Driving Home for Christmas

Efterfølgende fortælling om erindringsturen - "Driving Home for Christmas" - tilegner jeg min nyligt afdøde lillebror Leif, som efter i flere år at have været  pint og plaget af en bestialsk sygdom endelig søndag den 11. december 2022 blev sat fri af kroppens fysiske fængsel. Han blev bisat torsdag den 15.december 2022 fra Søndermark Kapel på Frederiksberg. Selvom Leif allerede som syttenårig i 1968 flyttede fra Husby til København for at uddanne sig og blev hængende, bar han - som vi to andre brødre - vores hjemegn og de gode minder derfra i sit hjerte lige til det sidste. Nu vender han tilbage til udgangspunktet, den rige vestfynske muld. Hans urne bliver nedsat på vores familiegravsted på Ejby Kirkegård.

Her kommer fortællingen.

Chris Rea´s verdensjulehit "Driving Home for Christmas" spilles lige nu på alle kanaler inklusive på min egen indre afspiller. De sprøde toner masserer alle mine julenostalgiske strenge. 

Sangen får mig altid til at tænke på de mange gange, jeg efter at være fraflyttet barndomshjemmet i Husby er rejst fra min jyske residens over Lillebælt tilbage til barndomslandet for at fejre familiejul. Julebesøgene i det vestfynske sluttede efter mine forældres død i 1995 og 2010. Heldigvis besøger jeg stadig flere gange i årets løb de velkendte egne.  

Når Chris Rea synger "Oh, I can´t wait to see those faces", popper ansigter af familie, venner og bekendte op i min erindring. Når jeg besøger hjemegnen, både mærker og ser jeg de velkendte landskaber. Landskaber der skaber billeder af de mange gode oplevelser, jeg har bragt med derfra. "Well i´m moving down that line... to pass the time away". Det starter allerede i bilen, når jeg kører over bro og bælt. Så mærker jeg hjemlængslens sug. Minderne står i kø.

Jo nærmere, jeg kommer. Jo stærkere føles suget. Jeg kan så let som ingenting i fantasien forestille mig en tur rundt i hjemegnen. Her kommer en sådan fantasitur:

Ind over det fynske brohoved. Ned ad den lange bakke nær Udby ved Skadebjerg. Forbi bakken, hvor rovmorderen Boye den 16. august 1856 blev et hoved kortere. Halshugget her nær Broendehuset ved Føns Vang Sø, hvor han havde begået sin morderiske ugerning.

Over Sandmarksvejens bølgende bløde bakker, langs lange syrenhegn. Landet her med sandbankerne og de vidtstrakte mørke nåleskove signalerer ikke Fyn, men Midtjylland eller måske Norge eller Sverige. Unikt, smukt og særegent er her. En herlig fornemmelse hver gang.

Ved Tybrind åbner landet sig. Mellem en tvedelt bakke anes i det fjerne Husby Kirkes løgformede kuppel afsluttet med et imponerende lanternespir.

Inden jeg når hjemsognet Husby, skal jeg igennem endnu en mørk nåleskov. Jeg kører forbi skovvejen, der fører til højre ned til Stillesø. Vejen går over grænsebækken mellem Ørslev og Husby Sogne.  Hybækken, der i gamle dage blev kaldt Højbækken. På vejen ud af de mørke nåleskove passerer jeg over Hybækbroen ved den rødstolpede ældgamle bindingsværksgård, der tidligere husede Hybæk Mølle og Savværk.

Nu er det som at komme ind i en anden verden. Alt bliver lyst, åbent og venligt. Det går sydpå ad Fuglemosehøjgyden. Mod øst nyder jeg det vide udkig over de flade marker mod klyngen af huse i Sibirien. Et navn der tydeligt fortæller, hvilken jordtype der er karakteristisk her i den nordøstlige del af Husby Sogn. Gårdnavnet Hvidensand præciserer, at der er tale om lette, flyvske sandjorder. Sandmarkerne ligger foran den mægtige randmoræne Ørslev-Lunge Bjerge, der afgrænser Wedellsborghalvøen mod det øvrige Nordvestfyn.

Min vej går videre gennem Hygind. Mens vi gik i skolens yngste klasser, kom min bror Leif og jeg her en del, da vi legede meget med Keld, der dengang boede i husmandsstedet, der ligger lige midt i landsbykrydset.  Jeg kører over Hygind Bæk ved Kronborghuset. Folkeviddet har døbt huset sådan, fordi huset som slottet Kronborg ligger på en pynt nær vandet. Her er vandet dog blot den mindre bæk, Hygind Bæk. Da verdenshavene for flere tusinde år siden i den tidlige Stenalder stod meget højere end i dag, gik Tybrind Vig helt ind til Hybæk Mølle og helt ind til Kronborghuset, så Hygind lå på en smal halvø, der strakte sig ud i havet. Et sådant sted blev tidligere kaldt et huk. Ved Hygind Bæk lå engang Hygind Mølle. Møllen og mølledammen er der ikke længere, men gården eksisterer fortsat. Vi spillede for øvrigt på fodboldhold i Husby med Erik "Møller". Han gik i årgangen over os, som vi gik i klasse med hvert andet år.

Godt, jeg ikke som i min realskoletid er på cykel, for nu går det ad Skræppedalsvej op ad den lange, stejle Hygind Bakke. På cykel skulle der trædes hårdt i pedalerne, men i bil kommer jeg hurtigt op på toppen af bakken mellem Hygind og Skræppedalen. Her på toppen – hvor der som regel ikke er særlig koldt - er der en formidabel udsigt over hele den nordlige del af Husby Sogn. Nær Jørgen og Marie Snedkers hus på toppen af Hygindbakken lå engang den ene af den nordvestfynske roebanes to læssepladser i Husby Sogn. Den anden lå ved Husby Kirke.

Langsomt fortsætter jeg sydpå ad Skræppedalsvej mod Husby Hole. Det er herfra min verden går. Godt nok er jeg født 10 kilometer derfra i Ejby, men da jeg var fire år gammel, flyttede vi til huset på Skræppedalsvej. Det ville dengang sige mor Nina, far Peter, lillebror Leif og mig. Tre år efter flytningen var jeg så heldig at få endnu en lillebror. Da blev Bo  født.

Vores barndomshjem ligger lige der, hvor Skræppedalsvejen knækker. Lige midt i alverdens herligheder. Meget passende hedder huset “Svinget”. Tre meter fra drengeværelsets vindue på 1. sal og øst for Skræppedalsbakken ligger skoven, kaldet Husby Hole.

Engang var Husby Hole et festligt midtpunkt for sognets sommerfester. Til sommerfesterne mødte op til 700 gæster frem i den grønne skov. Der var penge at tjene for festarrangørerne. Det var sygekasseforeningen, skytteforeningen, ungdomsforeningen og andre almennyttige foreninger, der på denne måde tjente gode penge.

Husby Hole var vores fantasi- og vintersportsland. Her legede vi cowboy og indianere. Klatrede i træer. Byggede huler. Lavede bål. Overnattede i selvbyggede bivuakker. Vi kørte på kælk ned ad en af Holens stejle skrænter eller løb på skøjter på et af de tre kreaturvandingshuller, der ligger på Holens fugtige enge. Enge der er resultatet af en langsomt afsmeltende kolos af dødis i slutningen af Istiden.

I Husby Hole oplevede vi dramatiske ting, som da Leif engang hang fast i en gammel, rusten pigtråd. Resultatet var, at han fik en stor flænge i knæhasen. Så stor, at en luns kød hang ned på bagbenet. Vi havde ikke telefon hjemme, så jeg måtte derfor løbe den halve kilometer op til Husby Forsamlingshus og bede dem ringe efter doktor Helbo i Ejby. Som en naturlig ting kom Helbo hjem til os, så hurtig han kunne. Kødlunsen blev sat på plads med 5-6 klemmer. Arret har efterfølgende i alle årene ”smykket” Leif. Så sent som to dage før han døde, konstaterede jeg, at arret fortsat var meget synligt.

Det var også dramatisk, når lillebror Bo på ”prærien” i Holen blev udsat for vedholdende angreb fra vilde indianere. Mor ville naturligvis have, at vi tog ham med og inddrog ham i legen med vore kammerater. Det var lidt svært, da han kun var 3-4 år gammel. Men så fandt vi på at lege vogntog over prærien, hvor Leif og jeg skiftevis bar Bo på skuldrene, mens den anden forsvarede ”vogntoget” mod vores kammerater, der var angribende indianere med spyd, køller, flitsbuer og pile. Engang i mellem gik det lidt for voldsomt for sig i forhold til brug af bue og pil. Det vidste mor og far ikke noget om, men folk på arbejde i skoven rundt om engen råbte os an, når løjerne skulle stoppes. De voksne tog ansvar også for andres børn.

Vest for vores barndomshjem og Skræppedalen ligger langs bækken Moserenden et stort eng- og mosestrøg. Moseområdet har mange forskellige navne. Husby Mose. Husby Made. Eller Sjoen, som er det officielle navn på et nutidigt geodætisk kortblad. Sjoen har givet navn til den nærliggende markante rundbakke, Sjobjerg.

På moseengen spillede vi fodbold om sommeren. Øvede os i baglæns saksespark. Den bløde engjord var god at lande på. Om vinteren var mosens frosne fladvandsområder et godt sted at løbe på skøjter. Mosen kunne også illudere et hvidt område på verdenskortet. Så vandrede vi langs Moserenden gennem det mennesketomme moselandskab forbi Sjobjerg og Rævebjerg helt ud til Tybrind Vig og legede opdagelsesrejsende som for eksempel Livingstone og Stanley på jagt efter Nilens kilder. Af og til sneg vi os til at klatre op i luftmeldetårnet på toppen af Sjobjerg. Det var forbudt område, men den formidable udsigt over Husby, Tybrind Vig og Lille Bælt helt til Skamlingsbanken kunne få selv velopdragne drenge til at gå på akkord med reglerne.

Undervejs forbi vores barndomshjem og op ad Skræppedalsbakken erindrer jeg, da min bror Leif og jeg gik i Husby Skole. Jeg husker også den første skoledag, hvor den store nabodreng Palle fra Norddal fulgtes med os. Leif og jeg gik trods aldersforskellen på 1 år og 6 dage i klasse sammen. Først i Husby og senere i Ejby. Vi sad dog ikke sammen ved skolepulten. Dertil var konkurrencen mellem os for stor, hvilket af og til kunne udløse uhensigtsmæssige gnister. Afstanden til skolen var for øvrigt for kort til, at vi måtte cykle. Der skulle være plads i skolens cykelskur til cyklerne fra de elever, der boede længere fra skolen, end vi gjorde.

Når vi gående på vej til skole nærmede os toppen af Skræppedalsbakken, og kirketårnet langsomt blev mere og mere synligt over bakkekanten, kiggede vi altid spændt efter kirkens flagstang. Med skam at melde glædede vi os, når vi så, at flaget var sat på halv. Så vidste vi, at vi fik fri til middag. Førstelærer Andersen skulle over middag bestride sit hverv som degn og kirkesanger ved eftermiddagens begravelse.

Skolen med den smukke skolebygning på det allersmukkeste sted i sognet, som det blev skrevet i en avis ved skolens 25 års jubilæum i 1918, ligger der heldigvis endnu. Nu dog benyttet som smykkeværksted. Husby Skole indeholder stadig klasseværelser, førstelærerbolig og skolens ladebygning. Et unikt anlæg, der viser, hvordan en landsbyskole fysisk var opbygget. Måske burde den fredes! Men dejligt, at smykkeværkstedets ejer Bent Larsen og familie har passet så godt på den, siden de overtog den efter skolens nedlæggelse sidst i 1960´erne. Respekt!

Netop skolens smukke placering på et sted, hvorfra man kan skue ud over sognet og ud over Lillebælt til Assens og Bogø, er ofte i mine tanker. Jeg husker morgener, hvor jeg fra klasselokalets store vinduer kunne opleve solopgangen skabe sølvglitren på Lillebælts bølger og sende sine solstråler ned på Bogøs kyster.

Så klinger Jacob Knudsens salme ”Se nu stiger solen af havets skød” på min indre afspiller. ”… alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst”. ”O, at jeg tør favne dig, skære dag”. Og ”Lyset stander stille på livets kyst”.

Nå, men jeg må videre på turen rundt i sognet. Jeg lægger vejen forbi kirken. Den er altid en fornøjelse at skue. Begge mine brødre og jeg er blevet konfirmeret i den gule og hvide imposante kirke med de smukt svungne gavle, det flotte tårn med løgkuppel og afsluttet af et lanternespir. Kirkens indre med hvide hvælvinger er ligeledes en arkitektonisk oplevelse.

Her på sognets højeste sted har kirken ligget i århundreder i ensom majestæt i det, der engang var et øde område mellem sognets 4 landsbyer Hygind, Eskør, Husby og Sdr. Åby og sognets mastodont Wedellsborg Gods. I 1712 blev landsbyskolen dog placeret nær kirken, indtil den i 1893 blev flyttet til dens nuværende placering. Senere blev der tæt ved kirken opført en bygning til at huse 6 fattiglemmer. Fattighuset er der ikke længere spor af. I starten af 1900-tallet blev der bebygget mellem kirken og landsbyen Husby.

Efter således at have dvælet på højdedraget ved kirken og skolen bevæger jeg mig videre sydpå, nedad bakken mod Sønder Åby. Vejen byder på en formidabel og åndeløs smuk udsigt over Lillebælt mod Bågø og den sønderjyske kyst. Vel nede i Sønder Åby møder jeg alléen til præstegården. Her gik Leif og jeg inden vores konfirmation den 4. april 1965 til konfirmationsforberedelse hos pastor Jensen. Jeg husker det som nogle rare timer, måske fordi vi kom til at lære pastor Jensen rigtig godt at kende, da vi i 7. klasse også havde ham som vikar i regning og fysik. Vores dygtige andenlærer Tagesen blev desværre ramt af svær sygdom og var i perioder sygemeldt. Tagesen døde knap 41 år gammel  den 9.juli 1966 året efter, vi i sommeren 1965 var gået ud af Husby Skole for at forsætte i Ejby Folke- og Realskole. Tagesens gravsten står endnu på Husby Kirkegaard, ligesom gravstenen over vores forskolelærerinde fru Breiner. 

Nå, men det var Sønder Åby, jeg var kommet til. Udover at gå til præst, kom vi også her for at spille fodbold med brødrene Knud og Olav, der boede på landsbyens ældgamle bindingsværksgård, ”Gammelgård”. Efter skoletid besøgte vi af og til Jørgen, der var min sidekammerat i næsten alle årene i Husby skole og efterfølgende i realskolen i Ejby. Sammen med ham sejlede vi blandt andet på bugten i jolle med hjemmerigget sejl. I Sønder Åby boede også Arne, som vi gik i klasse med hvert andet år. I Husby Skole gik vi nemlig dengang to årgange sammen i hver klasse.  Arnes far var fritidsfisker og havde klinkbyggede både med indenbords motor. Dem sejlede vi med på bugten og på Lillebælt, nogle gange helt over til havnen på Bågø.

Arne, Jørgen og brødrene Poul og Jørgen fra Husbygård var, da vi blev unge, med i kernen af den gruppe af kammerater fra Husby-Tanderupegnen, der sammen tog til fester og koncerter rundt om på Vestfyn. Ofte transporteret af købmand Thomsen fra Håre i hans folkevognsrugbrød. Når bilen var fyldt op, blev transportudgiften billigere for den enkelte. Det var som oftest Club Seven på Gelsted Kro, Skovpavillonen, Hotel Phønix  eller Rådhuskælderen i Assens. Juleballerne i Åruphallen var et must for os at deltage i.

Jeg skal selvfølgelig også lige en tur ud til Sønder Åby Strand. Herfra er der en flot udsigt over bæltet helt til Assens, Bågø, Sønderjylland og Brandsø. Da vi var børn og unge var det ikke en badestrand, vi benyttede. Så på den måde har jeg ikke så mange minder fra denne strand. Som børn badede vi sammen med vores mor fra den behagelige sandstrand ved Eskør, der hvor den store strandeng Flægen møder Tybrind Vig. Mor havde mig bagpå cyklen og Leif i en cykelstol på styret, når turen gik til Eskør Strand. Senere blev det med lillebror Bo i cykelstolen og Leif og mig på egne cykler.

Da vi blev større og selv kunne cykle til stranden, badede vi fra Husby Strand ved Sudden mellem Wedellsborg Jagtslot og Husby Strandvej. Engang i mellem overnattede vi også på stranden i telt sammen med Jørgen og Poul fra Husbygård. Så kunne vi opskræmme hinanden med smuglerhistorier. På de tider før EF og det senere EU var smuglerier meget almindelige. Der blev for eksempel smuglet masser af cigaretter over Østersøen fra Polen. Det kunne nok sætte gang i drengefantasierne, når vi om natten så lyset fra en båd ude på vandet.

 

Endnu senere, da vi gik i skole i Ejby, mødtes vi om sommeren med fodbold- og skolekammerater for at bade ved Wedellsborg Havn. Nedbrydningen af havnen var dengang allerede godt i gang, men ikke så meget som nu. Vi kunne stadig springe i vandet fra molerne. Nu er broen ud til havnen og det meste af molerne væk.

Nå, men videre. Jeg var nået til Sdr. Åby Strand. Inspireret af besøget ved stranden der på Wedellsborghalvøens sydside beslutter jeg at lægge min vej om til Husby Strand på halvøens nordside. Undervejs passerer jeg Adlerhus. Portbygningen til Wedellsborg Gods og Slot. En flot hvid bygning med svungne renæssancegavle og en imponerende kunstnerisk udført smedejernsport. Porten markerer ”den fine vej” mod vest ind til Wedellsborg Slot og hele den yderste del af Wedellsborghalvøen. Halvøen hed oprindelig Iversnæs. Man kunne forledes til at tro, at der er tale om mandenavnet Iver. Det er det på ingen måde. Iver er en senere forvanskning af det gamle danske ord ”iurs”, der betyder vildsvin, altså betyder Iversnæs "vildsvinenæsset".

 

Vi har nu aldrig mødt vildsvin på halvøen. Men vi har mødt en vild gedebuk. Den tilhørte vores klassekammerat Henrik Flintegård, der boede i Adlerhus. Dengang husede Adlerhus godskontoret, hvor Henriks far var ansat. Henrik havde en gedebuk, der havde den uvane at snige sig ind på os og helt uventet give os et velplaceret gedebukkestød bagi.

Tæt på, hvor Husby Strandvej går af fra Tybrindvej, passerer jeg forbi Husbygård. Gården hørte i vores skoletid under Wedellsborg. Her boede Jørgen og Poul, som vi tit var sammen med. De var lige så fodboldtossede som os. Vores fodboldtid startede i øvrigt på Husby Sportsplads, der ligger lige bag Husby Brugsforening. Vi var lige begyndt i skolen. Leif og jeg stod og kiggede på fodboldtræningen iført gummistøvler. Træner for drengeholdet var brugsuddeler Folmer Andersen. Han fik os hurtigt med i spillet, selvom vi ikke var gamle nok til drengeholdet og ikke havde de fornødne fodboldstøvler.

Vi fik snart anskaffet os nogle brugte fodboldstøvler. Fodboldstøvler var dengang med korkpropper hæftet på støvlebunden med fire søm. Når korken blev slidt af, kunne sømmene lave nogle slemme flænger i en modstanders ben, hvis man ikke tog hensyn. Fodboldene var lavet af læder med en oppustelig gummiblære inden i. Blæren blev holdt på plads af en snøre. Snøren kunne lave et ”fint” stempel i panden, når vi headede til en våd suttet bold, eller ”nikkede” som det hed dengang.

Men tilbage til Poul og Jørgen på Husbygård. Når vi ikke trænede fodbold oppe på sportspladsen, trænede vi ofte oppe hos dem. Om sommeren foregik det i en tidligere hønsegård. Om vinteren i Husbygårds store lade eller i det nedlagte hønsehus, der var blevet desinficeret med kalk. Hold da op, hvor vi var hvide af støv og tørre i øjne og hals, når vi havde spillet inde i hønsehuset. Det var oppe ved Poul og Jørgen, vi i fjernsynet så VM-finalen i 1966 mellem England og Tyskland. England vandt 4-2 efter forlænget spilletid. Efter kampen prøvede vi ude i hønsegården at gøre Geoff Hursts kontroversielle mål til 3-2 efter. Vi bankede bolden på overliggeren og diskuterede om bolden var over stregen, når nedslaget ramte jorden. Burde Geoff Hursts mål havde været underkendt? Det mente tyskerne.

Så når jeg endelig ned til Husby Strand ved Tybrind Vig, nord for Wedellsborghalvøen. Strandengen her hedder Sudden, som strandengen i øvrigt også hedder ved Hindsgavl Slot ved Middelfart. Sudde kommer af ”at syde”, altså koge. I gamle dage samlede beboerne fra de nærliggende landsbyer spiselige strandplanter på Sudden for at koge dem til kålretter eller bruge dem i salater.

Når jeg fra Husby Strand kigger mod højre indad i Tybrind Vig, kan jeg mod nordøst, hvor jeg startede min hjemegnstur, se det skovklædte område, der viser randmorænen Ørslev-Lunge Bjerge med op mod 60-70 meter høje bakker aflejret foran og presset op af den fremrykkende gletsjer.

Smeltevandsstrømme på toppen af randmorænen medførte, at overfladen består af grus og sand. Bakkerne blev derfor sidst i 1800-tallet beplantet med den nåleskov, jeg tidligere kørte igennem på vejen mod Hygind.

På disse bjerge, bakker og banker – kært barn har mange navne - lever der naturligt planter, der ellers sjældent ses på Fyn, for eksempel den mørkerøde nikkende kobjælde, der her lokalt kaldes Boyes Blod. Folkeviddet mener, den blev farvet af blodet fra røveren og morderen Boye, der blev halshugget her i 1856.

Men nu må jeg hellere stikke næsen hjemad og drage over bælt og bro igen. Jeg beslutter, at hjemvejen gøres langs den yderste nordvestfynske vej langs Lillebælt. Den vej er en af de allersmukkeste i Danmark. Så jeg kører hjem ad Tybrindvej.

På Tybrindvejen passerer jeg i Eskør ejendommen, hvor min faster og onkel og mine tre fætre boede. Sikken formidabel udsigt, de har haft. Vel at mærke når de arbejdede udenfor eller i stalden, som tog udsigten fra stuehuset mod Tybrind Vig. De nye ejere har indrettet avlsbygningerne til beboelse og kan derfor fra deres bolig nyde den skønne udsigt over bæltet mod Skamlingsbanken. Her går Eskørgyden af til højre ned mod Skræppedalen. Vores gode skole- og ungdomskammerat Arne og hans kone Judith bor her på toppen af Eskørbakken i et flot gammelt husmandssted, han selv har sat i stand. Her boede Finn Føns ved siden af på gården Ravnkær. Han var skolekammerat med lillebror Bo og en god ven og bekendt af alle os tre brødre. Godt, at nogen passer på kulturarven. Og godt at have gode, gamle kammerater.

Lidt længere nordpå ad vejen mod Tybrind passerer jeg et husmandssted, der nu er brudt ned. I stedet er der opført et flot landskabeligt tilpasset nyt hus. Vi gik i Husby Skole og spillede fodbold med Bent, der boede her i det tidligere husmandssted. Herfra er der nok en af Danmarks flotteste og mest uspolerede udsigter. Her ser der stort set ud, som det må have gjort i stenalderen. Den blå, blå Tybrind Vig. De omkransende grønne skove. Bækken, der bugter sig gennem den tilgroede havbund Flægen. En kæmpemæssig strandeng med alle mulige slags planter og græsser i alle nuancer af gult, brunt, rødt og grønt. Her er en vrimmel af strandfugle. Engen hedder Flægen på grund af de mange flægplanter. Flæg er sværdplanter som for eksempel Iris.

Nu går min vej via dæmningen over Flægen og forbi Tybrind, hvor der engang lå et nu nedbrudt slot. Nogle af brokkerne blev vist brugt som kystsikring af klinten ved Grevindeskoven nær Jomfrumarken. Men nu er den Chris Rea initierede erindringens juletur nået til sin afslutning. Ved bækken midt på Flægen slutter Husby Sogn. 

"Driving in my car i´m driving home for Christmas". Nu går turen hjem til en hyggelig jul med min familie i en dejlig egn af Sydjylland.

Ib Hansen, 17. december 2022