LANDSBYEN LEVER
Mandag aften den 2. maj 2016 blev brugt på en
dejlig aftentur i centrum af Bramdrup. Turen var arrangeret af Lokalhistorisk
Forening for Bramdrupdam.
Man skal være lokalkendt og nok
også lidt historisk interesseret for at vide, at det, vi i daglig tale kalder
Bramdrupdam, i virkeligheden består af to bydele.
Den nye bydel er Bramdrupdam
langs Vejlevej, der er den gamle hovedvej mellem Kolding og Vejle. Det er
stationsbyen med Egtvedbanens banegård og trinbrættet til Troldhedebanen. Det
store kryds, hvor to jernbaner og en hovedlandevej krydsede hinanden. Her
ligger dammen, kroen, det tidligere mejeri, det tidligere kommunekontor, den
gamle brugs og mange andre tidligere forretninger og virksomheder.
Den gamle bydel er Bramdrup landsby centreret om landsbyforten foran kirken. Her
ligger den gamle skole, den gamle smedje, resterne af smededammen, det
tidligere karetmagerværksted, øvelseshuset, den gamle store gård, Kringsgården
og kirken. Det er her den egentlige landsby Bramdrup ligger og har givet navn
til det sogn som både Bramdrupdam og Bramdrup ligger i, nemlig Nr. Bramdrup
Sogn i Brusk Herred. Som mange andre byer i Danmark består byen af en ny
stationsby og lidt derfra en gammel landsby.
Ved aftenens arrangement fortalte
dygtige lokale folk om de forskellige funktioner, der var i bygningerne omkring
fortepladsen i gamle dage. Mange af bygningerne ligger der heldigvis endnu
rundt om landsbyens fælles plads. En rigtig interessant, spændende og
inspirerende aften i hyggeligt selskab blev afsluttet med kaffe, hjemmebag og
lokalhistoriske diskussioner i sognehuset. Desværre ser det ud til, at
foreningen må nedlægges, da det ikke er muligt at skaffe bestyrelsesmedlemmer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar