Babylonisk forvirring - manglende fakta om folkeskolen

Vi fortsætter åbenbart de sidste mange års tradition med, at undervisningsministre ikke kan eller må forholde sig til folkeskolens økonomi og udviklingen i denne.

Clement stillede ved starten af ”Debatten” undervisningsminister Merete Riisager et konkret spørgsmål om udviklingen i folkeskolens samlede økonomi, men fik kun babylonisk forvirring som svar.

Faktum er, at elevtallet i folkeskolen i de seneste fem år er faldet med lige godt 4 pct., men i samme periode har kommunalpolitikerne valgt at nedlægge 14 pct. af lærerstillingerne. Samtidig har politikerne på Christiansborg besluttet at forlænge elevernes skoleuge med ikke mindre end 36 pct. Folketingets indgreb i lærernes overenskomst har medført en massakre på lærernes tid til at forberede undervisningen og dermed sikre variation, individuel hensyntagen og kvalitet. Det hænger selvfølgelig ikke sammen.

Fakta var totalt fraværende i ”Debatten”. Det er et problem.

https://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-tv/debatten-2017-04-27

Fællesskabernes opløsning

Folkeskolen er presset på økonomien. Det har tilhængerne af nutidens nye religion om omstilling, nytænkning og innovation et svar på. De mener, at udgifterne til folkeskolen kan nedbringes ved at opløse klassebegrebet og lave skiftende holddannelser. Fleksible løsninger er den eufemistiske omskrivning for nedskæringsønsket.

Stor respekt for ønsket om at finde nye veje. Men klassen som fællesskab er ikke kun en organisatorisk enhed. Det at indgå i et forpligtende klassefællesskab er simpelt hen en vigtig del af folkeskolens dannelsesskabende arbejde.

Klassen som enhed er dannelses- og tryghedsskabende. Den større enhed, skolen bliver overskuelig og tryg for det enkelte barn gennem den mindre enhed, klassen. Klassen som fælleskab er rammen for det enkelte barns dannelse og udvikling!

Der er grænser for, hvor mange individer det enkelte barn kan overskue og have relationer til. Det er derfor ikke uden grund, at den enkelte folkeskole som fællesskab er delt op i overskuelige mindre fællesskabsenheder, klasser.

Folkeskoleloven slår fast, at “skolen deles i klasser efter antallet af elever”, og at ”elevtallet i grundskolens klasser normalt ikke ved skoleårets begyndelse må overstige 28”. I øvrigt synes jeg, 28 elever i en klasse er et alt for højt tal. Politikere, der vil folkeskolen noget godt, kunne passende nedsætte dette tal til 22 eller 24.

Der er en fundamental mangel på viden om, hvordan gode fællesskaber udvikles. Et individ kan kun være et individ, såfremt der findes fællesskaber, hvori individualiteten kan blomstre. Det er derfor en helt forkert vej at afskaffe klassebegrebet.

Høkerlogik rammer folkeskolens kvalitet

Nogle kommuner har fået den ide, at lærernes tid til faglig og pædagogisk forberedelse og tid til efterbehandling af undervisningen skal betale for, at antallet af elever i betalingsskolerne stiger efter folkeskolereformen.

Umiddelbart lyder det for borgere, skattebetalere og vælgere logisk, at folkeskolernes økonomi nedskæres i takt med afvandringen til betalingsskoler.

Men det er ingenlunde logisk. Forklaring følger. Også selv om vi lever i en tid, hvor umiddelbare meninger og holdninger er mere populære end fakta.

Folkeskoleloven indeholder to efter min mening meget gode og centrale bestemmelser, der understøtter folkeskolernes mulighed for at levere kvalitet, når det gælder elevernes trivsel, dannelse og faglighed. Nemlig, at eleverne skal deles i klasser, og at klasserne uanset elevtal skal have det samme minimumstimetal, fx uanset om der 18 eller 28 elever i klassen minimum 30 timer om ugen. Elever i små skoler med lave elevtal i klasserne får samme timetal som elever i de store byskoler. Om det ugentlige timetal for eleverne er for højt er en anden diskussion.

Skolerne kan altså ikke skære i klassernes ugentlige minimumstimetal. Alligevel bruger politikere i de pågældende kommuner et folkeforførende såkaldt "sund fornuft"-argument om, at skolernes økonomi skal svinge i takt med elevtallet, og at folkeskolerne naturligvis skal betale for de merudgifter, de pågældende kommuner har fået efter folkeskolereformen som følge af det stigende elevtal i betalingsskolerne.

En sådan høkermodel snyder på vægten. Folkeskolerne skal efter folkeskoleloven bruge et minimumstimetal pr. klasse. Når skolerne nu efter høkermodellen får nedskåret deres tildelte økonomi, bliver konsekvensen, at skolerne må nedlægge lærerstillinger for at tilpasse økonomien til det tildelte budget, der naturligvis skal overholdes.

Alt andet lige skal færre lærere på en given skole altså levere det for skolen samlede nødvendige minimumstimetal, og det uanset at klassetallet er det samme som tidligere. Konsekvensen er, at de enkelte læreres  ugentlige undervisningsforpligtelse stiger med det resultat, at de får færre timer til rådighed for pædagogisk og faglig forberedelse af undervisningen. Undervisning er ikke bare lærertilstedeværelse. Læreren skal være opdateret, velforberedt, velovervejet, faglig indsigtsfuld, have mulighed for omsorg, kravtilpasning og hensyntagen til den enkelte elev.

Mindre forberedelsestid går ud over den faglige kvalitet og muligheden for, at lærerne kan differentiere deres undervisning i forhold til de enkelte klassers og enkelte elevers særlige behov. I en situation, hvor folkeskolen er presset i forhold til den naturlige konkurrence med betalingsskolerne, er politikernes svar i de pågældende kommuner altså at beslutte høkermodeller, der rammer folkeskolerne på kvaliteten af undervisningen. Kvantiteten er med minimumstimetal pr. klasse låst fast i folkeskoleloven.

Denne sammenhæng bør borgerne selvfølgelig have mulighed for at forholde sig til. Er det rimeligt, at folkeskolerne i konkurrencen med betalingsskolerne udsættes for en økonomisk nedskæring, der rammer folkeskolernes kvalitet - og dermed yderligere forringer konkurrenceevnen i forhold til de stadig mere populære betalingsskoler?

Når politikerne træffer vitale og vidtrækkende beslutninger bør de sætte den rette varedeklaration på beslutningen og ikke i forhold til offentligheden bruge vildledende uspecificerede høkerregninger. Det er vildførelse af borgerne, skattebetalerne og vælgerne. Og værst af alt. Det går ud over elevernes undervisning.

Når folkevalgte stigmatiserer

Noget af det værste, vi kan gøre mod hinanden, er at stigmatisere andre mennesker. Dem, vi vælger til at repræsentere os og træffe beslutninger på vore vegne, har selvfølgelig et særligt ansvar i forhold til at undgå stempling, stigmatisering og marginalisering af andre mennesker. Folkevalgtes stigmatisering rammer særlig hårdt. De agerer jo på mandat fra befolkningen.

På det personlige plan har stigmatisering betydning for folks identitet og selvforståelse.Når personer oplever at blive betragtet ud fra negative stereotype opfattelser. Når personer oplever, at andre ser dem som repræsentanter for en gruppe, der er tillagt negative egenskaber og udskilt som “forkerte”. Og når de oplever at blive behandlet med mindre respekt. Så kan de ikke undgå at blive påvirket.

Følelser af skyld, skam og på længere sigt skadet identitet med tab af selvværd til følge er nogle af de værste konsekvenser for mennesker, der er udsat for stigmatisering. Resultatet kan blive uheldige udadreaktioner med baggrund i følelsen af, at "så kan det hele også være lige meget". Stigmatiseringen rammer både personligt og samfundsmæssigt.

Vi bør derfor allesammen - og i særlig grad vore folkevalgte - være opmærksomme på at undgå at stemple og marginalisere andre. Først og fremmest af etisk-moralske grunde, men også af hensyn til os selv og samfundet, så vi ikke unødigt skaber social uro og tumultariske tilstande og det, der er værre.

Erving Goffman (1922-1982)  var en canadisk sociolog, der blandt andet arbejdede meget med begrebet stigmatisering og udgav flere bøger herom. Hans fremragende bog "Stigma" er oversat til dansk og bruges som lærebog i flere videregående professionsuddannelser. Måske kunne den også være nyttig for politikere, der ikke kan tøjle lysten til at stigmatisere enkeltpersoner og grupper af personer.

Jeg har lavet et blogindlæg yderligere, hvor jeg resumerer nogle af Goffmans pointer:
http://ih18.blogspot.dk/2017/12/nar-samfundet-marginaliserer-og.html

Erving Goffman (1922-1982) var en canadisk sociolog, der blandt andet arbejdede meget med begrebet stigmatisering og udgav flere bøger herom. Hans bog "Stigma" er oversat til dansk og bruges som lærebog i flere videregående professionsuddannelser.

Politikernes Pædagogiske Pixibog - om folkeskole og samfund

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” 

Sagt af Grundtvig, Kold, Sabroe, Stauning, Koch, Bomholt, Løgstrup, McCourt, Honneth eller Scharmer? Svaret kommer i mit nedenstående forslag til "Politikernes Pædagogiske Pixibog".

Der er brug for en pædagogisk pixibog for politikere. De har brug for i kort form at få en fornemmelse af, hvad der er det særligt danske i pædagogik og folkeskole. Et historisk perspektiv, der giver mulighed for at værne om og nænsomt udvikle den særlige danske tilgang, der har haft så stor succes i forhold til at skabe et af verdens bedste samfund med et af verdens bedste uddannelsessystemer. 

Hvorfor nu det? 

Politikerne har i gennem de seneste 25 år lavet ændring på ændring i folkeskolen. Formålet har været at styrke kvaliteten i skolen. Det er i sig selv selvfølgelig et helt legitimt og godt politisk formål. Problemet er bare, at den politiske mission ikke er lykkedes. Politikerne er kommet ud af takt med, hvad der er det særligt danske i forhold til pædagogik og folkeskole set i sammenhæng med samfundets udvikling. Mange forældre er utilfredse med den folkeskole, der er kommet ud af det. Elever og lærere stemmer med fødderne og vandrer i stadig stigende grad til de private skoler.

Problemet er, at politikerne i deres iver efter forandringer er ved at smide det særligt danske i folkeskolen ud med badevandet.


Hvis vi som en lille nation blot tilpasser os og kopierer de modeller, som store nationer og magtfulde internationale økonomiske organisationer som OECD og EU lægger for dagen, så risikerer vi at miste det unikke, der har gjort, at vi som småstat hidtil har klaret os så flot.

I flæng kan jeg blot nævne, at internationale undersøgelser viser,  at vi er et af verdens lykkeligste folkeslag, et af verdens rigeste folkeslag, har en af Europas stærkeste økonomier, har et af verdens sikreste og tryggeste samfund, er verdens bedste retssamfund, har stor vilje og evne til livslang læring med den omstillingsevne, det medfører. Danske elever ligger i toppen, når det gælder glæde ved at gå i skole. Danske elever ligger på eller over gennemsnittet i internationale undersøgelser, når det gælder kundskabs- og færdighedsmæssige resultater. Danske elever ligger nummer et i internationale undersøgelser, når det gælder viden om samfundet og ønske om at være aktivt deltagende i demokratiet. Det er resultater, der påkræver sig anerkendelse og ikke nedvurdering og desavouering.

Men hvad er det for en særlig dansk tilgang, der har medvirket til disse flotte resultater? Det er det politikerne har brug for at lære om i deres ”Politikernes Pædagogiske Pixibog”. Så kan de holde deres ønsker om forandringer op mod det fundament, der har skabt de nævnte fantastisk flotte resultater. Det giver mulighed for at sikre, at forandringer ikke ødelægger fundamentet.

Det særligt danske skal selvfølgelig tilføres vitamintilskud udefra. Vitaminer der vitaliserer vores tilgang, men ikke udvisker og overtoner vores særlige måde at gøre tingene på. Her er mit bud på, hvad jeg ville tage med i en sådan pixibog til støtte for politikernes vigtige og udfordrende arbejde:

Skolen ”må (...) for det første ikke gøre oplysning eller sig selv men livets tarv til sit øjemed” (N.F.S.Grundtvig. 1838)

”Oplysning har jeg næppe så godt greb på, som jeg har på oplivelse. Jeg opliver først, og så oplyser jeg bagefter, eller i alt fald opliver og oplyser jeg på engang” (Kristen Kold. 1866)

"Børnene ejer sig selv og skal vurderes som selvstændige individer med ret til kærlighed, tryghed og anerkendelse" (Peter Sabroe o. 1910)

"Lær (...) at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig". (Th. Stauning. 1939)


”Demokrati er derfor en livsform. Man tilegner sig den ved at leve den igennem sit privatliv - i forhold til familie, naboer og foreningsliv. Det bliver en tankegang - en holdning, der gennem hele livet udmøntes ved handling og gennemstrømmer samfundet". (Hal Kock. 1945)

”I skolen skal barnet modnes til senere at kunne opfylde sit medborgerlige ansvar” (Julius Bomholt. 1953)

"Skolens hovedopgave er at give eleverne del i den oplysning om deres tilværelse og den verden, der er givet med vor kulturoverlevering. Under skoleforløbet sker oplysning til at begynde med med fortælling for at ende med stillingtagen". (K. E. Løgstrup. 1981)

”I skal studere og lære, så I kan danne jer en egen mening om historien og alt andet, men man kan ikke danne meninger i en tom hjerne. Fyld hjernen, fyld hjernen. Den er jeres skatkammer og intet menneske i verden kan blande sig i den”. (Frank McCourts roman ”Angelas aske”. 1996)

"...den grundholdning, som udtrykkes gennem anerkendelse, må være selve den kerne, som pædagogik er gjort af. I mødet med den anden må der være en anerkendelse, en respekt og en forståelse til stede." (Axel Honneth. 2004)

”Viden og kærlighed er den samme mentale aktivitet; for at forstå en ting må man elske den, for at elske en ting må man forstå den.” (Scharmer. 2006)

En sådan pædagogisk pixibog giver et godt fundament for, at politikere og borgere kan reflektere over, hvordan vi som samfund fremover løbende kan levendegøre og livliggøre et folkeligt demokrati, der afspejler og afspejles i folkeskolen. I det mindste lever mit forslag til "Politikernes Pædagogiske Pixibog" op til, at notater til overbebyrdede politikere højest bør fylde 1 A-4 ark.

Det sunkne land fortæller historie

Kysterne ved for eksempel Tybrind Vig, Sdr. Åby Strand og på Stenderuphalvøen er modelleret af is og vand. Af gletsjere. Af bølger og strøm. Af havoverfladen der gennem tiderne stiger og falder. Af det vi tror er det faste land, men som langsomt og ubønhørligt hæver sig i visse dele af landet, mens det i andre dele sænker sig. Sådan er det ved de kyster, hvor jeg så ofte vandrer. Her sænker kysterne sig. På den jyske sides kyster på Stenderuphalvøen og på den vestfynske sides kyster ved Tybrind Vig og Sdr. Åby.

Havet giver. Havet tager. Viden om havstigning og landsænkning spiller  en betydelig rolle i vore dage, når der skal laves planer for at sikre os mod konsekvenserne af nutidens og fremtidens klimaændringer med tilhørende  havstigning. Det skulle jo nødig gå os, som det gik med Ertebøllefolkets boplads ved Tybrind Vig.

Konsekvenserne af havstigning og landsænkning fremtræder tydeligt, når man ser på de to nedenstående kort over Tybrind Vig. Øverst situationen som den er nu, og nederst som den var, da Ertebøllefolket havde boplads der for omkring 7.000 år siden. Bopladsen er på begge kort vist med en stjerne. Den sunkne boplads ved Tybrind Vig og andre tilsvarende rundt i Syddanmark sætter nutidens arbejde med klimasikring i perspektiv.

Efter Istiden fortsatte den arktiske is med at smelte, og havets overflade steg og steg. For mere end 7000 år siden trængte Stenalderhavet (også kaldet Littorinahavet) længere og længere ind over land. På grund af den efterfølgende klimaforværring blev mere og mere havvand igen bundet som is ved polerne, og kystlinjen trak sig igen tilbage.  Stenalderhavets kystlinje kan stadig ses flere steder i landet som tilgroede klinter og strandvolde længere inde i land end den nuværende kystlinje. Fine eksempler kan ses ved Stenderuphalvøen, langs Flægen ved Tybrind og ved Sønder Åby Strand. 

Selv om man finder Stenalderhavets gamle kystlinjer både i det nordlige og det sydlige Danmark, er situationen meget forskellig i de to dele af landet. Det er vores forunderlige jord, der gør forskellen. Jordoverfladen er på en gang både stiv og elastisk. Dette havde og har konsekvenser både under og efter Istiden.

Da flere kilometer tyk is lagde sig over det område, vi nu kalder Danmark, blev jordoverfladen direkte under isen tynget ned som følge af isens tryk. Mens landområderne umiddelbart uden for de kæmpestore ismasser vippede i vejret. Landet blev som en tallerken. Lav i midten. Højere langs kanten.

Da trykket fra isen forsvandt, begyndte de landområder, der havde ligget under isen at løfte sig. Det fik landområderne, der havde ligget umiddelbart uden for isen til langsom at sænke sig. I det nordøstlige Danmark hæver landet sig, mens det i det sydvestlige Danmark sænker sig. Selvfølgelig ganske langsomt, men alligevel så hurtigt, at landskabet ved Frederikshavn har hævet sig cirka 12-13 meter, siden isen forsvandt for omkring 15.000 år siden. De fleste, der har været i Frederikshavn og kørt ned mod havnen, har set de flotte stejle Stenalderhavsklinter, der nu står inde i landet, og hvorfra der er en flot udsigt ud over Frederikshavn.

I det sydlige Danmark har landsænkningen betydet, at stenalderfolkets kystbopladser nu mange steder ligger under havets overflade, som det for eksempel er tilfældet med Ertebøllebopladsen i Tybrind Vig. Når man vandrer langs Tybrind Vig, kan man ved Hybækkens udløb i Tybrind Vig se rester af den gamle Stenalderhavsklint og med lidt historisk viden (og eventuelt efter et besøg på Moesgaard Museum) kan man forestille sig den overskyllede landtange under bølgerne ude i vigen, hvor Ertebøllefolket havde deres boplads.

Øverst Tybrind Vig i dag. Nederst Tybrind Vig for omkring 7000 år siden. Stjernen markerer på begge kort, hvor den druknede Ertebølleboplads ligger.

Danmark vipper om en 0-akse, der forløber fra nord for Ringkøbing Fjord til Nordfalster. Nord for aksen hæver landet sig- tallene angiver i meter, hvor meget landet har hævet sig siden Istiden. Syd for sænker landet sig. Landsænknings- og landhævningsprocessen foregår fortsat. Tybrind Vig ligger syd for 0-aksen, altså sænker landet sig her.

Tybrind Vig set fra S mod N. I vandet ud for granplantagen, Grevindeskoven ligger den druknede Ertebølleboplads. Fra Grevindeskoven over mod,hvor jeg står ved Husby Strand, var der i Ertebølletiden for cirka 7000 år siden en tange med åbning mod Lille Bælt, men som skærmede den nuværende Tybrind Vig af mod stærke vinde og oprørt hav. En perfekt placering for en boplads. Måske en sommerboplads, hvor folkene om vinteren fortrak længere i det bagvedliggende lands store jagtrige og beskyttende skove.

Udsigten udover Frederikshavn fra stenalderhavsskrænten, der har hævet sig 12-13 meter siden Istiden.

Henvisning til min fortælling "Skeletter af 16-årig pige og spædbarn fundet i Tybrind Vig". Mere om Ertebøllebopladsen på bunden af Tybrind Vig: https://ih18.blogspot.com/2020/02/resterne-af-16-arig-pige-fundet-pa.html