Borgerne som nyttige redskaber for konkurrencestaten

Nyttige redskaber for konkurrencestaten. Lyder det som noget tilhængerne af udvikling af nutidens konkurrencestat kunne have fundet på? Der er nok ikke rigtig nogen, der i dag åbent vil vedkende sig et synspunkt om, at folkeskolens formål skulle være ”at skabe nyttige borgere for staten”. Men måske er der alligevel tendenser, der peger i den retning?

Det er ikke ukendt, at magthavere ønsker at spænde folkeskolen for en vogn, som alene indeholder en last af nytteværditænkning.

I det, der er blevet kaldt Danmarks første folkeskolelov, nemlig  Lov om Almueskolen fra 1814, var det bærende synspunkt, at skolens opgave er at danne børnene ”til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk- christelige lære” og sørge for, ”at de blive nyttige borgere i staten”, som der direkte står i lovens formål. Men 1814-loven blev jo vedtaget af enevoldskongen Frederik den Sjette, så det måtte forventes, at der alene var fokus på nytteværdi og ikke på udvikling af medborgerskabsevne og andre almene dannelsesmæssige aspekter. Siden Frederik den Sjettes tid er der heldigvis sket store ændringer i det danske samfund. En helt afgørende ændring er, at samfundet nu bygger på en demokratisk grundlov, hvor det forudsættes, at borgerne har den nødvendige viden og dannelse til at indgå i demokratiet. Viden og dannelse der gør dem i stand til at påtage sig deres medborgerlige ansvar, som den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt formulerede det under valgkampen til Folketinget i 1953. 

Vi lever stadig i et demokrati, så dannelsesbegrebet må vel fortsat være højt prioriteret i folkeskolen fremover?

Det spørgsmål er relevant at stille, når man ser den vinkling magtfulde internationale økonomiske organisationer som fx OECD og EU lægger til grund i forhold til den økonomiske nytteværdi af investering i landenes uddannelsessystemer. I Danmark bakkes den samme vinkling op af økonomiorienterede magtorganer som Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen og KL. Fokus er ensidigt rettet mod styrkelse af borgernes værdi som en effektiv arbejdskraft, der kan sikre højere produktivitet og forbedret konkurrenceevne. De tidligere højt estimerede aspekter i dansk pædagogik og uddannelse som almen viden, kulturforståelse, dannelse og medborgerskabsduelighed tillægges tilsyneladende ikke længere større betydning.

Er det nu ikke en kraftig overdrivelse vil nogen måske spørge. 

Det håber jeg, det er. Men der er desværre mange indikationer på, at der er noget om snakken. Blot nogle få eksempler. I de nationale test er der  primært fokus på at teste undervisningens resultater i form af kundskaber og færdigheder. Bekendtgørelsen om kvalitetsrapporter i folkeskolen lægger i høj grad op til at sætte alt det målbare i centrum blandt andet i form af afgangsprøveresultater og resultater fra nationale test.  Danmark har tilsluttet sig de testprogrammer, som internationale økonomiske samarbejdsor-ganisationer har sat i værk som fx PISA.

Det er selvfølgelig ikke evalueringerne i sig selv, der er et problem. Det er evalueringernes snævre fokus og troen på, at de kan bruges til systemkontrol, der er problemet. Selve det at evaluere resultatet af sit arbejde er et udtryk for professionelt lærerarbejde, men det er  vigtigt, at alle læringsmæssige aspekter inklusive de dannelsesmæssige indgår i evalueringen.

I sig selv er der jo heller ikke noget i vejen med at have fokus rettet mod, at uddannelsessystemet sørger for, at eleverne opnår de bedst mulige færdigheder og kundskaber. Det er også en legitim interesse, at vi som samfund er i stand til at klare os bedst muligt i den internationale konkurrence. Vi skal kunne producere såvel materielle som immaterielle produkter, der kan afsættes, og som vi kan tjene penge på. Men det kræver netop et bredere perspektiv på læring end alene kundskaber og færdigheder. Det er et problem, hvis konkurrenceevne og en stærk økonomi bliver et mål i sig selv. Menneskelivet indeholder mange andre aspekter end konkurrenceevne og økonomi.

God økonomi er jo kun et middel til at opnå et højere mål om stærke og frie borgere, der evner at være pilot i eget liv, evner at indgå i positive fællesskaber, evner at påtage sig det medborgerlige ansvar i forhold til den løbende udvikling af demokratiet og som er sikret den højst mulige grad af fysisk og psykisk velfærd.

Målet med  et uddannelsessystem må være at ruste  borgerne til at tage vare på  eget liv, tage ansvar for et godt familieliv, kunne bidrage til samfundets indtjening gennem deltagelse i erhvervslivet, kunne have et positivt og udviklende fritids- og kulturliv og på et oplyst grundlag kunne indgå i det demokratiske samfundsliv. 

Arbejdet med at kunne opfylde sådanne ønsker til folkeskolens virksomhed har da også gennem flere århundreder  afspejlet sig i lovgivers arbejde med at tilpasse formålsformuleringerne for folkeskolen. Dette arbejde kulminerende med 1975-loven. Her indgik ønsket om at fremme elevernes alsidige, personlige udvikling på lige fod med målet om færdigheder og kundskaber. Men det er som om ønsket om at fremme elevernes alsidige personlige udvikling er blevet meget nedtonet i de sidste tre årtier til fordel for en ensidig tankegang om nytteværdi. Og meget nedtonet her på det sidste. Denne nedtoning af interessen for elevernes dannelse og alsidige personlige udvikling falder sammen med det generelle fald i opbakningen til folkeskolen og mangel på tillid til dens ansatte. De fleste af de flotte dannelsesmæssige formuleringer står stadig i folkeskolens formål, men det er, som om der ikke rigtig lægges vægt på dem længere.

I samme periode synes folkeskolen i højere og højere grad at være blevet spændt for konkurrencestatens tankegang om at skabe nyttige konkurrencestærke borgere. Hvis det er rigtigt, og hvis denne udvikling fortsætter, kan der ske stor skade på folkeskolens resultater. Man opnår så det diametralt modsatte af, hvad der var den udtalte hensigt.

Dannelsesbegrebet bør stadig være højt prioriteret i folkeskolen og i hele uddannelsessystemet. Og så bør folkeskolen tilføres noget finsk ”sisu”.

Det første man bemærker, når man rejser i Finland, er den helt særlige ånd, der hersker i hele samfundet omkring det at gå i skole og det at lære. Denne etos af "sisu" gennemsyrer alle de miljøer, hvor børn og unge færdes. Familien, borgerne, politikerne, erhvervslivet og medierne understøtter og stiller positive forventninger til elevernes læring. Omgivelserne respekterer og bakker i høj grad op om skolens virke. Det er et højt estimeret job at være ansat i den finske folkeskole.

Hvis vi i Danmark kunne skabe en tilsvarende understøttende etos med det mål at styrke elevernes kundskabsmæssige, dannelsesmæssige, sociale og kreative færdigheder samtidig med, at de danske elevers store glæde ved at gå i skole bliver bevaret. Ja, så ville vi kunne ruste de unge, der forlader skolesystemet til at kunne leve et rigt og alsidigt voksenliv og samtidig evne at udvikle fremtidens nye arbejdspladser. Folkeskolen og folkeskolens ansatte har behov for at kunne udføre deres arbejde inden for rammerne af en tillidskultur og kunne føle omgivelsernes respekt for deres arbejdes vigtighed. Undervisningsarbejde kræver i høj grad en selvstændighedskultur. En sådan selvstændighedskultur bør ikke afvikles, men udvikles.

Det er for ensidigt, hvis formålet med folkeskolen alene er at sikre nyttig og konkurrencedygtig arbejdskraft. Mit bud er, at folkeskolens opgave bør være at uddanne unge som har gode kundskaber og færdigheder, som har et skelet af nyttig paratviden, som evner udsyn og perspektiv i tid og rum, som evner tværfaglighed på et fagligt grundlag, og som evner at indgå og være bidragende i positive fællesskaber. En sådan skole har brug for, at dannelse fortsat er et vigtigt mål – ikke bare i ord, men også i gerning. Ellers er vi tilbage ved enevoldskongens tanker om ”nyttige borgere for staten”. Det er lidt pauvert i forhold til den udvikling folkeskolen har gennemlevet siden 1814 og demokratiet siden 1849. Vi skulle dog gerne være nået længere.

Konkurrencestaten udmanøvrerer dannelsesbegrebet i folkeskolen

Konkurrencestaten er i færd med at udmanøvrere det særlige danske dannelsesbegreb i folkeskolen.

Det synes jeg er meget uheldigt læringsmæssigt og på sigt meget skadeligt i forhold til vores danske model for samfundsmæssig udvikling, demokrati og velfærd. 

Denne udmanøvrering af dannelsesbegrebet er ikke i overensstemmelse med den helt særlige danske tradition, der har præget udviklingen af folkeskolen, demokratiet og vores politiske kultur gennem mange generationer.

Konkurrencestaten kapper rødderne

Når politikerne så ensidigt fokuserer på udviklingen af en konkurrencestat og så drastisk kapper rødderne til de traditioner, der er unikt danske, så spiller de hasard med vores fremtid. Politikerne fra begge sider af det politiske spektrum er i disse år i færd med at kappe de rødder over, som skal give den fornødne indsigt, energi, vilje og folkelige medejerskab til den udvikling og omstilling, som det danske samfund nødvendigvis må gennemleve for at kunne leve op til nutidens og fremtidens udfordringer. 

Hvis vi som en lille nation blot tilpasser os og kopierer de modeller, som store nationer og magtfulde internationale økonomiske organisationer som OECD og EU lægger for dagen, så risikerer vi at miste det unikke, der har gjort, at vi som småstat hidtil har klaret os så flot. Økonomernes ensidige fokusering på det, der kan måles og vejes, og det der har en umiddelbar økonomisk nytteværdi, indsnævrer på en uheldig måde dannelses- og læringspotentialet. Et potentiale vi gennem to århundreder har været gode til at udnytte i Danmark, og som har skabt flotte resultater. I flæng kan jeg blot nævne: et af verdens lykkeligste folkeslag, et af verdens rigeste folkeslag, en af Europas stærkeste økonomier, et af verdens sikreste og tryggeste samfund, verdens bedste retssamfund, et folkeslag med stor vilje og evne til livslang læring med den omstillingsevne, det medfører. Danske elever der ligger i toppen, når det gælder glæde ved at gå i skole, danske elever ligger på eller over gennemsnittet i internationale undersøgelser, når det gælder kundskabs- og færdighedsmæssige resultater. Det er resultater, der påkræver sig anerkendelse og ikke nedvurdering og desavouering.

Det er vigtigt for et samfund som det danske at have de pædagogiske og samfundsmæssige rødder i orden. Jeg har derfor samlet nogle, hvad jeg vil kalde opbyggelige pædagogiske citater, som jeg personligt finder beskriver nogle væsentlige sider ved dansk pædagogik, undervisning, folkeskole og demokrati. Nogle væsentlige sider, som man skal passe på ikke at smide ud med badevandet. 

Opbyggelige pædagogiske citater

Skolen ”må (...) for det første ikke gøre oplysning eller sig selv men livets tarv til sit øjemed” (N.F.S.Grundtvig. 1838)

”Oplysning har jeg næppe så godt greb på, som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og oplyser jeg på engang” (Kristen Kold. 1866)

”… et Folks kultur kan måles ved dets evne til at forandre og forbedre sine livsvilkår og krav; jo mere udviklingsdygtighed et folk rummer, desto højere er det kultiveret." (Vilhelm Rasmussen. 1899)

"Børnene ejer sig selv og skal vurderes som selvstændige individer med ret til kærlighed, tryghed og anerkendelse" (Peter Sabroe o. 1910)

"Lær (...) at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig". (Th. Stauning. 1939)


”Demokrati er derfor en livsform. Man tilegner sig den ved at leve den igennem sit privatliv - i forhold til familie, naboer og foreningsliv. Det bliver en tankegang - en holdning, der gennem hele livet udmøntes ved handling og gennemstrømmer samfundet". (Hal Kock. 1945)

”Den ondskab, der findes i verden stammer næsten altid fra uvidenhed, og den gode vilje kan afstedkomme lige så megen fortræd som den onde, dersom den ikke ved bedre besked. Menneskene er snarere gode end slette, og i virkeligheden er det slet ikke der, spørgsmålet ligger. Men de er mere eller mindre uvidende, og her er det man kan skelne mellem dyd og last, idet den mest fortvivlende last er den uvidenhed, der tror at vide alt, og som tager sig ret til at dræbe.” (Albert Camus. 1947)

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” (Julius Bomholt. 1953)

"Skolens hovedopgave er at give eleverne del i den oplysning om deres tilværelse og den verden, der er givet med vor kulturoverlevering. Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde med med fortælling for at ende med stillingtagen". (K. E. Løgstrup. 1981)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Frank McCourts roman ”Angelas aske”. 1996)

"Den måde, hvorpå læreren præsenterer sig selv, vil være en faktor, som vil få stor indflydelse på læringskulturen. Den skal indeholde nogle komponenter, som sender nogle andre signaler. Hvordan læreren ”optræder”, kommer ind i rummet, betragter de unge, reagerer på forstyrrelser, det bliver i sig selv et spørgsmål om stil, med hvilken man viser faglighed, imødekommenhed og ro, træffer hurtige beslutninger, demonstrerer rutine og lejlighedsvis fascination." (Thomas Ziehe. 2001)

"...den grundholdning, som udtrykkes gennem anerkendelse, må være selve den kerne, som pædagogik er gjort af. I mødet med den anden må der være en anerkendelse, en respekt og en forståelse til stede." (Axel Honneth. 2004)

”Viden og kærlighed er den samme mentale aktivitet; for at forstå en ting må man elske den, for at elske en ting må man forstå den.” (Scharmer. 2006)

Refleksion og selvstændig stillingtagen

Citaterne er væsentlige for mig og giver efter min mening god anledning til at kunne reflektere over, hvordan vi som samfund også fremover løbende kan levendegøre og livliggøre et folkeligt demokrati, der afspejler og afspejles i folkeskolen. Det vigtige dannelsesbegreb er som nævnt efter min mening desværre i iveren efter at skabe en konkurrencestat ved at blive udmanøvreret i det danske uddannelsessystem. Dannelsesbegrebet må tilbage på dagsordenen. Selvfølgelig ikke på bekostning af kulturteknikkerne som læsning, stavning og regning, men disse fag er ikke mål i sig selv, men midler til at opnå kundskaber, færdigheder, dannelse og evne til at kunne påtage sig sit medborgerlige ansvar.

Citaterne er subjektivt valgt ud fra, hvad jeg gennem årene i min læsning er stødt på af spændende udsagn, der har gjort indtryk på mig og har været med til at danne mine personlige pædagogiske grundlæggende holdninger. 

Pædagogik er samfund, og samfund er pædagogik

Nogle citater vil man måske studse over, jeg kalder pædagogiske citater. De er valgt, fordi jeg som nævnt mener, at undervisning, pædagogik og opdragelse  ud over læring af nyttige kundskaber og færdigheder i form af de grundlæggende kulturteknikker også handler om dannelse, almendannelse og medborgerskabsduelighed. Borgerne må på et oplyst grundlag kunne leve og medvirke i et demokratisk samfund. Opdragelse, dannelse og uddannelse må være med til at sikre det enkelte menneske evnen til at være pilot i eget liv og til at kunne tage stilling til både egne og samfundsmæssige udfordringer.

Bekræftende og ikke-bekræftende udsagn

Folkeskolen skal selvfølgelig, som den altid har gjort, forandre sig i takt med, at samfundet forandrer sig, men det skal ske på en kontinuerlig og reflekterende måde. Måske er det ikke altid kun samfundet, der skal forandre folkeskolen. Men folkeskolen skal, når det er nødvendigt, medvirke til at skabe positive forandringer af samfundet og det enkelte menneskes vilkår og muligheder. Derfor må folkeskolens pædagogiske og demokratiske rødder ikke kappes over. Rødderne skal give den fornødne energi og det fornødne engagement til at gennemføre de fornødne forandringer.

Vi har alle en forpligtelse til at være åbne over for såvel bekræftende og som ikke bekræftende udsagn om folkeskolens og samfundets udviklingsretning. Det er farligt, hvis man alene via automatreflekser hager sig fast i de udsagn, der bekræfter den opfattelse, man på forhånd selv har. Man må også reflektere over de ikke-bekræftende udsagn, man møder på sin vej, og som måske kan skabe holdningsændringer hos en selv. Men man må have en ballast, der giver mulighed for at vurdere de ikke-bekræftende udsagn. De udvalgte citater har som nævnt haft betydning for min pædagogiske dannelse. Men valget af citater er absolut ikke et udtryk for, at jeg er enig i alt, hvad de pågældende citerede står for, men  som nævnt, er det vigtigt også at kunne reflektere over ikke-bekræftende udsagn.

Bekræftende og ikke-bekræftende udsagn om folkeskolen

Produktivitetskommissionen foreslår, at man undersøger muligheden for privatisering af folkeskolen. Det skal efter kommissionens mening være muligt for private at trække overskud ud af en privatiseret skole.Et sådant forslag giver anledning til mange overvejelser og sætter gang i automatreflekserne. Det er godt nok.

Så må man selvfølgelig efterfølgende overveje sine automatreflekser og analysere, om de  holder for en nærmere prøvelse. Hvis der er forskellige firmaer, der skal ind, kan man vel ikke længere tale om samfundets fælles folkeskole. Fællesskabets skole. 

Det bliver en anden opgave at være ansat i en sådan privatdrevet skole. Ud over at sikre elevernes gode læring, skal man som ansat også medvirke til, at ejerne og investorerne får et afkast. Det er en helt central overvejelse. Hvordan vil læring, dannelse og uddannelse blive varetaget, når de ansatte ikke længere er ansatte i folkeskolen.

Det er folkeskolens ansatte som i virkeligheden nu er dem, der udfylder den samfundsmæssige meget vigtige opgave, det er at sikre børn og unges udvikling, uddannelse og dannelse og ikke mindst at sikre, at den negative sociale arv brydes, så flere borgere i fremtiden mestrer at være pilot i eget liv. 

Hvordan vil en privat virksomhed forholde sig til "bøvlede børn" og børn og forældre i udsatte positioner. En ekstraordinær indsats vil kunne gå ud over det overskud, der kan trækkes ud af virksomheden. Vi har  allerede erfaringer, der viser, at de nuværende private skoler sorterer kraftigt i de elever, de optager. 

Hvad gør vi efter en udlicitering af folkeskolen med de elever ingen vil have? Jeg må straks bekende mig til, at jeg hører til dem, der mener, at folkeskolen er helt nødvendig, når det gælder at sikre og udvikle sammenhængskraft i det danske samfund. Og det på tværs af sociale og kulturelle grupperinger. Før havde vi kirken og forsvaret, hvor befolkningen kunne mødes på tværs af rige og fattige, veluddannede og ikke veluddannede. Nu har vi kun folkeskolen tilbage, og den er under stort pres i forhold til at kunne opretholde mangfoldigheden og det menneskelige møde på tværs. 

Et lille øjeblik vil jeg glemme alt om nutidens trakasserier og være meget højtidelig på folkeskolens vegne. Højtideligt sagt. Folkeskolen – er en funklende juvel i det danske demokrati. Det fælles skolesystem vi i dag kalder folkeskolen har siden starten i 1814 evnet at udvikle sig i takt med samfundet. Undervisningen har ændret sig i samspil med tidernes krav til børns uddannelse og med skiftende opfattelser af pædagogiske metoder. Hvilke fag der var nødvendige, og hvilke idealer børnene skulle opdrages efter. Landets mange lokale folkeskoler udgør tilsammen den Folkeskole, som omtales i Grundlovens § 76 ”Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i Folkeskolen”. Folkeskolen giver eleverne nyttige kundskaber, færdigheder og personlig alsidig udvikling. Herudover er åbenhed, gå på mod, medmenneskelighed, evne til at omgås og samarbejde med alle mennesker, resultater der kan lægges til, når regnebrættet over folkeskolens resultater gøres op. 

Hvis folkeskolen ikke får den nødvendige status og etos, så kan folkeskolereform og overenskomster ikke skabe forbedringer. Og det gode er, at det kan folkeskolen og dens ansatte selv delvist påvirke. Sæt mere fokus på folkeskolens gode resultater.

Folkeskolens gode resultater viser sig mange steder. Færdigheds- og kundskabsniveauet generelt i det danske samfund giver os plads blandt verdens rigeste nationer. Danske unge scorer højest i internationale undersøgelser i forhold til medvirken i og viden om demokratiet. Vi ligger højest i verden, når det gælder elevernes glæde ved skolen. Danskerne er verdens lykkeligste folkeslag.  Og vi er et af de lande i verden, der har mindst social uro. 

Vi skal varme os ved folkeskolens gode resultater, men ikke lade os nøje med det. Vi skal varme os ved, at langt de fleste forældre bakker os op, men det gælder ikke borgerne i al almindelighed. De bygger alene deres vurdering på deres egen skoletid, og det de hører i pressen. Der er mange, der taler folkeskolen ned. Gør folkeskolens selv det? Eller taler folkeskolens ansatte den op? Hvordan kan økonomerne i en produktivitetskommission overhovedet få den ide at udlicitere en så central og fundamental samfundsinstitution som folkeskolen?

I fremtidens folkeskole skal eleverne selvfølgelig fortsat lære nyttige faglige kundskaber og færdigheder. Men samtidig skal eleverne i endnu højere grad udvikle alsidige kompetencer som kreativitet, innovation, samarbejds- og problemløsningsevne. Kompetencer som samfundet har brug for. 

Folkeskoleeleverne får herudover gennem en demokratiets og mangfoldighedens skole helt unikke muligheder i forhold til den menneskelige vækst og forståelse, der følger af deltagelse i forpligtende fællesskaber præget af mangfoldighed. Det kræver, at det omgivende samfund giver folkeskolens ansatte den respekt, tillid og status, der svarer til vigtigheden af den opgave, de udfører i relation til børn og unges læring, uddannelse og dannelse. 

Folkeskolen er værd at kæmpe for. Når man skal analysere og reflektere over nye tiltag og overraskende forslag, er det vigtigt at klargøre sig, hvad der er  bekræftende udsagn, og hvad der er ikke- bekræftende udsagn i forhold til ens egen umiddelbare mening.

Man kan have en tendens til at tage bekræftende udsagn til sig og med en automatrefleks afvise ikke- bekræftende udsagn. Det er vigtigt, at folkeskolens ansatte også beskæftiger sig med de ikke- bekræftende udsagn. Efterfølgende kan man så flytte sig eller beslutte at holde fast i sin egen mening.

Ved en analyse af folkeskolens nuværende situation og udfordringer kan man vælge at holde fast i en peptalk gående på optimisme for fremtiden og de nye muligheder fremtiden bringer. Denne tilgang fravælger jeg, da jeg tænker, at det nok ikke lige er tiden i forhold til de mange følelser lærerne på nuværende tidspunkt forståeligt nok stadig kan have i forhold til begreber som damptromling, angreb og overgreb, matchfixing og lignende af samme skuffe, som har været bragt på banen i forbindelse med lærerlockouten og det efterfølgende regeringsindgreb. 

Man kan også vælge en  medlidenhedstilgang i forhold til, hvor synd det er, at det omgivende samfund ikke udstråler en etos af agtelse, værdsættelse og anerkendelse i forhold til folkeskolen og lærerarbejdet. Jeg fravælger også denne tilgang, fordi jeg tænker, at en sådan ”hvor er det synd for os”- tilgang ikke kan bruges til noget som helst. Og slet ikke til at bearbejde og komme videre efter lock-outens frustrationer.

Jeg vælger istedet at overveje og redegøre for mit syn på, hvilket fundament jeg mener er vigtigt at bygge lærerarbejdet på fremover. Og samtidig ønsker jeg at tilkendegive stor opbakning til folkeskolen og til lærerne.  Men jeg vil ikke bare komme med en jubel- og lalleglad holdning om, at alt er godt, og at der ikke er steder, hvor noget kan gøres endnu bedre. En sådan jubel- og lalleglad tilgang, mener jeg ikke ville være respektfuld og anerkendende i forhold til det vigtige arbejde, lærerne udfører.

En ordentlig tilgang til udvikling af folkeskolen og lærerarbejdet må efter min mening bygge på anerkendelse, positiv kravstilling og konstruktive tilbagemeldinger. Det vil jeg så prøve på!

Ud fra denne tilgang vil jeg tage udgangspunkt i den australske professor John Hattie, der i foråret 2013 var  på besøg i Danmark. Han holdt nogle foredrag, hvor han sagde mange rigtig fornuftige ting om Folkeskolen.

Han sagde blandt andet: Danmark har nogle lærere, der er fantastiske.
Folkeskolen er omgivet af succes, …  Jeg er helt enig med ham.
Men han siger også: Folkeskolen er omgivet af succes, men det ser man ikke ud fra det image, lærerne skaber af sig selv. Her er jeg også enig.

Det er nok et ikke bekræftende udsagn i forhold til lærernes egen selvforståelse. Det beklager jeg, men jeg mener ikke desto mindre, at Hatties påstand er rigtig. Efter min mening formår folkeskolens ansatte, ledere og organisationer ikke at komme ud med det budskab, at der er meget at være stolte af, og at de har et meget vigtigt job, som de er forfærdelig glade og stolte af at have. I stedet benytter de alt for mange gange lejligheden til at hænge det snavsede vasketøj til offentligt skue. Og borgerne får nogen gange den opfattelse, at hvad de læser sker i den ene ende af landet nok også sker i den anden ende.  

Desværre bliver  folkeskolens etos og opbakning ikke styrket i befolkningen ved hele tiden at fortælle, hvor vanskelige elever og forældre, folkeskolen har. De er nu engang, som de er. Det hjælper heller ikke at fortælle, hvor dårligt arbejdsmiljøet er, hvor hårdt det er at være lærer, og hvor meget bedre det ville blive med bevilling af flere ressourcer. Selv om det sidste selvfølgelig er vigtigt nok.

En sådan tilgang italesætter, at folkeskolen suges ned i en Bermudatrekant af trøstesløshed og negativisme og fremmer en opfattelse hos forældre og borgere af forarmethed, og af at ingenting kan lade sig gøre. Konsekvensen er fravalg af folkeskolen og manglende opbakning til folkeskolen og dens ansatte. Nu vil jeg ikke misforstås. Jeg synes, vi skal arbejde endnu mere og endnu bedre med at forebygge dårligt arbejdsmiljø og arbejdsbetinget stress og sikre de nødvendige ressourcer.  Ikke alt, men rigtig meget kan vi med de ressourcer, vi har, selvom vi kunne ønske os flere. Men vi må italesætte, at job i folkeskolen er samfundets vigtigste job, og at der grund til at være  stolt af at arbejde i folkeskolen. 

Folkeskolens ansatte bør udstråle stort selvværd, stor selvrespekt og faglig professionalisme samtidig med, at de viser lydhørhed i forhold til andres ideer og ønsker. Pointen er, at en effekt der fremmer samfundsmæssig anerkendelse og opbakning bedst opnås ved at italesætte og fokusere på det, der udfordrer og fremmer elevernes læring. John Hattie siger det på denne måde:Troværdige og tydelige lærere, feedback og dialog mellem eleverne lagt bevidst til rette af læreren er (blandt de) allermest effektive metoder, man kan sætte ind i undervisningen, og som rykker langt mere end den strukturelle tilgang.

En sådan tilgang tror jeg er vigtig, når man skal italesætte udviklingen af en positiv etos og status omkring folkeskolen og lærerne. 

Produktivitetskommissionen har efter min bedste overbevisning overset denne tilgang, og forfalder til automattænkning at skabe effektivitet og kvalitet gennem en strukturel tilgang i form af konkurrenceudsættelse og forretningsdannelse.

Når frustrationerne over lærerlockouten har lagt sig- og dem skal der i en periode være plads til - så må man håbe, at både ledere og ansatte i folkeskolen vil samarbejde ud fra, hvad jeg vil kalde moderne ledelses- og styringsmetoder. Ledelse kan ikke udføres af én part, men kræver både de formelle lederes og de ansattes indsats og respekt for hinandens forskellige roller.

For mig er moderne ledelse, at lederne fortsat viser tillid til de ansatte. Giver medansvar til de ansatte. At de ansatte tager ansvaret på sig. At ledere og ansatte viser gensidig anerkendelse og opbakning kombineret med positiv kravstilling og konstruktive tilbagemeldinger. Den populære disciplin abekastning - om at bare den anden part var lidt mere medgørlig, så vil alt blive såre godt- giver ingen mening. Den vil tvært i mod medføre en boomerang, der vil ramme folkeskolen og dens ansatte i baghovedet i form af fortsat mangel på samfundsmæssig opbakning omkring arbejdet i folkeskolen. Ingen tvivl om at god ledelse er en af nøglerne, der skal arbejdes med, når  der skal ske sikring og udvikling af god folkeskole.  Men god ledelse skabes kun i et forpligtende samarbejde mellem ledere og ansatte. God ledelse kan ikke opnås uden de ansattes konstruktive medvirken. 

Og så risikerer jeg lige alligevel det ene øje i forhold til det  ikke at holde en peptalk og risikerer at nærmere mig noget, som nogen måske vil betegne som at være lalle- og jubelglad. Men alligevel. Jeg prøver, 

Jeg tror på 
-       At glade lærere giver
-       Glade elever
-       At glade elever giver
-       Glade forældre
-       At glade forældre giver
-       Glade borgere og
-       At glade forældre og borgere giver
-       Glade politikere og
-       At glade politikere hellere vil investere i noget, der omtales med glæde end i noget, hvor man har opfattelsen af trøstesløshed og negative spiraler.

Det er vigtigt at italesætte en sådan positiv spiral. Det er et middel til at komme ud af frustrationernes negative spiral og opnå den status, anerkendelse og etos som lærerfaget har brug for, og som lærerfaget fortjener. Folkeskolens brugere og ansatte skal blive bedre til at vise kommunikere de konkret gode resultater, folkeskolen kan opvise og huske at italesætte de gode resultater over for både forældrene og borgerne. 

Folkeskolens kvalitet har i de senere år udviklet sig enormt. Og det er folkeskolens lærere og ledere, der har drevet de gode resultater frem. Der er virkelig noget at være stolt af. Den stolthed skal også også vises i forhold til omgivelserne. 

En international rapport, PIRLS-rapporten placerer Danmark som nr. 5 i en verdensomspændende undersøgelse af elevernes læsekundskaber i 4. klasse. En anden international rapport, TIMMS-rapporten placerer de danske elever som nr. 9 i matematik og natur/teknik. Siden 1995 har danske elever forbedret deres kompetencer inden for matematik og natur/teknik svarende til et helt klassetrin. Der er ikke mange, der har hørt om PIRLS og TIMMS, hvor den danske skole har topplaceringer, men næsten alle har hørt om PISA, hvor den danske folkeskole for nogle år siden blev placeret cirka i midten blandt de undersøgte landes skolesystemer.

Åbenhed, gå på mod, medmenneskelighed, evne til at omgås og samarbejde med alle mennesker med alle baggrunde og af alle observanser - er resultater, der kan lægges til de flotte faglige resultater, når regnebrættet over folkeskolens samlede resultater gøres op. Det er der heldigvis nogen, der har opdaget og nu råber vagt i gevær mod niveaudeling og social segmentering af skolerne. 

Rapporter fra internationale undersøgelser viser, at danske unge internationalt set er dem, der ved mest om demokratiet, og at de har lyst til at indgå i demokratiet med dets rettigheder og pligter. Danske elever er verdensmestre i glæde ved at gå i skole. Folkeskolens gode resultater viser sig mange steder. Færdigheds- og kundskabsniveauet generelt i det danske samfund giver os plads blandt verdens rigeste nationer. Danskerne er verdens lykkeligste folkeslag.  Og vi er et af de lande i verden, der har mindst social uro. Både avisen Financial Times og tv-stationen CNN har på det seneste interesseret sig for, hvorfor et land kan være både rigt, lykkeligt og næsten uden social uro.

Det at trives med at gå i skole er selvfølgelig i sig selv ikke tilstrækkeligt. Men det er en nødvendig forudsætning for at lære. Erfaring i forhold til glæde ved at gå i skole er helt grundlæggende for som voksen at kunne indgå i den livslange læring, der er nødvendig, når vi fortsat som samfund skal klare os i den internationale konkurrence. Det er derfor, finske skoler og det finske undervisningsministerium kommer til Danmark for at lære, hvordan man kan sikre elevers glæde ved at gå i skole. Eleverne i Finland er nemlig ikke så glade som de danske i forhold til at gå i skole. 

På denne baggrund er der efter min bedste overbevisning ingen grund til at spille jeopardy med folkeskolen. Produktivitetskommissionens forslag om forretningsgørelse med hertil hørende konkurrenceudsættelse er efter min mening en særdeles risikofyldt gang jeopardy.