En del fornuftige iagttagere af forholdene i folkeskolen sætter efter dannelsen af den nye regering deres lid til, at folkeskolens rammevilkår bliver bedre med Liberal Alliances Merete Risager som undervisningsminister.
Men Merete Riisager har ved at lade sig udnævne til uv-minister tilsluttet sig regeringsgrundlaget og dermed forpligtet sig på følgende (citater fra Regeringsgrundlaget):
"Regeringen vil understøtte den fortsatte gennemførelse af folkeskolereformen, så folkeskolen får de bedste betingelser for at virkeliggøre reformens intentioner" og
"Tilskuddet til de frie grundskoler er hævet på både finansloven for 2016 og efterfølgende finansloven for 2017. Regeringen ønsker at hæve tilskuddet yderligere".
Folkeskolereformen, lærernes tvangsoverenskomst den såkaldte Lov 409 og regeringens jerngreb om kommunernes økonomi vil fortsat være gældende. Jeg tror ikke på, at Riisager eller andre i den nuværende regering for alvor ønsker at bremse flugten fra folkeskolen. Tvært i mod. Folkeskolen skal endeligt afmonteres til fordel for enkeltstående grundskoleenheder i knivskarp indbyrdes konkurrence underlagt en stærk økonomisk incitamentstyring. På finansloven 2017 er der afsat midler til at støtte 100 skoler, der har særlige vanskeligheder. Men pengene udløses først, når skolerne har rettet op på problemerne! Når den politisk ønskede vare er blevet leveret kan man efterfølgende blive belønnet med krummer fra konkurrencealterets finanskasse! Hvorfra mon pengene hentes til den lovede belønning?
Men enhver er jo salig i sin tro! Det gælder sikkert både Antorini og Riisager og de forskellige skoledebattører, der sætter eller har sat deres lid til en af dem.
Indtil videre kan vi nu se, hvordan det gik med Antorinis forventning fra november 2013 om, at folkeskolereformen på få år ville bremse og vende strømmen fra folkeskolen mod de frie grundskoler. Nu må vi så se, hvordan det går under Riisagers regimente. Jeg har ikke de store forventninger.
Ovennævnte er ikke en skarp analyse. På sit første samråd i Folketingets undervisningsudvalg som minister bekræftede Riisager selv disse mine bange anelser! Selvfølgelig kan man ikke være minister og se stort på regeringsgrundlaget.
Klik på billedet og læs om de forventninger Antorini udtrykte i november 2013. På grund af folkeskolereformen vil flere vælge folkeskolen.
Klik på billedet og læs om de forventninger Antorini udtrykte i november 2013. På grund af folkeskolereformen vil flere vælge folkeskolen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar