Hvor er det godt, at fagbevægelsen kommer ud med opbakning til folkeskolen. Bedre sent end aldrig og al ære værd. I et debatindlæg i JyllandsPosten beskriver 3F´s formand Per Christensen, hvordan politikerne støtter de frie grundskoler, mens de lader folkeskolen bløde: http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9184069/politikerne-svigter-folkeskolen/
Men hvor havde det været godt, hvis opbakningen også havde været der under S-SF-R regeringen med dens indgreb i lærernes overenskomst ovenpå KL- lockouten.
Men hvor havde det været godt, hvis opbakningen også havde været der under S-SF-R regeringen med dens indgreb i lærernes overenskomst ovenpå KL- lockouten.
Et KL hvor de samme partier på daværende tidspunkt havde flertal og besatte posten som udvalgsformand for KL´s børne- og kulturudvalg.
For ikke at tale om folkeskolereformen, hvor den daværende S-SF-R regering i december 2012 åbenlyst i sit forhandlingsoplæg til Folketingets partier skrev, at de flere elevtimer i folkeskolen skulle finansieres ved forringelse af lærernes arbejdsforhold. De frie grundskoler blev ikke udsat for de samme krav som folkeskolen. Det har de glæde af nu, hvor lange skoledage, skolelukninger og store klassekvotienter desværre får forældrene til at stemme med fødderne ved at vælge folkeskolen fra fremfor at fremtvinge politiske ændringer.
Altsammen blev bakket op af Folketingets øvrige partier på nær E og LA. De sidste er nu blevet købt ind i forligskredsen for en ministerpost. LA vil formodentlig arbejde for at privatisere folkeskolen gennem omlægning til selvejende lokale folkeskoler. Det vil være den endegyldige afmontering af den fælles folkeskole og oplægget til et sandt indbyrdes konkurrencehelvede med yderligere opdeling i A, B og C skoler og eventuelt lukning af endnu flere folkeskoler, som det er sket i England som følge af Toni Blairs regimente. Derfor kan jeg på trods af, at jeg anerkender Riisagers åbenlyse dygtighed og indsigtsfulde faglighed, ikke glæde mig over udnævnelsen. I politik er først og fremmest holdning og tilgang en afgørende faktor. Hendes tilgang og holdninger vil først og fremmest gavne en yderligere uhensigtsmæssig privatisering af vores grundskolesystem.
Men hvor er det dog dejligt nu at læse et velformuleret og velargumenteret indlæg til fordel for folkeskolen fra en fagforeningsformand. Måtte flere følge efter. Nu er det jo for alvor blevet tydeligt, at et bredt flertal i folketinget spiller jeopardy med folkeskolen og stiltiende ser til, mens folkeskolen bløder for nu at citere fra Per Christensens debatindlæg..
Hvordan har nogen dog kunnet tro på, at undervisningen bliver bedre af, at lærerne får mindre tid til at forberede sig, og at antallet af lærere i forhold til elevtallet år efter år bliver færre og færre. Tænk sig, at befolkningen finder sig i det! Desværre er reaktionen blot et fravalg af folkeskolen til fordel for de private skoler. Samme model som vi ser på dagtilbudsområdet, hvor de private tilbud nu også tordner frem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar