Når november nærmer sig, begynder mine tanker altid at vandre tilbage til barndommens Husby på Vestfyn, således også i år. Det er, som om årets mørkeste måneder åbner en dør til en anden tid. En tid, hvor vinteren havde en helt anden plads i hverdagen, og hvor julen ikke blot var nogle få fridage omkring den 24. december, men en lang periode fyldt med forventninger, traditioner og oplevelser.
Jeg ser for mig vores hjem på Skræppedalsvej, det øverste af de tre huse ved skoven for foden af Skræppedalsbakken. Her boede vi tre brødre, Bo, Leif og jeg, sammen med vores forældre Nina og Peter. Vores hus lå tæt på Holeskoven og med udsigt over Husby Mose. Det var vores barndomsland, og det var her, vinterens og julens mange glæder udfoldede sig.
November var slagtemåned. Det var den måned, hvor næsten alle familier på Wedellsborghalvøen gjorde klar til jul ved at slagte årets fedesvin. Også vi, der boede i hus og ikke på en gård, havde vores egen julegris.
Grisen var en vigtig del af husholdningen. Den repræsenterede en betydelig værdi for familien, og derfor fandtes der ligefrem en lokal forsikringsordning, Grisekassen, som kunne hjælpe, hvis en gris døde, inden den nåede slagtevægten.
Dengang havde vi ikke fryseboks hjemme. Kødet skulle derfor kunne holde sig i den kolde kælder, pakket ind i salt i saltkarret. Det var en af grundene til, at man ventede med slagtningen til november, hvor temperaturen som regel var passende.
Slagtedagen var en begivenhed, der satte sit præg på hele huset og gårdspladsen. Først skulle der koges vand i gruekedlen. Så kom hjemmeslagteren med sit grej, og julegrisen skulle ud af sin varme sti. Det var ikke nogen fredelig affære. Grisens småhvin udviklede sig hurtigt til skingre skrig, der kunne høres langt omkring i den stille luft nede i Skræppedalen.
Vi drenge fulgte naturligvis interesseret med. Der var noget fascinerende ved alt det, der foregik, selv om det også kunne være en barsk oplevelse. Grisen blev aflivet med en boltpistol, hængt op på en stige og gjort klar til partering. De ikke-brugbare indvolde blev lagt ud i skoven, blot få meter fra vores hus. Så kunne skovens fugle og vilde dyr også få del i slagtedagens overskud.
Hjemmeslagteren hjalp til med det mere komplicerede arbejde, mens mor tog sig af tilberedningen af de mange lækkerier. Der skulle laves sylte, medister, blodpølse, rullepølse og meget andet. Fedtegreverne var også en del af udbyttet. Det var et stort arbejde, men det var samtidig begyndelsen på julens glæder.
Hvert år i november kan jeg stadig høre grisens skingre skrig for mit indre øre. Det er en mærkelig blanding af barske minder og hyggelig nostalgi. Sådan var livet på landet dengang. Julen begyndte ikke med julelys og julemusik, men med slagtemånedens ganske håndfaste forberedelser.
Julens Glæde – når der blev råd til julegaver
En anden stor begivenhed i november var udbetalingen fra den lokale spareforening Julens Glæde.
Vores forældre havde gennem året løbende ved køb af sparemærker indbetalt penge til ordningen, og når årets opsparing blev udbetalt, vidste vi børn, at der også dette år var penge til julegaver. Det var der heldigvis hvert år.
Vi havde ikke nogen klar fornemmelse af, hvor små midler vores forældre havde at gøre godt med. Men de var påholdende og sørgede altid for, at vi tre drenge ikke manglede noget.
Julegaveønskerne fandt vi i katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Vi kunne bruge lang tid på at bladre frem og tilbage og sætte krydser ved alt det, vi gerne ville have. Mor udfyldte efterfølgende bestillingslisterne i hemmelighed og sendte dem af sted.
Så begyndte ventetiden.
En dag midt i december dukkede Helge Post op med opkrævningen på årets julepakker. Når den var betalt, kunne vi hente pakkerne på postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade. Her stod Anna Rute Ras for udleveringen af postpakkerne.
Det var en særlig oplevelse at gå hjem med pakkerne. Vi vendte og drejede dem og forsøgte at gætte indholdet. Var det en hård pakke eller en blød? En blød pakke kunne jo meget vel indeholde sokker, underbukser eller skjorter – ting, som vi mente, at vi sådan set skulle have alligevel. Vi håbede naturligvis mest på de hårde pakker.
Mor sørgede for, at pakkerne blev gemt, så overraskelsen kunne bevares til juleaften. Men vi havde jo allerede fået en del af glæden på vejen hjem fra postkontoret.
Jagtdagene på Wedellsborg og Fønsskov
November og december var også jagttid. For os store drenge fra Husby Skole betød det, at vi undertiden blev udkommanderet til at deltage som klappere ved de store klapjagter på Wedellsborg og Fønsskov.
Det foregik på en ganske særlig måde. Overjæger Knarreborg på Wedellsborg ringede til førstelærer Andersen på Husby Skole og meddelte, at skolens store drenge skulle møde til klapjagt. Så gav Andersen os besked i skolen. Der var ikke noget med at spørge forældrene om lov eller få en skriftlig tilladelse med hjemmefra.
Vi cyklede selv til mødestedet, som var ved Wedellsborg Avlsgård. Under jagten var vi under kommando af overjægeren, skytterne og skovfogederne.
Det var en stor oplevelse at være med. Vi skulle drive vildtet frem mod jægerne ved at gå gennem skov og krat og larme med vores klapperstokke. Når jægerne holdt frokostpause, kunne vi finde på at udkæmpe vores egne små kampe med drengene fra de andre skoler, blandt andet fra Føns Skole. Det foregik med klapperstokkene, og det kunne godt gøre ondt at få et slag over fingrene.
Til gengæld var der belønning bagefter. Vi fik sodavand, wienerbrød og en to- eller femkrone. Der var dog også en mindre behagelig side af jagten. Vi kunne blive bedt om at hjælpe med at aflive skamskudte harer. Det var en barsk del af oplevelsen, men sådan var virkeligheden i datidens landbosamfund.
Når november gik over i december, steg forventningerne for alvor. I min erindring var der næsten altid sne og frost i barndommens Husby. Måske har hukommelsen gjort vinteren hvidere, end den i virkeligheden var, men sådan ser jeg den, når jeg tænker tilbage.
Jeg husker det stille, hvide landskab omkring Skræppedalen. Frostklar luft, knitrende sne under støvlerne og den særlige stilhed, der kunne sænke sig over markerne og skoven.
Og så var der lydene.
På lang afstand kunne vi høre bjældeklang fra Wedellsborgs kane. Først næsten uhørligt nede fra Hygindkanten. Så kom lyden nærmere, mens kanen gled op ad Skræppedalsbanken mod Husby Kirke. Til sidst forsvandt den igen i retning af Wedellsborg.
Når vi hørte bjælderne, skyndte vi os ud til vejen. Det var et flot syn, når et spand prægtige heste trak kanen gennem sneen, mens bjælderne på seletøjet klingede i den frostklare luft. Hvis der var sne nok, blev Wedellsborgs julegæster hentet i kane ved Ejby Station.
Karen Blixen holdt ofte jul på Wedellsborg. Nogle af vores kammerater, hvis forældre arbejdede på godset, har fortalt, at hun læste julehistorier op for dem. Det var et lille strejf af en anden verden, som vi børn fik lov at opleve fra vejkanten i Husby.
Også mere praktiske hestekræfter kom til syne i vinterlandskabet. Jens Ellegård fra Lillegade ryddede sne og sjap af vejene med en stor, kileformet træsneplov spændt efter et spand heste. Det var en anden tid, hvor både transport og snerydning foregik på måder, der i dag næsten virker eventyrlige.
Vinterglæderne – skøjter, kælk og sneboldkampe
Vinteren var ikke kun noget, vi betragtede gennem vinduerne. Den skulle bruges.
Vi, der boede tæt på Husby Mose og Holen, havde særlige muligheder for at boltre os på isen. Dengang var der ingen højvandsklap i Moserenden. Når vandstanden i Tybrind Vig steg ved højvande, steg vandet også inde i Husby Mose. Når det efterfølgende frøs til is, fik vi nogle ganske særlige skøjtebaner.
Nogle gange lå isen i flere niveauer, fordi vandet under isen havde trukket sig tilbage igen ved lavvande. Det kunne give nogle mærkelige formationer, men det gjorde ikke oplevelsen mindre spændende.
Vi kunne også løbe på skøjter på vandingshullerne ude på engene i Holen. Det var ikke altid ufarligt. Når vejret slog om til tøvejr, kunne isen brække og få store revner. Men den slags bekymringer fyldte ikke altid så meget i vores hoveder.
En gang gik det dog galt for mig. Men den detalje i fortællingen venter vi lige med.
Omme i Holen havde vi også verdens bedste kælkebakke. Det var den lange, stejle og smalle mark, som forbandt Jørgen Sognefogeds to græsmarker – engen og den lille græsmark oven for skoven, lige under det sted, hvor Holegårdens moderne hvide vindmølle senere kom til at stå.
Her kunne vi få virkelig fart på slæderne. Vi lå på maven eller ryggen og lod os suse ned ad bakken. Det gik ikke altid helt efter planen. Hvis vi ramte et dybfrossent muldvarpeskud, kunne vi blive kastet af slæden og lande et godt stykke fra den. Det var en del af fornøjelsen.
Vinteren havde også udfoldelser andre steder end i Husby Hole. Nogle af børnene løb på skøjter ude på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne på Husby Skole kunne med kikkert følge med i, hvor langt ud skøjteløberne bevægede sig. Hvis nogen syntes at være kommet for langt ud, fik vi næste dag en alvorlig samtale om sikkerheden på isen.
Dengang syntes vi naturligvis, at lærerne blandede sig for meget i vores fritid. I dag må jeg erkende, at de tog et ganske fornuftigt ansvar.
Og så var der sneen ved Husby Skole. Jeg har kun én gang siddet efter i skolen, og det skyldtes en snebold, som jeg ikke havde noget at gøre med. En dag stod vi en større flok drenge ved enden af skolegården, mens førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne ved skolens ladelænge. En af drengene fik den ulyksalige idé at kaste en hårdtpresset snebold op på taget lige over læreren. Det udløste en lavine af sne, som faldt ned over ham.
Det brød førstelærer Andersen sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig at have kastet snebolden, blev hele flokken sendt til eftersidning.
Det var en kollektiv afstraffelse, som vi nok syntes var uretfærdig. Men den historie er blevet stående som et af vinterens mere muntre minder fra Husby Skole.
Skolens juleforberedelser
Julen begyndte tidligt i Husby Skole. Allerede i november fik vi udleveret bestillingssedler til julebøger og julehæfter fra Grønvald Fynbos Forlag. Vi tog sedlerne med hjem og satte sammen med vores forældre krydser ved de hæfter, vi gerne ville have.
Vi bestilte som minimum altid Ved Julelampens Skær og Historiebogen. Børnenes Julebog. Det var nogle af de faste indslag i vores juleforberedelser.
Når julehæfterne blev udleveret, var der noget særligt over at få lov til at fordybe sig i julehistorierne. Det var bøger, som hørte julen til, og som vi kunne vende tilbage til år efter år.
En af de mere populære skoledage var den dag, hvor fru førstelærer Andersen kom ind fra privaten og hjalp os med at lave julepynt. Vi flettede julestjerner og klippede julehjerter. Vi havde lys, gran og slik med i skole, og undervisningen fik en helt anden karakter end på almindelige skoledage.
Jeg kan den dag i dag stadig klippe og flette julehjerter. Det er en af de små færdigheder, der har overlevet fra barndommens Husby.
I skolen var der i det hele taget et langt tilløb til julen. Vi kunne mærke, at også lærerne glædede sig til højtiden, og at de gjorde sig umage for at give os børn nogle gode oplevelser.
Når kirkeklokkerne ringede dagen ind
Vi havde ikke armbåndsure som børn. Det fik vi først, når vi var blevet konfirmeret. Men det var egentlig heller ikke nødvendigt.
Når vi var ude at lege i vinterlandskabet, kunne vi altid høre Husby Kirkes klokker. I den frostklare luft lød de helt tæt på, og når aftenen nærmede sig, vidste vi, at det var tid til at vende hjem.
Klokkerne var på en måde vores ur. De fortalte os, at dagen gik på hæld, og at der ventede aftensmad derhjemme.
Senere, da min far blev ringerafløser, fik jeg lejlighed til at opleve kirkeklokkerne fra den anden side. Jeg har mange gange været med ham oppe i kirketårnet, hvor vi først åbnede skodderne mod de fire verdenshjørner, inden solen blev ringet ned. Inden vi lukkede skodderne igen, kunne vi kigge ud over omegnssognene, Lillebælt og de markante skove og kirker i landskabet.
Det er en særlig oplevelse at tænke på, hvordan de samme klokker, der i min barndom kaldte mig hjem fra legen, senere blev en del af mine egne oplevelser med min far.
Julens forventning tager til
Jo længere vi kom ind i december, desto mere mærkede vi forventningens glæde. Julegaverne var afhentet i god tid, julehæfterne læst, og julepynten var ved at finde sin plads.
Det var også på denne tid, at julemusikken begyndte at fylde mere. I dag starter julemusikken allerede i november i radio, tv og butikker. Dengang var det i højere grad de hjemlige traditioner, skolen og landsbyens fællesskab, der skabte julestemningen.
Når jeg i dag hører de gamle julesange, bliver jeg sendt tilbage til barndommens landskab. Jeg ser for mig den hvide sne, de mørke skove, den frostklare luft og de lysende vinduer i husene langs Skræppedalsvej.
Og jeg hører igen bjældeklangen fra Wedellsborgs kane.
Lillejuleaften – en dramatisk afslutning på vinterlegen
En af de oplevelser, der har sat sig særlig fast i min erindring, fandt sted lillejuleaften i Husby Hole.
Det havde været en rigtig vinter med sne og en længere periode med frost. Men nu var vejret slået om. Om dagen var der tøvejr, og om natten frøs det igen. På engene i Holen lå vandingshullerne stadig med is, men isen var blevet usikker og flere steder revnet eller brækket op.
Vi var tre drenge, der legede ude på engen: min bror Leif, vores gode skolekammerat Keld Bom fra Hygind og mig selv.
Husby Hole var et fantastisk sted at lege. Den store lavning med de stejle skrænter, de bladløse træer og nøddekrattene gav os masser af muligheder. De lange, lige nøddegrene kunne bruges til flitsbuer, spyd, springstokke, kårder og køller. Vi behøvede ikke meget andet for at få en hel verden til at opstå.
Denne lillejuleaften havde vi trods vores mors advarsler fundet på at løbe på skøjter på et af vandingshullerne. Isen var revnet og brækket op, men det tog vi ikke så tungt.
Så lød Husby Kirkes klokker. Den hule og lidt dystre klang fortalte, at det snart blev mørkt, og at vi skulle tænke på at komme hjem. Og nu skete der som tidligere annonceret et vådt og meget koldt uheld for mig.
Da Keld hørte kirkeklokkerne, blev han pludselig meget optaget af tiden. Han vidste, at der faldt brænde ned, hvis han igen kom for sent hjem til aftensmaden. Den slags blev der ikke taget let på i hans hjem.
Han skyndte sig ind mod land for at tage skøjterne af. I farten overså han en stor revne i isen og gik igennem med den ene støvle. For at redde sig selv greb han fat i mig.
Det lykkedes ham at komme ind på land uden at blive våd, men jeg blev trukket hen mod den store revne og gik pladask igennem isen med hele kroppen.
I nogle sekunder fór mors drabelige historier om børn, der var gledet ind under isen og var druknet, gennem hovedet på mig. Heldigvis lykkedes det mig at komme op igen. Jeg trak mig hen over isflagerne og kom ind på land, hvor Leif hjalp mig op.
Nu stod jeg drivvåd med klaprende tænder. Leif sagde, at jeg skulle løbe hjem, inden jeg blev syg.
Jeg løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Men frosten var allerede begyndt at bide i det våde tøj. Det stivnede og blev tungere og tungere, mens jeg løb. Da jeg nåede hjem, var jeg nærmest dækket af et tykt ispanser.
Mor blev så forskrækket, at hun helt glemte at skælde ud. Jeg skulle bare have tøjet af og ind i varmen.
Keld Bom kom også løbende fra Holen. Han havde jo stadig sit problem med at komme for sent hjem til aftensmaden. Han sprang op på sin lille blå cykel og satte kursen mod Hygind. Cykelkæden manglede olie og hvinede og skreg, mens han i rasende fart forsvandt ned ad vejen.
Dagen efter var alt glemt. Det var juleaftensdag, og nu var det gaverne, der fyldte vores tanker.
Men lillejuleaftens oplevelse er blevet stående som en af de mest dramatiske vinterhistorier fra min barndom.
Juleaften – familiens store aften
Og så kom den store aften, som alle forventningerne havde været rettet imod.
Juleaften var først og fremmest familiens aften. Det var nogle dejlige aftener i familiens skød. Ofte var der også gæster i juledagene.
Jeg husker især den særlige stemning, når juleaften nærmede sig. Gaverne, som vi havde spekuleret over i flere uger, lå nu under træet. De hemmelige pakker fra Daells Varehus og Sommers Magasiner skulle endelig åbnes.
Vi havde ikke de samme materielle forventninger, som børn har i dag. Vi var glade for det, vi fik, og vores forældre havde gjort sig umage for at skabe en god jul for os.
Det var ikke de dyre gaver, der gjorde julen stor. Det var forventningen, familien, traditionerne og følelsen af, at nu var det endelig jul.
Juletræsfesterne i Husby Forsamlingshus
Når jeg i dag tænker tilbage på julen i Husby, er det faktisk juletræsfesterne i forsamlingshuset, der står stærkest i erindringen.
Vi havde flere juletræsfester i løbet af juledagene. En af dem var fagforeningens juletræsfest, og så var der skolens store juletræsfest fjerde juledag.
Jeg kan stadig se for mig, hvordan fløjdørene mellem lille sal og store sal blev åbnet, og hvordan nogle af de voksne med lange stager tændte det store juletræ. Det stod højt og flot i salen og strålede i lyset fra de mange levende lys.
Når alle var kommet ind, dannede vi flere koncentriske kæder omkring træet. Så blev der sunget julesalmer og sange, mens vi gik rundt om træet. Når vi nåede til Nu er det jul igen, blev der for alvor løbet og trampet.
Efter sangene stillede vi op i lange rækker. Nu skulle der uddeles godteposer, fra Husby Brugsforening. Det var en stor begivenhed for os børn.
Men juletræsfesterne havde også deres helt særlige afslutning. Når træet skulle ud i gården for at give plads til dansen, blev der udkæmpet en regulær styrkeprøve. Børnene trak i den ene ende af juletræet, og de voksne mænd trak i den anden.
Jeg husker det sådan, at børnene altid vandt. Det skyldtes måske, at vi havde fået gode kræfter af de store godteposer!
Så blev der plads til dansen, og festen sluttede med levende musik.
Jeg husker også et år først i 1960'erne, hvor nogle af de store piger fra skolens ældste klasse vakte en del furore, fordi de dansede twist til tidens nye musik. Det var Twist and Shout og andre moderne toner, der begyndte at gøre deres indtog i landsbyen.
I 1962 begyndte vi også at høre Beatles, da de udsendte deres første plade Love Me Do. De nye toner varslede moderne tider, som efterhånden skulle forandre både landsbyen og vores skoleliv.
Juledagene – sne, fred og vinterlege
Når juleaften var vel overstået, og vi havde fået pakket gaverne ud, begyndte nogle af de bedste fridage på året.
De voksne kunne slappe af ved kakkelovnen, mens vi børn havde masser af tid til at lege. Og det var ikke nødvendigvis stille lege.
Jeg husker især en juledags formiddag omkring 1960. Det havde sneet om natten, og der lå omkring fem centimeter sne over landskabet. Langs nøddekrattene i Husby Hole var der driver på op mod en meters højde. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og snekrystallerne funklede i lyset.
Min bror Leif og jeg havde besøg af Keld fra Hygind. Keld havde en særlig evne til at få vores fantasi til at løbe af med os.
Denne dag foreslog han, at vi skulle lege Første Verdenskrig. Vi havde hørt om skyttegravskrigen i Flandern og Nordfrankrig, og nu skulle historien omsættes til praktisk leg i Husby Hole.
Vi gik straks i gang med at grave skyttegrave og mandskabshuler. Vi havde forstået, at soldaterne under Første Verdenskrig ikke blot opholdt sig i åbne skyttegrave, men også gravede beskyttelsesrum under jorden.
Det blev til en ganske omfattende militær operation. Vi havde sneen, jorden og fantasien til rådighed, og det var nok til at skabe vores egen lille vestfront. Da de voksne opdagede, at vi lå i huler nede under jorden og sneen, blev den leg stoppe. Det var for farligt, hvis hulerne brast sammen.
Nytårsaften – og skyttegravskrigen fortsatte
Nytårsaften var naturligvis også en af vinterens store begivenheder. Der skulle skydes nytårsskyts af, og vi børn havde vores eget lille lager af krudt og fyrværkeri.
Men selv om nytårsaften var overstået, var der stadig noget tilbage, som kunne bruges. Det skulle vise sig at få en ganske særlig anvendelse.
Nogle dage efter nytår vendte vi nemlig tilbage til vores militære aktiviteter. Det var en trist og sur vinterdag med tæt tåge over Husby Mose og Skræppedalsvej. Vi kunne næsten ikke se gårdene på den anden side af mosen. Vores have og huset lå indhyllet i grå tåge, og de sorte træstammer stod som skygger i landskabet.
Keld kom også denne dag cyklende op over bakkerne fra Hygind. Han syntes, at vejret mindede ganske meget om de forhold, soldaterne havde kæmpet under i Første Verdenskrig. Vi havde stadig noget nytårsskyts tilbage, som ikke var blevet affyret nytårsaften. Det skulle naturligvis anvendes.
Så endnu en gang blev der gravet skyttegrave, og vores leg udviklede sig til en regulær skyttegravskrig. Nytårskrudtet blev nu en del af vores forestilling om artilleriets bombardementer ved fronten. Sikke nogle brag vi kunne få lavet, når vi fyrede nogle røde lynkinesere af i en stabel betonrør. Vi var historisk interesserede, og vi tog vores krigslege ganske alvorligt.
Lillebror Bo var ikke med i denne omgang. Han var kun fem-seks år og opholdt sig indenfor hos mor. Han havde sikkert gang i mere fredelige sysler med sine julegaver eller fik måske læst en historie højt.
Det var en særlig afslutning på julens nytårets lege. Vi havde bevæget os fra juletræets lys og familiens hygge til en tåget vinterdag, hvor Husby Hole og omgivelserne blev forvandlet til en lille udgave af vestfronten.
6. januar – Helligtrekonger og tilbage til hverdagen
Når jeg i dag ser tilbage på barndommens vinter og jul i Husby, er det ikke alene juleaften, jeg husker. Det er hele perioden fra november til januar.
Jeg husker slagtemånedens barske begyndelse, grisens skrig i gården, duften fra køkkenets juleforberedelser og forventningen, når sparepengene fra Julens Glæde blev udbetalt.
Jeg husker katalogerne, de hemmelige julepakker, jagtdagene på Wedellsborg og Fønsskov og bjældeklangen fra kanen, der gled gennem det hvide landskab.
Jeg husker Husby Skole, julebøgerne, julehjerterne og de mange vinterdage med sne og frost. Og jeg husker de lærere, der var en vigtig del af vores hverdag.
Førstelærer Andersen var naturligvis en central person i skolelivet, men andenlærer Tagesen og småbørnslærerinde fru Breiner hører selvfølgelig også med til billedet af den skole, vi voksede op i. De var en del af det lille skolemiljø, hvor lærerne kendte børnene og familierne, og hvor skolen ikke blot var et sted, man mødte ind for at lære at læse, skrive og regne. Den var også en vigtig del af landsbyens fællesskab og vores barndom.
Helligtrekongersdag den 6. januar markerede afslutningen på juleferien. Det var den dag, vi vendte tilbage til skolen efter juleferien, og hvor hverdagen igen tog over.
Men noget af julen blev hængende.
Når jeg i dag kører gennem mit gamle hjemland på Vestfyn, forbi Husby Skole, Husby Kirke, Skræppedalsvej, Holen og Husby Mose, vækkes minderne til live. Landskabet har forandret sig, og mange af de mennesker, der var en del af vores barndom, er her ikke længere. Men stederne er der endnu, og de kan stadig fremkalde billederne af en tid, der ligger mange år tilbage.
Måske husker vi barndommens vintre hvidere, koldere og mere eventyrlige, end de i virkeligheden var. Det gør ikke minderne mindre værdifulde.
Jeg tænker ofte på, hvor meget de små oplevelser i barndommen betyder for os senere i livet. De bliver en del af vores personlige historie og kan mange år efter stadig bringe glæde og varme.
Det er dejligt at have gode minder at hygge sig med i årets mørkeste tid.
Og måske er det netop det, julen også handler om: At give børn gode minder, som de kan tage med sig gennem livet og vende tilbage til, når vinteren igen bliver mørk.
En god barndom er en gave, der bliver ved med at give. Det er en gave jeg ønsker til alle børn og specielt til børn, der vokser op i flygtningelejre og i krigsramte områder overalt i verden.
Ib Hansen, 18. november 2026



Ingen kommentarer:
Send en kommentar