Da lægen måtte tilkaldes

Praksis- og skolelæge Sven Helbo med cigaret i hånden. 1954

Hjertet hamrede. Lungerne gik som en blæsebælg. Jeg kunne næsten ikke få et ord over læberne, så stakåndet var jeg.

Jeg stod foran døren til den sydlige fløj af Husby Forsamlingshus, der dengang rummede bestyrerboligen.

"Vil du ikke ringe til doktor Helbo i Ejby og sige, han skal komme straks," fik jeg fremstammet til den forskrækkede forsamlingshusbestyrer fru Jørgensen, der straks kunne se på mig, at noget var grueligt galt.

"Hvad er der dog sket," spurgte hun.

" Min lillebror Leif er kommet slemt til skade og har et åbent stort blødende sår i den ene knæhase"

Fru Jørgensen gik ind og ringede til Helbo og fik heldigvis kontakt med det samme. Han kunne komme straks.

"Jeg har ringet til Helbo og sagt det haster. Løb du bare hjem til din mor  og sig, at han kommer så hurtigt, han kan".

Husby Forsamlingshus omkring 1960

Vores skolekammerat Keld, Leif og jeg havde som så ofte før leget cowboy og indianere i kratskoven og på engene omme i Husby Hole.

Vi havde set cowboyfilm, hvor heltene sprang over hegn ved blot at sætte en hånd på en hegnspæl og så svinge sig over pigtråden. Det så smart ud. Så det gjorde vi også. Det gik godt adskillige gange, lige ind til Leif snublede. Han kom ikke over, men blev i stedet hængende i den rustne pigtråd. Keld og jeg fik ham forsigtigt viklet ud af tråden. En las kød fra knæhasen hang fast, men heldigvis fik vi denne las forsigtigt hægtet af tråden. Det viste sig senere at være held i uheld, at vi fik denne las med. Med armene om vores skuldre humpede Leif hjem på et ben, mens blodet strømmede fra knæhasen. Mor var hjemmearbejdende, så hun kunne straks se på det skadede ben. Hun blev meget forskrækket, da hun så, hvor galt det stod til.

På det her tidspunkt omkring 1960 havde vi hverken bil eller telefon hjemme. Gode råd var derfor dyre. Hvad skulle mor gøre?  

"Ib, skynd dig at løbe op til forsamlingshuset og få dem til at ringe til doktor Helbo og sige, at han skal komme straks." 

Derfor piskede jeg op ad den stejle Skræppedalsbakke de 7-800 meter til Forsamlingshuset. Heldigvis var fru Jørgensen hjemme, og heldigvis fik hun hurtigt kontakt til Helbo.

Det var ikke unormalt, at Helbo kom på sygebesøg de 9 kilometer fra Ejby. Det gjorde han også i dette tilfælde og det ganske hurtigt. Han fik renset Leifs sår, fik trukket den store løse las kød på plads i knæhasen og hæftede den med 6-8 klemmer. Såret helede godt, og Leif fik ikke men af hændelsen, men har endnu her mange år efter ar efter klemmerne.

Sven Helbo var ikke hvilken som helst almindelig stationsbylæge med tilliggende landområde. Han havde en ualmindelig fin faglig baggrund. Efter en tid som sygehuslæge blev han fra 1947 og seks år frem 1. reservelæge på Kysthospitalet på Refsnæs, som behandlede børn med tuberkulose uden for lungerne, det vil sige børn med kirteltuberkulose og tuberkulose i knogler og led. Han var ikke bare doktor af navn, men havde oven på sin lægeuddannelse erhvervet doktorgrad på en disputats om børn med hoftelidelsen Calvé-Perthes sygdom.

Helbo fortsatte ikke sit lovende forsknings- og hospitalsarbejde, men købte selvstændig lægepraksis i Ejby Stationsby i 1953 med tilhørende arbejde en dag om ugen som skolelæge. Hans baggrund gav ham en god indgang til arbejdet som praksis- og skolelæge. En rigtig familielæge som vi var meget tryg ved både lægefagligt og personligt.

Det var ikke blot i vores hjem og i hans praksis, vi mødte Helbo. Efter 10 år som praksislæge solgte han i 1963 sin praksis og blev herefter fuldtids skolelæge. Så han var fortsat en, vi mødte af og til.

Som alment praktiserende læge var han efter den folkelige opfattelse ikke så nem at få til at udskrive medicin som andre praksislæger. I Ejby gik der sågar historier om, at Ejby Apotek stod i fare for at måtte lukke, da han blev byens praksislæge. Så galt gik der selvfølgelig ikke. Helbos arbejde var præget af stor faglig indsigt, og han har skrevet flere lægefaglige lærebøger.

En praksislæges eller familielæges arbejde omkring 1960 var helt anderledes end praksislægers i dag. Det var dengang meget lettere fysisk at få adgang til en praksislæge. Praksislægen forestod en del skadestuearbejde. Det skabte stor tryghed både hos børn og voksne.

Ib Hansen, 15. februar 2022

Fra landsbydreng til landsbydegn

Nu var jeg færdig. Og hvad så?

I januar 1975 var jeg på Kolding Seminarium oppe til lærereksamen i mine sidste fag historie og geografi. Jeg blev hurtigere færdig med min læreruddannelse end oprindelig planlagt. I efteråret 1974 besluttede jeg at ville bruge juleferien til at give eksamenslæsningen i mine linjefag historie og geografi en stor spand kul, så jeg kunne spare forårssemesteret på seminariet. Og så kunne jeg spare et halvt års studielån og i stedet tjene penge.

Som sagt, så gjort. I januar 1975 kunne jeg efter et enormt knoklearbejde henover jul og nytår kalde mig færdiguddannet lærer. Midt i skoleåret var der ikke rigtig nogle ledige lærerstillinger at søge på Koldingegnen. Men igen spillede tilfældighederne ind, som de havde gjort, da jeg valgte at gå i gymnasiet efter realeksamen, og da jeg valgte læreruddannelsen efter studentereksamen.

Ødis Sogneskole, nu Ødis Skole

Skoleinspektør Ellegård på Ødis Sogneskole stod og manglede en vikar. En af skolens lærere var blevet optaget på et halvårskursus i idræt på universitetet i Odense. Nu skulle Ellegård så hurtigst muligt bruge en vikar resten af skoleåret. Han kom i tanke om mig, der tidligere havde været i praktik på Ødis Sogneskole. Ellegård kontaktede mig og spurgte, om vikarjobbet var noget for mig. Det var jeg straks med på, men betingede mig, at jeg først skulle være færdig med min eksamen. Det var helt i orden med ham, så aftalen blev, at jeg dagen efter sidste eksamensdag den sidste uge i januar 1975 skulle starte i Ødis Sogneskole.

Det var stort. Min første stilling. Min første lærerløn. Min første klasse som klasselærer. Min første udenlandsrejse med elever. Min første skolekomedie som medansvarlig. Og så endda på en skole, der mindede om landsbyskolen i Husby, hvor jeg gik i grundskole.

Husby Skole, Vestfyn. 1962

Det var en modig beslutning af skoleinspektør Ellegård. En der ikke kunne være mere nyuddannet skulle være klasselærer for skolens 7. klasse, hvor for øvrigt hans egen søn gik.

På Ødis Sogneskole var der tradition for, at 7. klasse i foråret skulle på en todagestur til Sydslesvig. Jeg havde på det tidspunkt aldrig selv været i Sydslesvig. Der skulle kun én lærer med, og det var så mig som klasselærer. Med god hjælp fra en lokal buschauffør, der havde kørt turen mange gange for Ødis Sogneskole, besøgte vi Hedeby og Dannevirke nær Slesvig. Dagen efter besøgte vi Eiderstedt og Rote Haubarg nær Husum.

Nå, men med den manddomsprøve vel overstået, kunne jeg så give mig i kast med den næste store prøve. Årets skolefest og skolekomedie. Inden måtte jeg så lige igennem yderligere en test. Formanden for skolenævnet, som forældreorganet hed dengang, meddelte gennem Ellegård, at hun gerne ville deltage som forældre i nogle af mine undervisningstimer i 7. klasse, hvor hun var forældre til en af eleverne. Lidt nervøs var jeg vel. Forældresamarbejdet var dengang som vist desværre også nu noget af det, som seminariet havde sværest ved at ruste de lærerstuderende til. Men selvfølgelig gik forældrebesøget i klassen godt. Langt de fleste forældre var dengang som nu positive medspillere. Jeg satte selvfølgelig skolenævnsformanden til at hjælpe i klassen, så hun kunne opleve, hvor forskellige eleverne var. Og eleverne er jo altid særlig artige og aktive, når der er forældre i klassen.

Vi var to lærere, der skulle være ansvarlige for skolekomedien. Min kollega Sven Erik havde prøvet det mange gange før, så det lykkedes at få valgt et godt stykke. Prøverne gik godt. Kulisserne blev flotte. Og premieren var over al forventning. Hvor var det opløftende at se, hvor stolte alle eleverne var over deres resultat.

Nu havde jeg jo ikke kun dansk og var klasselærer i 7. klasse. Jeg havde også matematik i 1. klasse og geografi i 6. klasse. Og så forestod jeg gennem det halve år al skolens undervisning i drengeidræt med tilhørende idrætsdag for alle Vamdrup Kommunes skoler på idrætspladsen ved Vamdruphallen. 

I en idrætstime skete noget for mig meget ærgerligt. Det var en helt sjælden gang, hvor jeg på grund af et møde helt op til  idrætstimens start ikke selv var blevet klædt om til idrætstøj, som jeg  ellers som alle andre idrætslærere satte en ære i at være. Det kunne jeg ikke nå til denne bestemte time, hvor eleverne skulle have redskabsgymnastik. Jeg skulle lige vise eleverne, hvordan de skulle gå op i ringene og hænge med hovedet nedad. Da jeg hang i ringene gled min fine Parker-kuglepen ud af min skjortelomme og brækkede midt over, da den ramte gulvet. Det var en kuglepen, der havde stor affektionsværdi for mig. Min morfar gav mig den med mit navn indgraveret, da jeg havde bestået studentereksamen. Nej, hvor jeg ærgrede mig.

Bramdrup Skoles lærerstab 1986

Nå, men alt har en ende, også vikariater. I juni 1975 sluttede jeg på den lille landsbyskole Ødis Sogneskole. Skolen hedder nu Ødis Skole. Til august 1975 kunne jeg starte på Bramdrup Skole, der dengang var en af Vejle Amts største skoler med 8-900 elever. Jeg havde søgt og fået stillingen tidligt på foråret. Det var en af mine kollegiekammerater på Kolding Nordre Kollegium, der anbefalede mig at søge stillingen på Bramdrup Skole. Han havde været i praktik på skolen og synes, at det lige måtte være en skole for mig. Det havde han ret i. Jeg havde en  dejlig tid på Bramdrup Skole med dygtige og gode kolleger og en fantastisk skoleledelse. Her blev jeg i næsten 17 år, indtil jeg inspireret af min dygtige skoleinspektør Aage Knudsen fik ledelseslyster og den 1. februar 1992 flyttede til en skoleinspektørstilling på en anden af Kolding Kommunes store skoler, Lyshøjskolen. Men det er en anden historie.

Lærer- og pædagogstab på Lyshøjskolen 1993-94

Det halve år på Ødis Sogneskole var som et ekstra studiesemester. Kollegerne og skoleinspektøren støttede mig og lærte fra sig. Jeg kunne i et trygt støttende miljø begå de klassiske fejl, som en ung nyuddannet lærer altid vil begå. Jeg lærte også meget af de forskellige elever og deres forældre. Altsammen var mig til uvurderlig støtte i mine følgende job forskellige steder i folkeskolen. Jeg var og er rigtig glad for mit halve år på Ødis Sogneskole.

Ib Hansen, 22. januar 2022

 

 

Ungdoms- og brydningsår.

Da de første toner af "Jumpin´Jack Flash" rungede gennem Københavns Forum, forsvandt min dårlige samvittighed som dug for solen.

Hvorfor havde jeg dårlig samvittighed? Det havde jeg, fordi jeg sammen med min klassekammerat Erik fra 3.G på Vestfyns Gymnasium havde besluttet "at holde fri" for at besøge min lillebror Leif i København og i den forbindelse overvære koncerten med Rolling Stones i Københavns Forum fredag den 11. september 1970. Det var både første og sidste gang, jeg holdt fri i utide fra min skolegang.

Playlisten fra Rolling Stones koncerten
 i Københavns Forum 11.9.1970

Fra først til sidst synes vi turen havde været alle pengene, besværet og den dårlige samvittighed værd. Det tog dengang mange timer at rejse til København og tilbage igen. Der var ingen Storebæltsbro, så tog- og færgeturen kunne sagtens tage fire timer hver vej. Vi havde ikke råd til at betale for indlogering, så vi overnattede hos min bror Leif i hans værelse på Fiolgården i Fiolstræde i det indre København. Tre mand på et lille værelse var ikke særlig bekvemt, men alt det var glemt, da Erik og jeg sammen med Leif og vores københavnerkammerat Arne ekstatisk lyttede til slutnummeret "Honky Tonk Women". The Rolling Stones betød noget for mig dengang.

Da Leif og jeg gik i realklasserne i Ejby Folke- og Realskole, var vi drenge stort set opdelt i to grupperinger efter to parametre. Opdelt, men ikke i modsætning til hinanden. Parametrene var, om vi i fodbold holdt med B1909 eller B1913. Og om vi i musikkens verden synes bedst om Beatles eller Rolling Stones. Jeg var til B1909 og Rolling Stones. Derfor var det stort at være til Rolling Stones koncert.

Brydningsår

1970 og årene lige før og efter var brydningsår. Det var det musikalsk og kulturelt. Det var det politisk og samfundsmæssigt både i verden og herhjemme. Og det var det for os unge, der i det sidste gymnasieår stod tæt på efter studentereksamen at skulle vælge livsbane. 

Ungdomsoprøret i Paris i 1968, samme år som jeg startede i 1.G, havde sendt sine dønninger ud over verden og også over Danmark. Dønningerne havde endda ramt os på Vestfyn langt fra Paris. Paris som vi for øvrigt alle fire 2.G klasser fra Vestfyns Gymnasium efter en lang togtur besøgte op mod jul 1969 for at overvære teaterstykker og besøge kendte steder. Det var stort.

I 1970 overværede jeg i det smukke københavnske biografteater Grand sammen med min lillebror Leif og vores københavnerkammerat Arne filmen fra Woodstockfestivalen 1969. Hold da op, hvor vi blev væltet musikalsk omkuld af den film. Jimi Hendrix der ekvilibristisk spillede "The Star-Spangled Banner" med guitaren på ryggen. Janis Joplins og Joe Cockers rå, men følsomme sange. Specielt Janis Joplins sang "Me and Bobby McGee" klinger forsat for mit indre øre. Joan Baez og flere andre gjorde indtryk med deres protestsange mod USA´s ageren i Vietnamkrigen. Protestsangen over alle protestsange, Pete Seegers "We shall overcome" sluttede Joan Baez set i Woodstock. Sangen fra borgerrettighedskampene i USA i 1950´erne og 1960´erne om ligeret til alle og ligeværd for alle. Ligeret, ligeværd og retfærdighed står stadig højt på vore dages samfundsdagsorden. Der er meget, der endnu skal klares.

Men hvad havde unge følsomme sjæle politisk og samfundsmæssigt ellers at forholde sig til i Danmark og i verden omkring 1970?

Betydningsfulde begivenheder

John Lennon og Yoko Ono besøgte i januar 1970 Verdensuniversitetet i Skyum Bjerge i Thy. Om det havde noget at gøre med Lennons besøg i Thy ved jeg ikke, men den 10. april 1970 meddelte Paul McCartney, at The Beatles efter 10 år gik fra hinanden. Det betød noget. Beatles stod højt på min musikalske dagsorden, om end de som nævnt ikke dengang stod øverst. I en gymnastiktime på gymnasiet blev jeg engang af vores officersagtige gymnastiklærer tiltalt "kom nu i gang du der John Lennon". Om det var, fordi han ikke kunne huske vores navne, eller fordi jeg i gymnastiktimerne bar sygekassebriller, skal jeg ikke kunne sige.

Megen furore vakte det i januar 1970, da kunstneren Bjørn Nørgård  slagtede hesten "Røde Fane" på en mark i Odsherred for bagefter at udstille den parterede hest på Kunstmuseet Louisiana. Happeningen satte tanker igang. Hvad er kunst egentlig?

Allerede dengang kredsede mine tanker om miljø og forurening, selvom mange påstod, at kloden ikke led under nævneværdige problemer. Den gang brugte nogen ordet "miljøaber", om dem der interesserede sig for klodens tilstand. I dag bliver skældsordet "miljøtosser" anvendt i visse kredse.

Den 22. april 1970 blev den første "Jordens Dag" afholdt. Dagen blev afholdt i relation til den voksende bevidsthed især blandt unge mennesker om klodens miljø. Millioner af mennesker deltog dagen igennem i møder og marcher over hele Jorden. Forhåbentlig er nutidens unge mere overbevisende og resultatrige i forhold til 1970´ernes unge!

Rødstrømpebevægelsen var meget nærværende for os. Den 10. maj 1970 besatte rødstrømpebevægelsen en bus i København i aktion for ligeløn og ligestilling. Meget er nået, men meget halter desværre endnu på dette område. Gad vide om den i forbindelse med sygeplejekonflikten i sommeren 2021 nedsatte ligelønskommission kommer til at rokke ved de gamle løndogmer?

På den politiske verdensscene var det i 1970 stadig Vietnamkrigen, der var på dagsordenen. Slagordet "Ho,Ho - Ho Chi Minh" gjaldede gennem gader og over pladser i verdens storbyer, også i Danmark. Vietnamesiske Ho Chi Minh var død året før i september 1969. På mange ungdomsværelser hang i 1970 billeder af revolutionshelten Che Guevara, der var blevet henrettet i Bolivia i oktober 1967.

Den 3. november 1970 blev socialisten Salvador Allende efter et demokratisk valg indsat som Chiles præsident. Han var ikke præsident i mange år. Få år efter bemærkede vi med afsky, at han ved et blodigt militærkup den 11. september 1973 blev fjernet som præsident og blev myrdet eller begik selvmord. Det sidste står der stadig strid om. 

Hvorom alting er, så var det stort i januar 2019 sammen med min kone Anne Marie at stå foran præsidentpaladset i Santiago de Chile. Ikke mindst var det minderigt senere den samme dag at stå under den kæmpe jomfru Maria statue på toppen af Cristobalhøjen og kikke ind over Santiagos centrum. Vi fik bragt en stedlig chilensk studenterguide lidt i forlegenhed ved at spørge til det store stadion, vi kunne se midt i vores synsfelt. Var det det stadion, hvor kupgeneralen Pinochet understøttet af CIA internerede og torturede sine politiske modstandere, tilhængerne af det demokratisk valgte Allendestyre? Spagfærdigt af hensyn til de omkringstående chilenere tilkendegav hun, at det var det stadion. Selv i vore dage så mange år efter, var det ikke noget, man i Chile skulle tale for højt om.

Nå, men jeg må hellere komme videre i denne fortælling om 1970 med et mere muntert indslag, der siger noget om ungdomskulturen i de år. 

Det Nye Samfund

På min fødselsdag den 4. juli 1970 startede Thy-lejren. En alternativ lejr arrangeret på en mark ved landsbyen Frøstrup. Arrangørerne var "Det Ny Samfund". Deltagerne skulle hver købe et bevis på et lille stykke af lejrens jord. Beviset gav adgang til lejren og lejrens rige musikliv. Leif og jeg fik sammen med nogle venner på forhånd købt adgangstegnet. Derudover havde vi ikke rigtig nogle penge, så vi blaffede op gennem Jylland og over Limfjorden til Frøstrup, hvor vi ankom nogle dage inde i arrangementet.

Vores natlogi i de dage vi opholdt os i lejren, skabte vi hver især ved hjælp af et stykke rødt campingplastik lagt over en snor spændt ud mellem to pinde, vi stak i jorden. Hos en nærliggende landmænd købte vi en knippe halm, som vi spredte ud på jorden, som underlag for vores soveposer. Her lå vi godt og kunne, når det passede os, falde i søvn til de inciterende rockrytmer, der hver dag fra om eftermiddagen og til den lyse morgen lød ud over lejrpladsen. Vi havde automatisk vækkeur i vores interimistiske små spidstelte. Når solen om morgenen havde bagt tilstrækkelig længe over de røde plastikbivuakker, dryppede der så megen kondensvand fra plastikvæggen ned på os, så vi vågnede ved det.

Gnags

På pladsen spillede mange solister og bands, der senere blev til stjerner på den danske musikhimmel. Gnags med Peter A. G. i spidsen spillede næsten hver dag. Peter A. G. skulle efter sommerferien, ligesom jeg hjem for at gå i 3.G. Han tog studentereksamen fra Vestjysk Gymnasium i Tarm i 1971 samme år, som jeg blev færdig på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg.

Blandt de mange bands var Gasolin og No Name. Peter Ingemann spillede i No Name, men havde før været med i Young Flowers. I de efterfølgende år spillede han sammen med mange danske musikere i forskellige konstellationer. Han spillede blandt andet med i Kim Larsen & Bellami.

Peter Ingemann til højre

Lære noget og blive til nogen

Men hvad fik vi ellers gymnasietiden til at gå med udover selvfølgelig at knokle med det matematisk-fysiske gymnasiums lange fagrække?

Da jeg startede på Vestfyns Gymnasium i 1968, fik vi udleveret bogen "De europæiske ideers historie". Ideen med bogen var nok, at den skulle ses som et gennemgående dannelsestræk på tværs gennem i fagrækken. Meget sympatisk, men jeg husker ikke, at vi brugte den rent fagligt. Men som meget interesseret i historie, oldtidskundskab, religion og litteratur læste jeg den selv. Det har jeg i alle årene efter været meget glad for.

Jeg fandt litteraturlæsning med tilhørende litteraturhistorie spændende. I danskundervisningen blev vi præsenteret for centrale danske forfattere blandt andet gennem antologien den røde "Falkenstjerne" (efter bogbindets farve) og for verdenslitteraturens store forfattere via den blå antologi "Verdenslitteraturen i uddrag". Og så var vi nogle stykker, der  i fritiden udover pensum også læste bøger som Albert Camus´ "Pesten" og "Den fremmede".

Det er bøger, jeg fortsat har stående på mine hylder og stadig en gang i mellem finder frem for at læse centrale passager i. Jeg er heldigvis stadig den glade ejer af Mogens Brøndsteds og Sven Møller Kristensens litteraturhistoriske værk "Danmarks litteratur fra Oldtiden til Nutiden". Det er et værk, jeg ofte konsulterer.

Både idehistorien, litteraturhistorien og den forholdsvis tunge litteratur jeg læste i fritiden, har jeg i en mere moden alder nok haft større forståelse for end i gymnasietiden. Men det var gode værker at stifte bekendtskab med i de år, hvor jeg forsøgte at finde ud, hvem jeg var. Og om jeg i det hele taget var nogen.

Valget af livsbane

Valget var ikke til at løbe fra. Jeg gik i 1970-71 i 3.G. Der skulle træffes et valg i forhold til fremtidig livsbane. Det valg begyndte at blive mere og mere påtrængende i løbet af efteråret 1970. Sommerens Thylejr, efterårets Rolling Stones koncert og alt det andet kunne ikke fortrænge denne påtrængende beslutning.

Jeg var meget i tvivl. Historiestudiet var en mulighed. Læreruddannelsen var en anden mulighed. Og så kom der en tredje mulighed ind fra sidelinjen. Vores fransklærer Mønsted, der også var kontaktlærer til elevrådet foreslog, at jeg skulle søge socialrådgiveruddannelsen. Han mente, at jeg gennem blandt andet mit arbejde i elevrådet havde vist egenskaber, der var gode for en socialrådgiver at have. Han skrev endda en håndskrevet personlig anbefaling af mig til Den Sociale Højskole i Odense.

I foråret 1971 måtte jeg træffe beslutning om min videre uddannelse. Jeg udskød den endelige beslutning lidt endnu, idet jeg i første omgang søgte både historiestudiet i Århus, socialrådgiveruddannelsen i Odense og læreruddannelsen i Kolding. I sidste ende hjalp det mig ikke meget i forhold til at træffe et endegyldigt valg. Jeg blev nemlig optaget alle tre steder. Men her kom en oplevelse i tredje klasse i Husby Skole mig til hjælp.

Kolding Seminariums stab 1977 

Vores gode historie- og regnelærer Tagesen i Husby havde engang i tredje klasse rost mig for, at jeg kunne dagens historielektie næsten på komma. Da jeg efter skoletid kom hjem til mor den dag, havde jeg glad meddelt hende, at jeg ville være lærer. Det var den oplevelse, jeg nu besluttede min fremtid ud fra. Tilfældighedernes spil sejrede atter. Jeg sagde ja til optagelsen på Kolding Seminarium, hvor jeg startede i august 1971. De første år med de obligatoriske basisfag dansk, regning, kristendomskundskab, samfundsfag, skrivning, idræt, formning, sang/musik, pædagogik, psykologi og undervisningslære, hvorefter jeg senere valgte linjefag i geografi og historie. Det er et valg af uddannelse og valg af fag, jeg aldrig har fortrudt. De valg har bragt mig meningsfuldt arbejde med megen glæde og mange spændende udfordringer. 

Ib Hansen, Kolding 14.1.2022

 

Bemærkelsesværdige begivenheder på Husbyegnen 1921

 Markvejen fra Tybrindvej i Eskør ud til det nu forlængst nedrevne Flæghus. 1865

Helt yderst ude mod nordvest i Husby Sogn i Eskør, hvor Hygind Bæk løber ud i Tybrind Vig lå engang et lejehus under Wedellsborg beregnet til en arbejderfamilie. Huset blev kaldt Flæghuset efter den kæmpemæssige flade strandeng Flægen, der ligger her på grænsen mellem Husby og Ørslev sogne. Hygind Bæk er på dette sted skelbæk mellem de to sogne. Ved den store stormflod 12. -14. november 1872 skyllede store dele af Flæghusets vægge væk, men huset blev repareret.

Udover kreaturgræsning gjorde og gør Flægen nytte i form af tagrør. Jeg husker, når mænd fra Husby og Ørslev sogne om vinteren med le ude på isen høstede Flægens tagrør. Når min far tog afsted til dette arbejde, var han iklædt en tyk stortrøje med aviser under til at tage noget af vinden og kulden. På fødderne havde han træskostøvler med jernklamper under. Klamperne skulle sikre, at han kunne stå fast på isen.

Ved sognerådsvalget til Husby Sogneråd i marts 1921 skete det, der blev årets mest bemærkelsesværdige begivenhed i det vestfynske landsogn. Socialdemokratiet blev for første gang repræsenteret med et mandat i sognerådet. Det var arbejdsmand Karl Nielsen fra Flæghuset, der vandt dette mandat. Nu var der så repræsentation i sognerådet fra sognets alleryderste udkant.

Flæghuset blev oprindelig i midten af 1800-tallet bygget her helt ude på sognets yderste kant, fordi det skulle tjene som bolig for et ægtepar, som om sommeren skulle vogte de græssende kreaturer på Flægen. Adgangen til Flæghuset skete ad en markvej fra Eskør. En markvej der tidligere forløb fra Morten Rasmussens husmandssted, hvor min klassekammerat fra Husby Skole Bent Rasmussen voksede op. Dette husmandssted er nu revet ned, og en helt ny ejendom er opført på grunden, hvorfra der er en formidabel udsigt over Flægen og Tybrind Vig mod Skamlingsbanken og Grevindeskoven ved Jomfrumarken. 

Veteranerne

Udsnit af maleri udført af Vilhelm Rosenstand o. 1890.
Danske soldater i krigen 1864

Men nu til en anden af årets store begivenheder. Aftægtsmand Jens Jensen fyldte 90 år den 3. februar 1921. Jens Jensen var veteran fra krigen 1864. Han boede i en længere årrække i Holehuset. Holehuset ligger som et af nabohusene til mit barndomshjem på Skræppedalsvej.

Jens Jensen havde udover at være husmand ernæret sig som rokkedrejer. Han skulle efter sigende have været en meget begejstret radikal vælger. Gad vide om hans oplevelser under krigen fik betydning for hans politiske sindelag? Det Radikale Venstre blev jo stiftet i Odense i 1905, som et udbryderparti fra det regeringsbærende Venstre. Den "radikale fløj" argumenterede dengang for antimilitarisme og bedre vilkår for husmændene på landet og de dårligst stillede i byerne. Det medførte som nævnt udspaltning fra Venstre. Det må lige have været en politik, der passede til Jens Jensen.

Men hvorfor tage en veterans 90 års fødselsdag med i en fortælling om årets gang i 1921 i Husby og omegn? 

Jens Jensens fødselsdag var en vigtig begivenhed, fordi veteranerne på Husbyegnen fra de slesvigske krige i 1848-50 og 1864 i 1921 fortsat blev husket og æret. Nu var det dog så længe siden, at det mest skete ved nekrologer i forbindelse med deres dødsfald eller i forbindelse med deres runde fødselsdage. Der fandtes i Husby en forening for veteraner, Husby Sogns Våbenbrødreafdeling.

Allerede knap en uges tid efter Jens Jensens fødselsdag kunne endnu en veteran fejre rund fødselsdag. Det var venstremand og gårdejer Anders Jørgensen, Hygind, der den 9. februar 1921 fejrede 80 års dag. Han havde deltaget i det rædselsfulde tilbagetog fra Dannevirke ved krigens start i vinteren 1864. Hans bataljon blev efterfølgende ført fra Sønderjylland til Mors og sejlede i den forbindelse forbi Husby den 9. februar 1864, den dag hvor han fyldte 23 år.

Meget apropos i forhold til krigsveteranernes hædersbevisninger holdt pastor Wolf afskedsprædiken i Husby Kirke søndag den 6. marts 1921. Han havde ladet sig forflytte til et embede i Vodder Sogn i Sønderjylland, hvor den tysksindede præst var rejst til Tyskland. Pastor Wolf ønskede at tjene i Sønderjylland, hvor hans far som ung student som frivillig havde kæmpet den sønderjyske sag.

Husmand, tækkemand og væver Hans Jensen, Håre

Håre kunne også være med, når det gjaldt markering af krigsveteraners fødselsdage. Den 27. marts 1921 fyldte krigsveteran, husmand, tækkemand og væver Hans Jensen 80 år. Hans Jensen var for øvrigt morfar til den engang så kendte venstrepolitiker og redaktør for Fyns Tidende Jens Peter Jensen, far til Uffe Ellemann-Jensen og farfar til den nuværende formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen.

Så springer vi et par måneder frem. Den 30. juli 1921 døde en af de gamle krigere, nemlig husmand Rasmus Nielsen, Hygind. Han blev 83 år. Han var trods manglende uddannelse en agtet og æret mand, der i mange år ved siden af arbejdet som husmand havde været retsvidne ved birketinget på Kællingbjerg. Før vedtagelsen af Retsplejeloven 1919 var der ikke offentlighed i retternes virksomhed. I stedet var det udpeget lægfolk som retsvidner. Hensigten var at sikre borgernes tillid til retssagernes behandling.

Da vi gik i de yngste klasser i Husby Skole legede min bror Leif og jeg meget med en skolekammerat Keld, der boede på en ejendom i vejkrydset midt i Hygind. Vi legede tit danske soldater fra de slesvigske krige. Keld havde en ægte sabel, der vistnok var fundet på ejendommen, hvor han boede. Sablen gik en af os i spidsen med, når vi legede soldatermarch. Gad vide om den sabel stammede fra en af krigsveteranerne fra Hygind?

Polakhusene sælges

Rundt om på egnen havde gårdmændene indgået interessentskaber, der investerede i og opførte såkaldte "polakhuse". Jeg er stødt på polakhuse i Eskør, Sdr. Åby og Håre. Der har sikkert været flere på egnen. Polakhusene var opført til at huse polske sæsonarbejdere i roemarkerne, når roerne skulle tyndes, renholdes og tages op.

I oktober 1921 besluttede interessentskaberne bag polakhusene i Eskør og Sdr. Åby, at husene skulle sælges. Huset i Sdr. Åby blev solgt til lejeren arbejdsmand P. Pedersen for 2.800 kr, mens huset i Eskør for samme beløb blev solgt til lejeren arbejdsmand Hans Jensen.

Selv om husene nu ikke længere var beregnet til polakker, hang betegnelsen polakhuse ved langt frem i tiden. Jeg gik i min skoletid i klasse med en dreng, som blev betegnet som en fra polakhuset. Han boede i huset i Eskør, som dengang var fodermesterbolig for Bondero. De omrejsende fodermesterfamiliers børn havde det ikke altid godt i skolen. Knap var de kommet ind i en klasse, før de måske allerede et halvt år efter i forbindelse med skiftedag skulle videre med familien til et fodermesterjob i et andet sogn. Jeg husker med glæde tilbage på, hvordan vores forskolelærerinde fru Breiner viste særlig omsorg for denne klassekammerat.

Voldsomme uvejr fik konsekvenser

Året 1921 var præget af, at usædvanlig mange uvejr trak hærgende hen over Husbyegnen.

Det begyndte i januar med et isslag, der ødelagde telefonledningerne i en sådan grad, at Husby telefonmæssigt var afskåret fra omverdenen. Endnu værre var det, at elektricitetsledningerne faldt ned fra masterne, så strømmen gik mange steder. I flere dage var adskillige ejendomme uden lys og uden kraft til de maskiner, der blev brugt til at forberede foder til dyrene. 

Igen i august 1921 trak et voldsomt uvejr ind over Wedellsborghalvøen. I Husby slog et lyn ned hos sadelmager Viktor Jensen. Sadelmageren og hans svend blev begge bedøvede og væltede omkuld. Svenden faldt så uheldigt, at han brækkede sit ene ben. Skaderne var dog ikke større end, at de begge kom sig ovenpå den skrækkelige oplevelse.

En orkan hærgede i weekenden 17.-18. december 1921. Orkanen førte til væltede telefonpæle og afbrudte elledninger. Husby Telefoncentral på Storegade var igen ude af drift.

I landsbyerne på halvøen kunne man dog midt i al den vejrmæssige malør glæde sig over, at det allerede i november 1921 blev besluttet at lægge telefonjordkabler fra Husby Central til Hygind, Håre og Emtekær.

Årets gang 1921

Ude i verden var der masser af uroligheder i 1921. I Rusland var der stadig borgerkrig. Den røde hær nedkæmpede i marts 1921 et oprør blandt matroserne i flådebasen Kronstadt.

Ligeledes i marts besatte allierede tropper i konsekvens af resultatet af 1. verdenskrig Rhinlandet, da Tyskland ikke kunne betale sine pålagte krigsskadeerstatninger.

I august slog Tyrkiet en græsk invasionshær tilbage. Det katolske Irland blev i december 1921 en selvstændig stat. Nordirland også kaldet Ulster med dets overvejende protestantiske befolkning iblandet store "lommer" med katolikker vedblev at være britiske. Denne ordning viste sig at blive en kilde til evig uro og vold. En uro der strækker sig helt til vore dage senest suppleret af problemerne omkring toldgrænsen mellem Irland og Nordirland i forbindelse med brexit.

Revolution eller uro var der ikke i sognene på Wedellsborghalvøen i 1921, selvom det var nok så markant en begivenhed, at et bekendende socialistisk, men demokratisk parti - Socialdemokratiet - for første gang blev repræsenteret i et sogneråd overvejende præget af Venstre og Konservative. Teknologisk var det vist også noget af en revolution, at telefonsignalerne nu blev fremført gennem jordkabler.

Den største omvæltning i 1921 for landboerne på Husbyegnen som andre steder i landet skete nok i maj, da Folketinget afskaffede Tyendeloven. Hermed blev også skudsmålsbøgerne samt husbondens tugtelsesret over tjenestedrenge under 18 år og tjenestepiger under 16 år afskaffet. Desuden blev den nedværdigende betegnelse "tyende" afskaffet formelt. Disse ændringer har nok glædet mangen en løsarbejder, landarbejder, tjenestekarl eller tjenestepige.

Ib Hansen, Kolding den 11.1.2022

Danske værdier udtrykkes i grundlæggende rettigheder

Den 21. december 2021 fulgte jeg i stive 4 1/2 time Folketingets forhandlinger om et folketingsmedlems tab af valgbarhed. Mine tæer har ikke rettet sig ud endnu. 

De senere dages afgørelser i Rigsretten og Folketinget om ulovlig ministeradministration og om særlige værdighedskrav for folketingsmedlemmer kan forhåbentlig betyde, at der i fremtiden bliver øget respekt for de demokratiske danske værdier, hvor det enkelte menneske går forud for systemtænkning, men at beslutninger sker på lovens grund. Forhåbentlig kan sagen medvirke til større respekt for grundlæggende danske demokratiske værdier. Det er i hvert fald mit ønske.

I Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 står bl.a. følgende:

”Med lov skal land bygges.[...] Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven." 

Min kommentar: 

Selv i Middelalderen, længe inden der blev tænkt på demokrati, blev der lagt vægt på, at lov skal være til alles bedste og skal gælde for alle og overholdes af alle.

"Danmarkskanon - 10 værdier for fremtidens samfund": 

Hvilke værdier har formet os i Danmark? Og hvilke værdier vil vi have med ind i fremtiden? De spørgsmål stillede daværende kulturminister Bertel Haarder befolkningen. Borgerne svarede og valgte 10 værdier til Danmarkskanonen. En af de værdier, der fik flest stemmer, var lighed for loven. 

Min kommentar: 

Retssikkerhed og lighed for loven er fundamentet for et demokratisk samfund. Ovenpå den ulykkelige rigsretssag må vi alle uanset partitilhørsforhold i øvrigt følge op ved fremover at vælge politikere, der tilslutter sig demokratiets grundlæggende retssikkerhedsprincipper. 

Danske værdier og dansk lovgivning:

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev den 29. april 1992 af Folketinget vedtaget som en del af dansk ret og blev dermed en dansk lov. Den skal dermed efterleves og overholdes på helt samme måde som andre danske love.

Min kommentar: 

Det har altid for mig været en almengyldig værdi – og dermed også en dansk værdi – at indgåede aftaler overholdes. De grundlæggende menneskerettigheder er for mig en basal dansk demokratisk værdi.

Partshøring: 

Partshøring er kravet om, at en part skal høres og have mulighed for at komme med sin udtalelse før, der kan træffes afgørelse i en sag hos en offentlig myndighed. Hovedreglerne for parthøring har Folketinget vedtaget og beskrevet i forvaltningsloven, der trådte i kraft 1. januar 1987. Det er altså en dansk lov, selvom nogen i folketingsforhandlingen ville gøre partshøring til et spørgsmål om konventioner. 

Min kommentar: 

Der er for mig en væsentlig demokratisk dansk værdi, at jeg i givet fald bliver hørt om mine personlige kommentarer og bemærkninger til en påtænkt beslutning forud for, en myndighed træffer endelig afgørelse i en sag med konsekvenser for mig. Partshøring er dansk demokrati, når det er bedst, ligesom det er en værdi, at der er lighed for loven, så der ikke kan gøres negative undtagelser i forhold til enkelte personer eller grupper af personer. Alle – og ikke kun dem, man kan lide - skal have lejlighed til at tilkendegive deres mening om egen sag. Mange der ellers mener, at målet helliger midlet ville nok i en eventuel given egen sag meget have sig frabedt ikke at blive hørt, inden afgørelse blev truffet.

Barnebrude, tvangsægteskaber og sex med mindreårige: 

Det er der vel ingen i Danmark, der går ind for. Jeg gør i hvert fald ikke. Efter individuel sagsbehandling med tilhørende partshøring skulle alle ulovlige forhold selvfølgelig opløses. Men inden en dansk myndighed træffer beslutning om adskillelse af par, der lever eller bor sammen i Danmark, er det som nævnt en dansk værdi, at parterne får lov til at give deres mening til kende. Ellers kunne myndigheden jo komme til at forvolde skade, overse nogle faktiske forhold eller komme til at forgribe sig på noget, der faktisk var lovligt. 

Et demokratisk retssamfund: 

I et demokratisk samfund må vi alle gøre os bekendte med retssamfundets spilleregler. Herunder at der må være samme regler for alle mennesker, uanset de forskelle der i øvrigt måtte være. Ellers krakelerer fundamentet for vores samfund. Folkevalgte har et særligt ansvar for at efterleve de demokratiske danske værdier og i at oplyse befolkningen om disse.

Glædelig Jul og Godt Nytår - "Top 5 på bloggen 2021"

Året 2021 blev igen et år, hvor alle oplevelser skete indenlands. Det har nu ikke gjort oplevelserne mindre. Vi har masser af gode minder fra ture rundt i det ganske land. 

Heldigvis har vi også haft god tid til at lære og opleve gennem faglitterære og skønlitterære bøger, gamle kort, arkivbilleder og gamle dokumenter. Og ikke mindst gennem samtaler med gamle venner. En del har jeg fortalt om i mine blogartikler.

Her er læsernes top 5 over de mest læste artikler i 2021 på  min blog.

1. På vej mod nye tider 

Bramdrup og Bramdrupdam 1955.
I fortællingen "På vej mod nye tider" går jeg yderligere 35 år tilbage til 1920

.

Årets højdespringer er fortællingen om, hvordan de nye tider for 100 år siden fik tag i det lille stillestående Bramdrup landsogn nord for købstaden Kolding. Mit bopælssogn gennem 45 år har været gennem en kolossal udvikling fra søvnig landsogn til moderne forstadsbebyggelse. Denne udvikling startede for omkring 100 år siden. Her er et uddrag af fortællingen ”På vej mod nye tider”:

”Hverdagene blev afgrænset af kirkeklokkerne, der ringede solen op eller ned. Og dagen blev underopdelt af togene på den smalsporede Egtvedbane, der tre gange om dagen i hver retning i sindigt tempo asede over banedæmningen ved kroen på sine to timer lange ture hver vej mod Kolding eller Egtved. Også togene på Troldhedebanen opdelte dagene.

De hårdt arbejdende på markerne eller i staldene rettede lige ryggen, når de hørte togenes dampfløjten, når de passerede trinbrættet ved dammen nær Påbyvej på deres tur tre gange om dagen i hver retning mellem Kolding og Troldhede i Vestjylland. En togtur på fire timer og et kvarter i hver retning. Ikke sært, at de to jernbaner og specielt Egtvedbanen allerede her i 1920 havde problemer med økonomien. Og med konkurrencen fra den hastigt voksende biltrafik.” 

Jeg er vokset op i det lille landsogn Husby på Vestfyn. Et sted som jeg stadig interesserer mig for og ofte besøger. Derfor lavede jeg i februar 2021 en blogfortælling om livet for omkring 100 år siden i Husby i 1920. Denne fortælling "Sparket ihjel" blev nr. 4 på læsernes "Top 5 2021".

Læs fortællingen om Bramdrup Sogn her: https://ih18.blogspot.com/2021/03/pa-vej-mod-nye-tider.html

2. Det gør ondt

SFO børn

Nummer to på årets ”Top 5” er nok nærmest et personligt synspunkt. Det er den af mine blogfortællinger 2021, jeg selv er mest glad for. 

Det hotteste emne på et vælgermøde i Bramdrupdam i november var vores lokale Bramdrup Skole, der for nogle år siden blev tillagt et blokkvarter fra Koldings udkant. Bag spørgsmålene til politikerne lå der flere gange underforstået, at børnene fra blokkvarteret var skyld i en negativ udvikling. Nej, hvor gjorde det ondt helt ind i mit inderste.

Tænk sig bevidst eller ubevidst at marginalisere og stigmatisere en hel børnegruppe. Her et uddrag fra fortællingen om mine refleksioner efter vælgermødet: 

Det gør ondt, ”…når jeg forestiller mig, hvordan et barn eller en gruppe af børn må have det, når de offentligt igen og igen udstilles som værende specielle og særligt problematiske. Får at vide, at nogle forældre til andre børn ønsker at vælge netop dem fra. 

Når de oplever, hvordan denne gruppe af forældre offentligt udtrykker, at ”vores børn ikke kan trives, lære og udvikle sig optimalt, hvis de skal være sammen med børn, der ser anderledes ud, har udfordret social baggrund eller som kommer fra bestemte boligområder”… 

 …sådanne oplevelser i barndommen kan medføre efterfølgende dårlige sociale og psykiske betingelser… …dårlige sociale og psykiske betingelser kan (…) fremme afmagtshandlinger som for eksempel vold, kriminalitet, hærværk, en "så kan det hele da også være lige-meget-mentalitet" og mange andre dårligdomme.”

Læs hele synspunktet her:

https://ih18.blogspot.com/2021/11/det-gr-ondt.html 

3. Kelds Boms fantasifulde verden

Vandhullet på engen ved Husby Hole

Fortællingerne om vores fantasifulde lege- og skolekammerat Keld kommer ind på en tredjeplads. 

Mit arbejde med disse fortællinger har en særlig baggrund. Mine grandniecer satte stor pris på deres morfars - min mellemste bror Leifs – dramatiserede fortællinger om vore lege med Keld Bom. Desværre kan Leif på grund af sygdom ikke længere selv underholde sine børnebørn med disse fortællinger. Derfor satte jeg mig for i en fantasifuld dramatisk form at skrive om vores fælles oplevelser sammen med vores gode kammerat Keld. Her er et lille uddrag fra en af fortællingerne. Den omhandler "bagerkrigen" på Skræppedalsvej. Kelds lille blå cykel indgår i alle fire fortællinger:

"Da Leif og jeg lå i skyttegraven og ventede på Keld, så vi pludselig Nakkebageren parkere sin brødbil på vejen neden for vores hus, tage noget brød frem og begynde at gå op til mor for at levere ugens brød.

”Vent”, råbte vi til Keld.

”Nej, jeg tænder nu. Fjenden skal ikke komme op ad indkørslen”, råbte Keld ekstatisk tilbage, idet han tændte de fem kinesere.

”Boom!!!”, ”Kapong!!!” og ”Kapau!!!”

 …Nakkebageren var helt uforberedt. Vi lå gemte nede i skyttegravene og det tågede vejr dækkede godt over os. Så han havde slet ikke set os og var derfor ikke forberedt på de mægtige brag. Han blev så forskrækket, at han tabte de to rugbrød og franskbrødet, han bar i hænderne. Han kunne stadig ikke se os, for vi blev liggende musestille i tågen og krudtrøgen bag skyttegravenes volde, indtil han var gået ind til mor.

Så var det med at komme væk, inden han kom ud igen. Keld Bom løb hen til sin gamle nedslidte blå cykel, sprang op på den og kørte knirkende og hvinende ned mod Hygind. Han skulle ikke have noget af at tale med mor. Leif og jeg løb ind i skoven og ventede på, at Nakkebageren var kørt, inden vi kom frem igen…” 

Læs de fire fortællinger her: 

https://ih18.blogspot.com/2021/12/keld-boms-fantasifulde-verden-fortalt.html 

4. Sparket ihjel 

På læsernes fjerdeplads kommer fortællingen om livet i Husby 1920. Den var den første af de tre landsbyfortællinger 1920, jeg lavede i vinteren 2021. 

Hold da op, hvor jeg blev overrasket over, hvor mange dramatiske ting der skete i Husby i 1920. Husby fremstår som alt andet end et søvnigt landsogn. Her et lille uddrag af fortællingen:

”Der skete meget andet i Husby i 1920. En blev fundet druknet ved Eskør Strand. Tobaksbønderne lavede et tobakskartel. En voldtægtsmand fra Sdr. Åby blev dømt. Telefonistinderne strejkede. Og der blev doneret kartofler og penge til de sultne i Wien."

Sognet blev også ramt af et voldsomt uvejr, der i Sdr. Åby kostede nogle køer livet. Alt var nu ikke ulykke. Som altid følges sorg og glæde. Og ulykke og lykke går på rad og række. Her er hele fortællingen om både dagligliv og dramatiske dage i Husby 1920: 

https://ih18.blogspot.com/2021/02/sparket-ihjel-i-hygind.html

Jeg lavede en tilsvarende fortælling fra 1920 om Husbys nabosogn Tanderup, hvor vi kom meget i vores unge dage og derfor føler en vis tilknytning til. Denne fortælling opnåede ikke at komme på listen over årets top 5, men kan læses her: 

https://ih18.blogspot.com/2021/03/nu-skulle-lreren-have-rene-negle.html

5. Kvinder og verden 

Mindesmærket for Inge Lehmann nær det
gamle universitet på Frue Plads i København

Min fortælling om kvinder og naturvidenskab opnåede en fin femteplads. Den fortælling er et godt eksempel på, hvad der kan inspirere mig til at skrive noget ned. Udgangspunktet er Marie Krogh, som jeg faldt over på min jagt i Husbys lokalhistorie.

Hun blev født nær mit barndomshjem og blev en af Danmarks første kvindelige anerkendte forskere. Arbejdet med Marie Krogh fik mig til at søge efter andre naturvidenskabelige kvindelige rollemodeller.

Jeg har altid været særlig optaget af den geologiske disciplin pladetektonik. Og jeg havde lige læst Eva Tinds medrivende skønlitterære roman ”Kvinden der samlede verden” om videnskabskvinden Marie Hammers forunderlige undersøgelser af mosmider på stort set alle kontinenter. En mere dramatisk og medrivende roman, end man lige skulle tro. Hun måtte selvfølgelig med i fortællingen.

Efterfølgende gav det sig selv, at geodæten og seismologen Inge Lehmann også måtte med. Hun var den, der først påviste, at jordens kerne er en fast kugle. Jeg har ofte beundret mindesmærket for Inge Lehmann på hjørnet af Fiolstræde og Frue Plads i København.

Som afrunding valgte jeg den nulevende videnskabskvinde Lene Vestergaard Hau fra Vejle. Hun forsker i USA i det, vores berømte videnskabsmand Ole Rømer kaldte ”lysets tøven”, altså lysets hastighed. Lene Hau er nok den dansker, der er tættest på en nobelpris i øjeblikket. 

Her et lille uddrag af fortællingen om de kvindelige naturvidenskabelige rollemodeller:

”Mens børnene var små, prioriterede Marie Krogh familien. Ægteskabet var præget af ægtefællens karriere som forsker. Gennem sit livslange virke som forsker bidrog August Krogh med skelsættende forskningsresultater inden for menneskets lungefunktion, kredsløb og vævenes iltforsyning. Derudover havde han en usædvanlig opfinderbegavelse, der gjorde ham i stand til at udtænke og udvikle nyt og avanceret forskningsudstyr. Han modtog i 1920 Nobelprisen for sin indsats.

På trods af en mand med international forskerkarriere og trods fire børn arbejdede Marie Krogh med forskning, undervisning og lægepraksis.”

Læs fortællingerne om de seje fire kvindelige forskere her: https://ih18.blogspot.com/2021/07/en-kvindelig-rollemodel-fra-husby.html 

Og så et par wildcards til to artikler jeg selv er særlig glad for, men som ikke har formået at komme ind på årets top 5 læserliste. 

Wildcard 1: Hårdt ramt af sten

Jeg besøgte Memnoskolosserne på Nilens venstre bred ved Luxor i 1974

Fortællingen "Hårdt ramt af sten" handler om gennem fysisk tilstedeværelse at mærke, føle og opleve historiens gang og levevilkårene for fortidens mennesker. Min tur gennem historiske tider og geografiske steder starter med en vandretur ved Tybrind Vig, der bragte mig 7000 år tilbage. Så går jeg i konkret forstand videre rundt om Djosers trinpyramide for 4.600 år siden, går rundt om Stonehenge for 4.500 år siden, vandrer gennem Knossos for 4000 år siden, går på Den kinesiske Mur 2.400 år tilbage, slentrer gennem vulkanstivnede Pompejis gader 2000 år tilbage, går ind i Hadrians romerske tempel Pantheon og vandrer langs hans Hadrians Wall i England for 1.900 år siden, går ved slesvigske Dannevirke 1.500 år tilbage og ender turen med at klappe sten i Barcelonas 700 år gamle "Havets Katedral". Fortællingens afslutning er et digt skrevet af den tyske forfatter Bertolt Brecht i Svendborg for omkring 80 år siden. Et hyldestdigt til alle tiders og alverdens krumbøjede og knoklende bygningsarbejdere.

Fantastisk, hvordan "døde" sten kan sætte gang i ens historiske indlevelsesevne. Her er et par smagsprøver fra fortællingen:

”Lille og tilsyneladende ubetydelig. Pludselig lå den der, lige foran snuden på mine vandrestøvler. Wauw! ”Tag mig med”, nærmest råbte den til mig…"

"… Førsteindtrykket af de mægtige i modlyset mørke himmelstræbende sten er uudsletteligt prentet i min hukommelse. Ved dette mit første besøg ved Stonehenge var der ikke megen turist tingel tangel over stedet. Vi kunne gå rundt mellem de kæmpemæssige sten og klappe på dem. Imens kunne vi tænke på de druider, der blandt de tonstunge op til fire meter høje sten har anråbt de højere magter om at støtte og styrke deres folk. De anråbte først og fremmest den livgivende sol om vedblivende at fortsætte sin daglige tur over himlen i stadig større og varmere cirkler til gavn for årets vækst…” 

Læs hele fortællingen her: https://ih18.blogspot.com/2021/12/hardt-ramt-af-sten.html 

Wildcard 2: Skolers oplevede og faktiske kvaliter

Vikingetiden kan bruges til underholdning,
men også til gedigen faglig historieundervisning

Ovenstående nummer 2 på årets Top 5-liste "Det gør ondt" med mine refleksioner efter valgmødet i Bramdrupdam i november fik mig til at lave en opfølgende artikel om, hvordan jeg ser på skolers kvalitet. Denne nåede ikke op i "Top 5", men bliver årets wildcard nr. 2. Her er et uddrag:

"Rygtebørser arbejder hurtigt. Følelser er lette at antænde, breder sig som steppebrande og kan hurtigt skrue sig op i negative spiraler, hvor saglighed og fakta bliver en mangelvare. Det er meget uhensigtsmæssigt, men på sin vis forståeligt, da vores børn jo er det bedste guld, vi har. Kunsten er derfor at modvirke rygtebørserne.

Når der rejser sig en negativ stemning om en skole, er det vigtigt at få andet end rygter og følelser på bordet. Både fakta og følelser bør tælle i vurderingen af en skoles kvalitet. Skolevurderingen bør ske ud fra helhedsvurderinger og faglig indsigt og ikke ud fra enkelttilfælde."

Læs hele synspunktet her:

https://ih18.blogspot.com/2021/11/en-stemning-af-utryghed-og-misnje-kan.html

Glædelig Jul og Godt Nytår

Ib Hansen, 19.12.2021