Sparket ihjel

En druknet ved Eskør. En voldtægtsmand fra Sdr. Åby. En sparket ihjel i Hygind. Telefonistinder strejkede. Bønder lavede mestergrise og donerede kartofler til sultne og krigsplagede borgere i Wien.

Her gik jeg og troede, at hverdagslivet i Husby og omegn for 100 år siden måtte have været forudsigeligt og præget af dagligdagens trummerum. Det var det også, men ikke kun. Jeg blev meget klogere, da jeg begyndte at grave i kilderne om Husby i 1920. 

Der skete i løbet af 1920 masser af ting i Husby ud over de dagligdags begivenheder. Den daglige rutine blev brudt af både lykkelige og ulykkelige begivenheder. Fest og glade dage. Sorg og ulykke.

Forfærdelige arbejdsulykker 

Året 1920 i Husby og omegn startede med en begivenhed, der på en gang var både lykkelig og ulykkelig. Lykkelig fordi nogle pårørende fik mulighed for at begrave et nært familiemedlem, der havde været savnet i over tre måneder.

I oktober 1919 var det gået galt for et par jyske fiskere fra Agtrupvig, der ligger på sydsiden af Kolding Fjord. De var i deres båd sejlet helt til Tybrind Vig for at fiske. 

Under fiskeriet faldt de overbord og druknede. Den ene blev fundet umiddelbart efter ulykken, mens liget af den anden først drev i land i Tybrind Vig ved Eskør Strand sidst i januar 1920. Efter identifikation hos lægen på Liljedal ved Tybrind blev den afdødes familie underrettet og kom sejlende fra Agtrupvig over bæltet for at hente deres døde familiemedlem hjem. Kisten blev ad søvejen bragt til hjemmet i Agtrupskov, hvorfra han blev ført til begravelse på Sdr. Bjert Kirkegård. 

Tidens manuelle arbejde var fysisk krævende og kunne være farligt. Ja, af og til kunne det endda kræve dødsofre. Det var tilfældet i august 1920. 

Under landbrugsarbejde på Hygind Østergård hos gårdejer Mads Peter Madsen blev en ung karl Peter Lauridsen sparket i underlivet af en hest. Han blev slemt skadet. Der måtte tilkaldes en sygebil, der førte ham til sygehuset i Assens, hvor han blev opereret. Det var en vanskelig operation, da blandt andet en tarm var revet over. 

I første omgang klarede han operationen, men døde alligevel en uges tid senere. Peter Lauridsen blev 24 år gammel begravet på Andst Kirkegård vest for Kolding den 11. september 1920. 

Landbrugsarbejde har altid været farligt, og er det vel endnu i dag, selvom der i de senere år er gjort meget for at styrke sikkerheden. Fra min tid i Husby husker jeg flere grimme ulykker. Bedst husker jeg selvfølgelig, da min skolekammerat Jørgen i 1966 blev dræbt under en væltet traktor, men jeg husker også, at en gårdejer i Lillegade mistede et ben, da han sparkede til båndet i et udmugningsanlæg, der havde sat sig fast.

En voldtægtssag og strejke blandt telefonistinderne

Januar 1920 i Husby og omegn var en begivenhedsrig måned, der stak meget af i forhold til de dagligdags rutiner. Mest furore og snak vakte det, at en tjenestekarl fra Sdr. Åby ved et retsmøde vedgik sig skyldig i forsøg på voldtægt mod en 13-årig pige fra Lundager ved Assens.

Megen lokal snak blev også brugt i forhold til, hvordan det skulle gå med strejken på landtelefoncentralerne. På Bågø og Brandsø var der statstelefoner, men ledningerne gik til Husby Central. Som følge af strejken og for at sikre øerne den livsvigtige forbindelse til Fyn, blev øernes telefonlinjer flyttet fra Husby Central til købstadscentralen i Assens. 

Telefonistindernes krav var en løn på 180 kr. pr. måned, en maksimal arbejdstid på 6 timer i døgnet og ret til at blive i jobbet efter giftermål. Forhandlingerne mellem parterne var gået i hårdknude og telefonistinderne strejkede fra 1. januar 1920 og 6 uger frem. 

Til sidst greb staten ind og regulerede ved forligsmandens mellemkomst forholdene for landets telefonistinder. Telefonistinderne opnåede at blive tjenestemænd med ret til pension, at få en pæn lønforbedring og at kunne forblive i tjenesten efter giftermål. Kravet om nedsat arbejdstid på grund af de tunge hovedtelefoner blev ikke imødekommet. I 1920 havde Husby Central 105 telefonabonnenter og dækkede udover Husby flere af de omliggende landsbyer.

Bygningen, der husede Husby Central, ligger fortsat i Husby Storgade nr. 35. Nu en del ombygget. 

Generalforsamling i grisekassen 

Årets første generalforsamling i Husby fandt sted sidst i januar måned. Det var i Husby og Omegns Grisekasse. Grisekassen havde 92 medlemmer, der kunne få forsikret deres grise for 2 kr./år. På den måde sikrede medlemmerne sig mod den katastrofe, det ville være for eksempel at miste julegrisen.

Nu vi er ved generalforsamlinger, er det da værd at nævne nogle af de mange foreninger og sammenslutninger, borgerne i Husby kunne være medlemmer af, og hvis generalforsamlinger også gav anledning til at mødes på tværs i sognet.

I flæng kan jeg udover Grisekassen nævne, at jeg er stødt på følgende i 1920 virksomme foreninger og sammenslutninger:

Husby Brugsforening

Husby Sogns Kreaturforsikring

Husby Sygekasseforening

Vestfyns Ærtedyrkerforening

Vends Herreds og Wedellsborg Birks Landboforening

Vestfyns Sukkerroedyrkerforening

Husby og Omegns Hesteavlerforening

De fire politiske partiers lokale vælgerforeninger i Husby: Venstre, Radikale Venstre, Konservativt Folkeparti og Socialdemokratiet

Husby Sogns Ungdomsforening

Husby Sogns Husmandsforening

Hundredmandsforeningen for Husby

Husby Sogns Tobaksavlerforening

Husby Landarbejderforening

Menighedsrådet for Husby Sogn

Husby Foredragsforening

Husby Sangforening

Aftenskolen i Husby Skole 

I alle disse foreninger var der i løbet af året møder, sammenkomster, fester og generalforsamlinger. Husby Forsamlingshus blev godt brugt. Jo, så der var mange muligheder for at bryde dagligdagens trummerum. Og så er der nok flere foreninger, jeg ikke er stødt på i forbindelse med min research til fortællingen om livets gang i Husby og omegn i 1920.

Verdenskrigens virkninger

Det var nu over et år siden verdenskrigen var afsluttet, men krigens eftervirkninger var fortsat mærkbare, først og fremmest selvfølgelig ude i verden. Men borgerne i Husby og omegn kunne ikke undgå at høre om og også mærke problemerne. De hørte blandt meget andet om de forfærdelige sultproblemer i den østrigske hovedstad Wien. Det fik Vends Herreds og Wedellsborg Birks Landboforening til i foråret 1920 at beslutte at donere en tønde kartofler eller 10 kr. pr. kartoffelavler til Wien.

Brændselssituationen var anstrengt, og en del varer var fortsat rationeret eller var slet ikke at få. Samtidig hærgede den frygtede spanske syge fortsat, også i Husby og på resten af Vestfyn. Det var en pandemisk influenzasygdom, der var opstået i forlængelse af verdenskrigen, og som verden over kostede millionvis af menneskeliv.

I Husby havde man i 1918 på grund af pandemien været nødsaget til at aflyse 25 års festlighederne i forbindelse med skolens flytning til dens nuværende placering. I marts 1920 berettes der, at ”i Husby er der stadig ikke så lidt spansk syge, men epidemien vedbliver at forløbe overordentlig mildt.” 

Skiftedagene – pæne, flinke, dygtige og pålidelige unge 

Med forårets komme begyndte både arbejdsgivere og arbejdstagere at forberede sig på årets første skiftedag den 1. maj. Skiftedagene var der to af om året, udover 1. maj også 1. november. Det var de dage, hvor man kunne skifte arbejdsplads. Den kommende skiftedag betød, at årets første konfirmationsdag stod for døren, så skolens ældste elever kunne indtræde i de voksnes rækker og blive gjort parat til at komme ud på arbejdsmarkedet.

I 1920 var konfirmationerne af lave i Husby. Normalt var der dengang hvert år 2 konfirmationer. En i april forud for forårsskiftedagen og en i oktober forud for efterårsskiftedagen.

Nu var der imidlertid sket det, at Husbypræsten pastor Wolff som følge af Genforeningen blev hentet til et sogn i Sønderjylland. Her skulle han afløse en tysksindet præst, der efter Genforeningen valgte at rejse til Tyskland. Sådan skete det flere andre steder, hvorfor der blev mangel på dansksindede præster. Nogle af disse præster blev hentet fra Vestfyn.

Inden sin afrejse til Sønderjylland i juli konfirmerede pastor Wolf den 11.april 3 drenge og 5 piger. Efterårskonfirmationen blev rykket fra oktober til august, så pastor Wolf med særlig biskoppelig tilladelse på konfirmationsdagen kunne rejse fra sit nye sogn til Husby og konfirmere de resterende, han havde haft til konfirmationsforberedelse. Den 1. august konfirmerede han 10 drenge og 4 piger.

Blandt de konfirmerede drenge var Jens Peter Magnus Møllegård Jensen fra den gamle møllegård Holegården. Min bror Leif og jeg hjalp i vores drengetid af og til med til at køre korn på Holegården. Vi kendte kun gårdejeren under navnet ”Jens Peter Holegård”, ligesom vi også kun kendte Jens Peters bror Ejnar Jensen og Ejnars søn Vagn på nabogården Klokkekær under navnene ”Ejnar Klokkekær” og ”Vagn Klokkekær.” I Husby var det meget almindeligt at bruge øgenavne og tilnavne for at præcisere, hvilken person man omtalte.

Interessant er det at se, hvordan jobannoncerne op mod skiftedagene var udformet. Når der blev søgt efter tjenestepiger, blev der søgt efter piger, der var ”pæne”, ”flinke” og ”pålidelige”. Karle og fodermestre skulle være ”flinke”, ”dygtige” og ”pæne”. Allerede dengang var det, som jeg også husker det fra min tid i Husby, en særlig kvalifikation være en jysk ung pige eller en jysk ung mand. Jysk stod nok – berettiget eller uberettiget - for stabilitet og jordbundethed. Jeg har prøvet her godt 100 år efter at se på jobopslag til stillinger i nutidens landbrug. Ordvalget ligger godt nok langt fra det, man brugte i stillingsopslag i 1920. Nu præges stillingsopslagene af ord som ”uddannelse”, ”selvstændig”, ”ansvarsbevidst”, ”erfaring” og ”samarbejdsevne”. Sådan en simpel sammenligning af stillingsopslag i landbruget siger meget om både den menneskelige, uddannelsesmæssige og teknologiske udvikling, der er sket fra 1920 til vore dage. 

Politiske skillelinjer 

Året 1920 var et indenrigspolitisk særdeles ustabilt år. Den sociale og politiske situation var tilspidset med optræk til arbejdskampe og store demonstrationer. Der var stridigheder om Flensborgs kommende tilhørsforhold, idet en stor gruppe mente, at byen skulle høre til Danmark uanset forårets afstemningsresultat , hvor der i byen var flertal for Tyskland. Kong Christian den Tiende var enige med dem, der ville have Flensborg med til Danmark. I Påsken afskedigede kongen derfor egenrådigt den siddende radikale regering. Det blev af mange opfattet som statskup, og der blev truet med omfattende strejker. Den politiske ustabilitet førte til, at der i løbet af året blev afholdt hele tre folketingsvalg. Det første blev afholdt den 26. april, det næste den 6. juli og årets sidste den 21. September. 

I Husby blev resultatet af valget den 26. april, at Venstre fik 106 stemmer, Radikale Venstre 77, De Konservative 49 og Socialdemokratiet 49. Altså markant lokal overvægt til Venstre og Konservative. Forud for årets sidste folketingsvalg den 21. september var nedsættelsen af valgretsalderen til Folketinget fra 29 år til 25 år blevet en realitet. De nye vælgere kom på en særlig tillægsliste til hovedvalglisten. I Husby var der 328 vælgere på hovedlisten og 45 kom til på tillægslisten. Ændringen i valgretsalderen gav nu ikke nogen væsentlig forskydning mellem partiernes resultater i Husby. Antallet af afgivne stemmer ved de to valg var nogenlunde ens. Det tyder på, at mange af de nye vælgere ikke har udnyttet deres stemmeret. 

Mange af sognets land- og løsarbejdere samlede sig i Husby Landarbejderforening. Landarbejderforeningen var starten på det, der senere blev til DASF-Dansk Arbejdsmands og Specialarbejderforbund. Senere blev DASF til SID, og i dag hedder fagforeningen 3F. Husby Landarbejderforening havde nok at kæmpe for, men lagde også vægt på sociale sammenkomster og fester. Søndag den 13. juni 1920 afholdt foreningen i Husby Forsamlingshus fest med oplæsning og bal.

Situationen var ganske barsk for sognets underklasse, ligesom den var i resten af landet. Underklassen på landet optrådte hyppigere på fattiglisterne end på valglisterne. På grund af det sæsonprægede landarbejde, var landarbejderne i lange perioder henvist til at leve tæt på eller under fattigdoms- og sultegrænserne. Hvis de modtog offentlig fattighjælp mistede de deres borgerlige og politiske rettigheder, blandt andet mistede de stemmeretten. 

I Husby Sogn var der flere steder fattighuse eller kommunehuse, blandt andet husker jeg et i Sibirien og et i Lillegade. Det sidste er nu revet ned. Ansatte funktionærer på Wedellsborg kunne når de blev syge og gamle finde bolig i godsets friboliger og stiftelseshuse. Mindst to eksisterer bygningsmæssigt endnu. Et på Husby Storegade og et på Tybrindvej.

Helt op i min skoletid var sognets politiske og sociale skillelinjer synlige både i skolen, i arbejdslivet og i det sociale liv. 

I maj måned blev unge mænd fra Husby uanset sociale, økonomiske og politiske forskelle gennem avisbekendtgørelser indkaldt til session for at få vurderet deres egnethed til militærtjeneste. Unge mænd fra Husby født i år 1900 eller tidligere skulle stille på Rådhuset i Middelfart den 3. juni 1920. I bekendtgørelsen om sessionstidspunktet stod der meget prosaisk, at de unge mænd skulle møde renvaskede og i propert tøj. 

Jeg har også været på session i Middelfart. Det foregik på Hotel Melfar. Dengang fik vi ikke skriftlig besked om at stille renskurede og i helt og rent tøj. Det var i løbet af 1960´erne blevet en helt naturlig ting i takt med, at der også på landet var blevet indlagt vand og etableret badeværelser med toilet og bad. I forsvaret mødtes landets unge mænd dengang til et fælleskab på tværs af herkomst, status og uddannelse, ligesom de mødtes i folkeskolen og folkekirken. I dag er det ikke længere sådan, at de fleste unge mødes på tværs i forpligtende fællesskaber i 3 F, altså i folkeskolen, i folkekirken og i forsvaret. Hvad denne udvikling betyder for de unges empatiske evner og evner til at indgå i samfundsmæssige forpligtende fællesskaber, kan vi hver især kun gisne om.

Mestergris 

Men hvad var det for noget om en mestergris, jeg i indledningen nævnte, jeg ville komme ind på? Udtrykket er nok lidt af en tilsnigelse at bruge om en aftale om salg af tobak. Men først må jeg lige forklare, hvad udtrykket mestergris dækker over.

Udtrykket mestergris bruges, når nogle håndværksmestre eller nogle handlende indgår en indbyrdes prisaftale og dermed sætter den indbyrdes konkurrence ud af kraft. 

Helt sådan var det ikke, men dog alligevel noget der lignede, da Husby Tobaksavlerforenings 42 medlemmer holdt møde i maj om salgssituationen for den oplagrede tobak. De blev enige om, at de alle skulle vente med at sælge i håb om senere at opnå bedre priser for tobakken.

Jo, det er rigtigt nok, at der med udgangspunkt i knapheden på importvarer under og lige efter verdenskrigen blev dyrket tobak i Husby og omegn. I min barndom kunne man stadig se nogle af tørreladerne rundt om i sognet. Jeg mener, at der blandt andet endnu stod en i Eskør, men dog på det tidspunkt anvendt til andre formål end tobak. 

Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage

I 1920 var Genforeningen og det sønderjyske spørgsmål meget nærværende for børn og voksne i Husby. På Valdemarsdag den 15. juni var eleverne fra Husby Skole sammen med lærerne og en del af elevernes forældre på udflugt til parken ved Wedellsborg. Førstelærer Jensen fortalte om Sønderjyllands historie og nogle særlige træk fra de to slesvigske krige, som var blevet oplevet af krigsdeltagere fra Husby.

Efter foredraget sang forsamlingen nobelpristageren Henrik Pontoppidans sang ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage." Velvidende afstemningsresultatet om tilhørsforholdet for Sønderjylland den 10. februar 1920 har der nok været en særlig jubel og stor indleven i sangen, da forsamlingen sang ”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage: en røvet datter, dybt begrædt er kommen frelst tilbage." 

I forbindelse med genforeningsdagen den 10. juli 1920, hvor Christian den Tiende for første gang red over grænsen ind i Sønderjylland ved Taps syd for Kolding, arrangerede de fire politiske vælgerforeninger i Husby en fælles genforeningsfest. Ved festen talt førstelærer Jensen igen om Sønderjylland, der som et fraværende barn nu var vendt tilbage til moderfavnen. 

Interessen for Sønderjylland blev yderligere styrket, da sognepræst pastor Wolff, som tidligere fortalt, rejste til Sønderjylland for i et sogn der at udfylde et tomrum efter en fraflyttet tysksindet præst.

Den store interesse for Sønderjylland førte også til, at Husby Skole sidst i juli måned arrangerede en udflugt for skolebørn, lærere og forældre til Sønderborg og Dybbøl. Udflugten foregik over Lillebælt med dampskib med afgang fra den dengang forholdsvis nye Wedellsborg Havn ved Rørdam. Et havneanlæg der nu er næsten totalt nedbrudt, men som jeg da heldigvis har oplevet at være så nogenlunde intakt, at vi i min ungdomstid i Husby kunne springe i fra molen, når vi om sommeren var ude at bade.

Det med at alle Husby Skoles elever var på en årlig udflugt, husker jeg godt fra min skoletid i 1960´erne. Vi var i Zoologisk Have i Odense transporteret af forældre, der selv havde egen bil. Tydeligst står en tur til Ribe. Først blev vi transporteret til Ejby Station. Så i togvogn til Ribe med skift i Bramming. Ribe Domkirke med stormflodsmærket og udsigten fra tårnet ned i en storkerede står stærkt i min erindring, sammen med Dagmarstatuen på Riberhus Slotsbanke og sejladsen ud til Kammerslusen.

Vi var også engang med tog til Ry, hvorfra vi sejlede over til Himmelbjerget. Derfra husker jeg den flotte udsigt og et uheld vores nabopige Jonna var ude for oppe på toppen af Himmelbjerget. Vi spillede rundbold, og bolden begyndte at trille ned ad en stejl skrænt. Jonna løb efter og måtte stoppe ved at sætte armen mod et træ med det resultat, at hun brækkede armen. 

Krigsskuepladsen ved Dybbøl Skanser besøgte vi også på en spændende tur, hvor vi kørte med tog til Sønderborg og gik fra banegården ud i skanserne.

Ikke så god, som man undertiden ser den

Høsten 1920 blev udfordret af et voldsom uvejr, der den 6. august trak ind over Wedellsborghalvøen. Det bevirkede, at korn og roer på de lavere jorder stod under vand. Ikke bare planteafgrøderne blev påvirket af uvejret. På Jens P. Petersens mark i Sdr. Åby blev to køer dræbt af lynnedslag.

Alligevel berettes der 5 dage efter, at hvedehøsten er begyndt. Vurderingen af høstudbyttet angives på landmandsmanér. ”Hvedehøsten er begyndt. Den er gennemgående god i år, men dog ikke så god, som man undertiden ser den.” 

Som bekendt er landbrugene ikke kun udsat for skader fra vejr og vind. Sygdomme kan også køre deres indhug i udbyttet. I november 1920 fik gårdejer Søren Nielsen i Husby konstateret mund- og klovsyge i hans kvægbesætning. Udbruddet af mund- og klovsyge var konstateret flere steder på Fyn, blandt andet i Nr. Åby og flere steder på Nordfyn. 

Mund- og klovsyge er en virussygdom, der kan ramme alle klovbærende dyr. Mund- og klovsyge anses som en meget væsentlig sygdom, selvom sygdomsforløbet sjældent er med dødelig udgang. Grunden til at mund- og klovsyge alligevel tages meget alvorligt er, at der i kølvandet på sygdomsudbrud er meget store produktionstab, f.eks. tabt mælkeproduktion, yverbetændelse og nedsat vækst.

Mund- og klovsygevirus er meget smitsom og kan overføres ved kontakt klovdyr imellem, ligesom mennesker eller trækfugle kan være smittebærere. Endvidere kan der ske luftbåren smitte over store afstande. Udbruddet hos Søren Nielsen i Husby blev derfor taget meget alvorligt. Politikammeret i Middelfart beordrede etablering af lokal afspærring omfattende hele Husby By og i en afstand af 5 kilometer fra Søren Nielsens gård. Hunde skulle holdes bundne eller føres i snor. 

Husbyborgerne skulle altså i 1920 forholde sig til en meget smitsom verdensomspændende pandemi, nemlig den spanske syge. Samtidig  måtte de forholde sig til en særdeles smitsom kvægsygdom, mund- og klovsyge. På dette område kan vi i nutiden meget godt forestille os, hvordan borgerne i Husby må have haft det både praktisk og emotionelt.

Kulturen 

Som tidligere nævnt var der i Husby i 1920 et blomstrende forenings- og foredragsliv. Jeg slutter min fortælling om hverdagslivet i Husby i 1920 med nogle få eksempler på, hvordan årets kulturliv udfoldede sig. 

I september afholdt Husby Sogns Ungdomsforening en høstfest, som blev indledt med et foredrag af højskolelærer Buch fra Askov Højskole. Der berettes ikke noget om, hvad han talte om. Mit bud er Sønderjylland og de slesvigske krig. Aftenen blev afsluttet med dans. 

En uges tid efter ungdomsforeningens høstfest afholdt Husby Foredragsforening efterårsmøde. Taler var pastor Schovsboe fra Nørre Åby. Han anbefalede tilhørerne ”nu i den kommende vinter i mørkningstimerne at samle de unge og børnene og fortælle om det, de selv havde oplevet”. En anbefaling som jeg uanset årstid kan tilslutte mig, og som hermed er givet videre.

I oktober måned 1920 var der i Niels Bangs Hus i Kongensgade i Odense en udstilling af en snes af Folmer Bonnéns malerier. Jeg forestiller mig, at der ikke var mange fra lokalområdet, der tog til Odense for at gå på maleriudstilling. Ikke desto mindre var det dog en kulturel aktivitet, der i gennem mange år foregik på egnen.

Kunstmaleren Folmer Bonnén havde købt den tidligere birkedommerbolig ved Kællingebjerg og residerede her hvert år med sin familie adskillige måneder hver sommer. Han brugte blandt andet tiden til at male billeder fra Kællingebjerg og omegnen. 

Anmelderen af Bonnéns udstilling i Odense løb helt over i superlativer over de udstillede malerier. Læs blot følgende lille udsnit af anmeldelsen. ”Der er navnlig her udsigten fra Kællingebjerg over landskabet med Toftegård og andre gårde og med skoven i baggrunden. Den lige nedgåede sol får endnu himlen til at gløde, og over det hele hviler der en stemning af fynsk sommer.” Så kan det da vist ikke blive mere romantisk.

Midt i oktober måned afholdt Husby Sangforening en festlighed, hvor der synges et stort antal sange. 

Der var på dette tidspunkt ikke mange i Husby, der havde uddannelse udover landsbyskolen. Hvert år var der en enkelt eller to, der kom på højskole med tilskud fra Amtsrådet. I november 1920 besluttede to lærere ved Husby Skole derfor at råde bod på manglen på uddannelse. Lærerne oprettede aftenskoleundervisning på skolen to aftener om ugen. Umiddelbart syntes jeg, det må have været noget af et vovestykke. I aftenskole efter mange timers hårdt arbejde, der startede meget tidligt om morgenen. Det kunne nok få en og anden til at sidde og nikke på skolebænken. Men mine betænkeligheder blev gjort til skamme.

Aftenskolen blev en drønende succes. De må have kunnet noget særligt de lærere. Aftenskolen fik 21 elever. Imponerende! 

Det store i det små 

Hermed slutter min fortælling om livet i Husby 1920. Årets gang vekslede mellem hverdagenes trummerum, glade dage og ulykkelige dage. Helt som livet er. 

Jeg synes, det er spændende gennem almindelige menneskers hverdagshistorie at blive klogere på det større historiske billede og på den udvikling, vores samfund med raketfart har taget gennem de sidste 100 år. Hvordan vi alle, om vi vil det eller ej, er en del af den store vide verden og er afhængige af små og store påvirkninger, der kommer til os udefra. 

Når luppen sættes på et lille samfund, er der mulighed for at se de store historiske linjer i det små. Og hverdagens små historier medvirker til at give en større indsigt og forståelse for de større historiske og samfundsmæssige linjer. Tak for tålmodigheden!

En blomstersmykket ungmø - et digt om livet på Kællingebjerg 1920

Det her afbillede digt om Wedellsborgegnen er skrevet af kunstmaleren Folmer Bonnén (1885-1960). Han var elev af den berømte maler Kristian Zahrtmann. Bonnén oprettede selv en malerskole, hvor han blandt andre uddannede Hans Scherfig. 

Bonnéns studierejser i Europa og hæder fra Tyskland øgede hans interesse for det ideale ariske menneske. Den 1. april 1940 meldte han sig ind i nazipartiet. Han var kortvarigt medlem. I august 1945 blev han indsat i Vestre Fængsel efter en anmeldelse for stikkeri. Her sad han i tre måneder og blev ikke dømt. 

Bonnèns sommerbolig var Wedellsborg Birks tidligere birkedommerbolig Kællingebjerg mellem Ruerne og Hygind Torp nær vejen mellem Husby og Ejby. Her opholdt han sig med familie i hele sommerhalvåret, nogle år helt hen til omkring nytårstide. På Kællingebjerg holdt Folmer Bonnén og hans kone Hildur Svane åbent hus og store animerede fester for malere og kunstnervenner. Resten af året opholdt familien sig på Christianshavn, hvor døtrene Tone og Guri gik på Christianshavns Døtreskole. 

Tone Bonnén slægtede forældrene på. Hele sit liv var hun et meget vidtfavnende, festligt, gavmildt, kreativt og musisk menneske, der bramfrit behandlede alle mennesker ens, hvad enten det var aviskonen eller direktøren, hvilket i allerhøjeste grad kom til udtryk i hendes kostumekunst og i hendes ledelse af TV-Teatrets kostumeafdeling. 

I 1981 udgav forfatteren Suzanne Brøgger portrætdigtet ”Tone”, en hyldest til hattemageren, kostumieren og livskunstneren Tone Bonnén (1914-1980). "Tone" er mange bøger på en gang. I virkeligheden er det et stort digt. Skrevet i en meget moderne versform. Men det er også en roman, en fortælling om farverige mennesker og en farverig periode. Og så er der tale om en biografi. For "Tone" er fortællingen om kunstneren, livsnyderen og DR's kostumechef, Tone Bonnén. Suzanne Brøggers digt fortæller om Tones barndom og ungdom, om kærlighed og ægteskaber og utallige muntre timer med unge mænd, - og det er fortællingen om Tones sygdom og død. Om den Tone der hvert år i mange sommermåneder i sin barndom og spæde ungdom med udgangspunkt i Kællingebjerg fik lov til at udfolde sig frit i, feste i og nyde godt af det landskab, hendes far beskrev i sit digt fra 1920.

Guri Bonnén blev journalist og forfatter. Hun blev i 1931 gift med digteren Jens August Schade, og de fik i 1935 sønnen Virtus. Virtus Schade blev senere en kendt og kontroversiel digter, journalist og kunstkritiker.

Gram i hu

I Danmark er vi gennem tiderne blevet udsat for både skidt og kanel fra USA. Forhåbentlig evner vi som borgere også fremover at sortere skidt fra kanel. 

Stormen på Kongressen 6. januar 2021 var et lavpunkt i USA´s politiske historie. Et militant og ekstremistisk antidemokratisk udtryk. Desværre har vi i Danmark i de senere måneder oplevet tilsvarende om ikke så voldelige udtryk. Udtryk fremsat i misforståelse af vores demokratiske ytringsret og misforståelse af sammenhængen mellem samfundsmæssige forpligtende fællesskaber og muligheden for individuel frihed og udfoldelsestrang. 

En dukke forestillende statsminister Mette Frederiksen blev lørdag aften den 23.1.2021 hængt op i en lygtepæl og brændt af i forbindelse med en ”Men in Black” demonstration i København mod coronarestriktioner. På dukken hang et skilt med udsagnet ”Hun må og skal aflives”! 

Ved en demonstration i november 2020 blev der på en traktor fremført en plakat med et billede af statsministeren og lederne af regeringens støttepartier iklædt brune skjorter og skråremme. 

Begge eksempler er usmagelige og langt ud over det acceptable i et land med en værdi om, at demokrati indebærer gensidig respekt mellem uenige parter. Helt utilbørligt bliver det, når nogle, der kalder sig demokratiets fjerde magt, i ordbilleder udmaler samme budskab som nævnte billede. Det statsstøttede Jydske Vestkysten har flere gange påduttet os sagesløse abonnenter sådanne usmagelige ordbilleder. Det gør mig gram i hu.

Redaktør Peter Orry startede på lederplads den 20. januar 2021 med at skrive, at ”det er tid at gøre op med det totalitære islæt i statens beføjelser over for danskerne under en pandemi”. Synspunktet blev den 22. januar fulgt op af lederskribent Peter Gram med den uhyrlige påstand, at vi ”hos statsminister Mette Frederiksen (har) oplevet tendenser til totalitær tænkning.”

Det er altså en lovlig valgt regering og statsminister, lederskribenterne efter – må man formode grundige overvejelser – omtaler med samme budskab som billedet på traktoren. I følge Nudansk Ordbog betyder ordet ”totalitær”, at ”én person eller ét politisk parti styrer og regerer alle vigtige samfundsanliggender”. Vi har altså lige nu en mindretalsregering, der kun kan regere på et af befolkningen sammensat folketingsflertal. Det er langt fra et totalitært system. 

Uanset holdning til håndtering af coronakrisen og uanset politiske holdninger i øvrigt bør alle demokratisk tænkende borgere tage afstand fra sådanne ekstremistiske ytringer, lige meget om de er i gerninger, billeder eller ordbilleder. Alt andet end at sige fra er benzin på et antidemokratisk bål. 

Jeg for mit vedkommende finder det i øvrigt vigtigt, at vi alle i den nuværende situation viser samfunds- og medmenneskesind ved at overholde de restriktioner, der er udmeldt for at beskytte os alle sammen og først og fremmest vore svageste medborgere. 

I et moderne samfund er vi gensidigt afhængige af hinanden. Vi er alle udspændt mellem et behov for at tilhøre fællesskabet og et behov for at kunne udfolde vor egen individualitet. Dette synspunkt er udtrykt næsten enslydende af et par tidligere statsministre. 

Poul Nyrup Rasmussen har udtalt, at ”individualitet og fællesskab ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden”. Anders Fogh Rasmussen har formuleret det på følgende måde. “Lad os stå sammen om et samfund, hvor der er frihed til forskellighed. Og et samfund, hvor der er et stærkt fællesskab om grundlæggende værdier. Et Danmark som ikke blot har en stærk konkurrencekraft. Men også en stærk sammenhængskraft.”

Godt Nytår: "Top 5" - året der gik 2020

Året 2020 har på mange måder været et mærkeligt år. Et år hvor alle oplevelser er foregået indenlands. Med ture ud i landskabet. Ind i bøgernes, de gamle korts, arkivbilledernes og de gamle dokumenters verden. Samtaler med gamle venner. Og ikke mindst tidsrejser i erindringernes verden, i mine og i andres erindringer. Mange af oplevelserne har jeg fået ekstra fornøjelse af ved at skrive om dem. Det at skrive er befordrende for, at nye erindringer dukker op. En del af mine skriverier har jeg publiceret på min blog. Her er top 5 i 2020 over de mest læste artikler på min blog www.ih18.blogspot.com . 

1. En blikkrans på min grav 

Årets højdespringer er en fortælling om Gamle Anders fra ”Gammelgård” i Sdr. Åby i Husby Sogn. Om omsorg og forsorg. Om lodder i det store spil. 

”Når jeg er død og begravet, vil jeg gerne have en krans af blik på min grav.”

”Hvorfor dog det, Anders?” 

”Jo, for så kan jeg høre, når det regner, Peter”… 

Fortællingen begynder med et uddrag af en samtale mellem Anders og min far.  Jeg ved, hvordan gåture befordrer erindringerne. En råkold februardag i 2020 gjorde jeg derfor en vandretur i hjemstavnen fra Husby Forsamlingshus ned og rundt i landsbyen Sdr. Åby og tilbage til forsamlingshuset. Jeg havde aftalt at gå turen sammen med Knud Rabølle Nielsen, der er vokset op på ”Gammelgård”. Knud kom fra Odense, mens jeg kom fra Kolding. Anders har været en del af Knuds opvækst, hvorfor Knud havde meget, han kunne tilføre min fortælling om Gamle Anders.

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/02/en-blikkrans-pa-min-grav_20.html 

2. Fotografens franske fristelser

Læserne klikkede næstflest gange på denne fortælling. En fortælling om hvordan et liv kan leves og opleves positivt på trods af at have været udsat for et fravalg straks efter fødslen.

”En lille dreng kom til verden på Amtssygehuset i Assens. Han voksede op og blev til en verdensborger, der med rod i Husby rettede sine fotolinser mod verdens mangfoldighed. Eskør, Randers, København, New York, Paris, Toulouse og Saint Cirq Lapopie.

Drengen blev født af en 17-årig ung pige fra Fredericia. Det var i 1958. I en tid hvor det endnu var skamfuldt at føde børn uden for ægteskab. Specielt i det bedre borgerskab i en rimelig overskuelig by som Fredericia blev det at blive gravid uden for ægteskabet betragtet som en katastrofe…” 

Jeg skrev fortællingen affødt af et telefonopkald, jeg på en klam og grå dag ud på eftermiddagen på den sidste dag i november modtog fra Sydfrankrig. Det var min lillebror Bos skolekammerat Finn Føns, som foreslog, at jeg skulle skrive hans livsfortælling. Lidt tøvende og efter nogen betænkningstid sagde jeg ja. Det var godt. Finn havde nemlig meget på hjerte. 

Læs hele fortællingen her: 

https://ih18.blogspot.com/2020/12/fotografens-franske-fristelser.html

3. Hvor alt er, som det var – og alt er helt anderledes 

Med inspiration fra Chris Reas nu nærmest nedslidte julesang ”Driving Home for Christmas” skrev jeg i begyndelsen af januar 2020 om en hjemlandstur, jeg foretog ved juletid 2019. 

Denne fortælling fik tredjeflest klik i 2020. Fortællingen handler om, hvordan minderne vælder frem, når de så kendte landskaber, bygninger og udsigter viser sig gennem bilvinduet.

”På vej mod barndomslandet. Husby. Minderne står i kø. Over bro og bælt. Allerede på broen mærker jeg hjemlængslens sug. Jo mere jeg nærmer mig, jo stærkere føles suget. 

Ind over det fynske brohoved. Ned ad den lange bakke nær Udby ved Skadebjerg. Forbi banken, hvor rovmorderen Boye for adskillige årtier siden blev et hoved kortere. Her tæt på Broendehuset, hvor han havde begået sin morderiske ugerning. Over Sandmarksvejens bløde bakker, langs lange syrenhegn. Gennem sandbankernes nåleskove.

Landet her med sandbankerne og de vidtstrakte mørke nåleskove signalerer ikke Fyn, men Midtjylland eller måske Norge eller Sverige. Unikt, smukt og særegent er her. Ved Tybrind åbner landet sig. Mellem en tvedelt bakke anes Husby Kirkes løgformede kuppel afsluttet med et imponerende lanternespir…”

En tur i hjemlandet giver både fornemmelsen af, at alt er, som det var, men også at alt nu er anderledes. Landskabet, kirken, skolen og forsamlingshuset ser ud, som de gjorde i barndommen. Og så alligevel ikke.

Gårdsammenlægningerne har gjort markerne større og hegnene færre. Kirken er renoveret, og de store træer på kirkegården er fældet. Skolebygningen er der endnu, men er nu smykkeværksted. Skolegårdens kastanjetræer er fældet, og cykelskuret er revet ned. Forsamlingshuset ser ud som det gjorde, men noget nyt er tilføjet. Der er blevet bygget en hal til. Men i mindernes verden er alt, som det var.

Læs hele fortællingen her:

https://ih18.blogspot.com/2020/01/hvor-alt-er-som-det-var-og-alt-er-helt_7.html

4. Tilfældighedernes spil begyndte på Skræppedalsbakken

En af de få fordele ved at blive ældre er, at nu kender jeg resultaterne af de valg og dilemmaer, jeg tidligere har stået overfor. Det er muligt for mig at kigge mellemregningerne igennem og se, hvordan jeg er nået frem til resultatet af mig selv, som jeg kender det i dag.

”Hvad vej skulle jeg gå? Det var de tanker, der fyldte mit hoved på min gåtur op over Skræppedalsbakken nær Husby Hole. 

Det var en lun aften sidst i juli måned. Vinden lå stille. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen bryggede. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. Året var 1968 (…) 

Netop denne sommeraften gik jeg derfor på trods af den flotte aften og de smukke omgivelser fyldt med mismodige tanker en tur op ad Skæppedalsbakken. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia. På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart…” 

Agnete rådede mig til at starte på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Det gjorde jeg. Og det blev starten på mit liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste. Uden dette valg med efterfølgende studentereksamen var jeg nok ikke blevet skolelærer, skoleinspektør og skoledirektør. 

Det at skrive denne fortælling om tilfældighedernes spil var for mig en helt utrolig overvældende genoplevelse. Hvor har jeg dog været heldig med mine valg i livet!

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/12/hvad-vej-skulle-jeg-ga-det-var-de.html

5. Mine fynske rødder

Nummer 5 på læsernes ”Top 5 2020” liste blev ”Mine fynske rødder”. Det er bemærkelsesværdigt. Fortællingen er nemlig skrevet og publiceret den 9. juli 2019, men har med mange klik også i år formået at holde sig på listen for 2020. 

Det er en fortælling om mine tætte relationer til Ejby. Det var i Ejby, jeg blev født og boede til jeg var 4 år. Og det var i Ejby, jeg gik i realskole, spillede juniorfodbold, gik i biografen og gik til fester på Ejby Kro. 

”For at pleje mine egne rødder plukkede jeg en tirsdag morgen i juli 2019 i vores jyske have en buket røde Hanne-roser, kørte til Vestfyn, til Ejby Kirkegård og placerede buketten på mine fynske forældres grav som en forsinket 4. juli fødselsdagshilsen, hvor de begge to havde fødselsdag. Dagen hvor jeg for øvrigt også selv har fødselsdag. Tre på stribe. Godt ramt. 

Jeg sluttede besøget i Ejby med en vandretur gennem Ejby og Kingstrup Moser. Fantastisk naturområde. Ro der sættes i relief af et symfonisk kor af trillende og trallende flyvende sangere. Alskens sommerfugle og insekter i alle mulige farver og mønstre. Et mylder af blomster som med hver deres farve- og formudtryk konkurrerer om de forbipasserendes opmærksomhed, især insekternes forstås…” 

Som så mange gange før, når jeg besøger Ejby, faldt mine tanker også på denne tur på de mange gode lærere, vi havde på Ejby Folke- og Realskole. 

En af dem var vores historielærer Åse Lund. Hun engagerede sig enormt i at vaccinere os mod den sygdom, der desværre nu har ramt store dele af vort moderne samfund. Det historieløse, demente samfund. Samfundet hvor mange tror, at viden kun har værdi, hvis den har umiddelbar nytteværdi. Som tror, at viden blot er noget, man søger, når man skal bruge den. Som ikke forstår, at viden er holdnings- og meningsdannende. At kendt viden sammensat på nye måder er med til at skabe muligheder for udvikling. Og at historisk viden og interesse giver mening, sammenhæng og forståelse for fortid, nutid og fremtid. Viden og dannelse hænger sammen. 

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2019/07/mine-fynske-rdder.html  

Og så et par wildcards til to artikler jeg selv er særlig glad for, men som ikke har formået at komme ind på årets top 5 læserliste. 

Wildcard 1: High Noon

”Solen strålede. Himlen var blå. Vinden lå stille. En rigtig septemberdag. En lad grå kat daskede døsigt over Storegade. Nær den nedlagte skole, hvor skolegårdens kæmpestore kastanjetræer nu er fældet. Dyr og mennesker lavet af kastanjer fra netop disse træer er en saga blot. Vejen var fuldstændig tom. Ikke et menneske, ikke en lyd. Kun en kat (…) 

Tilbage på grønningen fik jeg et hold snak med et frokostspisende ægtepar fra Hobro, der undervejs på deres Tour de Fyn – i bil forstås – i det fine efterårsvejr spiste frokost ved et af strandens borde. De anråbte mig for at spørge, om jeg var en lokal, der kunne svare på nogle spørgsmål om egnen. Lokal. Det kunne jeg jo ikke bryste mig af. Både og! Jeg forlod egnen for snart 50 år siden, men jeg kunne da svare på deres spørgsmål. En god snak var heller ikke at kimse af, når nu jeg ikke kunne gå den sædvanlige tur. Og jeg havde lidt for travlt i dag til i stedet af tage en alternativ vandretur ved Tybrind Vig. Turisterne fra Hobro kørte videre sydpå mod nye oplevelser i Assens og Fåborg, mens jeg vendte næsen hjemad mod det jyske via den skønne kystrute over Eskør, Tybrind, Skovløkken, Føns, Ronæs og Gamborg. Så fås det ikke smukkere.” 

Læs hele fortællingen her: 

https://ih18.blogspot.com/2020/09/high-noon.html 

Wildcard 2: Bro over tidsgabet 

”En robust kridhvid middelalderkirke dukkede op over bakkekammen, da vi en af de første dage i den i følge kalenderen første efterårsmåned kom vandrende gennem grønne dale og over stejle bølgende bakker. Nordgående ad Birkemosevej og Sletteskovvej i det flotte septembervejr med blå, blå himmel havde vi besluttet at holde pause og se nærmere på Eltang Kirke fra 1100-tallet og den nærliggende Eltang Rytterskole fra 1720erne. Kirke og skole ved siden af hinanden og i parløb, som det var sædvane i hundredvis af år. Kirkens og kirkegårdens fortællinger skulle selvfølgelig opleves. 

Men ak! Kirken var aflåst. Men det var der råd for. Som jeg plejer, når jeg besøger kirker og kirkegårde, så jeg mig om efter graveren…”  

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2020/09/bro-over-tidsgabet.html

Ib Hansen, 30.12.2020

Tilfældighedernes spil begyndte på Skræppedalsbakken i Husby i 1968

Hvad vej skulle jeg gå? Det var de tanker, der fyldte mit hoved på min gåtur op over Skræppedalsbakken nær Husby Hole. 

Det var en lun aften sidst i juli måned. Vinden lå stille. Solen var på vej ned over Sjobjerg og Rævebjerg. Mosekonen bryggede. Mosen, markerne og skoven sendte krydrede sommerdufte ind over Skræppedalsbakken. Året var 1968. Det år min mellemste bror Leif og jeg tog realeksamen. Leif og jeg havde været uadskillelige, lige siden han blev født et år og seks dage efter mig. Nu var han med sin realeksamen i lommen rejst til København for at gå i lære som shippingassistent i hæderkronede ØK – Østasiatisk Kompagni. Hvad skulle være fremtiden for mig?

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville være. Da jeg gik tredje klasse, var jeg godt nok en dag kommet hjem fra skole og havde sagt til min mor, at jeg ville være lærer, når jeg blev stor. Det var fordi, jeg den dag i Husby Skole havde fået ros af lærer Tagesen. Jeg havde ved overhøringen kunnet gengive dagens lektie i historie næsten på komma. Det med et lærerjob var ikke noget, der lige faldt mig ind efter realeksamen, uanset at jeg var og er en bogorm og bognørd. Jeg har aldrig været praktisk anlagt. Alligevel havde jeg lige efter realeksamen søgt en pedelstilling ved det dengang forholdsvis nye Odense Universitet, der var blevet grundlagt i 1964. Nu hedder Odense Universitet efter en række fusioner tværs over både Lillebælt og Storebælt Syddansk Universitet. Jeg fik selvfølgelig afslag. Og set i bagklogskabens lys heldigvis for det. Det var ikke et job for en mand med 10 tommelfingre og uden praktisk sans. Men hvad skulle jeg så tage mig til? Jeg kunne jo ikke bare gå derhjemme uden at lave noget.

Netop denne sommeraften gik jeg derfor på trods af den flotte aften og de smukke omgivelser fyldt med mismodige tanker en tur op ad Skæppedalsbakken. På vej tilbage ned ad bakken mødte jeg tilfældigvis min gamle klassekammerat Agnete, der kom trækkende med sin cykel op ad den lange stejle bakke på vej fra Ejby mod sit hjem i Sønder Åby. Agnete havde Leif og jeg gået i klasse med, først 7 år i Husby Skole, så 2 år i Ejby Folke- og Realskole, indtil Agnete sammen med Inger fra Eskelund i Håre gik ud efter 2. real for at gå på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Andre fra klassen i Ejby tog til gymnasiet i Fredericia. På dette tidspunkt var der endnu ikke gymnasium i Middelfart.

Agnete spurgte selvfølgelig til, hvad Leif og jeg skulle lave efter realeksamen. Jeg fortalte, at Leif allerede var rejst til København, og at jeg havde fået afslag på min ansøgning om en pedelstilling. Du skal da starte i gymnasiet, mente hun. Det er vist for sent her en uge før gymnasiet starter, replicerede jeg. Hun blev ved og foreslog, at jeg skulle ringe til vores tidligere klasselærer og skoleinspektør Holger Lund på Ejby Folke- og Realskole for at høre, om han ikke kunne lave en anbefaling, der kunne hjælpe mig ind på Vestfyns Gymnasium. Næste dag fulgte jeg Agnetes forslag og ringede til Lund. Han ville gerne hjælpe og tog kontakt til rektor Poul Hansen på Vestfyns Gymnasium. Poul Hansen var meget imødekommende, og jeg fik lov at starte på gymnasiet ugen efter.

Nu var det jo kun et par år efter kommunesammenlægningen i 1966, hvor Husby, Tanderup, Ørslev og andre små sognekommuner forud for den store kommunesammenlægning i 1970 var blevet lagt sammen med Ejby til Ejby Storkommune. Det viste sig at have den store fordel, at jeg, når jeg skulle hen på gymnasiet i Glamsbjerg, bare kunne cykle ned til Købmand Thomsen i Håre og køre med ham. Han kørte en skolerute til gymnasiet fra Håre over Hjerup, Kaslund, Barløse og Ørsted til Vestfyns Gymnasium. Ruten var blevet oprettet, da gymnasiet blev grundlagt i 1959 af Assens og Glamsbjerg kommuner og en række andre vestfynske kommuner, herunder Tanderup Sognekommune, som jo i mellemtiden var blevet en del af Ejby Kommune.

Ved tilfældighedernes spil kom jeg således i gang med at tage en matematisk-fysisk studentereksamen. Og det med bedre transportforhold end til realskolen i Ejby, hvor vi hver dag skulle cykle omkring 10 kilometer hver vej. Hvis jeg var gået i gymnasiet i Fredericia, skulle jeg først have cyklet til Ejby Station, have taget toget til Fredericia og gået fra Fredericia Banegård til gymnasiet og samme vej retur efter skoletid. Nu skulle jeg kun cykle 4 km hver vej til Håre, mens resten af skolevejen foregik i bil. 

Da jeg tre år efter i foråret 1971 skulle i gang med at overveje, hvad jeg skulle gå i gang med efter studentereksamen, stod jeg med samme problem som efter realeksamen. Hvad skulle jeg give mig til? Denne gang var det dog ikke, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Det var valget mellem mulighederne, der voldte problemer.

Jeg havde tre ting, jeg godt kunne tænke mig. Mit gamle ønske om at blive lærer var poppet op igen. Og så havde gymnasietiden med vores fantastiske historielærer Skaaning understøttet de historiske interesser, jeg altid har haft. Endelig havde vores fransklærer Mønsted, som også var erhvervsvejleder og kontaktlærer til elevrådet sagt til mig, at han synes, jeg ville kunne blive en god socialrådgiver. Jeg var medlem af elevrådet, så han havde sågar udstyret mig med en personlig håndskrevet anbefaling til Den Sociale Højskole i Odense. Gad vide, hvorfor Mønsted mente, som han gjorde? Jeg skrev tre ansøgninger. Historiestudiet i Århus. Den Sociale Højskole i Odense. Og læreruddannelsen i Kolding. Jeg kendte ikke noget til nogen af de tre byer.

Personalet på Kolding Seminarium 1977

Efter studentereksamen fik jeg brev fra alle tre uddannelser om, at jeg var optaget. Tro mod min barndomsdrøm valgte jeg læreruddannelsen i Kolding med historie og geografi som linjefag. Det har jeg aldrig fortrudt. Med min stærke tilknytning til hjemegnen på Vestfyn havde jeg en forventning om, at jeg efter bestået lærereksamen ville søge lærerstillinger på Fyn og bosætte mig på Vestfyn. Det blev ikke tilfældet. Der kom lige en sønderjysk forbindelse i vejen. To år efter jeg flyttede ind på Nordre Kollegium, flyttede tilfældigvis en sønderjysk lærerstuderende med interesse for geografi ind. Det blev med tiden ikke blot til en løs kollegieforbindelse, men en fast forbindelse.

Lærerne på Ødis Sogneskole 1975. Skoleinspektør Ellegård yderst til højre.

Det ses, at jeg havde al drengeidrætten på skolen. Træningsdragten var købt i Brugsen og var skrapgul!

Den 25. januar 1975 blev jeg færdig med lærereksamen og startede dagen efter i en halvt års midlertidig stilling ved Ødis Sogneskole. Jeg boede stadig på Nordre Kollegium. En dag efter skoletid sad jeg ude i kollegiekøkkenet og talte med en kollegianerkammerat om mine planer for fremtiden. Det var den sønderjyske lærerstuderende Keld Oksen. Han havde et godt forslag. Et forslag affødt af, at han havde været i praktik på Bramdrup Skole i Bramdrupdam. En skole han roste i høje toner. Den skole ville lige være noget for mig, mente han.

Man skal altid lytte til gode og velbegrundede råd, særligt fra sønderjyder! Så jeg skrev en ansøgning og blev kaldt til samtale. En samtale som bekræftede mig i, at Bramdrup Skole lige ville være skolen for mig. En dygtig, engageret og karismatisk leder, Åge Knudsen. Fantastiske kolleger, dejlige elever og en meget opbakkende forældrekreds. Det var mit indtryk efter ansættelsessamtalen. Jeg sagde ja til stillingstilbuddet og startede derfor på Bramdrup Skole i august 1975. I september 1976 flyttede jeg sammen med den sønderjyske forbindelse i et rækkehus i Bramdrup for senere i 1980 at flytte ind i det hus i Bramdrup, hvor vi stadig 40 år efter endnu bor. Det var hvad en tilfældig samtale i et kollegiekøkken førte til.

 Bramdrup Skole august 1986

Jeg var ualmindelig glad for at arbejde på Bramdrup Skole. Sideløbende med min lærerstilling på skolen var jeg også en årrække ansat i deltidsstillinger som henholdsvis underviser på Kolding Seminarium i linjefaget geografi og ved Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev, hvor jeg underviste lærere på efteruddannelse i geografi. Alligevel begyndte omkring 1990 tanker om min fremtid på skoleområdet at poppe op i mit sind. Det var især tanken om måske at kunne øve positiv indflydelse på områder, der lå og ligger mit hjerte nær, der rodfæstede sig. I 1992 søgte jeg og fik stilling som skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse. Igen oplevede jeg en helt fantastisk skole. Fantastiske medarbejdere og medledere samt herlige elever med god støtte fra forældrene. 

 Lyshøjskolen 1993/94

Efter 3 gode år på Lyshøjskolen fik jeg den tanke, at det måske var tiden at søge overordnet indflydelse på et samlet skolevæsen. Det blev til, at jeg i 1995 søgte og fik en stilling som forvaltningschef i Nørre Åby Kommune med det overordnede administrative og ledelsesmæssige ansvar for ikke kun skoler, men også for dagtilbud, social-, sundheds,- og ældreområderne, fritid og folkebiblioteker. Hold da op, hvor jeg lærte meget. Bare det at sætte sig ind i metervis af regler på social- og ældreområdet. Et spændende og givende job. 

Enhedsforvaltningen Nørre Åby 1996

Men så spillede tilfældighederne igen ind. Et halvt år efter jeg var startet i Nørre Åby Kommune blev min ultimative drømmestilling opslået, direktørstillingen i Skole- og Idrætsforvaltningen i Kolding Kommune. Vi var forblevet bosat i Bramdrup, da vores datter gik på Bramdrup Skole og min kone arbejdede som lærer i Kolding Kommune og for øvrigt blev ved at arbejde på samme skole i 43 år. Så der var ikke noget med, at et jobskifte ville betyde, at vi skulle rykke teltpælene op.

Skole- og Idrætsforvaltningens personale foreviget ved årsskiftet 1997-98 umiddelbart før vi flyttede over vejen Ålegården til en placering helt nær Kolding Å.

Jeg søgte og fik stillingen som skoledirektør. Så efter knap et år forlod jeg med nogle gode oplevelser og nyttige erfaringer i bagagen Nørre Åby Kommune.

Hold da op! Tænk sig at komme ind i Skole- og Idrætsforvaltningen og arbejde med områder, der var og er mit hjerteblod. En forvaltning med nogle utroligt fagligt dygtige, energiske og dedikerede medarbejdere og ledere på alle niveauer, centralt som decentralt.

Senere var jeg så heldig i 2006 at blive udpeget som den sammenlagte Kolding Kommunes fortsættende direktør for det, der nu blev til Børne- og Uddannelsesforvaltningen. Over 3000 ansatte, et budget på 1,5 mia. kr. årligt og omkring 100 decentrale enheder. Som på mine tidligere arbejdspladser mødte jeg også i denne nye store enhed alle steder fantastiske medarbejdere og ledere.

Undervejs i mit chefarbejde har jeg i mine ansættelsesforhold været så privilegeret at samarbejde med nogle meget dygtige og visionære kommunaldirektører, gode chefkolleger og dedikerede faglige organisationer. Det har også været en stor fornøjelse at have nogle engagerede politiske arbejdsgivere, der hver ud fra deres ideologiske og politiske udgangspunkter gerne ville understøtte og fremme en god udvikling for børne- og uddannelsesområderne. Jeg har gennem årene samarbejdet med udvalgsformænd fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre. Det har i alle tilfælde været en fornøjelse. De ville alle noget godt for deres udvalgsområde og ville gerne samarbejde. Hvor heldig har man lov at være!

Ved en af de første taler, jeg holdt som skoledirektør introducerede jeg mit motto: "Glade medarbejdere giver glade børn og unge, glade børn og unge giver glade forældre, glade forældre giver glade politikere, og glade politikere vil gerne understøtte og investere i børn og unge."

I 2013 valgte jeg at slutte i mit direktørjob i Kolding Kommune for at gå på tjenestemandspension kombineret med freelancearbejde som konsulent og foredragsholder. Og ikke mindst for at kunne nyde livet som fri fugl med de mange muligheder, det giver.

Undervejs siden den spekulative sommeraften på Skræppedalsbakken har jeg vigtigst af alt været så heldig at få en dejlig familie. Min kone og vores datter er begge lærere. Så det tilfældighedernes spil, der begyndte en lun sommeraften på bakken i Husby, resulterede i et spændende og givende liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste. Og allermest glædeligt førte tilfældighederne til en familie, hvor alle er læreruddannede og optagede af uddannelse og dannelse. Mine to brødre har for øvrigt også uddannet sig på disse områder. 

Ib og Tanja i 1989 ved et møde på Dyrehaveskolen 

Havemanden juli 2020

Ib Hansen, december 2020