Lykke og ulykke ved Brænde Mølle

”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad”. De linjer af salmedigter og biskop over Odense Stift Thomas Kingo slår mig altid, når jeg kommer forbi Brænde Mølle. Linjerne passer godt til en vandring rundt om møllesøen, hvor Brænde Å passerer under Tanderupvej. Hvorfor det? Det vender jeg tilbage til, men lad mig starte fortællingen med en beskrivelse af det smukke landskab.

Brænde Å mellem landevejen og Brænde Mølle

Dybt nede ligger møllesøen ved Brænde Mølle. En frodig grøn oase klemt inde mellem stejle skrænter. Skrænter der på begge sider omgiver Brænde Å med blot nogle hundrede meters afstand. Fra bunden af den smalle smukke ådal er der hele 15 meters højdeforskel til markerne ovenfor. Stedet virker på en og samme tid både romantisk og lidt mystisk. Stier omgivet af frodige grønne træer, buske og planter. Det hele strutter af grokraft. Møllesøens mørke stille ugennemsigtige vand. Alskens vandplanter og mosser, der overgror planter, stier og sten og indhyller stedet i et mystisk grøngustent skær.

Brænde Å er med sine 28 km Vestfyns længste vandløb. Åen har sit udspring nær Tommerup Stationsby og løber gennem det store dødislandskab syd for Vissenbjerg via en dybt nedskåret ådal til udløbet i Lillebælt ved Sønder Åby.

Det er interessant at gå en tur i ådalen fra Assens- Middelfart landevejen til møllesøen ved Tanderupvej. Først og fremmest på grund af den smukke natur, men også fordi området emmer af erhvervs- og kulturhistorie. Hvis man ikke lige ved det, er det ikke til at forestille sig hvilket dynamisk erhvervseventyr, der gennem århundreder har udfoldet sig her.

Brænde Mølle og Brænde Mølle Elektricitetsværk 1948

Brænde Å og  det nu nedlagte Brænde Mølle Elektricitetsværk. 2017

Det startede helt tilbage i 1500-tallet, da Brænde Å blev opstemmet til en møllesø. En møllesø der gennem de næste hundreder af år leverede vandkraft til en mølle, som kunne kværne mel ud af bøndernes korn. Det var et sted med mange ansatte og megen leben. Særlig når bønderkarlene kom på besøg på møllen og ventede på, at det medbragte korn blev lavet til mel og andre kornprodukter, der kunne tages med hjem til gården. Selv om det var ulovligt at drive smugkro, blev der ofte serveret en klar eller en lille sort eller flere, mens ventetiden skulle fordrives. Ofte sluttede udenbys folk sig til det muntre selskab, mens de holdt rast på deres landevejsrejse.

Andelsmejeriet "Fælleslykke" 1939. Et industrielt centrum i landsognet Tanderup. Brænde Mølle, Elektricitetsværk og andelsmejeri lå side om side. Vejen gennem området over Brænde Å  er afgrænset af hvide pæle. Det er den gamle Assens-Middelfart landevej, der ad vejen op til højre passerede gennem Hjorte og videre mod Assens. Til venstre gik landevejen  op mod Håre og videre til Middelfart.

Jo, den er god nok. Helt til omkring 1940 gik Assens-Middelfart landevejen fra Hjortegyden ind forbi Hjorte og ned ad den stejle Brændemøllevej til broen over Brænde Å ved Brænde Mølle og op ad ådalsbakken på åens nordside videre mod den store gård Minendal og mod Middelfart. Når man går nede i den dybe Brænde Ådal med stejle, stejle skrænter til begge sider og kigger op mod stedet, hvor landevejens nuværende kæmpe vejdæmning krydser ådalen, er det nemt at forstå, at dette vejanlæg med tilhørende enorme jordarbejde først blev udført sent op mod vores tid. Efterfølgende var der så ikke længere landevejstrafik ind gennem Hjorte og Håre.

I starten af 1900-tallet blev det elektricitetens tidsalder. Entreprenante kræfter fandt på, at møllesøen og åens vandkraft måtte kunne udnyttes til noget mere end blot at kværne korn. En tanke var født. Og den blev realiseret. Da andelselværket startede i 1912, delte møllen og elværket vandkraften. Det holdt ikke længe. Der var ikke vandkraft nok. Elværket måtte supplere med kulfyrede – og senere dieseldrevne - kedler og turbiner. Og imens løb tiden fra møllen. Møllegården ligger der endnu, men der er ikke længere noget møllehus. Det blev pillet ned i 1948. Elværkets bygninger ligger der også endnu, men er ikke længere i drift som elektricitetsværk. Brænde Mølle Elværk blev i midten af 1970-erne overtaget af Vestfyns Elforsyning, der nedlagde værket.

Mølleriet og elværket var to vigtige virksomheder lokaliseret her, hvor Brænde Å krydser Tanderupvej, vejen mellem Håre og kirkebyen Tanderup. Men hvordan nu med de i indledningen nævnte ord om, at sorg og glæde følges sammen, og at ulykke og lykke går på rad og række? Nej, jeg har ikke glemt det. Men vi mangler lige en tredje spiller i erhvervseventyret ved Brænde Mølle. En virksomhed der spiller en rolle i det med lykke og ulykke.

Det er ”Andelsmejeriet Fælleslykke”, vi skal have med i fortællingen. Andelsmejeriet der i årtier producerede mejerivarer af høj kvalitet på basis af råmælk leveret af omegnens andelshavende landmænd. Og det i direkte konkurrence med det nedrevne herregårdsmejeri Wedellsborg Mejeri, der lå i Husby, hvor Tybrindvej passerer over Moserenden ved Rævebjerg.

Wedelsborg Mejeri 1957. Mejeriet er nu nedrevet. Kun stuehuset er tilbage

Danmarks første andelsmejeri, Hjedding Andelsmejeri nær Ølgod i Vestjylland blev grundlagt i 1882. Andelstanken vandt hurtigt indpas i det danske mejerisystem. Landbrugsproduktionen blev i de år omlagt fra kornproduktion til animalsk produktion. Jorderne var udpinte, og kornpriserne faldt drastisk som følge af den store mængde billige korn, der via tog og skib kom på verdensmarkedet fra de amerikanske prærier og de russiske stepper. ”Andelsmejeriet Fælleslykke” blev oprettet i 1887. Andelstanken viste sig hurtigt at være en både demokratisk og økonomisk succes, og den gav mange arbejdspladser. ”Andelsmejeriet Fælleslykke” inspirerede til at oprette flere andelsforetagender i Tanderup Sogn med dertil hørende arbejdspladser og boligbyggeri. Mejeriet blev i 1897 fulgt af en stor brugsforening nær Tanderup Skole og Tanderup Kirke. Den brugerejede brugsforening indeholdt foruden butik også mødelokaler til brug for sognets forskellige møder og sammenkomster. I 1912 kom så, som tidligere omtalt, Andelselværket Brænde Mølle Eleltricitetsværk til.

Nu er det så, vi kommer til Kingos ord om, at det er en del af livet, at vi møder både sorg, glæde, lykke og ulykke. Det kunne man i hvert fald tilslutte sig i 1919 nede i ådalen ved Brænde Å og møllesøen. Det var lykke for andelshavere og medarbejdere, at ”Andelsmejeriet Fælleslykke” i september 1919 fik diplom for sin ost af blandingsmælk, og ved den lovpligtige smørbedømmelse fik sin smør placeret i den øverste tredjedel blandt alle landets mejerier.

Blot nogle få uger senere blev mejeriets glæde over kvalitetsudmærkelsen sat i relief af en forfærdelig ulykke, der ramte virksomheden Brænde Mølle lige på den anden side åen og vejen. En hændelse der nok i særlig grad berørte alle sognets børnefamilier. Hvad hvis det var os, det var sket for? Sådan var der sikkert mange, der tænkte. 

Den 6. oktober var en lille dreng fra Brænde Mølle blevet fundet død i en ajlebeholder. Den tre-årige dreng var som så ofte før løbet over i møllehuset for at se til stedfaderen, der arbejdede som møllersvend. Efter besøget havde de sagt farvel til hinanden. Drengen skulle selv løbe det lille stykke vej hjem. Da stedfaderen senere kom hjem, opdagede familien, at drengen ikke var nået hjem. De satte en eftersøgning i gang og fandt ham død i en ajlebeholder. Der var nok mange, der har gyst ved tanken om, at det kunne have været et af deres børn, og mange har nok tjekket en ekstra gang, at deres ajlebeholdere, ensilagebeholdere og brønde var forsvarligt lukkede.

Vandreturen i ådalen fra den ”nye” landevej ned i den dybe ådal, langs Brænde Å og forbi møllesøen til stemmeværket og broen ved Tanderupvej giver mange oplevelser og sætter mange tanker i gang. Om afvikling og udvikling. Om tidens gang. Om de naturgivne og kulturskabte vilkår vi lever under. Hvor der tidligere lå tre pulserende virksomheder med stor produktion og masser af arbejdspladser er der nu fredeligt og stille. Alle tre virksomheder er nedlagte. Men stadig et godt sted at komme. Et sted der konkret viser, hvordan vi lever med forandring som et vilkår. Derfor kan vi passende slutte denne fortælling med et citat fra Pete Seegers sang ”Turn,turn, turn”, som han i 1950´erne skrev ud fra Prædikerens Bog. En sang der er blevet mest kendt i The Byrds version fra 1965. Det er i virkeligheden et bibelsk citat fra Prædikerens Bog.

”To everything (turn, turn, turn)
There is a season (turn, turn, turn)
And a time to every purpose, under heaven”

Stemningscollage fra Brænde Å. 2017

Sådan ligger landet

Navnet klinger ualmindeligt almindeligt. Nogle få huse. By af navn. Ikke af gavn. 

Trygheden i de så velkendte landskaber. Rytmen i de bløde bølgende bakker. De strunke nåleskove. De kuplede lyse løvskove. Hulens hassel i den randkransende bondeskov.

Sognegrænserne med de rislende bække. Den stilleflydende don-dvaske å. Det længdestrækkende bakkeland. Bløde former dramatisk flænget af den dybe dal. Skåret af strømmende smeltevand.

Græsgrønne enge, gule rørklædte moser og flægdækkede strandenge emmende af fugt og bryggende på dugfriske fantasier.

Bølgerne blå iblandet sølvreflekser omkranser landet. I sydøst stiger solen af havet og lander morgenens lys på klint og kyst. Mod vest sænker solen sig med gyldne stråler over aftenhorisontens fjerne skamlingsbankebule. Som et slot tækket med gyldne skjolde.

Her ligger det, det hele. Kalder på vidsyn, udsyn og lyssyn. Her er jeg fra. Det ligger i mig. Og der bliver det liggende. En banalitet? Eller et fundament? Under alle omstændigheder ligger det der. Derude og i mig. Min reference. Mit barndomsland. Husby.

Ib Hansen, 28. august 2022

Verdenshistoriske bølgeskvulp

En sensommerdag i august fødte en 21-årig ung tjenestepige i Hygind en datter. Datteren blev født uden for ægteskab. Det lyder banalt, men på en måde var der tale om et verdenshistorisk bølgeskvulp fra en fattigdoms- og krigshærget del af Europa, der slog ind over det lille fredelige landsogn Husby på Vestfyn.

Det var ikke det eneste verdenshistoriske bølgeskvulp, der ramte Husby i årene lige før, under og efter Første Verdenskrig. Mennesker i Centraleuropa var i de år som så ofte før og siden udsat for krig, borgerkrig, fattigdom og forfølgelse. Langt fra dagligdagen i det lille landsogn Husby. Alligevel blev problemerne nærværende for borgerne i Husby Sogn blandt andet på grund af nogle unge polske piger, der tjente  i sognet. Det var Josefa Bronska og Anna Lasek. Dem vender vi tilbage til. Først lige nogle overordnede historiske perspektiver i relation til den efterfølgende fortælling om Josefa og Anna. 

Mange polakker kom til Danmark og også til Husby og omegn fra omkring 1890 til omkring 1930. De ville væk fra fattigdom og krig. Og i Danmark ville man gerne have billig arbejdskraft først og fremmest til det slidsomme arbejde i landbruget. Roeavlen krævede megen tid og håndkraft til både lugning og optagning.

Var det krigsflygtninge, bekvemmelighedsflygtninge eller fattigdomsflygtninge, der kom til landet? Hvordan tilpassede de sig med deres anderledes religion det danske samfund? De var blandt andet katolikker og jøder. De spørgsmål var det dengang som nu ikke nemt at svare på. 

Politik og polakhuse 

Hvorom alt er, husede man i de år i Husby og omegn en del af den indvandrede arbejdskraft i blandt andet såkaldte polakhuse i Håre, Sdr. Åby, Wedellsborg og Eskør. Flere af husene ligger der fysisk endnu. Andre var tjenestekarle og tjenestepiger og boede på gårdene. Mange af de polske indvandrere kom for eksempel fra et område i Polen, der hedder Galicien. Det er området mellem Krakow og den desværre nu så kendte by Lviv. De to byer er senere blevet adskilt af en landegrænse. Krakow ligger i Polen. Lviv i Vestukraine.

Polen og Galicien har en omtumlet historie. Nærmest totalt udslettet ved flere ganges delinger i 1792, 1793 og 1795 mellem de dengang stærke europæiske stormagter Preussen, Østrig-Ungarn og Rusland. I Galicien udbrød der efter Første Verdenskrig til og med borgerkrig mellem områdets polske og ukrainske befolkningsgrupper.

Men tilbage til de verdenshistoriske bølgeskvulp, der i Husby og omegn blandt andet manifesterede sig i de unge polske kvinder Josefa og Anna. Josefa og Anna mindede borgerne i Husby om, at mennesker ikke alle steder i verden levede lige så fredeligt som i Husby.

Polske tjenestepiger 

I min jævnlige higen og søgen i gamle papirer, bøger og dokumenter efter lokale begivenheder og personer, der kan stå som konkrete eksempler på menneskers levevilkår lokalt og i den store verden, faldt jeg over Josefa Bronska og Anna Lasek. De er eksempler på personer og begivenheder, jeg trods den tidsmæssige afstand på over 100 år kan relatere mig til, og som samtidig retter min historiske bevidsthed mod store og afgørende begivenheder ude i verden.

Jeg har aldrig kendt Josefa, men hendes datter Klara og også Anna har jeg på en måde haft en vis relation til i min barndom i Husby. Fire år gammel flyttede jeg med mine forældre og lillebror fra Ejby til Husby. Ind til langhårsfrisuren efter 1968 blev moderne for unge mænd, blev jeg som næsten alle andre mænd og drenge klippet lokalt i Husby af Otto ”Barber”. Han var gift med Josefa Bronskas datter Klara.

Når jeg som barn og ung skulle til Ejby eller Assens kørte jeg ofte med rutebil. Rutebilejeren og -chaufføren var Rasmus ”Ruteras” Jensen. Han var gift med Anna Lasek. Anna passede postekspeditionen af pakkepost fra hendes og Rasmus´ hjem på hjørnet af Storegade og Lillegade i Husby. Vi hentede ofte pakker hos hende. Her var der også garage til rutebilen. Ekspeditionen af pakkepost foregik i en mellembygning mellem boligen og den nu nedrevne rutebilgarage.

Her boede Rasmus "Ruteras" Jensen og Anna født Lasek

Josefa fra Bronina

Jeg ved heller ikke hvorfor, hvornår og hvordan Josefa Bronska kom til Husby Sogn. Men det var hende, der som ugift tjenestepige i Hygind kommer i den sikkert for en ung udenlandsk og nok ensom kvinde særligt ulykkelige situation at føde et barn uden for ægteskab. Det var med den tids holdninger stigmatiserende for kvinder – modsat de involverede mænd! Josefas datter blev født den 12. august 1917. Pigen blev hjemmedøbt og navngivet Klara af den katolske præst H. Deutscher fra St. Albani Kirke i Odense. Han rejste helt fra Odense til Hygind for at gennemføre en katolsk hjemmedåb, som åbenbart har været meget vigtig for Josefa.

Præsten noterede i Den Katolske Menigheds kirkebog, at den udlagte barnefar var en Anton Papier, som jeg i øvrigt ikke har flere oplysninger om. Han noterede også, at Josefa var fra byen Bronina i Busko Sogn i Polen. Bronina ligger cirka 90 km nordøst for Krakow og omkring 1.300 km fra Husby. Når man kigger i Den Katolske Menighed i Odenses kirkebog fra begyndelsen af 1900-tallet er det slående, hvor mange purunge polske landarbejdersker, der fødte børn uden for ægteskab. Ensomhed, udnyttelse, manglende forståelse, manglende oplysning og manglende prævention har ført mange af kvinderne ”i uføre”.

Josefas datter Klara blev anbragt i familiepleje i Hygind. Det fremgår af Folketællingen fra 1. februar 1921, at plejeforældrene var den 76-årige tidligere vejmand Hans Madsen og hans 50-årige hustru Karen Marie. Hans og Karen Maries egne børn var for længst fløjet fra reden.

I folketællingen 1921 angives Klara til at være katolik, mens plejeforældrene var medlemmer af folkekirken. Klara blev hele sin barndom og ungdom boende hos plejeforældrene, men allerede den 4. september 1923 døde Hans Madsen. Klara og plejemoderen Karen Marie flyttede derefter ind i Familiehuset i Husby, hvor Karen Marie ernærede sig som syerske. Klara konverterede åbenbart undervejs i sin barndom til Folkekirken. Hun blev nemlig konfirmeret i Husby Kirke i oktober 1931. Hendes plejemor Karen Marie Madsen blev efter 8 års enkestand i marts 1932 gift med endnu en vejmand, enkemanden Peder Pedersen fra Husby Mark.

Jeg ved ikke, hvad Klara lavede efter konfirmationen, men måske har hun været tjenestepige eller har hjulpet plejemoderen med at sy. Ved fødslen af Klaras første barn i januar 1937 fremgår det i hvert fald af kirkebogen, at hun på det tidspunkt ernærede sig som syerske og boede på Husby Mark hos plejemoderen Karen Marie og dennes nye mand Peder. Men måske var hun, da graviditeten blev synlig, blot kommet hjem for at føde og hjalp så i ventetiden plejemoderen med at sy.

Allerede som 20-årig indgik Klara den 13.juni 1937 hos sognefogeden i Husby ægteskab med barnefaderen den 16 år ældre 36-årige Otto Albert Nielsen. Otto var tilflytter fra Odense, hvor han blev født den 28. april 1901. Han ernærede sig i Husby som barbermester og havde salon på gården ”Birkelund”, der stadig ligger på Storegade mellem Tjørnegård og Bjørnekær, lige over for hvor der engang var købmandsforretning.

”Birkelund” blev Otto og Klaras fælles hjem. I ægteskabet blev det til to børn. Anni Marie blev som nævnt født den 5. januar 1937, et halvt år før ægteskabets indgåelse. Sønnen Jørgen lod vente på sig og kom først til 18 år senere den 26. juni 1955. Jørgen husker jeg fra Husby Skole, mens Anni senere kom til at bo over for min mor i Ejby. 

Så tørrer mine kilder ud, men lige et par ord om den oplevelse det var at blive klippet hos Otto ”Barber”.

 

En klipning hos Otto ”Barber” var lærerig

Mens vi endnu gik i landsbyskolen i Husby, cyklede vi efter skoletid ned til Otto ”Barber”, når vi skulle klippes. Næsten alle vi drenge fra Husby Skole klippede han på samme måde. Det var en oplevelse at komme hos Otto ”Barber”. Han havde som regel ikke travlt først på eftermiddagen. Ofte måtte Klara ind og vække ham fra middagsluren, hvis vi havde fået tidligt fri fra skole og derfor kom tidligt ned i salonen.

Otto tog os alvorligt. Fortalte sjove historier. Viste os nogle af de elektriske maskiner, han puslede med i sin fritid. Det kunne for eksempel være snittede møller drevet af små elmotorer. Eller vi kunne sammen med ham bruge hans kikkert til at se, hvem der handlede hos købmand Halberg. Hvor mange øl skulle den eller den nu have med den dag?

Købmand Halberg nederst til højre. Uden for billedet nedenfor og syd for købmand 
 Halberg boede Otto og Klara. 

Da vi kom i realskolen i Ejby, måtte vi begynde at bruge Ottos lange åbningsdag. Det var vist om torsdagen. Her ventede vi sammen med sognets voksne mænd og karle og blev klippet efter tur. Der var ingen tidsbestilling. Snakken i barbersalonen gav os unge drenge en del indsigt i mænds voksenliv. Når mændene betalte, trak Otto for eksempel en skuffe ud og spurgte den betalende, om han ikke skulle have lidt ”galanteri” med til brug i den kommende weekend.

Efter 1968, da vi fik længere hår, kunne vi ikke længere komme hos Otto. Jeg kom så i stedet hos damefrisør Jonna i Salon Wella i daværende Søndergade i Ejby lige over for brødudsalget, hvor vi tit  rastede og fouragerede hindbærsnitter, studenterbrød og nøddetærter, inden vi skulle cykle den lange vej fra skolen i Ejby til hjemmet i Husby. Her blev jeg også behandlet godt, men det blev aldrig det samme som et besøg hos Otto ”Barber”. Det var jo heller ikke så tit, jeg skulle klippes i de år! Men nu over til Anna Lasek.

Anna fra Bochnia

Anna Sofie Lasek blev født 24. februar 1898 i Bochnia i Galicien i Polen. Hendes forældre hed Ignatius og Sophie Lasek. Bochnia ligger 38 kilometer øst for Krakow og cirka 1.300 km fra Husby. Jeg ved ikke, om Anna er kommet til Danmark som flygtning eller for at arbejde. Hun var  som 24-årig tjenestepige hos gårdmand Jens Peter Jensen på ”Bjørnekær” i Husby i 1922. Rasmus Jørgen Jensen var søn af Jens Peter Jensen og hustru Kristiane. 

Hvor om alt er. Som et resultat af opholdet i Husby fødte Anna 27. juli 1923 i Ejby Stationsby en datter. Pigen blev i Ejby Kirke døbt Mary Sofie Jensen. Mellemnavnet Sofie var en henvisning til moderen og til den polske mormor. I kirkebogen blev landmand Rasmus Jørgen Jensen angivet som udlagt barnefader, og blandt fadderne ved dåben var Rasmus´ far Jens Peter ”Bjørnekær” Jensen. En anden af fadderne var baneformand Hans Larsen, som Anna opholdt sig ved på fødselstidspunktet.

Anna blev i september 1923 - et par måneder efter Marys dåb - gift med Marys far den senere "Ruteras", men dengang landmand i Husby. På tidspunktet for brylluppet var Anna stadig tjenestepige hos baneformand Hans Larsen, Ejby. Præsten noterede i kirkebogen enighed mellem ægtefællerne om, at børn i ægteskabet skulle opdrages i den danske folkekirkes tro og lære.

Da hun blev voksen flyttede Rasmus og Annas datter Mary til København for at blive sygeplejeelev. Den 21. august 1948 blev hun 25 år gammel i Husby Kirke gift med stud. mag. Håkon Bennike Madsen, der stammede fra Strandhuse ved Kolding. Mange år efter fra 1992 til 1995 var jeg skoleinspektør på Lyshøjskolen i Strandhuse, hvor en fra Bennikefamilien var medlem af skolebestyrelsen. Håkon og Mary Sofie Bennike Madsen ligger begge begravet på Husby Kirkegård i familiegravstedet, hvor også Rasmus og Anna ligger begravet. Rasmus døde 80 år gammel i 1977, mens Anna først døde 92 år gammel i 1990. 

Familiegravstedet på Husby Kirkegård. Bagerst Rasmus Jørgen Jensen og hustru Anna født Lasek. Forrest svigersønnen Håkon Bennike Madsen og datteren Mary Bennike Madsens grav. Marys navn er kommet på gravstenen efter dette billede blev taget. Hun døde i Odense 96 år gammel den 7. maj 2019. 

Lærerige rutebilture med "Ruteras"

Ligesom der var meget at lære af Otto ”Barber”, var der også meget at lære af ”Ruteras”.

Først og fremmest værdien af et lyst sindelag. Rasmus kunne tale med alle mennesker. Venligheden selv, men også bestemt. Altid en kvik replik. Altid fremkommelig, som når vi om vinteren ved dårligt vejr mod betaling af 25 øre fik ham til ekstraordinært at forlænge ruten fra Ejby Station op til Ejby Folke- og Realskole.

Ruteras`sidste flotte nye rutebil foran hjemmet på hjørnet af Storegade og Lillegade, der tidligere hed Nørregade

Han var ustresset og afslappet, bare han var sikker på at nå de videre rutebilforbindelser i Assens og togene i Ejby. ”Nå, ska´ vi rokke så småt”. Det var et af hans yndlingsudtryk, når rutebilen skulle sætte i gang fra et af holdestederne. Og rokke så småt gjorde vi. Flere steder på ruten som for eksempel ned ad Ørslevbakken mod Gammeldam eller fra Aborg ad bakken ned mod Lundager og Salbrovad satte han rutebilen i frigear for at spare på benzinen. Det var med et moderne udtryk miljøvenlig kørsel og sjældent over 40 km/t. Her var meget at lære. Han kunne også en masse historier om personer og steder, vi passerede forbi. Det nød jeg særlig godt af, når jeg lørdag eftermiddage på vej hjem fra gymnasiet i Glamsbjerg var den sidste i rutebilen på vejen fra Sandager til Husby. Godt at have kendt en mand som Ruteras.

Hermed slutter min fortælling om de verdenshistoriske bølgeskvulp to polske piger og deres efterkommere førte ind over Husby Sogn. Min fortælling endte som sædvanlig med at blive bredere, end jeg egentlig havde planlagt. Mine erindringer om hverdagens små oplevelser trængte sig ind i den overordnede fortælling. Sådan er det, når jeg begynder at tænke tilbage, så dukker der erindringer op, som jeg troede, jeg havde glemt.

Fortællingen om Josefa og Anna og deres efterkommere viser, at mange af de problemer, vi som samfund bøvler med i disse år ikke er nye. Men lærer vi fra gang til gang, når verden står i brand eller kriser hærger os? Eller er vi blevet et historisk dement samfund? Det er en helt anden fortælling og diskussion, som må vente til en anden god gang.

Ib Hansen, 22. august 2022

Kvinder fra Bramdrup og mænd fra Husby

Bramdrup Kirke. Her blev Husbymænd gift med bramdruppiger.

Det navn kender jeg da! Stor var min overraskelse, da jeg en dag surfede rundt i Bramdrup Sogns kirkebog og faldt over et mellem- og efternavn, jeg kendte fra min hjemegn på Vestfyn. Grill Hansen. 

Jeg har personligt aldrig kendt familien Grill Hansen, men det var den familie, der oprindelig byggede mit barndomshjem på Skræppedalsvej i Husby. Huset blev opført i 1948 af Einar Edvard Grill Hansen og hustru Elna Katrine Grill Hansen og var beboet af dem frem til 1954. Elna døde i februar 1953, mens Einar døde knap et år efter i januar 1954. Min mor og far overtog huset i november 1954, hvor vi flyttede til Husby fra min fødeby Ejby.

Det var Einar og Elnas søn Kaj Rasmus Grill Hansen, jeg faldt over i Bramdrup Sogns kirkebog. Midt mellem moderens død i februar 1953 og faderens død i januar 1954 blev han i oktober 1953 i Bramdrup Kirke med sin far som vidne gift med bramdrupdampigen Eva Elisabeth Jespersen. Eva var datter af arbejdsmand Martin Jespersen og hustru Astrid bosat i Bramdrupdam. Både brud og brudgom var på det tidspunkt bosiddende i Odense, dog på hver sin adresse. Kaj var chauffør og Eva var husassistent. 

Bramdrup 1955. I forgrunden Bramdrup Kirke og landsbyen Bramdrup. I baggrunden stationsbyen Bramdrupdam. Nu er alle billedets tomme områder bebygget med parcelhuse og hele området bliver fejlagtigt kaldt Bramdrupdam.

Nu ved jeg fra min barndoms- og ungdomstid, at jyske piger var meget efterstræbte på Fyn, både af arbejdsgivere og af kurmagere. Mange jyske piger kom til Fyn for at bestride job som for eksempel tjenestepiger. Det gjorde sig også gældende i mit hjemsogn Husby. 

Det faldt mig ind, at det kunne være sjovt at tage en stikprøve i Bramdrup Sogns kirkebog, om der på tidspunktet for Kaj og Evas bryllup var andre unge kvinder fra Bramdrup og Bramdrupdam, der blev gift med unge mænd fra Husby. Jeg besluttede derfor i Bramdrup Sogns kirkebog at tjekke perioden fra 1948 til 1953. 

I februar 1948 blev husassistent Gerda Skjøth Lygum i Bramdrup Kirke gift med fisker Niels Peter Gardemand-Kristensen fra Sdr. Åby i Husby Sogn. Gerda var datter af husmand Thorvald Lygum og hustru Petra, der drev et husmandssted på Bramdrup Mark nær nuværende Oktobervænget. Niels Peter var søn af husmand Bertel Kristensen og hustru Emma, der drev et husmandssted i Sønder Åby i Husby Sogn. Brudeparret havde mødt hinanden, mens Gerda var tjenestepige på Husby-egnen. Jeg har gået i Husby Skole med og været kammerat i mange år med Gerdas og Niels Peters søn Arne. 

Landsbyen Sdr. Åby i Husby Sogn. Her er ikke sket store forandringer i de sidste hundrede år.

Men der var flere Bramdruppiger, der i det nævnte tidsrum endte i Husby Sogn. I maj 1953 blev husassistent Kristine Thomsen i Bramdrup Kirke gift med landbrugsmedhjælper Arne Villy Tolstrup Hansen fra Sdr. Åby i Husby Sogn. Kristine arbejdede som husassistent på Wedellsborg, mens Arne arbejdede på en gård i Sdr. Åby. Arne ”Højgård”, som han altid blev kaldt efter sit arbejdssted, var søn af Petra og Hans Peter Petersen i Årup. Kristine var datter af gårdejer Karl Thomsen og hustru Olga fra Bramdrupdam. Min yngste bror har gået i klasse med Kristine og Arnes søn Per Kristian. 

Landsbyen Husby set mod nordvest. I baggrunden Tybrind Vig. I Husby er der ikke i det sidste halve århundrede sket gennemgribende forandringer af bebyggelserne, men butikker og erhvervsbygninger har nu fundet anvendelse som beboelser. Nogle bygninger er blevet revet ned

Husby Kirke. I baggrunden mod sydøst ses den del af Lillebælt, der hedder Bredningen. Sdr. Åby ligger ved bugten til venstre i billedet. I kimingen til venstre helt ude i det fjerne ligger Assens

Jyske piger var - og er måske endnu - som nævnt og illustreret med ovennævnte eksempler i høj kurs på Fyn. Jeg er også selv gift med en jysk pige, en sønderjysk endda. I vores tilfælde er det nu mig, der rejste over Lillebælt for at studere i Kolding og efterfølgende blev hængende som følge af mødet med min sønderjyske forbindelse, selv om jeg indtil da havde haft helt klare planer om at vende tilbage til Fyn efter endt uddannelse. Det valg har jeg aldrig fortrudt, selvom jeg stadig efter mere end 50 års bopæl i Kolding og Bramdrupdam fortsat føler mig som vestfynbo.

Pilotens portion af lykke og held slap brat op

Spitfirepilot opvokset i Bramdrupdam i dramatisk flyulykke. Arne Skjødt Lygum fløj sin Supermarine Spitfire fra Karup i meget lav højde øst for Bjerringbro. Pludselig kunne han ikke holde maskinen i gang. Flyet var løbet tør for brændstof, så han måtte nødlande.

Spitfiren landede på en rimfrossen pløjemark ved landsbyen Mammen, der ligger mellem Bjerringbro og Viborg. Ved landingen tog flyet jorden med den ene vinge. Vingen brækkede af og flyet vendte rundt. Denne dramatiske og ulykkelige hændelse fandt sted den 5. januar 1949.

Ved den hårde landing blev pilot og sekondløjtnant Arne Skjødt Lygum slynget ud af Spitfirens cockpit og landede under flyets motor. Han var så heldig at falde i en af pløjemarkens dybe furer, så kun hans bækken og højre hofte kom i klemme. Tililende fik ham reddet væk fra flyvraget og fik ham bragt til sygehuset. Det viste sig, at Arne Skjødt Lygum havde fået firedobbelt brud på bækkenpartiet, havde brækket hofteskålen brækket, havde fået en flænge i baghovedet og havde fået en meget svær hjernerystelse. Men han overlevede og kom senere ud at flyve igen. Det vender vi tilbage til. Først lidt om Arne Skjødt Lygums tilknytning til Bramdrup og Bramdrupdam.

Opvokset på Bramdrup Mark

Arne Skjødt Lygum blev født i Kolding i 1923, men voksede op på Bramdrup Mark på et husmandsted, der lå nær regnvandssøen, der nu ligger ved markvejen, der fører fra Skovæblevej ud til Bramdrupdam Fodboldgolf. Hans forældre var Thorvald Lygum og Petra født Skjødt.

Stedet på Bramdrup Mark, hvor familien Lygums ejendom engang lå

Da Arne blev født boede familien på adressen Højbovej 2 i Sdr. Vang, Kolding, Vonsild Sogn. Thorvald og Petra flyttede engang først i 1930´erne til husmandsstedet på Bramdrup Mark. En del af vejen ud til stedet, hvor Thorvald og Petra boede, gik gennem den nuværende bebyggelse på Oktobervænget.

"Storeskolen" ved pladsen foran Bramdrup Kirke. Klassebygningen til 

venstre  er nu revet ned, mens lærerboligen til højre er bevaret

Arne var en fremmelig dreng. Han gik i Bramdrup Skole. Skolen havde dengang to afdelinger. En ”lilleskole” til brug for de yngste elever. Den tidligere ”lilleskole” ligger stadig på hjørnet af Bramdrupvej og Møllegårdsvej og er nu afdeling Troldebo, som er en del af Bramdrup Børnehave. Når eleverne - og altså også Arne – blev ældre, kom de hen i ”storeskolen”, der lå over for Bramdrup Kirke. Her står stadig en sten med navnet ”Den gamle Skole”. Nu er kun lærerboligen bevaret. Den fine gule og velrenoverede lærerbolig bruges nu til bolig. 

I oktober 1937 blev Arne med aldersdispensation konfirmeret i Harte Kirke, hvor der blev holdt fælles konfirmation for Harte og Bramdrup sogne. De to sogne var dengang et fælles pastorat og havde fælles præst. Med to konfirmationer om året – forår og efterår forud for skiftedagene 1. maj og 1. november – kunne præsten, hvis der var få konfirmander, nøjes med at afholde fælles konfirmation for de to sogne i en pastoratets kirker. Skiftedage var betegnelsen for de to dage om året, hvor man på tidligere på landet skiftede arbejdsplads.

Husmandsfamiliens fremmelige søn Arne skulle nu ikke som de fleste husmænds børn ud at tjene på landet. Han kom på Kolding Realskole, hvorfra han nogle år senere udgik med så gode resultater, at han kunne tage en pilotuddannelse.

Bramdrup landsby omkring kirken forrest i billedet.
Stationsbyen Bramdrupdam ved Vejlevej i baggrunden. År 1955

Lykke og held 

Som nævnt slap Arne Lygum fra den dramatiske flyulykke i januar 1949 med livet i behold. Efter heling og rekreation kom han op at flyve igen og var blandt andet med til at uddanne nye piloter. Dem var der stærkt behov for. I årene efter 2. verdenskrig blev der i Danmark oprustet med mange kampflyvere, og Flyvevåbnet blev etableret som en selvstændig værnsgren. Flyvevåbnet havde dengang betydeligt flere flyvemaskiner, end det har i dag. 

Sekondløjtnant og pilot Arne Skjødt Lygum, o.1948

Lykke og held havde fulgt Arne Skjødt Lygum. I april 1947 blev han med titel af pilot og sekondløjtnant i Højer Kirke i Sønderjylland lykkelig gift med Anna Sophie Jacobsen fra Højer. Arnes far Thorvald Lygum fra Bramdrup Mark var et af vidnerne, der står indskrevet i kirkebogen. Flyulykken i 1949 slap Arne Skjødt Lygum heldigt fra. Samme år som flyulykken oplevede Arne og Anna Sophie Lygum den lykke at blive forældre til datteren Lea. Men så slap hans lykke og held også op.

Heldet slap op

To år efter den heldigt overståede ulykke i 1949 var Arne Skjødt Lygum i februar 1951 på vingerne for at træne en af de nye piloter, der var så stort et behov for. Han og en pilotaspirant var med udgangspunkt i Karup Flyveplads ude at øve blindflyvning i en tosæders Harvard flyvemaskine. Det var pilotaspirantens afsluttende overgangskursus til at kunne flyve Spitfire. Uvist af hvilken årsag styrtede træningsflyet for fulde motoromdrejninger mod jorden nær Kjellerup i Midtjylland. Begge ombordværende blev dræbt.

Arne Skjødt Lygum var 27 år gammel, da han omkom. Han blev begravet den 19. februar 1951 i Højer, hvor han og Anna Sophie var bosiddende med deres lille datter. Anna Sophie var nu 28 år gammel blevet alene med datteren Lea på knap halvandet år.

Arne Skjødt Lygums nevø Arne

Her slutter fortællingen om bramdrupdrengen Arne Skjødt Lygums dramatiske liv og død. Det gør den så ikke helt. Jeg har nemlig en personlig vinkel til fortællingen.

Husby Skole på Vestfyn 1962

Arne Skjødt Lygums lillesøster Gerda blev nemlig i februar 1948 i Bramdrup Kirke gift med fisker Niels Peter fra Sdr. Åby i mit hjemsogn Husby på Vestfyn. Gerda og Niels Peter fik i 1952 en søn. Det var året efter Gerdas storebror Arne blev dræbt ved flyulykken i Kjellerup. Gerda og Niels Peters søn blev selvfølgelig navngivet Arne efter sin dræbte flyveronkel. Den Arne har min bror Leif og jeg været kammerat med lige siden vores tid i landsbyskolen i Husby. Også stedsmæssigt er der en relation. Min kone og jeg har boet i Bramdrup siden 1976. Inden vi flyttede til vores nuværende adresse, boede vi de første år på Oktobervænget nær det sted, hvor Lygumfamiliens husmandssted tidligere lå. Så jeg har ofte gået og går stadig over de jorder, hvor Lygumfamiliens børn har tumlet, og som er blevet dyrket af Thorvald og Petra Lygum. Jeg giver altid Lygumfamilien en tanke, når jeg går der.

Sådan er der så meget, der tilfældigvis viser sig at hænge sammen. 

Ib Hansen, juli 2022

Bramdrup Sogn omkring 1920 - kvindeliv og forsøg på strandhugst

Strandvejen 1920-30. Området hørte til 1930 til Bramdrup Sogn

Købstaden Kolding manglede omkring 1920 ligesom så mange andre købstæder gode skatteborgere. Kolding følte sig spærret inde af nogle snævre bygrænser, der ikke levnede plads til den hastigt stigende befolkning. Mange af de nye gode skatteborgere bosatte sig i skattely tæt på bygrænsen i et af landsognene som for eksempel i Bramdrup Sogn.

Det fik Kolding By til flere gange i 1920´erne over for regering og folketing at presse på for at kunne indlemme omliggende landdistriktsområder som for eksempel dele af Bramdrup Sogn i købstaden. Daværende Harte-Bramdrup Kommune kæmpede ihærdigt imod.

Harte-Bramdrup Sogneråd ville nødigt af med sine bedste skatteydere. I første omgang lykkedes det for Koldings omliggende landsogne at forhindre købstadens strandhugst, men i 1930 blev Brændkjærområdet fra Dalby Sogn, Vonsild Sogns nordlige del langs Haderslevvej med sidegader herunder Søndervang med Søndervang Skole, dele af Seest Sogn i det vi i dag kalder Sydvestkvarteret, Alpedalen fra Harte Sogn og et kæmpeområde af Bramdrup Sogn lagt ind under Kolding by.

Bramdrup Sogn måtte afgive det område, der mod sydøst afgrænses af Bramdrup Skov fra Bøgelund til Kolding Fjord ved roklubberne i Strandhuse og sydvest for Bramdrup Skov langs Troldhedebanen og Marielundssøen til søens afløb i fjorden ved Fynsvej og Castenskjoldsvej.

Del af Bramdrup Villaby 1905-1910 set fra Kolding Fjord. Området hørte til 1930 til Bramdrup Sogn

Det afgivne område bestod af det, man dengang kaldte Bramdrup Villakvarter og landsbyen Hvidsminde. Bramdrup Villakvarter lå langs Kolding Fjord og ved Marielundsøen. Nogle af gaderne i villakvarteret var Strandvejen, Strandmøllevej, Gl. Kongevej, Fredericiavej (= del af vore dages Fynsvej) og Charlottenlundvej (= med vore dages Rædersvej).

Parti fra Fredericialandevej 1907. Charlottenlund (=nuværende Rædersvej) set fra det sted hvor Nordre Ringvej ligger i dag. I baggrunden Borre Mølle på Gl. Kongevej 9. Området hørte til 1930 til Bramdrup Sogn.

Bramdrup Sogn indbyggermæssigt ude af balance

Folketællingen for Bramdrup Sogn i 1921 - omkring 9 år forud for afståelsen - fortæller, hvor markant et område der blev afstået i 1930.

I 1921 boede der i følge folketællingen i alt 935 indbyggere i Bramdrup Sogn. I Bramdrup Villakvarter ved fjorden og i Marielundområdet boede 361 indbyggere svarende til 39 % af Bramdrup Sogns indbyggertal. I stationsbyen Bramdrupdam omkring Vejlevej med sidegader boede 260 indbyggere svarende til knap 28 %, mens sognets restende 314 indbyggere svarende til 33 % boede i Bramdrup Landsby omkring kirken og i landdistrikterne i øvrigt.

Landsbyen Bramdrup omkring kirken 1955

Stationsbyen Bramdrupdam langs Vejlevej 1917. Troldhedebanen netop sat i drift og krydser ved kroen Egtvedbanen og Vejle Landevej

Men hvordan udfoldede livet sig i Bramdrup Sogn omkring 1920 cirka 10 år før afståelsen af området mod syd ned mod Kolding Fjord? Det vil jeg i det følgende forsøge at give et bud på, primært ved at se på kvindernes vilkår omkring 1920. En sådan fortælling er en udfordring, da datidens aviser ikke indeholder mange nyheder om kvinder. Aviserne skrev stort set kun om mænd. 

Vi kan da lige opholde os ved, at kvindernes ligestilling i disse år blev forbedret med hastige skridt. Kvinderne havde ved grundlovsændringen i 1915 sammen med tjenestefolk fået stemmeret. Arbejdsgivernes ret til at tugte tjenestepiger under 16 år og for øvrigt også tjenestekarle under 18 år blev afskaffet med folketingets ophævelse af tyendeloven i 1921.

Men kvinderne var stadig særlig udsatte i datidens mandsdominerede og traditionsbundne samfund. Kvinderne led i disse år generelt i samfundet under manglen på prævention, under den samfundsmæssige stigmatisering af mødre med børn født uden for ægteskabet samt under familiens og samfundets tabuisering af resultaterne af førægteskabelige og udenomsægteskabelige forhold. Samtidig skulle kvinderne arbejde hårdt i hjemmet, som medhjælpende hustruer og i enkelte tilfælde som udearbejdende ved siden af at passe familien. Jeg har derfor sat mig for at undersøge kvindernes forhold i Bramdrup Sogn 1917-1921, herunder se på eventuelle forskelle mellem det at bo i Bramdrup Villaby mod syd, i stationsbyen Bramdrup mod vest og i landsbyerne Bramdrup og Hvidsminde og landdistrikterne i øvrigt.

Mange fødsler i Bramdrup Villaby

Lad os starte med en demografisk analyse af befolkningsændringerne i 1917-1921.

I disse 5 år blev der i Bramdrup Sogn født i alt 71 børn. 29 af børnene svarende til 41 % blev født i Bramdrup Villaby. 10 børn svarende til 14% blev født i landsbyen Hvidsminde i området ved Snoghøj Landevej, den fra 1937 senere hovedvej 1 (=nuværende Fynsvej, også kaldet Ekspresvejen). Det område der i 1930 blev afstået til Kolding by leverede således i årene 1917 til 1921 55 % af sognets fødsler. De resterende fødsler fordelte sig med 22 børn svarende til 31% i stationsbyen Bramdrupdam ved Vejlevej, mens landsbyen Bramdrup ved kirken og landdistrikterne i øvrigt leverede de resterende 10 fødsler svarende 14 %. Med andre ord den gamle Bramdrup landsby haltede kraftigt bagefter i befolkningsudviklingen.

De vanskeligt styrbare drifter

Bramdrup Kirke

Manglen på prævention og mulig lovlig abort gav sig i det pågældende fem-år udtryk i, at 8 unge enlige kvinder fødte børn uden for ægteskabet. Disse børn fik i henhold til datidens lovgivning betegnelsen "uægte", fordi de var et resultat af et uægteskabeligt forhold. Lidt mere end 11 % af fødslerne i Bramdrup Sogn i 1917-1921 var således resultater af uægteskabelige forhold. De "uægte" børn var født af tjenestepiger. Halvdelen af tjenestepigerne, der fødte såkaldte "uægte" børn, var mellem 18 og 21 år, to tjenestepiger var 25 - 26 år og de to sidste har jeg ingen oplysninger om. Hovedparten af de tjenestepiger, der med datidens sprogbrug var "faldet i ulykke", tjente i Bramdrup Villaby i villaer på Fredericiavej og Strandvejen, en enkelt tjente på gården Hvidsminde, mens et par stykker fødte på fødselsstiftelser, hvorfor jeg ikke kan se deres bopælsadresser.

Elleve procent "uægte" børn i Bramdrup Sogn 1917-1921 lyder noget voldsomt, men var ikke ualmindeligt dengang. I mit hjemsogn Husby på Vestfyn udgjorde antallet af uægte børn i samme periode dobbelt så mange, nemlig 22 %. I Husby Sogn ligger herregården Wedellsborg. Om det har haft indflydelse på antallet af uægte børn, kan man kun gisne om. 

Husby Kirke på Vestfyn med udsigt over Lillebælt

Brudgommene blev fundet udensogns

Selv om landsognet Bramdrup omkring 1920 forekommer noget stillestående, så gør Kolding Købstads nærhed samt Egtvedbanens, Troldhedebanens og Vejle Landevejens krydsning i Bramdrupdam noget ved sognet. Bramdrup Sogn fremstår, når det for eksempel gælder giftermål, noget mere åbent end mit vestfynske hjemsogn Husby i den samme periode 1917-1921.

I den undersøgte periode 1917-1921 var der 24 kvinder, der blev gift i Husby Kirke. 12 af brudgommene svarende til 50% var fundet indensogns i Husby. 6 af de øvrige brudgomme svarende til 25% kom fra Husbys nabosogne, mens de resterende 6 brudgomme svarende til 25 % kom fra forskellige steder i landet. 

Bramdrup Kirke lagde 1917-1921 hus til 25 vielser. Kun 5 af brudgommene svarende til 20 % kom fra Bramdrup Sogn. Kolding leverede 7 brudgomme og Eltang og Harte leverede hver 1 gom. Tilsammen leverede nabosognene således i alt 36%. De resterende 11 brudgomme svarende til 44% kom fra forskellige steder i det øvrige land med Viborg, Tinglev og København som de fjerneste steder. Ingen tvivl om, at Bramdrup Sogns centrale trafikale beliggenhed og nærheden til Kolding spillede en afgørende rolle ikke blot i forhold til at få nyt blod udefra, mens også generelt i forhold til den moderne udvikling, der begyndte at tage fart i sognet netop i disse år.

Unge brude

Brudene i Bramdrup Kirke i disse år var noget yngre end brude er i vores tid. 8 af de 25 brude svarende til 32 % var mellem 18 og 22 år. 14 brude svarende til 56% var mellem 23 og 27 år. De sidste tre brude var fra 28 til 37 år. 

8 af brudene kom fra landsbyen Bramdrup, 7 fra stationsbyen Bramdrupdam og 5 fra Bramdrup Villaby ved Kolding Fjord og Marielund. De resterende 5 brude kom fra landsbyen Hvidsminde og fra Bramdrup Sogns landområder i øvrigt.

Brudgommene var generelt lidt ældre end deres brude. 15 af gommene svarende til 60 % var mellem 23 og 27 år. 6 gomme svarende til 24% var mellem 28 og 32 år, mens de resterende 4 svarende til 16% var mellem 33 og 42 år.

Verden udefra trænger sig ind på Bramdrup Sogn

Den øgede tilgængelighed og de moderne tider trængte sig ind på Bramdrup Sogn. Det gjaldt ikke kun, når Bramdrups giftefærdige kvinder skulle finde ægtemager. I 1930 lykkedes det endelig, som nævnt i indledningen, Kolding Købstad at slippe af sted med at snuppe den rigeste del af Bramdrup Sogn, nemlig området ned mod Kolding Fjord og Marielund.

Fyrre år efter i 1970 skete den endelige sammensmeltning. Harte-Bramdrup Kommune og Kolding Kommune blev sammen med en række andre kommuner lagt sammen. Da vi flyttede til Bramdrup i 1976 fremstod Bramdrup og Bramdrupdam stadig som en selvstændig by. De senere års udvikling har betydet, at det Bramdrup og Bramdrupdam, der nu samlet kaldes Bramdrupdam, fysisk er blevet bygget sammen med Kolding. Hvad det har betydet for Bramdrup Sogns indbyggeres borgeridentitet er en spændende diskussion, som det vil føre for vidt at komme ind på i denne fortælling, selv om det er nok så spændende. Blot vil jeg afslutningsvis som mit personlige synspunkt sige at grønne kiler, der afgrænser Bramdrupdam mod købstaden og omliggende byer samt viden om vores områdes historie fra forgangne tider har stor betydning for vores rodfæstethed og borgeridentitet. 

Ib Hansen, juni 2022

Jeg har tidligere lavet en fortælling om, hvordan dagliglivet udspillede sig i Bramdrup Sogn  i året 1920: https://ih18.blogspot.com/2021/03/pa-vej-mod-nye-tider.html