Mine fynske rødder

Lille træ henter saft og kraft fra  stor stub, Ejby Mose. 9. juli 2019 Ib Hansen

Det er godt at have rødderne i orden. Det synes det lille træ også, der, - som det ses på et af dagens billeder, - har fundet fæste på toppen af en stor træstub i Ejby Mose.

For at pleje mine egne rødder plukkede jeg en tirsdag morgen i juli 2019 i vores jyske have en buket røde Hanne-roser, kørte til Vestfyn, til Ejby Kirkegård og placerede buketten på mine fynske forældres grav som en forsinket 4.-juli fødselsdagshilsen, hvor de begge to havde fødselsdag. Dagen hvor jeg for øvrigt også selv har fødselsdag. Tre på stribe. Godt ramt.

Mors og fars grav på Ejby Kirkegård, Vestfyn. Omkring et dusin fra min slægt ligger begravet på Ejby Kirkegård. Ib Hansen 9. juli 2019

Natur og kulturhistorie
Jeg sluttede besøget i Ejby med en vandretur gennem Ejby og Kingstrup Moser.

Fantastisk naturområde. Ro der sættes i relief af et symfonisk kor af trillende og trallende flyvende sangere. Alskens sommerfugle og insekter i alle mulige farver og mønstre. Et mylder af blomster som med hver deres farve- og formudtryk konkurrerer om de forbipasserendes opmærksomhed, især insekternes forstås.

 

Kommunesøen, Ejby Mose. Ib Hansen 9. juli 2019

Ejby og Kingstrup moser har huset mennesker i mere end 11.000 år. Der er gjort en del fund i mosen. Det pirrer i den grad min historiske fantasi at passere igennem krat af blandt andet pil, el og rødel. Lys og skygge. Tør jord og fugtig jord. Søer og gamle tørvegrave.  Og over holme i mosen , hvor der er fundet spor af Brommekulturens mennesker. Mennesker der levede i perioden 11.500 - 10.500 f.v.t. Kort efter den seneste istid.

Bronzealderring (1800 - 500 f.v.t) ofret til mosens guder . Ib Hansen 9. juli 2019

I offermosen, som jeg nåede via en fornemt anlagt ret lang spangsti lavet af planker, har vores fortids fæller henlagt mange smukke offergaver for at påkalde sig gudernes og naturens positive bevågenhed. En del af offergaverne er blevet fundet igen i forbindelse med mange års tørvegravning, en aktivitet der først ophørte i begyndelsen af 1950’erne. Blandt andet er der fundet et flot snoet halssmykke fra bronzealderen (1800 - 500 f.v.t.) og en smuk 8 cm lille tyrefigur fra førromersk jernalder (500 f.v.t. - 0).

Lille tyrefigur (cirka 8 cm) ofret i førromersk jernalder (500 f.v.t. - 0).  Ib Hansen juli 2019

Sådan en tur bliver jo heller ikke ringere af, at jeg undervejs havde fine kig til nogle af mine egne rødder. Til min dåbskirke, Ejby Kirke og til den flotte røde skolebygning, Ejby Folke- og Realskole, hvor jeg gik fra 1. real til 3. real. Nu hedder skolen blot Ejby Skole. Jeg er født i Ejby, opvokset i Husby og gik på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg. Så Vestfyn er virkelig mit hjemland. Her boede jeg i Husby, indtil jeg som 21-årig rejste til Jylland for at bosætte og uddanne mig i Kolding.

 

Udsigt fra Ejby Mose mod Ejby Kirke, der er min dåbskirke, mens jeg er konfirmeret i Husby Kirke. Ib Hansen 9. juli 2019

Hvor havde vi dog mange gode lærere i Husby Skole og i Ejby Folke- og Realskole. En af dem var vores historielærer i realen Åse Lund, der ligesom lærer Tagesen fra Husby Skole er en medvirkende årsag til min fortsatte interesse for vores fortid. Vi må kende rødderne for at forstå vores nutid og for at kunne forme fremtiden!

 

Udsigt fra Ejby Mose mod Ejby Skole, tidligere Ejby Folke- og Realskole, hvorfra min bror Leif og jeg udgik med realeksamen i 1968. Senere udgik også vores yngste bror Bo med realeksamen fra Ejby Folke- og Realskole. De første 7 skoleår gik vi i landsbyskolen i Husby. Bo gik inden Husby Skole lukkede helt hvert andet år i Husby Skole og hvert andet år i Tanderup Skole.
Ib Hansen 9. juli 2019

Det er fra vores personlige historie, vores egns historie, vor verdensdels historie og vor verdens historie, vi kan hente saft og kraft i forhold til at skabe en fremtid med større retfærdighed og større omsorg for alle mennesker og for de naturgivne vilkår, der er blevet os betroet.

Mod det demente samfund

Og her er hun så. Rigtig i sit es til et årsmøde i Lokalhistorisk Forening i Ejby. I et tidligere opslag om mine rødder omtalte jeg Åse Lund, min dygtige historielærer i 1.-3. real på Ejby Folke- og Realskole, nuværende Ejby Skole.

 

Åse Lund i fuld historisk vigør. Arkiv.dk

Hun engagerede sig enormt i at vaccinere os mod den sygdom, der desværre nu har ramt store dele af vort moderne samfund. Det historieløse, demente samfund. Samfundet hvor mange tror, at viden kun har værdi, hvis den har umiddelbar nytteværdi. Som tror, at viden blot er noget, man søger, når man skal bruge den. Som ikke forstår, at viden er holdnings- og meningsdannende. At kendt viden sammensat på nye måder er med til at skabe muligheder for udvikling. Og at historisk viden og interesse giver mening, sammenhæng og forståelse for fortid, nutid og fremtid. Viden og dannelse hænger sammen.

Husby Skole 1962. Lånt af Preben Thuesen

Husby Skole, o. 1960

Jeg har i min uddannelse været så heldig kun at have fantastiske historielærere. Lærer Tagesen i Husby Skole, fru Lund i Ejby Folke- og Realskole, Skaaning på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg og sidst men ikke mindst Johannes Johannesen på Kolding Seminarium.

Denne bog er værd at læse. "Vores samfund viser stigende tegn på demens. Et samfund uden erindring falder fra hinanden." Sådan siger historikeren og samfundsforskeren Michael Böss i sin bog "Det demente samfund" om den voksende historieløshed i nutidens kultur.  

Her er flere fortællinger fra min hjemegn i Husby, Ejby og på Vestfyn:
https://ih18.blogspot.com/2019/06/fortllinger-fra-min-hjemegn-i-husby.html

Shinrin-yoku er lise for krop og sjæl

Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen. Maleri af P. C. Skovgaard 1857

Håre Mose på Vestfyn. Ib Hansen

Regnvejrsskyer trækker op på en sommerdag i Harte Skov ved Kolding. Ib Hansen

Skyggespil, Vester Nebel Å ved Kolding. Ib Hansen

Nogen har spurgt mig: Hvad skal du lave, nu det er blevet sommerferietid?

Overordnet set skal jeg lave det, jeg laver hele året. Leve op til begrebet shinrin-yoku, skovbadning. Japaneren doktor Qing Li har beskrevet, hvordan det at gå ud i skoven eller indrette sig hjemme med mange grønne planter kan mindske stress, sænke blodtrykket, øge energien og forbedre immunforsvaret.

Den energi jeg vinder gennem shinrin-yoku, bruger jeg her i sommertiden til at sætte endnu mere fokus på at fodre min natur- og kulturhistoriske nysgerrighed. Fodture, flyvskhed og forundring. Opleve vor forunderlige verden. Lokalt, nationalt og under fjernere himmelstrøg.

Det er en god sommer for mig. Og shinrin-yoku med afledte aktiviteter er godt hele året. Så det ikke blot bliver til at opholde sig indendørs og kigge på skærme, læse fag- og skønlitterære bøger samt hige og søge i arkiver og gamle skrifter.

Lær om Shinrin-Yoku: https://www.youtube.com/watch?v=LUfbMIGcxkM og https://www.youtube.com/watch?v=phT16wgzHOY

Ja, rigtigt. Jeg kan - modsat et af principperne i shinrin-yoku - ikke lade være undervejs at tage snapshots af den spændende natur og den interessante kulturhistorie, jeg oplever på mine ture. Inden jeg sletter billederne, bruger jeg dem til at reflektere over mine oplevelser og se, om jeg kan finde sammenhænge i tingene.

Praktisering af shinrin-yoku på Houens Odde

Udsigter fra Houens Odde over Eltang Vig nær Kolding.  Ib Hansen 30. juni 2019

Udsigt fra Houens Odde over Gudsø Vig nær Kolding.  Ib Hansen 30. juni 2019

Blot 6 kilometer fra Kolding ligger Houens Odde. En skovdækket odde, der ligger mellem Gudsø Vig og Eltang Vig. Den besøgte min sommerferieramte kone og jeg en solrig søndag formiddag, den sidste junidag i 2019.  Et naturmæssigt eldorado, hvor man på bedste shinrin-yoku maner rigtig kan nyde skovens dybe stille ro og udsigterne over oddens omkransende vige og Kolding Fjords udmunding i Lille Bælt. Også selv om der lige nu her i starten af ferien var mange spejdere i teltlejre spredt rundt på odden. Der er masser af plads. Turen rundt om odden er til at overkomme, cirka 6,5 km. 

Spejdernes trækirke på Houens Odde nær Kolding. Ib Hansen 30. juni 2019

"Utroligt, at man kan bygge sådan noget". Sådan faldt en udtalelse fra et par små spejdere, der havde søgt ro og skygge i spejdercentrets trækirke på Houens Odde. De mente nok kun trækirken, men synspunktet gælder jo også “byggeriet” af den mangfoldige spændende verden, der er deres.

Nysgerrighed, undren, ro og tænksomhed. Det er shinrin-yoku.

Havearbejde og nydelse af planter med alle mulige former, farver og dufte omsværmet af alskens insekter og insektjagende fugle er også ren shinrin-yoku.  Ib Hansen 1. juli 2019

Om gadeure og pøbelvælde

Kolding Kommune bestilte i 1947 et gadeur hos arkitekt Ernst Petersen. Det blev i 1948 opstillet på en plads, hvor Søndergade udmunder i Tøndervejskrydset. I 1952, da Sydbanegade blev forlænget frem til stedet her, blev uret nedtaget og opstillet på bakken for enden af Nørregade, hvor denne udmunder i Nordre Ringvej.

Billedet her er fra o. 1956. Ernst Petersens ur er nu opstillet på bakken for enden af Nørregade, hvor denne i et s-formet sving indtil for nogle år siden udmundede i Nordre Ringgade over for, hvor nu Kolding Nordre Kollegium ligger. Fodgængere kunne dengang som nu gå fra Nordre Ringvej ned til Nørregade på en smuk granitstenstrappe til venstre for uret.

Som granitrappen mellem Nordre Ringvej og Nørregade tager sig ud i dag. Den hvide bygning til højre er Låsbyhøj

Ernst Petersens ur set fra Tivoliparken fra hjørnet af Utzonzgade og Gøhlmannsvej. Bilen kører på Nordre Ringvej, forbi Nørregade. Til højre for lysmasten ses en hvid gavl. Her går Nørregade over i Låsbygade. Huset med den hvide gavl husede, da jeg boede på kollegiet, Arnold Købmand. Arnold Petersens købmandsbutik i den nordlige ende af Låsbygade. Her handlede jeg i min tid på kollegiet alle mine daglige fornødenheder. Det var i sig selv som at opleve kulturhistorie at besøge Arnold i hans gammeldags købmandsbutik. Han bar selvfølgelig altid butterfly og havde et underfundigt smil på læben til de gode historier og bemærkninger, han altid var mand for. Hvis vi undtagelsesvis skulle have et par øl med tilbage til kollegiet, gik han ud på gaden, åbnede en lem og hentede "et par kælderkolde" fra en af de store kasser, som ølkuskene havde bakset ned i købmandskælderens kølige mørke dyb. Arnold Petersen var i mange år en markant formand for Låsbygades Gadeforening. De handlende og de mange restauratører i Låsbygade har gennem tiderne gjort deres indflydelse stærkt gældende. Det var blandt andet dem, der var en af årsagerne til, at Egtvedbanens banegård, Nordbanegården i 1898 blev lagt for enden af Nørregade langt væk fra statsbanegården. På den tid var der nemlig en markedsplads for handel med dyr på den store plads foran det nuværende Låsbyhøj. Det var vigtigt for de handlende i Låsbygade, at markedshandlerne fortsat kunne afsluttes med lidkøb i form af "en lille sort" eller andre genstande, inden de handlende tog toget hjem. Kom de først helt ned i byen, var man bange for at miste dem som kunder.

Mens Egtvedbanen var i drift 1898 - 1930 havde den banegård, hvor Nørregade og Gøhlmansvej mødes. Nordbanegården ses forrest til højre. Toget kører, hvor nu Nordre Ringvej forløber. Husrækken til venstre mellem Gøhlmannsvej og Bakkevej  blev revet ned, og Nordre Kollegium blev opført her.

Sådan ser den tidligere Nordbanegård ud i dag. Det er den røde bygning foran Låsbyhøj

Nordre kollegium som det tager sig ud i dag set fra sted, hvor Ernst Petersens flotte gadeur blev placeret engang i midten af 1950´erne. Her stod det, til det blev skadet af orkanen i 1999.  Forrest Nordre Ringvej. Til venstre for kollegiet er det Gøhlmannsvej med Tivoliparken, og til højre for kollegiet er det Bakkevej

Om gadeure og pøbelvælde. Hvordan hænger det sammen? Lad mig starte med det der var begyndelsen i Kolding for mig, da jeg i august 1971 flyttede hertil fra min skønne hjemegn på Fyn for at læse til lærer på Kolding Seminarium. Jeg skulle jo have et sted at bo, men jeg havde aldrig været i Kolding før, så jeg kendte  ikke byen overhovedet eller hvilke bomuligheder, der var for en studerende uden penge på lommen. Derfor ringede jeg til AAB, der administrerede et kollegium og fik et værelse der. Det blev til mange gode år på kollegiet, blandt andet indgik jeg i en sønderjysk forbindelse der. Forbindelsen blev til en fast forbindelse, idet jeg mødte min senere kone på kollegiet, hvor vi boede på samme etage.

Det var det stadig eksisterende Nordre Kollegium på Bakkevej i Kolding, jeg flyttede ind på. I krydset Nordre Ringvej, Gøhlmannsvej, Utzonsgade og Bakkevej. Med daglig udsigt til Tivoli! Altså parken ved Gøhlmannsvej, nedenfor Vandrehjemmet. Parkens navn er efter en restaurant, der engang lå her øverst på bakken. Langt tilbage i tiden lå i øvrigt også en galgebakke her i området, deraf navnet Galgebjergvej.

Jeg boede i 5 år på Nordre Kollegium fra 1971-76. Og trods længslen efter min skønne hjemegn lærte jeg allerede i den periode at sætte pris på Koldings mange kvaliteter. Dagligt glædede jeg mig over at passere over Nordre Ringvej, der tidligere var tracé for Egtvedbanen (1898 – 1930). Forbi Kolding gamle Nordbanegård, den stadig eksisterende røde bygning foran Låsbyhøj.

Ikke mindst glædede jeg over på vejen til bymidten at gå ned ad granitstentrappen fra Nordre Ringvej til Nørregade, forbi det smukke irgrønne gadeur i kobber. Smukt stod uret her og markerede et point de vue på den nord-sydgående akse fra Tivoliområdet til Nicolai Kirke og den øst-vestgående akse ad Nordre Ringgade og den gamle jernbanelinje fra Byparken til Vejlevej.

I dagens Jydske Vestkysten kan jeg læse, at gadeuret nu endelig er renoveret og er blevet opsat i Minibyen ved Geografisk have. Fint nok, og det glæder jeg mig meget over, men hvor ville det have været dejligt, hvis det var kommet tilbage på pladsen for enden af Nørregade.  Forklaringen på den nye placering er forståelig bekymring for vandalisme og tyveri. Ærgerligt, at pøbelvældet vinder.

Uret er tegnet af arkitekt Ernst Petersen og blev oprindelig i 1948 opsat ved Sønderbro Apotek, der tidligere lå i den sydligste ende af Søndergade. Ernst Petersen er arkitekten bag mange flotte bygninger i Kolding, blandt andet den tidligere filial af Nationalbanken på hjørnet af Jernbanegade og Fredericiagade. Da Sydbanegade i 1952 blev forlænget blev uret nedtaget og senere flyttet til placeringen for enden af Nørregade. Den placering, jeg jævnligt glædede mig over, indtil uret blev ødelagt i orkanen 1999 og derefter blev nedtaget.

Uanset min forbeholdne glæde over urets nye placering er der grund til at glæde sig over den kæmpeindsats, der er ydet af Erik Mandsberg, Lennart Martinussen og Helge Kjerside for at sikre uret for eftertiden. Beslutningen om placeringen i et skærmet område er forståelig. Besøgende i Minibyen vil utvivlsomt glæde sig over det smukke ur.

Erik Mandsberg(t.v.), Lennart Martinussen (ikke med på dette billede) og Helge Kjerside (t.h.) har forestået det store arbejde med at renovere og genopbygge Ernst Petersens ur til opstilling i Kolding Miniby. Affotografering fra JV 24.6. 2019

Efter at have læst om uret i dagens Jydske Vestkysten besluttede jeg straks at tage et smut i Minibyen ude i Geografisk Have. Jeg ankom lige efter den officielle indvielse af uret og dets nye placering. Når det ikke kan være anderledes, står Ernst Petersens flotte ur fint placeret, hvor det nu er opstillet. Og så var Geografisk Have med vældet af blomster og Minibyen med kopier af husene i det gamle Kolding i dagens flotte formiddagssol også i sig selv et besøg værd.