De huløjede skeletter taler til os

To skeletters hule øjne stirrede fra bunden af Lillebælt op på de overraskede dykkere. Det var skeletterne af en 14-15-årig pige med knoglerne af et få måneder gammelt spædbarn på brystet.

 

Hvad ligger der bag de to skeletters dystre gravplads på havets bund? Den historie vender vi tilbage til. Vi skal først lige have et par andre fortællinger med.

 

Danmarks undergrund vipper over en  sydøst-nordvest gående akse. Nord for aksen, der går midt gennem Fyn, hæver landet sig. Syd for sænker det sig. Bevægelserne i undergrunden er en stadig igangværende følge af tyngden af den massive ismasse, der lå over landet i den seneste istid.

 

Selv om landet omkring Lillebælt kun sænker sig nogle få millimeter om året bliver det over otte tusind år til flere meter. Det betyder, at store landområder fra fortiden nu ligger som druknede landskaber på bunden af de vestfynske vige og fjorde, som for eksempel Gamborg Fjord og Tybrind Vig.

 

I dette undersøiske druknede 6-7000 år gamle land dukker der af og til overraskende fund op. Skeletterne fra Tybrind Vig er blot et eksempel. Ved Gamborg Fjord nær lokaliteten Ronæs Skov er der også to-tre meter under havets overflade gjort overraskende fund.

Stammebåden på bunden af Gamborg Fjord ved Ronæs Skov

 

Et af de bedste fund ved Ronæs Skov er gjort af ungdomsskoleleder Mikkel Villadsen fra Kolding. Under dykning stødte han på en stammebåd fra samme tid som skeletterne fra Tybrind Vig, Ertebølletiden fra for 6-7000 år siden. Stammebåden og de øvrige fund fra Gamborg Fjord ved Ronæs Skov føjer sig smukt til de fortidens fortællinger, der kan genskabes ud fra fundene fra bunden af Tybrind Vig, hvor der for øvrigt blandt de mange fund også er optaget resterne af tre udhulede stammebåde af lindetræ med pagajer af asketræ.

 

De sensationelle fund fra Tybrind Vig og Gamborg Fjord giver viden om højt specialiserede stenaldersamfund ved Lillebælts kyster for omkring 7000 år siden.

 

   Moesgaard Museums Stenalderudstilling

Fortællingen om ”De første indvandrere - Stenalderen” kan opleves på Moesgaard Museum ved Århus. Den i indledningen omtalte unge stenalderkvinde med det lille barn udgør en hovedattraktion i udstillingen. Udstillingen omfatter både de fundne skeletrester og en rekonstruktion på baggrund af skeletresterne.

 

Når vi træder ind i museets stenalderudstilling, bliver vi mødt af en ung pige siddende på en dynge ophobede østersskaller i strandkanten ved et bål. Et lille barn ligger på et skindtæppe ved hendes side. Pigens hår er flettet og sat op, hendes krop er bemalet, og hun har et flettet net af lindebast med nyligt indsamlede østers ved sin side. Hun kigger ud over vigen, hvor hendes bopladsfæller fra udhulede stammebåde, som de fundne fra Ronæs Skov og Tybrind Vig, fisker og jager marsvin. Rekonstruktionen er skabt af Moesgaard Museum med hjælp fra udenlandske eksperter. Billedet fra udstillingen er taget af Moesgaards Museums foto og medieafdeling. Stort, at mine brødre og jeg, vores fætre og kammerater har badet i Tybrind Vig sammen med den tusindårige huløjede pige.

 

Rekonstruktionen er sammen med de øvrige udstillingsgenstande fra Ertebølletiden virkelig en øjenåbner for den udstillingsgæst, der med lige dele åbent sind og historisk fantasi ønsker at opleve, hvordan de tidligste danskere har levet. I pagt med naturen og i daglig kamp med naturen. Akkurat som vi stadig gør det, blot på en helt anden og mere sofistikeret måde. Hvad Tybrindpigen ser, ser vi udstillingsgæster sammen med hende, når vi bevæger os gennem udstillingen.

 

Gennem museets formidling kommer fundene af skeletterne med de tomme hule øjne, de udhulede stammebåde og alt det andet fundne stenalderudstyr fra blandt  andet Tybrind Vig og Gamborg Fjord til at tale til os nutidsmennesker. Lillebælt overskyllede Ertebøllefolkets bopladser. De måtte trække sig længere ind i landet og måske så småt starte på at lægge deres livsstil om. Vi er i vores tid udfordret af den samme problemstilling. Ændringerne i klimaet med den hertil affødte afsmeltning af store dele af de i gletsjer- og indlandsis bundne vandmasser får havspejlet til at stige, kysterne nedbrydes, og vi må indrette og tilpasse os på nye måder.

Bro over tidsgabet

Eltang Kirke til venstre. Eltang Rytterskole til højre

En robust kridhvid middelalderkirke dukkede op over bakkekammen, da vi en af de første dage i den i følge kalenderen første efterårsmåned kom vandrende gennem grønne dale og over stejle bølgende bakker.

Nordgående ad Birkemosevej og Sletteskovvej i det flotte septembervejr med blå, blå himmel havde vi besluttet at holde pause og se nærmere på Eltang Kirke fra 1100-tallet og den nærliggende Eltang Rytterskole fra 1720erne. Kirke og skole ved siden af hinanden og i parløb, som det var sædvane i hundredvis af år. Kirken og kirkegårdens fortællinger skulle selvfølgelig opleves.

Men ak! Kirken var aflåst. Men det var der råd for. Som jeg plejer, når jeg besøger kirker og kirkegårde, så jeg mig om efter graveren. Han var i gang med at slå græs. Sikken service. Graveren stoppede beredvilligt græsslåmaskinen, hentede nøglen til kirken og lukkede op for og fortalte om de mange herligheder.

Den tidligere kvindeindgang i kirkens nordside er nu blevet til vindue

Middelalderkirker påvirker mig. Opført for omkring 1000 år siden af kløvede og ukløvede marksten indsamlet under slid og slæb af datidens bønder, husmænd og tyende. Opmuret af dygtige inden- og udenlandske stenmestre og deres svende. Senere renoveret og udbygget med store teglmunkesten brændt af hårdtarbejdende svedende teglbrændere nær stedet, hvor stenene skulle bruges. Kirkens interiør udført af træskærermestre og kirkemalere, der med stor indfølingsevne har skabt medrivende billeder og skulpturer, der gennem århundrederne har berørt de besøgende.

Når så fortidens udtryk bliver suppleret med nutidige udtryksfulde værker, opstår der nogle helt særlige følelser og stemninger. Arkitektur og kunst skaber forbindelser mellem mennesker over det tusindårige spænd af tid.

Prædikestolen har altid vist de fire evangelister. Nu i Mogens Hoffs udgave

Eltang Kirkes prædikestol er i renæssancestil og er formentlig skænket til kirken af lensmanden på Koldinghus Casper Markdanner. Den dateres fra omkring 1600. En præsteindberetning fra 1768 fortæller, at der på prædikestolen var billeder af de fire evangelister. Disse billeder er over tid blevet bleget af solen og er siden overmalet.

Altertavlens midterparti er fornyet med et billede af Mogens Hoff

Ved kirkens seneste renovering i 2007 er prædikestolen igen blevet prydet af de fire evangelister – denne gang malet af kunstneren Mogens Hoff (1934-2008). Også kirkens altertavle har Mogens Hoff fornyet, så den nu fremstår med et moderne udtryk, der taler til nutidens mennesker, og som samtidig står flot til kirkens middelalderlige interiør. Fortid og nutid i sammenhæng skaber hos beskueren helt særlige følelser og stemninger. Jeg er vild med vore gamle kirkers arkitektur, kunst og kultur.

Besøget ved og i Eltang Kirke viste sig at være en rigtig givtig pause på fodturen.

 

 

 

Fynsvejs Frederik Fisk

Stor og stovt står Frederik Fisk i vejsiden, mens Fynsvejs trafik raser forbi. De fleste vejfarende ænser den næppe. Få gør sig tanker om det fantastiske kulturminde, der gemmer sig i den årtusindgamle grå granitsten. Stenen er smukt tilhugget i keglestubform og opstillet på en sokkel i den brede grønne vejrabat på Fynsvejs højre side lige efter Hvidsmindekrydset på toppen af bakken ned mod Kolding.

 

Lige her passerede den gamle landevej mellem Kolding og Snoghøj forbi. Den store halvanden meter høje keglestubformede sten skulle fortælle de vejfarende, hvor mange mil, der var til Snoghøj. Stedet, hvor milestenen står, var engang en del af Bramdrup Sogn, der oprindelig gik helt ned til Kolding Fjord. Købstaden Kolding fik i starten af 1900-tallet vokseværk og ønskede at indlemme nogle af  de omgivende landområder i købstaden. I 1930 lykkedes det Kolding at indlemme Hvidsmindeområdet. Men det er en anden om end spændende historie.

 

Milestenen står her endnu. Smukt renoveret med kongeligt Frederik Rex monogram i guld, men nu med kilometerangivelse fremfor milangivelse. Afstanden angives ikke længere til Snoghøj, men nu som 20 kilometer til Fredericia. Jeg glæder mig over kulturmindet, hver gang jeg på en af mine vandreture går forbi og ofte falder i staver foran den historiske sten. Men hvorfor kalder jeg stenen for Fynsvejs Frederik Fisk?

Så må vi atter engang grave lidt i historien. Det var Christian den Femte (1670-99), der gav Danmarks berømte videnskabsmand Ole Rømer (1644-1710) opgaven at opmåle de danske landeveje, så der kunne opstilles afstandsmarkeringer. Ole Rømer er kendt som den første, der påviste at lyset har en hastighed og ikke udbredes øjeblikkeligt. Han knyede med sædvanlig ildhu på med den af kongen stillede opgave, opfandt en hestetrukken opmålingsvogn og fik udregnet de mange afstande mellem købstæderne. I bymidterne blev opsat 0-punktstene, hvorfra afstandene tog udgangspunkt og blev beregnet. Mange af  0-stenene kan endnu opleves rundt om i landets købstæder. Den flotteste står stadig som en smuk udhugget granitstele midt på Rådhuspladsen i København. Den er værd at kigge på, når os vest fra Valby Bakke besøger hovedstaden.

 

Længere tid end opmålingerne tog det at få opsat afstandsstene ude på landevejene, og i starten var afstandsstenene af noget uensartet beskaffenhed og kvalitet. Som årene gik  forvitrede de gamle milesten og måtte derfor erstattes af mere synlige og holdbare milesten. Dette arbejde blev sat i værk under Frederik den Syvende (1808-63). Det blev derfor Frederik den Syvendes monogram, der blev indhugget i milestenene, herunder også den der blev opsat ved Snoghøjlandevejen på bakken lige ovenfor Kolding.

 

I 1907 holdt den moderne verden med sine standardiseringer sit indtog i Danmark. Metersystemet blev indført. Derfor skulle afstandene mellem byerne nu angives i kilometer. Det ville blive enormt dyrt at anskaffe sig nye store granitsten til brug som kilometerafstandssten. Nu var det så heldigt, at kongen i 1907 var Frederik den Ottende (1906-12). Det blev derfor besluttet at udmejsle milestenens mileangivelse og i stedet indhugge kilometerangivelse i et forsænket rektangulært felt. Stenenes Frederik Rex monogrammer blev genanvendt ved, at man i det tidligere 7 tal for Frederik den Syvende indhuggede en ny nedadrettet tværgående streg fra syvtallets øverste vandrette streg, så der kom et 8 tal ud af det. Dette ottetal er som følge af dets oprindelse i et 7 tal fladt i toppen. Det ligner en fisk stillet med halen i vejret. Derfor kalder jeg den tidligere milesten og nuværende kilometersten på Fynsvej for Frederik Fisk!

 

Heldigvis kan man også andre steder stadig nyde de flotte keglestubformede vejsten. Nogle har stadig bevaret de oprindelige monogrammer og milangivelser, mens andre er tilpasset med kilometerangivelse som stenen på Fynsvej. Kulturminder om samfundets udvikling er de alle.

Med vand i øjnene

Hvidensand

På cykel på vej fra Ejby mod Husby. Vandet stod i mine øjne. Ja, det løb vel også over. Og det var ikke kun modvinden på den lange vej fra skolen til hjemmet en blæsende regnfuld efterårsdag i oktober, der var skyld i det. Drenge på vores alder græd ikke offentligt.

Jeg husker endnu tydeligt sorgen suge i maven, da jeg og min bror Leif som en del af flokken af elever fra Husby om eftermiddagen den første mandag i oktober 1966 i strid modvind på cykel var på vej fra Ejby Folke- og Realskole sydover mod vores hjem på Skræppedalsvej i Husby. Sorgen var også i blandet en del angst. Tænk, hvis det havde været mig. Eller en af mine brødre, mine forældre eller en af kammeraterne.

Da cykelflokken passerede gården ”Hvidensand” i Sibirien i den yderste nordlige del af Hygind, tror jeg, alle i flokken havde tankerne rettet mod Jørgen, vores tidligere skolekammerat fra Husby Skole. I vores gamle 7. klasse i Husby Skole var vi 10 elever. De 5 af os, tre drenge og to piger, fortsatte i realskolen i Ejby. De andre var kommet ud at tjene på en af sognets gårde eller havde fået anden beskæftigelse. Jørgen Rasmussen fra Nyhuse tjente på ”Hvidensand”.

Pågældende mandag havde vi på skolen fået at vide, at Jørgen var blevet dræbt i en arbejdsulykke. Under markarbejde var der sket det, at den traktor, han førte, var væltet. Og den var væltet så uheldigt hen over Jørgen, at han var blevet dræbt. Det var noget, der satte sig i vores unge påvirkelige og sensible sind. Forfærdeligt for Jørgen, hans forældre og søskende og også for gårdmanden og hans familie. Gårdmandens sønner kendte vi udmærket. Hans og Ejlif. Dem havde vi gået i klasse med hvert andet år, idet landsbyskoleordningen i Husby var indrettet således, at vi gik to årgange i samme klasse.

Sorg og glæde de vandrer sammen. Lykke og ulykke kommer på rad og række. Sådan var det også i ulykkesugen den første uge i oktober 1966. Forklaring følger.

Jørgen blev klemt ihjel af den tunge traktor lørdag den 1. oktober 1966 og blev begravet den følgende tirsdag den 4. oktober. Begravelsen blev foretaget i hans konfirmationskirke, Husby Kirke og blev foretaget af pastor Jensen, som vi alle kendte ganske godt. Han havde året før den 4. april 1965 konfirmeret alle os afgangselever fra Husby Skoles syvende klasse. Og vi havde haft ham som vikar i skolen for andenlærer Tagesen, som flere gange var alvorligt syg de sidste år af vores skolegang. Jørgen og lærer Tagesen står noteret som døde lige ved siden af hinanden i Husby Sogns kirkebog. Vores dygtige og respekterede lærer Tagesen var død året efter vores afgang fra Husby Skole for at skifte til Ejby. Lærer Tagesen døde den 9. juli 1966 og blev begravet på Husby Kirkegård, hvor hans gravsten stadig kan ses. Jørgen blev også begravet på Husby Kirkegård, men hans grav er for længst slettet. Men tilbage til det med, at sorg og glæde vandrer sammen.

Om lørdagen den 8. oktober, som Jørgen var blevet begravet om tirsdagen, skulle vi for Ejby junior A spille fodboldkamp mod Harndrup. Jørgen spillede også fodbold i Ejby, men var, som jeg husker det, ikke tit med på førsteholdet, men vi trænede sammen. Han var en del af fodboldflokken, også selv om han ikke var fast mand på holdet og ikke gik i skole i Ejby. Træner og klubledelse med formanden Wackerhagen i spidsen havde gjort sig tanker om, hvordan en sådan kamp i sorgens skygger skulle udspille sig. Resultatet af overvejelserne blev, at vi alle fik udleveret et stykke sort sørgestof, som vi bandt om venstre arm på vores røde Ejby-trøjer. Og så blev der ved kampens start på Harndrup Stadion selvfølgelig holdt et minuts stilhed.

Det var noget af en afgørende kamp for os Ejby-spillere. Vi havde en plet, der skulle vaskes af. Hjemmekampen mod Harndrup i foråret 1966 havde vi tabt 0-1. Det var ikke noget, der huede vores træner – og vores idrætslærer på skolen – Bent Bill Brodersen, og selvfølgelig heller ikke os spillere. Vi gik jo i skole med elever fra Fjelsted og Harndrup. Og hvad nu, når vi var påvirkede af sorg og ulykke. Hvordan ville kampen forme sig?

Kampen blev spillet i stærk blæst. Der havde som nævnt været stærk efterårsvind hele den uge. Det var vi, der cyklede de 10 kilometer frem og tilbage hver dag mellem Ejby og Husby, meget bevidste om. Men vinden viste sig i denne uge fra sin hjælpsomme side. Om mandagen kunne den skjule en tåre, og om lørdagen hjalp den specielt mig til en minderig og lykkelig dag midt i al sorgen.

Jeg scorede direkte på hjørnespark. Mine hjørnespark var altid indadskruede mod forreste stolpe. Denne dag kom sydvestenvinden med yderligere hjælp, så bolden gik direkte ind i forreste trekant. Forårssæsonens nederlag på 0-1 blev til en sejr i efterårssæsonen på hele 1 – 12!

Jeg vil altid huske den første uge i oktober 1966 som en både sorgens og en glædens uge. Et billede på hvordan menneskets lod er. Vi oplever alle både medgang og modgang i livet. Lykke og ulykke. Sorg og glæde. Og det i både småt og stort. Jørgens død var det store i den uge, mens fodboldsejren var det inferiøre, den i det store billede lille og helt betydningsløse ting. Men begge ting husker jeg, som var det i går her over 50 år efter. Jeg sender altid en tanke til Jørgen, når jeg passerer forbi Hvidensand eller kigger ind på Husby Kirkegård, selv om hans grav nu er slettet.