En tråd i livets væv

 

Væverens kone Trine havde et dramatisk og omskifteligt liv med både mange glæder og mange sorger. Hun blev allerede enke i en alder af 45 år. 

Trines vævermand skrev kort før sin død ovenstående hyldestdigt til sin elskede væv. Han burde også have skrevet et hyldestdigt til sin viv. Hun havde gennem tykt og tyndt holdt sammen på deres familie i de 21 år, de nåede at være gift, inden hans sygdomsramte krop ikke kunne mere.

Damaskvæverens kone kunne ellers nok fortjene stor hyldest. Hun knoklede i hjemmet, hvor hun måtte opleve død, sygdom og store sorger, selvom der i hendes lange liv selvfølgelig også var glæder. Trines liv blev i høj grad en tråd vævet på mange væve. Men hun stod dengang og i de efterfølgende år i skyggen af sin mand. Det forsøger den efterfølgende fortælling at råde bod på.

Den store væverfamilie

Det var damaskvæver og digter Lars Clausen, der kun 52 år gammel den 10.6.1893 efter mange års svær sygdom måtte opgive livet. Han efterlod konen Trine med to børn i hjemmet i Emtekær. 

I denne fortælling er det Trine, jeg har i fokus. Hun blev den 22.9.1848 født ind i en væverfamilie i Sdr. Åby nær Brændeåens udløb i Lillebælt. Ved dåben i Husby Kirke blev hun døbt Ane Cathrine Hansen. Hendes forældre var væver Hans Jeppesen og hustru Bodil Olesdatter.

Ane Cathrine var åbenbart for besværligt et navn til daglig brug, så hun blev kaldt Trine. Hendes liv blev fyldt med væve. Hendes far var væver, hendes kommende mand Lars var væver, Lars´ far, bedstefar og oldefar var også vævere hjemmehørende i Sø-Søby øst for Assens. Trines bror Ole Hansen blev også væver efter at have været lærling ved hendes mand Lars Clausen.

Lars Clausen var født i Sø-Søby den 25.1.1841 og havde stået i lære hos sin far og hos en væver i Hårby. Da han var 23 år deltog han i den ulykkelige krig i 1864. For sin indsats under kampene i Sønderjylland  opnåede han hæderfuld omtale for udført heltedåd. Efter at være vendt hjem fra krigen arbejdede han forskellige steder som væversvend, inden han i 1868 blev væver på Wedellsborg. Lars Clausen flyttede ind i det nu nedrevne væverhus, der dengang lå helt tæt på Wedellsborgs porthus Adlerhus. På stedet, hvor væverhuset lå, står nu en mindesten for Lars Clausen. Han blev anerkendt for sine kunstneriske damaskvævninger, sine dagligdags brugsvævninger og ikke mindst for sine digte.

Væveren og væverdatteren fandt sammen

Lars fandt sammen med væverdatteren Trine fra Sdr. Åby. De blev gift i Husby Kirke tæt ind under jul den 20. december 1871. Nu kunne Trine 23 år gammel flytte ind i Wedellsborgs væverhus. Her afløste hun som husmoder Else Kirstine Clausen, der hidtil havde ført hus for broderen Lars. Else Kirstine var født 22. marts 1846. Hun var således kun 2 år ældre end svigerinden Trine. Meget passende blev Else Kirstine gift nogle få måneder efter Trine og Lars. Hun fandt sammen med en 25 år ældre enkemand Anders Nielsen, der sammen med sin afdøde hustru havde en børneflok på 9. Anders Nielsen boede med sin børneflok i Holme Huse tæt på væverhuset ved Adlerhus. Else Kirstines og Anders Nielsens ægteskab blev meget frugtbart. I de følgende år kom der 13 børn ud af det.

Trine og Lars Clausens ægteskab startede godt. Det gik fint med vævervirksomheden. Lars ansatte svende og holdt lærlinge, som nævnt blandt andre Trines bror Ole Hansen. Efterhånden kom der også logerende til, så Trine på et tidspunkt havde 8 mand i kost. Digtning blev der også tid til. Lars fik indrykket en del af sine digte i egnens aviser. Samtidig blev han anerkendt for sine kunstneriske damaskvævede ofte religiøse tekstilbilleder.

Sorger og glæder

Snart måtte Trine erkende, at livet udover hårdt arbejde indebar både sorger og glæder. Det startede fint. Allerede ti måneder efter brylluppet fødte Trine den 31. oktober 1872 deres førstefødte søn. Han fik navnet Claus Hansen Clausen, opkaldt efter farfaderen Claus og morfaderen Hans. Datteren Johanne Kirstine Clausen fulgte efter den 18. april 1875, mens nummer tre, sønnen Bent Clausen kom til den 12. november 1879. Gad vide om Trine var glad eller ked af, at hun ikke skulle igennem så mange graviditeter som den nærtboende svigerinde Else Kirstine, der i 1880 allerede havde født 6 af sine 13 børn.

Men så vendte lykken for Wedellsborgs væverfamilie. Omkring 1880 begyndte Lars Clausens helbred at skrante helt alvorligt. Det viste sig, at han led af en uhelbredelig kræftsygdom i brystet. Selv om han blev indlagt på hospital så langt væk som i København, kunne lægerne ikke helbrede ham. Han havde i starten af sin sygdom både gode og dårlige perioder, så indtil videre gik det. Nu var det mere end nogensinde vigtigt, at Trine kunne holde sammen på virksomheden og på familien.

Værre var det med Lars og Trines datter. Kun 9 år gammel døde Johanne Kirstine den 5. januar 1885. Trine og Lars blev som mange andre dengang ramt af tidens store svøbe, den høje børnedødelighed. Men det skulle blive meget værre!

Familien måtte flytte fra hus og hjem

Greven på Wedellsborg ønskede at forskønne adgangen til Wedellsborg Slot gennem porthuset Adlerhus. Det gamle skæve væverhus lige uden for porten pyntede ikke, syntes han. Greven besluttede derfor at rive huset ned. Så samme år som deres datter var død, måtte familien Clausen i 1885 flytte til et af grevskabets fæstehuse i landsbyen Emtekær i Tanderup Sogn 3-4 km fra Wedellsborg.

Knap var de flyttet ind i huset i Emtekær før Trine fødte en datter. Denne datter blev opkaldt efter sin døde storesøster Johanne Kirstine. Men Trine og Lars skulle ikke forskånes for endnu en stor sorg. Den nyfødte datter døde blot fem uger efter fødslen. Efterfølgende fik de ikke flere børn. Lars fik det dårligere og dårligere. Den 10. juni 1893 bristede livets tråd for Lars Clausen. Nu var Trine som 45-årig alene med sønnerne Claus og Bent på henholdsvis 21 år og 14 år.

Trine kunne glæde sig over, at det i første omgang gik sønnerne Claus og Bent godt. På skift boede de, indtil de blev gift hjemme i huset i Emtekær, hvor Trine tjente til dagen og vejen blandt andet ved at udføre håndarbejde. Omkring 1910 flyttede Trine til Bredning for at bo sammen med Bent i huset på matrikel 25,b. Bent havde da efter blot 10 måneders ægteskab mistet sin første kone.

Sådan gik det Trine og Lars Clausens sønner

Begge sønnerne lærte et håndværk og blev dygtige håndværksmestre. Claus blev uddannet som sadelmager. Efter udstået læretid dygtiggjorde han sig ved rejser i Tyskland og Frankrig. Bent kom i malerlære. Trine fik udover indkomsten fra håndarbejdet hjælp fra både sønner og øvrig familie. Hun var jo en ung enke på blot 45 år, da manden Lars døde.

Claus var den første af sønnerne, der blev gift. Den 4. oktober 1901 blev han i Sankt Knuds Kirke i Odense gift med Else Larsen. Hun var fra Sdr. Åby og var datter af gårdfæster Mads Larsen og hustru Karen. 

Else og Claus bosatte sig 1901 i Ejby, hvor Claus nedsatte sig som sadelmagermester. Det gik dem godt. De fik 4 drenge og desværre også en dødfødt tvilling. Forretningen blomstrede. Claus blev medlem af Balslev-Ejby Sogneråd valgt ind for Venstre. Han blev formand for Ejby Håndværker- og Industriforening og spillede en stor rolle ved planlægningen af den store håndværker- og industriudstilling i Ejby i 1913.

Bent slog sig ned som malermester, først fra væverhuset i Emtekær og siden fra hans eget hjem i Bredning. Trine var sikkert meget tilfreds med hans valg af ægtefælle. Han blev nemlig 24.1.1908 i Tanderup Kirke gift med Dora Bolette Lasthein Madsen, der var datter af Tanderup Skoles højt estimerede førstelærer Rasmus Theodor Madsen. Trine kunne se lyst på tilværelsen, begge sønner var godt i vej. Men nej, sådan ville skæbnen det ikke. Ulykkerne slog igen hårdt ind over Clausen familien.

En ulykke kommer sjældent alene 

Bent og Dora blev nemlig ramt af den store sorg, at deres førstefødte blev en dødfødt pige. Og ikke nok med det. Tre dage efter den 21. februar 1909 døde Dora i hjemmet i Bredning af fødselsbesværet. 

Efterfølgende blev Bent gift med Kirstine født Lahn. Trine blev boende sammen med dem i huset i Bredning. Bent og Kirstine fik 7 børn. Det gik Bent godt. Han havde tid til udover malervirksomheden at beskæftige sig med politik og stillede op for Radikale til sognerådet. Der har sikkert ved familiesammenkomsterne været en del diskussion mellem brødrene Claus og Bent. Radikale var jo et udbryderparti, der i 1905 var blevet udskilt fra Venstre.

Men Trine havde mange sorger at bære på. Efter svigerdatteren Doras død i 1909, måtte Trine opleve den store  sorg, at hendes ældste søn sadelmageren Claus døde den 12.3. 1919 kun 45 år gammel. Han efterlod sig konen Else og fire mindreårige sønner.

Efterfølgende er glæderne for Trine i højsædet. Men så vendte svøben spædbørnsdødelighed tilbage. Trine måtte sammen med Bent og Kirstine opleve den sorg, at hendes barnebarn og deres søn Johan Peter født den 31.12.1929 allerede døde 4.1.1930, 4 dage efter fødslen. 

Clausenfamilien satte sit præg på egnen

Clausenfamilien kom i flere generationer til at sætte deres præg på egnen. Sønder Åby, Wedellsborg, Emtekær, Bredning, Holme Huse, Gammel Huse og Ejby er blot nogle af de steder, som Clausen-familien har haft tilknytning til gennem flere slægtled helt op til vores tid. Nogle af de senere slægtled er vendt tilbage til steder, hvor de ældre slægtled slog deres folder.

Trine og Lars Clausens barnebarn Johanne Karoline født 2. september 1916 som datter af Bent og Kirstine Clausen giftede sig 17. maj 1942 med gartner Frede Christensen fra Ø. Skerninge. De slog sig ned og drev gartneri i Bredninge nær Brændeåen, på modsatte bred i forhold til Sdr. Åby, hvor Johannes farmor Trine blev født og voksede op. 

Et andet af Trine og Lars Clausens børnebørn Astrid datter af Bent og Kirstine Clausen giftede sig med skovarbejder på Wedellsborg Kristian Levinsen og flyttede ind i huset Wedellsborgvej 82 i Gammel Huse ganske tæt på Adlerhus, hvor Trine og Lars Clausen oprindelig boede. Og tæt på Holme Huse, hvor farfar Lars´ søster og farmor Trines svigerinde Else Kirstine boede i mange år og fødte 13 fætre og kusiner til Trine og Lars´ sønner Claus og Bent. Kristian Levinsen kom en del i mit barndomshjem. Han var en spændende mand. Men det er en anden historie.

Efter et langt og begivenhedsrigt liv døde Ane Cathrine Clausen født Hansen og kaldet Trine 89 år gammel den 18. september 1937. Hun blev begravet på Tanderup Kirkegård ved siden af sin væver- og digtermand Lars.

Trine var en del af en på Vestfyn velkendt familie, men jeg tror, hun kan stå som eksponent for, hvordan mange kvinder oplevede sig som en tråd i livets væv for 100 år siden. En skrøbelig, men også stærk tråd.

Fortællingen om Trine og hendes familie kan sætte i relief, hvad vi som samfund har kæmpet os til gennem de sidste hundrede år ligestillingsmæssigt, velfærdsmæssigt og politisk. Foråret giver anledning til at forny håbet om, at vi som samfund fortsat må bevæge os frem mod en tryggere, mere retfærdig og mere sikker verden. Derfor slutter jeg denne fortælling om Trines færden gennem livet med et forårsdigt af hendes mand Lars Clausen. 

Paa Tagryg og Gavle

er Fløjten og Sang,

For Bierne travle

blev Kuben for trang,

Violen med Gækken

har alt byttet Kaar, den hvisker fra Hækken

saa blidt: Det er Vaar!

Ib Hansen, 21. marts 2022

 

 

 

Kvinderne knoklede og fødte mange børn

Kvinder og mænd. En evig interessant historie. En fortælling om nogle kvinder fra Holme Huse i Husby Sogn kan kaste lys over, hvordan mange kvinders dagligliv og livsvilkår så ud for ikke så længe siden. Masser af arbejde og masser af børn.

Tidligere tiders kvindeliv var præget af manglende prævention og dermed bestemmelse over egen krop, familiens og samfundets fordømmelse af mødre med børn født som et resultat af uægteskabelige forhold og ikke mindst den store børnedødelighed. På disse områder er der i vores tid trods alt sket markante forbedringer.

Tilbagemeldinger gav mig nyt fokus

Hvilke forbedringer er der sket i forhold til ligestilling, ligeværd og gensidig respekt mellem kønnene gennem de seneste århundreder?

Lad mig starte med udgangspunkt i en tilbagemelding, jeg fik i forhold til min tidligere fortælling om de børnerige træmænd fra Holme Huse. En stor tak for en sådan fin melding. 

"Historien om kvinderne, der fødte de utallige børn, kunne give endnu et lag i historien. Tænk sig et liv, hvor de ikke selv bestemte over deres egen krop, var gravide og fødte hvert eller hvert andet år, hvor flere af deres børn døde, inden de blev store, og hvor kvinderne selv blev slidt op af de mange fødsler og selv var i stor risiko for at dø af det. Deres meritter er værd at huske og have respekt for og kan minde os om, at det ikke er en selvfølge, at kvinder i dag selv bestemmer, hvem de vil leve sammen med, om de vil have børn (og hvor mange), og hvilken uddannelse eller job, de ønsker."

Nogenlunde sådan lød meldingen, jeg fik som respons på min fortælling om krigsveteranen og tømreren fra Holme Huse Anders Nielsen, som med to ægtefæller blev far til 22 børn: 

https://ih18.blogspot.com/2020/03/rig-patriark-fra-holme-huse-i-husby-pa_6.html

Tilbagemeldingens synspunkter er jeg meget enig i. Vi skal ikke mange år tilbage før kvinder, der arbejdede i hjemmet blev kaldt "hjemmegående", fremfor det de i virkeligheden var, nemlig "hjemmearbejdende". Min egen mor var en af de "hjemmearbejdende" kvinder. Min farmor var medhjælpende hustru og fik mange børn. Og det på et tidspunkt, hvor hun kun kunne holde et par dage fri lige omkring fødslerne. Både personligt, men også samfundsmæssigt har de knoklende kvinder min største respekt.

Men kunne jeg finde stof om Anders Nielsens to hustruer, der tilsammen fødte 22 børn? Kvinderne har jo ikke altid haft plads i historien. Jeg valgte at prøve.

Masser af arbejde og mange graviditeter 

Krigsveteranen fra Treårskrigen 1848-50, tømrer og husmand Anders Nielsen fik ved sin død i avisnekrologerne hædrende omtale ikke blot for sin krigsindsats, men også for sine mange børn. Han opnåede at få en pengegave fra både kongehus og krigsministerium i anledning af sine mange børn. Men hans to hustruer har jeg ikke fundet nogen hædrende omtale af. En stor mangel. Det er da trods alt dem, der har været gennem de mange fødsler, og som har knoklet i hjemmet med en stor husholdning og med have og husmandsbrug.

Anders Nielsen var født og opvokset i Husby. Det var hans første hustru Maren Nielsdatter også. Kort efter Anders kom hjem fra krigstjenesten blev han og Maren gift i april 1851, begge 26 år gamle. Det var to år efter Anders´ far træskomager Niels Andersen var død den 14. maj 1849, 55 år gammel.

Maren og Anders flyttede ind i Anders´ hjem. Det var en stor husholdning Maren i 1851 kom ind i. Med Marens efterfølgende mange fødsler og med både aftægtsfolk og tjenestefolk blev husholdningen større og større. Forhåbentlig har svigerdatter og svigermor under samme tag haft et godt indbyrdes forhold, ellers må det have været uudholdeligt. I 1855 bestod hjemmet i Holme Huse udover Anders og Maren af deres første tre børn, Anders´ mor Bodil og to tømrerlærlinge. En husstand på i alt 8 personer.

Det var et hårdt liv for Maren med megen arbejde, mange svangerskaber og mange fødsler. En oversigt over Anders´ og Marens børn giver et godt billede af Marens vilkår i forhold til svangerskaber og fødsler.

Knap et år efter giftermålet fødte Maren den 27. marts 1852 deres første søn Niels.

Fjorten måneder senere den 31.5.1853 blev Knud født.

Så gik der femten måneder, inden Hans blev født den 5.9.1854.

Efter en lille pause på 23 måneder blev Jørgen født den 5.8.1856.

Nu blev det så pigernes tur. Efter fire drenge blev Karen født den 27.8.1858, 24 måneder efter Jørgen.

Den næste i rækken var også en pige. Bodil Kirstine blev født den 27.4.1860, 20 måneder efter Karen.

Efter 22 måneder blev Jens Christian født den 12.2. 1862.

Den 27.1.1864 kom Ane Marie til, 23 måneder efter Jens Christian.

I 1865 blev Maren 40 år. Som den sidste af hendes 9 børn blev Carl Christian født den 21.8.1865, 19 måneder efter Jens Christian. Maren havde da været gift i 14 år, hvoraf hun havde været gravid i 6 år og 9 måneder. Maren var så heldig, at ingen af hendes børn døde som småbørn. Det var ellers i en tid med høj småbørnsdødelighed, hvor mange forældre smerteligt måtte sige farvel til mange nyfødte og småbørn. Småbørnsdødeligheden vender vi tilbage til.

Maren født Nielsdatter døde den 10.9.1869. Hun efterlod sig 9 børn i alderen 4-17 år, hvoraf 7 stadig var hjemmeboende. Herudover bestod husstanden i Holme Huse af enkemand Anders på 44 år, hans mor aftægtsenken Bodil født Jensdatter på 66 år, en logerende sypige på 41 år og to ansatte tømrere på 23 år. I alt en husstand på 12 personer. Så Anders´ 66-årige mor havde efter Marens død nok at se til med at holde huset og husmandsbruget kørende, mens Anders arbejdede med sin tømrergerning. Hun har ganske givet knoklet det bedste, hun havde lært. Men det kunne ikke blive ved at hænge sammen. Så nu var gode råd dyre. Men først måtte Anders´ mor knokle nogle år for at holde sammen på familien og det arbejdskrævende hjem

Sorg og glæde

Løsningen viste sig for Anders at være nærliggende. Ikke langt fra Holme Huse i det nu nedrevne væverhus ved Wedellsborgs porthus Adlerhus boede den estimerede væver og digter Lars Clausen. Han var endnu ikke gift, så han havde sin i datidens øjne giftefærdige søster Else Kirstine til at holde hus for sig. Lars Clausen skulle giftes, så han havde ikke længere brug for søsteren til at holde hus. Lars blev 30 år gammel den 20.12.1871 gift i Husby Kirke med den 23-årige Ane Cathrine Hansen fra Husby.

Else Kirstine Clausen var godt nok meget yngre end enkemanden Anders. Hun var født i Sø-Søby i Søby Sogn øst for Assens i 1846, mens Anders som tidligere nævnt var født i Holme Huse i 1825. Altså en aldersforskel på 21 år. Hvorom alt er, så blev det aftalt, at Else Kirstine og Anders skulle se at blive gift. Det blev de i Husby Kirke 17. februar 1872, tre et halvt år efter Anders´ første kone Marens død og mindre end to måneder efter, at Else Kirstines bror Lars blev gift med Ane Cathrine. Det kan man da kalde et fornuftsægteskab, hvilket jo ikke nødvendigvis udelukker kærlighed! 

Ægteskabet mellem Else Kirstine og Anders blev frugtbart. I hvert fald hvad angår børnefødsler. Tretten svangerskaber med tilhørende fødsler  måtte Else Kirstine igennem. Og arbejde var der nok af. I 1880 - otte år efter ægteskabets indgåelse - bestod husstanden udover ægteparret Anders og Else Kirstine på 54 år og 33 år af 10 hjemmeboende børn mellem 1 og 17 år, Anders´mor Bodil på 76 år tilligemed en tjenestekarl. Altså en husstand på i alt 14 personer. Og så var der lige et husmandssted at passe, mens Anders arbejdede med sit tømrermesterarbejde. Helt frem til 1888 kom der stadig flere børn til, men nogle flyttede selvfølgelig også hjemmefra.

De fleste gange endte fødslerne lykkeligt, men desværre ikke altid, som det vil fremgå af den følgende oversigt over Else Kirstines 13 fødsler.

En familie med mange fødselsdage

Atten måneder efter giftermålet med Anders Nielsen fødte Else Kirstine den 10.8.1873 deres første barn. Det blev en pige, som fik navnet Maren. Sikkert opkaldt efter Anders´afdøde kone Maren. Så gik det ellers slag i slag, dog ikke uden sørgelige bump på vejen.

Det andet barn Claus blev født 25.10.1874, 14 måneder efter deres førstefødte. Claus gik det ikke så godt med. Han døde 2 måneder gammel den 1.1.1875. Som vi skal se på senere, var børnedødeligheden i hele Danmark dengang meget høj, men sorgen over et mistet barn har selvfølgelig alligevel været stor.

Tretten måneder efter den døde Claus fødte Else Kirstine den 27.1.1876 endnu et drengebarn. Drengen fik naturligvis navnet Claus.

Ane Johanne så dagens lys den 21.3.1877, tretten måneder efter broderen Claus. 

Så gik der nitten måneder inden Kirstine blev født den 14.11.1878.

Til gengæld gik der kun 14 måneder inden Lars Jørgen blev født den 16.1.1880.

De følgende år blev fødselstakten holdt. Fødselsintervallerne var 13 til 16 måneder. Karoline blev født 9.2.1881, 13 måneder efter Lars Jørgen. Efter 16 måneder kom Else Sofie til den 6.6.1882. Tretten måneder efter blev Julius født den 4.7.1883. Igen gik der kun 13 måneder før Anna blev født den 30.8.1884. 15 måneder senere blev Boline Margrete født den 13.12.1885.

Nummer tolv i børnerækken blev født 20 måneder senere den 23.9.1887. Det var Mette Marie. Hun levede ikke mere end 4 måneder og døde den 25.1.1888.

Nu var Else Kirstine blevet 42 år og Anders 63 år. Som sidste barn i rækken blev Johannes født juleaften den 24.12.1888.

I løbet af sine på dette tidspunkt 17 år som gift havde Else Kirstine været gravid i mere end halvdelen af tiden, nemlig 9 år og 9 måneder, havde født 13 børn og havde mistet to småbørn.

Anders´moder Bodil døde 18.1.1883, så hun oplevede gennem tiden at bo sammen med 17 af sine børnebørn.

Husholdningen i Holme Huse blev mindre og mindre

I 1890 var husholdningen i Holme Huse blevet meget mindre end tidligere. Den bestod nu "kun" af Anders, 64 år og Else Kirstine, 43 år

samt 8 hjemmeboende børn i alderen mellem 1 og 12 år.

Ti år senere i 1901 er børnene på nær 16-årige Boline flyttet hjemmefra, så nu kunne 54-årige Else Kirstine nok begynde at slappe mere af. Men i en så stor familie skete der hele tiden noget. Maren, Else Kirstines førstefødte, var med datidens sprogbrug kommet i "uføre". Hun var kommet for tæt på - meget for tæt på - en blikkenslagersvend Christian Larsen fra Ejby. Resultatet blev Anker Lars Clausen født den 11.4.1899 og i kirkebogen betegnet som "uægte". Dette begreb vender vi tilbage til.

Som det ofte skete dengang blev et barn af en ugift kvinde overladt til bedsteforældrene. Det skete også for Anker, der i 1901 figurerer som boende i Holme Huse sammen med sine morforældre Else og Anders samt sin moster Boline. Hans moder Maren blev dog senere gift med en vognmandskusk Valdemar Rasmussen fra København. Anker blev en del af denne familie.

Anders Nielsen døde 8.4.1910, så i 1911 bestod husstanden i Holme Huse kun af Else Kirstine, 65 år og Boline, 26 år. Snart kom dog Elses ugifte 38-årige datter Kirstine til. Hun ernærede sig som syerske, men var kronisk syg og flyttede derfor hjem. Senere kom Kirstine til bo på hjemmet for Kronisk Syge i Odense, hvor hun døde 54 år gammel i 1933. På det tidspunkt havde hendes mor Else Kirstine været død i 7 år.  Efter et langt liv præget af hårdt arbejde og mange børn med tilhørende sorger og glæder døde Else Kirstine den 11.5.1916, 80 år gammel.

Her ender fortællingen om kvinderne i Holme Huse. Og så dog alligevel ikke. Jeg har et par gange undervejs nævnt, at vi generelt ville vende tilbage til datidens svøber, børnedødelighed og uønskede børn. Det gør vi nu.

Børnedødeligheden var en svøbe

Vi tager udgangspunkt i Else Kirstine. Hun fødte 13 børn, hvoraf to døde som spæde. Claus døde i 1875 kun 2 måneder gammel, mens Mette Marie døde i 1888. Hun blev kun 4 måneder.

Det var der ikke noget usædvanligt i. Spædbørnsdødeligheden var høj i disse år. Antallet af døde 0-4 årige børn i Husby Sogn i Claus´dødsår 1875 var 8. I alt døde der 25 personer i Husby Sogn det år. Døde 0-4 årige udgjorde således cirka en tredjedel af årets døde.

Da Mette Marie døde i 1888, var der i sognet i alt 5 døde 0-4 årige ud af årets samlede antal døde på 15 personer, altså også en tredjedel. 

Det gjorde selvfølgelig ikke sorgen mindre over et mistet barn, at mange andre var i samme situation. 

Spædbarnsdødelighed var noget datidens borgere i hele Danmark var vant til. Den var meget høj. Værst i de store byer, men også slemt i landdistrikterne. I 1919 døde gennemsnitlig i hele landet cirka 80 piger ud af 1000 nyfødte, inden de blev 1 år. Det tilsvarende tal for drenge var 100. Omkring år 1900 begyndte situationen heldigvis at ændre sig i positiv retning. I vore dage er spædbarnsdødeligheden nogenlunde ens for drenge og piger og er heldigvis bragt helt ned til omkring 4 døde pr. 1000 nyfødte.

Spædbørnsdødelighed 1850 -1998. Spædbørnsdødelighed er her defineret som 0-1 årige. I mine tjek vedrørende Husby Sogn har jeg taget udgangspunkt i 0-4 årige

Indtrufne omstændigheder

Kvinderne var dengang som i årtusinder lige op til vores tid ramt af en anden svøbe, de mange uønskede graviditeter. Værst var det med uønskede graviditeter uden for ægteskab. Prævention var der ikke noget af. Når drifterne tog over kunne det få fatale konsekvenser for kvinderne. I mange tilfælde måtte den ulykkelige kvindes forældre træde til.

Det måtte Else Kirstine og Anders Nielsen også, da deres 25-årige datter Maren i 1899 vendte hjem for at føde frugten af et uægteskabeligt forhold. Barnebarnet Anker blev i kirkebogen for Husby Sogn betegnet som "uægte" ligesom alle andre børn, der var resultater af uægteskabelige forhold. Det var en stigmatisering af mødrene og børnene, der kunne hænge ved i mange år.

Men Maren var ikke alene som "falden kvinde", som var datidens betegnelse for enlige mødre.

Vi kan da lige tjekke, om der var andre kvinder og børn i Husby Sogn i 1899, som var i samme situation som Maren og Anker. Det tør svagt antydes, at det var der. Det år blev der født i alt 19 børn, hvoraf 5 fik stemplet "uægte" på sig. Det svarer til, at 25 % af alle børn født i Husby i 1899 var resultater af uægteskabelige forbindelser. Men kunne dette år være en enlig svale? Lad os tage nogle stikprøver i år både før og efter 1899.

I 1893 blev der i Husby Sogn i alt født 23 børn, hvoraf 5 fik betegnelsen "uægte". "Uægte" børn udgjorde således knap 22 procent i forhold til antal fødte børn.

Et tjek i Husby Kirkebogs optegnelser for det første år efter afslutningen af Første Verdenskrig giver samme resultat, men endda mere markant. I 1919 blev der i Husby Sogn født i alt 19 børn, hvoraf 6 betegnes som "uægte" svarende til en procentdel på knap 32 procent. 

Opnåede forbedringer

Man kan kun have den allerstørste respekt for fortidens kvinder i Holme Huse og de mange andre kvinder ud over landet. De måtte op gennem tiden lægge krop til uønskede og mange graviditeter, måtte indgå i "fornuftsægteskaber", måtte knokle hårdt, være afhængige af mandens indtægt og opleve sorg over børns alt for tidlige død og komme i anden række i forhold til mænd. Fremkomsten af effektiv prævention i 1960´erne, uddannelse og indtræden på arbejdsmarkedet har heldigvis medført en lang række forbedringer, selvom der stadig er meget, der bør forbedres.

Kvinderne er som nævnt ofte kommet i anden række i forhold til mændene, også i forhold til historisk dokumentation. Det sidste har jeg fået bekræftet, da jeg søgte kilder til denne fortælling. Der er ikke meget at finde. Alligevel håber jeg, at fortællingen her kan ses som udtryk for fortjent respekt og anerkendelse af fortidens hårdt knoklende kvinder. De kan godt fortjene, at vi som samfund fortsat skaber resultater, når det gælder ligestilling og ligeløn for alle uanset køn og baggrund.

Ib Hansen, 1. marts 2022.

 

 

Da lægen måtte tilkaldes

Praksis- og skolelæge Sven Helbo med cigaret i hånden. 1954

Hjertet hamrede. Lungerne gik som en blæsebælg. Jeg kunne næsten ikke få et ord over læberne, så stakåndet var jeg.

Jeg stod foran døren til den sydlige fløj af Husby Forsamlingshus, der dengang rummede bestyrerboligen.

"Vil du ikke ringe til doktor Helbo i Ejby og sige, han skal komme straks," fik jeg fremstammet til den forskrækkede forsamlingshusbestyrer fru Jørgensen, der straks kunne se på mig, at noget var grueligt galt.

"Hvad er der dog sket," spurgte hun.

" Min lillebror Leif er kommet slemt til skade og har et åbent stort blødende sår i den ene knæhase"

Fru Jørgensen gik ind og ringede til Helbo og fik heldigvis kontakt med det samme. Han kunne komme straks.

"Jeg har ringet til Helbo og sagt det haster. Løb du bare hjem til din mor  og sig, at han kommer så hurtigt, han kan".

Husby Forsamlingshus omkring 1960

Vores skolekammerat Keld, Leif og jeg havde som så ofte før leget cowboy og indianere i kratskoven og på engene omme i Husby Hole.

Vi havde set cowboyfilm, hvor heltene sprang over hegn ved blot at sætte en hånd på en hegnspæl og så svinge sig over pigtråden. Det så smart ud. Så det gjorde vi også. Det gik godt adskillige gange, lige ind til Leif snublede. Han kom ikke over, men blev i stedet hængende i den rustne pigtråd. Keld og jeg fik ham forsigtigt viklet ud af tråden. En las kød fra knæhasen hang fast, men heldigvis fik vi denne las forsigtigt hægtet af tråden. Det viste sig senere at være held i uheld, at vi fik denne las med. Med armene om vores skuldre humpede Leif hjem på et ben, mens blodet strømmede fra knæhasen. Mor var hjemmearbejdende, så hun kunne straks se på det skadede ben. Hun blev meget forskrækket, da hun så, hvor galt det stod til.

På det her tidspunkt omkring 1960 havde vi hverken bil eller telefon hjemme. Gode råd var derfor dyre. Hvad skulle mor gøre?  

"Ib, skynd dig at løbe op til forsamlingshuset og få dem til at ringe til doktor Helbo og sige, at han skal komme straks." 

Derfor piskede jeg op ad den stejle Skræppedalsbakke de 7-800 meter til Forsamlingshuset. Heldigvis var fru Jørgensen hjemme, og heldigvis fik hun hurtigt kontakt til Helbo.

Det var ikke unormalt, at Helbo kom på sygebesøg de 9 kilometer fra Ejby. Det gjorde han også i dette tilfælde og det ganske hurtigt. Han fik renset Leifs sår, fik trukket den store løse las kød på plads i knæhasen og hæftede den med 6-8 klemmer. Såret helede godt, og Leif fik ikke men af hændelsen, men har endnu her mange år efter ar efter klemmerne.

Sven Helbo var ikke hvilken som helst almindelig stationsbylæge med tilliggende landområde. Han havde en ualmindelig fin faglig baggrund. Efter en tid som sygehuslæge blev han fra 1947 og seks år frem 1. reservelæge på Kysthospitalet på Refsnæs, som behandlede børn med tuberkulose uden for lungerne, det vil sige børn med kirteltuberkulose og tuberkulose i knogler og led. Han var ikke bare doktor af navn, men havde oven på sin lægeuddannelse erhvervet doktorgrad på en disputats om børn med hoftelidelsen Calvé-Perthes sygdom.

Helbo fortsatte ikke sit lovende forsknings- og hospitalsarbejde, men købte selvstændig lægepraksis i Ejby Stationsby i 1953 med tilhørende arbejde en dag om ugen som skolelæge. Hans baggrund gav ham en god indgang til arbejdet som praksis- og skolelæge. En rigtig familielæge som vi var meget tryg ved både lægefagligt og personligt.

Det var ikke blot i vores hjem og i hans praksis, vi mødte Helbo. Efter 10 år som praksislæge solgte han i 1963 sin praksis og blev herefter fuldtids skolelæge. Så han var fortsat en, vi mødte af og til.

Som alment praktiserende læge var han efter den folkelige opfattelse ikke så nem at få til at udskrive medicin som andre praksislæger. I Ejby gik der sågar historier om, at Ejby Apotek stod i fare for at måtte lukke, da han blev byens praksislæge. Så galt gik der selvfølgelig ikke. Helbos arbejde var præget af stor faglig indsigt, og han har skrevet flere lægefaglige lærebøger.

En praksislæges eller familielæges arbejde omkring 1960 var helt anderledes end praksislægers i dag. Det var dengang meget lettere fysisk at få adgang til en praksislæge. Praksislægen forestod en del skadestuearbejde. Det skabte stor tryghed både hos børn og voksne.

Ib Hansen, 15. februar 2022

Fra landsbydreng til landsbydegn

Nu var jeg færdig. Og hvad så?

I januar 1975 var jeg på Kolding Seminarium oppe til lærereksamen i mine sidste fag historie og geografi. Jeg blev hurtigere færdig med min læreruddannelse end oprindelig planlagt. I efteråret 1974 besluttede jeg at ville bruge juleferien til at give eksamenslæsningen i mine linjefag historie og geografi en stor spand kul, så jeg kunne spare forårssemesteret på seminariet. Og så kunne jeg spare et halvt års studielån og i stedet tjene penge.

Som sagt, så gjort. I januar 1975 kunne jeg efter et enormt knoklearbejde henover jul og nytår kalde mig færdiguddannet lærer. Midt i skoleåret var der ikke rigtig nogle ledige lærerstillinger at søge på Koldingegnen. Men igen spillede tilfældighederne ind, som de havde gjort, da jeg valgte at gå i gymnasiet efter realeksamen, og da jeg valgte læreruddannelsen efter studentereksamen.

Ødis Sogneskole, nu Ødis Skole

Skoleinspektør Ellegård på Ødis Sogneskole stod og manglede en vikar. En af skolens lærere var blevet optaget på et halvårskursus i idræt på universitetet i Odense. Nu skulle Ellegård så hurtigst muligt bruge en vikar resten af skoleåret. Han kom i tanke om mig, der tidligere havde været i praktik på Ødis Sogneskole. Ellegård kontaktede mig og spurgte, om vikarjobbet var noget for mig. Det var jeg straks med på, men betingede mig, at jeg først skulle være færdig med min eksamen. Det var helt i orden med ham, så aftalen blev, at jeg dagen efter sidste eksamensdag den sidste uge i januar 1975 skulle starte i Ødis Sogneskole.

Det var stort. Min første stilling. Min første lærerløn. Min første klasse som klasselærer. Min første udenlandsrejse med elever. Min første skolekomedie som medansvarlig. Og så endda på en skole, der mindede om landsbyskolen i Husby, hvor jeg gik i grundskole.

Husby Skole, Vestfyn. 1962

Det var en modig beslutning af skoleinspektør Ellegård. En der ikke kunne være mere nyuddannet skulle være klasselærer for skolens 7. klasse, hvor for øvrigt hans egen søn gik.

På Ødis Sogneskole var der tradition for, at 7. klasse i foråret skulle på en todagestur til Sydslesvig. Jeg havde på det tidspunkt aldrig selv været i Sydslesvig. Der skulle kun én lærer med, og det var så mig som klasselærer. Med god hjælp fra en lokal buschauffør, der havde kørt turen mange gange for Ødis Sogneskole, besøgte vi Hedeby og Dannevirke nær Slesvig. Dagen efter besøgte vi Eiderstedt og Rote Haubarg nær Husum.

Nå, men med den manddomsprøve vel overstået, kunne jeg så give mig i kast med den næste store prøve. Årets skolefest og skolekomedie. Inden måtte jeg så lige igennem yderligere en test. Formanden for skolenævnet, som forældreorganet hed dengang, meddelte gennem Ellegård, at hun gerne ville deltage som forældre i nogle af mine undervisningstimer i 7. klasse, hvor hun var forældre til en af eleverne. Lidt nervøs var jeg vel. Forældresamarbejdet var dengang som vist desværre også nu noget af det, som seminariet havde sværest ved at ruste de lærerstuderende til. Men selvfølgelig gik forældrebesøget i klassen godt. Langt de fleste forældre var dengang som nu positive medspillere. Jeg satte selvfølgelig skolenævnsformanden til at hjælpe i klassen, så hun kunne opleve, hvor forskellige eleverne var. Og eleverne er jo altid særlig artige og aktive, når der er forældre i klassen.

Vi var to lærere, der skulle være ansvarlige for skolekomedien. Min kollega Sven Erik havde prøvet det mange gange før, så det lykkedes at få valgt et godt stykke. Prøverne gik godt. Kulisserne blev flotte. Og premieren var over al forventning. Hvor var det opløftende at se, hvor stolte alle eleverne var over deres resultat.

Nu havde jeg jo ikke kun dansk og var klasselærer i 7. klasse. Jeg havde også matematik i 1. klasse og geografi i 6. klasse. Og så forestod jeg gennem det halve år al skolens undervisning i drengeidræt med tilhørende idrætsdag for alle Vamdrup Kommunes skoler på idrætspladsen ved Vamdruphallen. 

I en idrætstime skete noget for mig meget ærgerligt. Det var en helt sjælden gang, hvor jeg på grund af et møde helt op til  idrætstimens start ikke selv var blevet klædt om til idrætstøj, som jeg  ellers som alle andre idrætslærere satte en ære i at være. Det kunne jeg ikke nå til denne bestemte time, hvor eleverne skulle have redskabsgymnastik. Jeg skulle lige vise eleverne, hvordan de skulle gå op i ringene og hænge med hovedet nedad. Da jeg hang i ringene gled min fine Parker-kuglepen ud af min skjortelomme og brækkede midt over, da den ramte gulvet. Det var en kuglepen, der havde stor affektionsværdi for mig. Min morfar gav mig den med mit navn indgraveret, da jeg havde bestået studentereksamen. Nej, hvor jeg ærgrede mig.

Bramdrup Skoles lærerstab 1986

Nå, men alt har en ende, også vikariater. I juni 1975 sluttede jeg på den lille landsbyskole Ødis Sogneskole. Skolen hedder nu Ødis Skole. Til august 1975 kunne jeg starte på Bramdrup Skole, der dengang var en af Vejle Amts største skoler med 8-900 elever. Jeg havde søgt og fået stillingen tidligt på foråret. Det var en af mine kollegiekammerater på Kolding Nordre Kollegium, der anbefalede mig at søge stillingen på Bramdrup Skole. Han havde været i praktik på skolen og synes, at det lige måtte være en skole for mig. Det havde han ret i. Jeg havde en  dejlig tid på Bramdrup Skole med dygtige og gode kolleger og en fantastisk skoleledelse. Her blev jeg i næsten 17 år, indtil jeg inspireret af min dygtige skoleinspektør Aage Knudsen fik ledelseslyster og den 1. februar 1992 flyttede til en skoleinspektørstilling på en anden af Kolding Kommunes store skoler, Lyshøjskolen. Men det er en anden historie.

Lærer- og pædagogstab på Lyshøjskolen 1993-94

Det halve år på Ødis Sogneskole var som et ekstra studiesemester. Kollegerne og skoleinspektøren støttede mig og lærte fra sig. Jeg kunne i et trygt støttende miljø begå de klassiske fejl, som en ung nyuddannet lærer altid vil begå. Jeg lærte også meget af de forskellige elever og deres forældre. Altsammen var mig til uvurderlig støtte i mine følgende job forskellige steder i folkeskolen. Jeg var og er rigtig glad for mit halve år på Ødis Sogneskole.

Ib Hansen, 22. januar 2022

 

 

Ungdoms- og brydningsår.

Da de første toner af "Jumpin´Jack Flash" rungede gennem Københavns Forum, forsvandt min dårlige samvittighed som dug for solen.

Hvorfor havde jeg dårlig samvittighed? Det havde jeg, fordi jeg sammen med min klassekammerat Erik fra 3.G på Vestfyns Gymnasium havde besluttet "at holde fri" for at besøge min lillebror Leif i København og i den forbindelse overvære koncerten med Rolling Stones i Københavns Forum fredag den 11. september 1970. Det var både første og sidste gang, jeg holdt fri i utide fra min skolegang.

Playlisten fra Rolling Stones koncerten
 i Københavns Forum 11.9.1970

Fra først til sidst synes vi turen havde været alle pengene, besværet og den dårlige samvittighed værd. Det tog dengang mange timer at rejse til København og tilbage igen. Der var ingen Storebæltsbro, så tog- og færgeturen kunne sagtens tage fire timer hver vej. Vi havde ikke råd til at betale for indlogering, så vi overnattede hos min bror Leif i hans værelse på Fiolgården i Fiolstræde i det indre København. Tre mand på et lille værelse var ikke særlig bekvemt, men alt det var glemt, da Erik og jeg sammen med Leif og vores københavnerkammerat Arne ekstatisk lyttede til slutnummeret "Honky Tonk Women". The Rolling Stones betød noget for mig dengang.

Da Leif og jeg gik i realklasserne i Ejby Folke- og Realskole, var vi drenge stort set opdelt i to grupperinger efter to parametre. Opdelt, men ikke i modsætning til hinanden. Parametrene var, om vi i fodbold holdt med B1909 eller B1913. Og om vi i musikkens verden synes bedst om Beatles eller Rolling Stones. Jeg var til B1909 og Rolling Stones. Derfor var det stort at være til Rolling Stones koncert.

Brydningsår

1970 og årene lige før og efter var brydningsår. Det var det musikalsk og kulturelt. Det var det politisk og samfundsmæssigt både i verden og herhjemme. Og det var det for os unge, der i det sidste gymnasieår stod tæt på efter studentereksamen at skulle vælge livsbane. 

Ungdomsoprøret i Paris i 1968, samme år som jeg startede i 1.G, havde sendt sine dønninger ud over verden og også over Danmark. Dønningerne havde endda ramt os på Vestfyn langt fra Paris. Paris som vi for øvrigt alle fire 2.G klasser fra Vestfyns Gymnasium efter en lang togtur besøgte op mod jul 1969 for at overvære teaterstykker og besøge kendte steder. Det var stort.

I 1970 overværede jeg i det smukke københavnske biografteater Grand sammen med min lillebror Leif og vores københavnerkammerat Arne filmen fra Woodstockfestivalen 1969. Hold da op, hvor vi blev væltet musikalsk omkuld af den film. Jimi Hendrix der ekvilibristisk spillede "The Star-Spangled Banner" med guitaren på ryggen. Janis Joplins og Joe Cockers rå, men følsomme sange. Specielt Janis Joplins sang "Me and Bobby McGee" klinger forsat for mit indre øre. Joan Baez og flere andre gjorde indtryk med deres protestsange mod USA´s ageren i Vietnamkrigen. Protestsangen over alle protestsange, Pete Seegers "We shall overcome" sluttede Joan Baez set i Woodstock. Sangen fra borgerrettighedskampene i USA i 1950´erne og 1960´erne om ligeret til alle og ligeværd for alle. Ligeret, ligeværd og retfærdighed står stadig højt på vore dages samfundsdagsorden. Der er meget, der endnu skal klares.

Men hvad havde unge følsomme sjæle politisk og samfundsmæssigt ellers at forholde sig til i Danmark og i verden omkring 1970?

Betydningsfulde begivenheder

John Lennon og Yoko Ono besøgte i januar 1970 Verdensuniversitetet i Skyum Bjerge i Thy. Om det havde noget at gøre med Lennons besøg i Thy ved jeg ikke, men den 10. april 1970 meddelte Paul McCartney, at The Beatles efter 10 år gik fra hinanden. Det betød noget. Beatles stod højt på min musikalske dagsorden, om end de som nævnt ikke dengang stod øverst. I en gymnastiktime på gymnasiet blev jeg engang af vores officersagtige gymnastiklærer tiltalt "kom nu i gang du der John Lennon". Om det var, fordi han ikke kunne huske vores navne, eller fordi jeg i gymnastiktimerne bar sygekassebriller, skal jeg ikke kunne sige.

Megen furore vakte det i januar 1970, da kunstneren Bjørn Nørgård  slagtede hesten "Røde Fane" på en mark i Odsherred for bagefter at udstille den parterede hest på Kunstmuseet Louisiana. Happeningen satte tanker igang. Hvad er kunst egentlig?

Allerede dengang kredsede mine tanker om miljø og forurening, selvom mange påstod, at kloden ikke led under nævneværdige problemer. Den gang brugte nogen ordet "miljøaber", om dem der interesserede sig for klodens tilstand. I dag bliver skældsordet "miljøtosser" anvendt i visse kredse.

Den 22. april 1970 blev den første "Jordens Dag" afholdt. Dagen blev afholdt i relation til den voksende bevidsthed især blandt unge mennesker om klodens miljø. Millioner af mennesker deltog dagen igennem i møder og marcher over hele Jorden. Forhåbentlig er nutidens unge mere overbevisende og resultatrige i forhold til 1970´ernes unge!

Rødstrømpebevægelsen var meget nærværende for os. Den 10. maj 1970 besatte rødstrømpebevægelsen en bus i København i aktion for ligeløn og ligestilling. Meget er nået, men meget halter desværre endnu på dette område. Gad vide om den i forbindelse med sygeplejekonflikten i sommeren 2021 nedsatte ligelønskommission kommer til at rokke ved de gamle løndogmer?

På den politiske verdensscene var det i 1970 stadig Vietnamkrigen, der var på dagsordenen. Slagordet "Ho,Ho - Ho Chi Minh" gjaldede gennem gader og over pladser i verdens storbyer, også i Danmark. Vietnamesiske Ho Chi Minh var død året før i september 1969. På mange ungdomsværelser hang i 1970 billeder af revolutionshelten Che Guevara, der var blevet henrettet i Bolivia i oktober 1967.

Den 3. november 1970 blev socialisten Salvador Allende efter et demokratisk valg indsat som Chiles præsident. Han var ikke præsident i mange år. Få år efter bemærkede vi med afsky, at han ved et blodigt militærkup den 11. september 1973 blev fjernet som præsident og blev myrdet eller begik selvmord. Det sidste står der stadig strid om. 

Hvorom alting er, så var det stort i januar 2019 sammen med min kone Anne Marie at stå foran præsidentpaladset i Santiago de Chile. Ikke mindst var det minderigt senere den samme dag at stå under den kæmpe jomfru Maria statue på toppen af Cristobalhøjen og kikke ind over Santiagos centrum. Vi fik bragt en stedlig chilensk studenterguide lidt i forlegenhed ved at spørge til det store stadion, vi kunne se midt i vores synsfelt. Var det det stadion, hvor kupgeneralen Pinochet understøttet af CIA internerede og torturede sine politiske modstandere, tilhængerne af det demokratisk valgte Allendestyre? Spagfærdigt af hensyn til de omkringstående chilenere tilkendegav hun, at det var det stadion. Selv i vore dage så mange år efter, var det ikke noget, man i Chile skulle tale for højt om.

Nå, men jeg må hellere komme videre i denne fortælling om 1970 med et mere muntert indslag, der siger noget om ungdomskulturen i de år. 

Det Nye Samfund

På min fødselsdag den 4. juli 1970 startede Thy-lejren. En alternativ lejr arrangeret på en mark ved landsbyen Frøstrup. Arrangørerne var "Det Ny Samfund". Deltagerne skulle hver købe et bevis på et lille stykke af lejrens jord. Beviset gav adgang til lejren og lejrens rige musikliv. Leif og jeg fik sammen med nogle venner på forhånd købt adgangstegnet. Derudover havde vi ikke rigtig nogle penge, så vi blaffede op gennem Jylland og over Limfjorden til Frøstrup, hvor vi ankom nogle dage inde i arrangementet.

Vores natlogi i de dage vi opholdt os i lejren, skabte vi hver især ved hjælp af et stykke rødt campingplastik lagt over en snor spændt ud mellem to pinde, vi stak i jorden. Hos en nærliggende landmænd købte vi en knippe halm, som vi spredte ud på jorden, som underlag for vores soveposer. Her lå vi godt og kunne, når det passede os, falde i søvn til de inciterende rockrytmer, der hver dag fra om eftermiddagen og til den lyse morgen lød ud over lejrpladsen. Vi havde automatisk vækkeur i vores interimistiske små spidstelte. Når solen om morgenen havde bagt tilstrækkelig længe over de røde plastikbivuakker, dryppede der så megen kondensvand fra plastikvæggen ned på os, så vi vågnede ved det.

Gnags

På pladsen spillede mange solister og bands, der senere blev til stjerner på den danske musikhimmel. Gnags med Peter A. G. i spidsen spillede næsten hver dag. Peter A. G. skulle efter sommerferien, ligesom jeg hjem for at gå i 3.G. Han tog studentereksamen fra Vestjysk Gymnasium i Tarm i 1971 samme år, som jeg blev færdig på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg.

Blandt de mange bands var Gasolin og No Name. Peter Ingemann spillede i No Name, men havde før været med i Young Flowers. I de efterfølgende år spillede han sammen med mange danske musikere i forskellige konstellationer. Han spillede blandt andet med i Kim Larsen & Bellami.

Peter Ingemann til højre

Lære noget og blive til nogen

Men hvad fik vi ellers gymnasietiden til at gå med udover selvfølgelig at knokle med det matematisk-fysiske gymnasiums lange fagrække?

Da jeg startede på Vestfyns Gymnasium i 1968, fik vi udleveret bogen "De europæiske ideers historie". Ideen med bogen var nok, at den skulle ses som et gennemgående dannelsestræk på tværs gennem i fagrækken. Meget sympatisk, men jeg husker ikke, at vi brugte den rent fagligt. Men som meget interesseret i historie, oldtidskundskab, religion og litteratur læste jeg den selv. Det har jeg i alle årene efter været meget glad for.

Jeg fandt litteraturlæsning med tilhørende litteraturhistorie spændende. I danskundervisningen blev vi præsenteret for centrale danske forfattere blandt andet gennem antologien den røde "Falkenstjerne" (efter bogbindets farve) og for verdenslitteraturens store forfattere via den blå antologi "Verdenslitteraturen i uddrag". Og så var vi nogle stykker, der  i fritiden udover pensum også læste bøger som Albert Camus´ "Pesten" og "Den fremmede".

Det er bøger, jeg fortsat har stående på mine hylder og stadig en gang i mellem finder frem for at læse centrale passager i. Jeg er heldigvis stadig den glade ejer af Mogens Brøndsteds og Sven Møller Kristensens litteraturhistoriske værk "Danmarks litteratur fra Oldtiden til Nutiden". Det er et værk, jeg ofte konsulterer.

Både idehistorien, litteraturhistorien og den forholdsvis tunge litteratur jeg læste i fritiden, har jeg i en mere moden alder nok haft større forståelse for end i gymnasietiden. Men det var gode værker at stifte bekendtskab med i de år, hvor jeg forsøgte at finde ud, hvem jeg var. Og om jeg i det hele taget var nogen.

Valget af livsbane

Valget var ikke til at løbe fra. Jeg gik i 1970-71 i 3.G. Der skulle træffes et valg i forhold til fremtidig livsbane. Det valg begyndte at blive mere og mere påtrængende i løbet af efteråret 1970. Sommerens Thylejr, efterårets Rolling Stones koncert og alt det andet kunne ikke fortrænge denne påtrængende beslutning.

Jeg var meget i tvivl. Historiestudiet var en mulighed. Læreruddannelsen var en anden mulighed. Og så kom der en tredje mulighed ind fra sidelinjen. Vores fransklærer Mønsted, der også var kontaktlærer til elevrådet foreslog, at jeg skulle søge socialrådgiveruddannelsen. Han mente, at jeg gennem blandt andet mit arbejde i elevrådet havde vist egenskaber, der var gode for en socialrådgiver at have. Han skrev endda en håndskrevet personlig anbefaling af mig til Den Sociale Højskole i Odense.

I foråret 1971 måtte jeg træffe beslutning om min videre uddannelse. Jeg udskød den endelige beslutning lidt endnu, idet jeg i første omgang søgte både historiestudiet i Århus, socialrådgiveruddannelsen i Odense og læreruddannelsen i Kolding. I sidste ende hjalp det mig ikke meget i forhold til at træffe et endegyldigt valg. Jeg blev nemlig optaget alle tre steder. Men her kom en oplevelse i tredje klasse i Husby Skole mig til hjælp.

Kolding Seminariums stab 1977 

Vores gode historie- og regnelærer Tagesen i Husby havde engang i tredje klasse rost mig for, at jeg kunne dagens historielektie næsten på komma. Da jeg efter skoletid kom hjem til mor den dag, havde jeg glad meddelt hende, at jeg ville være lærer. Det var den oplevelse, jeg nu besluttede min fremtid ud fra. Tilfældighedernes spil sejrede atter. Jeg sagde ja til optagelsen på Kolding Seminarium, hvor jeg startede i august 1971. De første år med de obligatoriske basisfag dansk, regning, kristendomskundskab, samfundsfag, skrivning, idræt, formning, sang/musik, pædagogik, psykologi og undervisningslære, hvorefter jeg senere valgte linjefag i geografi og historie. Det er et valg af uddannelse og valg af fag, jeg aldrig har fortrudt. De valg har bragt mig meningsfuldt arbejde med megen glæde og mange spændende udfordringer. 

Ib Hansen, Kolding 14.1.2022