Når samfundet marginaliserer og stigmatiserer

Når enkeltpersoner eller grupper hele tiden får at vide, at de ikke er ønskede i et fælleskab eller skubbes ud af fællesskabet, kalder vi det, at de marginaliseres.

Noget tyder på, at marginalisering kan medføre stigmatisering med heraf følgende dårlige sociale og psykiske betingelser. Marginalisering og efterfølgende stigmatisering skaber ”ondt i livet” i form af indadvendthed og depressive symptomer. Dårlige sociale og psykiske betingelser fremmer afmagtshandlinger som for eksempel vold.

For at få en dybere forståelse for og indsigt i virkningerne af stigmatisering har jeg set på den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffmans teorier herom. Begrebet stigma anvendes til at betegne en miskrediterende egenskab ved en person. Det er ikke personens egenskab i sig selv, der er stigmatiserende, men egenskaben i samspillet med andre menneskers fordomsfulde klassificering af mennesker. Det er for eksempel ikke i sig selv stigmatiserende at have en dom, men det er de fordomme, andre tillægger den dømte og møder den dømte med, der medfører stigmaet.

Stigmabegrebet handler således ikke om forholdet for det enkelte individ, men om selve den proces, der foregår mellem de såkaldt normale og den stigmatiserede.

Goffman pointerer, at stigmaet er en rolle, som den stigmatiserede presses ind i af de normale. Goffman udtrykker det således, ”.. at stigma ikke så meget har at gøre med en række konkrete individer, som kan sorteres i to adskilte bunker, de stigmatiserede og de normale, som det har at gøre med en altgennemtrængende tosidet social proces, inden for hvilken ethvert individ spiller med i begge roller ”.

Dette er efter min mening en vigtig forståelse at have i forhold til, hvordan vi forebygger marginalisering og stigmatisering, og hvordan vi som samfund behandler allerede marginaliserede og stigmatiserede enkeltpersoner og grupper.

Goffman skelner mellem tre stigmatyper: 1) Det kropslige stigma, som eksempelvis et fysisk handicap, 2) Stigmaet som følge af karaktermæssige fejl, såsom: ”(…) viljesvaghed, dominerende eller unaturlige lidenskaber, forræderiske og kompromisløse overbevisninger, eller uhæderlighed(…)” og 3) Det slægtsbetingede stigma, der relaterer sig til eksempelvis race og overføres fra generation til generation. 

Vi har ifølge Goffman en tendens til at kode egenskaberne nævnt under punkt 2 sammen med den stigmatiseredes fortid, herunder fængselsophold, stofmisbrug, psykisk sygdom, alkoholisme, politisk radikalisme med videre.

Udover de tre forskellige stigmatyper, skelner Goffman imellem tre forskellige typer af identitet: ”den sociale identitet”, ”den personlige identitet” og ”jeg-identiteten”.

Jeg-identiteten er  ”…den subjektive fornemmelse af sin egen situation og sin egen kontinuitet og karakter, som et menneske bibringes som følge af sine forskellige sociale erfaringer”.  Denne subjektive fornemmelse opbygger en person i samspil med de erfaringer, individet gør sig af andres opfattelse af personens sociale- og personlige identitet. Begrebet den sociale identitet relateres til andres opfattelse af individet samt deres definition af individets identitet. Goffman skelner mellem den tilsyneladende sociale identitet og den faktiske sociale identitet. Den faktiske sociale identitet refererer til egenskaber, personen selv mener at besidde.

Den tilsyneladende sociale identitet handler derimod om de egenskaber og krav, vi tillægger personen, og som vi har en forventning om at få bekræftet ud fra vore egne forestillinger om, hvad en ung kriminel er. Når man for eksempel tillægger den unge kriminelle en tilsyneladende identitet, tillægger man nogle miskrediterende egenskaber, som den unge muligvis ikke selv mener at have. Dette mener Goffman  fører til: ”... en særlig uoverensstemmelse mellem den tilsyneladende og den faktiske sociale identitet(…)”.

Social information henviser i Goffmans teori til den information, der gives til omverdenen om en person. Denne sociale information formidles ved hjælp af henholdsvis prestige- og stigmasymboler. Prestigesymboler henviser til personens prestige, klasse mv. Stigmasymboler bruges derimod om ” tegn som særligt effektivt henleder andres opmærksomhed på en for identiteten nedværdigende brist, hvorved en ellers sammenhængende facade krakelerer, med en heraf følgende nedvurdering fra vores side.”

Goffman benytter desuden begrebet ”passere”. Han anvender det som betegnelse for den situation, hvor en stigmatiseret forsøger at opnå accept som medlem af en dominerende gruppe, race, religion osv. uden i virkeligheden at opfylde de nødvendige betingelser herfor. Dette knytter sig til situationer, hvor stigmaet ikke kan identificeres eller iagttages af andre, men kun kendes af bæreren selv. Man kan for eksempel ikke umiddelbart se på en person, at vedkommende er eller har været kriminel.

De fleste stigmatiserede vil på et eller andet tidspunkt i deres liv forsøge ”at passere”, da det at blive opfattet som ”normal” indebærer en stor række fordele i forhold til relationen til omgivelserne. Efter min mening bliver det derfor en central opgave for os alle sammen og for samfundet som sådan at forebygge stigmatisering, ligesom det samfundsmæssigt er vigtigt, at vi arbejder med hjælp til at stigmatiserede kan ”passere”.

Kilde: Erwing Goffman. ”Stigma”

Jeg har tidligere skrevet en blog om konsekvenserne, når folkevalgte stempler og stigmatiserer personer eller grupper:
http://ih18.blogspot.dk/2017/03/nar-folkevalgte-stigmatiserer.html

Folkeskolen: Elever skal lytte, se og gøre

Da den seneste PISA-undersøgelse viste fremgang for danske 15-årige, var der folketingspolitikere, der gav folkeskolereformen æren uanset, at reformen kun havde været i kraft et par år, og at de pågældende elever havde gennemført hovedparten af deres skolegang i førskolereformtider. 

Nu viser en såkaldt PIRLS-undersøgelse, at danske 4. klasseelevers resultater er faldet i forhold til 2011. Flere folketingspolitikere afviser, at faldet er et resultat af folkeskolereformen, uanset at de pågældende elever har gået i skole hovedparten af deres skoletid efter indførelsen af folkeskolereformen !!! (Kilde: https://www.folkeskolen.dk/620516/danske-elever-falder-markant-tilbage-i-international-laeseundersoegelse )

Måske skulle man kigge på undervisningsmetodikken og ikke lade politikere drive folkeskolen rundt i manegen med mere eller mindre tilfældige politiske ønsker.

Den overdrevne fokus på og brug af ny teknologi i indskolingen. Frygten for elevkedsomhed som følge af rutinepræget indlæring, der internaliserer færdigheder til automatik. Nedvurdering af papirbøger, blyant, håndskrift, skolebiblioteker, litterære oplevelser. Altsammen er med til at gøre undervisningen mindre effektfuld. Der skal selvfølgelig også i mindre omfang fremover bruges ny teknologi, men ny teknologi skal ikke have hovedrollen.

Erfarne lærere ved, at den bedste læring opstår, når eleverne både lytter, ser, gør noget, bruger hånden og selv gengiver. Det auditive, det visuelle og det psyko-motoriske må indtænkes ved enhver undervisningsplanlægning. Det er det der kaldes forberedelse, og som der desværre efter folkeskolereformen er afsat for lidt tid til i lærernes arbejdstid.

Det vigtige i brug af bog og papir og det at lytte, se og gøre bekræftes også af undersøgelser. En undersøgelse fra Norge viser for eksempel, at der er forskel på, hvor godt du husker det, du har læst på skærmen kontra det, du læser på papir. (Kilde: https://videnskab.dk/kultur-samfund/du-husker-mindre-og-laeser-darligere-pa-en-skaerm )

I undersøgelsen fik to grupper hver en skønlitterær og en faglitterær tekst. Undersøgelsen påviste, at korte tekster som fx e-mails, sms’er og korte nyheder fint kan absorberes af hukommelsen, hvis de er læst på et digitalt medie. Men ved lange tekster, hvor det er nødvendigt at scrolle for at få hele teksten læst, kniber det med, at indholdet absorberes i hukommelsen i samme grad.

Når det gælder sanse- og oplevelseslæsning af skønlitteratur, viser undersøgelsen samme resultater. De, der læste på papir, levede sig mere ind i fortællingen, end dem der læste på iPad.

Hvorfor det forholder sig sådan? Når du læser på skærmen mangler den fysiske oplevelse af det læste, og du kan let blive afledt af reklamer eller andre informationer, der blinker sideløbende med den tekst, du skal læse.

Når du læser på papir, kan du fysisk røre papiret med hænderne. Du kan hurtigt afklare, hvor mange sider du skal læse og mentalt notere, at der på side x øverst står der noget vigtigt, som du har brug for at huske og vende tilbage til. Den fysiske dimension gør, at din hjerne eller groft sagt din hukommelse meget bedre husker, hvor du gjorde notatet.

Hvorfor skrive notater i hånden? Undersøgelser viser, at flere centre i hjernen er aktiveret, når man skriver i hånden frem for på computeren. Noter nedskrevet på papir eller i margenen på en tekst gør, at hjernen absorberer det, du læser, på en varig måde. Og du vil derfor være i stand til at huske flere detaljer.

Så det er fortsat frem med bog, papir og blyant. De moderne elektroniske hjælpemidler kan være gode som supplement, men er ikke afgørende i forhold til udbyttet af at se, læse, lytte, skrive og gøre.

Vinteroplevelser på vejene mellem Husby, Ejby og Glamsbjerg

Ejby Kirke, Ejby Folke- og Realskole, Nørregade i Ejby, Ejby Kino og Rådhus 1960-1970

Bum! Der lå jeg midt på Nørregade i Ejby. Liggende ovenpå min dejlige tregearede grønne cykel og med min højre gipsbelagte fod strittende lige op i luften. Gipsfoden måtte ikke brække.

Hvordan var jeg op mod jul endt der liggende midt på vejen? Det er en længere historie.

I august 1965 var min bror Leif og jeg efter at have afsluttet 7. klasse i Husby Skole startet i 1. real på Ejby Folke- og Realskole, som den nuværende Ejby Skole hed dengang. Det betød også, at vi begyndte at spille fodbold i Ejby. Jeg spillede på juniorholdet, mens Leif spillede på drengeholdet, da han er et år yngre end mig. Vores mor syntes, at vi skulle gå i samme klasse, så det gjorde vi fra 1. klasse til 3. real.

Sidst i oktober 1965 var jeg til juniorholdets sidste træning før vinterpausen. Som en del af afslutningen på sæsonen spillede vi lagkagefodbold. Jeg var så uforsigtig at lave en ydersidetackling med højre fod. Det skulle jeg ikke havde gjort. Det gjorde av. Alligevel deltog jeg i resten af afslutningsfestlighederne i klubhuset på Tennisvej. Klubhuset ligger der endnu, men har i dag anden funktion, da sportspladsen længe er flyttet op til skolen og hallen.

Heldigvis havde jeg min flotte cykel med gear. Vi havde for vores konfirmationspenge købt nye cykler, da vi skulle starte i realskolen. Cyklerne blev købt hos cykelhandler Tjørnehøj, Ejby. Min cykel var grøn. Leifs var gul. Der var alligevel fra vores hjem til skolen cirka 10 kilometer hver vej, så der skulle gode cykler til. Mange gange cyklede vi først i skole, og så sidst på eftermiddagen eller først på aftenen cyklede vi igen til Ejby for at spille fodbold eller gå i biografen. Om lørdagene skete det ofte, at vi kørte vejen tur-retur tre gange. Først i skole om formiddagen, så til fodbold om eftermiddagen og om aftenen i biografen, den dengang æstetisk flotte og teknisk moderne Ejby Kino. Nu har den desværre været nedlagt i mange år.

Jeg var glad for min cykel og havde stor tillid til, hvad den kunne præstere med sine tre gear. Så selv om den sårede fod gjorde mere og mere ondt i løbet af aftenen, besluttede jeg at cykle hjem. Der var heller ikke rigtig noget alternativ. Vi havde på det tidspunkt hverken telefon eller bil hjemme, og rutebilen gik ikke om aftenen. Heldigvis skulle min gode holdkammerat Jens Buch fra Håre i samme retning en del af vejen. Han var et år ældre, så han havde knallert, en NSU Quickly så vidt jeg husker. Han trak mig halvdelen af vejen - fra Ejby ud til Gammeldamkrydset, hvor Ejby-vejen skærer Assens-landevejen. Her skulle han dreje af mod Håre. De sidste 4-5 kilometer måtte jeg så cykle selv, også op ad de stejle og lange bakker ved Hygind Torp og ved Hygind. Nu kunne jeg ikke længere støtte på foden, så heldigt jeg havde gear, så jeg kunne bruge cyklens lavgear op ad bakkerne.

Næste morgen var min fod så ophovnet, at min mor syntes, jeg ikke kunne komme i skole. I stedet fik hun ved brug af den offentlige telefon i telefoncentralen på Husby Storgade tilkaldt vores familielæge, doktor Helbo fra Ejby. Det var dengang familielægerne tog ud på sygebesøg. Hans råd var, at vi skulle afvente, at fodens hævelse var aftaget, så den kunne røntgenfotograferes. Da hævelsen var væk, bestilte mor en lillebil, og vi kørte ud til Middelfart Sygehus, det gamle sygehus på Brovejen, hvor der nu er hotel. Her blev foden røntgenfotograferet. Den var brækket, så der kom en ordentlig gipsfod med trædeplade på.

På det tidspunkt var der ikke noget, der hed skolebus for os, der boede på landet. Så de følgende 6-8 uger måtte jeg cykle frem og tilbage mellem Husby og Ejby med højre fod i gips. Det gik også meget godt de første par uger. Men noget atypisk satte vinteren i 1965 allerede ind tidligt i november. Det gav udfordringer i forhold til at cykle med gipsfod.

Statens Isbrydertjeneste måtte allerede i gang med isbrydning den 10. november, hvor der var isforekomster i de indre danske farvande. I november 1965 var der overvejende østlige vinde, og det var meget koldere end normalt i november måned. Og ikke nok med det - så kom der også masser af sne.

Det startede en aften, hvor vi var i ungdomsskole. Om aftenen gik vi i vinterhalvåret til ungdomsskolefag som motorlære, maskinskrivning og bogholderi. Denne aften var vi til motorlære i et lokale i kælderen i den ældste del af Ejby Skole, bygningen ud mod Nørregade.

Lige pludselig stod vores far i døren og sagde, at nu måtte vi hellere komme med hjem. Det var begyndt at sne, og Pressens Radioavis havde meddelt, at der nok ville komme kraftig snestorm. Omsorgsfulde som vores forældre var, var han derfor gået op til Husby til lillebilsvognmand Breiner, der for øvrigt var gift med vores stoute småbørnslærerinde Anna Breiner, som vi havde haft i 1. og 2. klasse. Vi fik cyklerne læsset ind i bagagerummet på Breiners lillebil og kørte gennem snefoget hjem til Husby.

Da vejene igen var farbare, fortsatte cykelturene Husby-Ejby retur med gipsbenet som en ubehagelig klods hængende på cyklens højre pedal. Men det gik godt i flere uger. Så skiftede vejret, og det blev tø med sjap og grødis på vejene til følge. Jeg bandt en plasticpose om gipsen for at undgå den totale gipsopløsning. Hæltrædepladen havde forud allerede rykket sig løs.

Jeg kan endnu se for mig, hvordan den meget venlige og omsorgsfulde gårdvagt, overlærer Romme jævnligt omme ved skolens cykelparkering spurgte, om han kunne hjælpe, og om jeg kunne klare mig. Det kunne jeg godt. Lige indtil jeg væltede midt på den spejlglatte Ejby Nørregade. Sjapis ovenpå hårdtpresset spejlblank underis. Det krævede koncentration. Den mistede jeg lige et øjeblik, men havde heldigvis nærvær nok til at stritte gipsbenet op i luften, så benet ikke tog skade. Jeg blev da også stablet op på cyklen igen og cyklede hjem til Husby.

Ved årsskiftet 1965-66 blev Husby, Tanderup og flere andre sognekommuner lagt sammen med Ejby Kommune. Det var en sammenlægning forud for den store kommunalreform i 1970. Om kommunesammenlægningen var årsagen til, at vi senere denne vinter begyndte at kunne køre med Rute-Ras i skole ved jeg ikke, eller om det var, fordi kørselsordningen kun gjaldt et par vintermåneder. Vi kunne kun køre med til Ejby Station og måtte så gå den sidste kilometer op til skolen. Hvis det var dårligt vejr,  kunne vi dog formedelst gode ord og en 25-øre fra hver overtale Rute-Ras til at køre os helt op til skolen. Men om eftermiddagen måtte vi alligevel gå ned til Ejby Station.

Vinteren 1965-66 var i øvrigt helt igennem speciel. I april 1966 drev isnende kold luft fra nordøst ned over landet, og samtidig bevægede et lavtryk sig op over Danmark. Denne kombination gav den 14. april det meste af landet regulær snestorm, med driver på over en meters højde, lukkede veje, og fastkørte køretøjer. 

Nogle år senere, da jeg var startet på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg havde jeg igen en oplevelse med cykling og snevejr. Jeg skulle hver dag tidligt om  morgenen cykle fra Husby til Håre for at stå på skolebussen ved købmand Thomsen, som også var den der kørte skoletransporten med sit folkevognsrugbrød. Engang – det har nok været i 1968 eller 1969, -var der så meget sne på Hovvej ud for Eskelund, at jeg måtte tage min cykel på nakken og gå ind over markerne frem til et sted, hvor vejen atter var nogenlunde farbar. Jeg nåede så som den eneste af dem, der kørte med, frem til Thomsen. Han mente, at vi hellere måtte køre til Glamsbjerg, når jeg nu havde kæmpet mig frem.

Fremme i Glamsbjerg sagde han meget klogt, at han lige ventede, mens jeg gik ind for at se om der var skolegang. Det var der ikke. Ud over eleverne fra Husby og Tanderup kom der også elever helt fra bl.a. Fåborg, Broby og Hårby. De var ikke nået frem, og gymnasiet var lukket, så Holger Thomsen og jeg vendte snuden hjem mod Håre. Her bød Thomsens kone Julie på varm chokolade og boller med tandsmør, inden jeg vendte cykelnæsen hjemad mod Skræppedalsvej i Husby. Nu var vejen mellem Husby og Håre i løbet af formiddagen heldigvis blevet ryddet, så det gik lettere end om morgenen.

Set bagud med årenes romantiserende skær over sig har jeg mange oplevelser fra vintervejene fra dengang, der virkelig var vintre til. Jeg har prøvet at sidde fast i mange timer både på motorvejen og på jernbanen. På vej hjem til Bramdrupdam fra mit arbejde på Rådhuset i Nr. Åby har jeg sågar i februar 1996 efter mange timer i bil i sneen på motorvejen prøvet at blive evakueret til overnatning på nødherberg i Uddannelsescenteret i Erritsø. Men de fortællinger må fortælles en anden god gang.

Ejby Folke- og Realskole 1965-68

Vestfyns Gymnasium, Glamsbjerg 1968-71

Købmand og lillebilsvognmand Holger Thomsen, Håre. Ham kørte jeg med til Glamsbjerg 1968-71

Folkeskolen: Om kunsten at presse en udpresset citron

Siden 2014 har samfundet brugt 13 kroner mindre pr. elev pr. time i folkeskolen. Blandt politikere er udtrykket "at køre længere på literen" populært. Men gør det sig gældende for folkeskolen?

»Det skulle meget gerne være sådan, at når den nye folkeskolereform træder i kraft fra august 2014, så vil forældrene opleve, at eleverne får et fagligt løft, så vi inden for få år vil se, at flere forældre igen vælger folkeskolen til«, sagde daværende undervisningsminister Christine Antorini i en artikel i Politiken november 2013.

(Kilde: http://politiken.dk/indland/uddannelse/art5482968/Antorini-Reform-vil-få-flere-til-at-vælge-folkeskolen ).

Undervisningsministeriets statistikker fortæller en anden historie

(Kilde: https://uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/elevtal-i-grundskolen):

I 2013/14 var det samlede tal for elever i grundskolens 0.-10 klasse (fordelt på folkeskoler, privatskoler,  m.v.): 709.000 elever

I 2016/17 var det samlede tal for elever i grundskolens 0. - 10. klasse (fordelt på folkeskoler, privatskoler,  m.v.): 713.000 elever

Altså en stigning på 4.000 elever.

Fordelingen af grundskoleeleverne på skolekategorier har forandret sig fra 2013/14 til 2016/17, så der nu er 9.000 færre elever i folkeskolen og 12.000 flere elever i private skoler.

Gad vide, hvor mange år Antorini mener "få år" er? Det må være mere end fire år.

Og hvordan mon forligspartierne og den nuværende undervisningsminister Riisager har det med "discount" og "kunsten at presse en udpresset citron"?

Det kan man få svar på her

(Kilde: https://www.folkeskolen.dk/620206/folkeskolens-undervisning-er-blevet-billigere-per-time?utm_source=newsletter&? ):

I 2014 kostede det 80 kroner pr. time at undervise en elev i folkeskolen.

I 2017 koster det 67 kroner pr. time at undervise en elev i folkeskolen.

Altså et fald på 13 kroner pr. time pr. elev.

Og Riisagers forklaring:

"Den understøttende undervisning har, i modsætning til fagtimer, ikke krav til holddannelse og klassestørrelser og ikke de samme krav til undervisningskompetence og til forberedelse og efterbehandling med videre, hvilket andet lige vil betyde, at ressourcetrækket forudsættes at være mindre" .

Undervisningsministeren tilføjer desuden, at vedtagelsen af en ny lov om lærernes arbejdstid har betydet, at en større del af arbejdstiden går med undervisning og dermed færre udgifter til forberedelse.

Her får vi forklaringerne på mit rejste spørgsmål.

"Discount" idet der ikke i forhold til tidligere er de samme krav til undervisernes kompetence og forberedelse.

"Kunsten at presse en udpresset citron", idet lærerne nu skal undervise mere og dermed bruge mindre tid til forberedelse. Der er ikke ret mange andre steder, hvor man tror, at kvaliteten blive bedre af at bruge mindre tid på at sætte sig ind i og planlægge det, man skal levere.

Et kan vi da konstatere. Der kommer sjældent noget godt ud af at fodre grisen med grisens hale. Heller ikke i tilfældet folkeskolen.

Vinterfortælling

"Bjældeklang, bjældeklang over vej og sti."

Når vi på Skræppedalsvej op mod juletid i det fjerne hørte bjældeklang, var det med at komme ud til vejen. Det var nemlig et ualmindelig flot syn, når Wedellsborgs kane forspændt et spand flotte heste kom glidende forbi, mens bjælderne på seletøjet i den frostklare luft ringlede til hver en bevægelse, hestene gjorde. Hvis det var snevejr op mod jul – og det var det jo altid, når vi husker tilbage på vores barndom, så blev Wedellsborgs julegæster afhentet i kane fra Ejby Station. Om Karen Blixen har været med i kanen ved jeg ikke, men hun holdt ofte jul på Wedellsborg, og nogle af vores kammerater med forældre ansat på godset har oplevet, at hun læste op for dem.

Men snevejret trak også andre spændende hestespand ud på vejene. Maskinstationsejer Carl Ellegårds søn Jens fra Lillegade ryddede snesjap af vejene ved hjælp af et hestespand, der var spændt for en stor kileformet træsneplov.

Jo, jo der var mange vinterglæder op mod jul. Det hele startede med Slagtemåneden, november måned. Næsten alle i landsbyerne rundt om på Wedellsborghalvøen holdt fedesvin, også os der boede i hus. Julegrisen var så vigtig en formue, at der var lavet en ”Grisekasse”, en lokal gensidig forsikringsordning, så man kunne få hjælp, hvis ens gris døde før tid.

Grisen skulle slagtes og laves til julesul. Sylte, medister, flæskesteg, rullepølse, blodpølse, fedtegrever og meget mere. Hjemme hos os havde vi de første år ikke fryseboks, så slagtningen måtte vente til temperaturen var så lav, at kødvarerne kunne holde sig i kælderen pakket ind i salt i saltkarret. Sådan var det mange steder ud over landet. I november var temperaturen passende, deraf navnet Slagtemåned.

Slagtedagen står stærkt i min erindring som optakten til julen. Det var et værre hus, når hjemmeslagteren kom. Først skulle der koges vand i gruekedlen. Så blev grisen under skrig og skrål slæbt ud på gårdspladsen. Her blev den "slået for panden" med en boltpistol. Så stukket i halsen, så blodet sprøjtede og siden hængt på en stige og sprættet op, så indvoldene kunne fjernes. Til sidst hjalp hjemmeslagteren mor med de mere komplicerede ting som at lave medisterpølse og presse fedtslag til rullepølse.

En anden stor dag i november måned var, når årets saldo fra Julens Glæde blev udbetalt. Det var de penge vores forældre havde indbetalt til den lokale spareordning i løbet af året, når opkræveren kom cyklende rundt til de husstande, der var medlemmer. Så vidste vi, der også det år var penge til julegaver. Det var der for øvrigt i alle årene.

Julegaver som vi ønskede os ud fra katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasiner. Det var en stor dag, når vi skulle afhente pakkerne fra postkontoret ved Husby Rutebilstation på hjørnet af Storegade og Lillegade. Pakkerne blev vendt og drejet og befølt på vejen hjem fra Anna Rute Ras. Var det bløde eller hårde pakker? - Bløde pakker rummede for eksempel sokker, underbukser og skjorter. Ting, som vi mente, at "vi jo skulle have alligevel". Det vidste vores forældre godt. Vi havde dengang ingen klar forestilling om, hvor små pengene var, men glædede os blot over, at selv om der ind i mellem var bløde pakker, sørgede vores forældre for, at de hårde pakker altid var flest.

Slagtemåneden november måned var en måned, hvor forventningerne om den kommende jul virkelig blev skærpet.

Jo længere vi kom hen i december. Jo mere steg spændingen om den tilstundende jul. Men vi havde da heldigvis mange ting at adsprede os med. Som sagt føles det nu, som om der altid var sne og vinter.

Vinteren, frosten og sneen affødte en del mere eller mindre muntre oplevelser. Den eneste gang jeg har siddet efter i Husby Skole var affødt af snevejret. Engang var vi en større gruppe drenge, der stod og snakkede for enden af skolegården ude ved vejen. Førstelærer Andersen var i færd med at feje sne væk fra fliserne oppe ved skolens ladelænge. En af drengene fik den ulyksalige ide at kaste en snebold op på taget ovenover lærer Andersen. Det fik en lavine af sne fra taget til at falde ned  over ham. Det brød han sig mildt sagt ikke om. Da ingen ville vedgå sig kastet eller fortælle, hvem der havde kastet, kom hele gruppen af drenge til at sidde efter.

Efter skoletid var der masser af vinterudfoldelser at gøre. Nogen løb på skøjter på bugten ved Sdr. Åby. Lærerne kunne med kikkert se, hvor langt skøjteløberne løb ud. Hvis de synes, nogen løb for langt ud, fik klasserne næste dag ikke-kammeratlige samtaler om, hvilke sikkerhedsregler der skulle overholdes, når man skøjtede på bugten. Det var meget ansvarligt af lærerne. Dengang syntes vi, de ikke skulle blande sig i, hvad vi lavede i fritiden.

Os der boede tæt på Husby Mose og Holen havde andre muligheder. Der var ingen højvandsklap i Moserenden dengang, så når der var højvande i Tybrind Vig, steg vandet også inde i Husby Mose. Når oversvømmelsesvandet frøs til is, havde vi nogle spændende skøjtebaner. Nogen gange lå isen nemlig i flere niveauer, fordi vandet under isen igen havde trukket sig tilbage ved lavvande. Vi kunne også løbe på skøjter på vandingshullerne på engene omme i Holen. Det gjorde vi, selv om isen brækkede og fik store revner, når det var midlertidigt tøvejr. Engang var jeg så uheldig at falde i, så jeg blev drivvåd. Det gav godt nok skæld ud af en forskrækket mor, da jeg efter at have løbet den halve kilometer hjem måtte præsentere mig for hende iført ispanser.

Omme i Holen havde vi verdens bedste kælkebakke. Det var den lange stejle smalle mark, der forbinder Jørgen Sognefogeds to græsmarker – engen og den lille græsmark ovenfor skoven, lige under hvor Holegårdens vindmølle nu står. Her kunne vi rigtig få fart på slæderne, når vi lå på maven eller ryggen. Sikken nogle rutsjeture vi fik ud over slæderne, når vi uforvarende kom til at glide ind i et dybfrossent muldvarpeskud.

Min far og andre vinterledige landarbejdere havde for øvrigt været med til lave den pågældende mark ved at rydde bakken for stabbe, som det hedder på vestfynsk. Det var de stubbe, der blev tilbage, da hasselskoven blev afhugget og lavet til kvasbrænde til brug for sognefogedgårdens fastbrændselsfyr. Det var hårdt arbejde, hvor rydningen skete ved brug af hakker og spader. Det gav sved på kroppen, værkende rygge og vabler i hænderne og indtjening i vintermånederne. Det kunne nok bruges i en tid, hvor der var karensdage, inden man kunne få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Altså et antal dage uden løn eller dagpenge, inden perioden med arbejdsløshedspenge startede. Men det blev en rigtig fin kælkebakke – det bedste i miles omkreds, - og kvierne fik et større græsareal. Det sidste var jo nok det, de voksne lagde mest vægt på.

Når det var snestorm og bivejene føg til, var der også arbejde at få med at rydde sne med skovl. Engang i starten af 1960´erne faldt der så meget sne, at sognets snefogeder sammensatte flere snerydningshold, hvor min far var med på et af holdene. De ryddede blandt andet sne på Eskørgyden, hvor sneen lå så dyb, at den måtte skovles ind på markerne ved, at de lavede sneterrasser, som de nederste ryddere kastede sneen op på, hvorefter dem, der stod oppe på sneterrassen, kastede den videre ind på marken.

Dengang fik vi først armbåndsur, når vi var blevet konfirmerede. Men vi vidste altid, hvornår vi skulle hjem og spise. I den frostklare luft lød Husby Kirkes klokker nemlig helt tæt på, når aftenen blev ringet ind. Så vidste vi, at vi skulle hjem.

Så blev det endelig juleaften med alt, hvad dertil hører. Det var nogle rigtig dejlige aftener i familiens skød og tit med mange gæster i juledagene.

Her mange år efter er det faktisk juletræsfesterne i Husby forsamlingshus, der står stærkest i erindringen om jul og vinter. Vi var hvert år til to juletræsfester i forsamlingshuset. Skolens og fagforeningens. Jeg husker særlig juletræsfesten det år, Beatles havde udsendt ”Twist and Shout”. Det var nok i julen 1963, så min mellemste bror og jeg har gået i 6.klasse, og vores lillebror var endnu ikke kommet i skole. Jeg husker, det vakte en del opsigt, da nogle af de store piger fra syvende klasse ved det efter dansen om juletræet efterfølgende julebal begyndte at danse twist. Det var ikke set før i Husby Forsamlingshus. Juletræsfesterne sluttede med, at træet blev plyndret, og der var trætrækning ved brug af juletræet mellem mændene og børnene. Børnene vandt altid, så træet kunne trækkes ud gennem døren, ud i baggården. Omklædningsrummene var ikke bygget dengang. Vinter- og juletid var en god tid at være barn. Glædelig Jul.

Kane med firspand som jeg husker Wedellsborgs. Her dog fra Ugerløse ved Holbæk. Skønnet 1890-1910

Wedellsborg - firspand forspændt vogn. Skønnet 1900-1930

Vinterstemning. Alléen fraAdlerhus til Wedellsborg Slot. Skønnet 1909-1930

Landmændene brugte slæder forspændt hest. Her ved Købmand Lassen, Hovvej i Håre. Skønnet 1922-60

Husby Skole 1962

Det er for børn - polariseringens konsekvenser for folkeskolen

Læsning af statistik kan være mere spændende end nogen kriminalroman. Specielt når man kigger på tværs af tallene.

Folkeskolen
Folkeskolen taber terræn i hele landet. Ser man på familiernes indkomstmæssige forhold så er det tydeligt, at der er langt flere elever, der går i privatskole blandt de børn, der kommer fra hjem med de højeste indkomster.

Andelen af elever i privatskolerne stiger med indkomstniveauet. I 1. klasse går 25 prc. af børn af landets 10 prc. rigeste familier i privatskole, mens det tilsvarende er 15 prc. for de 10 prc. fattigste familier.

Blandt 8. klasseeleverne er andelen af privatskoleelever næsten dobbelt så høj blandt de børn, der kommer fra højindkomstfamilierne som blandt lavindkomstfamilierne.
https://www.ae.dk/a…/folkeskolen-taber-terraen-i-hele-landet

Fattigdom

De fattigste danske familier ejede 211.000 kroner i 2015. Det er 13.000 kroner mindre end i 2014.

Til sammenligning ejede de rigeste danske familier i gennemsnit 6.760.000 kroner i 2015. Det er 375.000 kroner mere end i 2014.
https://www.dr.dk/ligetil/indland/uligheden-i-danmark-vokser

Social lagdeling af skolerne

Stadig flere skoler skiller sig ud ved enten at have rigtig mange elever fra velstillede hjem eller rigtig mange elever fra hjem fra underklassen.

Fra 2007 til 2015 steg antallet af såkaldte eliteskoler fra 41 til 92. Det svarer til en stigning på over 120 procent. I samme periode steg antallet af såkaldte underklasseskoler til 50 skoler - svarende til en stigning på 30 procent.

Eliteskolerne er defineret som skoler, hvor over halvdelen af børnene kommer fra hjem, hvor den ene forælder har en årlig indkomst på knap 800.000 kroner og opefter. Underklasseskolerne er skoler, hvor mindst en tredjedel af børnene kommer fra hjem, hvor forældrene står uden for arbejdsmarkedet fire femtedele af året.
http://sn.dk/…/Rige-og-fattige-boern-holder-…/artikel/695877

Folkeskolen i Kolding Kommune har resultater over landsgennemsnit

De ansatte i Kolding Kommunes dagtilbud formår sammen med forældrene at sikre et godt fundament for børnenes menneskelige udvikling og for den kommende skolegang.

De ansatte i Kolding Kommunes folkeskoler evner sammen med eleverne og forældrene at bygge videre på dette gode fundament, så Kolding Kommunes folkeskoler kan markeres med grønt på det kort over Danmark, der viser om kommunen ligger på, over eller under gennemsnittet af skolevæsener målt på karakterer. Grøn farve er skolevæsener over gennemsnittet, grå på gennemsnittet og rød under gennemsnittet. Og samtidig trives folkeskoleeleverne i Kolding Kommune og udvikler sig positivt også på områder, der ikke kan måles med karakterer.

Alle kommunale bestræbelser i dagpasningen og i folkeskolen i fremtiden bør gå på at fastholde og udbygge placeringen blandt de grønne kommuner.Dette skal gøres med stor politisk varsomhed, så man ikke i misforstået forandringsiver kommer til at smide barnet ud med badevandet. Begge områder er meget følsomme organismer.

Derfor bør man, inden der besluttes udviklings- og forandringstiltag, analysere dagpasningen og folkeskolen, så man kan afdække årsagerne til, at de to områder ligger så flot, som de gør.

Ud fra denne analyse og denne viden kan man så om nødvendigt træffe beslutninger om udviklingstiltag, der eventuelt måtte vise sig nødvendige for at sikre og videreudvikle det nuværende niveau stille og roligt - på en evolutionær basis, der bygger videre på praktisk viden og erfaring.

Hvor har de ansatte i Kolding Kommunes dagpasnings- og folkeskoleområder dog meget at være stolte over. Deres indsats fortjener i allerhøjeste grad støtte, opbakning, respekt, værdsættelse og anerkendelse.

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-11-11-mor-til-skoleelev-i-vordingborg-hun-bliver-ikke-saa-dygtig-som-hun-kunne