Med Husby i hjertet

Poul kom fra Odense. Jeg kom fra Kolding. Vi havde aftalt at mødes ved Husby Forsamlingshus og vandre en tur rundt i Husby Sogn med udveksling af gode minder fra vores fælles fortid i Husby. 

Vi ville også give os tid til at drøfte "verdenssituationen" netop nu, som den ser ud for hver af os og vore. Og så alt det andet som popper op, når gamle kammerater mødes. Der var nok at snakke om. Det er omkring 40 år, siden vi sidst har set hinanden og talt sammen. Ikke noget problem. Fra start var det, som om det bare var i går, vi sidst havde talt sammen. Det tog os 4 timer at gennemføre vandreturen som blev på 8,5 kilometer - der skulle jo være tid til pauser og snak undervejs.

Men hvem er Poul?

Det er Poul Storm Andersen. Også kaldt og bedre kendt på egnen under navnet Poul "Husbygård". Han er min gode skole-, ungdoms- og fodboldkammerat fra vores fælles tid i Husby. Vi flyttede begge fra sognet i starten af 1970´erne, men kom stadig på besøg hos vores forældre indtil midt i 1990´erne. Svært at følge med i sognet, når man ikke længere har familie der. Det er nu mere end tredive år siden, vi ikke længere havde familie i Husby. Jeg kan heldigvis jævnligt glæde mig over mine gode kammerat Arne Lygums beretninger fra Husby og omegn.

Poul, hans forældre og søskende boede de første mange år i vores barndomstid på den gamle Wedellsborgejede Husbygård fra 1846.

Pouls far Aksel var i begyndelsen af deres tid på Husbygård ansat som bestyrer. Senere, da Husbygård af godset blev mageskiftet bort, flyttede Aksel og familien til Nyhuse, og Aksel fortsatte som traktorfører på Wedellsborg. Pouls mor Ingeborg var i øvrigt medlem af Husby sogneråd forud for kommunesammenlægningen i 1966 til Ejby Storkommune. En sammenlægning der foregik før kommunesammenlægningerne blev obligatorsike ud over hele landet i 1970. Ingeborg var også medlem af Ejby Kommunalbestyrelse i en enkelt periode efter sammenlægningen.

Min bror Leif og jeg kom ofte på Husbygård og senere til Nyhuse. Når der er fodbold-VM tænker jeg altid tilbage på året 1966. Det var det år England vandt VM-finalen ved at slå Vesttyskland efter en kontroversiel dommerkendelse. Geoff Hurst hamrede i overtiden målet på overliggeren, så den sprang ned på mållinjen. Indenfor eller udenfor? Det var spørgsmålet. Dommeren dømte mål og England vandt 3-2. Der var ikke VAR dengang, men efterfølgende har situationen været vist mange gange på TV. Det er ikke til at se, om bolden var inde eller ude.

Både Poul og jeg huskede, hvordan vi efter den dramatiske kamp med en fodbold hamrede løs på det mål, han og hans bror Jørgen havde lavet i Husbygårds tidligere hønsegård. Vi gik efter at ramme overliggeren. Det blev et problem for mig i efterfølgende års turneringskampe, idet jeg ved straffe- og frispark havde en tendens til at ramme overliggeren! Der er noget tilfredsstillende i det brag, det giver at ramme målets sammenføjning, "treeren" som vi kaldte det dengang. Det øvede mine brødre Bo, Leif og mig os også i oppe på Husby Sportsplads, hvor vi med gode kammerater tilbragte mange timer af vores fritid.

Poul og jeg huskede også tydeligt, da vi med vore brødre spillede indendørs gespenstfodbold i Husbygårds store nedlagte hønsehus. Hvad er gespenstfodbold?

Jo, det blev det til, fordi det nedlagte hønsehus var desinficeret med kalk. Så efter nogle timers fodboldspil var vi helt dækket med hvidt kalk og lignede nogle gespenster.

I det hele taget gav Husbygård optimale udfoldelsesmuligheder. Vi spillede for eksempel ofte Matador. Det var et spil, vi tog meget alvorligt. Spillet kunne strække sig over mange timer. Der gik meget tid med at være uenige. Oftest indbyrdes mellem de to brødrepar, Jørgen og Poul og Leif og mig. Nogen gange lod vi spillet blive liggende i en af gårdens mange stuer, så kunne vi gøre det færdig en anden dag.

Disse historier og mange flere underholdt vi os med, mens vi bevægede og rundt i det kendte landskab. Nu er landskabet for øvrigt blevet noget forandret. Diger og hegn er fjernet. Stykker af enge er opdyrkede. De tilbageblevne gårdes marker er store, som de herregårdsmarker vi kendte i vores tid.

Vi mødte både levende og døde på vores vandretur. Vi startede nemlig med at gå ind i Husby Kirke, hvor vi begge er konfirmeret. Som altid en smuk oplevelse, også selv om apsismuren er under reparation og alteret i den forbindelse er afdækket. På kirkegården dvælede vi ved forskellige gravstene og udvekslede erindringer om de afdøde.

Så gik vi ad Hovvej i retning mod Håre, men faldt undervejs i snak med Vagn "Klokkekær" Jensen. Imponerende så vidende han er om sognet, og imponerende som han holder sin gamle slægtsgård Klokkekær. Bygninger og have i perfekt og smuk stand.

Fra Hovvej bøjede vi ind på markvejen, der går tværs gennem skov og eng i den hulning, der hedder Holen. Holen var en central del af min og mine brødres verden i vores barndom. Her kælkede vi, løb på skøjter, lavede bål, overnattede i bivuak og legede "vilde" lege.

Derefter gik vi ad Skræppedalsbakken forbi mit barndomshjem op til den gård, vi kaldte Sonefogedgården, men som retteligen har det flotte oldnordiske navn Breidablik. Ad markvejen herfra gik mod Lillegade og Sjobjergvej. Undervejs kunne vi følge Bakkegårdens arbejde med at bringe årets høst i hus. Sikke store maskiner. Det gav anledning til at fortælle om, hvordan vi begge på forskellige gårde havde hjulpet med at køre korn fra traktortrukne mejetærskere eller køre fyldte kornsække ind fra markerne. For mit og min bror Leifs vedkommede var det især på Sognefogedgården hos Jørgen Andersen, vi hjalp til i høstens tid. Her hjalp vi nu til året rundt. I høstens tid hjalp vi også nogle gange på Klokkekær sammen med Vagn, hos Vagns onkel Jens Peter på Holegården og hos Jens Jacobsen i Lillegade. Vi kunne begge huske , hvor godt vi blev behandlet af gårdmandskoner, der vist glædede sig over at have mandskab i huset til frokost i en tid, hvor mekaniseringen havde afskaffet tjenestehold på gårdene. I hvert fald nød vi nogle gode frokoster.

Vi havde planlagt at holde ølpause ved Husby Strand. Godt med en kold øl i det fine, lyse og varme sensommervejr. Sikken udsigt over Tybrind Vig til Skærbækværket og til det yderste af Wedellsborg Hoved. En af historierne, vi huskede her, var om, dengang vi to brødrepar lå i telt en nat på strandengen ved Husby Strand. Vi så lys ude på vandet og gejlede hinanden op om smugling og andre lyssky ting, der måtte foregå ude i Vigen. Efterfølgende troede vi ikke rigtig selv på det, men her mange år efter har jeg læst, at netop kysterne ved Wedellsborghalvøen var en del brugt af cigaretsmuglere fra Østeuropa.

Fra Husby Strand gik vi op forbi Pouls barndomshjem Husbygård og diverterede hinanden med førnævnte historier. Ærgerligt som gården er forfalden. Der er ikke meget, der fortjener at bliver stående. Sikken en grund at bruge til opførelse af for eksempel seniorboliger, hvor beboerne vil kunne glæde sig over udsigten over Tybrind Vig og Lillebælt og over den lette adgang til skov og strand.

Nå, og så kunne vi ikke lade være med at blive imponerede af de kæmpe maskiner, Wedellsborg Gods tager i anvendelse, når høsten hurtigt skal bringes i hus. Sikke store mejetærskere, traktorer og kornvogne. Imponerende i forhold til de maskiner, vi var i lag med for omkring 60 år siden. Det høstede korn bliver med det samme læsset over i en af de store nye megalastbiler, der herefter bringer det ud til Wedellsborgs silo- og korntørringsanlæg på Fønsskov. Vi talte med lastbilchaufføren, der kunne fortælle, at lastbilen i denne tid kører i døgndrift. Det er blot chaufføren, der afløses for at overholde hviletidsbestemmelserne.

Vi gik ind på Husby Storgade ved det arkitektonisk vildt flotte men meget slidte hus, Skårenborg. Huset er for øvrigt til salg, men kræver mere end blot lidt renovering.

Ad Storegade kom vi forbi stederne, hvor købamnad Hallberg, Otto Barber, Ruteras og Jørgen Bjørnekær boede. Hvert sted kunne vi udveksle historier. Det kunne vi selvfølgelig også, hvor Ellas brødudsalg engang lå og udover brødudsalg og kiosk også var mødested for egnens unge i fritiden.

Så var vi ved at være rundt. Vi valgte at gå tilbage til vores biler ved forsamlingshuset ved at gå over sportpladsen, der engang var et af de flotteste og bedste sportsanlæg på Vestfyn. Her var der selvfølgelig mange historier at fortælle om de mange timer, vi har brugt til skoleidræt, træning og turneringskampe på dette anlæg.

Så ville vi lige slutte dagen med en cola på bænken ved forsamlingshuset og minihallen før, vi tog hver til sit. Men så skete der noget!

Drit, drat dukkede der pludselig kendte ansigter op. Min gamle klassekammerat fra Husby Skole Vagn Åge. Arne min lillebrors klassekammerat og hans kone Marjan, hvis søn min mor af og til passede, da han var barn. Ole Vagn som så flot ordner en stor del af idrætsforeningens og borgerforeningens kommunikation samt en hel del andre personer. De skulle blandt andet i gang med at ordne forsamlingshusets og hallens udearealer. Imponerende, hvad et sådant lille samfund som Husby-Tanderup med blot tilsammen 5-600 indbyggere kan klare. Det kan beboerne i de to sogne godt være stolte af. Og min gamle klassekammerat Vagn Åge kan være stolt af at være udnævnt til æresborger på grund af hans store hjælpsomhed.

Så tog Poul og jeg hver til sit. Berigede af en god dags mange oplevelser, både med hensyn til landskab og ikke mindst mødet med mennesker. Tak for turen Poul. 

Hvor er jeg dog personligt glad over, at jeg for år siden fik den ide at vandre gennem sognet eller mødes med mennesker, der enten bor der endnu eller er flyttet, men fortsat bærer Husby og deres opvækst der i hjertet. Forhåbentlig kan jeg glæde mig til mange flere af den slags nostalgivandringer, men det giver jo også noget selv at vandre og lade tankerne flyve frit. 

Ib Hansen, tirsdag 13. august 2024.