Folkeskolen: Om kunsten at presse en udpresset citron

Siden 2014 har samfundet brugt 13 kroner mindre pr. elev pr. time i folkeskolen. Blandt politikere er udtrykket "at køre længere på literen" populært. Men gør det sig gældende for folkeskolen?

»Det skulle meget gerne være sådan, at når den nye folkeskolereform træder i kraft fra august 2014, så vil forældrene opleve, at eleverne får et fagligt løft, så vi inden for få år vil se, at flere forældre igen vælger folkeskolen til«, sagde daværende undervisningsminister Christine Antorini i en artikel i Politiken november 2013.

(Kilde: http://politiken.dk/indland/uddannelse/art5482968/Antorini-Reform-vil-få-flere-til-at-vælge-folkeskolen ).

Undervisningsministeriets statistikker fortæller en anden historie

(Kilde: https://uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/elevtal-i-grundskolen):

I 2013/14 var det samlede tal for elever i grundskolens 0.-10 klasse (fordelt på folkeskoler, privatskoler,  m.v.): 709.000 elever

I 2016/17 var det samlede tal for elever i grundskolens 0. - 10. klasse (fordelt på folkeskoler, privatskoler,  m.v.): 713.000 elever

Altså en stigning på 4.000 elever.

Fordelingen af grundskoleeleverne på skolekategorier har forandret sig fra 2013/14 til 2016/17, så der nu er 9.000 færre elever i folkeskolen og 12.000 flere elever i private skoler.

Gad vide, hvor mange år Antorini mener "få år" er? Det må være mere end fire år.

Og hvordan mon forligspartierne og den nuværende undervisningsminister Riisager har det med "discount" og "kunsten at presse en udpresset citron"?

Det kan man få svar på her

(Kilde: https://www.folkeskolen.dk/620206/folkeskolens-undervisning-er-blevet-billigere-per-time?utm_source=newsletter&? ):

I 2014 kostede det 80 kroner pr. time at undervise en elev i folkeskolen.

I 2017 koster det 67 kroner pr. time at undervise en elev i folkeskolen.

Altså et fald på 13 kroner pr. time pr. elev.

Og Riisagers forklaring:

"Den understøttende undervisning har, i modsætning til fagtimer, ikke krav til holddannelse og klassestørrelser og ikke de samme krav til undervisningskompetence og til forberedelse og efterbehandling med videre, hvilket andet lige vil betyde, at ressourcetrækket forudsættes at være mindre" .

Undervisningsministeren tilføjer desuden, at vedtagelsen af en ny lov om lærernes arbejdstid har betydet, at en større del af arbejdstiden går med undervisning og dermed færre udgifter til forberedelse.

Her får vi forklaringerne på mit rejste spørgsmål.

"Discount" idet der ikke i forhold til tidligere er de samme krav til undervisernes kompetence og forberedelse.

"Kunsten at presse en udpresset citron", idet lærerne nu skal undervise mere og dermed bruge mindre tid til forberedelse. Der er ikke ret mange andre steder, hvor man tror, at kvaliteten blive bedre af at bruge mindre tid på at sætte sig ind i og planlægge det, man skal levere.

Et kan vi da konstatere. Der kommer sjældent noget godt ud af at fodre grisen med grisens hale. Heller ikke i tilfældet folkeskolen.

Vinterfortælling

"Bjældeklang, bjældeklang over vej og sti."

Når vi på Skræppedalsvej op mod juletid i det fjerne hørte bjældeklang, var det med at komme ud til vejen. Det var nemlig et ualmindelig flot syn, når Wedellsborgs kane forspændt et spand flotte heste kom glidende forbi, mens bjælderne på seletøjet i den frostklare luft ringlede til hver en bevægelse, hestene gjorde. Hvis det var snevejr op mod jul – og det var det jo altid, når vi husker tilbage på vores barndom, så blev Wedellsborgs julegæster afhentet i kane fra Ejby Station. Om Karen Blixen har været med i kanen ved jeg ikke, men hun holdt ofte jul på Wedellsborg, og nogle af vores kammerater med forældre ansat på godset har oplevet, at hun læste op for dem.

Men snevejret trak også andre spændende hestespand ud på vejene. Maskinstationsejer Carl Ellegårds søn Jens fra Lillegade ryddede snesjap af vejene ved hjælp af et hestespand, der var spændt for en stor kileformet træsneplov.

Jo, jo der var mange vinterglæder op mod jul. Det hele startede med Slagtemåneden, november måned. Næsten alle i landsbyerne rundt om på Wedellsborghalvøen holdt fedesvin, også os der boede i hus. Julegrisen var så vigtig en formue, at der var lavet en ”Grisekasse”, en lokal gensidig forsikringsordning, så man kunne få hjælp, hvis ens gris døde før tid.

Grisen skulle slagtes og laves til julesul. Sylte, medister, flæskesteg, rullepølse, blodpølse, fedtegrever og meget mere. Hjemme hos os havde vi de første år ikke fryseboks, så slagtningen måtte vente til temperaturen var så lav, at kødvarerne kunne holde sig i kælderen pakket ind i salt i saltkarret. Sådan var det mange steder ud over landet. I november var temperaturen passende, deraf navnet Slagtemåned.

Slagtedagen står stærkt i min erindring som optakten til julen. Det var et værre hus, når hjemmeslagteren kom. Først skulle der koges vand i gruekedlen. Så blev grisen under skrig og skrål slæbt ud på gårdspladsen. Her blev den "slået for panden" med en boltpistol. Så stukket i halsen, så blodet sprøjtede og siden hængt på en stige og sprættet op, så indvoldene kunne fjernes. Til sidst hjalp hjemmeslagteren mor med de mere komplicerede ting som at lave medisterpølse og presse fedtslag til rullepølse.

En anden stor dag i november måned var, når årets saldo fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge vores forældre havde indbetalt til den lokale spareordning i løbet af året, når opkræveren kom cyklende rundt til de husstande, der var medlemmer. Så vidste vi, der også det år var penge til julegaver. Det var der for øvrigt i alle årene.

Julegaver som vi ønskede os ud fra katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Det var en stor dag, når vi skulle afhente pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade. Pakkerne blev vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute Ras. Var det bløde eller hårde pakker? - Bløde pakker rummede for eksempel sokker, underbukser og skjorter. Ting, som vi mente, at "vi jo skulle have alligevel". Det vidste vores forældre godt. Vi havde dengang ingen klar forestilling om, hvor små pengene var, men glædede os blot over, at selv om der ind i mellem var bløde pakker, sørgede vores forældre for, at de hårde pakker altid var flest.

Slagtemåneden november måned var en måned, hvor forventningerne om den kommende jul virkelig blev skærpet.

Jo længere vi kom hen i december. Jo mere steg spændingen om den tilstundende jul. Men vi havde da heldigvis mange ting at adsprede os med. Som sagt føles det nu, som om der altid var sne og vinter.

Vinteren, frosten og sneen affødte en del mere eller mindre muntre oplevelser. Den eneste gang jeg har siddet efter i Husby Skole var affødt af snevejret. Engang var vi en større gruppe drenge, der stod og snakkede for enden af skolegården ude ved vejen. Førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne oppe ved skolens ladelænge. En af drengene fik den ulyksalige ide at kaste en snebold op på taget ovenover lærer Andersen. Det fik en lavine af sne fra taget til at falde ned  over ham. Det brød han sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig kastet eller fortælle, hvem der havde kastet, kom hele gruppen af drenge til at sidde efter.

Efter skoletid var der masser af vinterudfoldelser at gøre. Nogen løb på skøjter på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne kunne med kikkert se, hvor langt skøjteløberne løb ud. Hvis de synes, nogen løb for langt ud, fik klasserne næste dag ikke-kammeratlige samtaler om, hvilke sikkerhedsregler der skulle overholdes, når man skøjtede på bugten. Det var meget ansvarligt af lærerne. Dengang syntes vi, de ikke skulle blande sig i, hvad vi lavede i fritiden.

Os der boede tæt på Husby Mose og Holen havde andre muligheder. Der var ingen højvandsklap i Moserenden dengang, så når der var højvande i Tybrind Vig, steg vandet også inde i Husby Mose. Når oversvømmelsesvandet frøs til is, havde vi nogle spændende skøjtebaner. Nogen gange lå isen nemlig i flere niveauer, fordi vandet under isen igen havde trukket sig tilbage ved lavvande. Vi kunne også løbe på skøjter på vandingshullerne på engene omme i Holen. Det gjorde vi, selv om isen brækkede og fik store revner, når det var midlertidigt tøvejr. Engang var jeg så uheldig at falde i, så jeg blev drivvåd. Det gav godt nok skæld ud af en forskrækket mor, da jeg efter at have løbet den halve kilometer hjem måtte præsentere mig for hende iført ispanser.

Omme i Holen havde vi verdens bedste kælkebakke. Det var den lange stejle smalle mark, der forbinder Jørgen Sognefogeds to græsmarker – engen og den lille græsmark ovenfor skoven, lige under hvor Holegårdens vindmølle nu står. Her kunne vi rigtig få fart på slæderne, når vi lå på maven eller ryggen. Sikken nogle rutsjeture vi fik ud over slæderne, når vi uforvarende kom til at glide ind i et dybfrossent muldvarpeskud.

Min far og andre vinterledige landarbejdere havde for øvrigt været med til lave den pågældende mark ved at rydde bakken for stabbe, som det hedder på vestfynsk. Det var de stubbe, der blev tilbage, da hasselskoven blev afhugget og lavet til kvasbrænde til brug for sognefogedgårdens fastbrændselsfyr. Det var hårdt arbejde, hvor rydningen skete ved brug af hakker og spader. Det gav sved på kroppen, værkende rygge og vabler i hænderne og indtjening i vintermånederne. Det kunne nok bruges i en tid, hvor der var karensdage, inden man kunne få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Altså et antal dage uden løn eller dagpenge, inden perioden med arbejdsløshedspenge startede. Men det blev en rigtig fin kælkebakke – det bedste i miles omkreds, - og kvierne fik et større græsareal. Det sidste var jo nok det, de voksne lagde mest vægt på.

Når det var snestorm og bivejene føg til, var der også arbejde at få med at rydde sne med skovl. Engang i starten af 1960´erne faldt der så meget sne, at sognets snefogeder sammensatte flere snerydningshold, hvor min far var med på et af holdene. De ryddede blandt andet sne på Eskørgyden, hvor sneen lå så dyb, at den måtte skovles ind på markerne ved, at de lavede sneterrasser, som de nederste ryddere kastede sneen op på, hvorefter dem, der stod oppe på sneterrassen, kastede den videre ind på marken.

Dengang fik vi først armbåndsur, når vi var blevet konfirmerede. Men vi vidste altid, hvornår vi skulle hjem og spise. I den frostklare luft lød Husby Kirkes klokker nemlig helt tæt på, når aftenen blev ringet ind. Så vidste vi, at vi skulle hjem.

Så blev det endelig juleaften med alt, hvad dertil hører. Det var nogle rigtig dejlige aftener i familiens skød og tit med mange gæster i juledagene.

Her mange år efter er det faktisk juletræsfesterne i Husby forsamlingshus, der står stærkest i erindringen om jul og vinter. Vi var hvert år til to juletræsfester i forsamlingshuset. Skolens og fagforeningens. Jeg husker særlig juletræsfesten det år, Beatles havde udsendt ”Twist and Shout”. Det var nok i julen 1963, så min mellemste bror og jeg har gået i 6.klasse, og vores lillebror var endnu ikke kommet i skole. Jeg husker, det vakte en del opsigt, da nogle af de store piger fra syvende klasse ved det efter dansen om juletræet efterfølgende julebal begyndte at danse twist. Det var ikke set før i Husby Forsamlingshus. Juletræsfesterne sluttede med, at træet blev plyndret, og der var trætrækning ved brug af juletræet mellem mændene og børnene. Børnene vandt altid, så træet kunne trækkes ud gennem døren, ud i baggården. Omklædningsrummene var ikke bygget dengang. Vinter- og juletid var en god tid at være barn. Glædelig Jul.

Kane med firspand som jeg husker Wedellsborgs. Her dog fra Ugerløse ved Holbæk. Skønnet 1890-1910

Wedellsborg - firspand forspændt vogn. Skønnet 1900-1930

Vinterstemning. Alléen fraAdlerhus til Wedellsborg Slot. Skønnet 1909-1930

Landmændene brugte slæder forspændt hest. Her ved Købmand Lassen, Hovvej i Håre. Skønnet 1922-60

Husby Skole 1962

Det er for børn - polariseringens konsekvenser for folkeskolen

Læsning af statistik kan være mere spændende end nogen kriminalroman. Specielt når man kigger på tværs af tallene.

Folkeskolen
Folkeskolen taber terræn i hele landet. Ser man på familiernes indkomstmæssige forhold så er det tydeligt, at der er langt flere elever, der går i privatskole blandt de børn, der kommer fra hjem med de højeste indkomster.

Andelen af elever i privatskolerne stiger med indkomstniveauet. I 1. klasse går 25 prc. af børn af landets 10 prc. rigeste familier i privatskole, mens det tilsvarende er 15 prc. for de 10 prc. fattigste familier.

Blandt 8. klasseeleverne er andelen af privatskoleelever næsten dobbelt så høj blandt de børn, der kommer fra højindkomstfamilierne som blandt lavindkomstfamilierne.
https://www.ae.dk/a…/folkeskolen-taber-terraen-i-hele-landet

Fattigdom

De fattigste danske familier ejede 211.000 kroner i 2015. Det er 13.000 kroner mindre end i 2014.

Til sammenligning ejede de rigeste danske familier i gennemsnit 6.760.000 kroner i 2015. Det er 375.000 kroner mere end i 2014.
https://www.dr.dk/ligetil/indland/uligheden-i-danmark-vokser

Social lagdeling af skolerne

Stadig flere skoler skiller sig ud ved enten at have rigtig mange elever fra velstillede hjem eller rigtig mange elever fra hjem fra underklassen.

Fra 2007 til 2015 steg antallet af såkaldte eliteskoler fra 41 til 92. Det svarer til en stigning på over 120 procent. I samme periode steg antallet af såkaldte underklasseskoler til 50 skoler - svarende til en stigning på 30 procent.

Eliteskolerne er defineret som skoler, hvor over halvdelen af børnene kommer fra hjem, hvor den ene forælder har en årlig indkomst på knap 800.000 kroner og opefter. Underklasseskolerne er skoler, hvor mindst en tredjedel af børnene kommer fra hjem, hvor forældrene står uden for arbejdsmarkedet fire femtedele af året.
http://sn.dk/…/Rige-og-fattige-boern-holder-…/artikel/695877

Folkeskolen i Kolding Kommune har resultater over landsgennemsnit

De ansatte i Kolding Kommunes dagtilbud formår sammen med forældrene at sikre et godt fundament for børnenes menneskelige udvikling og for den kommende skolegang.

De ansatte i Kolding Kommunes folkeskoler evner sammen med eleverne og forældrene at bygge videre på dette gode fundament, så Kolding Kommunes folkeskoler kan markeres med grønt på det kort over Danmark, der viser om kommunen ligger på, over eller under gennemsnittet af skolevæsener målt på karakterer. Grøn farve er skolevæsener over gennemsnittet, grå på gennemsnittet og rød under gennemsnittet. Og samtidig trives folkeskoleeleverne i Kolding Kommune og udvikler sig positivt også på områder, der ikke kan måles med karakterer.

Alle kommunale bestræbelser i dagpasningen og i folkeskolen i fremtiden bør gå på at fastholde og udbygge placeringen blandt de grønne kommuner.Dette skal gøres med stor politisk varsomhed, så man ikke i misforstået forandringsiver kommer til at smide barnet ud med badevandet. Begge områder er meget følsomme organismer.

Derfor bør man, inden der besluttes udviklings- og forandringstiltag, analysere dagpasningen og folkeskolen, så man kan afdække årsagerne til, at de to områder ligger så flot, som de gør.

Ud fra denne analyse og denne viden kan man så om nødvendigt træffe beslutninger om udviklingstiltag, der eventuelt måtte vise sig nødvendige for at sikre og videreudvikle det nuværende niveau stille og roligt - på en evolutionær basis, der bygger videre på praktisk viden og erfaring.

Hvor har de ansatte i Kolding Kommunes dagpasnings- og folkeskoleområder dog meget at være stolte over. Deres indsats fortjener i allerhøjeste grad støtte, opbakning, respekt, værdsættelse og anerkendelse.

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-11-11-mor-til-skoleelev-i-vordingborg-hun-bliver-ikke-saa-dygtig-som-hun-kunne

Modernitetens millioner moser Troldhedebanens natursti

Kommunen vil bruge 12 millioner kroner på at forandre Troldhedestien. Og det er blot første etape.

Ved Skovløberhuset skal der etableres nyt byggeri. Et overdækket støttepunkt med depot til løbeklub, pumpe til cyklister, opladestation til elcykler og nye toiletter.

Ude midt på den fugtige eng foran Skovløberhuset skal der anlægges et stort trædæk på 230 kvadratmeter. På trædækket skal der være madterrasse, udekøkken, grill, krydderikasser og picnicbord.

Hele vejen fra Kolding til Ferup skal der flere andre steder langs Troldhedestien etableres nye anlæg. Mellem Dybvadbro og Ferup er der allerede langs stien rejst et større antal massive fitnessklodser i beton til brug for dem, der ikke måtte kunne nøjes med den motion og lise for sjælen, det giver at bevæge sig gennem det skønne kulturlandskab med de smukke dale og stejle bakker, der nok kan give sved på kroppen.

I alt vil kommunen som nævnt i en første fase mellem Kolding og Bramdrupdam bruge yderligere 12 millioner kroner på transformation af det stille unikke skønne oplevelsesrige naturlandskab og det fortællende kulturhistoriske stiforløb.

Ved Skovløberhuset har man indtil nu på alle årstider kunnet nyde årstidernes skiften i ly af bakkerne langt fra hverdagens larm, uro, stress og jag. En vandre- eller cykeltur her er balsam for sjæl og krop. Det gule tæppe af ranunkler, der i foråret dækker engen, hvor der nu skal etableres et stort trædæk. Mosekonen der brygger i dalen. Efterårets mange farver. Vinterens hvide dække af rimfrost. Det kulturhistoriske Skovløberhus der var trinbræt på Troldhedebanen indtil 1968. Her er der allerede gennem mange år diskret i ly af skovens bladhang placeret en bålhytte, borde og bænke, ligesom der er toiletter.

Jeg vil komme til at savne dette uprætentiøse og prunkløse fristed med dets ro, enkelhed og inspiration til den historiske fantasi og tilbageblik.

https://www.jv.dk/…/Millionerne-hjemme-til-…/artikel/2555836

Brudstykker af en landsbydrengs dagbog

Husby! Hvor blev den levende landsby af? En fantasiens flyvetur over Storegade i 1960 med efterfølgede nutidig gåtur ad den samme vej afslører et paradoks. Alt er som det var, - og alt er forandret. Godt at vide, at gode kræfter - uanset styrtblødningen af private og offentlige servicefaciliteter -  stadig skaber liv i tvillingelandsbyerne Husby og Tanderup. Liv i kirkerne. Liv i forsamlingshuset. Liv skabt af HTUG, af HTB, af menighedsrådene og af private initiativtagere.

Hvordan var der i Husby, da jeg voksede op der som barn og ung i 1950´erne og 1960´erne? Brudstykker til besvarelse af det spørgsmål kan jeg blandt andet give ved at bruge billeder fra Det Kongelige Biblioteks luftfotosamling til at foretage en imaginær flyvetur over Husby Storegade i årene omkring 1960: https://www.facebook.com/ib.hansen.33671/videos/892521547570487/

Starten går nu længere sydpå i Sdr. Åby, hvor vi tit kom for at være sammen med gode kammerater som Arne og Jørgen. Flyveturen begynder over den smukke præstegård, hvor min bror Leif og jeg gik til præst ved pastor Jensen i vinteren 1964-65. Videre op til Husby Kirke, hvor vi blev konfirmeret den 4. april 1965. Fra flyvemaskinens perspektiv højt over det løgformede kirketårn bemærker jeg nordøst for kirken sporene efter roebanen, der havde en læssestation her mellem kirken og Klokkekær, hvor nu det nye vandværk ligger.

Huj, hvor det går op og ned! Nu flyver jeg lavt forbi det gamle vandværk med cisterne, luftmeldetårn og vindmølle. Vandværket lå midt på en mark mellem Klokkekær og bondeskoven Holen. Der står stadig et stort træ på marken og markerer, hvor vandværket lå. Stedet var tit ramme omkring vore cowboy- og indianerlege.

Så vender jeg maskinen - stadig i lav højde - forbi den gård, vi kaldte "Jørgen Sognefogeds gård". Det var nu Jørgens far, Anders Claudius Andersen, der var sognefoged og fik ridderkors for det. Her på gården har Leif og jeg tilbragt mange herlige, udbytterige og lærerige timer med at hjælpe til, mens min lillebror, Bo kom der, fordi han gik i klasse med sønnen Bent. Denne gård lå for øvrigt oprindelig helt nede ved Lillegade, hvor Sjobjergvej går af op til Bakkegården - for enden af den markvej, der stadig forløber fra Skræppedalsvej vesterud fra "Jørgen Sognefogeds gård".

Videre op til Husby Forsamlingshus. Populært sted med ishus og biograf hveranden fredag. Her gik vi også i ungdomsklub bestyret af blandt andre, Christian Olander.

Ved siden af ligger Husby Skole, som min mellemste bror og jeg forlod efter konfirmationen i 1965 for at fortsætte skolegangen på Ejby Folke- og Realskole. Lillebror Bo og efterfølgende klasser måtte til Tanderup, da de to sognes skoler blev lagt sammen.

Så stiger flyvemaskinen lidt igen, mens jeg passerer vores forskolelærerinde fru Breiners hus og Husby Brugsforening, hvor Folmer Andersen på den tid var uddeler og så iøvrigt også var fodboldtræner for Leif og mig. Videre vesterud over Storegade passerer jeg fru Sørensens hus. Hendes børnebørn Allan og Ulrik kom Leif og jeg for øvrigt til at gå i klasse med i Ejby.

Næste hus er snedkerens hus. Hans kone var sundhedsplejerske eller sygeplejerske. På det, der dengang var åben mark mellem fru Sørensens og sygeplejerskens huse, var der engang rejst et cirkustelt, hvor der blev fremvist vilde dyr som løver og tigre. Om dagen før aftenens arrangement var alle vognene med de vilde dyr kørt ind i skolegården til udstilling for os skolebørn, og vi kunne købe slik, blandt andet bismarckklumper. Det var stort.

Stort var det også, da der blev anlagt ny sportsplads i Husby. Den kigger jeg ned på lige bag ved sygeplejerskens hus. Her har jeg blandt andet sammen med mine brødre tilbragt ufattelig mange gode timer, både som spiller og træner. Ja, ind i mellem også som dommer, hvis den ordinære dommer udeblev.

Nu har flyveren virkelig fået fart på, så der er ikke tid til at tage billeder af de næste huse (jeg kan ikke finde nogle passende billeder). Først passerer jeg Ejnar mekanikers autoværksted, hvor jeg mange år senere i 2017 kom til Car Park North koncert. Så forbi huset, hvor damefrisøren og Knud Lys boede. Han blev kaldt Knud Lys, fordi han kom rundt for Brænde Mølle Elektricitetsværk for at aflæse strømforbrug på de enkelte husstandes elmålere. Knud manglede en arm, derfor var aflæserjobbet godt for ham.

Nu er det igen tid for billeder. Næste hus er, hvor Willy Hjulmager og hans familie boede. Her var der også drenge, vi spillede fodbold sammen med. De to største hed Erik og Evan. På Willys værksted blev Husby Garagen fabrikeret, og mange garager blev opstillet over hele Vestfyn. Nu er huset revet ned, og grunden har længe været sat salg.

Videre nede af Storegade passerer jeg hen over Husby Central. På den tid kunne man for eksempel ringe op fra sin telefon, og når man fik telefonistinden - kaldet "centralmutter" - så kunne man bede om at blive stillet om til for eksempel Husby nr. 75. Så satte hun de rigtige ledninger i centralbordet.

Så passerer fantasiflyveren over ejendommen, hvor den ene del af Brødrene Hansens Vognmandsforretning havde til huse. Her boede Ejnar Vognmand med familie, mens broderen Hans Vognmand boede nede i Hygind. Ved siden af ser jeg ned på det, der tidligere var landsbyens vigtigste "hænge ud sted" for os unge. Her lå Ellas Brødudsalg og Café. Huset er nu revet ned. Ved siden af brødudsalget lå Frederik Slagters kødudsalg. Han kom også rundt med sin varebil.

Så passerer jeg - lige overfor slagteren - smed Kühnes smedje. Her fik vi repareret vores cykler og lavet andet smedearbejde. Vi var altid lidt beklemte, når vi kom der. Kühne havde nemlig et blomstrende sprog med en blanding af eder på tysk og dansk. Han kunne rigtig give den, når der for eksempel var et stykke værktøj, han ikke kunne finde. Både ham og medhjælperen Harry var noget sodsværtede af osen fra den åbne esse, hvor kullene sydede og sodede og udsendte stærk varme fra en rød- og blåglødende ild. Det gav lidt af den mystiske stemning, der altid har hængt ved smedene og deres mytiske smedekunst helt tilbage fra oldtiden.

På den anden side vejen ligger skomagerens hus ved siden af slagterens. Efter skomagerens hus følger Stiftelsen, der er oprettet til at huse ældre tidligere ansatte på Wedellsborg.

Så er jeg nået til landsbyens kommunikationscentrum. Rute Ras hus, der ligger på hjørnet af Lillegade og Storegade - lige over for gården Bjørnekær, hvor det meste af udlængerne nu er revet ned. Hos Rute Ras var der posthus og rutebilstation. Ruteras - hans rigtige navn var Rasmus Jensen - drev i mange år ruten Assens-Husby-Ejby, mens hans kone Anna stod for udleveringen af de pakker, som vi skulle hente, når Helge Post havde afleveret postopkrævningerne ude i de enkelte hjem.

Herfra kan jeg se ned af Lillegade og helt ud til Husbygård og Tybrind Vig. I Lillegade ligger Skatte Laus hus, Otto Brøndgravers hus og Familiehuset, der nu er revet ned for at give plads til et nyt hus. Længere nede lå en række ejendomme blandt andet Verner Tømrers og skrædderens. Vi kom for øvrigt meget på Husbygård for at spille fodbold med brødrene Poul og Jørgen. De havde lavet fodboldbane i den gamle hønsegård, og om vinteren spillede vi indendørs i den store lade.

Fantasiflyveren flyver videre forbi rutebilstationen og sætter farten ned over stedet, hvor Otto Barber boede. Herfra kigger jeg ned på Halbergs købmandsforretning, Ernst Rasmussens gård Farshøj og Sigfred Murers hus. Over for Sigfreds Murers hus ligger den ikke fredede, men fredningsværdige gård Tjørnegård.

Flyveturen slutter med et kig på de flotte gamle gårde, der ligger i Kalvehave. Gammelgård er nu sat fornemt i stand og er en fryd for øjet. I gården længst ude i Kalvehave boede Kaj Sprøjt, der havde det navn, fordi han kørte ud for at hjælpe med sprøjtningen rundt om på sognets gårde.

Nu er det blevet tid til at komme ned på jorden igen. Det var den historie om livet i en vestfynsk landsby for omkring 50 - 60 år siden. Meget er stadig som det var, og alligevel er alt forandret.

Jeg har tidligere skrevet en blog om min opvækst og skoletid i Husby i 1960´erne.

Moderne tider - oplevet som barn og ung i Husby So...  http://ih18.blogspot.com/2015/11/moderne-tider-oplevet-som-barn-og-ung-i_10.html?spref=tw

Den ufortalte historie om folkeskolens høje kvalitet

»Den danske folkeskoles undervisning er af så høj kvalitet, at den vanskeligt kan blive bedre«.

På trods af en dominerende fortælling om en dyr og dårlig folkeskole er undervisningen blandt de bedste i verden. Det konkluderer professor Per Fibæk Laursen i sin nye bog "Skolen er verdensklasse". Hovedbudskabet i bogen er hans fremlæggelse af en model for god dialogisk undervisning: https://www.youtube.com/watch?v=ewSd5c62Bbc

En af mine sidste offentlige meldinger som børne- og uddannelsesdirektør var netop, at vi i Danmark har en rigtig god folkeskole. I et forsøg på at gøre noget ved den "ufortalte historie" om folkeskolens høje kvalitet skrev jeg den 30.3. 2013 - med lock-outen af lærerne og tvangsindgrebet i lærernes overenskomst hængende som en truende sky over mit skoleadministrative hoved  - et indlæg i Jyllandsposten: http://jyllands-posten.dk/debat/breve/article5285867.ece

I indlægget skrev jeg blandt andet:

"Der er en tendens til at overse folkeskolens positive resultater.

Folkeskolens kvalitet har udviklet sig enormt. Danmark er nr. 5 i en verdensomspændende undersøgelse af elevernes læsekundskaber i 4. klasse. I matematik og natur/teknik er de danske elever nr. 9. Dette faktum har ikke givet sig udtryk i offentlig anerkendelse for den indsats, der ligger bag. Siden 1995 har danske elever forbedret deres kompetencer inden for matematik og natur/teknik svarende til et helt klassetrin.

Danske unge er internationalt dem, der ved mest om demokratiet, og de har lyst til at indgå i demokratiet med dets rettigheder og pligter. Internationale undersøgelser viser, at danske elever er verdensmestre i glæde ved at gå i skole."

Denne udmelding havde selvfølgelig desværre ikke rigtig nogen effekt. Lock-out, folkeskolereform og tvangsoverenskomst blev det politiske svar på folkeskolens fantastiske fremgang.

Derfor glæder jeg mig over Per Fibæks præmisser i sin nye bog og over hans forslag til dialogisk undervisning. Forhåbentlig får hans synspunkter stor gennemslagskraft, så den "ufortalte historie" kan blive fortalt.

Illustration til debatindlæg i Jyllands Posten