg husker endnu, hvor påvirket jeg blev, da jeg første gang i min gymnasietid stødte på hans digt "Ideal". Et digt der indgår i digtsamlingen "Det nøgne menneske", der udkom i 1932:

"Ideal

jeg er kun et menneske,
men jeg skal engang
rive jordens bjerge op
og lade dem rasle for ørerne af dem, der sover-
jeg er kun et menneske,
men jeg skal engang tage solen ned fra himlen
og lyse i alle mørke huller
med hvidt ubarmhjertigt lys-
jeg er kun et menneske,
men jeg skal engang
stjæle gudernes lyn
og feje jorden ren for støv"

Men tilbage til Nordahl Grieg og nummer 201 i den nyeste udgave af Højskolesangbogen. I 1979 indspillede vores danske nationalskjald Kim Larsen ”Kringsatt av Fiender”. Pladen, hvor den indgår, kaldes personnummerpladen og har titlen 231045-0637”, Kim Larsens personnummer. Kim Larsen kalder sin danske version af sangen ”682A” (en reference til sangens daværende placering i Højskolesangbogen – i en tidligere udgave). Her er et link til Kim Larsen og Kjukkens version:

"Wind of Change" - Højskolesangbogen nummer 555

Scorpions

Jeg slutter denne sangfortælling med en sang, der er skrevet i 1989 af forsangeren Klaus Meine fra det tyske heavyband Scorpions. Sangen hedder "Wind of Change". Dygtigt gjort, at sangbogsudvalget har medtaget denne sang i Højskolesangbogen. 

Sangen "Wind of Change" blev til under indtryk af en fredsfestival i Moskva i 1989 og handler om de forandringens vinde, der blæste gennem Europa og Sovjetunionen i slutningen af 80'erne. Forandringer der samme år, som "Wind of Change" blev skrevet og fremført, førte til Murens fald. En drøm gik i opfyldelse.

Jeg har godt nok i dette indlæg brugt overskriften "Jeg havde en drøm - den bristede". Men det nytter jo ikke noget at fokusere på sine bristede drømme. I stedet er det vigtigt hele tiden at drømme om, at håbe på og at arbejde for en bedre og mere retfærdig verden. Have ører der hører, og øjne der ser. Have de historiske rødder i orden. 1989 viste, at der pludselig kan ske positive forandringer, men tiden efter har også vist, at der hurtigt kan ske tilbageslag, hvis vi glemmer at arbejde for at fastholde de gode forandringer. "Wind of Change" peger positivt ind i fremtiden og har samtidig tydelige referencer tilbage til Bob Dylans "Blowin`in the Wind". Kan vi nogensinde lære?:

"...Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change..."

Med dette håb for fremtiden slutter jeg min sangfortælling med Scorpions "Wind of Change" i det lønlige håb, at der snart igen må blive udgivet musik med samfundsrelevant indhold:


Ib Hansen 23.juni 2024.
Her er en henvisning til et af mine tidligere blogindlæg "Med åbne øjne, ører og sind - min lære af Afghanistan og andre krige i min tid":
Beklager for øvrigt reklamerne i starten af videoklippene, men det er prisen for at kunne lave linkshenvisningerne.